2011 – the wrap up.

En af de få ulemper ved at blogge, er at man bliver meget bevidst om, hvor hurtigt tiden går. Jeg synes f.eks. hele tiden, jeg sidder og skriver nytårsindlæg.

De sidste par år har indlæggene næsten skrevet sig selv, fordi der har været enkeltstående begivenheder, der har skilt sig så meget ud, at det naturligt har været dem, der har bredt sig over hele kalenderfladen, men lige nu sidder jeg og har det, som om jeg er ved at føde en legoklods.

For 2011 har godt nok været et mærkeligt år, som jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Har stadig ikke engang besluttet mig for, hvordan jeg udtaler det. Tyve-elleve? Totusindeogelleve? Whatever. Nu er det ovre, og jeg behøver ikke længere referere til det som andet end ’sidste år’.

Men der er sket så mange ting, som jeg stadig er ved at fordøje, at det er svært at evaluere på allerede, og det hele hænger sammen med flytningen fra Århus til Esbjerg.

Foråret gik med at træffe beslutningen og med at lede efter noget at bo i. På det tidspunkt var jeg i den fase, hvor den kommende forandring stadig var så diffus, at jeg kunne fokusere på alle fordelene ved at flytte. Det ændrede sig i samme sekund, jeg fik tilbudt et hus. (Sådan har jeg egentlig altid været. Når jeg begynder at forberede mig på noget nyt, kan jeg ikke komme derhen hurtigt nok – og når det så sker, kan jeg KUN huske alt det, der fungerer på mit nuværende ståsted.)

Sommeren gik med at sige farvel til alt det, jeg troede, jeg skulle være i mange år endnu, og goddag til grimme huse og nye begyndelser, og det var så svært, så svært. De sidste to måneder af min barsel troede jeg, at jeg skulle knække. Helt.

Men med efteråret kom hverdagen, og tidspunktet, hvor jeg endelig fik bekræftet, at beslutningen faktisk var den rigtige. Huset var blevet fikset og renoveret, man kunne bo i det uden kronisk at føle trang til at hamre gafler i øjnene på sig selv, og arbejdslivet var fedt at komme tilbage til. Og vigtigst af alt var og er det sindssygt rørende at se, hvor meget glæde Anton og resten af familien har fået af hinanden, nu hvor vi er kommet tættere på.

Her i 11. time har jeg skiftet fitnesscenter, og det tegner godt, synes jeg. Samtidig er fårene er begyndt at skilles fra bukkene ift. hvilke venskaber, der kan bevares, og hvilke der ikke kan overleve afstanden. Sådan må det nødvendigvis være, og det var forventet, men derfor gør det alligevel lidt ondt, når mennesker, man for 6 måneder siden svor evigt venskabeligt troskab med, bakker ud af besøg, fordi der åbenbart er længere fra Århus til Esbjerg end den modsatte vej.

At en beslutning er rigtig, betyder ikke, at den er nem – men tiden arbejder for os, og jeg er forsigtigt optimistisk omkring 2012. Trods alt har egen indstilling og indsats ret meget at sige, når det kommer til stykket, ikke?

Så: 2011..

Tja.

Farvel og .. tak? Tror jeg?

I hvert fald tak til jer, fordi I læser med. Tak fordi I bruger tiden på at blive ved at lægge kommentarer, selvom jeg ikke altid når at få svaret på dem. Og tak fordi I altid holder kammertonen, også når vi ikke er enige.

Rigtig godt nytår.

Bog & Idé.

Jeg er begyndt at overveje, om jeg skal skrive en bog, der handler om at være alenemor.

I noget af al den fritid jeg har.

Sagen er den, at jeg ikke rigtigt kan finde mig selv i den litteratur, der allerede findes på markedet i denne kategori; mange af de kvinder der skriver og skrives om, er typisk i midten af 40’erne, og vælger insemination, fordi uret tikker så højt, at det overdøver alt andet.

Der er også en ret høj frekvens af au pairs i de bøger, jeg indtil videre er stødt på.

Uanset om man er blevet insemineret eller har valgt en alternativ løsning ift. at blive gravid, spekulerer jeg meget på, om andre af min slags også bliver mødt med forestillingen om, at vi har fået vores børn selv, fordi vi tror, at der ikke findes nogen, der vil have os. Om andre selvvalgte, enlige mødre også er blevet overrasket over ensomheden, kærligheden og det faktum, at singlehedsfølelsen primært ligger i ikke at være nogens førsteprioritet, og at den derfor meget uventet fortager sig, når man får et barn.

Stresssveder de også over, at det ikke er muligt at lave en bunke af to-do’s, som man kan komme til bunds i, når barnet næste gang skal over til sin far, og bliver de også helt tørre i munden af irritation, når mødre med fædre i baghånden siger ”Det er fuldstændigt det samme hjemme ved os!”?

Når Anton rejser sig og går, når han gemmer sig det samme sted hver gang, vi leger gemme, og ikke kan lade være med at hvine af fryd, når jeg går forbi ham for 4. gang, og når han råber ”BØH!” så højt, at han selv bliver helt forskrækket, er jeg ikke ved at gå i gulvet af savn over, at jeg ikke kan ringe til det fædrene ophav og fortælle om det; jeg er så privilegeret, at jeg har mennesker nok, der insisterer på at sidde på første parket i vores liv.

Selvfølgelig er der stadig mange af overvejelserne i bøgerne om at være selvvalgt alenemor, jeg kan genkende, men der er ret stor forskel på at være 33 og 45, og på at have råd til at ansætte en au pair og at klare tingene alene. Og jeg ville stadig ønske, at der var nogen, der havde skrevet en bog, der gav svar på nogle af alle de dumme spørgsmål, jeg selv havde, før jeg kastede mig ud i projektet for snart 2 år siden: Hvordan man som helt almindelig 33-årig med helt almindelig indkomst og optimismen i behold griber livet og hverdagen an, når man vælger at få et barn alene.

Måske er det mig, der skal skrive den?

Meget actionpakket indlæg forude.

Her er godt nok stille, hva? Kan ikke engang påberåbe mig en anstændig omgang julestress; jeg er færdig med det hele, og har oven i købet haft tid til at hygge mig med at blive det.

Det er bare lige en af de perioder, hvor det mest ophidsende, der er sket er, at jeg har vendt voksdugen i køkkenet rundt, så mærkerne fra Antons flittigt brugte træhammer nu er gemt under adventskransen i den fjerne ende af bordet.

Undskyld. Skulle der lige have været en advarsel på, før det blev så vildt?

Har haft så god tid, at jeg nu har fået bestilt tid ved en frisør hernede til noget klip og noget farve. Ved ikke helt, hvad jeg håber på at opnå med det der klip, for det er jo smerteligt kort tid siden, at jeg fik pagen monteret. En lille del af mig håber nok, at hun kan .. fikse det. Trylle noget mere hår frem, eller noget.

Hvis jeg kommer ud med ekstensions, vil jeg gerne skydes.

På forhånd tak.

Og glædelig jul.

Mere glade jul.

Ok, det her startede egentlig som et svar til alle de fine kommentarer til gårdagens indlæg, men så blev det lige utrolig langt, så nu bliver det i stedet opgraderet til et nyt indlæg. (Hvis man helt er stået af den debat, så bare sus ud og drik en juleøl, og kig ind igen om et par dage.)

For mig at se hører kristendom i høj grad hjemme i folkeskolen – som en del af faget religion. Uagtet at vi bliver flere og flere, der ikke længere betegner os som kristne, så er langt, lagt den overvejende part af Danmarks befolkning stadig kristen, måske mere i ord end i gerning, men alligevel. En stor del af vores kultur og traditioner bygger på kristne værdier, og derfor synes jeg, at det er meget, meget vigtigt, at vores børn lærer om det. På samme måde som jeg også forventer, at de lærer om både buddhisme, hinduisme, islam og alle mulige andre religioner. Personligt synes jeg, at det er en lidt underlig tendens, at mange pludselig lader til at mene, at fordi noget ikke længere har betydning for dem, så skal der lukkes af for det over hele linjen.

Hvis vi skal følge den til dørs, bør der vel også lukkes ned for samfundsfag, når nu der er så mange, der ikke stemmer?

Vi ender da i åndeligt armod, hvis vi udelukkende lærer vores børn om det, vi selv tror på, og ikke præsenterer dem for alternativer. Selvom jeg har det rimelig stramt med det meste af det, der kommer ud af munden på Pia K., har jeg en klar forventning om, at Anton bliver præsenteret for samtlige partier og deres ideologier, når han engang kommer i skole. Vi skal naturligvis også snakke politik herhjemme over frikadellerne, men jeg lever jo så at sige mit politiske ståsted, og derfor synes jeg, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at han bliver præsenteret for alternativer et sted, hvor de formidles på mere neutral vis.

Jeg tror, at de fleste af os, der har børn, har et håb om, at de vokser op og forvandler sig til selvstændige individer, der kan træffe deres egne, selvstændige beslutninger – også hvis det indebærer beslutningen om at vælge religion til, selvom deres forældre har valgt den fra.

Jeg er ikke kristen, Anton er ikke døbt, og jeg ville få utrolig dybe rynker i panden, hvis han kom hjem og fortalte, at de blev sat til at bede morgenbøn hver dag i klassen, men de fleste folkeskolelærere, jeg er stødt på – og det er mange! – er fornuftige mennesker, der fuldt ud er i stand til at skelne imellem oplysning og forkyndelse.

Vi behøver heldigvis ikke at være enige, men jeg vil stadig gerne slutte med at sige pænt tak for jeres input og for den sobre tone, I alle uden undtagelse har holdt.

God tirsdag derude.

Glade jul.

Jeg synes, at det er så ærgerligt, at frygten for ikke at virke tolerant nok, har udvandet debatklimaet herhjemme. Angsten for at blive skudt i skoene, at man er racist, hviler som en klam, tung dyne over hele landskabet, og jeg tror nogle gange, at det er den, der betyder, at der bliver truffet nogle mystiske beslutninger rundt omkring.

F.eks. kan jeg i dag læse i forskellige aviser, at der er blevet luget ud i julen på flere folkeskoler. Væk med de salmevers, der kan virke for forkyndende og ikke al for megen stødende snak om Jesus. For de stakkels muslimer er åbenbart ikke stærke nok i deres egen tro til at høre disse historier uden at tage skade af dem, og blive omvendt på den snigende måde.

Jeg antager, at man i samme ombæring er stoppet med at fortælle om julemanden for ikke at støde dem, der ikke tror på ham.

Da jeg gik i skole, var der også børn, der ikke kom fra gudfrygtige hjem. På tværs af årgangene sad vi i fællesrummet og sang sammen, når der var juleafslutning, mens vi strittede i alle mulige religiøse retninger. Og nu skal jeg da skynde mig at indrømme, at jeg ikke har ringet rundt til de mennesker, det drejer sig om, og spurgt, om deres religiøse ståsted har vaklet siden, fordi deres sind blev besudlet med alle 24 vers af ”Et barn er født i Betlehem” – men jeg tager chancen og siger, at jeg tvivler.

Jeg tror meget mere, at det handler om skoleledere og lærere, der bor i mit eget politiske segment, der så brændende ønsker at fremstå som frisindede, tolerante mennesker, at de har udviklet muslim-angst. Af alle de grupper i samfundet, vi ALDRIG uforvarende må komme til at støde på manchetterne, er muslimerne åbenbart de værste. Væk er den debat, der kommer af uenighed, væk er muligheden for at diskutere, hvordan vi eventuelt kan formidle en temmelig stor kulturarv på alternativ vis, og tilbage står et tiltag, som med hundrede procents garanti giver vind i sejlene til både Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti.

Jeg har heller ikke ringet til muslimerne og tjekket, men jeg tænker ikke umiddelbart, at det er, hvad de ønsker sig allermest til jul.

Heller ikke selvom der er bogstaver på brystet.

Jeg er gået i gang med at frelse verden, en god gerning af gangen. Ved ikke helt, om det er det der mor-noget, der pludselig skal blande sig i alt, eller om det skyldes, at jeg ikke kommer nok ud, men jeg har åbenbart akut groet et omsorgsgen på størrelse med Angola.

F.eks. tog jeg forleden fat i en far ude i vuggestuen. Jeg er kørt forbi ham temmelig mange morgener, hvor han kommer cyklende med sin lille, fine pige bagpå cyklen, og en baglygte på størrelse med et knappenålshoved. Vores vuggestue ligger på landet, hvor der ikke forefindes cykelstier, og hvor der er mere end almindelig mørkt kl. 6.30, og han kunne ligeså godt cykle rundt under Harry Potters usynlighedskappe. Ret beset er det jo ikke mit problem, men jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud, hvis de blev kørt ned, og jeg ikke havde sagt noget, så jeg tog mod til mig, og gik hen og prikkede ham på skulderen.

”Mumlemumlemumle, rager-overhovedet-ikke-mig, mumlemumle usynlig.”

Til mine mandlige læsere, og de kvindelige, som ikke forstår problemet, skal jeg skynde mig at texte episoden: I den meget belastende klub, som mange kvinder er medlemmer af, og hvor jeg selv er formand, kan kommentarer som den jeg gav ham, ikke oversættes til andet end: Fuck, hvor er du bare en rådden dårlig og ubetænksom forælder!”

”Det er jeg sgu glad for, at du siger!” sagde han, og allerede den følgende morgen måtte jeg nærmest have solbriller på, da jeg på 1000 meters afstand blev blændet af en rød 900 watts pære med en diameter på 30 cm.

One down, a billion to go.

Men jeg fik chancen igen i går, da jeg kl. 20 var på vej hjem fra Århus. Lige omkring Vejen kunne jeg pludselig skimte noget, der stod lige midt på motorvejen og gloede; det viste sig at være en sofa.

Indre dialog som følger:

”FUCK!! Hvem fanden taber en sofa midt på motorvejen og lader den stå!? Folk er fandme nogen psykopatsvin!! Godt jeg ikke blæste ind i den.”

1,5 km senere:

”Bør man egentlig gøre noget? Aj, men hvad? Kan jo dårligt vende og køre tilbage for at begynde at lege flyttemand med presserende dødsønske.”

”Er det godt nok … dare I say it … 114, vi er ude i? Igen? Har vi INTET lært?” (Her vil jeg i øvrigt gerne vide, om jeg fik fulgt op på historien om den falske indbrudstyv? Om jeg fik med, at jeg kom i avisen? Nej? Man tror jo fandme ikke, at det er sandt. Men hvis nogen af jer står og mangler en ’årvågen nabo’, ringer I bare.)

Og sådan gik det til, at jeg for 2. gang på en måned talte med mine nye bedstevenner Politiet.

Hvis det er meningen, at det er mig, der er den nye Superhelt Af Gode Gerninger, må jeg insistere på, at der følger en sej dragt med til jobbet.

Og jeg er ikke god i koboltblå.

De små tings fascistoide diktator.

Når man læser til tegnsprogstolk, bruger man lang tid på at forsøge at lære, hvordan man laver relativ naturlig intonation i en stemmetolkning, for når vi stemmetolker, gør vi det simultant. Dvs. at vi lægger stemme på en sætning, inden vi ved, om der er tale om et spørgsmål eller en konstatering, og hvor lang sætningen har tænkt sig at være. 

Vi arbejder også temmelig meget med, hvordan man som tolk er tro mod følelserne i det sagte, uden at overdrive; altså, hvordan man videregiver budskabet om, at den, der taler er ked af det, uden selv at begynde at græde

Så måske er jeg skadet af mit fag, men jeg er ved at gå AMOK over nyhedsspeakerne i radioen. Slap. Nu. AF! med at lege fucking rutchebane med det tonefald! Det er sket mere end én gang, at jeg simpelthen ikke har forstået, hvad der er blevet sagt, fordi intonationen er så kunstig, at den stjæler al fokus fra indholdet.

Og når vi nu har pisken i svingninger over småtingsafdelingen, skal vi også lige runde Planfadder-reklamen. For hvad sker der for den danske unge, der lægger stemme til? Ikke, at hungersnød og humanitære katastrofer er noget, den 3. verden selv må ligge og rode med, men når den 3-benede skammel med velberådet hu bliver trukket hen til medlidenhedspatten, mens ærmerne bliver smøget HELT op over albuerne, står jeg af.
Problemstillingen er længe trist og tragisk nok til at kunne formidles med normal, nedtonet stemmeføring.

Jeg er med på, at der findes enkelte marginalt større problemer i verden at forholde sig til, men når man har brugt 3 dage på at være nærmest katatonisk af kvalme (og nej. Jeg er ikke gravid. Selvom min bedstemor meget friskt spurgte forleden, om Anton egentlig ikke snart skulle være storebror….(wtf!?)) kan man godt hidse sig op over det her, hvis man anstrenger sig, bare en lille, bitte smule.

Guess who’s back?

Jeg skal ikke opholde jer længe i dag, da jeg har brugt det sidste døgn på massiv kvalme og på at knække mig. Jeg er ret meget en mand omkring det, og opfører mig i store træk som en ebolapatient, der netop er gået ind i den terminale fase.

Men jeg ville bare lige stikke hovedet herud for at fortælle, at jeg var til samtale i den gamle fitnesskæde i lørdags.

Jeg starter d. 07.01.

Yei!

Hjem er, hvor hjertet er.

Jeg ved godt, at det her sikkert er svært at sætte sig ind i, hvis man er sådan en, der skal slæbes til træning ved håret, men jeg savner simpelthen mit gamle center så meget. Er nærmest der, hvor jeg overvejer at skjule updates på alle mine venner, der stadig træner deroppe, fordi jeg bliver helt grim og grøn, når de går amok i fælles glædesrus over et foredrag med Chris MacDonald, eller laver marathonevents med efterfølgende druk sociale aktiviteter.

Jeg havde håbet, at mit nye center hernede ville kaste lidt bekendtskaber af sig, men da der er færre medlemmer, færre timer på planen og dermed færre kolleger end i Århus, kan man faktisk passe sine timer, uge efter uge, uden nogensinde at løbe ind i en holdkammerat.

Da jeg flyttede herned, valgte jeg en anden og mindre kæde, end den jeg underviste i up north, fordi jeg tænkte, at det måske var bedre med noget helt nyt, end en bleg afart af det, jeg kom fra.

I sidste uge fik vi imidlertid at vide, at den lille kæde er blevet spist af den anden af de store, The Artist Formerly Known As Fjenden.

Blev først sådan lidt: ”Aj!! Ufrivilligt besudlet!?”

Så kom jeg i tanke om, at jeg jo ikke er hende, der er med i ¾ af, hvad der foregår mere, og at det derfor måske ikke længere er så væsentligt, hvilket navn, der står i øverste venstre hjørne af lønsedlen. Er jeg ikke bare et gammelt surt røvhul, der har principper for princippernes skyld? Og er personalet egentlig ikke præcist ligeså godt/dårligt uddannet, som i min gamle kæde?

Men så ringede chefen og fortalte, at alle koncepttimerne skal ændres, så instruktørerne selv skal stå for programindholdet. Hvilket er fint, hvis instruktørerne er uddannede og ved noget om anatomi, fysiologi, musik, takter, cuing og tælling. Det er knap så fint, hvis man hiver folk ind fra gaden, giver dem 20 minutters undervisning, og derefter slipper dem løs på egen hånd. Så er det trods alt bedre, at de får stukket et program i hånden, som mennesker, der ved noget om træning har sat sammen, og som der så bare skal køres monkey see, monkey do på. Dels er det mere forsvarligt overfor medlemmerne, og dels minimerer det risikoen for, at jeg skal afgå ved døden af irritation over at deltage på en time, lavet af Michelle på 19, der mener at takttælling er helt, helt overflødigt, når man lige har fået nye bryster.

Så da jeg lagde røret på, havde min mund sagt op.

Nu må vi så bare håbe, at den gamle kæde kan bruge mig.