1-0 til Esbjerg.

Der bor 71.000 mennesker i Esbjerg.

Det er Danmarks 5. største by.

Så når det bliver min tur på apoteket, og jeg siger ”Hej. Jeg skal hente noget medicin, der er ringet ind til min søn og jeg?” og damen ved disken uden ophold svarer ”Ja, til Linda og Anton?” – så bliver jeg fandme imponeret.

Når gode dyr er rådne.

Jeg er 34 år, hvilket med LOC’s poetiske ord betyder, at jeg er halvvejs gennem pisset. Forudsat at jeg ikke træder ud foran en lastbil, selvfølgelig. Efter 3 årtier i mit eget sel(v)skab, har jeg så småt sluttet fred med den, jeg er. Jeg kender mine stærke og svage sider, og er ret klar på, hvor jeg selv er med til at bære til bålet, når tingene går galt. Nogle af de mindre flatterende sider af min personlighed arbejder jeg med, andre lever jeg med, som f.eks. mit temperament og min udpræget høje grundspænding.

For det meste er jeg egentlig ok tilfreds med tingenes tilstand, men sat overfor nogle bestemte mennesker, får jeg lyst til at henvende mig i Informationen og kræve pengene retur.

Som f.eks. dyremennesker.

Dem, som lever efter dyrenes rytme, et fjernt sted med sparsom infrastruktur, og som ser sig selv, som en naturlig forlængelse af de 4-benede venner. (2 på strudsefarme.) Dem, for hvem snavs er usynligt og parasitter ikke er noget ulækkert.

Den ro de udstråler, er uhyggelig, mand. Får mig til at føle mig som det mest støjende og overfladiske menneske i verden, og på samme måde som jeg får skyldkløe over det hele, hver gang politiet kommer forbi, giver de her mennesker mig altid fornemmelsen af at være endt op med de helt forkerte værdier..

Hvad er det, de har regnet ud, som jeg ikke har?

Sig det!

Det værste er næsten, at jeg med det samme begynder at skrue på knapperne i håb om, at de skal forstå, at jeg jo er en af dem, bare i by-versionen. Zen, når det kommer til vigtige ting i livet, og sådan. Det er meget smertefuldt at være vidne til, også for mig selv. F.eks. kunne jeg, da jeg stod overfor en af dem sidst, pludselig i et glimt se mig selv udefra; med bevidst åbent kropssprog og aktivt lyttende mimik, mens jeg forsøgte at tale langsommere.

Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ikke hidsig og hysterisk; jeg er sinke og motorisk udfordret.

Seriøst. Jeg trænger til hjælp.

Kynisk? Mig?

Anton har været til fotograf her i weekenden. Ja. Jeg ved det. Jeg troede heller ikke, at vi var sådan nogen, men efter at tilmeldingssedlen havde siddet på garderobedøren hos Tyttebøvserne i 3 uger og emmet ”…og du er HELT sikker på, at du er ligeglad med at få din søns barndom foreviget…?” bukkede jeg under for presset, og skrev os på.

Så lørdag formiddag kl. 10, sad jeg i fotografens showroom og undrede mig over, hvad folk er villige til at betale penge for.

Én ting er de babybilleder, hvor ungen ligger på fars tatoverede arm og ligner noget, en tjener skal til at skovle over på din tallerken, men helt i særklasse er bryllupsbillederne.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg bør erklæres inhabil ift. at have en holdning til bryllupsbilleder, i og med at jeg aldrig har haft lyst til at blive gift, (og inden I lægger jer på lur i kommentarfeltet med høtyve og fakler, skal jeg skynde mig at sige, at jeg synes, at det er FINT, at andre vælger at blive gift; det er bare ikke for mig) men… hvorfor er det altid de lidt … tunge brude, der skal ligge på bilkølere og slange sig, mens både mand og bil ligner skamskudt vildt, der er taget til fange?

De ’sjove’ billeder, hvor manden kigger op under kjolen, eller kvinden ligger på knæ og manden spiller kostbar, giver mig lyst til at kravle ind under gulvtæppet af skam på parrets vegne.

Og hvis min mand sagde ja til at lade sig fotografere med en sort paraply magen til min den hvide, ville det være grund nok til hive op i skørterne og sprinte tilbage til kirken i mine diamantbesatte Nikes (hvad!? Bliv SELV gift i stiletter, når du er 1.80!), mens jeg råbte ”IKKE ALLIGEVEL!!!” af mine lungers fulde kraft. Der mener jeg faktisk ikke, at man kan tillade sig at blive hverken sur eller forbavset, når han om 2 år stikker af med sin frisør.

Det eneste billede, som virkelig sagde mig noget, var det sort-hvide, semidystre foto, hvor brud og gom sad på hver sin perronbænk i støvregn og kiggede alvorligt lige ind i kameraet.  Det synes jeg til gengæld var hysterisk fedt.

Hvilket nok egentlig siger en hel del mere om mig og mit livssyn, end om alle de glade, tylbefængte damer tilsammen.

Det man hører, er man selv.

Jeg kan ikke finde ud af at indstille radioen i min bil, hvilket betyder, at jeg har P3 på alle mine kanaler. Da der er grænser for, hvor meget P3, man kan tage, uden at føle trang til med fuldt overlæg at køre sin bil hårdt ind i en betonmur (seriøst: Jeg forstår ikke, at man som journalist ikke er nødt til at afbryde udsendelsen for at sparke sin kollega i løgene, når han i ramme alvor fortæller en historie om en mand, er vandrer rundt i bjerge og dale i et ’kopieret’ terræn.), oplever jeg i disse dage glade genhør med mine gamle cd’er.

I går, da jeg kørte til Århus, havde jeg fået smidt Bon Jovi’s New Jersey i tasken. (Og jeg er ligeglad med, hvad ALLE siger: Det album HOLDER!) Mens jeg sad og sang med, kom jeg i tanke om, at det var den plade, Rune havde med til engelsktimerne i 8. klasse, hvor vores engelsklærer var hip nok til at lade os analysere sangtekster, i stedet for andre markant mindre relevante ting, som f.eks. Shakespeare.

Det er 20 år siden.

Og jeg tog mig selv i at tænke, at cirklen på en eller anden måde er sluttet.

Jeg ved ikke, om jeg som 20-årig flygtede mere end jeg flyttede, men fact er, at jeg følte mig fastlåst i den person, som vi alle ved fælles hjælp havde fået mig gjort til. Jeg syntes, at Esbjerg husede de mindste mennesker i verden, og jeg følte ikke, at der var hverken plads til eller forståelse for dem, der ikke lagde sig pænt til rette i skabelonen.

Da jeg flyttede, var jeg faktisk ikke længere bange for at være anderledes, men jeg var arret på kryds og tværs over den behandling, det havde udløst at være det. Og så var jeg træt. Træt af små, bitte mennesker, træt af offerrollen og træt af at slæbe rundt på min egen historie.

Hvilket nok er en stor del af grunden til, at jeg ikke har været udelt begejstret over at flytte tilbage, for jeg er så meget på vagt overfor alt og alle, at jeg er som en overspændt guitarstreng. Jeg er så bange for at gamle bekendte fordeler rollerne i forventning om, at jeg stadig er den, jeg var, at jeg er meget tæt på at gøre det til en selvopfyldende profeti.

Men måske er det tid. Måske er jeg der, hvor jeg er nødt til at rejse tilbage til udgangspunktet for at forstå, at den person, der gemte sig under alle lagene, viste sig at være den rigtige. Og at det derfor ikke længere gør nogen forskel, hvor jeg placerer mig fysisk og geografisk.

I bund og grund er det vel den endelige test. Hvis jeg kan tage tilbage og opdage, at ingen længere har magt over mig eller mulighed for at gøre mig til den, jeg var, forstår jeg måske, at den, jeg er i dag, er den rigtige version af mig, og ikke bare noget, jeg leger indtil nogen råber: ”Afsløret!”

Jeg. Er. Så. TRÆT. Af. At. Være. Syg!

Jeg beklager den lave frekvens af indlæg på bloggen, men jeg er – stadigvæk, for satan i hede, hule helvede! – syg, og mine tanker bevæger sig derfor med samme hast som en skildpadde på valium, der svømmer rygsvømning i sirup.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men da alle sagde, at institutionsopstart gav mange sygedage, havde jeg nok opfattet det som: ”- til Anton.” Silly me. Har nu været kronisk i knæ i 6 uger, og man melder sig jo for fanden ikke syg 42 dage i streg, vel? For så ved vi alle sammen godt, at Nemesis bestiller en lungebetændelse med sprængt blindtarm on the side i umiddelbar forlængelse af sygemeldingen.

Anton er ligeså skidt (men har arvet sin mors konkurrencementalitet, og forsøger at toppe mig med en gang øjenbetændelse) og vågner derfor en gang i timen fra jeg putter ham til kl. 3, hvorefter han sætter intensiteten op, og vågner hver halve time, indtil jeg giver op.

Lige nu har jeg så ondt i ørerne, at jeg er halvanden decibel fra at høre dårligere, end de mennesker, jeg tolker for, min hals er foret med pigtråd og mine øjenbryn har tilsyneladende fået bevilget permanent opholdstilladelse i den nederste del af mine øjenhuler. Jeg har feber, mine kæbeknogler gør ondt, ondt, ondt, og vagtlægens eneste trøst var, at ”sådan kan det fortsætte i årevis, når man har små børn”.

Vil I have mig undskyldt et øjeblik, mens jeg går ud og hænger mig?

Fang mig på kliché.com.

Jeg vågnede i Århus forleden, og selvom det er skønt at være der, må jeg sige, at glæden er bittersød, for jeg savner byen så meget, at jeg nogle gange næsten bliver fysisk dårlig over det.

Århus er bare … pænere. På mange måder noget gammelt skrammel, men noget charmerende gammelt skrammel. På det lavpraktiske plan savner jeg de små ting, som f.eks. at gå en tur i Mindeparken, omgivet af mennesker på picnic og kirsebærtræer i blomst, i stedet for de vrede hybenbuske og hundelorte, vi dekorerer lokalområdet hernede med.

Det skal retfærdigvis siges, at det heldigvis er gået, som jeg havde forventet: Efter at jeg er startet på arbejde igen, er hverdagene så pakkede, at der ikke rigtigt er tid til at savne det, jeg flyttede fra, og heldigvis er jeg stadig ikke det mindste i tvivl om, at det her var den rigtige beslutning. For familie holder. Punktum.

Ind i mellem bliver jeg bare overvældet af opgavens omfang.

I sidste uge f.eks. skulle jeg lave pesto, og da jeg måtte forlade den tredje forretning med uforrettet sag, fordi ingen hernede har hørt om løvstikke, havde jeg lyst til at sætte mig på kantstenen og tude. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde været på jagt efter smalbladet, japansk øko-mynte, men fucking løvstikke?? I Århus kender jeg 24 butikker, der HELT sikkert har løvstikke, og derfor bliver sådan en situation indbegrebet af, hvor ny jeg er i gamet her i byen, og hvor langt jeg har igen, før jeg føler mig bare tilnærmelsesvis ligeså meget hjemme her, som jeg gjorde i Århus.

Nå, men er det ikke noget med, at al begyndelse er svær?

Top 3 over Dagens Overvejelser I Bilen:

1) Bør man egentlig starte med at date igen? Med tillægsspørgsmålet: Hvor går man hen for at lære at blive tiltrukket af brintoverilteafblegede hår og Iceman? Gider ikke rigtigt være alene. Gider på den anden side heller ikke så godt indordne mig (well, that bodes well). Med mit dagsprogram er det vel også noget med nettet (fiskeri-joke), for det er fuldstændig udelukket at være vågen i byen efter kl. 22.

Åh. Kan med det samme ane en solid mur af forbehold mod stavefejl, nyskilte mænd og blinke-smileys i horisonten.

Så, nej. Vel?

2) Er lige blevet overhalet af en bedemand. 145 km/t. Seriøst. Hvad skal han nå?

3) Kære Freud. Er det normalt at blive helt-ude-af-proportioner-irriteret over teksten til Chicago’s Get away? ”Hold me now. It’s hard for me to say I’m sorry.” Klart. Det er da dig, der skal trøstes, når du har bragt dig selv i en situation, hvor du må sige undskyld. Nar.

Det bliver en lang vinter.

Har man været inficeret af den grumme vuggestuebacille for længe, når man bliver seriøst begejstret over, at Strepsil har lanceret en ny smag?

(Jordbær. Ammenam. Og så er den sukkerfri, yei!)

(Og nej. De har ikke betalt mig for reklamen. Men hvis I læser med, Strepsilfolk, så er jeg til salg. For jeg fornemmer, at de små, fedtede banditter kommer til at kræve deres egen post på budgettet.)

Men i det mindste må vi snart drikke gløgg.

Fuck, mand. Kan SLET ikke komme op i gear. Jeg har travlt, får ting fra hånden og skribler løs i min kalender, men jeg kører på autopilot, og det er som om, at det hele i virkeligheden handler om en anden.

Come to think of it, så synes jeg faktisk, at det er en nærmest generel tilstand i DK. Er det ikke lidt som om, vi har glemt at komme tilbage fra ferie? De fleste af mine favoritblogs har længere frekvens mellem indlæggene, antallet af kommentarer over hele linien er faldet, der er ikke så mange mennesker, som der plejer at være, hverken i butikkerne, på motorvejen eller i fitnesscentret (hvad mener du med, om det kan skyldes, at jeg er flyttet til Esbjerg?), og egentlig er det bare, som om vi alle sammen går rundt og venter på noget, der ikke rigtigt vil indfinder sig.

Sommeren, måske?

(Min kammerat flyver til USA i dag, så jeg har tænkt mig at forbigå 11. september i sammenbidt tavshed.)