Lang dag. Så:

Gider ikke rigtigt:
– Høre mere om den der rådne jægerbog. Kom nu over det.
– At hele sendefladen resten af året skal udfyldes af Dating In The Dark og Til Middag Hos. Med uforholdsmæssigt meget Line Baum Danielsen. Skal hun aldrig have noget andet hår?

Forstår heller ikke:
– De Radikales nye kampagne. ”Vi stoler. Også på udlændinge”. Hvad fanden er dét for en grammatik??
– At Lina Rafn tabte. Hun er pæn og sød, og skulle derfor selvsagt have vundet. Se selv. Jura er faktisk ikke spor svært.

Ville til gengæld ønske:
– At jeg var mere økologisk. Fik forleden foræret en kasse fra aarstiderne, og nu ligner mit køkken mest af alt en arkæologisk udgravning. Der er jord overALT. (Sig det så: Tilsætter de ekstra jord for at få det til at føles mere autentisk?)

Overlad bare til mig:
– At ramme den forkerte påklædning. Har nu i 3 dage trippet forfrossen rundt med blå læber og gåsehud, fordi mit tøjvalg er sat op på formelen: August = sommer = t-shirt & capribukser. (Også lidt fordi de fordømte bukser er de eneste, jeg kan passe.) I dag overgav jeg mig endelig og tilsatte cardigan og jakke, og aldrig så snart var jeg kørt hjemmefra, før solen kastede sig euforisk op på himlen og al vind forstummede. Jeg har svedt som et svin, mand.

Sæt mig derimod endelig ikke:
– Til noget vigtigt. Efterlod f.eks. i dag min IPhone i min cykelkurv, da jeg gik i Føtex og handlede. Ikke noget rart øjeblik, da dét gik op for mig lige midt i køledisken. Men dog alligevel ikke helt så slemt, som da jeg senere stod og ventede på, at vandet til min kaffe skulle koge, og i mellemtiden tog en ordentlig mundfuld af min kop med Nescafepulver.

Måske er det bare fordi:
At jeg i morgen går ind i uge 24 og derfor bruger al ledig kapacitet på at prøve at forstå, at jeg har været gravid i noget, der i mistænkelig grad ligner et halvt år.

Nogle gange er det, som om blogindlæggene selv ringer på min dør og INSISTERER på at blive skrevet.

For et år siden skrev jeg en post om mit encounter med en Brunatamand, og uden helt at kunne redegøre for, hvor tiden er blevet af, var det så i dag blevet Brunatatid igen.

(Her gør jeg lige et kort ophold for at fremhæve en af de fine ting ved at blogge: Man lærer ting. Vidste I at de aflæste en gang om året? Ja? Nå, men så er det nok bare mig.)

Så kl. 17.09 ringede det på døren, og der, på min måtte, stod Morten. ”Samme Morten som sidste år?!” spørger I måbende – og ja. The one and only. Og det ved jeg, fordi han havde været i min lejlighed i under 20 sekunder, da han begyndte at snakke om kosttilskud. Min hjerne lavede en Nattevagten, koblede morderen og melodien, og jeg vidste, at Morten var tilbage.

Mens han stortalende gik rundt i lejligheden og did his thing, stod jeg i køkkenet og skrællede kartofler *huslig-smiley*. Det afstedkom en anekdote om, at jorden, hvor han boede, var så leret, at han ikke kunne dyrke kartofler i den, hvilket ledte ham videre til aarstiderne.com, som for tiden var ved at overveje, om de skulle være med i den forening, han var medlem af, hvorigennem han købte ALLE sine dagligvarer (også de famøse kosttilskud, som selveste Ronaldinho OGSÅ spiser!) over nettet – og sparede 30 %!! Om jeg lige ville have adressen? For så kunne han da skrive den på min kvittering?

Så det gjorde han.

Stopuret viser her, at der er gået 2 minut og 20 sekunder.

Og nu er det så, at det bliver rigtig festligt. For for 4 år siden, blev jeg inviteret med til et møde i en forening, der hed Amway, som jeg ikke havde hørt om. Jeg sagde ja til at deltage, fordi jeg er en af de friske piger, der synes, at man skal være åben og prøve det meste, mindst én gang. Mødet blev afholdt i Musikhuset i Ålborg, og det første jeg så, da jeg kom ind, var Anders Bircow.

Alle andre med fornuften i behold ville her være vendt lige rundt på hælen, og skredet, men ikke mig. Høflige, velopdragne mig. Nej, jeg sad pænt gennem 4 stive klokketimer og så henførte, hjernevaskede mennesker lappe konceptet i sig med en inderlighed, jeg ellers kun har set praktiseret i meget rabiate afarter af religion. Der blev uddelt guld, sølv og bronzemedaljer til dem, der havde formået at trække tilstrækkeligt mange venner og bekendte med sig i faldet, og ikke en eneste gang under de bragende bifald var der nogen, der råbte: ”Pyramidespil!”

Jeg fik nok, da det svenske host-couple, der havde en foruroligende lighed med Barbie og Ken, introducerede indoktrineringsmaterialet til børn.

Så da Morten, efter at have skrevet ’www.amway.dk’ på min kvittering lagde kuglepennen fra sig, kunne jeg liiiiige mærke smilet stivne lidt. Føltes lidt som om, jeg var kommet til at invitere Jehovas Vidner ind ved en fejl.

Men for fanden. Hvis de har tålmodighed til at præparere dig laaaaangsomt, år for år for år, så ender det vel med, at du giver efter uden at opdage det?

Må hellere allerede nu bestille en kidnapper og et sommerhus i udkantsdanmark til august 2011, så jeg er sikker på, at nogen sørger for at hente mig ud og afsekte mig igen.

Med eller uden kosttilskud.

Kan man eventuelt bare bruge en indkøbsvogn fra Føtex?

Så er det vist tid til en lille status på maven. Anton, the artist formerly known as Mini, er nu 26 cm, vejer lidt over et halvt kilo, og det er fra midten af sidste uge slut med at sove på maven. Hvor han tidligere primært begik sig i området under navlen, er han nu begyndt at sparke helt oppe under brystet, og jeg kan nu se det udenpå maven, når han rigtigt losser igennem. Hvilket han gør en del. Han er svær at imponere med høje lyde, måske fordi han bliver slæbt med i fitnesscentret 5-7 gange om ugen. Jeg underviser stadig fuld skrue, har det godt og mener stadig, at cravings er noget, der sidder mellem ørerne.

Men hvis du INSISTERER, kan jeg da godt spise et stykke smørkrans. Eller to.

Jeg har også haft mit første anfald af ved-jeg-overhovedet-hvad-jeg-har-begivet-mig-ud-i!?-angst. I Babysam, af alle steder. Det er et meget urart sted. Meget, meget … lyst. Og højt. I både farver, indretning og ekspedienttonefald.

Men seriøst: De første 3-4 måneder af graviditeten er man bange for at turde tro sit ufattelige held, så følger en måned eller to, hvor man begynder at glæde sig helt åndssvagt, og da der er 10 ugers leveringstid på barnevogne, betyder det at man har 14 dage til at komme i tanke om ALLE de babysteder, man kender – som man aldrig tidligere har haft hverken brug for eller interesse i. For mig kunne antallet af forhandlere tælles på én finger, og den eneste grund til at jeg overhovedet kom i tanke om Babysam var, at jeg i tidernes morgen datede butikschefen.

Anyway: Jeg tænkte, at jeg lige ville svinge ind forbi og kigge lidt på barnevogne, fordi mine søde, søde forældre kommer om 14 dage for at sponsere Det Første Barnebarns Karet, og jeg VED bare, at min far har 100 spørgsmål til funktion, vægt og holdbarhed, som jeg ikke kan svare på.

Så der stod jeg. Omgivet af 20.000 vogne i 20.000 forskellige størrelser, farver og designs, og i fuld gang med at føle mig ny og utilstrækkelig, da Det Lykkelige Par trådte ind og rullede en papyrus-rulle med 100 kvalificerede spørgsmål ud. Om der kunne monteres autostole på stellet, om det kunne pulverlakeres, hvor meget det vejede, om håndbremsere, om madrasser og voksi-poser, og lige der groede jeg en angst på størrelse med Asien. For hvordan fanden kunne jeg være så dum at tro, at hvis bare jeg elsker mit barn, så rækker det? At jeg så uden problemer kan wing’e mig gennem resten? Jeg mener: De her mennesker stillede spørgsmål om ting, jeg aldrig havde hørt om, til formål, jeg ikke anede eksisterede.

Jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanke om at gøre: Greb en håndfuld kataloger og løb.

Ud i friheden og de beroligende, matte farver, hvor jeg heldigvis igen kom i tanke om, at det nok skal gå. At det SKAL række med kærlighed, for ellers starter det nu og stopper aldrig, for der vil altid være nogen, der ved mere, kan mere og gør mere.

Vi skal nok klare os, Anton og jeg.

Vi skal bare holde op med at handle i Babysam.

De 10 bud.

Kirsten har tagget mig i en lille leg, der går ud på at skrive 10 ting, om sig selv. Jeg er altid frisk på den slags, og specielt, når det handler om mig. Migmigmig. Et tilbagevendende tema her på bloggen. Dog kan det være svært at trække 10 nye ting op af hatten, som I ikke har stiftet pletvist bekendtskab med i andre indlæg under andre overskrifter, men det skal bestemt ikke afholde mig fra at prøve, så jeg vælger hermed et tema, som jeg mener er relativt ubetrådt:

10 ting om mig som barn:

1. Jeg var så bleg, høj og tynd, at asparges skulede misundeligt til mig, når jeg gik forbi. Desværre er det kun to ud af de tre karakteristika, der har valgt at hænge ved. Gæt selv hvilke. (De rimer på ’sej’ og ’løg’.)

2. Jeg var bange for alt. ALT. Hunde med og uden snor, fremmede mennesker, vand, sport, you name it. Det er siden gået lidt over.

3. Det jeg var mest bange for, fortjener dog et punkt for sig selv, nemlig Monsteret Pizza. (Don’t ask). Det boede i væggen på badeværelset i det lille hul, hvori proppen til badekaret engang havde siddet.

4. Jeg elskede mit smølfebånd, som på mystisk vis forsvandt, da jeg var omkring 7. Jeg siger ikke, at min mor smed det ud. Jeg siger bare, at det måske er en liiiiille smule påfaldende, at hun, som ellers kunne finde alt, når jeg havde forlist det, ikke kunne finde det bånd, som hun bandede så stygt over, fordi hun ikke kunne holde Johnny Reimer ud.

5. Jeg havde hamster (hamstre?) af to omgange, og kaldte dem begge for Nuser. Det var så som så med opfindsomheden back then, men jeg vil gerne til mit forsvar sige, at min søsters hed Fimme. Begge gange.

6. Nogle af mine bedste ferieminder fra min barndom er fra de gange, min far var til modelflyverstævner, og vi var med. Vi boede altid i enten træhytter eller på vandrehjem, og jeg husker specielt et sted omkring Silkeborg, hvor der var kanoer, uendelige mængder af skov og en gynge i så lange reb, at det føltes som om, den var monteret i himlen. Er du SYG, man kunne gynge højt på den. (Hvilket jeg mærkeligt nok ikke var bange for, sidder jeg lige og undrer mig over.) Når vi var ude og spise, var vi ofte på italienske restauranter, som efter datidens målestok var noget meget eksotisk. Det var før pizzaen nåede til Esbjerg. (Er det mig, eller indeholder dette indlæg ordet ‘pizza’ uforholdsvis meget?)

7. Jeg var sehr, sehr forelsket i Søren fra min klasse, og ydmygelsen var total, da hans og mine forældre fik den geniale ide, at jeg skulle låne hans sovepose, fordi jeg skulle på spejderlejr. Hjalp dog lidt at han virkede endnu mere flov, da vi hentede den, fordi den – viste det sig – var babyblå og dekoreret med katte.

8. Jeg gad ikke lege med dukker, og jeg var en spasser til alt med bolde. Til gengæld læste jeg alt, hvad jeg kunne få fingrene i, lige fra jeg kunne stave til ’ko’, og jeg elskede at lave serier til musik i haven, som mine forældre så var tvangsindlagte til at se. Her, 25 år senere, aner man kimen til et mønster blive lagt…

9. Jeg gik en hel del i røde træsko.

10. Jeg var på skadestuen to gange som barn. Den ene gang fordi jeg skulle vise min far, hvor hurtigt jeg kunne løbe, og som finale k-a-s-t-e-d-e mig gennem luften i den tro, at min far ville gribe mig. Den afslutning så han ikke komme (vælger jeg at tro), så da han i samme sekund trådte et skridt til siden, var det lænestolens træ-armlæn, der (an)greb mig i stedet. På læben. Anden gang var jeg bare med som passager, fordi min søster og jeg havde leget hekse, og fløjet rundt hjemme i stuen på hendes plastikkost. Da jeg var ældst, var det naturligvis mig, der førerheks, og da hun var lidt for langsom til min flyvestil, hev jeg bare til, så hun røg med tænderne først lige ned i gulvet.

Min familie var sådan lidt Esbjergs svar på The Osbournes.

Så! Det var 10. Nu er reglen, at jeg skal prikke 6 andre:

Så: Lene, TBS, Katrine, Skriblerier, Maren og Thomas: Kan I lege?

Hot mama!

I går var jeg inviteret til fest hos 2 x Peter. (Som jeg har besluttet at kalde Dobbelt-P fra nu af. Fordi det lyder sjovt.) Når man er inviteret til fest med høj frekvens af bøsser, vil man gerne være pæn, for hvor man med heteromænd kan snyde ved hjælp af kavalergang, farver og accessories, så ved man bare, at bøsser ser ALT. De kender alle de små tricks, for de bruger dem selv.

Derfor tog jeg i lørdags en dyyyb indånding og bevægede mig i ventetøjsafdelingen i Bestseller for at købe en kjole. Blev straks antastet af lille, vims ekspedient, der virkede meget opsat på at hjælpe mig. (Ved ikke, om jeg er mere pjaltet i min fremtoning, end jeg selv går rundt og tror?) Jeg forklarede, at jeg gerne ville have en kjole, og med 3 forskellige over armen (og et bukse/top-sæt, som jeg stadig er i tvivl om, hvordan fik sig sneget ind i bunken), blev jeg eskorteret ind i de hellige haller.

Kjole 1:
Hende: “Hvad føler du selv?”
Mig: “Jeg føler mig … mere tyk end gravid. Hvem fanden besluttede, at æbleformede kjoler ville være gode til gravide??”

Kjole 2:
Hende: “Hvordan føler du dig tilpas i den?”
Mig: “Altså, bortset fra det faktum, at den er så kort, at man kan se min røv?”

Buks/top-sæt:
Hende: “Hvordan føles det?” (Seriøst: Hvad sker der med alt det der føleri? Har de fået coaching ind som fag på ekspedientskolen?)
Mig: “Som om mit selvværd har forladt min krop i vrede. Jeg kan for helvede ikke engang lukke de forpulede bukser!”

Kjole 3:
Hende: “Hvad så med den? Hvordan føler du dig tilpas i den? For den er da sød!”
Mig: (desperat og med 4 bryster pga. syning, der skulle gøre det muligt at amme i den, med fede ben pga. kjolens manglende længde, men til gengæld med imponerende mængde overskudsstof til at hænge og flappe på skuldrene) “Må jeg ikke godt sige noget? Indeni er jeg ligesom dig. Jeg ved godt, hvad der klæder mig, og hvad der ikke gør. Jeg er bare i den situation, at jeg har fået udleveret en ny krop, der gør noget af sig selv, hver gang, jeg vender ryggen til. Og jeg vil så gerne være bare lidt pæn, og det er skidesvært, fordi der er så lidt at vælge imellem, og jeg stadig både er pissehøj og har bryster og brede hofter. Og når du ser, hvordan den her kjole sidder på mig, så ved du jo godt, at du aldrig selv ville gå i byen i noget, der sad på den måde. Ikke?”

Hende: “…. Ja, ok. Fair nok….”

Her må jeg stoppe og tage et øjeblik til at rose den lille pige. Jeg ville nok være gået i dækning, og have ladet den hysteriske gravide klare sig selv, men hun blev helt…. indædt. På den venlige måde. Sådan lidt som i amerikanske krigsfilm, hvor den lille undermålersoldat, som i virkeligheden er Helten, med et brækket ben og defekt gevær slæber sin sønderskudte overordnede ud af krydsilden.

Hende: (Begejstret) “Hey! Hvad med noget langt?!”
Mig: “Du får en 20’er, hvis du kan trække noget frem, der er langt nok til mig.”

Så det gjorde hun. Sammen med et lækkert bælte og en fiks lille trøjeting.

Og så så man lige mig! Jeg havde fuldstændig glemt, hvordan det rigtige outfit kan få én til at føle sig både laber, rigtig og sexet.

Blev så begejstret, at jeg valgte at fuldende looket med mit diadem. ’Cause I’m worth it.

Og man VED bare, at man har ramt rigtigt, når bøsserne skamroser én!

(Tak, lille ekspedientpige. Virkelig. Du reddede min dag.)

A true Kodak moment.

Kender I det med, at man altid får flere tilbud af de sjove, når man har en kæreste, man er glad for?

Ja? Nå, men det sker så åbenbart også, når man er gravid.

Jeg er ikke typen, der er ven med mine ekskærester, for uanset om man går eller bliver gået fra, vil magtbalancen for altid være for forskubbet til, at der kan komme et ligeværdigt venskab ud af set. (Hvis du er gode venner med hele din forhistorie, og den jævnligt kommer forbi fredag aften, og drikker rødvin og spiser hjemmelavede burgere, mens I hænger ud med jeres nye kærester, og alle bare er skidelykkelige, er du selvfølgelig undtaget ovenstående antagelse. I er nogle meget rummelige mennesker, og jeg beundrer og misunder jer.)

Ikke at jeg er uvenner med eks’erne, eller noget. Vi er bare ikke mere, og jeg plejer at holde det til hej, når vi mødes.

Derfor er det meget bemærkelsesværdigt, at jeg den sidste tid har hørt fra flere af Drengene Fra Fortiden, end jeg har i meget, meget lang tid. På den kække måde. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere på det. For hvor i en samtale, man overhovedet ikke har set komme, afbryder man med et: ”Hey, vil du høre noget sjovt? Jeg er gravid!”

Det kræver nemlig, at man tilkendegiver, at man mener, han lægger an på en, og uanset om der er tale om ekskærester eller nye mænd, er jeg så bange for at få dem til at føle sig dumme, at jeg ofte ender i nogle farligt akavede situationer, fordi jeg trækker den alt, alt for langt, før jeg siger fra. Jeg bliver ved med at sætte min lid til, at fyren kan aflæse af mit stive smil og låste kropssprog, at jeg ikke er interesseret, uden at jeg skal ydmyge ham ved at afvise ham helt klart og utvetydigt, og jeg har simpelthen ikke selvtillid til at trække facer-sværdet op af hatten: ”Ved du hvad? Jeg kan godt se, hvad du er i gang med, men jeg er ikke interesseret.” Tænkt hvis jeg sårer hans følelser, eller han bliver flov. Eller får blindtarmsbetændelse af latterkramper. (Det sidste faktisk værst.)

Men når de ringer fra 2001, og man ikke rigtigt har snakket med dem siden, er det jo indlysende tydeligt, at der er noget i gære. Alligevel vil jeg hellere brække armen 3 steder end at afbryde med et: ”Hvad er det egentlig, du vil?”

Hvad jeg så gør? Tja, forleden blev jeg lagt så stygt an på, at jeg – apropos absolut ingenting – endte med skingert at halvråbe: ”Ja ja, men nu går der jo heller ikke så længe, inden JEG SKAL PÅ BARSEL!” fordi jeg følte mig som Den Falske Varedeklaration ved bare at stå der og tage imod. Men for fanden. Ligner sgu da efterhånden en, der har slugt en fodbold. Kig dog ned, menneske! (Længere ned!!!)

Men jeg må indrømme, at jeg til de lange vinteraftner og ammekasser gerne ville have haft et billede af hans ansigtsudtryk, da hans hjerne først udsendte et: ”Houston, we did not copy that??” hvorefter den kortsluttede.

Det smitter jo ikke, for fanden.

Det er sikkert hormonerne, der er på spil igen, men de sidste par måneder har jeg bemærket et karaktertræk hos nogle mennesker, som virkelig irriterer mig: Trangen til uopfordret at nedgøre og kritisere, hvad andre kan lide.

Keyword being ’uopfordret’.

Jeg kom første gang til at spekulere over det, da jeg i forbindelse med læsning af en af Politikens blogs tænkte, at jeg aldrig, om jeg så fik penge for det, ville have lyst til at lægge ryg til de kommentatorer, der huserer derinde. Der er virkelig nogle perfide og modbydelige mennesker imellem, der udelukkende lægger kommentarer for at fortælle, hvor dårlig de synes, den pågældende blog er, og hvor idiotisk, hul og intetsigende, de finder personen bag. I et vist omfang kan man argumentere for, at der inviteres til det på debatbloggene (om end det kunne klæde nogle mennesker at iføre sig den sobre tone), men et godt eksempel er Nynnes Dagbog. Jeg begriber det ikke. Hvis man ikke bryder sig om genren, ville jeg synes, at løsningen lå meget lige for: Lad. Være. Med. At. Læse. Den. Jeg forstår ikke behovet for at lægge et surt opstød derinde, hvor man må formode, at hovedparten af de tilstedeværende kan lide at være.

En ting er så, når det sker på blogs og hjemmesider, hvor kommunikationen er relativ envejs, for der kan man jo som læser vælge at gøre brug af samme taktik; undlade at læse kommentarsporet, hvis det indeholder alt for meget galde.

Noget andet er, når det sker live. Og jeg må vel egentlig lykønske dem, der praktiserer smagsdommeriet med at have opfundet den perfekte samtaledræber, for hvordan fanden kommer man videre med i samtale, der starter med et angreb? Så står man dér i defensiven og glor.

Sjovt nok har jeg også bemærket, at det ofte er de såkaldte first-movers, der forfalder til at kritisere. Hvilket er ironisk, fordi de typisk bliver meget indebrændte over det, når horden af umælende kvæg overgiver sig, og pludselig giver dem ret i, at et givent band er fedt. Jeg kender mennesker, der holdt op med at høre Swan Lee, da de pludselig blev allemandseje. Alene derfor.

Inden for fitnessbranchen findes der en gruppe af folk, som ikke tror på at træne i maskiner. (Jo jo. Tror på. Det er faktisk en slags religion.) For dem er det eneste forsvarlige træningsform funktionel træning med egen kropsvægt og elastikker som remedier, hvilket der bestemt kan siges meget godt om. Det mister jeg bare lysten til at gøre, når samtalen indledes med ”Jeg forstår godt nok ikke, at du gider det der ‘Pump’ (skal vrænges), når man kan træne MEGET mere optimalt med funktionel træning! *hellig-smiley*” Ok. Og efter den indledning kan jeg da godt fornemme, at det ville være skønne spildte kræfter at forsøge at forklare dig, hvorfor jeg synes, at det er fedt.

Eksemplet kan overføres til stort set alle genrer.

Misforstå mig ikke: Jeg synes, at det er FINT, at vi kan lide forskellige ting. Jeg er ikke ude på at trække dem, med anden smag end min ned i mit hængdedynd af krimier, charterferier og amerikanske serier. Jeg synes, at det er godt, at der er smalt, eksperimenterende teater, DR2 og kant til dem, der sætter pris på det. Virkelig. Jeg bliver bare nogle gange lidt træt over, at det altid er dem, der bekender sig til Det Vedtagne Rigtige, der uopfordret (lagde I mærke til, hvordan jeg lige sneg det med ind igen, så I ikke glemte det?) føler sig kaldet til at docere og rynke på næsen.

Jeg forstår ikke, at de ikke bare kan nyde tanken om deres kulturelle, smagsmæssige eller kropslige overlegenhed i fred. Jeg forstår ikke, at de ikke kan se, at de bygger flere mure end broer.

Hvis jeg spørger, hvad du synes om noget af det, jeg er vild med, har jeg selv inviteret til din kritik, hvordan den så end måtte falde ud. Men ellers vil jeg godt nok hellere høre om, hvorfor du sætter pris på de ting, du gør, end hvorfor du foragter mine.

Topmålet af optimisme

er indædt at jage og dræbe alle myg, møl, edderkopper og stankelben, der bevæger sig inden for mine døre, i håb om at historien om de kranke skæbner rygtes i haven og afholder alt andet kryb fra at forpeste mit hjem.

(Ved nærmere eftertanke ville det måske fungere bedre at lemlæste en enkelt af dem og sætte den ud igen, så den kunne spread the word?)

Frem med flaget!

OMG! OMG! OMG! Fordi vi alle sammen (mest jer, jo) har haft så travlt med at kigge i alle mulige andre retninger, er det noget, vi fuldstændigt har glemt:

BLOGGEN HAR HAFT FØDSELSDAG!!!

D. 27. juli fyldte den 3 år, og jeg glemte det *skamfuld-smiley*

3 år. Det er sgu da noget, der ligner 12 år i menneskeår egentlig ret meget for en blog, er det ikke?

Da intet siger ’fest’ mere end tørre facts, har jeg i dagens anledning været en tur forbi min google analytics.

(Som jeg ellers har et meget ambivalent forhold til. Meldte i tidernes morgen bloggen til for at kunne lukke den i al ubemærkethed, hvis det viste sig kun at være min tålmodige søster og 2 trofaste veninder, der læste med, men tør faktisk ikke rigtig gå ind på den, fordi jeg altid får ræsende præstationsangst, når jeg opdager, hvor mange I egentlig er derude.)

For I er MANGE!

Afhængigt af ugedag og tid på året har jeg mellem 500 og 600 isolerede hits om dagen, hvilket betyder, at man kun tæller med i statistikken én gang selvom man er inde og tjekke flere gange i løbet af en dag, om der er kommet nyt på. (Her taler jeg blot ud fra mit eget adfærdsmønster, hvor jeg sidder og klikker på ’opdatér’ som en manisk spætte på speed, og kan blive helt vred på mine favoritbloggere, hvis de tillader sig at have mere end 20 minutter mellem deres indlæg.)

Er I klar over, hvor mange mennesker, det er!? Får sgu næsten helt lyst til at gå op og lægge mig, Hans Christian.

And we’re global, people. I løbet af den sidste måned, har jeg haft læsere på besøg fra 38 forskellige lande. Heraf konkluderer jeg dels, at I rejser meget, og dels at der må sidde mennesker i Japan og Kuwait og bande over google, når de af uransaglige årsager ender på min blog. De 10 bedst placerede lande er:

1. Danmark (Deuze points)
2. Sverige
3. Canada
4. UK
5. Norge
6. Schweiz
7. Tyskland
8. USA (Forstår ikke helt, at den er opført som land, men så igen… Mig og geografi)
9. Belgien
10. Australien

I Danmark ser jeres fordeling således ud:

(Bemærk venligst mine 2 læsere på Bornholm)Mine faste læseres alder ligger, så vidt jeg lige kan se, mellem 14 og 67 år. Det kan man sgu da kalde bred appel. Jeg har, siden jeg startede, postet 955 indlæg, hvilket er 0,87 indlæg om dagen. Jeg poster dermed næsten dagligt, og det synes jeg egentlig – i al beskedenhed – er ret godt gået. Jeg har i løbet af de sidste 3 år kun slettet 2 kommentarer på bloggen, begge fra folk, der kender mig rigtig godt, men som lige et kort øjeblik glemte, at bloggen kan læses af alle, og at nogle ting simpelthen er for private for the world to see. Når I ellers støder på ’denne kommentar er fjernet af forfatteren’ er det kommentatorforfatteren selv, der har slettet den, dvs. en, der har skrevet noget, og siden fortrudt. Derudover kommer der jævnligt spam og reklamer i kommentarfeltet, og dem sletter jeg også. Benhårdt. Jeg har helt fra starten valgt, at jeg ikke vil have reklamer på min blog; dette gælder også i kommentarfeltet. ”Hvad har du så lært af at blogge i 3 år?” hører jeg jer spørge.Hmmm… Om mig selv har jeg lært, at jeg bliver klogere på det, jeg går og tumler med, når jeg skal formulere mine dilemmaer på skrift, vel vidende at fremmede såvel som kendte øjne skal læse det.Jeg har lært, at folk oftere føler sig truffede af Mor Er Vred og Skuffet indlæggene end af de glade af slagsen. Hvilket egentlig er lidt trist, synes jeg.Jeg har lært en masse andre bloggere at kende i virkeligheden, og det har uden undtagelse været søde, imødekommende mennesker. I lørdags var jeg f.eks. ude og spise ved en, der havde lagt en invitation til mig på bloggen, og det var rasende hyggeligt. (Tak for FANTASTISK mad!) Jeg har også fundet ud af, at blogland ikke har noget at lade fitnessverdenen høre for, når det kommer til sladder, intriger og hor.Jeg har lært, at du – også her – får, hvad du giver. Jeg blogger om stort set alt, både når det går godt, og når det går mæ hælve te. Jeg forsøger at være ærlig ved at vise, hvem jeg er, både når jeg er til pæn brug, og når jeg ville ønske, at det var en anden, jeg skrev om, og det er min oplevelse, at læsere responderer positivt på at få lov at se alle sider af én. Faktisk tror jeg ofte, at jeg får længere snor end de fleste, også når jeg er dum, snæversynet og træls, fordi folk føler, at de kender mig, og derfor bærer over med mig.Nå, men andre bloggere laver altid nogle meget fancy give-aways, når de har fødselsdag, men da jeg hverken kan tegne, hoste op med hemmelige opskrifter, der vil lade din indsats i køkkenet gå over i historien, eller er fiks på hænderne i forhold til håndarbejde, har jeg vist desværre ikke noget, jeg kan love væk. Ikke andet end mine ord. Dem må I til gengæld få, alle sammen, lige indtil jeg enten løber tør eller I løber trætte.