Keep moving, people. Nothing to see.

Var ved åen og spise frokost i dag, og som alle ved, vælger man kun at indtage føde på den strækning, fordi overpriserne på maden til fulde opvejes af muligheden for Gratis Gloning. Alle kender reglerne. Der findes sågar mennesker, der lægger deres løberute den vej for at være SIKRE på at blive set.

(Forstå det hvem der kan.)

(Sagde instruktøren.)

Nå, men mens vi sad der, kom der pludselig noget CIA eller Secret Service af en slags. En masse hærdebrede, pluskæbede mænd med tyggegummi, stenansigter og solbriller. De gik frem. Mumlede i kraven. Gik tilbage. Mumlede noget mere. Tog sig til øremodtageren. Kastede røntgenblikke rundt på alle os, der efterhånden var gået helt i stå med at spise (og tjenere, der glemte at arbejde), mens de attitudemæssigt signalerede, at det ikke ville røre dem at skyde for at dræbe, hvis nogle skulle sidde med gode ideer eller terroristtilbøjeligheder.

Hvem hvem hvem hvem hvem???

Ze Governator? Helle Thornings revisor? Frede, der med sine frøkammerater ankom med snorkel af vandvejen? HVEM!?

Og endelig: Mængden skiltes, et sus gik gennem befolkningen og frem trådte…..:

Mr. I-have-NO-idea med to brækkede finger og noget beige, pagehåret påhæng.

Skuffede? Så ved I, hvordan vi havde det.

Fra nu af synes jeg vi aftaler, at man kun må have bodyguards, hvis man er så kendt, at vi andre ved, hvem man er.

Note til selv:

Skal fremover huske at være til stede i egen krop og tune bare lidt ind på, hvad jeg går og synger i Netto. Teksten lyder: ”I’ll be your SUBSTITUTE” og ikke, som (distræt) fremført ved mælkekøleren: ”I’ll be your prostitute.”

De blev lidt kristne i betrækket på den yderligtgående, vestjyske måde, det ældre ægtepar ved siden af.

Hjerte hjerte hjerte.

Ingen hovedpine i dag, så jeg er igen til at snakke med, og risikoen for at blive slået ihjel, hvis man trækker vejret hørligt inden for en radius af 2 km, er faldet betragteligt. Dagens indlæg er derfor helt anderledes mildt i tonen end syreopkastet fra i går.

For jeg er begyndt at kunne mærke det udenpå maven, når min lille dreng sparker, og det er tæt på at være det hyggeligste, jeg nogensinde har prøvet. Om aftenen, omkring kl. 23, går han til noget kickboxing, hvor han bruger mine nyrer som sandsække, og da jeg allerede nu er ved at udvikle mig til en af dem, der synes, at alt hvad MIT barn foretager sig, er mirakuløst og indikerer begavelse langt over gennemsnittet, er jeg naturligvis stolt over ungens evne til at arbejde med formen inden for de relativt begrænsede rammer, han har fået stillet til rådighed.

Bortset fra det skal vi lige have kigget lidt på holdplanen, for jeg synes, at det ville være markant mere optimalt, hvis vi kan lægge noget yoga/afspænding på det tidspunkt, når vi rammer december. Så kan han give den gas med de små ben om eftermiddagen, hvor vi alle sammen synes, at det er meget sjovere at være vågne og fulde af pep.

Han kan også godt finde på at dæk-sparke mig lidt forsigtigt i maven, hvis jeg skal tisse meget eller sidder bøjet frem. På ”*ahem*… undskyld, men vi er altså nogen, der prøver at BO herinde?!”-måden.

Mors lille dreng.

Som jeg for øvrigt tror skal hedde Anton. (Ret til ændringer forbeholdes, hvis han kommer ud og overhovedet ikke ligner en Anton.)

Fik jeg fortalt, at han gabte, da jeg blev scannet? Så så man lige mig ligge der med åben mund og et vantro: ”GABTE han lige??” Og det gjorde han. Uden skyggen af tvivl. Hans hjerte er 1,5 x 1,5 cm, og hans mave er kuglerund. Hans lille rygsøjle ligner en række af de fineste perler, og der var gang i noget relativt ukoordineret ‘Se mig! Se mig! Jeg har arme!’

Det her er den bedste ide EVER!

Relativ vred top 5.

Inspireret af Skribleriers råddent sjove post om belastende pseudo-zen-Facebook-buddhister, følger hermed min top 5 over, hvis opdateringer jeg skjuler på FB.

(Og hvis tonen er lidt hårdere end den plejer, beklager jeg. Det er meget varmt i dag, og mit hoved er ved at eksplodere. Det skal naturligvis gå ud over nogen.)

1) Par, der kommunikerer med hinanden via FB. ”Tak for de flotte blomster, skatter. Jeg elsker dig”. I er lykkelige, we get it, men kan I da for fanden ikke bare stikke hovedet ud i entreen og råbe det til hinanden?

2) De overfriske. ”Så er dagens træning overstået. 4 timers elitespinning, 2 steptimer og en gang yoga, skønno!! Og nu klar til brunch med tøzerne!” Hvorfor skriver I det? Nej, virkelig. Hvorfor? Er det sjovt eller relevant for nogen som helst? Vil I gerne roses? Have medaljer? For lad os lave en hurtig håndsoprækning: Alle dem, der elsker at læse den slags opdateringer: Hånden op *nu*

Anyone?

3) Dem, der spiser for mange Gajoler og baserer deres livsfilosofi på lågene. Idiotiske ’dybe’ udsagn som ”Det er meget let at gøre tingene komplicerede” og ”Det interessante ved problemer er, at de kun opstår, når man tænker på dem” giver mig kløende udslæt i ganen af irritation.

4) Folk med for meget fritid, som kan fylde hele startsiden med, hvad de mangler til deres virtuelle stalde (!?), resultaterne af latterlige tests, der skal angive, hvor sexede de er i dag (målt i procent) og indmeldelse i grupper, hvis eneste fællestræk er, at grundlæggerne af dem ikke kan stave.

5) De mystiske (uuuuuuuh!), der forsøger at gøre sig interessante med hentydninger, som skal få os andre til at bide negle af indestængt frustration over ikke at være betydningsfulde nok til at blive indviet i, hvad det er for en dør, der lukkes eller hvem, det er, man aldrig skal stole på. Hvis I vil dele, vil jeg gerne læse. Hvis ikke, er det også helt fint. Så begriber jeg bare ikke, hvorfor I ikke bare fletter næbet?

Mangler vi nogen?

Phiew!!!!

Vil I høre noget, som jeg ikke anede for et halvt år siden? ’Den søde ventetid’ er en skrøne på linie med julemanden og Loch Ness. Ikke at man ikke glæder sig, for det gør man – det gør jeg i hvert fald – helt åndssvagt, men jeg var ikke klar over, at man i samme sekund, man ser 2 lyserøde streger på pinden (dem alle sammen. Også de ekstra pinde, som man rystet snuble-cyklede i Føtex efter, da de første to lå side om side på vasken og struttede demonstrativt med deres lyserøde streger) udvikler Angst. Af den tyske slags.

I det øjeblik man ved, man er gravid, åbner hjernen for et hidtil lukket kammer, hvor den har deponeret kasse efter kasse af hæslige anekdoter om gravide kvinder, det er gået galt for. Pludselig husker man hver eneste historie, man nogensinde har hørt om kvinder, der har aborteret og født døde eller misdannede børn. Selvom man ved, at sandsynligheden for, at det går godt, statistisk set er meget højere end risikoen for, at noget går galt, er det hele så skrøbeligt, at man er nødt til bevidst at fortrænge sine katastrofetanker, hvis man ikke skal blive sindssyg.

Før jeg selv blev gravid, troede jeg, at scanninger udelukkende var noget man glædede sig til, og jeg forestillede mig, hvordan man næsten ikke kunne vente med at ligge der og græde af uspoleret lykke. Jeg har tudet i vilden sky til både 8 og 12 ugers scanningerne, men det har ligeså meget været af lettelse over, at alt var som det skulle være, som af lykke over, at mit barn har verdens mest perfekte profil og – ifølge lægens udsagn – er ’en meget aktiv lille én’.

Og som om ens egne forestillinger ikke er slemme nok, findes der desværre også et utal af ubetænksomme mennesker, som i det øjeblik de hører, at man er gravid, begynder at fortælle tragiske historier om fosterdød og blødninger og børn uden nyrer, og selvom jeg er helt på det rene med, at det – som de særligt belastende elementer overbærende minder mig om – også er den del af livet, og at (og den her hader jeg virkelig) det i de fleste tilfælde skyldes, at der er noget galt med fosteret, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at det er lige NU, de mener, at det er passende at underholde med den slags.

(En anden sætning jeg hører meget er: ”Ja ja. Nu skal du jo ikke blive hysterisk. Da jeg var gravid, undgik jeg ikke [indsæt selv noget om parfume, hårfarve, rygning eller alkohol], og det skete der ikke noget ved. Jeg har et sundt og raskt barn i dag.” Det er sødt af folk at sige, for de gør det for at forsøge at dæmpe Angsten, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi for 20 år siden heller ikke mente, at der skete noget ved at slå vores børn.)

Nå, det var et sidespring. For det jeg egentlig ville fortælle med indlægget i dag var, at jeg i dag har været til 20 ugers scanning; den scanning, som Skejby insisterer på at kalde MISDANNELSESscanning. Er ved at være et par uger siden, at jeg sidst har sovet ordentligt, og jeg glæder mig fælt til at slippe for drømme som den, jeg havde forleden, hvor scanningen viste, at babyen havde tabt sin bugspytkirtel.

Men: Alt var som det skulle være, HURRA!!

Og ved I hvad? Det er en lille dreng:)

Så måtte man jo gerne købe den her:

Tchüss. Bis später.

I et anfald af nostalgi gik turen i dag til Blåvand til et ægte trip down memory lane.

Da jeg var i mine tidlige teen-år, havde min fars firma et sommerhus derude, som medarbejderen kunne få lov at låne, så jeg har ferieret en del i området.

I dag, da vi kørte igennem byen (eller hvad man skal kalde den), gik det op for mig, hvor meget mere man husker med sanserne end med hukommelsen. Jeg har glemt, hvor mange somre, vi var derude. Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad vi lavede eller hvem vi legede med (selvom vi nok kaldte det ’var sammen med’ som var senfirsernes pendant til ’hænge ud med’), og jeg aner ikke, hvor gammel jeg var, da vi var derude for sidste gang.

Til gengæld kan jeg tydeligt huske, at vattæpperne og de klamme værelser lugtede af ferie, den første aften, når vi stormede hytten. Jeg kan huske, at jeg drak litervis af en lyserød indisk frugtte, som det ikke er lykkedes mig at finde siden. Jeg kan huske den røde top og de mørkeblå, afklippede jeans, som fik mig til at føle mig übercool og voksen, når jeg gik mine weltshcmerzture med New Kids On The Block og Roxette-kassettebånd i min walkman. Jeg husker lugten af stearin i forretningerne, den skarpe smerte af sten under bare fødder, når vi gik af de små, grusede veje til stranden og fornemmelsen af, at det var nu, det hele startede.

I dag er det en tysk turistudgave af helvede. Der er mennesker overALT, og der, hvor min søster og jeg dengang købte vores souvenirs til minde om ferier, vi aldrig mente at glemme, har de i dag åbnet en Burger King.

Selvom der er legepladser og børn og andre forældre, sætter jeg hermed min integritet på højkant på, at mini og jeg aldrig kommer til at holde vores ferier derude. Vi skal have fundet vores eget område, hvor alting starter forfra, og hvor mini kan lave sine egne historier og skabe sine egne minder.

Og hvor han/hun ikke opdager, hvor pissedårlig mor er til tysk.

Det undrer mig, at jeg aldrig selv har tænkt på det.

Er i Esbjerg i disse dage, og kom af en eller anden grund til at tale med min mor om diskressionslinier. Jeg har alle dage syntes, at systemet fungerer fint alle andre steder end på apoteket. Der synes jeg så til gengæld overHOVEDET ikke, at det fungerer. Uanset hvilket apotek man kommer ind på, står syge personager og forsøger at lægge afstand til alle andre, som med garanti fejler noget, der er klammere og mere smitsomt end det, man selv er stemplet ind med. Der er INGEN, der taler sammen, og alle står bare og leger, at de ikke er tilstede. Bortset fra med ørerne, som til gengæld er ligeså store som paraboler.

Uanset hvad jeg fejler, gider jeg ikke dele det med resten af Århus. På nogen af måderne. Kan faktisk mærke, nu hvor jeg sidder her og skriver, at jeg synes, at ALT medicin fremover skal være receptpligtig, for så slipper man med at aflevere et stykke papir i stedet for det skamfulde ritual med først at skulle beskrive sine symptomer i detaljer, for derefter at høre den potentielle diagnose brølet ud i rummet af stålfarvet sundhedssandal, der synes, at ALT, der vedrører kroppen, er naturligt.

Og slutter det der? Nej. Nej nej nej. For pludselig forvandler apotekerassistenten sig til noget øverstbefalende i Stasi, der antager, at du er forklædt narkoman, der har tænkt dig at junke al hostesaften. På én gang. ”Har du brugt dette præparat før?” (Anklagende). ”Altså… ja?” ”Så du VED godt, hvordan du doserer dem?!” ”Det er Strepsil…?” ”Jaja! Men du må IKKE overskride den anbefalede daglige dosis!”

Omkrig her i samtalen fortalte min mor, at hun, når hun henter medicin til min far, er ved at gå AMOK over at blive underkastet 3. gradsforhør HVER gang. ”De kan jo se, at det er en flergangsrecept, og at det er 4. gang jeg henter?!”

Så når hun bliver betjent af en, der er særlig irriterende, beder hun altid om et glas kodymagnyl (som under INGEN omstændigheder må indtages sammen med medicinen) on the side. Bare for at se dem blive blege og slå korsets tegn for sig. ”Jeg kan sgu ikke lade være, når de står der og er så emsige”.

Hvilket for mig sætter to ting på plads:

1) De 24 glas kodi’er i skabet er ikke tegn på, at mine forældre er på vej ind i mystisk sekt, der planlægger kollektivt selvmord.

2) Jeg er HELT sikkert ikke adopteret!

Om det kan være min form, den er gal med? Jeg forstår ikke spørgsmålet?

Nå, men det var Himmelbjerget, vi kom fra. I anledningen af ferien blev Tina og jeg enige om, at et par bysbørn som os skulle på tur og have noget naturoplevelse af en slags. Vi kunne jo f.eks…… hmmm…

Efter at have kigget ideforladte på hinanden i et par minutter, kom Himmelbjerget på bordet, (hurra!) og så startede forberedelserne.

Der blev udarbejdet tidsplaner, lavet indkøbssedler, bagt pølsehorn og vasket vattæpper. Der blev aftalt samspisning af morgenmad og gravet køletasker frem fra gemmerne. Solcreme? Tjek. Køkkenrulle? Tjek. Vandmelon? Tjek.

Og derfra gik det lidt ned af bakke, om jeg så må sige. For hvor fanden ligger Himmelbjerget? Altså, sådan helt præcist? De Gule Sider griner dig lige ind i ansigtet, når du forsøger at overtale den til at hoste op med en rutebeskrivelse til destinationen ’Himmelbjerget’, men uden at jeg skal kede jer for meget med detaljerne, kan jeg dog glæde og berolige alle med, at det lykkedes os at fravriste den gule satan en vejledning.

Næste problem: Sko. I min fantasi er jeg en nipsagtig prinsesse på 1.60, der tripper utungt afsted i mine guldsandaler. Virkeligheden byder mere på nogle hævede stykker kød med remme, der forsøger at afskære blodtilførslen.

I hver sit par klip klappere stod vi derfor og kiggede lidt ned.

”Altså… Det er jo ikke sådan ÆGTE vandrestøvler…”

”Nej, men… hvor stejlt er det lige det er? Er det ikke noget med, at det bare er en bule i skovbunden? En slags geografisk joke, nærmest?”

”Skal vi ikke bare sige det? Eller skal vi gå all in, og medbringe isøkser, karabinhager og reb?”

”Fuck it. Det går nok!”

Afsted med os, og selvom vi (nok mest mig, hvis jeg skal være ærlig) efterlod ruteplanen ved siden af computeren, lykkedes det os alligevel at køre næsten lige derhen.

(Kan vi i den anledning snakke om, hvem der navngiver byerne ude på de kanter?? Mit bud er, at det er en kommunal julefrokostscrabble gone wrong. ”Aj, men Bent, for fanden! ’Addit’ er sgu da ikke et ord!” ”Jo-houw! Det er … en … by. Eller… Det bliver det! På min nye lokalplan!” )

Og hvor var der pænt. Og hold nu kæft, hvor vi fnes, da vi havde gået 3,5 minut og stod på ’toppen’. Med pølsehorn, vandmelon, vattæpper, solcreme, vand og sandwiches nok til at holde drengene i Afghanistan kørende et par år. Vi blev enige om, at naturmennesker som os (hvorfor tror man det? Hvorfor??) ikke var kørt så langt for at tage hjem efter at have tilbagelagt 200 meter med en stigning på en kvart procent
.
’Rutebådene?’ Lød lovende. Afsted det gik.

Det var så her, Himmelbjerget lavede sit snappy comeback over vores hånlige kommentarer om, at size does matter, for det kan godt ske, at der ikke var så langt til bådene. Men for ind i FUCK, hvor var det råddent at klatre nedaf i klip klappere i tusind graders varme med jægertroppernes samlede oppakning på ryggen. Og man skulle tro, at det ville være bedre op, ikke? Aber nein. 3 pauser og et sæt lunger senere – og længe efter, at al samtale var forstummet – kunne vi ENDELIG se bilen igen. Tårevædet gensyn.

I dag har jeg så ondt i mine lægmuskler, at jeg vralter som en and i 10. måned.

Naturen er overvurderet.

Ret mig, hvis jeg tager fejl, men hvor mange ville være vilde med at få rejst en statue af sig selv med indskriptionen “Børnevennen” idag?

Det ER pænt, jeg indrømmer det. Men der er fandme længere ned til det vand, end der er til månen!

Bemærk venligst, hvordan vi naturvant har parkeret så langt inde i skyggen, at bilen næsten ligner et dårligt camoufleret dyr, der græsser.

I virkeligheden er jeg jo bare en simpel pige fra landet.

Jeg er vokset op i et hus med en have. I al den tid jeg boede hjemme var sommer noget med havestole, grill og vasketøj, der duftede af Frisk, og de sidste par år er jeg begyndt at savne det mere og mere. Selvom de er søde, er det bare ikke helt det samme at dele en baggård med 100 andre, svedige klaustrofobikere, eller at skulle huske ALT (som helst skal kunne bæres af én gang), når man går ned. Og igen, når man hver 45. minut skal op og nifle, fordi at det ville være at friste skæbnen unødigt at lade en Iphone og et par labre høretelefoner ligge ubevogtede hen.

Jeg savner en have, man kan dappe ud i i undertøj, og hvor havemøbler og parasol står, hvor man efterlod dem i går. Jeg savner en have, hvor Smokey Joe grillen kan stå i fred og ikke, som min ven Lasses, bliver stjålet ved højlys dag. Jeg savner tørresnore uden mug, og fornemmelsen af at kunne spise morgenmad i det fri, uden at det forvandler sig til omfattende, udstyrstungt event.

Måske er det redebyggergenet, som jeg har hørt så meget om, men som jeg indtil nu ikke har følt røre på sig, der endelig sparker ind. Det ville også forklare, hvorfor jeg forleden sad og dagdrømte om en kummefryser. Jeg havde faktisk lovet mig selv ikke at sige det til nogen, for det er jo for fanden sidste stop inden Crocs og praktisk korthårsfrisure. Men I siger det ikke til nogen, vel? Så kunne man bage noget ordenligt brød i stedet for at æde det pap, de sælger her i byen og man slap for at leve af den samme ret i en uge, når man har lavet mad nok til at smide et par portioner i fryseren, fordi man er nødt til at spise dem, så der er plads til poserne med frossent frugt, som Netto havde på bud. Hvis den var stor nok, kunne man også lige smide sig i den en halv time, når blodet ramte kogepunktet.

Hej. Jeg hedder Linda og er født 40 år for sent.