“True love will find you in the end”

hedder et af mine yndlingsnumre med Beck. Det er længe siden jeg har hørt det, men jeg kom til at tænke på det her til aften, fordi jeg på FB faldt over en statusopdatering fra en pige, som jeg engang kendte.

Hun var i mange år kærester med en fyr, jeg også kender. Han behandlede hende med en mangel på respekt, der nærmest var sygelig. De arbejdede samme sted, og han fik masser af tid til at gå med at knalde ¾ af alle de andre kvindelige ansatte på arbejdspladsen.

Hun ville gerne giftes og have børn. Han ville vist mest bare være sikker på, at der var en, der holdte sengen varm de dage, hvor han ikke gad udlicitere opgaven.

Flere gange tog hun ham med hænderne på kagedåserne, og flere gange gik hun fra ham. Alligevel endte hun hver gang med at tage ham tilbage, selvom alle vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, før han igen blev set alle de forkerte steder i selskab med alle de forkerte mennesker.

For to år siden skred hun så endelig for good.

Til lyden af stående applaus fra alle os andre.

For 1½ år siden mødte hun en ny mand.

I dag er hun gået 2 dage over tid.

På hendes profilbillede står hun med sin kæmpemave og ser så glad ud, at man nærmest får lyst til at tude.

Fik jeg med, at han er endt i et lorteforhold, hvor han og den nye kæreste lever som hund og kat, og altid ligner nogen, der enten er ved at kede hinanden til døde, eller som har lyst til at slå hinanden ihjel?

Jeg elsker, når det for en gangs skyld er de onde, der græder og de gode, der ler, og jeg synes, at det er så fint at blive mindet om, at vi selv er med til at skabe de betingelser vi lever under.

For som Beck synger:

Only if you’re looking will it find you
‘Cause true love is searching too
But how can it recognize you?
Unless you step out into the light.

Kan vi stadig være gode venner? Eller… vent…

Ind imellem sker det, at venskaber ender brat. Heldigvis sjældent, for det er nogenlunde ligeså behageligt og problemfrit, som når man går fra sin kæreste (er i øvrigt kommet til at tænke på, hvornår man blev for gammel til at ’slå op’ og i stedet begyndte at ’gå fra’?). Specielt, hvis det er en ven, man har haft i mange år.

Der er så mange ting, man ved om hinanden. Så mange små hemmeligheder, man deler, og så mange ting, der kun er sjove sammen med lige præcis dette menneske, fordi vi var der sammen. Der går lang tid, før man holder op med at tænke: ”Aj, det skal jeg sgu lige huske at fortælle [indsæt navn]!” og før det bliver naturligt, at man ikke længere hører fortsættelsen på de sagaer, man har fulgt i årevis.

Når venskaber ender på den måde, er faserne efter meget lig post-forholds-faserne. Først er der vrede og fornemmelsen af at være blevet virkelig uretfærdigt behandlet. Så kommer savnet og ulykkeligheden over, at det hele er blevet sådan noget rod, og endelig begynder man at kigge på det sidste års tid eller to med nye, lidt mere objektive øjne. Man begynder at få øje på tegnene på, at tingene ikke længere var helt som de skulle være, at venskabet var kørt fast i vaner og rutiner, der var uhensigtsmæssige for begge parter, og at man et eller andet sted undervejs fikserede hinanden i roller, som ingen af parterne egentlig ønskede at have, men som ikke desto mindre var uundgåelige; arv, sind og omgangstone taget i betragtning.

Man erkender sin egen andel af skylden og kommer i tanke om ting, man ved om den anden, som ved nærmere eftertanke forklarer, hvorfor man fik – eller ikke fik – nogle bestemte reaktioner fra vedkommende.

Og når man først er der, begynder det at blive klart, at det nok i virkeligheden ikke kunne være gået meget anderledes, end det gik.

Tilbage står ønsket om, at man ud af respekt for det, der var engang, kan bevare den civiliserede omgangstone, når man støder på hinanden, og at begge parter, når vreden er fordampet, husker, hvorfor man i sin tid satte så stor pris på hinanden.

Har spam NOGENSINDE virket? For NOGEN??

Kender I de mænd, der scorer på alt med en puls, når de er i byen? Dem, der sjældent får bid, fordi de færreste hverken føler sig særligt smigrede eller udvalgte over at blive bagt på som nummer 17. Jeg antager, at disse mænd arbejder ud fra tesen om, at hvis man bare skamcremer på ALT, så vil der på et tidspunkt være en, der enten er så desperat efter opmærksomhed eller som fuld nok til, at vedkommende giver efter.

Jeg tror, at jeg ved, hvor de mænd arbejder: I reklame- og bladbranchen.

Ind imellem modtager jeg mails fra steder, der gerne vil have mig til at blogge for dem, hvilket jeg altid bliver både glad og smigret over. Indtil det efter lidt mailen frem og tilbage kommer frem, at jeg jo skal gøre det gratis. Så bliver jeg bare pissesur.

En ting er, at det er brød lige ud af munden på de mennesker, der har taget en uddannelse og stiftet studiegæld for at ernære sig ved at skrive – og den slags støder min TR-hjerte, der hjemmefra er viklet så fint ind i den røde fane, voldsomt. Noget andet er, at jeg bliver sindssygt provokeret af, at de tror, at jeg er så desperat efter læsere, at jeg glad og gerne løser opgaver, de definerer og afgrænser, gratis, for at få lov at se mit navn på tryk. Sidst jeg modtog sådan en mail, måtte jeg slette mit svar til dem 3 gange, fordi mine fingre blev ved med at starte mailen med: ”Ligner jeg en luder?”

Misforstå mig ikke: Jeg BLIVER meget glad for, at nogen derude kan lide, hvad jeg laver – det gør jeg virkelig, og jeg ville elske, hvis jeg en dag fik mulighed for at gøre noget mere med mine skriverier – men jeg synes, at der ligger en voldsom arrogance bag at antage, at du som blogger går så meget på røven over opmærksomhed, at du vil forsyne folk, der kommer til at tjene penge på det, du gør, med gratis materiale.

I dag har jeg så modtaget endnu en mail. Denne gang er der tale om et lidt andet tilbud. Et storslået et af slagsen, kan jeg forstå.

Hej Linda

Jeg skriver til dig, fordi jeg synes du har et interessant website. Derfor vil jeg tilbyde dig at blive partnere hos ******. Det giver dig mulighed for at bruge markedets bedste virale videoer på jeres site. Vi tilbyder jer en garanti for mange spændende kampagner og muligheder for god indtjening.

Det er simpelt at komme i gang! Du kan oprette en profil på www.******.com. Herefter logger du direkte ind og henter de videoer, der passer bedst til dit website og dine brugere.

Fra og med i dag kører vi en kampagne i samarbejde med Det Kongelige Teater for Tjajkovskijs ballet Svanesøen, som kører fra 15. sep. til 06. nov. 2010. Jeg mener at denne kampagne ville passe fint til dine læsere, og være et udmærket sted at starte et samarbejde mellem os og jer. Man kunne fx skrive en lille artikel om forestillingen, og lægge den tilhørende video derunder og på den måde tiltrække læserne til den. På den måde kunne du berige din blog med spændende indhold og samtidig tjene penge på det.

Jeg vil gerne give point for, at de trods alt har taget sig tid til at finde ud af, hvad jeg hedder. Det er såmænd ikke engang dem alle sammen, der har gidet det. Men resten er jo crap, for fanden. Alt den der roden rundt i dig og I/jer og påstanden om, at Svanesøen vil passe fint til mine læsere…. Jeg mener: Har de LÆST bloggen? Og hvilke læsere er det helt præcist, der vil føle sig tiltrukket af en reklamekampagne? Det skulle vist være første gang i verdenshistorien, at bjerget på den måde valgte at komme til Mohammed. Med eller uden eksplosive eller ‘berigende’ appelsiner i turbanen.

Det kan godt være, at det tager længere tid at score, når man skal bruge tid på at finde ud af, hvem der indeholder de kvaliteter, man sætter pris på. Det kan også godt være, at det koster en ekstra øl eller to, og at man ind i mellem må gå alene hjem, fordi det, der tiltrak ved første øjekast viste sig at være distanceblænderi, eller fordi kemien ikke var der alligevel.

Jeg vil bare vove at påstå, at både tid og penge er godt givet ud, for belønningen står som regel mål med indsatsten.

Sur, syg og selvmedliden.

Jeg keder mig.

Jeg keder mig, jeg keder mig, jeg keder mig.

JegkedermigjegkedermigJEGKEDERMIG!

KÆFT, hvor er det godt, at jeg ikke er en af de stakler, der har ligget med bækkenløsning eller andet invaliderende graviditetssnask, siden jeg undfangede, som ville have tvunget mig ud i inaktivitet i både uger og måneder. Jeg har nu været sygemeldt i præcis 3,5 time, og jeg er ved at gå amok.

En ting er, at jeg er så tilstoppet i hovedet, at jeg, hvis jeg gik på arbejde, ikke ville være meget bevendt, fordi jeg ikke er stort bedre stillet, end de mennesker, jeg tolker for. Ligner hele tiden ham her
fordi jeg forsøger at skabe undertryk nok i kraniet til at genskabe hørelsen.

Hvilket får mine læber til at storflække, så jeg pludselig ligner hende her

For fanden.

En anden ting er min træning. Havde det ikke været for Anton, havde jeg helt sikkert nok taget en spinningtime for at svede skidtet ud. Bare en lille, bitte en. Min egen, måske. Det gør fysisk ondt på mig at have afløser på min time, når jeg ikke ved, hvor meget, jeg kan fortsætte med at undervise, efter jeg har født, og derfor hæger jeg om mine sidste 6-8 uger med en inderlighed, der ellers er forbeholdt religiøse mennesker.

Og hvorfor skal solen blæse ud af himlen med 1000 km i timen? Det er som om den spotter mig. Får indespat over at sidde her og glo *vranten-smiley*

Nå. Men jeg har da heldigvis stadig feber, så tager lige en dag mere herhjemme i morgen.

*suk*

Og den var go!

Hold nu kæft en travl weekend. Der er godt nok tryk på for tiden.

Fredag kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede. Overhovedet. Er for træt til at forsøge at komme i tanke om det, så kom; vi lever med uvisheden.

Lørdag stod jeg tidligt op og øvede nye fitnessprogrammer hele formiddagen, (hvis det her bliver for nervepirrende læsning, så tag evt. lige en pause og vend tilbage, når pulsen er nede i den grønne zone igen) og over middag havde 6 af mine fitnesskolleger og jeg inviteret til 2½ times combatmarathon. Det var sjovt! Og hårdt. Og meget, meget varmt, da udsugningen med et afmægtigt suk valgte at lade 65 kampsvedende mennesker i stikken. Jeg skal være ærlig og sige, at de sidste 30 minutter var en arbejdssejr, men fuck nu det. Jeg gjorde det, og ikke nok med det: Jeg gjorde det i den her:

Man må ALDRIG gå ned på udstyr. Lørdag nat kortsluttede mit system så, og nu sidder jeg her med bi- og kæbehulebetændelse og øjne så blanke af feber, at man kan spejle sig i dem. Er også bange for, at jeg har fået en fibersprængning eller to af mine nærmest olympiske nys. Men jeg HAR været ved vagtlægen *dydig-smiley*, hvilket for en gangs skyld var en positiv oplevelse med 5 minutters ventetid og venlig, veloplagt, dansktalende læge. Jeg plejer ellers altid at vinde de norske.Kan man egentlig liste på sit cv under spidskompetencer, at man kun bliver syg udenfor almindelig åbningstid? I mine 13 år i Århus har jeg haft relativt akut behov for lægetilsyn 6-7 gange, og HVER gang har det været enten nat, søndag eller påske. Go figure.Hov – jo! Jeg var i bio og se Hævnen i fredags. Phiew! Så kan vi alle sammen sove igen.

”Og PREEEES!!” Hvem, mig??

Så er det vist tid til en update på Anton. Han er ved at være stor, den lille. Ca. 34 cm lang, hvilket er noget længere end et ark A4 papir på den lange led, han vejer ca. et kilo og hans fødder er 4 cm (aj, men jeg dør!). Han blinker, har negle og kan mærke forskel på op og ned.

Da jeg nu er 2/3 af vejen, tænkte jeg i dag , at det vel er ved at være på tide, at jeg begynder at forholde mig lidt til det der fødsel.

….

Er det godt eller skidt, hvis man har en mistanke om, at realiteterne først rammer én, når man ligger der? For jeg kan overHOVEDET ikke se det for mig! Men jeg bliver selvfølgelig også stadig somme tider så forbløffet, at jeg næsten snubler, når jeg kommer forbi et spejl og opdager, at jeg er gravid.

Men det kan jo ikke rigtig hjælpe, så: Ind på google, ”fødselsforberedelse Århus”, søg.

23.200 resultater. Hold da op.

Magter altså ikke rigtigt at sidde i rundkreds og trække vejret dybt otte onsdage i træk hos en eller anden holistisk jordemoder på 58, der hedder Else og har fletninger og strikkede sokker. Jeg siger det bare.

Nå, men lad mig se….

1. side:
Ekstatisk fødsel: Det er muligt at bestille en fremvisning af den banebrydende dokumentarfilm om fødsler “Orgasmic Birth”.

Iiiew!! Hej Anton, og velkommen til verden. Jeg skal nok sætte dig af ved psykologen på vej hjem.

Side nr. 2:
Dansen og musikken stemmer din krop og dit sind til fødslen. Gennem dansens rytme og bevægelse kommer du i dybden med dig selv og kontakten til dit barn.

Ikke rigtigt, vel? Vi HAR prøvet mavedans, og det taler vi ikke om, Hans Christian. Er vist heller ikke rigtigt klar til mine egne dybder.

Side nr. 3:
Bliv tryg med din fødsel

Ok. Men kun, hvis du derefter deltager på mit netop oprettede kursus ”Bliv tryg med dit danske sprog”.

Side 4:
Vil du gerne være helt afslappet og rolig den dag du skal føde
Vil du gerne kunne kontrolere dig selv til fødslen
vil du gerne kunne smertelindre dig selv

Seriøst: Har de ikke dansk på den der jordemoderskole?? Men bortset fra det, så appellerer ordet ’kontrol’ jo kraftigt til mit nazi-sind. Bliver bare lidt mistænksom over det der ’helt afslappet og rolig’-noget. Lyder næsten for godt til at være sandt, ikke?

Side nr. 5:
Intensiv fødselsforberedelse med fokus på, hvordan vejrtrækning, hvile- og fødestillinger kan hjælpe til at skabe et godt fødselsforløb, samt hvordan evt. fødselsledsager kan støtte med bl.a. massage.

Købt!

Godt så. Lørdag d. 20.11 bliver det virkeligt.

Der er heldigvis laaaaang tid til!

Godt kommet igen, drenge.

Nu har jeg det sidste år jævnligt brokket mig over, at Århus Kommune har skrællet hele den øverste del af den tektoniske plade af lige uden for min fordør, hvilket har medført, at vi har off-piste cyklet over grus, jern, og huller så store, at man i de regnvåde perioder ikke ville være blevet forbavset, hvis de havde udviklet sig til mindre søer med ænder, alger og hele svineriet.

Men nu – *praise-the-LORD!-smiley* er vi endelig ved at være ved vejs ende. Gravkøerne græsser fredeligt 800 meter væk, frekvensen af storrygende, hjelmbeklædte jord-og betonarbejdere er faldet markant, og vi har asfalt, fortove og fremkommeligt terræn i uendelige baner.

Og nu er det så, at jeg gerne vil rose dem, som roses bør: For de kunne sådan set bare have smidt skovlen på nakken og være skredet uden at gøre mere ved dét, drengene i orange, men i går, da jeg kiggede ud af vinduet, trippede hærdebred, tatoveret mandsperson rundt med 90 graders bøjning i hofteleddet og såede græs med sirlig omhyggelighed, 4 frø af gangen, i vores 30 cm. brede rabat.

Vi KAN så godt lide, når folk gør sig umage.

BFF.

Nu siger jeg lige noget, ikke? Ind imellem synes jeg, at det kan være en udfordring at være en god ven, for når man kommer tæt nok på andre, får man også lov at se sider, som er trælse og uklædelige, og som man hverken har lyst eller ret til at påpege.

Jeg ved ikke, om det har betydning, at jeg er single, men ind imellem tror jeg, at en del af den interaktion, man normalt har med sin kæreste, bliver overført på vennekredsen, når man er del af en flok, hvor alle er uden påhæng.

I et forhold har vi vel alle prøvet at være flove over ham eller hende, vi har med. Hvilket ikke er en særlig fed oplevelse, fordi 1) man selv har valgt ham, 2) man ikke har lyst til at være sådan en, der dømmer og 3) man i umiddelbar forlængelse af sin domfældelse kommer i tanke om, at man ikke selv er fejlfri.

Men det stinker, at være pinligt berørt over sine venner, for man mangler den intimitet og den specielle kontrakt der gør, at man kan tillade sig at have en holdning til, hvordan de vælger at gebærde sig.

Jeg ved for eksempel ikke, hvor jeg skal se hen, når min kammerat sidder og fortæller, om den bz’er-agtige type han var, da vi var unge, og hvordan hver fredag og lørdag aften var a walk on the wild side. Han glemmer tydeligvis, at jeg var der. Og at jeg har billeder af ham. Med både slips og vandkæmmet hår.

Det koster også en del tænderskæren at se på hende, der mener, at alle hendes venner må ligge vågne om natten og spekulere over, hvordan de kan være hende behjælpelige på alle tænkelige måder. Hun har ingen skam i livet i forhold til, hvad hun beder om, og hvor mange gange, hun gør det, og det der med, at det kan sætte folk i forlegenhed at skulle sige nej til en ven, er enten noget, hun ikke er opmærksom på, eller som hun simpelthen ignorerer. Hvis du er uddannet advokat, må det betyde, at hun kan bruge dig til at skrive trusselsbreve til sin udlejer. Hvis du ved noget om computere, er du automatisk ansat på livstid som hendes personlige supporter, og arbejder du i en forretning, må du da kunne skaffe hende noget rabat, ikke? Problemet er bare, at hun ikke selv har hverken et job eller specielle spidskompetencer, der gør, at hun kan tilbyde noget den anden vej, så når hun for 4. gang spørger, om du ”ikke lige kan [indsæt tjeneste]”, kan lysten til at smide alt, hvad man har i hænderne – igen – ligge på et meget lille sted.

Det er heller ikke så rart at se på ham, der forstiller sig, og giver den hele armen som ekspert på et område, som jeg tror, han har glemt, at han ikke ved noget om, fordi han sådan ville ønske, at han gjorde.

De er mine venner, jeg holder forfærdeligt meget af dem, og jeg synes egentlig ikke, at man kan tillade sig at påpege opførsel overfor sine venner; det eneste, jeg mener, at man har ret til at gøre, er at sige fra, hvis man føler, at de træder over ens egne grænser, og det gør de jo for fanden ikke ved at fortælle en løgner om deres teenageår, som man tydeligt kan høre, at de har fortalt så mange gange, at de selv er begyndt at tro på den.

Og nej. Jeg er heller ikke perfekt. Jeg er en bestemmerøv, jeg kan ikke finde ud af, at sige fra over for mine venner, fordi jeg inderst inde er bange for, hvad min egen fordømmelse af dem siger om mig, jeg er hård, jeg er ind imellem alt for ærlig, og jeg kan være noget så udspekuleret led ved folk, uden at de har en chance for at forsvare sig, fordi jeg camouflerer mine ætsende syreangreb med ironi og sarkasme. Jeg kan være selvhøjtidelig, selvretfærdig, selvtilstrækkelig og en hel masse andet grimt, der starter med ’selv’.

I den bedste af alle verdener er venner mennesker, der elsker dig lige meget hvad, og jeg bryder mig ikke om mig selv, når jeg dømmer dem, jeg holder af.

Jeg synes bare somme tider, at det er svært at lade være.

I’m bringin’ sexy back!

Her, 3 måneder før Antons ETA, begynder min krop så småt at bitche lidt. Min ryg er gået fra at være småøm i ny og næ til at gøre fuldtidsnas, lige dernede i lænden, hvor benene er sat på. Jeg er forkølet på 6. uge, fordi værtsorganismen må holde for, når alle ressourcer går til den lille bandit, og jeg kan ikke huske, hvordan jeg ser ud uden forkølelsessår.

I desperation har jeg klippet mit hår, og jeg må sige, at jeg synes at det hjælper. Lidt.

Mine skavanker hører til i småtingsafdelingen, men det tager lige lidt tid at komme i tanke om, hvordan man fixer sig selv, når storfavoritterne Panodil og Ipren har fået de røde kort. (Svaret på dét spørgsmål er i øvrigt: ”Varmepude”, hvis nogen skulle være i tvivl). Hostesaft kan man glemme for 1.000 kr. Det almindelige, giftige good stuff med morfin and shit er no-no, og øko-helse versionen er smækfyldt med alkohol, så der er dømt tuberkuløs hoste af den slags, der får det til at føles som om, man er hul inde i hovedet.

Forkølelsessårene kan dog stadig forsøges bekæmpet med Zovir, for som der står på indlægssedlen: ”Zovir må anvendes af gravide, og du må stadig amme, når du bruger Zovir.” Jeg elsker den selvtillid, der ligger i den sætning; Tænk at vide, at man laver et produkt, der er SÅ godt, at mødre over hele verden hellere vil lade de små, nyfødte skattebasser sulte, end at give afkald på vidundermidlet.

Men når man så kommer vraltende med sin stive ryg, sin røde næse og sine sprukne læber, ved man næsten ikke, hvordan man skal håndtere det, når en af eleverne i en klasse, jeg tolker i, som brugte hele sidste år på at stirre henført på mig, tilsyneladende ikke synes, at mit nye, tvivlsomme udseende (ligner faktisk lidt en hjemløs, nu jeg lige sidder og tænker over det) betyder spor, men tværtimod stadig kigger så forelsket på mig, at mine kolleger nu er begyndt at kommentere det.

Han er 22 år. Maks.

Og ikke blind, I might add.

Det må være det nye hår.

(PS: Det er ikke, fordi jeg ignorerer jeres kommentarer. Jeg både læser, griner og glædes ved dem. Jeg har bare så røvtravlt i de her dage, at jeg er nødt til at vælge mellem at svare på kommentarer eller at skrive dagens indlæg. Så: Undskyld. Og mange tak for dem)