Klæder skaber folk?

Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg ikke kan skrive noget sjovt og overskudsagtigt om, hvor langt, jeg er nået ned af min to-do liste efter at have gået hjemme hele sidste uge. (Thank god for en arbejdsplads, der ikke lyder sur over, at man er nødt til at følge barnets 1. og 2. sygedag op med 3 feriedage, fordi der beklageligvis ikke er noget, der hedder barnets første sygeuge.) Der gemmer sig i hvert fald noget materiale derinde et sted til et indlæg om farveangst efter min etniske udrensning af tøjskabet; fuck, hvor har jeg meget sort tøj!

Jeg burde også kunne fremtvinge et eller andet moderat underholdende om det stepkursus, jeg fulgte til dørs i weekenden, for det var sådan set en rigtig god oplevelse.

Men jeg er bare ked af det. Kan faktisk ikke helt styre det. Det er, som om mit filter er lidt tyndt, og jeg synes, at jeg tuder hele tiden. Om det er vejret, årstiden eller sidste uge, der endelig synker ind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af ikke at slå til.

Anton var frisk igen, da jeg tog af sted i weekenden, og han var ved mormor og morfar, som er meget tæt på at være hans yndlingssted i hele verden. Alligevel følte jeg mig som verdens rådneste mor, da jeg kørte. Oveni hatten har jeg arbejdsdage på 9 timer hver eneste dag i denne uge, og jeg elsker mit job, det gør jeg virkelig – men jeg elsker Anton temmelig meget højere. At være væk fra ham så mange timer, lige efter at have set ham så lille og syg, gør ondt i hjertet og giver mig frygtelig dårlig samvittighed.

Og hver eneste gang jeg åbner avisen, vælter det frem med forfærdelige, hæslige, rædselsfulde historier om misbrugte børn fra diverse mørke afkroge af Danmark, og jeg kan slet ikke holde det ud.

Så jeg tuder. Til Borgen. Til Danmarks Næste Topmodel. Til P3 og avisen og da jeg afleverede Anton i morges.

Måske er det i virkeligheden meget passende med alt det sorte tøj.

Kuglelynet Anton slået ned.

Passende nok kan jeg selv få lov at starte med at balancere på den line, jeg spændte ud i sidste indlæg.

For da Anton fredag havde rekvireret en omgang strubehoste, begyndte hans feber at stige. Og stige og stige og stige. Først holdt han op med at spise. Så holdt han op med at drikke, og meget kan man sige om ham, men han er fandme et stædigt lille kræ; lige meget hvor længe jeg cirklede uskyldigt fløjtende omkring ham med koppen skjult i hånden, krøb det kæmpehul, han har monteret lige midt i ansigtet sig til str. X-small, når jeg angreb. Søndag nat øgede han indsatsen med at begynde at brække sig (notér jer venligst den manglende beskrivelse af mængde og struktur), og jeg turde ikke andet end at tage til vagtlægen.

I-fucking-gen.

Da vi sad derinde, kunne jeg se, at der var to læger på vagt. Den første var ude og hente patienter et par gange, inden den anden begavede os med sin tilstedeværelse. Da jeg så hvem det var, spontanmumlede jeg ned i Antons ene hår ”Ham vil jeg ikke ind til”. Hvortil den mor, der sad ved siden af mig, med en dreng der i både slattenhed og opkog lignede Anton, lige så lavt svarede: ”Det vil jeg heller ikke.”

Så har man godt nok været meget derinde, ikke? Når man ud af et tocifret antal forskellige medicinmænd og –kvinder ved, hvem der som udgangspunkt mener, at man er hysterisk, og at ALT kan klares med børnepanodil og vent-og-se.

Nå. Men vi kom ind til den anden (win!), som var sød, grundig og norsk, og som indlagde os.

Og jeg ved godt, at det er synd for dem i Afrika, at jeg skal være glad for at bo i et land, hvor man kan blive tilset af læger, når behovet opstår, og at de stakkels ansatte i den offentlige sektor gør det bedste de kan, med de midler de har – men jeg hader, hader, hader hospitaler. Jeg har det så utrolig svært med al den tid, der bare siver væk mellem fingrene på en, mens man sidder og venter i det uendelige på endnu en samtale med endnu en ansat, der heller ikke har læst journalen. Jeg er heller ikke specielt begejstret for at sove på en madras betrukket med voksdug (wtf!?), eller at skulle putte Anton i en metalkasse, der ligner et aflagt svinebur.

Og inden I stempler mig som en utaknemmelig, forkælet so, så vær søde at forstå, at det er sådan jeg reagerer på kontroltab; jeg tæller fejl. Og jeg kan garantere, at den, det er mest plagsomt for, er mig selv.

Efter utallige prøver og tjek, og udfyldelse af et meget detaljeret væskeskema, fik vi lov at tage hjem igen i går med truslen om sonde hængende over hovedet. Han skal begynde at drikke mere NU, og så skal han holde op med at kaste op. Ellers er det retur til 640.

Og BTW: Det han fejler, er vuggestuevirus.

Så nu er planen at blive rig i en fart, så jeg kan bestille en specialbygget autoklave, der kan spændes omkring institutionen, og så skal der fandme bare koges til.

Alternativt kan de bare tjekke, hvornår min FB-profil blev tavs.

Nu er jeg blevet en af dem, der har børn, hvilket betyder, at jeg kan kaste mig frygtløst ud i diskussioner om stort set alt, for der er ikke længere nogen, der kan sætte mig til vægs med børnekortet (HA!!). Og helt ærligt? Så synes jeg stadig ikke, at det er ret interessant at læse opdateringer på FB om andre folks børn.

For mig er andres børn små personer, jeg ikke kender. Og derfor gider jeg mest læse om dem, hvis de er sat i forhold til de mennesker, jeg kender, dvs. mine venner/veninder. Et eksempel på hvad jeg mener, kunne være Marens indlæg om Mynte, som jeg medgiver, er lige vel langt til at fungere som opdatering, men som fint illustrerer min pointe; selvom omdrejningspunktet i historien er Mynte (som jeg ikke kender), så er det, hvad oplevelsen gør ved Maren, indlægget handler om, og derfor labber jeg stadig glædestrålende hvert eneste ord i mig.

For jeg tror, at selv os/dem med børn kan blive enige om, at det også ret hurtigt ville blive kedeligt at læse om f.eks. hinandens kærester, hvis updateringerne kun gik på, hvad han/hun fejlede, sagde eller havde på.

Jeg forstår dog godt, hvordan det kan ske, for det er ligesom med profilbillederne, som præ-Anton var noget, jeg godt kunne hidse mig lidt op over (hvis jeg gjorde mig umage), for hvorfor skal det barn med på ALLE dine billeder?? Kom de til at smide din selvstændige personlighed med ud i sækken med biokemisk affald, da moderkagen røg? I dag, et barn klogere, har jeg forstået, at det er fordi man aldrig, aldrig, aldrig er alene nogen steder, (heller ikke på toilettet) og derfor ikke kan fanges af linsen solo.

Det mærkelige er, at det for det meste er ok, ja, tilmed ret cool, faktisk. Anton og jeg var f.eks. til barnedåb sidste weekend, og det var HYL at have ham med. Jeg havde min egen lille fest, da han stillede sig på mine ben i kirken for at vinke til præsten, og jeg elsker, elsker, ELSKER at have et barn, der kaster sig over fremmede med et begejstret ”Hvor har du VÆRET!!?”-smil over hele femøren. (Bør vi egentlig opdatere det udtryk? Over hele 10’eren, lyder også bare lidt fladt, gør det ikke?) Og jeg skal virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at blæse ud over hele internettet, at barnet har lært at sige ’bøh’, som jeg synes er et jævnt cool valg af første-ord.

Jeg ved ikke, hvordan man kommer omkring det, for jeg er helt på det rene med, at alt det, der fylder hele verden for en, når man har fået et barn, ikke giver ret meget udslag på sladder- og underholdsningsbarometeret, men derfor lukker man jo hverken blog eller fb-profil. Og selvfølgelig bestemmer man fuldstændig selv, hvad man skriver derinde, og for dem, som bruger de sociale medier til at holde familie og venner up to speed, er børneopdateringerne jo helt fine.

Men vi er nogen, som har brugt vores FB på én måde i vores tidligere liv, og som nu sidder og ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre.

For mit vedkommende har det betydet, at jeg er gået fra at opdatere min profil en gang om dagen til at opdatere max en gang hver 14. dag, for jeg ikke gider være hende, der kun skriver om sit barn. Så hellere være hende, der slet ikke skriver.

Jeg synes ikke, at man skal melde sig ud, fordi man får et barn, men man går sgu lidt i stå i en periode.

… For det er kun i en periode, ikke? Ikke?? Eller er det nu, udviklingen stopper? Er det det her der sker, og er årsag til, at en hel generation stadig går med ravkæder, mens dem, der er 10 år yngre elsker de små, røvforstørrende rygsække? Fordi man lige havde travlt med at føde og opdrage, da dinoerne ringede og re-claimede deres harpiks, og rygsækkene at bære det i, og derfor stadig tror, at det er the shit?

Nå. Så kan de sgu da i det mindste tidsbestemme, hvornår jeg levede og fik børn, når de graver mig frem om 2000 år.

Noget mere om biler.

Tics er på Sundhedsguiden.dk defineret som “ensartede, gentagne, ufrivillige bevægelser i en lille muskelgruppe”. Personligt lider jeg af ordtics: Bestemte situationer får ensartede, ufrivillige ord til gentagne gange at springe frem i hjernen på mig.

Jeg medgiver, at historien havde været bedre, hvis jeg kunne komme på flere eksempler til at illustrere fænomenet, men jeg er flad som en pandekage efter en nat uden søvn som følge af – ved jeg efter en tur min ven vagtlægen – falsk strubehoste, så bortset fra nedenstående eksempel, må I bare tage mit ord for det.

Men jeg må henstille, at alle bilister i hele verden får fikset deres forlygter NU, for hver eneste gang jeg ser en bil med én fungerende og én defekt forlygte, spjætter ordene: ”Bagerens dårlige øje” ufrivilligt løs i hovedet på mig.

Hver ENESTE gang.

Og jeg ved for fanden ikke engang, hvad bagerens dårlige øje er!

Så en transskription af den mentale aktivitet hos mig på en typisk køretur ser nogenlunde sådan her ud:

Jeg skal huske at tage Antons regntøj med, når jeg henter ham. Det trænger til at blive vasket. Bagerens dårlige øje. Har jeg egentlig mere Biotex? Fuck, hvor blev det – bagerens dårlige øje – bare skidegodt af at blive malet, det badevær – bagerens dårlige øje – else.

Aj, men.. vel??

Skal selvtilvanvidsdrivelse aldrig være en OL-disciplin?

Advarsel: Rød fane i fri dressur.

En sikker måde at få ørerne i maskinen på, er at blogge om noget, der har med politik at gøre. Men jeg bliver nødt til at gøre det alligevel, for ellers dør jeg af irritation.

Hvis jeg hører ordet ’misundelsesafgift’ om de nye bilafgifter én gang til, sætter jeg ild til mig selv.

Indtil nu har jeg udelukkende hørt de blå tude over det ovre på FB, og jeg kan.ikke.forstå, hvordan det adskiller sig fra al anden brugerbetaling, som de ellers er så begejstrede for i det farvesegment?

Du vil gerne have lov til at svine mere, end det er nødvendigt; ergo må du også betale det, det koster at rydde op efter dig.

Forklar mig, hvad fanden det har med misundelse at gøre?

Sker det også for jer?

Forleden kunne jeg ovre ved Maren til min store gru læse, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om at blive krammet. Lad mig hermed benytte lejligheden til en kollektiv, dybtfølt undskyldning til alle de sagesløse Maren’er, jeg i tidens løb har krammet på.

For mig er stort set alle mennesker krammeobjekter, og jeg kan heller ikke rigtigt henvende mig til folk uden medfølgende håndspålæggelse. Meningen med mine ord kommer tilsyneladende kun RIGTIGT frem, hvis budskabet både fremføres verbalt og understøttes af fysisk berøring. 
Det er en slags handikap, jeg har

Men i dag har min trampen rundt på andre menneskers grænser alligevel nået nye højder.

Jeg kom til at ae en af Antons pædagoger på kinden.

%&”#&”!!!!

Vi er ikke jævnaldrende, men hun er fandme i hvert fald for gammel til at blive aet på!

Jeg blev bare lige så rørt over, at hun virker så glad for Anton.

Og hvad siger man? ”Undskyld, jeg kom til at ae på dig?” Men jeg mener det helt ind i den dybeste, mørke afkrog af mit sind, når jeg siger, at det ikke var med vilje. Det … skete bare. Lidt ligesom da jeg forleden kom til at kalde manden ved kassen i Silvan – på lige omkring de 40 – for ”Lille skat”.

Så jeg valgte bare at stryge ud af døren med Anton under armen og ”Aening? Det kender jeg ikke noget til”-mimik, i håb om at hun måske troede, at hun havde mærket syner.

Findes der en slags post-barselskørekort, man kan tage, før man lukkes ud i civilisationen igen?

Did he just call me fat?

Jeg går ud fra, at de fleste af os har en uvane eller to. En af mine, som jeg er blevet opmærksom på, efter at jeg er begyndt at transportere autostol med indhold rundt i bilen, er at jeg taler til andre bilister. Grimt. Men naturligvis kun, hvis de har fortjent det.

Af en eller anden grund, som jeg ikke engang selv magter at gennemskue, har jeg set mig særlig sur på de små, vimse følgebiler, der altid kører før og efter særtransporterne. Hver eneste gang jeg passerer en, kravler der mugne orm a la:

”UH! Se mig, jeg er tynde veninde!” og ”Nå! Der er nok nogen, der ville ønske, at de var en ambulance, hva!” ud af munden på mig. (Jamen, så hjælp mig dog!)

Men jeg er ikke et mindre menneske, end at jeg godt kan trække på smilebåndet af det, når karma så sender bolden lige tilbage i skærmen på mig. Som når jeg f.eks. overhaler en vindmøllekonvoj, og den forreste følgebil pludselig stikker af, kører alt, hvad remmer og tøj kan holde, og 4 km længere fremme parkerer midt på vejen for at tvinge modkørende bilister til at holde tilbage.

Med det resultat at 20 biler holder tilbage for det blinkende skilt ”BRED LAST!” og den eneste bilist, så langt øjet rækker, er mig.

Kald mig bare gammeldags.

Det er vist en universel sandhed, at man, i takt med at man bliver ældre, synes, at de unge taler grimmere og opfører sig dårligere, end vi selv gjorde, da vi var på deres alder. Jeg er ingen undtagelse, og hvad enten det er pga. min aldersbetingede pligt, eller om det er fordi, der rent faktisk er reel grund til bekymring, synes jeg, at tonen blandt de unge i dag er blevet voldsomt rå, og at mobning når nye højder, fordi der på grund af de sociale medier, ikke længere er helle nogen steder.

Forleden kunne jeg så læse i avisen, at flere politikere under åbningstalen i folketinget havde haft meget travlt på FB. F.eks. nåede Søren Pind at poste 24 hånlige opdateringer undervejs.

Nu er det ingen hemmelighed, at det er mig, der ligger på bunden af Marianne Jelveds håndtaske, og jeg er sikker på, at den siddende regering ville være præcis lige så slem, hvis the upper hand var forblevet blå, men jeg synes godt, at man kunne have forventet lidt mere stil end det.

Og jeg ved godt, at når man vælger at være en offentlig person, vælger man også, at en del af offentligheden forholder sig til én. Det er den samme argumentcirkel, jeg selv er med til at holde liv i i blogland, hvor hønen er, at man må kunne tåle, at folk forholder sig (negativt) til det man skriver, hvis man vælger at skrive det, mens ægget er, at folk kan lade være med at læse med, hvis de ikke kan lide det, de læser.

Men hvordan skal vi forklare ungerne, at det er mangel på respekt, at sidde med ¾ af opmærksomheden rettet mod mobilen i undervisningen (og svært, grænsende til umuligt at få fuldt udbytte af indholdet) når dem, der sidder i den vigtigste klasse af alle, er skideligeglade?

Og hvordan forklarer vi dem, at de skal tale pænt til både hinanden og lærerne, når nogle af de vigtigste personer i det offentlige rum, verbalt bruger overlæggeren som fodliste?

Stram nu op, venner.

Nu vi snakker om Sidney Lee.

Er det ikke længe siden, vi har set noget til ham?

Med tillægsspørgsmålet: Er jeg den eneste, der var tusind på, at det var en aprilsnar, at han skulle forestille at være cand.stud.psyk. Bjarne et-eller-andet fra Ålborg? (Ja, med Å. Fordi jeg kan.)

På en meget foruroligende måde savner man jo nærmest den lille appelsin.

Det kan selvfølgelig også være, at det var sådan nogen, der gik på omgang.

Jeg var ovre i mit nye center og undervise i dag.

Egentlig ved jeg ikke, hvor længe endnu, jeg skal blive ved med overfor mig selv at referere til det som ’det nye center’, for jeg har snart undervist derovre i 3 måneder.

Nå, lige meget. Videre til historien.

Efter min time står jeg i omklædningsrummet uden en trevl på kroppen. Den eneste anden pige derinde klæder hurtigt om, og småløber ud af døren. Lige som døren smækker efter hende, kigger jeg over på hendes bænk, (man ejer den, hvis man klæder om ved den, Red.) og opdager, at hun i skyndingen har glemt sine høretelefoner.

Men altså. Man løber jo ikke efter hende ud i centret i bar røv, vel? Og der var ikke andre tilbage i omklædningen, jeg kunne bede om at stikke efter hende, så jeg besluttede mig for bare at aflevere dem i receptionen, når jeg gik.

Da jeg igen er anstændig, er der i mellemtiden ankommet lidt flere mennesker, bl.a. en nydelig dame på min mors alder, der sidder på bænken ved siden af høretelefonerne.

Jeg svinger tasken over skulderen, går over til hende og rækker frem efter hovedtelefonerne, mens jeg siger:

”Det er ikke dine, vel? For jeg..”

”Jo, det er.”

”… så.. hende … der gik.. ” (wtf??)

”Det er mine.”

Totalt med løg på, mand! Hvor gode nerver har man så!?

Nå. Men så kan jeg jo lære ikke at fremsætte mine konstateringer som spørgsmål.