Nåmn, GODMORGEN så!

Anton er begyndt at sove mere om natten. Hvilket er, hvad jeg desperat har higet efter, siden jeg fik ham. Problemet er bare, at mit indre ur nu åbenbart er indstillet på Gammel Rytme, så jeg vågner stadig, loyalt og troligt, hver 3. time. Vågner HELT. På den måde, hvor man ikke kan slukke igen, men højest gå på pause, hvilket betyder, at man ligger og roder rundt liiiige under overfladen, og vågner ved den mindste lyd.

Som f.eks. et 68 cm. langt barn, der snorker så højt, at det er naturstridigt.

Og jeg har før skrevet om, hvordan min egen hjerne modarbejder os ved at aktivere gysercenteret på de helt, helt forkerte tidspunkter.

Klip til scene 1, soveværelse, 03.10:

Hjerne: Hvad er egentlig det ALLERmest uhyggelige du ved i gyserfilm?

Mig: Det gider jeg sgu da ikke snakke om nu! Jeg prøver faktisk at sove!

Hjerne: Splattereffekter? Høje lyde? Døde mennesker, der stikker hænderne op af jorden?

Mig: Du får en 20’er, hvis du holder kæft LIGE nu.

Hjerne: Scenen på banegården i The Sixth Sense, hvor drengen ser alle de døde hænge oppe under loftet? Eller den fra The Ring, hvor datteren opfyldt af gru siger ”You were not supposed to save her!”? Eller, heyheyhey, jeg har det! Der, hvor hende den døde kravler op af brønden?

Mig: Lalalalalalalalalalalalalalalalalalala!!!!!

Men det kan man jo glemme, ikke? Man taber hver gang.

Så her følger:

Top 5 over de mest uhyggelige elementer i gyserfilm:

1) Dørhåndtag, der bliver trykket ned. Helt, helt stille. På ‘jeg ved, du er derinde, og nu kommer jeg og tager dig’-måden.

2) Ting, der kravler ud af fjernsynet. Ja, The Ring. Jeg taler til dig. Du har for evigt punkteret min eneste redningskrans i frygtens hav: Det er bare en film. Som BLIVER INDE I FJERNSYNET!

3) Når der står nogen, hvor der ikke stod nogen før. Jeg er ikke specielt kræsen med, om det er uden for vinduet, i spejlet eller i haven. Til gengæld bliver jeg nærmest spastisk af rædsel, når de bare står der. Helt, helt stille. Og kigger. På ‘nu kommer jeg og tager dig, og jeg har al tid i hele verden’-måden.

4) En delt 4. plads går til henholdsvis 4A: Lukkede øjne, som skal være lukkede – men som pludselig er åbne. Igen skeles der ikke småligt til, om det er på lig, eller på mordere, som man troede var HELT færdige og 4B: Skove om natten. Findes der en mere uhyggelig lokation? Jeg tror det næppe. Potentielt kan hvert. eneste. træ. fungere som gemmested for mordere/ånder/spædbørn med knive (se pkt. 5).

5) Spædbørn, der pludselig kan gå. Og hænge over senge. Og håndtere knive og økser. Umiddelbart finder jeg japanske børn mest uhyggelige, men jeg kan også godt skræmme min puls op omkring 208 ved at tænke på Anton, der lige kommer spadserende ind i stuen med min køkkenkniv i hånden, og hovedet lagt tilbage i: ”MUHAHAHAHA!” (Ved vi, hvornår Freud har konsultationstid om mandagen?)

Så det er heldigt nok, at jeg ikke ammer mere, for når dagen starter 3.30, så kommer det til at kræve forholdsvis meget koffein at nå i mål.

De rige har mange glæder. De fattige har mange børn.

Nå. Men jeg var i banken i går.

Det kan jeg ikke anbefale.

Ikke fordi min bankdame ikke er sød. Det er hun bestemt. Venlig og smilende, og det er ikke hendes skyld, at jeg har valgt at veksle mine samlede årsindkomster 1995-2011 til latte og Nike sko.

Men jeg kan bare bedre lide netbank. Den kan åbnes, når det er mørkt, og man har drukket halv flaske vin, og vinduet kan minimeres. I den rigtige af slagsen skinnede solen så meget, at det føltes som at sidde og se sin elendighed blæst op på en 50 tommer skærm midt på et klargjort operationsbord.

”Skal jeg lige prøve at finde dine tal, så du kan se dine saldi, og hvad du har brugt hver måned de sidste 3 år?”

Havde meget lyst til at spørge, om hun absolut måtte? Eller om hun kunne overtales til at finde nogle andre tal. Hvilke som helst andre tal. Den gennemsnitlige temperatur for maj måned i samtlige afrikanske lande i 1998, for all I care.

Men nej.

Fuck, hvor er jeg fattig, mand. Og det værste er næsten, at der ikke rigtig er nogen, jeg kan give skylden (og jeg HAR ledt!), for mine forældres mantra fra jeg var 14, har været: ”Spar op, spar op, spar op”.

Det har jeg så ikke gjort.

Jeg har til gengæld hårrejsende meget gæld, til jeg fylder 44 og en brugt bil to show for it.

Men nogen skulle absolut introducere ja-hatten forleden, så her følger:

Top 3 over fordele ved at være kirkerotte i forklædning:

1) Jeg slipper for at sætte mig ind i de skatteretlige regler, man er underlagt, når man ønsker at placere sin formue i guld, røgelse og myrra skær jord eller aktier.

2) Anton og jeg kommer aldrig til at skulle skændes om, hvor vi skal rejse hen på ferie. For det skal vi ikke.

3) Når jeg møder min næste kæreste, skal jeg ikke gå rundt og frygte, at han har taget mig for mine penge.

Så deeeet….

På med ja-hatten, Linda.

Top 5 over fordele ved at skulle forlade Århus:

1) Risikoen for at Danmark kan huse to sundhedsplejersker, der laver rollespil og med baby-falset supposed-to-be Anton-stemme siger: ”Jeg trives, mor. Du gør det godt, og du er en rigtig god mor for mig”, og 4 minutter efter snakker i 10 minutter om BOEL testen, hvor ”de børn, vi senere ser på børnespyk. begynder at falde igennem” er slim to none.

2) Rødvinslageret skal tømmes. Alt for tungt og besværligt at slæbe alle de flasker med.

3) I Esbjerg er der ingen bagere, der laver knytnævestore trøfler. Blev der sagt.

4) Vi får bil, hvilket betyder mindre DSB. Og en time, man ikke bruger i selskab med DSB, forlænger livet med 4 år. Gider ikke engang fortælle om den tur vi havde hjem i weekenden, men jeg har efterfølgende spekuleret meget over, om jeg kan komme i tanke om én eneste privatejet virksomhed, hvor medarbejderne i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at råbe af kunderne og skælde dem hæder og ære fra foran alle andre. Indtil videre er jeg blank.

5) Mulighed for at minimere tidsforbruget på biblioteket. (Ja, vi skal have det hele med, her) (Og ved nærmere eftertanke vel egentlig også kun en fordel, hvis jeg nogensinde får tid til at læse bøger igen? Nå, fuck det. ”Top 4” lyder dumt.) Hvis min hukommelse ikke svigter mig, bruger Esbjerg Kommune Bibliotek et smart system til kategorisering af deres bøger, der hedder ’alfabetisk’. I Århus er det lidt som at lege en utrolig irriterende form for gemmeleg, når man leder efter en bestemt bog, fordi et eller andet geni i tidernes morgen er blevet enig med sig selv om, at det er MEGET mere logisk at opdele bøgerne efter emne – og nichts weiter. Så der står man så, ansigt til ansigt med 40 hyldemeter ”Spænding/Krimi”. Sæt i gang.

Det der ”Lev i nuet”? Det har jeg godt nok ikke gået til.

Som I nok kan se på de sidste par indlæg, lukker vi dørene så hurtigt for tiden her på blogsbjerg, at man er i fare for at få kosteskaftet i klemme, hvis man dvæler for længe i karmen.

Humøret er derefter, for hvor gerne jeg end ville kunne påstå det modsatte, har jeg aldrig været god til store forandringer. Jeg er god til at få det bedste ud af at være, hvor jeg er, og jeg er heldigvis også god til at kaste mig så insisterende over Projekt Ikke-Eksisterende Netværk, at de springer op af jorden af bare skræk, men blænd-af-luk-ned fasen er jeg så dårlig til, at det nærmest er en sygdom.

Gråden sidder hele tiden på spring bagerst i halsen, lige der hvor kæben møder øret, og venter på en undskyldning. Jeg er så melankolsk, at jeg burde skrive countrysange, og i weekenden kom jeg til at råbe: ”Nu kan I KRAFTEDEME lige prøve på at lægge jer syge eller til at dø, for nu er I DE ENESTE VI HAR!!” efter mine forældre.

Nogle gange, ikke? Så er det lidt af en umulig opgave at elske mig.

(Undtagen for Anton, selvfølgelig. Han er tvunget til det, for det er mig, der har maden.)

Jeg forsøger at holde det ud ved at holde mig beskæftiget. De sidste to dage har jeg således fabrikeret mere hjemmelavet babymad, end Anton nogensinde vil kunne nå at sætte til livs,

(det kan enhver jo komme og sige, så tænkte, at jeg lige ville smide et bevis)

og jeg sørger for at lave aftaleraftaleraftaler.

Hvor jeg så sidder og kigger på mine venner, og tænker dumåikkeforlademig, dumåikkeforlademig, dumåikkeforlademig.

Ren hygge.

Er fandme bare så bange for at blive ensom dernede i rækkehuset.

Når det bliver helt slemt, går jeg ind og kigger på Anton. Lige nu ligger han f.eks. under dynen med røde kinder og sutten halvvejs ude af munden, og jeg kan se, at den bamse, der den sidste halve time er blevet råbt af, revet rundt i benet, og har fået tæsk med sutten, nu er blevet taget til nåde, og er endt under armen. Og i morges vågnede jeg ved, at han lå og sang lige så stille til sin lille røde bil; så inderligt koncentreret, at jeg fik lov til at sidde og kigge på ham i flere minutter, før han opdagede mig. Og flækkede i et begejstret ‘Nå, dér var du!’-smil.

Så giver det alligevel mening.

Og så forsøger jeg at fokusere på fremtiden. Er f.eks. blevet ansat i et fitnesscenter dernede, og har drukket den første kaffe med de nye, gamle venner.

Så nu mangler vi bare kærligheden (og en flytning og en istandsættelse af den gamle lejlighed og en institutionsindkøring og en jobopstart og et bilkøb *smiley-der-griner-hysterisk*).

Sætter du mig op med din kammerat, Klidmoster?

Hvis det bliver til noget, lover jeg at liveblogge fra brylluppet.

Tro, håb og kærlighed.

Jeg tror egentlig, at de fleste har en. En kæreste eller et bekendtskab et sted derude i fortiden, som man nær var blevet slået i stykker imod, men som man alligevel tænker på, som den, det skulle eller kunne have været.

Jeg har.

Af de mænd, jeg har kendt, har han uden sammenligning været den, jeg har passet bedst sammen med. Formentlig fordi vi ligner hinanden: Pæne, polerede overflader og alligevel med kaktuspersonligheder og bagagen fuld af historier, der tilsyneladende gør os ude af stand til at indgå normale forhold med normale mennesker.

Jeg er ikke sikker på, at vi altid har været lige sunde for hinanden, men for mig vil han altid være noget særlig, og han er den eneste af fortidens stemmer, jeg har valgt at bevare kontakten til.

Og han er i hvert fald den, der har givet mig mest.

Om han har det på samme måde, ved jeg faktisk ikke, og guderne skal vide, at det ikke altid har været medvind og høj sol, men et eller andet sted har jeg nok altid troet, at når alt var sagt og gjort, De Andre var kommet og gået, og alle stormene havde lagt sig, ville vi sidde tilbage sammen.

I dag har jeg Anton.

Om 6 uger flytter vi til Esbjerg.

Og i morgen skal han giftes.

Nu med rækkehus og ondt i hjertet.

Nå. Men kan I huske det der Esbjerg?

Ja, det flytter vi så tilbage til.

Og jeg er med på, at jeg lyder som en forkælet rigmandsunge, der har fået 4 par sko, og nu skaber mig over, at jeg ikke kan have dem alle sammen på på en gang, men lige nu kan jeg ikke rigtigt holde op med at tude.

Og nej, det er ikke den mørke side af månen, og ja, der kører tog, og ja, vi kan altid flytte tilbage, hvis det viser sig at være forkert. Men …. Av. Alligevel. Ikke?

Beslutningen er for længst truffet, gennemanalyseret og gransket på kryds og tværs, og det er den rigtige.

Jeg gider ikke bo i lejlighed med ham, og selvom alle kender mindst 5, der har boet på 12. sal med 5 børn i en bygning, hvor der ikke engang var trapper, men som har klaret sig fint ved at rapelle op og ned af muren med ungerne på ryggen og poserne fra Netto i munden, må jeg bare konstatere, at det ikke er sådan, jeg gerne vil leve.

Jeg vil gerne have, at han lærer at lege selv og løse sine egne konflikter, uden at jeg er tvangsindlagt til at sidde på en bænk i nærheden med min Max Havelaar kaffe sammen med de andre speltmødre og vogte over ham.

Jeg vil gerne kunne losse ham ud i haven, når solen skinner, og ikke være tvunget til at planlægge dagsudflugter med indbygget logistikhelvede af solcreme, ekstra tøj, legesager og – for vi bor jo altså i Danmark – regntøj.

Jeg vil gerne give ham mormor og morfar, moster og onkel og muligheden for på et tidspunkt at få en lillebror eller -søster.

Og jeg VED godt, at der er mange, der får det til at fungere, som har verdens lykkeligste unger og som aldrig kunne ønske sig en bedre løsning, men der er forskel på både børn, boliger og behov, og det fungerer simpelthen bare ikke for mig.

Det er jo ikke dem, jeg skal ned til, vel? Dem glæder jeg mig til at få tættere på. Det er alle dem og alt det, jeg skal fra.

Hjalp ikke, at jeg var ovre og se vores nye hjem i går, som lige nu er beboet af 4 islændinge. Nougatfarvede vægge, grønne bordplader, alle gardiner rullet for og mere lort end den samlede mængde affald på alle genbrugsstationer i Danmark tilsammen. Kan godt forstå, at de er ret store på det udendørs og naturen deroppe, for de vinder fandme ingen priser for boligindretning.

Hjalp heller ikke at høre – 3 timer efter at have underskrevet lejekontrakten – at der lige præcis i det kvarter er så mange problembørn, at den lokale skole overvejer at fordele dem i klasserne for at minimere generne.

Forsøger at fokusere på alle de fordele, jeg VED der er, på at vi får 100 m2 hus MED HAVE og eget skur til 6.000 kr. inkl. forbrug, og at en daginstitutionsplads, der i Århus koster 4500, kan erhverves for 2600 i Esbjerg. Hvilket betyder, at jeg kan give Anton nogle helt andre muligheder her end i Århus.

Og vi sagde jo, at maling og egne møbler hjalp, ikke?

….

Jeg håber sådan, at jeg har truffet den rigtige beslutning.

Survival of the fittest.

I bybusserne i Århus kører der for tiden en kampagne, der går ud på, at man skal huske at rose sin chauffør. Man kan sende en sms med det, man synes, at chaufføren gjorde godt, og der er også mulighed for at tilkendegive, hvad man finder mest vigtigt, f.eks. om bussen kører til tiden, eller om den er pæn og ren.

Selvom jeg synes, at konceptet er lige til den kække side – lidt for flittig brug af hippe ungdomsord, som jeg er villig til at sætte penge på, at de unge for LÆNGST har dømt total psyko nederen – er meningen egentlig god nok. For jeg synes, at vi er ved at få en halvsyg forbrugerkultur; eller måske snarere forbrugeradfærd. Det er som om, at alle føler, at de har ret til at kræve, at der bliver taget mest hensyn til DEM, og som om, at det er ok, at flippe skråt, hvis man ikke lige får det, man havde forventet.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg også kan blive mere end almindeligt irriteret, hvis folk, der lever af service, ikke leverer, når jeg har betalt for den, men som kunde kan jeg altid – hvis vi ser bort fra DSB, Post Danmark osv. (og det gør vi. Dels for ikke at få forhøjet blodtryk, og dels fordi dette indlæg ellers ikke kunne skrives) – tage mine penge og gå et andet sted hen.

Jeg synes, at jeg flere og flere steder oplever kunder, der opfører sig som om, de også har købt retten til at være virkelig ubehagelige, hvis ydelsen ikke er PRÆCIS, som de forventer den.

For et par uger siden så jeg f.eks. en mand, der truede ekspedienten i kundeservice med tæsk, hvis ikke hun byttede de sko, han klagede over, til et par nye. De sko, som vel at mærke var et år gamle, og så udtrådte og nedslidte, at de kun blev holdt sammen af snavs og snørebånd.

Da jeg selv sad ved kassen i Føtex, havde jeg en kollega, der blev spyttet i ansigtet af en mand, fordi hun høfligt bad ham om at gå ud gennem kundeservice, når han ikke skulle købe noget.

Og på mit spinninghold har jeg en deltager, som har set sig sur på mig, fordi jeg har bedt ham om at lade være med at sidde og sludre under timen. Han har valgt at lade sin utilfredshed komme til udtryk ved at 1) råbe af mig under timen og 2) brokke sig over mig til mine kolleger. Jeg har bedt ham om at lave en skriftlig klage til min chef, så vi alle sammen er sikre på, at det hele går rigtigt til, og det har han gjort. Alligevel bliver han ved med at komme på mine timer, sidde og skule og meget konsekvent gøre det modsatte af alt, hvad jeg lægger op til. For et par uger siden valgte jeg derfor efter en time at gå ned og spørge, om han havde overvejet at skifte til et andet hold, da det måske ville give ham en bedre oplevelse at køre hos en instruktør, han fandt motiverende. Han kiggede mig lige i øjnene og sagde: ”Tja. Tidspunkterne passer mig dårligt, og nogle gange kan man ikke få det, man gerne vil have. Så må man jo desværre bare tage det, man kan få.”

*Slam*

Nu er jeg heldigvis 1000 år gammel i det her fag, og jeg har efterhånden lært, at det er en umulig opgave at gøre alle tilfredse, så jeg tager det med knusende ro. Men havde jeg været ny og grøn, ville jeg være blevet frygtelig usikker over sådan en kommentar, og den ville have stresset mig så meget under de efterfølgende timer, at min undervisning ville være blevet dårligere af det.

Og jeg er LANGT fra den eneste instruktør, der har haft fornøjelsen af medlemmer, der mener, at det er dem, der må bestemme ALT, hvad der skal foregå på timen, og så kan alle de andre deltagere sådan set bare fucke af.

Jeg ved godt, at lort flyder nedad, og at manden, der får skæld ud af chefen, går hjem og råber af konen, der går ud og sparker hunden, men ind imellem tænker jeg på, at vi som forbrugere glemmer, at vi selv er med til at skabe den negative spiral af dårlige service, vi synes, vi oplever alle steder. Og at vores adfærd faktisk ind imellem tangerer mobning, hvilket er temmelig usselt, fordi dem, vi udsætter for det, bare kan sidde og tage imod.

Kassedamen, med spyttet silende ned af ansigtet, kan ikke bede kunden blive stående, mens hun lige henter en voksen, der kan skælde ham ud.

Instruktøren, der tydeligt kan mærke, at et par af deltagerne på holdet bagtaler hende eller ikke bryder sig om hende, kan dårligt forbyde dem at komme på timen, og vi har jo ikke dørmænd ansat, der kan formene dem adgang til salen.

Hvis man betaler for en ydelse, synes jeg også, at man har ret til at forvente, at kvaliteten er i orden. Hvis den ikke er det, er det absolut fair at være utilfreds og at give udtryk for det, men det kunne være en overvejelse værd, om man på lang sigt fik mere af det, man gerne ville have, hvis man gjorde det på en ordentlig måde.

Eller bare blev væk, og dermed ikke var med til at støtte noget, man ikke synes var godt nok.

Så skulle Darwins evolutionsteori nok sørge for resten.