Og hvordan gik det så?

I har vel siddet ude på kanten af stolen og bidt negle siden søndag? Lad mig straks udløse spændingen, så alle kan trække vejret igen: Det går godt! Det går nærmest ufattelig godt. Ligesom min brede røv endelig came in handy, da jeg skulle føde, er Antons sindelag AAA+-perfekt egnet til de tidlige morgenafleveringer.

Det bedste er næsten, at jeg glæder mig så meget til at se ham igen, når jeg skal hente ham, at jeg faktisk kommer til at løbe en lille bitte smule op af havestien. Jeg har så meget mere at stille med, når jeg får lov at komme ud og bruge mit hoved til andet end at spekulere på, om jeg har husket at købe bleer.

Men er det ikke længe siden vi har haft en Top 5? Så tager vi sgu lige en over Tanker På Den Første Arbejdsdag:

1) Hvorfor er arbejdsmobiler ALTID det modsatte mærke af det, man selv har?

2) Præcis hvor farlige er heste?

3) – og har de altid været så store?

4) Hvorfor har AOF ikke et kursus, hvor man kan lære at styre sit temperament over særtransporter, bilkøer og andre trafikrelaterede irritationsmomenter? Ender jo for fanden med at kortslutte af raseri, inden vi når til efterårsferien med alle de vindmøller, der tilsyneladende skal l-i-s-t-e-s tværs over Jylland.

5) FUCK, hvor har jeg savnet det her!

Working 9 to 5.

Jeg er ikke død, og bloggen er ikke ved at gå ud af produktion. Jeg har bare med vanlig sans for drama fået planlagt den sidste uge af min barsel således, at der ikke er 24 ledige sekunder. Altså, ikke sådan at forstå, at det sker HVER gang, jeg er på barsel. Men jeg aner efterhånden et mønster i, at hver eneste gang noget nærmer sig sin afslutning, skruer jeg manisk op for tempoet, så jeg er HELT sikker på at skulle starte efter ferie/på arbejde/på barsel/you get the picture med hæsblæst frisure og stresspletter på kinderne. Jeg kunne nævne 24 illustrerede eksempler, men egen dumhed er så deprimerende i metermål, så jeg lader det ligge.

Til gengæld har jeg kørt stepkkursus i Odense hele weekenden med feber og sporadisk stemme for fuld udblæsning. (Jamen, så skyd mig dog.) Og nej. Ikke fordi Jeg Er Uundværlig, men fordi – hvis jeg skal være ærlig – at pengene er. Faktisk.

Havde dog haft omsorg nok for mine medmennesker til at få tjekket hos lægen, at jeg kunne færdes blandt instruktørspirerne uden at smitte, så længe jeg bare afstod fra at hoste slim og lungestykker direkte ud i ansigtet på dem.

(BTW: Til producenterne af hhv. Pamol, Ibuprofen, Strepsil, Apotekets Håndsprit, Kleenex og Panodil Hot: In case you wonder, er det mig, der er sket med jeres aktier.)

(Selv tak.)

Og selvom det var lidt op af bakke i modvind med fodlænker og vådt tøj, var det saftsusemig en fed weekend. Det eneste, jeg godt kunne have undværet, var at *nogen* valgte at tage motorvejsafkørslen mod Århus hjem. (#!!%&!!%!#!!)

Kl. 5.10 i morgen starter Det Nye Liv. Så er vi pludselig en småbørnsfamilie med arbejdstider, institutionsplads for real og et logistisk puslespil, der skal gå op

Jeg glæder mig helt åndssvagt.

Um, tak for info?

Når det kommer til dødsfald løber nyhederne somme tider hurtigere på FB end på andre elektroniske medier. Måske fordi online aviserne – trods alt – har en nedre grænse for, hvad de vil placere under den gule BREKAKING NEWS!! bjælke. Således læste jeg de triste nyheder om både Kjeld Tolstrup og Jesper Kleins på FB først.

Og jeg synes, at det er rigtig fint, at opdateringerne ikke kun omhandler vores egne respektive skiver af virkeligheden, men hvad sker der for de der spådomsopdateringer, der er begyndt at poppe op?

”Der bliver udskrevet valg i dag!”

Postet 1½ time efter pressemeddelelsen.

For 2. dag i streg.

Aj, men hør nu. Hvis dine venner er online nok til at beundre din (liiiidt tvivlsomme) insiderviden på FB, så er chancerne for, at de er undsluppet oplysningen om valget i hele 90 minutter, forsvindende små.

Jeg er her ikke.

Jeg sidder, helt usynlig, med armene hængende slapt ned langs siden i samme sekund, Anton er afleveret i vuggestuen, i håb om at kunne turborestituere mig klar til jobstart på mandag. Selvpålagt restriktion på både træning og brug af computer, og det eneste positive, der er at sige om dét er, at det lader til at hjælpe.

Derfor: Meget lidt blog i de her dage.

Men jeg MÅ lige hvislespørge ud i luften, hvem HELVEDE det er, der sidder på reklamebureauerne og opfinder stupide bullshit-ord og sætninger ad hoc?

”Forbedrer hudens foryngelsesevne markant”

Den kendte hudforyngelsesevne.

Hold nu kæft.

Dette indlæg er skrevet med mundholdt kuglepen.

Nå, men jeg er blevet lam i armene. Altså, måske ikke lam-lam, men det er fandme tæt på. Kan nærmest hverken skære trøfler over eller børste tænder.

Det startede mandag morgen, hvor jeg vågnede med to slatne grissinier monteret på torsoen, og er ikke rigtigt blevet bedre siden. Tværtimod, faktisk.

Hvilket er helt FORRYGENDE timing, når man tænker på, at jeg om 1½ uge skal starte på arbejde igen.

Som tegnsprogstolk.

Et relativt svært job at udføre uden arme.

Indtil videre har jeg prøvet at heppe dem til at makke ret; ”Kom nu! Det er bare et skruelåg! I kan godt!” men de spiller kostbare, de små svin.

I dag blev jeg så desperat, at jeg bestilte en tid hos lægen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg HADER læger. Ikke fordi jeg er bange for dem (som om!), eller fordi de minder mig om min egen svaghed (pff!); der er bare så meget arbejde ved det, og de kan stort set aldrig hjælpe. I dag var ingen undtagelse. Efter at have hamret, prikket og nevet i mig i 3 minutter, blev kendelsen læst op: ”Overanstrengelse. Kom igen om 6 uger, hvis det ikke er blevet bedre.”

Super. Lær at gå, Anton. Nu.

Aj, men seriøst. Er det virkelig nødvendigt at læse medicin i 40 år for dét?

Isen er usikker.

Jeg har en veninde, der kærestemæssigt har valgt sølvmedaljen så mange gange, at hun efterhånden burde feng shui’e skamlen med tæpper, potteplanter og billeder af familien. I løbet af de sidste 5 år har hun 3 gange valgt mænd, der i forvejen havde kærester. Vi har brugt utrolig mange kopper kaffe på at analysere, hvorfor det bliver ved med at ske, hvad det er, hun udstråler, siden det er den slags mænd, hun tiltrækker, og hvad det er i hende, der får hende til at blive.

Engang i mellem kan jeg godt blive en lille smule træt af at føre den samme samtale for 29. gang, men når jeg tænker mig om, ved jeg godt, at man kan sige den samme sætning til det samme menneske 2000 gange – og så kommer der en fremmed ind fra højre, siger PRÆCIS det samme, og *bam!* pludselig går budskabet ind.

Vi hører det bare ikke, før vi er klar til at lytte.

Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg læste Julia Lahmes seneste bog ’Sandheder fra en løgner’, hvori hun bl.a. skriver om sin dreng Elias, og den første tid med ham. I slutningen af bogen skriver hun en sætning, som jeg her citerer frit fra hukommelsen:

”Han kom med livet, lyset og kærligheden, og jeg var for træt til at se det.”

Og lige der, sank det pludseligt ind, det, som jeg selv har sagt 1000 gange uden af forstå det, og hørt fra både læger, sundhedsplejersker og andre mødre: Det er så hårdt, at det næsten river dig fra hinanden at få et barn, der ikke sover.

Jeg har brugt så mange timer på at føle mig forkert; på ikke at forstå, hvordan alle de andre kunne have billeder i fotoalbummet fra de første par måneder, hvor de lavede mad i køkkenet med den nyfødte baby stående på bordet, eller hvordan de kunne have overskud til at smile, købe ind, tænke og fungere.

Jeg har været så vred, at jeg næsten ikke kunne rumme det, når jeg har forsøgt at forklare andre, at jeg er træt helt ind i knoglerne, og ikke ved, om jeg orker at rejse mig igen, næste gang jeg falder – og bliver mødt med ”sådan er det også hjemme ved os.”

Jeg har grædt så meget over, at min kærlighed til Anton tilsyneladende var fanget under grumset is; hele tiden til stede under alt det svære, synlig under alt det hårde, men underlig utilgængelig, når jeg havde allermest brug for at føle den.

Da jeg læste den sætning, forstod jeg pludselig, at det ikke handler om, at jeg er en dårlig mor, at jeg er alene, eller at jeg gerne vil vinde Mest Synd For-konkurrencen, der har en tendens til at opstå mellem nybagte forældre. Det handler om, at man stille og roligt mister både forstanden og sig selv, når man ikke får sovet, nat efter nat efter nat, og der ikke er pause en eneste gang i løbet af dagen.

Men på torsdag fylder han 9 måneder, og han sover nu. Mere end han gjorde i hvert fald.

Så det tør. Foråret er på vej, isen smelter, og under den ligger kærligheden, farvestrålende, ubetinget og varm.

Det føles som om, jeg endelig er blevet mor.

Fremmed og dog så kendt.

Som genhuset esbjergenser, er jeg stille og roligt gået i gang med at genstarte mine gamle relationer, og i dag har jeg gået en tur med en pige, jeg er vokset op med. Vi har spillet utrolig meget kantsten og Antonius, lavet utallige, uformelige genstande af trylledej, som vi efterfølgende har straffet vores forældre med, og jeg kan både navn og farve på de fleste af hendes – nu hedengangne – marsvin.

Først flyttede jeg. Så flyttede hun. Jeg valgte Århus. Hun valgte Chile. Hun fik et barn. Jeg rodede rundt. Hun fik et mere. Så fulgte jeg trop. Hun flyttede tilbage til Esbjerg, and here we are, og fordi hendes mand arbejder i Kbh., er hun alene med sine børn det meste af tiden.

Vores forældre bor stadig på samme vej, så af snørklede omveje er vi således tilbage ved vores fælles udgangspunkt, meget forskellige valg til trods.

Så der gik vi i regnen, og jeg havde det lidt som om, jeg havde lånt en bog på biblioteket, hvor kapitlerne 7 til 20 var revet ud. Jeg har billeder af os, hvor vi står med tynde, sommerbrune arme om hinanden, med gabende huller hvor mælketænderne var, og nu står jeg overfor en voksen kvinde med et liv, der egentlig ligner mit. Jeg ved, hvordan hun var dengang, og når jeg kigger godt efter, kan jeg stadig se hende derinde et sted, men samtidig er det på mange måder en fuldstændig fremmed, jeg står overfor.

Det er lidt bumpy, og samtalen hopper hid og did, mens jeg genlærer hende at kende som den hun er nu, gennem anekdoter om mandens forældre og historier om ungernes fødsler.

Og i glimt ser jeg os udefra, og kan slet ikke forstå, at det om lidt er de små mennesker, vi går med, der skal sigte efter vores kantsten.

Og held og lykke med dét!

Nogle meget venlige mennesker har været så søde at spørge, hvordan Anton kom SÅ galt af sted, og hvordan han har det nu. Og den slags interesse går jo rent ind i et blødende moderhjerte.

Det går meget bedre, tak.

Da vi kom hjem fra skadestuen torsdag nat, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var HELT i zen over, at han var kommet SÅ galt af sted i sin institution uden at nogen havde opdaget det, men da ingen tænker ret klart kl. 4.30 om morgenen efter sådan en nat, skred jeg i seng uden at foretage mig yderligere.

Fredag morgen kørte jeg derud, og brugte turen på at minde mig selv om, at INGEN jo for fanden overser den slags med vilje, og at de givetvis ville have en god forklaring.

Heldigvis gik de nærmest i chok, og forsøgte ikke at slippe udenom overhovedet. Tværtimod. Og det havde jeg sgu lidt brug for at se. Al personale blev hidkaldt på skift, indtil dagen var rekonstrueret, og vi var nået frem til, at en anden lille dreng ved et uheld havde væltet en kost, som ramte Anton i verdens nok mest uheldige vinkel. Og da de ikke kender Anton så godt derude endnu, ved de ikke, at han ikke græder, så de kom til at forveksle ham med et almindeligt barn med smertetærskel og den slags, og fangede derfor ikke, hvor galt det stod til med ham.

Da jeg kørte derfra en time senere, havde jeg igen lyst til at aflevere min søn derude.

Da jeg kom hjem til den lille patient, ringede hospitalet; de ville gerne se os derude til flere billeder og undersøgelser. Panik. For hvorfor det, hvad har de fundet, hvor alvorligt er det, og der må ikke ikke ikke være noget i vejen med ham. Fik en sludder for en sladder krydret med lidt latinske gloser, og lagde lettere mystificeret røret på.

Indtil det gik op for mig, at de naturligvis vil tjekke op på, om jeg tæsker ham.

Og det var faktisk helt rart at komme derud og møde en overlæge, der var ærlig nok til at sige, at det var det, det handlede om. Selvom jeg lige et kort øjeblik fik den der: ”Aj, det TROR de da ikke, at jeg kunne finde ?!?”, synes jeg, at det er betryggende, at der trods alt bliver holdt øje med den slags.

Men jeg fik lov at se billedet, og knoglen lader til at vokse rigtigt sammen. De tog det pænt, da jeg kom til at tude på dem, forsikrede mig om, at alt var, som det skulle være, og at han ville være tip top i orden igen om en uges tid.

Så mangler vi bare at gøre det forståeligt for krydsermissilet med den høje grundspænding, at han skal sidde stille de næste 5 dage…

Pas på med, hvad du ønsker dig.

Kan I huske for 3 dage siden, hvor vi vedtog, at man i en mørk, hemmelig afkrog af sit sind, godt lidt kunne ønske, at ens uhyggeligt selvstændige afkom blev bare en lille, lille bitte smule syg, så man kunne få afløb for sin egen puttetrang?

Well…

Da jeg hentede tyttebøvsen i går kl. 14.30, var han meget stille.

Kl. 15 begyndte han at græde på den måde, man godt ved, ikke er for sjov.

Kl. 20 sad jeg stadig i sofaen med lille bitte ulykkelig dreng, der enten græd eller sov på mig.

Kl. 1 ringede jeg til vagtlægen.

Kl. 2 stillede vi på skadestuen.

Kl. 3 måtte jeg fiksere det bedste jeg har i et jerngreb, så radiologen kunne tage sine billeder.

Og kl. 4 kunne jeg tage min lille, forgrædte kugle med det brækkede kraveben i armene og køre hjem.