Jeg siger det bare.

I dag skal vi snakke om reklamer, jeg ikke forstår, for måske er der nogen af jer, der kan opklare mysterierne for mig, og så er jeg fri for at begynde at klø i forståelsescentret, hver eneste gang, de ruller over skærmen. Jeg er sikker på, at der er mange, mange flere end de to, jeg har tænkt mig at hive frem, men nogen reklamer er SÅ dumme, at de bare skal ties ihjel. (Ja, Nykredit. Jeg taler til jer.)
Den første af de uforståelige er Kohberg. Ikke så meget deres reklame, egentlig, men mere deres nye pay-off (hedder det det? Her må fagkundskaben enten lige hjælpe eller bære over):
”Bager med fuldkorn”
Hvad sker der lige med den grammatiske form? Hvorfor skriver de ikke ”Bagt med fuldkorn”. Det giver da ingen mening det der, gør det?
Eller kan det finde på at være navnet på den kendte, indianske bager, der har udviklet opskriften?
Den anden reklame er Maggi Juicy Chicken. Igen er jeg ude efter deres pay-off (Aj, sig det lige. Hedder det det? Sgu da lidt irriterende, hvis det er helt forkert, og jeg bliver ved med at sige det.)
“It’s huggin’ good”Nu spørger jeg – og jeg spørger virkelig, fordi jeg er i tvivl – men er det ikke sådan et ”haHA! Det troede du nok lige, at vi sagde ’fucking’, hva!?”-trick? Er det ikke? Eller er det noget, som alle, der har haft perifer berøring med USA ved, at man siger over there? I så fald: Bare afbryd læsning her (og send mig en mail med forklaring, tak) Men hver eneste gang jeg ser den, bliver jeg virkelig forstyrret af, at jeg ikke kan komme i tanke om noget, der virker længere fra en verden, hvor man siger ’fucking’ end den gule, tyske plastikfamilieidyl, de forsøger at tegne et billede af.
Måske er reklamebranchen blevet helt, helt anderledes og revolutioneret, siden jeg gik på handelsskolen (ikke utænkeligt), men dengang snakkede man meget om, at reklamerne skulle repræsentere noget, som forbrugeren enten kunne eller gerne ville identificere sig med.
Og jeg har altså ikke tænkt mig at komme tilbage fra barsel, hvis det, vi alle sammen gerne vil være nu, er stilforvirrede native americans med hang til turban og tivolihypnose.

Trist & Trøst.

Forleden så jeg et afsnit af Two And A Half Men, hvori Charlie Sheen bliver slyngveninder med sin brors eks-kone, fordi han, hver gang hun fortæller om sine problemer, svarer: ”Jeg forstår”. Joken er selvfølgelig, at manden ikke på nogen måde forstår noget som helst, men at kvinden føler sig hørt. *klap-stavelser-smiley*
Min omgangskreds består fortrinsvis af kvinder, og det betyder at vi meget stereotypt både får luft og trøster hinanden ved at tale om tingene, men på det seneste har jeg snakket med flere af mine veninder om, hvor svært det egentlig er at sige det rigtige. For selvom intentionerne er de bedste, ender det faktisk med at generere mere frustration end trøst, når den der lytter, siger alt det forkerte.
Der er bred enighed om, at noget af det værste er at få ”- og tilbage til mig!”-svaret, hver gang man fortæller om noget, der er svært. Jeg tror faktisk, at det er et forsøg på at spejle, og dermed øge sin egen forståelse for samtalepartneres situation, for derved bedre at kunne trøste, men når alle svar starter med: ”Det kender jeg BARE godt, for det var ligesom dengang jeg..” kan det meget hurtigt komme til at føles som om, at den anden ikke lytter, men at man bare bytter taletid. Du får lov at tale nu, så jeg kan få lov at tale bagefter.
Feje-Af-Bordet-trøsten er næsten ligeså slem. Det er den, hvor du bestemt får at vide, at det du frygter, ikke kommer til at ske. ”Selvfølgelig er det ikke kræft!”. Nej, det håber jeg sgu heller ikke, men med den bemærkning er der ligesom lukket for, at jeg kan få lov at være bange, hvis ikke jeg vil ud i at argumentere FOR noget, som jeg virkelig, virkelig ikke håber, kommer på tale. Denne trøsteform virker faktisk kun, når man taler med sine synske venner.
Personligt må jeg dog sige, at det er Bagatellisere-forståelsen, jeg for tiden har det sværest med.
Og inden jeg begynder at male med selvmedlidenhedens tunge pensel, så siger jeg det lige, så alle ved, at den del er jeg med på: Jeg har selv valgt at få et barn alene. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort.
Men når nogen spørger mig, om det er hårdt, og jeg siger ja, bliver jeg helt elektrisk indeni af irritation, når svaret lyder: ”Jamen, Helge arbejder også hele tiden, så det er det samme hjemme ved os.” Nej. Det er ej. For Helge kommer hjem, så der er nogen at snakke med, der rent faktisk svarer, og som også finder det oprigtigt interessant, at afkommet har gylpet sig igennem 5 sæt tøj på 3 timer. Han kan formentlig også stadig finde Føtex, eller lave mad bare engang i mellem. Du skal ikke bede om tjenester og stifte taknemmelighedsgæld for at få barnet passet, så du kan få tjekket dit underliv hos lægen eller få pandehåret klippet ud af øjnene, og Helge med de to arme kan vel også holde ungen, så du kan gå ud og skide i fred, hvilket man overraskende nok skal både koncentrere sig om og slappe af, for at kunne gøre, så du slipper for at blive syg af forstoppelse. Så nej. Det er ikke det samme hjemme ved jer. Hvis vi kan blive enige om det, vil jeg til gengæld gerne slutte op om, at jeg ikke ved, hvordan det er, at have et spædbarn og en kæreste, der opfører sig, som om man forvandlede sig til Askepot, da man fødte.
Fik jeg lige hidset mig selv op der? Det gjorde jeg vist. Jeg bliver bare så træt af, at folk spørger for så at krydse af i ”Forkert”, når jeg svarer. Og det er ikke fordi, jeg vil have ynk. Jeg vil bare gerne have forståelse. Fuldstændig ligesom i tv-serien.
Om jeg selv er bedre? Desværre nej. Jeg er også skyldig i samtlige anklagepunkter.
Hvis det er nogen trøst.

Ind i mellem er det bare ikke en mulighed at vende den anden pedal til.

De sidste mange uger er der en fra min opgang, der har sat sin cykel på min barnevognsplads i kælderen.
Min plads, som jeg møjsommeligt har ryddet, spurgt pænt om lov til at have og hvor jeg hver eneste gang, jeg sætter vognen, forsøger at fylde så lidt som overhovedet muligt.
Og uden at jeg skal kede jer med de logistiske detaljer om at få tryllet en barnevogn ned i en låst kælder, samtidig med at man får barn og frostvarer ind og 2 mennesker pakket ud af overtøj og voksiposer, så kan jeg oplyse, at det der, der altid står på frostvarer om, at man ikke kan genfryse indholdet, når det først er tøet op? Det passer ikke.
Eller.. Det er (tilsyneladende) ikke farligt.
Nå. Men i går stod den igen og grinede af mig, den gamle rustne lortebunke af en møgcykel. Og så blev det bare lige for meget. Så.. altså… jeg … kom lidt på … på en måde… ved en frygtelig fejl, selvfølgelig….
Ok, fuck it: Jeg gemte den. JA! Jeg gemte den! Og jeg frydede mig hele aftenen ved tanken om, hvordan spasseren er kommet for sent på arbejde, fordi han ikke kunne finde den!
Man skal aldrig messe med en kvinde, der inderst inde er 4 år gammel.

Men måske har jeg bare haft det for nemt.

Så blev det godt nok Sarah, der vandt X-Faktor? Hmm. Havde ellers heppet på Anne Louise. Synes, at hun har sådan en fin blå og røget stemme, men når en konkurrence afgøres med sms-stemmer, må man bøje sig for smartphonegenerationen, og hun synger nu også ok, den lille drengepige.

Men jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt, da jeg spadserede en tur forbi min FB væg og kunne se, at the gay community gik helt ballistic. På one small step for man, one giant leap for mankind måden. Og altså. For helvede. Hvorfor kan vi ikke bare konstatere, at ungen har x-faktor, og derfor er fortjent vinder? Hvorfor skal det absolut gøres til sådan noget gay-pride noget?

Jeg synes, hun er sej. Jo, jeg gør. Og jeg synes, at det er fantastisk, at man i så ung en alder er helt på det rene med, hvem og hvad man er. Men jeg forstår vist stadig ikke, hvorfor en kæmpe gruppe af mennesker pludselig gør krav på hende, og gør alt, hvad hun kan til et spørgsmål om, hvem hun går i seng med, og jeg synes lidt at det er at stramme skruen, at gøre det til historie, at en homo har vundet X-Faktor.

Personligt mener jeg, at mennesker, der dømmer andre ud fra, hvem de bliver kærester med, skulle have lemlæstelige tæsk, og jeg kan, om det så gjaldt mit liv, ikke se, hvad fanden problemet er, og hvordan det nogensinde skulle få betydning for, hvordan man passer sit arbejde, eller opdrager sine børn.

Og jeg forstår godt, at homoer grupperer sig, går i byen samme steder og hænger ud med hinanden, fordi der er nogle ting, vi andre bare ikke fatter, og fordi man altid, uanset om vi taler om religion, køn eller civilstatus, har mest til fælles med sine egne.

Jeg får det bare lidt, som jeg får det, når jeg læser i avisen, at en eller anden virksomhed har ansat en KVINDELIG top-chef; jeg tror aldrig, at jeg har set det fremhævet, når en virksomhed har ansat en MANDLIG top-chef.

– og inden rødstrømperne går helt bananas i kommentarfeltet: Jeg VED godt, at vi stadig ikke har ligestilling, og at det handler om, at det stadig er mest forventeligt, at der sidder en mand i toppen, ligesom jeg også er sørgeligt klar over, at homoer bliver diskrimineret, og at det derfor kan være nemmere at prøve at skjule, hvem man er. Og det er fandme trist.

Jeg synes bare, at både kvinder og homoer og alle mulige andre minoriteter selv er med til at holde liv i Os vs. Dem, når de fremhæver forskelligheden, hver eneste gang det går godt

Svindlersvin.

Jeg har fået brev fra min forsikring i dag, som fortæller mig, at ”vi løbende udvikler vores forsikringer, så de passer til vores kunders behov” så nu ”opdaterer vi din hjemmeforsikring, samtidig med, at vi desværre må hæve prisen som følge af stærkt stigende skadeudgifter”.

Det er fandme det mest forlorne ’desværre’ jeg har set på skrift i årevis.

Må jeg komme med et forslag? Kunne vi prøve at holde lidt igen med de der opdateringer? For jeg kunne bedre lide min forsikring for 2 år siden, hvor den var 1000 kr. billigere, og jeg tror godt, at jeg selv kan punge ud, hvis jeg bliver udsat for tricktyverier derhjemme (aj, men for satan!).

Det kan også undre mig umådeligt, at dækning af skader på cykel i tilfælde af færdselsuheld skal vælges til og koster ekstra, mens min ægtefælle eller samlever, der bor i beskyttet bolig er omfattet af opdateringerne.

Jeg kan lige se for mig, hvordan de sidder omkring kaffebordet og brainstormer på usandsynlige skade-typer, som 1 promille af deres kunder har behov for, hvorefter de udpensler dækningen af disse i detaljer i brevet, så man skal forledes til at tro, at man får en heeeeel masse for de 20 %, præmien pludselig stiger. Om året.

Og de der ’stærkt stigende skadeudgifter’? Hvem fanden er det, der er så klodset, at det koster os alle sammen 500 kr. ekstra? Er jeg ved en fejl endt i samme forsikringsselskab som samtlige motorikspassere i hele Danmark?

Jeg hader forsikringsselskaber.

Alarm! Alarm!

Mens jeg gik og var tyk og byggede rede, forsøgte jeg at bevare et rimelig realistisk billede af, hvad man har brug for, når man får et barn. På den ene side vil man gerne købe det hele, for alting er jo for fanden sødt i størrelse x-small, men samtidig har man heller ikke lyst til at købe så meget, at ungen må gå rundt i størrelse 56, til han fylder 5, fordi der ikke var råd til mere.

Jeg forsøgte derfor at tænke lidt økonomisk og spare hvor jeg kunne, så jeg lånte et sæt babyalarmer, som så ud til at være lige noget for mig: Hvide, robuste plastikkasser (=kan tabes) med tysk brugsanvisning (tysk holder. Altid. Det ved alle) og valgmulighederne ”Tændt” og ”Slukket”.

Så kom Anton, og on/off viste sig at være for overvældende at skulle sætte sig ind i, så efter 2 måneder havde jeg stadig ikke fundet ud af andet, end at få dem til at larme (=on) eller ikke larme (=off). Med det resultat, at altandøren bare stod åben hver gang han var ude og sove, for jeg kunne simpelt hen ikke holde ud af have dem tændt.

Jeg minder lige om, at han ankom i november. Åben dør + permafrost = meget kold lejlighed.

For en måned siden opgav jeg så, og smed 1300 kr. efter et sæt funklende, nye alarmer.

Og jeg elsker dem, som var de Antons uægte søskende. De er formidable, og ligner lidt nogle små walkie’er, hvilket jeg forestiller mig, at vi nok skal få noget sjov ud af, når han bliver stor nok til at tage fat i dem, og bede om at blive hentet ind, roger, over and out. Der er små pictogrammer på, de kan måle temperatur osv. og så lyser de, når ungen hyler, hvilket betyder, at man også kan se, at nogen er ved at gå amok derude, selvom man er i gang med at støvsuge.

Beklageligvis er de så gode, at jeg modtager signalet fra dem, der bor ovre på den anden side af karreen, hvilket er ca. 20 kilomenter væk, (fik fandme et chok første gang, jeg sad og læste, og der pludselig var en voksen, der brølede ”Hallo?! Hallo?!” på mit stuebord), men de skratter ad helvede til, når forældrene derovre tænder deres, fordi de trods alt har lidt svært ved at finde signalet gennem de tusinder af lag af beton.

Det er PISSE irriterende, og jeg ville ønske, at de ville skride over på en anden kanal.

”Hvorfor gør du det ikke bare selv?” hører jeg jer spørge. Fordi jeg var her først, så A er MIN kanal! (og lidt fordi jeg ikke kan finde ud af det.)

I dag overvejede jeg seriøst at lade Anton ligge og skrige i 5 minutter, bare for at irritere dem nok til at forføje sig.

Den store pædagog. Det er mig.

Det er jo fandme et veritabelt tag-selv bord af jokes om gær og kager i ovnen.

Først var vi 5 relativt stramme spinningdamer, der ikke gad have flere rollatorer hamret ind i akillessenerne til Kagens Dag, og som derfor lavede vores egen kageklub.

Så var vi to, der kom og var blevet noget runde om navlen.

Efter et par måneder kom hende, der ikke rigtigt havde haft held med det derhjemme, og som derfor sammen med kæresten havde besluttet sig for at få hjælp og bekendtgjorde, at de alligevel havde lavet en, old school.

Efter hendes annoncering, gik der 4 måneder, så meldte hende, der ellers havde gået og ment, at hun var ved at falde for tidsgrænsen sig under de bulede faner.

Og i går fik vi så nyheden om, at vi har haft held med at trække den 5. og sidste kagekone med os i faldet.

(Kan jeg på en måde godt forstå. Det var vel enten det eller at finde en anden kageklub, hvor hun kunne holde ud at være, både i forhold til samtaleemner og støjniveau.)

10 måneder imellem ældste og yngste baby i en forsamling, hvor man måske ikke lige synes, at oddsne var lige gode hele vejen rundt. Det er sgu da ret godt gået.

Jeg er glad. Jeg er endda meget glad, for jeg synes, at det ville være hæsligt at sidde som den eneste i den forsamling med flad mave og et ønske om at få et barn, og jeg ville synes, at det var ligeså fælt, hvis jeg vidste, at det samme gjorde sig gældende for en af de andre. For ligemeget hvor meget man anstrenger sig for det modsatte, har samtalen en tendens til at lande på det emnefelt, hvor flest interesser er repræsenteret, uanset om det er arbejde, fritidsinteresser eller børn, og aldersmæssigt er vi bare et kritisk sted i livet ift. at blive sat af eller udenfor i de grupper, vi begår os i.

Og bare lige, så ingen misforstår, hvad jeg skriver: Jeg siger ikke, at det eneste saliggørende i livet er at få børn, eller at det er noget alle vil. Jeg er helt enig i, at man kan vælge andre veje, der er præcis ligeså meningsfyldte for den enkelte; jeg siger bare, at det stinker gerne at ville noget, og så være den eneste, der ikke har udsigt til at få det. SPECIELT hvis de mennesker, man holder af og har tæt på pludselig får det.

Jeg taler af personlig erfaring, når jeg siger, at det føles som at blive efterladt på perronen, mens alle de andre sidder i toget og vinker.

Og det er fandme svært at gå ud og stampe en ny omgangskreds op af jorden som nogle-og-30-årig, fordi det gør for ondt, udelukkende at have venner, der er, hvor man så forfærdelig gerne selv ville være, uanset om det er i et parforhold eller i forældreskabet.

Faktisk heller ikke særlig fedt at føle sig som Veninden, Der Ikke Undte Sine Venner Noget Godt.

Så yai for, at alle kagedåserne fik lov næsten samtidig.

Og yai for, at vi om et år formentlig er enige om, at skifte kagerne ud med vodka og høreværn.

Men så var jeg jo også vågen, da jeg skulle op og amme.

Kan I huske den krystalklare, rene skræk, man som barn kunne føle, hvis man f.eks. skulle hjem fra skole, og der pludselig stod en ulv hund på stien foran én? Eller man havde været ude og lege, og det ved en frygtelig, frygtelig fejl var blevet mørkt, når man skulle af sti-systemet (hvor øksemorderne boede) hjem? Jeg havde glemt den. I dag er jeg mere voksen-bange; en version der udmærker sig ved at være realiserbar, fordi den kredser omkring sygdom, død og arbejdsløshed.

Det kan egentlig, ved nærmere eftertanke, også godt ske, at børnerædslen er rykket op i den kategori i dag, nu hvor golden retriever-æraen er afløst af Kamphundstiden?

Nå. Men i går nat vågnede jeg ved, at der stod nogen i mit soveværelse. Ikke på Åndernes Magt-måden, men på den østeuropæiske hjemmerøvermåde. Og inden jeg skriver videre, skal jeg berolige med, at det GJORDE der selvfølgelig ikke, men jeg var 10.000 % sikker på, at det var det, jeg vågnede ved.

Jeg ejer intet, der er værd at stjæle, (hell, jeg har en Iphone 3) andet end Anton. Som jeg til gengæld ville jagte både somaliske pirater og samtlige hjemmerøvere fra hele Europa til verdens ende, hvis de stak af med (hvor jeg ville rive huden af dem, strimmel for strimmel, inden jeg bed struben over på dem) men materielt set er jeg … dejlig fri, så jeg ved ikke, hvorfor de skulle vælge at komme her.

Men kl. 2 om natten holder logikken fri, og fornemmelsen af, at huden krymper 5 størrelser af skræk, at vejrtrækningen simpelthen stopper, mens hjertet accelererer til det bare lyder som en lang hyletone i ørerne, samtidig med at hver eneste muskel i hele kroppen spændes; den havde jeg glemt.

Jeg fik så til gengæld mulighed for at ligge lysvågen resten af natten og pleje nostalgien.

Slabbe-Bras.

I går var mødregruppen og jeg på Aros (Mmm. For sådan nogle er vi nemlig. Højkulturelle. Ikke bare sådan nogen, der sidder og æder kage *løgn-smiley*) hvilket var en stor succes. Anton var pjattet med Jorn farveladerne, og blev så overvældet af dem, at han sov 2 timer bagefter.

Overvejer at melde mig ind i Aros. På ’vi sover her i nat’-måden.

Bagefter blev vi enige om at gå ned og få en kop kaffe, og jeg ved ikke, hvordan det er i andre byer, men her i Århus er det meget få steder, man er velkommen med spædbørn. Hvilket jeg ganske udmærket forstår; det er trods alt ikke mere end 4 måneder siden, jeg selv var en af dem, der for fanden ikke gik på cafe for at få tinnitus af andre menneskers babyer. Det er vist også noget med, at de ikke er så vilde med patter i fri dressur rundt omkring, og selvom alle jeg kender ammer virkelig diskret og ikke skifter børnene på cafebordene, så har jeg set eksempler på, at det ikke er alle, der tager de samme hensyn, så fair nok.

Derfor er der selvfølgelig nogen, der har regnet ud at lave cafeer, hvor mødre, babyer og babser er velkomne, og sådan et sted gik vi hen i går. Det hedder Slabberas og ligger i Frederiksgade.

Og jeg har aldrig fået så ringe service i mit liv.

Det startede med, at vi skulle parkere 5 barnevogne i den lille gård, hvor der i forvejen holdt en god håndfuld babylimo’er. Jeg fandt en ledig plads, men havde ikke engang sluppet styret, da døren blev revet op, og jeg fik en meget vred strikhue lige ud i ansigtet. Om jeg GODT ville lade være med at parkere den der!!?

Mig: Jeg vidste ikke –

Ham: Det står LIGE DER!! *meget-demonstrativ-pegning-på-skilt*

Mig: Jeg har ikke været her før, jeg vidste ikke –

Ham: Nej, men det er PRÆCIS DERFOR, vi har skrevet det på skiltet!! Vi har lige fået en bøde på 30.000!!

Mig: (Nu middelsvært irriteret.) Det er fint. Jeg skal nok flytte den. Men jeg synes måske nok, at du kunne sige det på en ordentlig måde.

Ham: DET STÅR LIGE DER!

Mig: JA!! Det har jeg set, og nu flytter jeg den!

Og så fik jeg ellers døren i synet.

Lækkert.

Vi fik samlet alt vores pikpak, slæbt børn, tasker, poser og os selv op på førstesalen, og defilerede derefter ned for at bestille. Da det blev min tur, sagde jeg – meget, meget pænt – til den ellers ret rare mormor-type, at nu var det ikke for at være en sure kost, men at det måske ikke gav det bedste indtryk på nye kunder, når personalet startede med at råbe dem ind i ansigtet. Hun nåede lige at åbne munden, hvorefter Strikhuen løsrev sig fra sin MacBook længe nok til at komme og skælde noget mere ud. Jeg forsøgte flere gange at komme igennem med sætninger som ”Jeg fortæller dig bare, hvordan jeg som kunde oplevede situationen” og ”Det er måske ikke så nemt at gætte, at et skilt på størrelse med en lille plakat, med samme skrifttype og pynt som jeres menuskilt, er en forbudstavle” men han afbrød alle forsøg på at sige noget, og til sidst kiggede jeg bare på ham og sagde: ”Det er fint. Jeg kommer så bare ikke her igen.” Hvortil han svarede: ”Godt!”

De behøver hverken at De’se mig eller slikke røv, men jeg gider sgu ikke rigtigt råbes af, der hvor jeg lægger mine penge.

Min stramme kæbe og jeg gik på toilet for lige at fordøje, at det var lykkedes os at komme i bad standing på en babycafe på under 4 minutter, og det lunede på humøret, at den gode stemning var videreført dernede med skiltet:

”KUN toiletpapir i toilettet!! ALT andet vil medføre bortvisning og en VVS-regning!!”

Jeg gik derfra med samme fornemmelse, som man fik i skolen, når man var kommet til de virkelig dårlige læreres timer, og fik skæld ud, fordi de andre pjækkede.

Min eneste trøst er tanken om, at han ikke ved, at jeg er for kaffe, hvad Julia Roberts i Pretty Woman var for Rodeo Drive: Han kunne have betalt sin rådne bøde 3 gange med avancen på den kaffe, jeg når at konsumere på en måned.