I dag er der sket to ting:

1) Min nye bh er kommet med posten. Den ligner noget, jeg har bestilt hos Tupperware.

2) Jeg har været i Randers på kursus i et nye pulstræningssystem, vi skal til at bruge til spinning. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt, for det var programsat fra 19 til 22, men når der er mulighed for at deltage næste gang, om et par måneder eller tre, er jeg jo for fanden bare mere gravid.

Hvilket resulterede i, at jeg kl. 22.07 sad på et toilet i Randers og tudede af ren og skær udmattelse. Flot. Dejligt, at jeg er så lydhør over for min egen grænse.

Jeg ville utrolig gerne have bundet de to ovenstående hændelser sammen på sjov og elegant vis, men jeg er simpelthen så træt, både af mig selv og sådan helt generelt.

Må jeg få en om’er i morgen?

Ind i systemet.

Så blev man sådan en, der havde en jordemoder. Havde været liiidt spændt på dagens møde, for indkaldelsen var ikke videre informativ, og så vidt jeg lige kunne vurdere, var systemet det samme som på apoteket og ved bageren: Træk et nummer og entrér hos nærmeste ledige medarbejder.

Den ene jordemoder kan i princippet være lige så god som den anden – hvis bare ikke det var fordi, jeg har en eks-svigerinde, som er jordemoder, og som jeg slet, slet ikke kan med. Typen, der bar sine børn rundt i hjemmevævede, økologiske seler, til de skulle konfirmeres, og ammede dem nogenlunde ligeså længe. Som synes at kattene var så meget en del af familien, at de ENDELIG bare måtte trippe rundt på køkkenbordet, når hun lavede mad. Jeg vil virkelig gerne gå ind til det her med åbent sind, men jeg tænker… mig på en briks engang i december på den sammenbidte, svedende måde og hende, der forsøger at hjælpe? Bliver så træls for mini at skulle vokse op i Vridsløse Lille.

Men jeg kunne have sparet mig mine bekymringer, for jeg havde på forhånd fået tildelt Hanne. Og Hanne er god! Primært fordi hun roser mig og siger, at jeg er dygtig til at være gravid, og at det er HELT normalt at tage meget på i starten (thank goodness!). Hun er så god, at hun endda har fået mig til både at købe fiskeolie OG at synes, at det er en god ide. (Fisketraume. Er fra Esbjerg.)

Næste lægeting, der skal ske, er min scanning sidst i næste måned, hvor alting bliver tjekket, og jeg får at vide, om jeg venter en dreng eller en pige – hvis den lille linselus ellers vil vende måsen til.

Og dét bliver spændende!

Måske kan jeg bare ikke finde koblingspunktet.

Efter at jeg har lært at holde af både mig selv og andre, alle fejl og mangler inklusive, er mit liv blevet ikke bare lidt, men meget nemmere. Jeg er holdt op med at forvente det perfekte, hvilket gør det en hel del lettere at blive tilfreds. Med alting, faktisk.

Desværre lider jeg stadig af den defekt, at jeg, når jeg læser en bog, diskvalificerer hele indholdet, hvis noget af det er noget crap. Og det ville jeg egentlig ønske, at jeg kunne stoppe med, for kunne man plukke et godt råd her, og en god ide der, ville man kunne samle ret meget fornuftig viden sammen.

For nyligt læste jeg bogen ”Gear ned” af Karin Lilja. Jeg tænkte, at med en baby på vej, kunne jeg godt bruge lidt værktøj til at downshifte, inden det for alvor går løs. Jeg er så vant til at have min hverdag fyldt med alt muligt, og jeg elsker det, men ind imellem – lidt for ofte, hvis jeg skal være helt ærlig – kan der være så meget run på, at jeg bliver stresset af det. Derfor lånte jeg bogen som inspiration.

Og den var udmærket et langt stykke hen af vejen. Nogle ting kunne jeg både relateret til og se mig selv implementere i mig eget liv, andre var lidt for langhårede. Men der, hvor bogen begik selvmord mellem hænderne på mig var, da den kom med dette råd:

”Sig dit kort til fitnesscentret op, og tag cyklen til arbejde i stedet. Det er meget billigere!”

Er det ikke lidt det samme som at sige, at nu hvor vi har Urban og MetroExpress, så er der ikke længere nogen grund til at gå i skole?

Jeg er enig i, at det er bedre end ingenting at cykle på arbejde, men man skal altså være et menneske, der er yderst tilfreds med sin vægt, spiser meget, meget afbalanceret og er i den særlige situation, at det går op af bakke, både når man kører på arbejde – alle 20 km – og når man kører hjem, hvis den tur skal give dig de sammen fordele, som du har ud af at dyrke sport, hvad enten det er fodbold, fitness eller ishockeybold.

Fik jeg med, at du skal cykle turen så hurtigt, at du er forpustet ¾ af tiden, hvis du skal øge hjertets slagvolumen og forebygge livsstilssygdommene på samme måde som træning gør? (Fri for at dele kontor med dig.)

Og så har vi slet ikke snakket om muskeltræning og de fordele det giver, bl.a. at forebygge osteoporose, skåne dine led, og noget så lavpraktisk, som at gøre dig i stand til at tage fra, hvis du falder.

Kan lige nu ikke helt frigøre mig fra fornemmelsen af at lyde som en præst af en slags, og jeg ved godt, at jeg nok træner mere end gennemsnitsdanskeren, og jeg ved også godt, at der kan være perioder i livet, hvor det er umuligt at få træning passet ind, men altså… Jeg er da f.eks. utrolig glad for, at min mor prioriterer at træne, fordi det øger chancerne markant for, at der skal stå ’mormor’ på et af bordkortene ved mit barns bryllup.

Jeg synes, at det er en lortebog, der bruger et helt kapitel på at beskrive, hvordan du er ’din egen krops chef’, der er ’ansvarlig for at tage ordentligt vare på den’ – og samtidig anbefaler at skrotte træning.

I defensiven? Moi?

Like a VIRGIN! (eller….)

Blev vækket kl. 9.30 af den lokale lortespasserpizzaidiots finger på dørtelefonen, hvilket jeg kan hidse mig op over helt uden at anstrenge mig, eftersom jeg er den eneste i opgangen, der har min postkasse plastret til med ”Nej tak. Til ALTING”-mærkater. (Og skal heller aldrig nogensinde ever bestille noget spiseligt fra et sted, der har valgt at åbne ovenpå en nedlagt tankstation. ”Hej. Jeg vil gerne bestille en Lyser-I-Mørke med ekstra chili og benzinrester” )

Trissede tilbage i seng mens jeg bandede over, at jeg efter hovedpine og Bush-øjne at dømme fik ALT for meget at drikke til festen i går – indtil jeg kom i tanke om, at det vildeste, jeg sugede i mig, var en Schweppes Lemon (og her bliver jeg nødt til at lige at kommentere, at min stavekontrol sluger ’Schweppes’ uden at blinke, men laver en vred, rød streg under lemon), og endnu engang må konstatere, at den vigtigste bestanddel i tømmermænd, er manglende søvn.

Men sikke en fest. I invitationen stod, at temaet var 80’erne/90’erne, og jeg elsker, når vi må klæde os ud! Der var smalle slips og plastikbælter, der var kedeldragter og flere hvide tennissokker med den klassiske røde og blå stribe, end man ville have troet muligt at opdrive, der var refleksbukser og glowsticks, Ball og Buffalo’s, og hårmæssigt var der uendelige mængder af lilla gele og skæve hestehaler. Selv stillede jeg i en ’Madonna – the early years’ creatión: Crepet hår med tyl-sløjfe, tylskørt, blondehandske, pink net-top og Ed Hardy converse. (Ville en lille smule ønske, at jeg havde haft et ”Jeg er på vej til tema-fest”-skilt med, da jeg cyklede gennem Århus centrum kl. 16, men satser på, at folk enten selv regnede det ud, eller skød skylden på hormonerne.)

Der var også musikquiz. Som jeg vandt *smiley-der-hiver-t-shirten-af-og-løber-sejrsrunde-mens-den-synger-We-Are-The-Champions* Baghjul til resten af verden!

Hold kæft, jeg synes, at det var en sjov fest. Vi dansede, sang fællessang og mine venner bliver sgu så søde, når de bliver snalrede. Jeg takkede af ved et-tiden; ikke fordi jeg var træt eller kedede mig, men fordi festen der skiftede til det gear, hvor De Alvorlige Samtaler begynder. Og der må man give op, når man er den eneste, der er ædru. Dels er de fuldstændigt umulige at navigere i, når man ikke har alkoholen til at padle over de logiske kløfter, der binder to emner, der ellers ikke har det FJERNESTE med hinanden at gøre i, og dels fordi det er tarveligt at blive, når man er blevet hende, der dagen efter kan huske alt.

Så mini og jeg cyklede fra Trige til Århus under den smukkeste fuldmåne, og jeg sang hele vejen hjem.

Og nu er jeg faktisk blevet i så godt humør over at gen-opleve festen, at jeg har tilgivet pizzamanden.

Men jeg spiser altså stadig ikke derovre.

Og hvad sker der med de børn, der sidder med hele armen nede i mælkeglasset!? (Små svin!)

Jeg har disset den på facebook, men jeg kan alligevel mærke, at jeg ikke er helt færdig med at sige grimme ting om den.

Orio. Den falske kiks.

Hvad er det, den vil? Vil den være en chokoladekiks? En vaniliekiks? Bestem dig dog, din lille vendekåbe! Jeg ved ikke, hvem den prøver at narre, for ud over at være helt forkert i farven, så smager den overhovedet ikke af chokolade. Den smager bare af føj.

Og som om den ikke er fæl nok, som den er, så forsøger den oven i købet at indsmigre sig hos den sagesløse forbruger under det promiskuøse slogan: “Drej, slik, dyp.” Med punchlinen ”Kiksen, der samler familien”.

Aj, men AD!

(Kan heller ikke rigtigt beslutte mig for, om jeg synes, at føromtalte, syge familie har små eller meget alvorlige problemer med adskillelse, hvis en klam kiks er det, der bringer dem sammen igen.)

Erfaringer – ja tak. Bedrevidenhed – nej tak.

Min baby turbovokser. På to uger er den gået fra at være 8 cm. til at være 16. Ikke så mærkeligt, at man er træt, vel? Og on that note: Som vi før har snakket om, er jeg for tiden rimelig let at irritere, og det kan jo for fanden ikke hjælpe, at folk skal snige sig på listesko omkring mig og gætte, hvad man må sige, og hvad man får sherifstjerner og voodoorelaterede uheld ud af.

Specielt ikke, når det kan koges ned til 3 ting, hvad der får Hekla til at gå i udbrud.

Derfor har jeg lavet en liste. For nemheds skyld er den inddelt i to; en for dem, der endnu ikke har børn og en for dem, der har.

Dem uden børn:

”Nu skal du huske, at passe på dig selv.”
Det her har jeg selv ytret mindst 1.000 gange, og jeg vil hermed gerne undskylde med tilbagevirkende kraft til alle de gravide veninder, som tålmodigt har lagt øre til dette pis-råd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg hører denne sætning mindst 3 gange om dagen, og jeg FORSTÅR godt, at den er et udtryk for omsorg, men altså… Ligner jeg en, der bevidst forsøger at mishandle min krop? Eller som er meget dum? Jeg drikker en halv liter mælk om dagen, jeg spiser mine jerntilskud, jeg får dagligt 6 stykker frugt/grønt, jeg slukker tørsten i vand, jeg motionerer i gennemsnit 1½ time om dagen, og jeg tager en lur, hvis jeg er træt og muligheden byder sig. Jeg. Gør. Hvad. Jeg. Kan. Men jeg tror ikke, at min chef vil stille sig særligt forstående, hvis jeg ringer og siger, at jeg ikke lige kommer de næste par uger, fordi jeg skal sidde herhjemme og passe på mig selv. Og jeg tror, at min krop bliver glad for, at jeg har trænet (jajaja!! Med OMTANKE, siger jeg jo!) når jeg om ca. 5 måneder skal presse en vandmelon ud gennem et sugerør.

”Det bliver MEGET værre!”
No disrespect – men hvor fanden ved du det fra?

Til gengæld må man gerne fortælle, hvad ens kolleger gjorde, eller hvad søsterens jordemoder sagde. Man må gerne spørge om alt, hvad man spekulerer på, og jeg bliver ikke fornærmet, hvis man drikker rødvin, når vi spiser sammen. Jeg havde helt sikkert gjort det, hvis situationen havde været omvendt.

Og hvis man synes, at det er hysterisk at gå op i, hvad andre siger, vil jeg opfordre til et lille eksperiment: Prøv at sætte dit vækkeur til at ringe hver 90. minut natten igennem. Stå op, gå på toilettet og gå i seng igen. Bare en uge. Det er 5-6 gange hver nat, til orientering. Sådan har mine nætter set ud i lidt over to måneder, og selvom jeg elsker at mærke, at jeg er gravid, så sker der altså noget med tolerancecentret, når man ikke sover igennem, som man plejer.

Og inden dem med børn farer i kommentarfeltet, så lad dette være den elegante overgang til:

Dem med børn:

”Det kan du ligeså godt vænne dig til/Det bliver MEGET værre!!”
Når man får sit første barn som 33-årig, betyder det, at mange i omgangskredsen allerede har et par stykker eller 3. Hvilket jo erfaringsmæssigt bringer jer foran 200 – 0, og umulige at indhente. Men hver eneste gang I gør det der, devaluerer I min oplevelse af, hvordan det er at være gravid. For mig er det her første gang, og der hvor jeg står, kan jeg ikke rigtigt sige noget, når I hån-ler over, at jeg synes, at det er hårdt at få sin nattesøvn klippet i stykker, eller at jeg bliver rørt over alting og livets skrøbelighed, for jeg ved ikke bedre. Med den slags kommentarer sætter I mig samtalemæssigt udenfor døren og tager patent på at definere både graviditet og forældrerolle. Og selvom jeg godt med mit hoved ved, at det slet, slet ikke er derfor I gør det, er det altså ikke særlig rart.

Til gengæld må I meget, meget gerne, som min veninde Karina, give gode råd videre. Som da hun fortalte, at hun under begge sine graviditeter spillede en bestemt cd for babyerne, og senere, da hun havde født, satte den på, når der skulle ske noget nyt, som de potentielt kunne føle sig lidt utrygge ved. Dén slags vil jeg MEGET gerne høre om.

Og om en måned, når jeg er helt fortvivlet over, at ingen længere tør tale med mig af skræk for at overtræde en eller anden obskur regel i mit gravide hoved, kan jeg jo passende skrive et indlæg, der hedder: ”Jeg mente det ikke. Kom tilbage.”

Solnedgang over Orange Scene.

I morges, da jeg trak mine gardiner fra, kunne jeg se, at nogen havde slået et lille iglotelt op i gården.

Først skyllede nostalgien ind over mig i meterhøje bølger. Kæft, hvor min søster og jeg hyggede os, når vi for en nat flyttede hjemmefra til teltet i haven, med Anders And-blade, lommelygter og saftevand i plastikflasker med skruelåg som proviant.

– Altså lige indtil det blev Ægte Nat, og vi kunne hidse hinanden helt op i Blair Witch feltet over lyden af en fugl, der landede på en gren i nabohaven, og var nødt til at vække hinanden, hvis vi skulle på toilettet, fordi vi ikke turde skræk-sprinte igennem haven selv.

Blev helt glad over at opdage, at man stadig gør det, og at det lige et øjeblik så ud til, at jeg kan genbruge min egen barndom, når jeg skal opdrage mit barn, selvom jeg er vokset op i et hus, og jeg sætter mini i verden til et liv på stueplan.

Så kom jeg i tanke om, at de pædofile i mellemtiden er blevet opfundet. Og øksemorderne.

HELT utænkeligt, at forældre anno 2010 lader deres unger sove ubevogtet i en baggård med ca. 1000 mennesker af mere eller mindre suspekt karakter omkring, kun beskyttet af et lag kondensklamt, lyseblåt nylon.

Pludselig gik det op for mig, at det jo naturligvis måtte være en præ-Roskilde-tørring af teltet, som sikkert ikke har været pakket ud, siden det kom hjem i starten af Juli sidste år.

Stod et øjeblik og forsøgte at genfinde nostalgien, for jeg har godt nok haft mange fornøjelige timer på Roskilde. Åååh musikken! Selskabet!

….

….

Fællesbadene. I koldt vandt. Lunkne øl. Papmad. Naboer med den allestedsnærværende didgeridoo. Regn. Klamt tøj. Nattetemperaturer på 9 grader.

Og det eneste jeg følte, var en enorm lettelse over ikke at behøve at tage af sted.

Jeg er nu officielt blevet gammel.

Forstår ikke:

* Hvor alle de studenter kommer fra? Hvad blev der af de små ungdomsårgange, vi har hygget os sådan med at bekymre os om?

* Mænd med pagehår.

* De der ‘Til Middag Hos’-programmer, der tilsyneladende har tilranet sig sendefladen på alle tænkelige kanaler. Det er da det mest inderligt ligegyldige tv ever. Seriøst: Er der nogen, der ser dem?

* Skatere m/k over 40. FYI: De mennesker der siger, at man ikke er ældre end man føler sig? De lyver.

* At nogle mennesker ikke kan se, at jeg er gravid. Kan ikke helt finde ud af, om jeg skal glæde mig over, at jeg aldrig igen behøver at bekymre mig om, om folk kan se, at jeg har taget 500 gram på, eller om jeg skal blive fornærmet over, at de åbenbart altid har syntes, at jeg har været lidt småfed.

* Hvornår det blev H&M og ikke Frelleren, man går i, når man skal finde tøj til 80’er fest.

* Hvordan vi allerede kan være der, hvor jeg står i en undertøjsforretning og hører mig selv spørge: ”Hvad har I i 70 J?”

* Og i selv samme butikker får at vide, at jeg “nok allerede nu skal begynde at lede efter amme-bh’er på internettet” for “vi kan desværre ikke servicere dig, når den tid kommer”. Muuhh.

* Markedsføringsfolk, der tror, at de kan sælge ure på argumentet: ‘Indeholder positive ioner.’

* Folk, der hopper på den.

Nok også meget godt, hvis de får blå mærker af at ligge på ærter.

Når jeg kører til træning, kommer jeg forbi en paintball-bane, der altid får mig til at trække på smilebåndet, fordi den minder mig om en polterabend, jeg deltog i for 7-8 år siden.

For vores vedkommende var det ikke maling, vi skulle skyde hinanden med, men derimod laserguns. Da vi ankom til banen, fik vi alle udleveret sådan en bang-du-er-død-vest, der lyste, hvis man blev ramt, hvorefter vi blev lukket ind i et stort og meget mørkt lokale.

Herefter var det alles kamp mod alle.

Jeg har altid været udstyret med et meget veludviklet konkurrencegen. Jeg har også altid været natteblind. Og jeg ville så gerne have set det udefra, da jeg derfor spænede ALT hvad jeg kunne – lige ind i en sortmalet væg.

Da jeg kørte forbi banen i dag, kom jeg til at tænke på Kronprinsesse Victorias bryllup (ved godt, at det er lidt overdue at mene noget om det, men jeg har haft så travlt hele weekenden, at en karikaturtegning af mig bare ville have været en vandret streg – en lidt tyk, vandret streg – så jeg giver hermed mig selv dispensation).

Og må jeg starte med at sige, at jeg synes, at hun var bedårende? Af alle royale – som jeg ellers ikke rigtigt forholder mig til – er hun den eneste, jeg virkelig hepper på. Må fandme kræve sit konstant at blive sammenlignet med en lillesøster, der er så køn, at man får ondt i hovedet af at kigge på hende, og at skulle bekæmpe en spiseforstyrrelse med hele verden som publikum. Men på optagelserne fra i lørdags ser hun bare så stærk og glad ud.

Der er nok ingen, der går i chok over oplysningen om, at det fik mig til at hyle.

Nå, men det jeg egentlig ville sige med det her indlæg var: Hvad laver royale mennesker på deres polterabend? Kan ikke lige se Mary sumobryde i de der ildelugtende, oversize dragter. Eller la clon Marie til dildoparty. Ansigtsbehandlinger og massage er vel bare just another day at the office, og for fyrenes vedkommende er rafting, klatrevægge og bungee jump jo blege afarter af al den militære jægertræning, de får tiden til at gå med, mens de venter på, at der skal blive en trone fri.

Nå, men hvad min royale heltinde Victoria end lavede, er jeg sikker på, at hun var god til det, og gjorde det stilfuldt.

Helt uden at løbe ind i væggene.

Nogen, der vil være med til at gå til Slap Af?

Når man har boet i Århus længe nok, og frekventeret de forskellige cafeer ofte nok, kommer man til at tro, at der i mandlige tjeneres arbejdsbeskrivelse står, at de egentlig bare skal stille i holdtrøjen og opføre sig, som om de var i byen: Utilnærmelige, meget lidt smilende og tilbøjelige til primært at hænge ud med mennesker, der er ligeså smukke som dem selv.

Service er noget vi hån-ler af her i byen.

Men i går var der sommerfest på min arbejdsplads, og den blev holdt på det relativt nye sted Slap Af.

Og det var en lille smule som at dø og komme i himlen.

Ud over latterligt fantastisk mad/chai-the/smoothies til helt almindelige cafepriser (som bliver serveret OG præsenteret ved bordet) har man castet en flok ualMINDLig nydelige, unge mænd som tjenere – og de flirter med ALLE! Vores gruppe bestod af homoer, gravide og folk, der havde brugt eftermiddagen i Mindeparken med at spille rundbold, og de ikke så meget som rystede på hånden: Der var charme og opmærksomhed nok til hele flokken.

Personligt blev jeg en lille smule forelsket, da ham med overarme så pæne, at man fik lyst til at bide i dem, blinkede til mig. (Efter at jeg vel at mærke havde tjekket, at der ikke stod en eller anden langbenet blondine bag min stol.)

I’m going back, det er HELT sikkert! Skal I med?