You live, you learn.

I den forgangne weekend har jeg haft fornøjelsen af at være i selskab med to damer, som jeg, da jeg mødte dem første gang, ikke troede, at jeg ville få noget med at gøre.

Jeg har kendt dem begge perifert i mange år, og de hverken kender hinanden eller har noget med hinanden at gøre, men jeg lærte dem at kende nogenlunde samtidigt, og da jeg umiddelbart kom godt ud af det med dem begge, var jeg på cafe med dem med et par måneders mellemrum.

Det næste jeg skriver, får mig nok ikke til at fremstå særlig sympatisk, men det er ikke desto mindre sandheden, så nu skriver jeg det alligevel.

Disse piger var virkelig, virkelig needy. De sloges begge med issues så store, at de nærmest skulle have haft en ekstra plads og egen tallerken ved bordet, og da jeg sad der overfor dem og var ved at blive blind af genskæret fra skiltet over deres hoveder med den blinkende tekst ”Psykolog søges!! Nu!” kunne jeg næsten ikke komme væk hurtigt nok.

Jeg har altid tiltrukket dem, det er synd for. Det er der 100 grunde til, men en af de vægtigste, tror jeg, er, at jeg igennem mit liv har været forskånet for nogle af de tæsk, som andre udsættes for. Jeg har stadig begge mine forældre og min søster, der har ikke været misbrug af nogen slags eller psykiske lidelser i mit barndomshjem, jeg har aldrig oplevet at miste nogen, jeg holder af til en af de grimme, opslidende sygdomme, og jeg er vokset op med overbevisningen om, at jeg har ret til min plads i verden. Alt det giver tilsammen en stabilitet, som mennesker, der har haft det svært, uværgeligt tiltrækkes af.

Hvis man har, skal man dele. Sådan er reglerne. Men for omkring 8 år siden, havde jeg pludselig så mange dysfunktionelle stakler omkring mig, hvoraf flere ikke rigtigt gjorde noget for at hjælpe sig selv, at jeg til sidst næsten ikke kunne trække vejret. Jeg vil gerne hjælpe, trøste, forstå og lægge øre til, men til sidst var jeg simpelthen ved at drukne i andre menneskers behov. Når man har det skidt nok, har man ikke meget overskud til at interessere sig for andre, og det er vel et langt stykke hen af vejen forståeligt. Men det bliver uudholdeligt, når man begynder at føle, at man altid er den, der skal forstå og tilsidesætte, mens den anden har patent på både taletid og selvmedlidenhed.

Og inden vi kårer mig til martyr, vil jeg gerne skynde mig at sige, at ingen mennesker kan skabe en relation alene: Jeg er helt med på, at mit behov for at være behøvet udgjorde 50 % af aktierne i den betændte biks.

For 6 år siden var det så som om, jeg pludselig gennemskuede mønstret, og jeg begyndte at rydde op i de mennesker, jeg havde omkring mig. De, som havde lagt sig godt til rette i deres elendighed, og som ikke gjorde det fjerneste for at få det bedre, blev stille og uroligt sorteret fra, så der var overskud til både at hjælpe mig selv og til at være en ordentlig ven for få men gode venner i stedet for en forjaget bekendt med frelserkompleks og for mange jern i ilden.

Så da disse to damer for 5 år siden satte sig overfor mig med alle deres nødråb og behov, meldte jeg fra. Takkede for kaffen og gik hjem, mens jeg i mit stille sind glædede mig over at have lært at sige fra i tide i stedet for at ende der, hvor jeg følte mig fanget og udnyttet – og ond, når jeg sagde fra.

Af mystiske omveje har de begge i løbet af de sidste 3 år fundet tilbage i mit liv. Dengang var de begge slået i stykker af mænd; bitre og frustrerede – og i dag er de nået så langt, at det næsten ikke virker muligt. Den ene har fundet en kæreste, den anden har brudt med en, men de har begge været omkring professionelle, der har hjulpet dem med at finde ud af, hvem de er og hvad de står for – og med at få det blinkende skilt pillet ned.

Og jeg er forfærdelig taknemmelig over, at jeg får lov at kende dem nu, hvor venskaberne kan være både jævnbyrdige og blivende.

Dr. Jekyll & Mrs. Hyde.

For noget tid siden var jeg til fødselsdag hos en veninde, jeg har kendt i mange år. Efterhånden kender jeg de fleste af hendes andre veninder ret godt, og hende jeg fik til bords, er en supersød pige.

50 % af tiden.

De resterende 50 er det kun lige, at man kan afholde sig fra at kvæle hende.

På de gode dage er hun skarp, empatisk og sjov. Hun lytter oprigtigt interesseret og er god til at huske, hvad vi snakkede om sidst. Men når man møder hende et par måneder senere, er det som om hun i mellemtiden er blevet besat af en ualmindelig træls klæbeånd. Pludselig har hun forvandlet sig til en bedrevidende, kontrær overfaldesurfer, der afbryder alt og alle, og hele tiden ved bedst. Om alting.

De første par gange jeg oplevede hende sådan, troede jeg, at jeg uforvarende var kommet til at fornærme hende, men efter at have forhørt mig hos min veninde, kan jeg forstå, at sådan er hun bare.

Jeg synes, at det er pissebelastende, og ligesom at blive aet af en kaktus. Man mister fuldstændig lysten til at tale med hende, og det kan i dén grad lægge en dæmper på den gode stemning, når Frøken Modsat pludselig sidder og rynker fordømmende på næsen af holdninger, som hun, sidst selskabet var samlet, var helt på bølgelængde med.

Jeg ved ikke, om jeg bare er heldig og har utroligt velafbalancerede veninder, der er godt socialt begavede, men der er heldigvis ingen af dem, der nærmest skifter personlighed, når de er i dårligt humør. Og i min omgangskreds er vi heldigvis også enige om, at man, når man takker ja til en invitation, samtidig forpligter sig til at stille iført relativ nystrøget og præsentabel opførsel.

Gad vide, om hun selv ved, hvor meget hun forpester sine omgivelser, når hun opfører sig sådan? Gad vide om hun selv ved, når hun gør det? Om det er bevidst? Hvad hun får ud af det? Om hun er opmærksom på, hvor meget hun støder folk fra sig, når hun gør det?

Gad vide, om hendes veninder har sagt det til hende? Gad vide om jeg ville have gjort det, hvis hun havde været min veninde?

Og om mine veninder ville have gjort det, hvis hun havde været mig.

Meditation for dummies.

I morgen er vi en håndfuld, der – efter at have turbohadet griske pensionister, som glemte deres kø-kultur i krigen – med en hån-latter har vendt den officielle Kagens Dag ryggen for at lave vores egen. Meget fordelagtigt, har det vist sig. Man kan f.eks. selv bestemme dagen, så alle kan, og ingen kommer lige fra frokost, brunch eller anden indtagshæmmende aktivitet, man bestemmer selv, hvad man bager, så man kan nøjes med at bage det, der smager RIGITG godt, og endelig kan man bage kæmpekager og mange af dem, så man er sikker på at skulle kaste en lille smule op, inden man går hjem. (Alle ved, at opkast = succes.)

Derfor har jeg i dag brugt formiddagen i fitnesscentret (det der med at intet i livet er gratis, you know) og eftermiddagen i køkkenet med at bage. Mange jeg kender hævder, at det er helt meditationsagtigt at bage; at det tømmer sindet for tanker og hensætter dig i en tranceagtig tilstand af zen.

Jeg tror, at der muligvis er noget galt med mit køkken, for her er, hvad mit hoved valgte at beskæftige sig med, mens hænderne æltede:

– Præcis hvor pinligt er det at have købt det danske Melodi Grand Prix bidrag på ITunes? (Med tillægsspørgsmålene: 1) Kan man slippe afsted med at foreslå gæsterne i aften, at Grand Prix’et kører lige så stille i baggrunden *smiley-der-forsøger-at-gemme-stemmesedlerne-bag-ryggen* og 2) Hvad fanden er det, der sker med mig?)

– Gad vide, om Colgate er begyndt at putte mere af det, man bliver hvid i mundvigene af i deres tandpasta? Jeg bruger – efter min bedste overbevisning – den samme mængde, som jeg har brugt, siden jeg selv lærte at ramme tandbørsten, og alligevel er jeg inden for de sidste par måneder begyndt at ligne Bjarne Riis på de sidste 1000 meter af en enkeltstart, når jeg kommer på arbejde om morgenen.

– Bliver det mon i morgen, oh spænding, jeg endelig får skrevet et lidt mere seriøst indlæg i stedet for alle de listeindlæg, der fødes af tidsnød?

– ELSKER den nye med Infernal! Hvor højt mon jeg egentligt kan synge med, uden at mine naboer kan høre det? (Eller klager til ejerforeningen?)

– Er man meget grim i betrækket, når man synes, at Reimer Bo lidt har fortjent det?

– Findes der mon andre kvinder i verden end mig, der endnu ikke har set SATC 1 og ikke føler den fjerneste trang til at se hverken den eller 2’eren? ER jeg i virkeligheden en mand?

– Det er da uFATTEligt, at jeg i en alder af 33 år, bager som en unge på 2! Alt ud af skabene, kaos og ingen ledig bordplads, mel overALT og i dag lykkes det mig ovenikøbet at piske ledningen fra elpiskeren MED i kagemassen. Andre normale voksne kan finde ud af det.

Ved nærmere eftertanke er det faktisk præcist det samme, der sker, når jeg forsøger mig med meditation. Min hjerne stikker af.

Måske er vi bare nogle, der er uden for åndelig rækkevidde.

Top 5

over TV-serier, som jeg ikke er ved at slå knuder på mig selv for at zappe væk fra, hvis jeg tilfældigvis *ahem* falder over:

1) Venner.
Holder stadig 2000 %. Eneste lille aber dabei er, at det forleden gik op for mig, at da jeg så serien første gang, var vennerne Voksne Mennesker. Nu er jeg ældre end dem. (Prøver at overdøve akut depression med ondskabsfuld glæde over ikke at være taget til fange i sen 90’ernes flæser, stumpede striktrøjer og lede pager.)

2) Will & Grace.
Hvis man kan se bort fra de sørgeligt dårlige undertekster, der ingenlunde yder den sublime, ondskabsfulde dialog retfærdighed, er det noget af det sjoveste sit-com, der nogensinde er lavet.

3) Danske Hollywoodfruer.
Her har jeg intet – INTET – at sige til mit forsvar. Det må være det mest indholdsløse tv, der nogensinde er produceret, og alligevel tager jeg mig selv i, torsdag efter torsdag, at sidde og gnægge over platinblonderet, nedladende, småt begavet fuldblodsalkoholiker fra Aalborg, og noget skuespillende botox holdt sammen af et tilsyneladende uudtømmeligt lager af stramtsiddende lycra. (Inden i mig bor en lille væmmelig mand med hentehår, der bliver opstemt over andres fiasko.)

4) Greys anatomi.
Det er vel nærmest en slags chick lit porn med pæne mænd og garanteret tudegaranti HVER gang. (Som om DU ikke også tuder! Indrøm!)

5) Lost.
Der er desværre ikke opfundet ord, der dækkende beskriver dette episke vidunder af en tv-serie eller yder den retfærdighed. Min personlige rekord er 14 afsnit på en dag. Havde lyst til at kysse mine nye venner godnat, da jeg endelig gav op, gik i seng og lukkede mine firkantede øjne.

Nå, men så kan I sgu da også blive fri!

I forbindelse med min minimer-restaurer-optimer-plan for min ydmyge bolig – en slags genopretningsplan miniature – er der nogle ting, som skal ud for at give plads til de nye; (i min plan er vi nemlig ikke bange for at gå efter de gamle) nemlig min tørretumbler, min microovn og mit tv.

I første omgang havde jeg tænkt, at jeg ville sælge skidtet, da det hele fungerer endnu.

Ofte har jeg det sådan, at jeg, når en beslutning først er truffet, vinger den mentalt af, og derfor kan jeg blive helt forbløffet over at komme ud på badeværelset og opdage, at tumbleren står der endnu. Så efter at have taget tilløb et par uger, satte jeg mig så forleden ned med pc’en, og gik på Den Blå Avis og Gul og Gratis. (Vi har åbenbart udliciteret vores virtuelle garagesalg til Sverige). Gav op. Kunne slet, slet ikke overskue at oprette brugerprofil og annoncer, lægge billeder op og forfatte noget, der i andre sælgeres tilfælde nærmest mindede om datingprofiler for mine aflagte hvidevarer.

Overbeviste mig selv om, at hvis man lagde tiden brugt til oprettelse af annoncer og tiden brugt på telefonisk at koordinere afhentning med mennesker fra de mørkeste afkroge af Jylland, og derefter dividerede tallet med det relativt symbolske beløb, jeg ville kunne få for tingene, ville timelønnen være noget i retning af et klap i røven og en kiks.

Men det gør ondt i mit indre Afrika at smide velfungerende ting ud, så jeg gik filantropisk og ringede til Røde Kors. Som først ikke tog telefonen. Allerede her blev jeg sådan lidt ’Altsåååå… Hvis man gerne vil have penge og gratis ting, så var det mindste man kunne gøre vel at række armen ud og tage telefonen, når den ringer..?’ (Skal måske lige tilføje, at jeg ringede direkte til møbelgenbrugsafdelingen, så vi er ikke ude i, at de kan forsvares med have haft travlt med at modtage indberetning om en krig et eller andet sted.) Efter 4. forsøg fik jeg Else. Som var sådan lidt: ”En mikroovn, en tørretumbler og et fjernsyn? Nej, det tror jeg ikke, at vi kan sælge, så nej tak.”

WTF??

Det er åbenbart ikke ALLE, der har problemer med deres indre Afrika!

(Ps: Hvad fanden skal jeg nu gøre af det?)

Der er en lammer til den, der lægger en kommentar, som indeholder ordet ’lydløs’.

Da jeg købte min IPhone, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville blive en af De Sidste Dages Hellige, der med næb og kløer ville forsvare dens fortræffeligheder og aldrig, aldrig, aldrig indrømme det, hvis noget ved den stank.

Den får ikke ros for at have kostet mig 3700 at have med til Canada, men det skal retfærdigvis siges, at jeg selv kunne have valgt at høre bedre efter, da Super Lasse holdt foredrag om dataroaming og wi-fi. (Zzzzzzzz.) (Undskyld Lasse. Det er ikke dig. Det er mig.)

Ret skal være ret: Ud over denne økonomisk belastende svipser, må jeg sige, at det ER en ualmindelig fortræffelig telefon. Derfor kommer det bag på mig, at jeg nu har opdaget noget nyt, som faktisk irriterer mig en hel del (kom muligvis til at bruge hele kvoten af zen i går):

Når der går en sms ind, siger den, ligesom alle andre telefoner i hele verden, en lyd. Funktionelt og brugbart. Det nye – og ret belastende – er så, at den gentager lyden, indtil man enten 1) får spat 2) læser sms’en eller 3) det bliver pinligt. Hvad der end kommer først. Ikke på den afdæmpede ”Ahem… Undskyld mig, men jeg tror måske ikke, at du hørte mig før?”-måde. Nej. På den utrolig insisterende ”HALLO!!! ER DU DØV ELLER HVAD, SO!?”-måde.

Til at starte med blev jeg vildt glad, fordi jeg troede, at det væltede ind med beskeder, og at der fulgte nye, skrivelystne venner med i abonnementet (det er blevet lidt sløjt med sms-aktiviteten, efter at vi har rundet de 30..), men nu føles det bare som at blive prikket stift og gentagent på skulderen af vred, knoglet, gammel dame.

Når jeg bliver irriteret nok, vil jeg muligvis undersøge, om funktionen kan slås fra.

Det nye mantra.

Der kan nu ikke siges noget grimt om at slappe af, sove længe og lade andre om at lave mad og vaske op.

Og der er godt nok også mere end almindeligt pænt i de der Rebild Bakker.

Vi havde en fantastisk tur. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi har heldigvis en let skoldning to show for it. Der var tid til at snakke, læse bøger, gå lange ture og snakke noget mere. Der var også tid til virkeligt at nærstudere de andre gæster, og til at undre sig over den 10 mand store familie, hvor kun moderen og den ældste datter talte med hinanden, mens resten af selskabet lignede nogen, der var taget til fange i en grim version af deres eget liv, og til at nåååårh!’e over ægteparret midt i 80’erne, der ankom arm i arm, og som hele weekenden bare tussede rundt og hyggede sig. (Blev på et tidspunkt så rørt over historien i mit eget hoved om deres lange liv sammen og deres stille, værdige kærlighed, at jeg kom til at tude.) (De har sikkert mødt hinanden for 14 dage siden på seniordating.)

Der var også tid til at se på sit liv og sin måde at gebærde sig i det på, og jeg er kommet hjem med intentionen om at ændre to ting fremover:

1) Jeg vil af alle kræfter prøve at lade være med at bekymre mig. Lige nu sker der ret mange ting i livet bag ved bloggen, (som jeg nok skal fortælle om på et senere tidspunkt) og jeg er ved at blive sindssyg af at bekymre mig om 1000 ting, jeg alligevel ikke har skyggen af chance for at påvirke i hverken den ene eller den anden retning. Vi ved jo inderst inde godt, at bekymringer ikke hjælper Noget. Som. Helst. Det viser sig for fanden altid, at det er det forkerte, man bekymrer sig om, og man slipper ikke lettere, fordi man har bekymret sig på forhånd. Altså: Væk med dem. *Kom-nu-Linda!-Du-kan-godt!-smiley*

2) Jeg gider ikke ofre negative hændelser mere opmærksomhed end absolut nødvendigt. Jeg er slem til at skulle snakke om ALT, hvad jeg føler. Når jeg spekulerer, og når jeg er ked af det eller i tvivl, er det super brugbart, fordi jeg for hver gang, jeg sætter ord på mine tanker, kan mærke, at jeg kommer et skridt nærmere en løsning, og bedre kan mærke, hvad der føles rigtigt at gøre. Men når det handler om trælse oplevelser og situationer, er det som om, at de får fornyet liv, hver eneste gang jeg fortæller om dem. Jeg bliver sgu gal helt forfra, og på den måde er jeg selv med til at forlænge perioden, hvor vreden og ærgrelsen får lov at dominere mit liv.

Vi er ikke ude i, at jeg fra nu af skal være en ny, aggressivt optimistisk udgave af mig selv, der insisterer på at løbe syngende rundt på engen med blomster i håret og gratis smil til alle, men jeg vil virkelig gerne blive bedre til at give de giftige, ukonstruktive tanker markant mindre plads at boltre sig på.

I virkeligheden kan det vel sammenfattes i to ord: Giv slip.

Pinsesolen danser.

Som en anden tv-kok har jeg snydt og forberedt det her indlæg i eftermiddags, for når du læser det, har jeg travlt med at slappe af. Jeg drager nemlig på wellness ophold om 7 minutter.

Mmmmmm. Wellness. En hel masse ingenting, sol, godt selskab og formiDABEL morgenmadsbuffet. Og så lige nogle kalkminer, der kræver vor bevågenhed.

Pinsen prøver af alle kræfter at blive ny yndlingshøjtid, og det er meget tæt på at lykkes. (Må dog stadig se sig slået på målstregen af jul og gløgg.)

Muligvis er jeg så afslappet, når jeg kommer tilbage, at mine fingre er for slappe til at blogge. Hvis ikke, skrives vi ved på søndag.

God pinse!

Man når bare aldrig i mål, vel?

I dag har jeg hørt nogle ret spændende foredrag af blandt andre Cecilie Frøkjær, Ole Henriksen, Christina Feldthaus og Lotte Heise. De forsøgte alle at give deres bud på, hvordan man lever det gode liv; hvordan man bliver gladere i hverdagen. Damerne snakkede en masse om at lære at sige nej, mens Ole forsøgte at få os til at sige meget mere ja til både livet, os selv og hinanden.

Meget naturligt kom flere af dem ind på, hvordan andres mening om os og de ting vi foretager os, påvirker mere, end vi kan lide at indrømme, og de filosoferede over, hvordan livet bliver en hel del lettere, hvis du kan lære at acceptere, at du ikke kan være elsket af alle.

Så sad jeg der og glædede mig over, at jeg efter mange års arbejde heldigvis ikke længere er typen, der går ret højt op i, hvad folk mener om mig. Jeg fylder temmelig meget, og jeg ved derfor efterhånden godt, at jeg er svær ikke at have en holdning til.

Så begyndte de kendte at snakke om, at de ikke kunne lade være med at læse anmeldelser af de ting, de selv gik og lavede, og at det betød noget for dem, hvad der stod. Lidt dobbeltmoralsk ovenpå den der med ikke at være elsket af alle, blev jeg enig med mig selv om.

Så gik jeg til pause. Og hørte af omveje, at en tidligere kollega havde udtalt sig til en nuværende kollega om en status, jeg havde skrevet på Facebook. Hun mente, at den ’lå lige på græsen’. Til det professionelle, forstås.

Og så kunne jeg lige pludselig mærke, at det var verdens fedeste løgn at sige, at jeg ikke er typen, der går op i, hvad folk mener om mig. Udsagnet trænger i hvert fald til en kraftig gradbøjning, hvis det skal passe: Jeg går ikke op i, hvad folk, jeg ikke bryder mig om, mener om mig. Jeg går heller ikke op i, hvad folk mener om mig på områder, der ikke er vigtige for mig selv. Det holder mig f.eks. ikke vågen om natten, om min nabo synes, at jeg er en doven idiot, når der kommer til trappevask.

Men jeg opfatter mig selv som meget professionel, og derfor betyder det en hel masse, hvad folk mener om mig på dét område. Åbenbart.

Jeg går op i, hvad folk, jeg respekterer fagligt, mener om min faglighed.

Jeg bliver ked af det, når folk synes, jeg er dårlig til noget, som jeg selv synes, at jeg er god til.

Jeg er ikke enig med min tidligere kollega. Der er ting i vores fag, der er klokkeklare no-no’s, og så er der gråzonerne, hvor der ikke er entydige svar, og vi derfor hver især er nødt til at sætte grænsen der, hvor vi mener, den bør gå.

Nu trænger jeg til at komme til et foredrag, hvor jeg kan lære noget om at børste kritik af mig, når jeg efter lang og grundig overvejelse når frem til, at jeg synes, at den er uberettiget.