Amen og tak, og sår’n.

Nå. Men alle fra min mødregruppe er helt pjattede med det der salmesang, så min skepsis til trods meldte jeg Anton og jeg til det for et par uger siden.

Det viser sig, at salmesang for babyer i mellemtiden er blevet det nye sort, så nu er der ventelister.

Kom godt nok lidt bag på mig.

Men nogen har åbenbart fået nok af at stå og mumle halleluja ned i hovedet på deres skaldede baby, for i sidste uge fik vi at vide, at vi kunne komme med på et afbud. Seancen foregik i kirken ”torsdag kl. 10. Præcis.”

Allerede her ved man godt, hvordan det ender, ikke?

For Anton blev vaccineret i onsdags, og skulle jeg på noget tidspunkt have været i tvivl, ved jeg nu, at han er en rigtig mand. Hold nu KÆFT, hvor har han klynket lige siden. Og jeg vil gerne trøste og ae ham, når han er ked af det og græder, for han er min søn og det allerbedste jeg har. Men når han siger den der ”Ææh! Ææh!”-lyd ind i mit øre non-fucking-stop i 36 timer, får jeg lyst til at undersøge, hvad et barn kan indbringe på det sorte marked synes jeg godt, det kan være lidt anstrengende. Så jeg har sådan set bare gået rundt med ham i to døgn. Og rundt og rundt og rundt.

Jeg har så et par sommerbukser, (hæng på. Sammenhæng coming up) som jeg SKAL bruge sort t-shirt til, da de ellers får min røv til at se endnu større ud, end den er. Kan ikke forklare det. Kan bare konstatere, at det er sådan, det forholder sig. 24 sekunder inden vi skulle ud af døren – og vi var i forvejen liiidt sent på den, fordi alting tager markant længere tid, når man ikke kan lægge barnet fra sig – var der nogen, der vendte vrangen ud på mavesækken hele vejen ned af ryggen på mig.

Hvilket er forholdsvis let at se på sort.

Forsøgte ikke at bande alt for højt (vi var trods alt på vej i kirke), men sprintede ind i tøjskabet efter min anden sorte t-shirt, som åbenbart i mellemtiden er flyttet hjemmefra, for det eneste sorte, der lå på hylden, var min Motörhead-t-shirt med et tryk af, hvad jeg formoder, er Satan på maven.

Og uden at kende dresscoden til babysalmesang, synes jeg, at det virkede lige vel friskt at komme anstigende i.

Så konverterede til noget armygrønt (forkert!forkert!FORKERT!), og løb så med min store røv hele vejen til kirken, mens jeg forsøgte at udstråle, at rigtige ravnemødre sportsfolk ikke begiver sig af med at løbe rundt med letvægtsvogne fra Nike; vi løber med Odder (Løber med Odder. Mit nye indianer-nick.), og kom skridende sidelæns ind af døren i en katastrofeopbremsning og en sky af undskyldninger kl. 5 sekunder over ti. De var heldigvis meget kristne omkring det, og tog det pænt, men synes fandme stadig, at det er pinligt som 34-årig ikke at kunne komme til tiden.

Af med skoene og ind i knæfaldet med os (hvor jeg med et hurtigt blik rundt på de afsindige mængder af fremmødt polyester lykønskede mig selv med beslutningen om at lade Motörhead blive derhjemme), og så gik vi ellers i gang.

Anton ELSKEDE det. Efter 35 minutter var han så træt, at han i stedet for øjne havde to røde postkasser midt i ansigtet, men han skulle have det HELE med, og gav ikke et kny fra sig. Specielt xylofonen var han helt dårlig af begejstring over.

Mig? Altså, der var markant mere Jesus over det, end jeg hører, at der er i andre kirker, men .. jeg ved ikke. Er det bedre at synge Åh Abe non-stop, end nogle af de store, gamle salmer? Det synes jeg egentlig ikke. Og mit konkurrencegen blev meget begejstret over at opdage, at jeg var den eneste forælder, der kunne Fadervor udenad. (Det er så sygt, mand. Og åbenbart helt, helt lige meget, om det er antallet af vægtskiver eller udenadslære, vi konkurrerer på.)

Det var helt tydeligt, at ungerne elskede akustikken, lyset og alle de fine gamle ting, og så betyder det vel i virkeligheden ikke så meget, om jeg tror på det, vi synger om eller ej.

Vi kommer helt sikkert næste gang.

Til tiden.

You understand I, yes?

Engang var jeg god til engelsk. Sådan rigtig RIGTIG god, og jeg kunne også begå mig på hæderlig vis på både tysk og fransk.

Så blev jeg tegnsprogstolk, og fandt ud af, at når man som voksen tillærer sig et nyt sprog og cykler rundt i det 20-30 timer om ugen, lusker de andre sprog i al ubemærkethed over i skyggen og smider sig i hængekøjen.

Første gang jeg opdagede, hvor slemt det stod til, var for 5 år siden, hvor jeg besøgte min kammerat i Leeds. En aften, mens jeg var derovre, skulle han på job, og efterlod mig derfor med sin skikkelige sambo fra Manchester. I begyndelsen gik det udmærket. Så begyndte jeg at blive træt. Exit engelsk. Den stakkels mand gjorde virkelig en indsats for at forstå mit mere og mere forkludrede sprog; også da jeg i desperation begyndte at bruge tegnsprog i håb om, at det måske alligevel ville vise sig at være internationalt. Og forståeligt for hørende. Det er svært at sige, hvem af os, der var mest desperat til sidst, så efter 5 timer drak vi bare whiskey, helt uden at tale sammen.

Jeg tror aldrig, at jeg har været så fuld og så stille på samme tid.

Så forleden, da min amerikanske kollega, der har termin om 2 uger, sendte mig en besked og spurgte, om jeg gav en kop kaffe og en fødselsberetning, blev jeg et øjeblik helt skizofren. På den ene side blev jeg instant nervøs over, om jeg kunne hakke mig igennem historien på engelsk, så hun fik et bare nogenlunde forståeligt referat. Man ved jo godt selv, at den er gal. På den anden side er man jo en sucker for at få lov at fortælle historien igen. Specielt til en, der gerne vil høre det HELE; dvs. også de detaljer man udelader, når man fortæller den til dem, der endnu ikke har været der, fordi det ellers ville resultere i, at racen uddøde. (Det er de detaljer, som kvinder der HAR født, nikker medvidende til, når man fortæller, og som man bliver sådan lidt: ”Og det VIDSTE I!? Hvorfor fanden sagde I ikke noget!!?” over.)

Det gik. Ret ok, faktisk. Også selvom grammatikken var ud over det hele, og der måtte suppleres med både danske ord og tegn.

Men jeg er nødt til at give Fru Z ret, når hun konstaterer, at vi er nogen, der har lært, det vi kan af fjernsynet. For når jeg kan hive ord som preeclamsia, contractions og uterus op af hatten, er det kun fordi min pensumliste indenfor det sidste år er blevet udvidet med Greys anatomi og Privat Practice.

Og jeg tog det som et klap på skulderen, at hun både tog noter undervejs, *Se mig. Jeg er ekspert i at føde, fordi jeg har gjort det én gang-smiley* og fortalte mig, at hun havde haft besøg af sundhedsplejersken, som hun til sidst havde været nødt til at bede om at tale dansk, fordi det var nemmere at forstå end hendes engelsk.

Jeg fik da i det mindste lov til at køre hele vejen i mål på (delvis) udenlandsk.

Gemt og glemt.

Jeg holder aldrig op med at blive overrasket over, hvordan hukommelsen fungerer. Det ville være rimelig smart, hvis erindringerne stod pænt arrangeret, side om side, med små, sirlige dymoer på låget, der oplyste om indholdet, så man kunne finde det, man skulle bruge, når man skulle bruge det, og havde overblik over arkivet.

Specielt fordi nogle minder er så fine, at man, når man snubler over dem, næsten bliver trist over, at man nær havde forlagt dem.

I påsken har jeg glemt 3 gange, hvad mit barn hedder. Jeg har smidt mine ting væk, glemt at svare på stort set alt, hvad jeg har modtaget elektronisk og svaret ”33”, da jeg blev spurgt, hvor gammel, jeg var.

Til gengæld er jeg pludseligt og uden påviselig grund kommet i tanke om det omrejsende tivoli, der hver sommer kom til Esbjerg, da jeg var barn. Vi kaldte det Gøgl. Som i: ”Der kommer gøgl i morgen, er der nogen, der vil med derover?”

Kan man sige, at man har glemt det, når det åbenbart hele tiden har ligget under nogle gamle, støvede aviser og gloet? For da først jeg var kommet i tanke om det, var det nærmest som om mindet eksploderede i hjernen på mig.

Pludselig kunne jeg huske det syntetiske lys, der altid virkede helt overgearet i natten, som en kikset date, der griner lidt for højt og lidt for længe i forsøget på at aflede opmærksomheden fra den akavede stemning.

Jeg kunne huske, at alle forlystelserne kostede en 10’er, og at det hele virkede slidt, nusset og spændende på én gang.

Jeg huskede stemningen, lugten af popcorn, lyden af radiobilerne, og hvordan det kildede i maven, når Peter fra badminton kom cyklende med sit kæmpe, krøllede hår og sine tændstiktynde ben.

Vi købte slikæbler, følte os som nogen, der var med i Grease, og forsøgte ikke at virke alt for imponerede over de unge, omrejsende fyre, som vi allerede dengang kunne fornemme var lidt hårdere i kanten end de fleste andre, vi kendte.

Da jeg sad og holdt mindet op i lyset, forekom det mig, at være det mest symbolske øjebliksbillede jeg har, på lige præcis det tidspunkt, hvor vi trådte ud af barndommen og ind i ungdommen.

Og alligevel har jeg ikke skænket det en tanke i næsten 20 år.

Hukommelsen er en mærkelig indretning.

Smaddersjov påskequiz.

Hvor irriteret tror I, jeg er af at have gået så meget de sidste 5 måneder, at jeg nu har så betændte akillessener, at de er hævet til dobbelt størrelse, er så ømme, at man ikke kan røre ved dem overhovedet og giver mig en gangart, som en jail-rookie, der har været uforsigtig nok til at bøje sig efter sæben?

1) Ikke spor irriteret. Jeg elsker at sidde stille, Anton ligger alligevel bare på sit tæppe og leger selv, rumænsk børnehjemsstil, og Netto bringer jo ud, for fanden.

2) Moderat irriteret. Det er lidt træls, at dét at have sko på, uanset om vi snakker om spinningsko, sandaler eller Nike Free, som er det tætteste man kommer på bare tæer uden at have det, føles som at få hamret gloende, syrepåsmurte rundsave ind i anklerne, hver gang man tager et skridt.

3) Så irriteret, at jeg næsten ikke kan trække vejret af raseri. Kan kraftedeme ikke passe, at man ikke kan gå på sine dertilindrettede plader uden at ødelægge alting fra hælen og op!

Svar lægges i kommentarboksen senest fredag kl. 23.59, så trækker jeg lod mellem de rigtige af slagsen.

Den heldige vinder får en påskelammer, som kan afhentes her på matriklen, da jeg desværre er for handicappet til at bringe den ud.

Hvad kan sådan et svin koste?

I dag er præcist 5 måneder siden, at det lykkedes mig at hamre en hjørnesofa ud gennem et sugerør. Det fatter jeg ikke. 20 uger, hvilket svarer til en halv graviditet. Jeg synes, at det er en syv-otteoghalvfjerds graviditeter siden, den lille terrorist flyttede ind i mit liv.
Han vejer nu 7 kg. og måler 65 cm. Han er Kongen Af Skemad, kan sidde i høj stol og insisterer på at stå, når man sidder med ham. Han forsøger ikke at gå eller noget. Han står bare og står. Og kigger. Så enten er udsigten bedre de 15 cm højere oppe, eller også øver han sig på at skulle stå og hænge i baren engang.
Hvilket han ikke behøver at få stress over. Der er jo omkring 35 år til dét bliver aktuelt.
I fredags til babysvømning blev han kåret til ”sæsonens svømmer”, målt på antal fremmødte gange, hvilket jeg synes var lidt af en pædagogisk genistreg af instruktøren. Føltes lige pludselig som om, det var helt ok at bruge en HEL fredag formiddag på at være i vandet i gennemsnit 9 minutter.
(Men vil lige sige, at når han står i førnævnte bar og forsøger at imponere pigerne med sit dykkerinstruktørcertifikat, forventer jeg hvert år på mors dag at modtage en buket blomster så stor, at Interflora må stille med både trailer, ekstra mandskab og hydraulisk lift for at få bragt skidtet til døren, som tak for min indsats.)
(OG en medalje!)
Det bliver nemmere og nemmere det der mor-noget, synes jeg, med en enkelt undtagelse. Søvn. For godt nok vænner man sig til at sove mindre – i starten tror man jo kronisk, at det er løgn – men der skal stadig ikke mere end en enkelt tur ekstra i nattekarrusellen til, før systemet crasher fuldstændigt, og man bliver så træt, at man nærmest føler sig fuld.
Indtil videre har vi kunne redde den hjem på dagslurene, og hvis alt andet kiksede, kunne jeg smide ham i vognen og gå. Så var der slukket med det samme.
Men nu skal solen absolut komme og blande sig. (Den so!) Hvilket får ungen til at spasse lodret, fordi han sveder udenfor i sin sorte vogn, og flat out nægter at sove inde. Da jeg klagede min nød til sundhedsplejersken, var hendes råd at prøve at ”putte ham på en god og kærlig måde.”
Modsat den onde og ukærlige måde, jeg putter ham på nu, åbenbart.
Men på onsdag får vi børnepenge, og så køber jeg en sky.
Problemknuseren Linda. Det er mig.

Det er det, jeg siger: Kaffe er sundt.

Ved I, hvad jeg gjorde i går? Jeg flirtede.
KÆFT, hvor har jeg savnet det!
Min manny (hans eget forslag. ”Barnemand” lyder så suspekt) er så sød at afhente prins Anton hver lørdag formiddag, hvor jeg så plejer at tage ned og træne. Men i går nat, da jeg var oppe for 4. gang, kunne jeg lige mærke, at jeg trængte til noget tid, hvor der ikke var nogen, der græd på mig og sparkede til mig i frustration over, at jeg åbenbart ikke fatter, hvad det er, man er short of nu!nu!NU!
Trængte faktisk til, at der ikke var nogen, der talte til mig overhovedet.
Så jeg smed en bog i tasken og cyklede ned til byens nye kaffebar, hvor der KUN arbejder pæne mennesker. I går var ingen undtagelse, og min barista-ven med de nøddebrune øjne langede min americano over disken med tillægsspørgsmålet ”Og hvad skal du så lave i dag?”
Blev først sådan helt… ”Øh, hvem, mig?”-agtig. Men det var jo for fanden så tidlig morgen, at det nærmest stadig var nat, så jeg var den eneste derinde.
Og så snakkede vi lidt om Mikael Simpson, Jørgen Leth og Rasmus Klump, og må jeg godt indrømme noget? Det var bare så rart at få lov til at være Linda igen for en time og ikke kun Antons mor.

Ok – sidste indlæg om Bilkabørn og -forældre.

I promise. Synes bare, at den her diskussion er så skide interessant. Hvis I overhovedet ikke har det på samme måde, så vær søde at bære over med mig; mit kommentarfelt er det tætteste jeg kommer på et socialt liv i disse dage.
Flere af jer har skrevet, at I ikke mener, at man kan tillade sig at blande sig i andres opdragelse, så længe der ikke er tale om decideret vanrøgt, og at man ikke kan bedømme kvaliteten af opdragelse ud fra en enkelt hændelse; at alle forældre kan have dårlige dage og kan presses derud, hvor man ikke troede, at det var muligt at komme.
Et langt stykke hen af vejen er jeg enig.
Men (og nu håber jeg ikke, at jeg kommer til at fremstå som forstanderinden for den fordømmende, elitære naziskole) jeg mener faktisk godt, at man må have en holdning til andre menneskers indsats – eller mangel på samme. Jeg tror, at det er sådan, vi som samfund er med til at opdrage hinanden, og sætte den sociale standart for, hvad vi mener, er acceptabel adfærd.
For hvis vi ser bort fra de desperate mødre og fædre med dårlige dage og unger i trodsalderen, der råber af deres børn i ulvetimen, ved vi vel alle sammen godt, at det ikke gør en kæft til forskel for de stakkels børn, der får tæv, at en fremmed i Bilka beder far om at slå på nogen af sin egen størrelse.
Eller hvad? Er det ligesom når Nato fordømmer volden i Egypten; et signal til de mindste om, at verden udenfor følger med, og ikke synes, at det er i orden, hvad de bliver udsat for? Og selvom det ikke batter ret meget i det store regnestykke, måske alligevel er med til at understøtte barnets følelse af, at det bliver udsat for noget, der er meget, meget forkert?
Hvad godt det så end skal gøre.
Og jeg godt kan se pointen i ikke at dømme det, man ikke kender baggrunden for, men langt de fleste af dem, der slår deres børn, har selv fået tæsk derhjemme. Og hvor tragisk og forfærdeligt det end er, så gør den forklaring og baggrund ikke meget godt for det barn, der står med aftrykket af 5 fingre på kinden.
Selvom det selvfølgelig er at sætte tingene på spidsen, synes jeg, at det er ok at være fordømmende i nogle situationer; at man skal være meget varsom med ikke at gøre forklaringer til undskyldninger, for hvis man kan undskylde alt, kan man gøre alt, og så bliver alting lige meget.
Jeg ved godt, at der er langt fra bevidst ligegyldighed og det, at overlade ansvaret for barnets opdragelse til barnet selv til vold, men personligt vil jeg hellere leve i et samfund, hvor elastikken lige er lidt for stram, end i et, hvor den er for løs, for hvis laissez-faire holdningen får lov at gennemsyre det offentlige rum, tror jeg, at grænsen rykker sig, så det, vi i dag stempler som forkert, sniger sig over i den acceptable zone uden nogen opdager, hvordan dét skete.
Uden nogen sammenligning i øvrigt, tror jeg f.eks. at det er det, der er sket med vores sprog. Jeg tror ikke, at der var nogen i 0 B, der hen over majonæse-maden kaldte læreren for luder for 50 år siden.
Men det fine ved den her diskussion er, at det lyder til, at de fleste gør, det de gør – eller ikke gør – ud fra en betragtning om, at deres valg af våben hjælper børnene. Og så længe det bare ikke er ligegyldighed, der ligger bag, tror jeg, at der er håb for os alle endnu.

Den danske model.

I kommentarfeltet til mit forrige indlæg om børn, der prøver grænser af, og forældre, der leger bestukket mexicansk grænsepoliti, skrev Morten i mit kommentarfelt:
”Gjorde du noget? Og hvis nej – hvorfor ikke?”
Den har jeg spekuleret en del på. For jeg gjorde det, som jeg forestiller mig, at 8 ud af 10 danskere ville have gjort: Sendte vantro, fnysende øjne og smed en ætsende kommentar i nakken af dem (de gik 5 meter foran mig.)
Hvilket jo i bund og grund er det samme som ingenting.
Da jeg læste Mortens kommentar, var min første tanke, at jeg ikke ”gjorde noget” – og med ”noget” mener jeg ”mere” – fordi en del af mig mener, at man ikke kan tillade at blande sig i andres (manglende) opdragelse. For selvom jeg ikke et sekund var i tvivl om, at jeg syntes, at de to forældre var helt forkert på den, så var der jo en mikroskopisk, helt ubetydelig og hypotetisk chance for, at jeg tog fejl; *Please!-smiley* jeg har trods alt ikke fået patentet på at skrive de adfærdspolitiske regler. (Endnu.)
For at slippe for den uvelkomne mistanke om, at jeg er et af de mennesker, der bare lukker øjnene og går forbi, varmede jeg mig derfor skyndsomt ved tanken om, at jeg HELT sikkert ville have gjort noget, hvis jeg havde været vidne til noget rigtig slemt, f.eks. forældre, der slog deres barn.
Og der er så her, jeg ind imellem ville ønske, at jeg kunne kvæle min indre Djævlens Advokat, for hun rakte straks poten i vejret og krævede at få at vide, hvad jeg SÅ ville have gjort. Sådan helt lavpraktisk.
Og det eneste jeg kunne komme op med, var en variation over temaet mal de ojo/misbilligende kommentar.
Fik det næsten som jeg gjorde forleden, hvor det gik op for mig, at jeg talrige førstehjælpskurser – både som deltager og som tolk – til trods, ikke ville ane, hvordan jeg skulle gribe hjertemassage og kunstig åndedræt an, hvis en af mine forældre pludselig faldt om.
Det kan sgu da ikke være rigtigt!?
Nu kan jeg så ligge vågen de næste 100 nætter og spekulere på, hvor grænsen går for, hvad man må blande sig i, og hvordan man indberetter mennesker til de sociale myndigheder, når det eneste man ved om dem er, at de tilsyneladende holder mere af spandex og fleece, end af deres børn.
Så Morten: Tak for en god kommentar, selvom den irriterer mig ad helvede til.

Er det så en arbejdsulykke, hvis man dør af skræk?

Min fantasi er ualmindelig levende. Så levende, faktisk, at den burde udstyres med eget navn og cpr-nummer. Jeg har ikke problemer med at forestille mig noget som helst, hvor usandsynligt, det end måtte forekomme, og kan derfor gøre mig selv decideret angst, når jeg tænker tanker som:
”Tænk, hvis man kom gående hjem, og man på afstand kunne se, at der stod nogen i stuevinduet…”
(Virker kun skræmmende, fordi jeg bor alene, dog.)
Eller:
”Tænk, hvis der stod en inde bag mit bruseforhæng.”
(Som bare har stået der og .. stået. Hele natten.)
Eller:
(I nattens mulm og mørke)
”Gad vide, hvad det er for en skygge? Mærker lige efter. Tænk, hvis det var en skelethånd, der stak op af en grav.”
(…. Aj, men så send mig dog til psykolog!)
(Kunne sgu da godt være!)
Jeg kunne skrive de VILDESTE gysere!
Tør bare ikke rigtigt.