Hvor utrolig irriterende.

Når I kigger på de single-mennesker, I kender, vil jeg vædde med, at der er en stor flok, I ikke forstår, hvorfor er alene, og en enkelt eller to, hvor I – når I skal være helt ærlige – godt ved det.

Hvilken en af kategorierne jeg selv falder i, ved jeg (heldigvis) ikke, men når veninder snakker om den slags, har det en tendens til at være, ligesom når man til jobsamtaler beder folk beskrive deres svage sider, hvorefter de forsøger at sælge dig en stærk side, camoufleret som en svag. ”Jeg er nok bare for stor en mundfuld for de fleste mænd” eller ”Mænd er bange for stærke, selvstændige kvinder” er et par af de sætninger, der ofte bliver bragt i spil.

For mit eget vedkommende har jeg meget svært ved at forstille mig. Jeg har svært ved at lade som om, at jeg synes, noget er svært, hvis jeg ikke synes det, jeg har svært ved at gøre mig dummere, end jeg er, og jeg har svært ved at lade som om, jeg har brug for hjælp, når jeg ikke har.

Jeg synes med andre ord selv, at jeg har rimelig meget styr på tingene, ikke? Og jeg altid egentlig altid tænkt, at det var fordi jeg mødte de forkerte mænd, at det, jeg opfatter som selvstændighed og selvhjulpenhed, spændte ben for mig, men for et års tid siden, var jeg til fest med en fyr, som jeg har kendt i årevis. I den tid jeg har kendt ham, har han både haft kærester og været alene, og han har gennem det hele altid været lidt af en man-ho. Lidt af en ekspert på damer og dating, når han selv skal sige det.

Til en fest kom vi til at snakke om mig og mine ekskærester, og det, at jeg helt oprigtigt mener, at det er meget få mænd, jeg er kompatibel med. Han kiggede på mig og sagde:

”Jo, men Linda – selvom du kan selv, ER det altså ikke specielt feminint, at du altid nærmest konkurrerer med mændene på deres præmisser. Det er jo ikke forbudt at prøve at skrue ned for det der, eller bare at lade lidt som om.”

Kæft, jeg synes, at han var en nar, da han sagde det. Måske synes jeg det stadigvæk lidt, faktisk, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at det sgu da er falsk varedeklaration, hvis jeg giver den hele armen som dum blondine, og så pludselig springer ud som fuldblodsdiskussionslysten meningshaver.

Men på min venneliste på FB, har jeg en fyr, som jeg kender gennem fitnesscentret. I samtlige de 4 år, jeg har kendt ham, har han været helt vild efter at få en kæreste. Han snakker meget om, hvordan børn gør ham skruk, og hvordan han savner en at være noget for. På FB skriver han den ene følsomme statusopdatering efter den anden, og .. ja, jeg tror, at vi ALLE er med på, at han er helt in sync med sin bløde side.

Det er jo ikke fordi, jeg synes, at mænd skal være nogle rigide neandertalere, der synes at følelser er for homoer, og at en meningsudveksling er noget, man fører med næverne, men jeg er ved at synes, at det måske også kan blive så up-front følsomt, at det bliver vammelt og uinteressant.

Og nu forstår jeg så pludselig alligevel godt lidt, hvad min kammerat mente.

Åh ad!

Nå, men vi holder os jo et rimelig stramt program her på matriklen. Sove. Læse et kapitel i en bog. Gå (meget langsomt) (og lægen HAR sagt, at jeg godt må!) i Netto efter en liter mælk. Hjem og hvile mig. Fordi man, som alle ved, bliver meget træt og udmattet af at sidde stille. (NÅRNEJ!!!) Men som det dydsmønster jeg er, lægger jeg mig pligtskyldigt på min seng og kigger op i loftet i 25 minutter 2 gange om dagen. Det kommer ikke på tale at sove, for så kommer jeg til at ligge vågen hele natten, hvor minutterne er 3,14 gange så lange, som de er om dagen, så Anton og jeg er med de pink Skull Candy som bindeled ved at arbejde os målrettet igennem hele mit ITunes bibliotek.

Men i dag bød på lidt afveksling i form af ”en snak om fødslen” på jordemodercentret med min mødregruppe. Dagens arrangement var tilrettelagt, så fædrene kunne være med, og planen var at gennemgå forløbet, fra fødslen starter, til man er hjemme igen.

Og hvis jeg får den jordemoder, vi blev udstyret med, så føder jeg på 20 minutter af ren og skær irritation. Jeg tror aldrig, at jeg har mødt nogen, der….. talte…… så……langsomt. Og som legede skolelærer med spørgsmål som ”hvad farve er fostervand?” ”hvorfor bløder man ved sex?” og 30 andre emner, der involverede ord som ‘bind’, ’slimpropper’ og ‘afføring’.

Imens sad vi så 9 mennesker og forsøgte at se ud som om vi ikke indtil nu har tilhørt en gruppe, for hvem ovenstående begreber har været omfattet af privatlivets fred.

Var også flere gange nødt til at tune ud på hvor-lyder-det-interessant-om-end-helt-irrelevant-for-mig-måden, for jeg har MEGET svært ved at få hjernen omkring det faktum, at min krop skal gøre dét der om ca. 6 uger.

Men det var fandme a true Kodak moment, da hun – hypnotisk og helt alvorligt – fortalte fædrene, hvordan de kunne hjælpe til, hvis moderkagen ikke løsnede sig af sig selv: De skal bare sutte hårdt på moderens bryst.

FÅK, hvor så de sjove ud i hovederne, mand!!

Nåede at fryde mig intenst i 30 sekunder over, at jeg gør det her selv.

Indtil jeg kom i tanke om, at jeg har min mor med.

Junk food, din billige distanceblænder.

De fleste kender vel fornemmelsen af at være forelsket i forelskelsen. Lysten til at opleve de emotionelle rutcheture kan være så voldsom, at man glemmer at forholde sig til det stakkels objekt, man kaster sin forkvaklede kærlighed på, (her taler jeg selvføligelig om De Andre. Hverken jer eller mig. Det siger sig selv.) og man kan som regel holde den gående et par uger, før virkeligheden kommer farende ind af døren og tænder lyset.

Sådan er det også for smagsløgene at være gravid. Man kan have uFATTELIG lyst til et eller andet, og når man så får fingrene i det, smager det bare ikke overhovedet som a) det plejer eller b) man havde forestillet sig.

Kaffe smager f.eks. halvdelen af tiden af metal og klap-sammen’ere med leverpostej har en kedelig tendens til at smage af pap. Den eneste undtagelse indtil videre er vaniliekranse, som benhårdt insisterer på at smage præcis som de skal.

Sidder lige og kigger på det afsnit, og konstaterer, at jeg kulinarisk set ikke er ret sofistikeret.

Nå, men for et par måneder siden sad jeg og snyltede på et par veninders bytur, som havde været lige efter bogen med rødvin, pinligheder og et besøg på Gerners grill på vej hjem. Og lige der *BAM!* fik jeg ustyrlig lyst til junkfood. Fritter og en slatten burger af den slags, der modsætter sig ethvert forsøg på at tilføre den næring i form af fibre eller salat.

Måske har jeg taget skade af alle årene i fitnessverdenen, men for mig er det at blive taget i at spise den slags, ligesom det ville være at blive taget i at stjæle. Det er derfor noget, jeg kun begiver mig af med i nattens mulm og mørke, når alkohol i forvejen har skyllet alt, hvad der hedder hæmninger væk, eller når jeg er på ferie, hvor ingen kender mig, og det derfor ikke tæller.

Jeg holdt stand i næsten 2 uger, før jeg til sidst knækkede og en sen fredag aften sneg mig hen i pølsevognen på Harald Jensens Plads – hvor jeg blev målløs over, at helt almindelige mennesker stod og åd cowboytoasts og drak Cocio, som om det bare var i orden, og ikke engang nåede at tygge af munden, før de bestilte en frankfurter til lige at skylle ned med. Fuldstændig uden skam.

Den slags ryster mig i min semi-spiseforstyrrede grundvold.

Jeg fik mine fritter og min franske hot dog i en pose, stak den under jakken, løb hjem, så hurtigt mine små tykke ben kunne bære mig, og kastede mig over maden.

Som selvfølgelig smagte af absolut ingenting.

Det er sidste gang, jeg er mine vaniliekranse utro.

Må jeg have lov at slikke dine sko? Pleazzzzzze?

Da jeg var barn, havde jeg et lydbånd, der hed Trylleskoven. En af hovedpersonerne i historien var Slangen Sleske Sivert, og ham kom jeg til at tænke på i dag, fordi min veninde og jeg, efter udflugt til Skejby, tog ud og spise. Vi var nærmest ikke kommet indenfor dørene, før vi blev servicebefamlede af Martin, som ifølge sit skilt var ”Chefvært trainee”.

Jeg synes bare, at han var utålelig.

Grinede alt for højt af sine egne jokes, kaldte alle mænd for ”de herrer”, alt for meget ”selvFØLGElig!!!” og ”Det kan du tro, intet problem!”. Var fandme lige før at han bukkede, når han trak sig baglæns væk fra bordene.

Det er bare lige LIDT for servilt til mig. Jeg bryder mig ikke om at blive betjent af et menneske, der behandler mig, som om han er min underlegne slave, og jeg får myrekryb, når folk frivilligt kravler en kaste ned i forsøget på at sælge mig noget. Det får mig til at føle mig som noget ondt herskab af en slags, og det gør mig faktisk rigtig utilpas.

På anti-drikkepenge-måden.

Tænk, at man skulle opleve at føle, at man fik for meget service på en århusiansk café.

(Update: Ja, det er svangerskabsforgiftning. Ja, jeg er sygemeldt. Nej, jeg må ikke træne mere, før efter jeg har født. Og ja – det bliver efter sigende bare værre herfra. Jeg trængte bare lige til at tale om noget andet.)

Vi lægger planer – Gud ler.

Nå, men efter at have brugt hele mandag aften på Skejby sygehus, fik jeg kl. 23.15 lov til at tage hjem, mod at jeg stiller derude igen i dag kl. 11.40. Jeg blev stukket, klemt, overvåget og vurderet. Der var blodprøver og kardiogrammer, og det var i det hele taget bare en lang, nervøs aften.

Det var heller ikke nyrerne, den var gal med, så nu må vi alligevel tage det unævnelige ord i brug: Svangerskabsforgiftning.

Til de af jer, der ikke ved, hvad det indebærer, handler det om, at kroppen begynder at udskille æggehvidestoffer, og at blodtrykket pludselig opfører sig som de yo-yo’er, vi lavede walk-the-dog med i 80’erne.

Det, man kan risikere, hvis ikke man tager hånd om problemet er, at i takt med at jeg bliver mere og mere syg, får den lille ikke den næring, han har brug for, og dermed kan han ikke vokse, som han skal. Man ved ikke, hvad det kommer af, og jordemødrene derude var heldigvis gode til at fortælle mig, at det ikke skyldes noget jeg har gjort eller undladt at gøre. (Velkommen til det nye liv med kronisk følelse af skyld-med-skyld-på!) Worst case sætter de mig i gang, så han kan komme ud i den friske luft, men det er stadig at foretrække, hvis jeg kan få lov at ruge på ham i hvert fald en måned endnu.

Heldigvis ser det ud til, at han stadig har det, lige som han skal have det. Jeg har ham endda mistænkt for at have overskud til at kunne mærke, at den angste mor har ekstra brug for at mærke, at han har det godt, for arme og ben farer rundt til alle sider derinde 24 timer i døgnet.

Mors lille vindmølle.

For mig er det meget, meget mærkeligt, at vide, at jeg er så syg, som jeg åbenbart er, uden at kunne mærke det fjerneste. Jeg har det stadig rigtig godt, og derfor virker det grotesk, at jeg nu – hvis scanninger og prøver i dag bekræfter det endeligt – skal bruge resten af min graviditet til at ligge fladt på ryggen og glo. Det her er min sidste uge, inden jeg går på barsel, og der var mange ting, jeg gerne lige ville have fulgt pænt til dørs, inden det store På Gensyn.

Men det kan jeg så glemme for 1000 kroner.

Og det er også skideligemeget. Bare Anton har det godt.

The final countdown.

Om lige præcis en uge går jeg på barsel. Færdig med job, ikke mere undervisning og al kursusaktivitet afviklet. Det er MÆRKELIGT! De første 12 uger af min graviditet slæbte sig så langsomt af sted, at det ind imellem nærmest føltes som om tiden gik baglæns, men derefter er det godt nok gået stærkt.

Indenfor de sidste 2 uger, må jeg indrømme, at jeg kan begynde at mærke, at jeg er gravid. Den fantastiske Gaga-koncert (*LOVE-you!!-smiley*), som jeg stadig lever højt på, har sat sine spor: 7 timer er måske lige i overkanten at stå op, når man er ved at have monteret en sæk cement og to fodbolde foran. Her, 4 dage efter, er jeg stadig træt, og da jeg forleden gik en tur, som jeg normalt går på en time, var der pludselig gået 2, da jeg kom hjem.

Kan selvfølgelig også have noget at gøre med de mange pitstops på Baresso, i fitnesscentret og hvor der ellers er kundetoiletter.

Han fylder godt efterhånden, den bette. 43 cm lang og 2 kilo tung. Forleden nat vågnede jeg ved, at han for første gang havde hikke, hvilket simpelthen var så hyggelig, og når han rigtig holder fest, kan han sparke mig i ribbenene nu.

Og så kan han svede, er det ikke mærkeligt?

Ift. undersøgelserne er der ikke noget nyt, (i den forbindelse: mange, mange tak for alle jeres forklaringer og gode råd) men i morgen får jeg svar på, om det er mine nyrer, den er gal med, og så antager jeg, at de under alle omstændigheder holder øje med, om jeg har eller udvikler svangerskabsforgiftning. Efter at have tudet og hysset over det i 2 dage, har jeg i dag besluttet, at vi aflyser panikken, så længe jeg ikke har andre symptomer.

Og noget af det første jeg skal, når jeg går på barsel? Jeg skal have valgt mig en ny læge.

Hos lægen er tiden din egen.

Må jeg godt få dispensation til at skrive endnu et surt indlæg om min læge?

For jeg har aldrig været ret begejstret for at husere på de breddegrader, men det er da på INGEN måde blevet bedre, efter at jeg er blevet gravid.

Det er f.eks. ikke særlig fedt, at hun bliver ved med at snakke om, hvor meget for meget, hun synes, jeg har taget på. Specielt ikke, når jordemødre, sundhedsplejersker og andre børneorienterede fagpersoner synes, at alt er lige, som det skal være.

Det er heller ikke særlig sjovt, at hun spørger, om jeg er meget besværet af at have taget så meget på?” Det er 4 kilo i forhold til din tabel, jeg skal føde om 7 uger, og jeg kan fandme stadig spinne dig tilbage til stenalderen!!

Eller specielt tjekket, at hun mener, at vi bliver nødt til at lave en glukosebelastningstest… (Jeg har hørt om et nyt system, som meget fremmelige læger er begyndt at bruge. Det hedder ’journaler’ og fungerer på den måde, at man skriver ned, hvad man f.eks. udskriver til patienten eller tester dem for, så man kan holde styr på det.)

Eller at hun lige efter at have fortalt, at de har fundet æggehvidestoffer og blod i min urin tager sig tid til at forny en recept over telefonen.

Sagde jeg lige efter? My bad. Hun nåede at smide ordet ’svangerskabsforgiftning’ på bordet først.

Hvorefter hun pludselig skulle tjekke den muligvis defekte telefonsvarer, der fik førnævnte patient til at ringe på Den Meget Hemmelige Batmobil.

Jeg synes heller ikke, at det er særlig cool, at hun – efter at have fået det at vide 4 gange – stadig ikke kan huske barnets køn.

Eller var 40 minutter forsinket. Selvom jeg var 2. patient efter frokostpausen.

Når hun er så fraværende og distræt, bliver jeg simpelthen så bange for, at jeg ikke har fået de relevante informationer fremlagt, for det lader ikke til, at hun husker, hvad vi taler om, hverken sidste gang eller for 3 minutter siden. Og hvis hun ikke husker at spørge, og jeg ikke får givet de rigtige oplysninger, hvad fanden er odds’ne så for, at vi kommer helskindede igennem det her??

Jeg har haft hende som læge i 12 år, og jeg har overvejet at skifte masser af gange. Jeg kan bare desværre høre, at det i Århus er nogenlunde lige så sandsynligt som at vinde i Lotto at score en god læge. Enten har de alt for mange patienter, eller også er de en frastødende kombination af klamme/snerpede/ligeglade/hysteriske.

Ville være fint, hvis man bare kunne være så rask, at man aldrig rigtigt havde brug for dem, ikke? Men det er bare desværre lidt som med både DSB og Post Danmark: Der er ikke rigtig andre steder at gå hen.

I’m your biggest fan.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg gerne vil være Lady Gaga, eller om jeg er lidt hemmeligt forelsket i hende, men efter gårdagens koncert er der i hvert fald to ting, der er HELT sikre:

1) Hvis jeg sang så godt, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig holde kæft. Det er fuldstændig urimeligt, så meget vellyd der er i det lille menneske.

2) Hvis jeg så sådan ud i undertøj, ville jeg aldrig gå i andet. Fuck lungebetændelse. Fuck forkølelse. Det ville være det hele værd.

Det var en fantastisk aften. Jeg er voldsomt imponeret over, hvor meget show, scenelir og dans vi fik for 500 kr. og jeg synes, at hun – ud over at levere et formidabelt show – også skal roses for at have sat sig ind i, hvor hun var, stedets historie og at hun virkede oprigtigt interesseret i sine fans.

Og så er det sjovt, hvordan hun i nogle øjeblikke er så smuk, at hun næsten gør ondt i øjnene, for så 10 minutter senere at skifte til et kostume så fælt og uflatterende, at det må forudsætte fuldstændig mangel på forfængelighed.

Det eneste, jeg godt kunne have tålt lidt mindre af, var de meget lange monologer, der stort set alle sammen handlede om, at her var det ok, at vi alle sammen var freaks and monsters. Hun var utrolig sød og sympatisk, men … altså, det var nogle ret lange taler, og til sidst havde jeg lyst til at række hånden op og lidt beklemt spørge, om det var ok, at man blev hængende, selvom man ikke følte sig traumatiseret og fremmedgjort af sin opvækst og sine omgivelser

Fik jeg sagt, at jeg også var vild med de uendelige meter af sølvfarvet stof, bunkerne af nitter, glimmer og bar hud både on og off stage? Folk var virkelig gået all in på udklædning, og det er sgu da svært ikke at blive i godt humør af.

Anton var til gengæld iskold. Han er svær at imponere, det barn. Da flufferbandet Semi Precious Weapons i 40 minutter havde forsøgt at splitte stedet ad med lydbølger alene, vendte han sig lige en enkelt gang og jeg kunne næsten HØRE ham tænke: ”Er der en GRUND til, at vi bare står stille…?”

Jeg bliver den eneste mor i vuggestuen, der har et barn, der vil rystes i søvn til Scooter og E-Type.

Men til gengæld bliver jeg også den mor, der til forældreaften foreslår Lady Gaga-koncert som udflugtsmål, når hun lægger vejen forbi DK næste gang.

Jeg håber, at det bliver snart.

Ad! Ad! Ad!

Ok, er der andre end mig, der har lyst til at smide kødet tilbage i køledisken og konvertere permanent til Frugt & Grønt afdelingen? Hvor mange kødskandaler er det lige, de kan blive ved med at stampe op af truget?

Tager faktisk mig selv i lidt at ønske, at de ville holde op med at lave kontrol på området, for det er simpelthen for klamt at læse om. Jeg vil næsten hellere spise tyske bursvin, der har overskredet sidste salgsdato i den tro, at det er kød fra glade, danske frilandsgrise, der lykkeligt vimsede levende omkring i går, end jeg vil se flere fæle billeder af misfarvede kødtrevler.

Måske skulle man bare blive vegetar. Der MÅ trods alt være grænser for, hvor meget man kan vanrøgte og fejlmærke tofu.

Så var man sådan en, der var i mødregruppe.

….

Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.

I den del af Århus, hvor jeg bor, har man som et eksperiment valgt at starte grupperne op i den sidste del af graviditeten, hvilket jeg egentlig synes, er en meget god ide. Jeg er i hvert fald meget godt tilfreds med at kunne stille med min relativt normale, udsovede personlighed første gang jeg skal møde 5 fremmede mennesker, med hvem det eneste, jeg som udgangspunkt har tilfælles er, at vi er lidt kvabsede på midten.

Havde frygtet, at jeg var endt i gruppe med 3 spelt-donnaer på 21 og 2 3. gangsfødende, der hele tiden lige vidste alt om alting, men mit førstehåndsindtryk er, at det er en håndfuld meget velbegavede, venlige mennesker, jeg skal udveksle anekdoter om gylp og underliv med, og hvis bryster jeg formentlig kommer til at se næsten ligeså meget som mine egne.

Så langt er jeg positivt overrasket.

Men jeg ved sgu ikke, om det ender med, at der går lidt for meget par i den. Ikke at de andre piger snakkede meget om deres bedre halvdele, men jeg synes, at sundhedsplejersken kredsede en del om emnet. Og det … gider jeg vist ikke så godt. For jeg er inderligt glad for min beslutning om at have valgt lille Anton til, og jeg har ikke på noget tidspunkt undervejs følt mig hverken stakkels eller halv. Men jeg ved ikke, om man helt kan undgå at komme til at føle sig som en, der er blevet forladt af en troløs sømand, hvis man en gang om ugen skal sidde bænket om et bord og høre om partnerens rolle under fødslen og ’fædreklubber uden mor’.

Nå, men det skal i hvert fald have en chance, for pigerne virker søde, og de bor i gåafstand fra mig, hvilket jeg forestiller mig kan komme til at få ret stor betydning, når man skal nå at fixe noget social stimulans på de 20 minutter om dagen, som jeg kan forstå, at jeg skal forvente, jeg har mellem amningerne.