Life is SWEET!

Jeg er i så godt humør i dag, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop. Det er sommer, for fanden, mennesker!!

Fuglene er lige ved at pippe næbbene af, det er 19 grader udenfor og blomsterne rundt omkring i byens parker er så potente, at de nærmest står ovenpå græsset.

ELSKER at bo i Danmark, når de her vejrskift sker. *BAM!* Fra vinter til sommer overnight.

Der er brede smil og overskud over hele linien, og i dag er jeg en lille smule forelsket i alle.

God hvededagsferie derude.

1-2-3-testing…

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker at undervise. Jeg ved godt, at det lyder frelst, men jeg er vild med at gøre andre vilde med at træne. Jeg bliver i godt humør af at sende en energispiral afsted i rummet og få den lige tilbage i nakken, og jeg bliver glad helt ned i maven, når jeg kan se, at nogle af mine (for det er de jo lidt) medlemmer bliver bedre og får det bedre.

Om det er alderen, der gør det – for set gennem instruktørbrillen, nærmer jeg mig med mine 33 år pensionsalderen – eller om det er fordi, jeg har været der så længe, at jeg har udviklet ansvar for stedet, ved jeg ikke, men jeg er nu blevet sådan en, der samler papiret op, hvis jeg ser noget det ligge på gulvet og flyde. Det er en benhård branche, og fordi jeg rent faktisk synes, at vi har et rigtigt godt produkt af høj kvalitet, vil jeg gerne være med til at gøre en indsats for, at medlemmerne synes, at vores center er et rart sted at komme. Jeg har undervist i 6 år, men det betyder ikke, at jeg har glemt, at jeg selv har skiftet fitnesskæde 2 gange, fordi rengøringen stank, og fordi det altid tog evigheder at få repareret defekte maskiner og udstyr.

Og uden anden indledning i øvrigt: Hvis nogen af jer derude går rundt på den arbejdsløse måde og hader finanskrisen, kommer her et godt råd, helt kvit og frit: Søg over i mikrofonbranchen. Der er ikke skyggen af krise.

For 2 uger siden skete der det uheldige, at både vores mikrofon OG vores reservemikrofon valgte at lægge sig syge. De blev sendt over til firmaet – og så skete der ligesom ikke rigtigt mere. Da vi for en uge siden stillede 3 instruktører på chefens kontor og med blodsprængte øjne og iturevne stemmebånd hæst hviskede, om der SNART var nyt om mikrofonerne, blev der rykket.

Vi kunne få dem om 3 uger.

Og nej. De havde ikke en reserve, vi kunne låne. Hvilket er et temmelig stort problem, eftersom alle kanaler på anlæg osv. er indstillet til lige præcis disse mikrofoner.

Fanden og satan, hvor er det frustrerende at vide, at der kører 2-300 mennesker igennem salen om dagen, som får en langt dårligere oplevelse, end vi gerne vil give dem. Nye stakler må bare forsøge ikke at komme til skade og så ellers bare håbe på det bedste, og teknik og tilretning af fejl bliver ofret, fordi du som instruktør er presset så rigeligt over at skulle informere en hel sal om, hvad der skal ske; du er simpelthen nødt til at vælge, hvad du vil bruge din luft på. Og samtidig er det dig, der – fordi du står i forreste række – må tage tæskene, når medlemmerne meget forståeligt skælder ud over den manglende lyd.

Jeg tror sgu snart, at jeg køber mig en megafon.

Post Danmark medarbejder to-be.

100 meter fra hvor jeg bor, har nogen været så venlige at placere en Annettes Sandwich. For dem, der ikke er bekendte med konceptet, kan jeg oplyse, at der er tale om sandwich af den lidt sundere slags med groft brød og flere friske grøntsager, end man er vant til i den form for føde. De er med andre ord relativt tilforladelige, og en hæderlig erstatning for et aftenmåltid.

Jeg vil ikke sige, at jeg er på fornavn med de ansatte, men jeg tror godt, at jeg ville kunne genkende et par stykker af dem, hvis jeg mødte dem ude i byen. De er søde, hurtige unge mennesker og kvikke i pæren.

Eller… Det plejer de at være.

For et par dage siden var jeg på vej hjem efter en meget (MEGET!) lang dag, og pludselig var jeg så sulten, at jeg var ude af stand til at overskue, hvad jeg skulle gøre ift. mad, når jeg kom hjem.

(Forklarende voice-over: Jeg er kendt som det menneske i hele min omgangskreds og familie, der er dårligst til at tackle lavt blodsukker. Det falder på 20 nanosekunder, hvilket med øjeblikkelig virkning får de elektroniske impulser i min hjerne til at opføre sig som bananfluer med radiosvigt. Jeg bliver ude af stand til at tænke 40 sekunder frem og bliver pjevset og/eller irritabel, inden jeg afslutningsvis går ind i mig selv på den katatoniske måde.)

Heldigvis kender cyklen selv vejen til Annette’s, så vi svingede ind forbi og blev modtaget af blond amøbe teenager, der med blikket fikseret på uendeligt med en kraftanstrengelse frembragte følgende sætning:

Ja?

Mig: Jeg vil gerne bede om en tunsandwich med ekstra æg og cornichons.

Hende: Det må vi ikke.

M: ??

H: Altså, vi må ikke sælge noget alene.

M: Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du mener?

H: Ja, altså de der cornichons.

M: (Meget tålmodigt) Jeg vil gerne have dem hakket og smidt i min sandwich. (Som om jeg er interesseret i at betale 8 kroner for at få 5 sure, mikroskopiske agurker på størrelse med barbiesko stukket i hånden.)

H: Nå. Men det koster altså ekstra!

M: (Nu med det lave blodsukkers koldsved drivende ned af ryggen) Og det skal jeg nok betale.

H: Hey! Æg koster altså også ekstra!

M: (Jeg betaler dig det dobbelte af, hvad sandwichen koster, hvis du kan producere en sætning uden ordet ’altså’) Og det skal jeg OGSÅ nok betale….

And so I did. 58 kr. mod de sædvanlige 42.

Efter 10 minutters ventetid – de plejer at lave dem på 2 – hvor jeg til sidst var så desperat, at jeg overvejede at gnave min ene arm af, fik jeg endelig overrakt min sandwich med en mine, som var det Det Evige Livs Eliksir.

Indtagelsen fortaber sig lidt i en frådende tåge, men én ting nåede jeg dog at opdage: Der var ingen æg i. Overhovedet.

Kærligheden mistror ikke; dømmer ikke.

I morges læste jeg en klumme i Metro Express skrevet af en præst, som jeg ikke bryder mig så meget om. Han klummer jævnligt for dem, og uanset overskrift, ender hans skriverier altid med at handle om, at vi mennesker tror, at vi er usårlige – men det er vi ikke, blev der sagt! En løftet, docerende pegefinger og et afsluttende punktum, der staves G-U-D.

For min skyld må folk tro på lige, hvad de vil, og selvom kristendommen ikke siger mig noget, under jeg de mennesker, for hvem den giver mening, al den trøst og styrke, der ligger i at tro.

Senere i dag tolkede jeg med en kollega, hvis veninde lige har mistet sin mor. I lørdags var de til begravelse, og da min kollega fortalte om dagen, kom jeg til at tude over, hvor fint jeg synes, at det var.

Venindens mor var ikke medlem af folkekirken, og derfor var ceremonien anderledes, end den normalt er i forbindelse med begravelser. Hendes yndlingssange blev synget, der blev læst op af hendes favoritbog og de gæster, der havde lyst, fortalte anekdoter om hende og deres venskab med hende.

Det må have været forfærdelig, forfærdelig hårdt, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at når hendes børn engang kommer igennem den værste sorg, må det alligevel varme at kunne se tilbage og huske, at punktummet, der blev sat for hendes liv, var fuldt af varme, kærlighed og gode minder.

Og for mig er det essensen i respekten for livet og troen på, at noget er større end os; At kærligheden i sidste ende binder os sammen. Uanset hvad man tror på eller kalder det.

Ok, så kunne det måske godt gøre LIDT skade…

Kan I huske, hvordan jeg lavede et nytårsforsæt om, at jeg skulle drikke mindre kaffe? Og hvor usanSYNlig dårligt, det gik med at holde det? Om noget er forbruget accelereret. Vil tro, at jeg, inden jeg tog på ferie, var oppe på 10-12 kopper om dagen.

Og det er jo alligevel en del.

Men så *fanfare* besluttede jeg, at nu skulle det være slut, sgu, så d. 1. april lagde jeg bønnerne på hylden. Mest for at bevise overfor mig selv, at jeg kunne, for hvis jeg skal være HELT ærlig, så mente jeg, at der måtte være grænser for, hvor meget skade kogt, farvet vand kunne forrette.

Det kostede så 3 dage med en hovedpine så sønderlemmende, at det føltes som at få kraniet kløvet med en økse om og om igen – men under opbydelse af al min viljestyrke, lykkedes det mig at holde ved, og jeg har ikke har drukket kaffe siden *stolt-smiley*

Går lige i køkkenet og fejrer min triumf med en kop kamillete.

Kan I huske dengang, tid var noget, man havde for meget af?

Ved I, hvad jeg synes stinker ved at blive voksen? At det er tiden, der får lov til at bestemme, om man får nye venner eller ej.

Gennem de sidste par år har jeg mødt mange dejlige mennesker, og blandt dem flere, som jeg sagtens kunne se mig selv være venner med. Ikke bare Baresso-venner. Ægte venner med grin, gråd, amputerede parader og hele svineriet.

Der er bare kun 24 timer i et døgn, og kemi og gode intentioner til trods, er det desværre ikke altid nok til at ofre den tid, det kræver at nusle om en relation, så den bliver stærkere, slår rødder og lader et nyt venskab vokser frem.

Selvom man på skift udviser forståelse for marathondage og surpriseopgaver, kan jeg mærke, at jeg synes, at vi starter fra scratch, hvis der går for lang tid imellem, at vi ser hinanden, så længe relationen stadig er ny. Det er noget andet med dem, man har fulgtes med i mange år; der er så meget ballast og tyngde i venskabet, at det godt kan tåle en periode med lidt længere intervaller mellem møderne.

Men det nye smuldrer, synes jeg.

Og det er virkelig ærgerligt.

*flif*

– og i ét elegant spring var vi tilbage i nutiden.

Siden jeg er kommet hjem, har der været temmelig meget run på, så det har været fint, at bloggen lidt har skrevet sig selv. Der har været noget overenskomsts-tam-tam, som man er tvunget til at forholde sig til, når man er tillidsrepræsentant, der er kommet nye programmer i fitnesscentret, hvilket betyder 20 nye sange, der skal læres udenad, og så har der været masser af arbejde, hundrede aftaler og en solid mængde træthed, der tilsyneladende har fået permanent opholdstilladelse.

Men i løbet af de sidste 14 dage er der alligevel sket et par ting, som vi bliver nødt til at snakke om.

For det første: Den der askesky, ikke? Hvor meget mere skal vi høre om den? For jeg overvejer kraftigt at gå under jorden, til den er drevet over *drumroll*. Forleden sad jeg i min sofa og zappede. På 6 – seks! – kanaler lige efter hinanden, stod 6 reportagedåser med jamen-nogen-KUNNE-godt-være-døde-miner i lufthavne 6 forskellige steder i Europa. Kan vi ikke godt aftale, at når der ikke er mere nyt at sige om noget, så tier vi stille?

For det andet: Hvad sker med at cirkus pludselig er blevet the shit?? Folk render i manegen i tide og utide, og i diverse konkurrencer kan man vinde cirkusbilletter, hvilket for mig ville svare til at vinde retten til at blive blindtarmsopereret uden bedøvelse. Måske skal man have børn for at forstå det, men jeg nægter. Jeg hader hader hader cirkus. Og så er jeg LIGEGLAD med, at det er det nye sort.

For det tredje: Må jeg have lov at rose Århus Kommune for en nytænkende og kreativ indgangsvinkel til vejarbejde? Trofaste læsere med autistiske tilbøjeligheder vil muligvis kunne huske, at vi lige inden jul mistede hele vores fortovs- og cykelstissektion til rendegravere og andet aggressivt maskinel. I 2½ måned boede vi i en slags amputeret voldgravsomkranset karré, uden at der skete yderligere. I starten af februar fik vi så pludselig en masse sand deponeret. Som .. lå. Og fulgte efter én hjem og ind i entreen. Og nu har kommunen bestilt et AOF Tai Chi-hold til at komme og færdiggøre arbejdet. Deeee bevææææger siiiig sååå laaaangsoooomt, aaat maaan eeer iii faaareee foooor aaaat bliiiveee hyyypnoootiiiseereet, hvis man kigger for længe på dem. Men må jeg have lov at udtrykke stolthed over at bo i en kommune, der tager stress så alvorligt, at den påtager sig at gennemføre et utraditionelt pilotprojekt, for at dæmme op for det?

Og endelig: Hurtig håndsoprækning: Hvor mange har set den nye Actimel-reklame med Karin Mortensen? For… ad. Jeg er en af dem, (surprise) der har harceleret over at blive talt ned til som forbruger ved reklamebranchens evindelige brug af fallossymboler i reklamer, men det der er sgu for klamt! Når hun sidder med pincetgreb og hønserøvsmund og henført nedsvælger 0,1 mikrodeciliter (jo. Det er et mål nu. Har jeg lige bestemt) yoghurt, så ser det fandme nærmest pædofilt ud! Hvis hun absolut SKAL drikke Actimel i reklamen, så hæld for fanden skidtet på nogle ordentlige fallosagtige 2-litersflasker! Hun ligner en af de piger, der kan tage det.

Nå – men tilbage til jer: Har I haft det godt?

Post Traumatisk Ferie Syndrom in the making.

Dag 16/16:

ETA: 22 timer:
Sidder i lufthavnen og kigger apatisk rundt på mine medpassagerer, mens jeg sløvt spekulerer på, om det er dem, jeg skal dø med, hvis flyet falder ned.

ETA: 18 timer:
Are you fucking kidding me?! Gammel mand med TROPEHJELM OG VANDREKÆP er lige trådt ind i flyet?!? På den helt, helt u-ironiske måde. Skal man forvente, at hans boy om lidt kommer slæbende med noget krybskyttetilvejebragt elefenben, han har købt billigt?

ETA: 16 timer:
– men det er selvfølgelig ikke ham, jeg er endt med at sidde ved siden af. Næh, jeg har vundet ham, der fløjter uden selv at opdage det. Også når han ser film med høretelefoner på.

ETA: 10 timer:
Nå. Det var så ikke Stig. Var til gengæld nok første skridt på vejen til min nye karriere som stalker. Stakkels mand. Så fandme helt angst ud, da det gik op for ham, at det skingre: ”STIG!!! STIIIIIG!!”, der som insisterende sirene skar luften i skiver, var møntet på ham.

Lignede ham. Kunne godt have været ham. Havde da samme flyveører og alt muligt. Og Stig boede da – for 6 år siden – i …. Leeds. Som jo er næsten det samme som Heathrow. Nå ja, det er sgu da England begge dele, så luk!

ETA: 8 timer:
Seriøst. Jeg er OVERHOVEDET ikke i humør til lavstammet, thai-branket braldrerøv af en charterdansker, der skal blokere hele midtergange i flyet, fordi han skal hænge på armlænet og te sig, som om det her er en fucking bar! Flet dit skaldede næb, og sæt dig ned, eller jeg påpeger, hvor lille du egentlig er!

At last:
Hjemme. ENDELIG hjemme. Nu vil jeg kravle i kassen og snave min dyne i bund.

Godnat verden. Hvor end du er.

Air Canada? Det er Linda. Jeg vil gerne bestille et større fly.

Dag 15/16:

Så er ferien ved at være slut. Jeg skal flyve i aften, og lige nu sidder jeg på min faste morgenmadsjoint og puster ud over en kop kaffe, mens jeg overvejer, om det ville se mærkeligt ud, hvis jeg begyndte at lave strækøvelser. Har tilbragt en meget anstrengende formiddag med at forsøge at overtale nye tasker, nye sko, den canadiske gås og originalbagagen om at gøre sig så små som mulige, så vi alle sammen kan komme hele hjem. Om det lykkes er nu i Air Canadas hænder og lynlåsens tænder.

Er jeg klar til at tage hjem? Tja. Bliver man det? Ferie er jo fantastisk, fordi alle forpligtelser er efterladt i en lille, ildelugtende bylt derhjemme i hverdagen, og alt – det være sig forbrug, mad og alkoholindtag – er gratis under henvisning til ferieklausulen.

Desværre ved man samtidig godt, at opgaverne derhjemme ikke har løst sig selv for at være søde. De har derimod rottet sig sammen og multipliceret sig selv med 12, de små svin.

Savner heller ikke mit vækkeur specielt meget.

Og endelig synes jeg ikke helt, at jeg er færdig med at være sammen med folk herovre. Måske fordi jeg ved, at der kommer til at gå lang tid, før jeg ser dem igen. Man kigger jo ikke lige forbi til en hurtig kop kaffe, når folk har valgt at bosætte sig 6.000 km. væk, vel?

Nå. Selvom jeg slæber lidt på fødderne, tror jeg, at drengene glæder sig til at få deres lejlighed igen. Den er så rigelig Trainspotting uden mine kufferter og klude.

Og jeg har jo i virkeligheden også masser af mennesker, jeg glæder mig til at komme hjem til.

Så nu sidder jeg her iført ferieblues og alt for store strømper, som jeg har været nødt til at hugge, fordi jeg gik rundt og pakkede i bare tæer, og glemte at tage et par af mine egne fra. Tør under ingen omstændigheder at forsøge at åbne mine kufferter, før jeg står i min lejlighed i Århus, og det ikke er et problem, at den brækker sig eksplosivt ud over et areal på 47 m2.

Allerede nu er den obligatoriske pakke-OCD sat ind: ”Fuck. Fik jeg pakket USB-stikket? Det må jeg have. Hvor skulle det ellers være? Jeg så det ikke. Gjorde jeg? Aj, det er der. Det skal det være. Ikke?”

Om 36 timer er jeg hjemme. Med eller uden stik.

Dagens sætning: ”Hov! Jeg har forresten lige nogle julegaver, du skal have med hjem.”

De rige har mange glæder. De fattige har mange børn.

Dag 14/16:

Ok, gider mit visakort lade være med at blive afvist hele tiden?? Er vandret tværs igennem byen for at shoppe (HellOOOOO Canada Goose!), og det eneste jeg har med, er åbenbart en lang næse og et impotent plastikkort.

Hvad sker der? Der er sgu da lige gået løn ind??

Det er GARANTERET min bank, der har lukket det pga. et eller andet latterligt. Bliver sgu helt sur bare ved tanken. Men kan jo ikke engang ringe hjem og få misforståelsen opklaret. Chancen for at nogen tager telefonen – og tager sig af problemet – er vel ca. 1:1.000, når klokken derhjemme er…. 23? 02? Nat, i hvert fald.

Sender lige en truende mail til dem.

10 min. senere:
Så! Så kan de fandme lære ikke bare at smække kassen i!

20 min. senere:
Aj, skulle man måske lige ringe til spærreservice? Bare lige for en sikkerheds skyld? (Har jo alligevel oparbejdet en telefonregning på et fuldstændigt astronomisk beløb, så et opkald fra eller til..)

30 min. senere:
Åh…

Viser sig, at der er et maxbeløb på, hvor meget man kan trække på sit visakort, når man er på ferie.

På 20.000 kr….

Og tror jeg, at vi tager hjem!!