Klap mig på hovedet! Kom nuuuuu! Klapmigpåhovedet!

Vi sover. Vi sover ikke altid lige meget, længe eller dybt, men vi sover. Er sat ind med nazi-stilen, hvor Anton max får lov at være vågen i 2 timer af gangen, og så er der tvangsputning med sut og Solen er så rød, mor på repeat.

Hurra. Hu-fucking-ra!

Alt den søvn (mit tidligere jeg griner højt et sted ude i fortiden) betyder, at min personlighed pludselig er kommet ud af skabet igen; i ét gigantisk spring med diadem og et begejstret ”Tadaaaah!”, og der er gang i nogle af de gamle mekanismer igen. I går grinede jeg f.eks. meget højt og længe, helt uden hysteriske undertoner. Jeg har også overskud til at være træt af, at jeg synes, jeg er post-graviditets-tyk (den del af mig selv har jeg ikke savnet), og der er tankekæder bestående af mere end 2 led. Så den anden dag, da jeg sad og ammede, var der noget, der gik op for mig.

Og inden I læser, hvad jeg skriver nedenfor, skal I LOVE, at I ikke farer i tastaturet og roser mig, for det kommer unægteligt til at lyde som om jeg fisker, og det er IKKE det, der er meningen.

Jamen, jeg skriver ikke mere, hvis ikke I lover det!

Amager halshug?

Ok, så.

Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg bliver så forbandet, når folk omkring mig uopfordret ringer eller stiller med gode råd (keyword being uopfordret).

Det er fordi, jeg i mit tyndslidte, nærtagende øre hører det som om, at de ikke synes, jeg gør det godt nok.

Tænk, at det er derfor. Det er så banalt, at det kommer helt bag på mig selv.

Mine medlemmer i fitnesscentret var altid søde til at komme og sige tak for en god time, min chef i tolkejobbet var god til at klappe på skulderen, og mine kolleger, for hvem jeg er TR, highfivede mig med jævne mellemrum for mit arbejde. Alt det er jeg på barsel fra, og nu skal jeg til at redefinere mig selv og mine styrker og svagheder, og det er bare pissesvært, når den eneste, der i virkeligheden kan evaluere mit arbejde, sover i heldragt med tryklåse.

Den del af min hjerne, der stadig klamrer sig til de sidste rester af social kompetence, ved godt, at alle – uden undtagelse – mener det godt, når de ringer for at fortælle, at det bare er et spørgsmål om at hænge en stofble op foran barnevognen, når han skal sove, for så er alle problemer løst. Jeg ved virkelig godt, at det er et udtryk for kærlighed og et forsøg på at komme mig til undsætning.

Det bliver bare så problemorienteret, og jeg ville sådan ønske, at de også en gang i mellem ringede for at sige, at de synes, jeg gør et godt stykke arbejde. Sådan helt uden aber dabeis.

Arh! Fingrene af tasterne! I lovede!

Love the one you’re with.

Jeg har aldrig prøvet nogen former for ekstremsport, men at have fået Anton kommer nok rimelig tæt på. Selvom jeg føler sig som en zombie sat på autopilot det meste af tiden, har jeg aldrig prøvet at leve så meget i yderpolerne af min personlighed, som jeg gør nu.

Han er 10 uger, og der sker så meget, at man nærmest kan se forskel fra dag til dag. Når jeg sidder med ham op af mine bøjede ben, kan han så mange lyde, at vi kan snakke sammen (føler mig her lidt som den fede kok i Lady & Vagabonden, der insisterer på at ”Butche snakke med mig!!”), og når han flækker i et grin, samtidig med at han fjalet trækker hovedet ned til sin skulder, spekulerer jeg på, hvordan det er fysisk muligt at rumme så meget kærlighed uden at hjertet sprænges.

Samtidig må jeg være ærlig og sige, at man bliver sindssyg af ikke at sove. Da overboen på 20 i går kl. 01 buldrede i byen, havde jeg lyst til at spænde ben for hende i opgangen, gribe hende i kraven og råbe: ”Sov, dit lille fjols!! Sov, mens du kan!”

Jeg er så træt nu, at jeg bonger ud for fødselsdepression, når de screener mig – hvilket bare beviser, at laver man en lortetest, får man et lorteresultat, for jeg er ikke deprimeret; jeg er bare træt. Helt ind i knoglerne. Og det er ikke fordi, jeg ikke tager det alvorligt, eller fordi jeg giver den som powerwoman (det job er for længst sagt op), men når et af udsagnene, man skal rate lyder ”Jeg føler, at jeg kan nå det samme, som inden jeg fik barn”, ved jeg sgu næsten ikke, om jeg skal grine eller hysteriråbe: ”Tager du pis på mig!?”

Beklageligvis betyder trætheden, at jeg er kronisk irriteret på verden, hvilket er uheldigt, for mit irritationscenter er rigelig veludviklet i forvejen. Når sundhedsplejersken f.eks. med (unødvendig) mild stemme foreslår, at jeg beder folk om hjælp til indkøb eller vasketøj, eller at jeg – og her citerer jeg ordret – ”gør noget godt for dig selv! Du kunne jo f.eks. gå ned i frisørsalonen på hjørnet og høre om de har en tid?” må jeg knibe læberne hårdt sammen, så sætninger som: ”Og hvor lang tid tror du, at det tager at forklare folk, hvad for nogle bleer de skal købe?”, ”Ville du SELV kunne undvære dit vasketøj 4 dage af gangen?”, ”Nu er det jo ikke os ALLE sammen, der er tilfredse med at se ud som om, vi selv har klippet håret i mørke med en neglesaks, for satan!!” og ”Og hvad havde du forestillet dig, at Anton skulle lave, mens jeg BRIEFER VERDEN PR. TELEFON ELLER SKRIDER TIL FRISØR!?” ikke slipper ud, selvom det føles som om, de forsøger at skille læberne ad med knive og isøkser.

Så hvad gør vi? Vi går. Og går og går og går. Til almen orientering findes der ikke en eneste rute i Århus, der tager 3 timer at gå, som ikke undervejs byder på uhyrlige mængder af vejarbejde.

Hvilket jo er balsam på irritationen.

I går, da jeg gik forbi motorvejsafkørslen, blev jeg overhalet af midaldrende mand, der råbte ukvemsord efter mig, fordi jeg gik, hvor han skulle cykle. Som var den eneste bilfri stribe asfalt tilbage overhovedet. Det var kun billedet af, hvordan jeg jagtede ham hele vejen ud på motorvejen med plæneklippersakse og spyd monteret på barnevognen, og et ansigtsudtryk som en rabiesbefængt hund, der afholdte mig fra at sætte mig ned i grøften og tude.

Og det går jo ikke, vel? Så nu er der krig, for det kan godt være, at Anton er stædig; men det er fandenfuckme mig, der har født ham, og jeg har OPFUNDET stædig!

Så du kan ligeså godt lære at elske din dyne, min skat, for I kommer til at tilbringe MEGET tid sammen.

Jo, I gør.

Fordi jeg siger det!

Prisbevidst.

De sidste par uger har flere bloggere været så søde at smide blogawards i min retning. Lige nu er livet skruet sådan sammen, at jeg kan vælge at blogge eller at svare på kommentarer; der er simpelthen ikke timer i døgnet til begge dele, og derfor håber jeg, at I ved, at jeg læser og elsker alt, hvad I lægger i boksen til mig, også selvom jeg ikke får svaret. Af samme grund har jeg ikke fået sagt pænt tak til jer, som har tænkt på mig, da I skulle give skrive-prisen videre.

Og nu er det så, at jeg kommer til at fremstå som en dum og utaknemmelig kælling, og hvis det ender med, at jeg kommer til at sidde i ophøjet ensomhed som bænkevarmer til Grammyfesten, mens alle I andre vakler rundt med så mange awards i favnen, at knæene exer under jer, er det sådan set rimeligt nok.

For jeg synes desværre, at der er gået lidt kædebrev i de der blogawards. Jeg ved ikke, hvem der i tidernes morgen stiftede dem, men de ender ofte med at cirkulere i relativt lukkede kredsløb. De blogs jeg læser, er dem, jeg har på min blogroll. Måden, jeg opdager nye blogs på, er enten ved at se dem optræde på blogrolls hos dem, jeg læser med hos, eller hvis bloggeren bag lægger en sjov/tankevækkende/sindssyg kommentar et sted derude. Dermed bliver det rimelig forudsigeligt, hvem jeg sender prisen videre til.

Og så bliver jeg nødt til at sige, at når en award forudsætter, at man giver den videre til 15 andre bloggere, er det også liiiidt som om, at æren bliver ædt op af inflationen; svært at føle sig speciel og udvalgt til et swingerparty.

Jeg ville egentlig synes, at det gav mere mening, hvis det var læsere, der ikke selv bloggede, der gav de virtuelle skulderklap, for da en del af priserne i dag forudsætter, at man linker til den, man har fået prisen af, lugter det unægtelig lidt af nepotisme.

Jeg er oprigtig ked af, hvis jeg træder nogle af jer over tæerne, og det er ikke på nogen måde min mening at håne eller latterliggøre jer, der gav mig priserne: I har givet mig dem i den bedste mening, og jeg værdsætter tanken bag.

Jeg synes bare, at det ville klæde blogland, sådan helt generelt, at gøre noget nyt.

Hvis jeg havde tid til det, ville jeg uddele awards til de 15 bedste kommentatorer. For selvom man i perioder ikke får svaret på deres guldkorn *skyldig-smiley* er det der, i kommentarfeltet, man for alvor kan mærke, at nogen derude oprigtigt kan lide, hvad man laver.

Og den glæde dét giver, går der til gengæld aldrig inflation i.

Den her går ud til dig, Anton.

I dag, da jeg sad i børnepasserrummet i fitnesscentret og tudede om kap med barnet af træthed, tænkte jeg, at selvom min jakke var gået i stykker, jeg ikke fik trænet, min t-shirt var gennemblødt, fordi jeg havde glemt ammeindlæg, var klam og havde ondt i hele kroppen, fordi jeg mister noget der ligner halvanden liter blod om dagen (hvis der er en eneste, der lægger en kommentar om, at man da ikke plejer at få menstruation, når man ammer, sværger jeg, at jeg vil vie resten af mit liv til at spore vedkommende IRL og slå ham/hende ihjel) og uden overhovedet at kunne overskue, hvordan jeg skulle få 24 sekunder til at gen-montere påklædning nok til at kunne sprinte hjem, tænkte jeg, at jeg da om ikke andet kunne blogge om, hvorfor mandag altid insisterer på at være sådan en so-kælling.

Men så læste jeg blogindlæggene fra de sidste par uger, og så blev jeg sgu selv helt træt over at læse, at alting altid er så skidehårdt. Hårdt, hårdt, hårdt, ingen søvn, grædebaby, træt, blablabla, jeg brækker mig.

Og så får jeg dårlig samvittighed, for det er jo ikke kun sådan det er at være blevet mor. Når jeg hele tiden skriver den slags indlæg, er det svært at vide, hvor fantastisk det også er. Hvor fantastisk Anton er. Man kan f.eks. ikke se, hvordan verden holder op med at dreje om sin akse af begejstring, når han blænder op for sit helt specielle smil. Eller hvordan man får tårer i øjnene af lykke og kærlighed, når han scooter sit lille hoved HELT ind i halsen på en, og falder til ro og i søvn. Det går også tabt i oversættelsen, hvor sjovt det ser ud, når han glædesstrålende fortæller sin blå drage, der hænger over puslebordet, hvor hyl det er at få en ren røv.

Jeg tror bare, at det er fordi, jeg allerede på forhånd vidste, at jeg ville elske ham højere end livet selv, men ikke anede, hvor tough det også var at få et barn. Og eftersom jeg havde helt og absolut ret i det første, er det nok desværre det sidste, jeg snakker mest om, fordi det er det, der er kommet bag på mig, og som jeg derfor skal processuere.

Så i stedet for at brokke mig over mandag og al dens urimelige væsen, tror jeg bare, at jeg vil poste et billede af ham, der har lært mig, hvad ubetinget, altoverskyggende kærlighed er.

Aj, aj, aj! Jeg har en ide! Kom! Vi snyder dem!

Nu er jeg nok ikke den bedste at sætte til at mene noget om håndbold. Dels kender jeg ikke reglerne, andet end de helt overordnede med at sørge for at hamre kuglen i målet længst væk fra egen målmand, og dels (og jeg ved godt, at det er en nærmst blasfemisk udtalelse for nogen) interesserer det mig meget, MEGET lidt. (Og i den forbindelse: Har der ikke lige været håndbold overalt i tv?)

Men det plejer jo ikke at afholde mig fra at hamre surt i tastaturet.

Så når jeg i Politiken i dag ser, at Lars Christiansen ”indrømmer, at holdet hele tiden har haft ambitioner om at nå semifinalen”, kan jeg ikke lade være med spekulere på, om de har været spærret inde i en ildelugtende håndboldhal med hinanden, og sure knæbind som eneste selskab så længe, at de tror, at resten af verden ikke har hørt om omvendt psykologi? Og om de virkelig tror, at vi hoppede på den med, at de bare regnede med en 7. plads?

Jeg er ond nok til at håbe, at det giver bagslag. At dem, som oprigtigt troede på det med 7. pladsen, ikke gider rejse til Sverige for at se dem tabe, og at dem, som ikke gjorde boycotter dem, fordi de åbenbart tror, at vi er idioter.

Om jeg har sovet i nat? Nej, hvorfor spørger du om det?

Det er sgu da sjovt!

Vi har snakket om det før, men det er mig en evig kilde til undren, hvor idiotiske reklamer, man må forpeste det offentlige rum med. Nogle af dem er simpelthen så idiotiske eller klamme, at jeg boycotter produkterne, fordi det for fanden er den eneste form for mini-hævn, man kan tage over producenterne.

Jeg køber f.eks. ikke Sanex mere, fordi jeg får myrekryb over de der masser-af-mennesker-der-bevæger-sig-synkront-reklamer.

Jeg er også færdig med Fona. Det er muligt, at det er mig, der misser en helt oplagt kobling, men hvad en fed mand i pels med påtaget russisk accent og noget dårlig kopi-Paris Hilton på armen har med Fonas produkter at gøre, er beyond me.

Og hvorfor alle kvinderne i You-See reklamerne skal være bundhysteriske, fatsvage kællinger med skingre stemmer, begriber jeg heller ikke.

Til gengæld vil jeg gerne støtte op om de firmaer, der laver reklamer, som giver mening eller er sjove. Frelsens Hær (ok, måske ikke lige et firma i traditionel forstand, men I ved, hvad jeg mener) fik f.eks. deres første 20’er af mig, da de svingede indsamlingsbøsserne med teksten ”Pengene eller vi synger!”

Og i går ville jeg sådan ønske, at jeg havde haft en have, så jeg kunne støtte ham, der kørte rundt med det her på siden af bilen:

Har du ondt i maven
Over ukrudt i haven?
Så ring til Agger
Han kommer og hakker.

For huuun er så træææt og så ynk’lig ser hun ud.

Da jeg for et år siden havde fødselsdag, startede dagen med brunch og gaver, og hele dagen handlede om migmigmig, indtil jeg om aftenen, efter en lang, dejlig dag med masser af gæster og flere gaver, lukkede festen ved at skylle de sidste rester af lagkagen ned med rødvinssjatterne.

I år så tingene liiidt anderledes ud, takket være den bette Anton.

Hans gave til mig var halvandet døgn uden søvn, hvilket jeg overvejer at bytte. Derfor startede dagen temmelig kaotisk, og klokken var 11, før jeg havde så mange sammenhængende sekunder, at jeg kunne kaste en skål yoghurt i ansigtet, og 15 før der var ledige arme og tomme linier nok på to-do-listen til at åbne gaver fra søsterskabet. Jeg har ikke på nogen måde kunne overskue at invitere gæster, men heldigvis består min omgangskreds af mennesker, der bare selv oplyser, at de har tænkt sig at svinge forbi med noget kage og råbe lidt forsigtigt hurra, fordi det ville være for tyndt at fylde 34 iført gylp og søvnmangel med sig selv som eneste voksne indslag.

Så det gjorde de, og det var småt, men utrolig hyggeligt.

Lige på falderebet besluttede Anton sig for, at det var tid til den anden gave, han havde til mig: Et kæmpestort, tandløst smil.

Og det kan alverdens brunch, fest og nattesøvn ikke hamle op med.

Det er fuldstændig ubegribeligt, hvor højt man kan elske et menneske, man kun har kendt i 55 dage.

Men så har de også bare at behandle ham ordentligt!

Kæft, hvor er I gode til at finde på! Der er mange fine forslag, synes jeg, og de skal prøves af, til jeg finder det udtryk, der ligger bedst i munden. Til de af jer, der har forslået, at jeg bare skal kalde mig ‘mor’, vil jeg sige, at det gør jeg bestemt også. Når man er alene, opdager man bare, hvor ofte man bliver bedt om at redegøre for, hvor barnets far er henne, og det er hér der indtil nu er gået kludder i munden på mig. Men det er fortid nu, så tak for indsatsen, venner.

Har jeg sagt, at vi er begyndt at sove(-ish) herhjemme? Der er faktisk kommet noget, der i mistænkelig grad minder om en rytme om natten. Anton spasser ud om aftenen på jegvedikkehvadjegvil!!jegvedikkehvadjegvil!!-måden, fordi han ikke sover nævneværdigt om dagen, og derfor er så træt, at han ikke kan hænge sammen, når solen er gået ned, men når først han er fældet omkring 22.30, sover han til ca. kl. 2, og når vi er færdige med at muntre os på foderbrættet, lægger han sig beredvilligt til at sove igen til kl. 5.30. Og vi kan nu nå hele ritualet igennem på en halv time, hvilket er markant mere udholdeligt, end de 2½ time vi før tilbragte med at slide gulvbrædderne tynde med vores hårdhudbelagte fodsåler. Pedicure er so last decade.

Så jeg kan igen huske, hvad jeg hedder, jeg har fået læst næsten en halv bog, og jeg får trænet. Jeg har faktisk så meget overskud, at det er gået op for mig, at jeg har principper ift. børneopdragelse. Hvem skulle nu have troet det? (Og hvis jeg i det følgende træder nogen over tæerne, så undskyld. Jeg forbryder mig med garanti dagligt mod 7 af de dogmer, der hersker i jeres hjem.)

Jeg synes f.eks. ikke, at vi skal være sådan et hjem, hvor tv’et altid kører. Da jeg bare var mig, var det ikke noget, jeg overhovedet skænkede en tanke; det var slukket, når jeg havde gæster, og ellers kørte det bare i baggrunden og skabte illusionen af, at jeg ikke boede HELT alene. Det er slut. I dag ser vi max en times tv om dagen, for jeg vil ikke være min barndomsvenindes mor, der lå på sofaen dagen lang og ikke kunne løsrive sig fra sine amerikanske tv-serier længe nok til at opdrage sine børn. Hvilket jeg er sikker på, at min venindes lillebror har god tid til at være lidt bitter over, når han nu alligevel bare sidder i fængslet og glor.

Jeg er også begyndt mentalt at insistere på, at vores vasketøj SKAL have et pitstop i skabet, før vi tager det på. Det har jeg aldrig nogensinde gået op i før – men lige pludselig synes jeg, at det er lige lowlife nok at være sådan en familie, der tørrer tøj i stuen, hvor stativet har slået rødder, og man bare hiver tøjet lige af det og tager det på.

Og endelig er jeg begyndt at overveje at køre mit sprog igennem en guldvask hos Statoil. Hold nu kæft, hvor jeg bander! Og altså.. jeg mener jo ikke på dén måde noget med det. Mine forældre bander ikke. Ved faktisk ikke lige, hvor jeg har samlet det op henne, men synes egentlig ikke, at Anton kan være tjent med at lyde, som om han er vokset op på dok 3. Jeg prøver virkelig, men vi skal lige have fundet en gylden mellemvej, for da jeg forleden satte mig til bords med ordene ”Jeg var huleme også blevet sulten!” kunne jeg lige mærke, at jeg synes, vi var kommet så langt over i den modsatte grøft, at vi nærmest var endt på marken. Der bliver ikke noget med “for sulan!” og “Sørenpeterjensme!” hér i huset, så længe jeg har bestemmepinden.

Om Anton selv ender med at tørre sit tøj i stuen med tv’et kørende i baggrunden, mens han bander og svovler lystigt, betyder faktisk ikke så meget. Det har jeg selv gjort i årevis. Det er bare vigtigt for mig at sætte en højere standart i hans barndomshjem end dét, for så er der lidt margen at give af, uden at han ender med at være sådan en, der bare skræver hen over stakkene af brugt service og snavstøj (blev der sagt!).

Måske er han ligeglad, men jeg er sikker på, at min kommende svigerdatter eller –søn vil takke mig for indsatsen engang.