Dag 1 af 3…

Der bliver nogle lidt blodfattige indlæg, der rammer bloggen de næste par dage. Jeg er nemlig på kursus, som indholdet til trods, strækker sig over nogle laaaaange dage.

For tillidsrepræsentanter i mit fag og under min overenskomst, består TR-uddannelsen af 5 moduler, og i disse dage er jeg af sted på 3. modul. Da man ikke skal være nærig, hvis man har noget at dele, vil jeg hermed gerne videregive:

Top 5 over ting, jeg har lært i dag:

1) Livet bliver lettere, når man giver slip på forventningen om, at kursets indhold skal have det fjerneste med det daglige virke som TR at gøre. Jeg har således i dag brugt 9 timer på at opstille partiprogram for det fiktive parti (i tilfælde af at nogle måske troede, at det var Nasar Khaders seneste påfund) ‘Specialdemokraterne’, og på at definere hhv. konservatisme, liberalisme og socialisme.

2) Det er ikke tilrådeligt at sætte spørgsmålstegn ved undervisningsmateriale, som underviseren selv har været med til at forfatte.

3) Anton gider OVERHOVEDET ikke sidde stille så længe, så jeg har hele dagen haft ungen til at sparke maven fuldstændigt ud af facon i rytmen: ”Træ-ning-nu! Træ-ning-nu! Træ-ning-nu!”

4) Kage KAN faktisk godt fungere som midlertidigt indhold i livet, hvis bare der er nok af det. (Nu hvor sukkersygemistanken ikke længere kaster sin grimme skygge over min tallerken…)

5) Barselsorlov er i virkeligheden ikke noget, man går på, fordi man er træt og trænger til at gå ned i gear. Det er noget, der er blevet indført for at beskytte resten af samfundet, og sikre, at højlydt pærespisning, kuglepensklikken og generelt idioti ikke udløser mord.

Nej, jeg har ikke købt lyserøde Hello Kitty sparkedragter til Anton. So shoot me.

Engang imellem når jeg åbner mit kommentarfelt, spekulerer jeg på, om jeg egentlig synes, at det er arbejdet værd at skrive bloggen. For somme tider virker det som om, at nogle læsere ligger på lur derude, og bare VENTER på, at jeg skal skrive noget, som man med påtaget undrende intonation kan pege fingre af.

Hvis jeg var ansvarshavende redaktør på en stor, dansk avis, skrev lederen og på den måde meldte mig som en af fortalerne i den offentlige debat, kan jeg forstå, at man følte sig kaldet til at gå i dialog over noget, man ikke var enig i, men det her er en blog. For sjov. Som man på ingen måde er forpligtet til at læse. Der er tusindvis af blogge derude, og jeg er helt sikker på, at man uden at anstrenge sig særligt kan finde en, hvor bloggeren mener det samme, som man selv gør.

Jeg har skrevet 1004 indlæg, og selvom man ikke har læst med fra starten, men måske kun et par måneder, begriber jeg simpelthen ikke, at man ikke engang imellem kan bruge sin sunde fornuft kombineret med det kendskab man trods alt har til mig, og selv nå frem til, at selvom et indlæg kan fortolkes på flere måder, så mente jeg nok ikke, at drenge, der leger med dukker skal stenes, eller at rufferi er et sympatisk erhverv at begå sig i.

Jeg er præcis ligeså fordomsfuld og grim på indersiden som alle andre. Jeg forsøger at forholde mig til alle sider af min personlighed, også dem, som jeg ville ønske, at jeg kunne gemme bagerst i skabet under en lys-, luft- og vandtæt dyne af fornægtelse. På mange måder synes jeg faktisk, at det er de mest interessante at blogge om, for det er sgu da der, jeg allerhelst vil lære noget om mig selv og udvikle mig som menneske.

Jeg kunne såmænd godt konvertere og skrive en politisk korrekt blog. Jeg kunne godt lade som om, at jeg var perfekt, og kun tænkte rummelige og tolerante tanker. Det ville give indlæg a la:

I går købte jeg en rød dukkevogn. Heldigvis spurgte ekspedienten, om det var til en pige eller en dreng. Jeg er meget glad for at leve i et samfund, hvor drenge også leger med dukkevogne. Og rigtig skønt med en ekspedient, der prøver at gøre sit arbejde godt ved at konversere. Det kan jeg godt lide. Plus frisører. Og tandlæger. Og læger. Og alle andre i servicefag. Og det offentlige. Og det private. Og dem, jeg har glemt.

Spørgsmålet er, hvor sjovt det ville være at læse?

Jeg kender mennesker, der har lukket deres blogge, fordi kommentarerne til sidst blev så hellige, at det blev umuligt at blogge om noget som helst uden at blive stemplet som et dårligt menneske. Og hvor mange tæsk gider man at tage som tak for at underholde folk gratis? For synes jeg, at drenge må lege med dukkevogne? Ja, for fanden i satan, da!! Til de bliver blå i hovedet. Eller.. undskyld…røde? Gule? Argh! Hvis Anton vil have englevinger, skal jeg GERNE købe dem til ham. Hvis jeg kender mig selv ret, ender jeg såmænd nok med at sidde og pimpe dem ved at lime ekstra glimmer på, når han er lagt i seng (til politisk korrekt tid, naturligvis). Men jeg kan ikke forstå, at vi skal lade som om, at der ikke er farver og legetøj, som vi umiddelbart associerer med drenge og andet, som vi associerer med piger.

Reaktioner og tanker forsvinder ikke, fordi vi lukker ned for dem eller lader som om de ikke findes. Og der er ingen i dagens Danmark, der er så uoplyste, at de ikke kender til debatten om kønsroller og legetøj; om piger og drenge, dukker og tyl og sværd og soldater. Men ved skinhelligt at påpege, at man i HVERT fald selv er rummelig nok til at mene det rigtige, selvom andre åbenbart er nogle ignorante stenaldereksistenser, fordi de er stadig er farvet af, hvordan samfundet har set ud i århundrede, vil jeg vove at påstå, at man er med til at dræbe dialogen, fordi man på forhånd har vedtaget, hvad der er Det Rigtige. Uanset om det drejer sig om kønsroller, integration eller seksualitet.

At ændre holdninger og tankemønstre tager tid, men jeg tror, at man kan flytte meget ved at kunne tale åbent om det. Uden fordømmelse. Og jeg tror, at man når rigtig langt med humor.

Men engang imellem når jeg åbner mit kommentarfelt, stivner smilet altså lidt.

Dumt eller meget politisk korrekt?

Er netop hjemvendt fra barnedåb af verdens nemmeste og mest hårfagre baby, Smilla.

Som det sig sømmer, var min veninde og jeg ude for at købe gave til barnet, der ifølge sin mor ønskede sig ”aktivitetslegetøj, en lille fjällräven og tøj”. Vi var på forhånd enige om, at rygsækken og tøjet var dømt ude, da begge dele formentlig ville være overrepræsenterede på gavebordet.

Derfor rykkede vi direkte i Sallings legetøjsafdeling. Et farligt sted at opholde sig, når man selv er gravid, skulle jeg hilse og sige, men jeg er stolt over, at det lykkedes mig at begrænse forbrugstrangen til en sutteklud. (Lyseblå og lavet som en lille mus *smelter*) Men også et sted, der er velegnet til at finde ud af, hvor utrolig lidt man ved om babyer og deres udvikling, for hvad fanden er ’aktivitetslegetøj’?? Heldigvis lader det til, at producenterne er opmærksomme på, at det er idioter som min veninde og jeg, der skal holde omsætningen oppe, så de fleste legesager har små mærkater på, hvor man på dansk, tysk og engelsk kan læse, hvor gamle børnene skal være for at lege med tingene, og hvad de formodes at udvikle undervejs. (Undtaget er selvfølgelig alt, hvad der produceres i Frankrig. Ze frenzsh er som sædvanligt skideligeglade med, om andre nationaliteter forstår, hvad de mener.)

Således kunne vi diskvalificere en helt fantastisk kæphest (+ 36 måneder), en Bodilelefant (+ 24 måneder) og noget med hjul under (+ 18 måneder), som vi ikke helt kunne klassificere, men som ikke desto mindre så sjovt ud.

Men så fandt vi Dukkevognen. Den røde trædukkevogn, der er så retro, at jeg næsten ville ønske, at jeg kunne købe en til mig selv. Under armen med den og op til kassen, hvor Amalies intellektuelle tvilling var blevet sat til at ekspedere.

”Er det til en dreng eller en pige?”

Først lamslået tavshed. Så – helt intonationsløst – ”En pige”, hvorefter min veninde kiggede på mig og hviskede: ”Det SPURGTE hun bare ikke om!?”

”Måske ligner vi et meget fremmeligt, lesbisk par, der ikke vil begrænse vores søn i hans udvikling og eksperimenter med identitet og kønsroller?” foreslog jeg.

”!!?! … Nå… Fair nok. Ok, det må være for, at vi kan få den pakket ind i det helt rigtige pige-agtigt papir.”

Vi fik den pakket ind i grønt papir. Som var det eneste papir, de havde.

Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man, hvis man køber en rød dukkevogn til sin dreng, nok er riiiimeligt large i forhold til, om papiret er blåt eller lyserødt.

Er det virkeligt lægeligt forsvarligt at bede mig marinere mit barn i sukkerlage?

Nå. Men fastede fra kl. 22 i går, og fulgte – helt efter planen – Murphys Lov om fastning: At man, når man ikke spise, med 1000 % garanti vågner 3 gange i løbet af natten med lyst til at flå og æde en løve. Hver gang.

Kl. 7 stod jeg op, kastede 24 længselsfulde blikke efter min kaffe, cyklede til lægen, fik taget blodprøve (blodsukker 5,1), drak 3 dl. flydende sukker, stirrede apatisk ud i luften i 2 timer, fik taget endnu en blodprøve (blodsukker nu 4,1), dansede ‘TOLD you so!’-dansen og skred.

Jeg SAGDE jo, at jeg ikke har sukkersyge!

Another day in paradise.

Vi kører med relativ lang forskydningstid her på matriklen i disse dage. Derfor er det først i dag, 2 dage efter dommen, at jeg begynder at mene noget om, at Anni skal 2 år i fængsel. Eller rettere: At mene noget om, hvad jeg mener om, at hun skal ind og sidde. For da jeg læste at der var faldet dom, var min første tanke: ”Aj, det er sgu da næsten synd. De har lige fået en baby og alt muligt.”

Hvilket vel egentlig bare beviser, hvorfor der er en rigtig god ide at være en hel masse i fjernsynet, for uden nogensinde at have set et helt afsnit af Anni og Erik, har jeg alligevel udstyret hende med både personlighed, følelser og en hel masse andet, der gør, at jeg har medlidenhed med hende over den hårde dom.

Hvis jeg havde læst om en 40-årig mand, der havde fået 2 år for rufferi, skatteunddragelse og rockersupport, ville jeg have set en overvægtig, svedende polak i netundertrøje med høje tindinger og tarvelig, personlig hygiejne for mig, og jeg ville have syntes, at han var sluppet alt, alt for billigt for at have kidnappet og trafikeret (jamen, hvad siger vi på dansk??) alle de stakkels kvinder hertil fra Tallinn og Accra.

Det svin.

Christ mand. Jeg er ved at blive blød. Det næste bliver vel, at jeg udvikler sympati for Amalie.

(Billede fra Anni og Eriks datters barnedåb. Hvis ikke de kjoler siger ‘kirkeligt’ og ‘højtideligt’, så ved jeg ikke, hvad gør.)

Så kører det for os!

Mange tak for alle jeres søde hilsner. Jeg lever endnu. Lidt til min egen overraskelse, faktisk.

Pillerne har taget det værste af hosten, så selvom ribbenene stadig er ømme mæ hælve te, sætter jeg min lid til, at det bliver bedre, når jeg ikke hele tiden hoster fibrene fra hinanden hurtigere, end de kan nå at hele.

Så dagen i dag er mest oplevet i water på sofaen, og jeg ved ikke, om det skyldes pillerne, eller om jeg er ved at gå i barselsfrø, men jeg har fået et par timer til at gå med at ligge og beundre mine seneste indkøb til Anton:

(Fantastisk kanin, der skifter farve. Kunne godt finde på at tyvstarte med at bruge den. Bare for at være sikker på, at den virker, naturligvis.) (Barbapapa-lyskæde. Lasse og jeg kom til at snakke om, hvad det egentlig er, de er? Spøgelser? Mummitroldenes venlige slægtninge?)

Ungen er ikke født endnu, men har allerede erhvervet sig for 700 kr. lysgejl.

Er det for tidligt at åbne en konto til ham hos T-Hansen?

Suicidale læsere bør komme tilbage i næste uge.

Her skulle have været et ”HURRA, MAND!”-indlæg, for vi har faktisk et jubilæum at fejre: Dagens indlæg er nemlig nr. 1.000, hvilket jeg jo nok synes, at man passende kunne fejre med en kagemand, eller noget.

Sådan bliver det så ikke.

Det bliver i stedet bare endnu et indlæg om sygdom og elendighed, og det er jeg virkelig ked af, for det er ikke særlig spændende at læse om.

Men kan I huske den fibersprængning, jeg fortalte om forleden? Den, jeg har fået af at hoste? Nåmen… den er blevet værre. En hel del, endda. Så i nat snakkede jeg med vagtlægen. Igen. (Skal fandme nærmest snart have lagt dem ind på speed dial.) En venlig ældre herre, som synes, at jeg lød ’noget forkommen’ og opfordrede mig til at spise Pinex og (og her citerer jeg ordret) ”at lave en form for brynje af et tørklæde”.

Jeg giver jer lige et sekund til at nyde dét billede.

Hvorfor har man aldrig en rustning ved hånden, når man mangler en?

Nå, men jeg lovede Ridderen Af Stetoskopet at tage til egen læge i dag, så det gjorde jeg. Tudende hele vejen, for alt gør ondt. At stå op, at gå, at ligge, at sidde, at nyse, at køre i bus, at trække vejret, at pudse næse (så skidegod ide med det der tuderi, Linda) og at hoste. Det sidste er det værste, for jeg skal hele tiden hoste, og hver gang føles det som om, noget bliver revet i stykker inde mellem mine ribben.

For at gøre en lang historie kort, har jeg fået noget smertelindrende og min læges private mobilnummer med beskeden om at ringe, hvis ikke det bliver markant bedre indenfor de næste 3 timer. Hvis ikke, indlægger de mig, fordi jeg pga. smerterne efterhånden trækker vejret så overfladisk, at jeg risikerer at det udvikler sig til lungebetændelse, og det må det ikke.

Så det er super.

Nu sidder jeg her og tuder noget mere. Fordi det gør ondt, fordi jeg ikke kan overskue det, fordi jeg har forfærdelig dårlig samvittighed over at hælde smertestillende lige ned i hovedet af Anton, som jeg bilder mig ind bliver helt stille og sløv af det, og fordi jeg har hormonerne til at sidde uden på tøjet.

Har I haft en god dag derude?

Kærlig hilsen

Festbomben

”Ja, kom! Vi hænger med mulen! 4 mere! 3! 2! 1!”

I dag læste jeg i avisen, at Infernal på mandag udgiver et nyt album. Først blev jeg først helt: ”Yei!! Nyt musik til spinning!”-agtig. Hvorefter jeg faktisk blev en lille smule trist. For lige om lidt er det slut med at sidde og tælle takter og udstøde triumferende lyde, når man efter mange timers jagt finder Det Helt Rigtige Remix, som man VED vil sætte ild til taget.

Da jeg besluttede, at jeg gerne ville have et barn, vidste jeg godt, at det ville blive hårdt at give afkald på noget, jeg synes er med til at definere mig som person, og nu hvor tiden nærmer sig, må jeg så konstatere, at jeg havde ret.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min beslutning er den rigtige, og jeg ved også godt – på et objektivt overplan – at jeg ikke er interesseret i at blive en af de instruktører, som alle i det skjulte synes har trukket den for længe, og som er mere pinlige end inspirerende.

Men derfra og så til at indstille sig på, at det er NU, det er ved at være slut – der er et stykke vej.

Jeg elsker at undervise. Jeg elsker den energi, der opstår i et rum, når 40 mennesker sender endorfinerne i frit omløb, jeg elsker kombinationen af det matematiske og det kreative, der ligger i at mixe musik og lave koreografi, og samtidig arbejde inden for de afstukne rammer. Jeg elsker kontakten med mennesker og det sammenhold, der er mellem både udøvere og kolleger i mit center.

Og jeg er god til det. Modsat stort set al anden sport, uanset om det involverer bolde, vand, holdkammerater eller modstandere, har jeg i fitnesscentrene fundet min niche, hvor det, jeg kan, fungerer og hvor jeg hverken forvolder skade på mig selv eller andre.

Om ikke ret længe giver jeg afkald på en meget stor del af det liv, jeg kender, for at tage hul på noget, som jeg ikke har nogen som helst ide om, hvad indebærer, eller om jeg egner mig til. Det er angstprovokerende ad helvede til. Jeg kan allerede mærke, at jeg er en lille smule udenfor, når der er p-møder og arrangementer. Jeg er ved at blive skrevet ud af serien, og vi ved det alle sammen.

Måske er Anton et af de børn, der godt kan efterlades med en barnepige, og som derfor alligevel giver mig mulighed for at være dernede på tålt ophold. Men hvis ungen går i flitsbue af kolik fra han ser dagens lys, til han starter i børnehave, har man jo nok lidt en fornemmelse af, hvem det er, der bør passe ham. Og man gider ikke være ravnemoderen, der lader sit stakkels barn gå for lud og koldt vand, fordi hun sætter egne behov over hans, vel?

Jeg klamrer mig til min pind de sidste 6 uger, som ud over mine egne timer heldigvis også giver mig mulighed for at evaluere en bunke spinninginstruktører, et par holdinstruktører, køre en intern uddannelse, uddanne endnu et kuld stepinstruktører og lave et enkelt inspirationskursus.

Det bliver nok i virkeligheden noget med bare at vriste scepteret ud af mine hænderne og eskortere mig ud af døren, mens jeg vrælerr ”NEJ! NEEEEEEJ!!! JEG ER IKKE KLAR!!!”

De kan jo så passende køre mig direkte op på fødegangen.

Ugen set i bakspejlet:

Tænk at man på 7 dage nåede:
– To sygedage.

– En lønforhandling.

– Et jordemoderbesøg.

– At lære 2 nye programmer til fitnesscentret.

– Et personalemøde.

– To øveaftener med kollegerne, jf. de nye programmer.

– En mus-samtale.

– Det der arbejde. En hel masse af det, faktisk.

– At undervise 6 timer, og træne 4 selv ud over det.

Spekulerer på:
– Om man kan miste forstanden af at hoste? Nej, seriøst. Jeg. Hoster. Hele. Tiden. Ud over det meget lidt praktiske i at lyde som en levende udstillingsmodel af Tuberkulose 2010, når man forsøger at tolke/undervise/tale i telefon/forhandle løn, har jeg som en slags bonus fået en fibersprængning i højre side af den møgpisselortespasserrøvhoste.

– Hvor længe endnu vi skal høre om den verpühlte, et-benede bombemand? Enough already!

– Om man bør være flov over at være 33 år og have slugt True Blood bøgerne 1-5 på 10 dage? *vampyr-sucker-smiley*

Tænk at man er blevet:
– Sådan en, der forhandler om barnets 2. sygedag.

– For fed til sin vinterjakke. Føler mig som et badedyr, nogen har pustet for hårdt op. Jeg kommer til at give mig, og ofre penge på en ny, for den gamle sidder nu så stramt, at mine arme står ud i let 45 graders vinkel.

– Så tyk, at man ender på alle mulige obskure hjemmesider, fordi maven rammer musen, hver gang man læner sig frem efter kaffekoppen.

Elsker til gengæld:
– At Anton nu er blevet så stor, at jeg kan mærke ham næsten hele tiden. Han mosler rundt i vilden sky, og forleden kunne jeg helt tydeligt mærke hans lille fod lige midt på maven. *smiley-der-smelter*

– At den her uge er slut.

– At jeg igen er lykkeligt uopmærksom på mine kæber. Det er først, når der går betændelse i dem, at man finder ud af, hvor dejligt det er ikke at mærke dem til dagligt.

Fatter I:
– At jeg går på barsel om 6 uger? For jeg gør ikke.

– At det kan betale sig at lave et program om Sidney Lee, der camperer?

Nå. Kom. Vi skrider i seng, så vi er klar til at angribe den nye uge med friskslebne hjørnetænder og hvæssede kløer.