Som jeg er.

For 2½ år siden, da jeg startede med at blogge, havde jeg i lang tid læst med på Annes blog. Senere var jeg så heldig at lære hende at kende i virkeligheden, og noget af det, vi altid runder over kaffen, når vi mødes, er vores respektive blogge. Jeg ser ingen grund til at insistere på at begå alle fejl i denne verden selv, og har derfor hele tiden været meget interesseret i Annes erfaringer med livet i blogsfæren.

Noget af det første, jeg kan huske, at hun fortalte mig var, at hun syntes, at det var svært, når nogle af hendes læsere mente, at de kendte den hele, fulde version af hende, fordi de læste med på bloggen.

Jeg kan godt se, hvordan det sker. Som blogger bliver man låst fast i en rolle, som man ikke er opmærksom på, at man skaber, fordi man ikke kan læse sine egne indlæg med objektive og neutrale øjne.

Ligesom man kan se amerikanske tendenser slå igennem i Danmark med 5-10 års forsinkelse, kan jeg også se, hvordan de overvejelser Anne har haft om sin blog og sine læsere, begynder at blive relevante her på Blogsbjerg.

Da det for mig ikke ville give mening at blogge, hvis jeg ikke kunne være ærlig om både tanker, følelser og hvordan mit liv ser ud, betyder det, at de læsere, der har hængt på fra starten, nok efterhånden føler, at de kender mig ret godt.

Det meste af tiden er det positivt, for det betyder, at jeg føler mig tryg nok til at blotte mig og skrive om de ting, der går tæt på; selvom vi ikke altid er enige, har jeg grundlæggende fornemmelse af, at I er på min side, og at I vil mig det godt.

Bagsiden af medaljen er, at nogle af jer har en tendens til at udstyre mig med vinger og glorie, og typecaste mig i rollen som godheden selv. Jeg har de sidste par måneder flere gange fået kommentarer fra læsere, der ’ikke kan kende mig’ i et givent indlæg, eller som synes, at noget jeg skriver ’slet ikke ligner mig’. Andre gange har jeg fået småfornærmede kommentarer fra folk, der pludselig ikke synes, at jeg er sjov mere, fordi de føler sig truffet.

Jeg er ked af at måtte sige det, men fra tid til anden er jeg præcis lige så fordomsfuld og grim på indersiden, som alle mulige andre. Og når jeg får kommentarer af ovennævnte kaliber, bliver jeg for at være helt ærlig en lille smule træt, for jeg forstår ikke, hvad formålet med at lægge dem er. Er det for at fortælle mig, at jeg har skuffet jer? At I bedre kan lide mig, når jeg er sød og rar og rund i kanten?

Og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule dobbeltmoralsk, at man gerne vil underholdes af mine overvejelser og humoristiske betragtninger om både mig selv og andre, men at man selv vil fredes i klasse A.

Jeg er beæret over, at I læser med, og jeg er oprigtigt glad for, at I tager jer tid til at lægge kommentarer – også når vi ikke er enige – men jeg synes, at bloggen ville blive hårrejsende uinteressant både at skrive og at læse, hvis den kun var til pæn brug.

Fagpolitisk dag på Blogsbjerg.

(Så er du advaret.)

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så er der gang i overenskomstforhandlingerne i disse dage. Som tillidsrepræsentant er mødefrekvensen i fagforeningsregi derfor i disse dage højere, end den plejer at være.

Jeg er ikke vild med det. Noget af det er både spændende og relevant nok, men der går fandme godt nok også meget tid med at sidde viklet ind i den røde fane og surmule.

Og det er ikke for at være disrespektfuld. Jeg er vokset op med, at man naturligvis er medlem af en fagforening, og at solidaritet og ansvar for dem, der ikke har det så nemt, er en selvfølge. Jeg er helt på det rene med, at vi står på skuldrene af de resultater, som generationer før os har skabt, og så er det jo nemt for mig at sidde og hade på tonen.

Men det gør jeg altså stadigvæk. Lidt. For jeg er ca. 15 år yngre end den århusianske gennemsnitstillidsrepræsentant, og jeg er ikke ansat i en branche, hvor arbejdsgiveren er iført horn og trefork, og primært får tiden til at gå med at udtænke snedige måder at udnytte den stakkels medarbejder på. Jeg kan ikke forholde mig til fjendtligheden og jeg finder det både uklædeligt og dobbeltmoralsk, at man er så bange for at blive snydt, at man bliver grådig.

Til mødet i går var der præsentation af de 3 kandidater, der stiller op til posten som sektorformænd. 2 mænd og en kvinde.

Kvinden brød jeg mig helt instinktivt ikke om. Vag, usikker og efter min mening alt for snæver i sine interesser, og så kan jeg ikke arbejde med, at hun bruger 15 minutter til at snakke om ligestilling, for så at afslutte sin tale med at opfordre til at man stemmer på hende, fordi hun er kvinde.

Men den ene af de to mænd gjorde indtryk på mig. Velformulerende og engageret, og så startede han med at sige, at han synes, man skulle adskille partipolitik og fagpolitik. Han var træt af, at alt det gode arbejde blev undermineret af tv-indslag om velnærede socialdemokrater, der sejlede stive rundt i Fælledparken 1. maj.

Jeg var lige ved at rejse mig op og klappe, og jeg troede, at stilheden i rummet skyldtes ærefrygt og glæde over endeligt at have udsigt til at rykke fagforeningen med ind i det nye århundrede.

Det var så ikke tilfældet.

Han tog så mange tæv, at jeg bagefter måtte gå over til ham og give udtryk for min uforbeholdne støtte og respekt.

Og det var nemt at komme til, for alle de andre i rummet stod flokket omkring den anden mand, som jeg ved, bliver ham, de ender med at vælge.

De snakker om fornyelse og stop af medlemsflugt. De snakker om, hvordan de skal få fat i de unge med mellemlange, videregående uddannelser.

No way in hell at de vælger en kvinde, og med den repræsentant for vores køn, vi stiller med, synes jeg sådan set, at det er fair nok.

Cirkel er ond, for de unge, som de så gerne vil have fat i, enten er der ikke, eller er ikke engagerede nok til at stille til generalforsamlingerne, og dermed bliver det den gamle drengeklub, der igen får lov at vælge, hvem der skal med i hulen.

Og det bliver altid ham med ølmave, stålindfattede briller og fuldskæg.

Spyt ud.

I dag blev jeg overhalet af en ivrig cykelrytter, og tilsyneladende står det i jobbeskrivelsen, at man med jævne mellemrum skal snyde næse. Når man nu ved det, så FORSTÅR jeg ikke, at man ikke lige kan have en Kleenex med i ryglommen ved siden af bananen og Maxim-gelen.

Det var derfor ikke smukke gloser og heppende tilråb, jeg sendte efter ham, da han snottede sig kørte forbi mig, men ret direkte opfordring til at orientere sig om de trafikale forhold i bakspejlet, inden man sender sådan en son of a bitch af sted.

Min højrøstede monolog mindede mig om en gammel diskussion jeg har haft med to af mine ekskærester, som begge gav mig lyst til at konvertere til islam, og gå tildækket 3 skridt bag dem, når vi befandt os i det offentlige rum. De var gamle fodboldspillere, hvilket åbenbart provokerer spytkirtlerne i en sådan grad, at man i tide og utide er tvunget til afstøde sit mundvand i alle retninger, og det er fandme bare klamt!

Mens jeg kørte der, optændt af den retfærdige harme, og tænkte på uhumske sportsmænd, og deres neandertalervaner, kom jeg så i tanke om noget…

”Din næse drypper og din mascara er løbet” sagde min kollega forleden med et ansigtsudtryk, jeg ikke helt kunne greje. Der gik flere timer, før jeg knækkede koden og forstod, at hun var flov. Ikke over at sige det til mig, men på mine vegne. Hun var pinligt berørt ved tanken om, at jeg havde bevæget mig rundt i det offentlige rum i så sølle forfatning.

Det var sødt af hende. Både at forsøge at redde min lasede ære og at bære min skam.

Det hun så ikke kan vide er, at når man har trænet længe nok, bliver man resistent. Løbende næser, mascara ned af kinderne, svedoverskæg, trøjer, der er kravlet op i den ene side og blotter et stykke af maven, uglet hår: Bring it. Vi ser det ikke. Der hvor vi kommer fra, ser alle sådan ud, og det er mere pinlig at være cool, calm & collected, fordi det antyder, at man er en af dem, der bare fedter rundt med sin avis og lader som om.

Og nu synes så jeg egentlig, at jeg skylder en undskyldning i 3 eksemplarer.

Livsværdi?

I går bragte TV2 News historien om, at Anders Fogh har været nødt til at ringe til Afghanistans præsident og undskylde, at Nato er kommet til slå en større gruppe civile ihjel. Indslaget sluttede med at studieværten kiggede dystert ind i kameraet og med malmrøst sagde:

”Blandt de dræbte var både kvinder og børn.”

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ikke er vokset op i et krigshærget land, men jeg synes virkeligt, at det er en underlig sætning. Jeg vil gerne gå med til, at vi sætter børn i særkategorien, for det er altid både skrækkeligt og forfærdeligt forkert, når små mennesker betaler prisen for de voksnes dårlige beslutninger, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er et fortidslevn, at kvinders liv skulle være mere værd end mænds.

Eller er det fordi mænd – sådan helt generelt – drager mere i krig end kvinder? Så de er lidt mere selv ude om det?

Måske har jeg bare taget skade af al den snak om køn og ligestilling, for jeg er bestemt enig i, at nogle ting i livet er mere ukrænkelige end andre.

Jeg bliver f.eks. grundforarget, når nogen stjæler fra kirker eller skænder gravsteder.

Jeg bliver kold helt ind i sjælen, når gamle, forsvarsløse mennesker bliver udsat for hjemmerøverier med dertilhørende tæsk og voldtægter.

Og da jeg var på job på hospitalet i dag, tænkte jeg undskyldundskyldundskyld en hel, fuld klokketime, fordi jeg efter 20 minutters forgæves søgen efter en parkeringsplads, endte med at smide bilen på en af de pladser, der var ’forbeholdt besøgende til kapellet’.

Jeg er nok bare ikke enig i, at kvinders liv er mere ukrænkelige end mænds.

Det’ til dig.

Ok. Nu er vi 30+, og jeg har en ide til en sjov leg. Den hedder: ”Kom. Lad os stramme op på vores mobilvaner”.

Reglerne er simple.

1) Dem, der har en IPhone, skal holde op med at snakke om den. Nu. Ja, den er fin og smart, men fra nu af får man fortænderne slået ud med den, hvis man siger ’applikation’ eller ter sig, som var man Jehovas Vidne og telefonen Vagttårnet. (Og hvis nogen mangler mig, sidder jeg i hjørnet og prøver at se, hvad der sker, hvis jeg stopper rønnebærerne op i næsen.)

2) Når vi er i byen, hviler Lillen sig i jakkelommen, og man har tabt, hvis den vågner, fordi man har glemt at sætte den på lydløs.

3) Hvis vi venter på en ny lever, er vi undtagede af denne regel, men ellers prøver vi at være tilstede, når vi er sammen med mennesker, vi holder af. Det betyder, at vi godt kan vente en time eller to med at læse og svare på vores beskeder.

4) Som noget nyt prøver vi at læse vores sms’er, før vi sender dem. Bliver i længden rimeligt enerverende at modtage rebusser som “Eval! Gieer ikk tage depndf, hvis Svine og Pille os lommer vil astma.”

5) Og endelig er samtlige smileys tilbagekaldt fra fabrikanten. Specielt blinkesmiley er defekt og skal tages ud af rotation asap.

Vil du være med?

(Nu er spørgsmålet så bare, om der efter dette indlæg overhovedet er nogen, der stadig gider kontakte mig.)

Er man blevet for gammel til idolplakater?

Forklar mig lige, hvordan det er blevet søndag aften?? Jeg har LIGE råbt: ”Weekend! Hurra!” og nu sidder jeg her med ansigtet presset fladt op af mandag og er bagud med alting på forhånd.

Nå. Fuck det. Jeg har til gengæld haft en weekend, der var det værd.

Jeg vil gå lidt let hen over taxachaufføren, der lørdag nat satte min veninde og jeg af samme sted med ordene: ”Ja, man kan jo godt gå det sidste stykke selv, hvis man ikke er bange for at blive overfaldet…” Syge i potten, mand. ALLE sammen!

Til gengæld vil jeg gerne dvæle ved mit besøg hos nogle af mine yndlingsmennesker (og på et tidspunkt vil det lykkes mig at få listet lille Tilde i tasken og med tilbage til Århus) og vores koncertoplevelse med Thomas H.

Jeg ejer ikke en eneste plade med manden (jo. Det hedder det stadig. Men vi kan godt kalde det en IPlade, hvis det giver ro derude), og jeg kender kun omkring 30 % af hans materiale, men Thomas og jeg går way back. Vi har hygget os mangt en grøn sommer på græsplæner i forskellige afkroge af Jylland. Han er et af de mennesker, der skriver og spiller popsange efter devisen why fix it, if it ain’t broken, og så er han altid så skideglad. Ikke noget mystisk og forpint kunstner hér, og det kan vi godt lide, så med åbne sind og ja-hatten på, drog vi af sted.

Jeg tror ikke, at nogen af os rigtigt var forberedte på det, vi kom ind til.

Det viser sig, at Thomas har adopteret det nu forældreløse Big Fat Ugly Stupid Nasty Filthy Snake publikum. Der stod vi og manglede ca. et årti på dåbsattesten, og klamrede os til vores fadøl, mens en gruopvækkende mængde frisører med auberginefarvede striber i håret og små, korte læderveste rystede røv.

Og vi mistede nærmest talens brug, da en to meter høj, skaldet udsmider kom trampende forbi med en lille midaldrende dame i førergreb, der sparkede og slog fra sig, så enhver ecstasypåvirket teenager må bøje sig respektfuldt i støvet.

Midt i dette visuelle oplevelsesinferno var der jo også noget musik, og jeg må sige, at Thomas godt nok har skrevet helt ualMINDEligt mange flødesjælere; jeg synes, at der var lidt langt til ekstranumrene.

(Og så tror jeg, at han knalder sin korpige, hvilket burde udløse fem lammere lige i skærmen. Du er halvanden meter høj, og har scoret Renee Toft Simonsen. Må universet straffe dig hårdt, hvis du spytter på dét.)

Til gengæld havde han taget Dicte med som opvarmning, og I’m in lååååwe! Kan faktisk ikke helt finde ud af, om jeg vil være hende eller adoptere hende. Et lillebitte stykke labert 42-årig træder ud på scenen, åbner munden og ud vælter kaskader af hæs, rocket vellyd. Jeg var aldrig helt på Her Personal Pain, men i samme sekund, jeg har trykket ’Post’, skal jeg ind og ITune hende og købe hele svineriet. (= Alle IPladerne.)

Desværre tror jeg ikke, at man kan købe hendes uovertrufne spadebefængte udgave af ”Det er mig, der står herude og banker på.”

Og – undskyld Tommy Boy – det bliver mere den end dig, jeg kommer til at savne i 100 dage.

These are mysterious times.

Somme tider tænker jeg på, at vi lige nu er ved at skrive den historie, vi skal fortælle om os selv, når vi bliver gamle. De valg vi træffer idag er med til at bestemme, hvor og hvordan historien ender, og det er sjældent, tror jeg, at vi når at opdage det, når vi står overfor et af de valg, der viser sig at være virkelig afgørende for fremtiden, eller hvornår den akkumulerede mængde af småvalg puffer os i en anden retning, end vi havde forestillet os.

Når man læser historier om de mennesker, der endte med at skabe noget stort, er det tit variationer over det samme tema. Der er tale om mennesker, der holdt fast i noget, de troede på, mens alle andre tvivlede, og ikke sjældent har de haft flere imod end med sig. Der har i de flestes tilfælde været mange gange undervejs, hvor det ville have været både logisk og forståelig at give op, men de bed tænderne sammen og fortsatte – og det betalte sig.

Man skal turde satse. Man skal stå fast, når man tror. Men man må nok ikke glemme, at intet er givet på forhånd, når ens valg kan få konsekvenser for andre.

Lige nu kender jeg to mennesker, der er gået hele vejen med noget, der har været vigtigt og rigtigt for dem. Og lige nu kender jeg to mennesker, der sidder med hovedet i hænderne og forsøger at forholde sig til, at alle døre pludselig er lukkede, og det, der virkede simpelt og ligetil, pludselig er blevet kompliceret.

I en anden tid ville de måske have fået flere chancer. I en anden tid ville deres omgivelser måske ikke have haft behov for at spille sikkert og tænke på sig selv. I en anden tid ville deres valg været blevet kronet med hæder og ære.

Lige nu er det nok desværre bare ikke de kompromisløses tid.

Skal man virkelig til at gifte sig?

For en uges tid siden skrev jeg, at jeg ønskede mig en revisor. Det tager jeg tilbage. Det, jeg i VIRKELIGHEDEN ønsker mig, er en pedel. Vi snakkede om det i forbindelse med min defekte vandhane (som jeg faktisk savner nu. Det var bedre, da jeg kun skulle leve med tynd, permanent vandstråle end nu, hvor jeg kan vælge mellem tørke eller monsun, og hvor der er 4 meter fra grotesk højtsiddende hanehoved til vask. Ligner syg metallisk dinosaur, der forsøger at spule sit bytte ihjel), og nu er den gal igen. Mange steder, desværre, men mest presserende på lysfronten.

Pærer springer i lystigt, polkalignende tempo, og selv noget så simpelt som udskiftning af disse, kan jeg fucke up.

I min stue har jeg nu en lampe, der blinker på den epilepsifjendtlige måde og en, der lyser så skarpt, at vi uden problemer kan bruge den i forbindelse med fødsler eller akutte, dentale indgreb. (På opturssiden kan jeg nu svare mig selv, næste gang jeg står i Føtex og spekulerer på, om der er nævneværdig forskel på 40 og 60 watt.)

I køkkenet har lyset i min emhætte ikke virket i 5 måneder, og jeg ANER ikke, hvor man skal skrue for at komme ind til noget, der kan skiftes. Overvejer at udgive kogebogen “Mad i mørke”.

I mit soveværelse har jeg en lampe, der efter at have ædt sig gennem 4 halogenpærer på 2 måneder og fornøjet sig med at drive mig til vanvid ved random tænd/sluk, nu endelig har besluttet sig for at nægte at lyse. Overhovedet. Og den er knusende ligeglad med, hvor mange pærer jeg forsøger at tvinge ned i halsen på den. I to uger har jeg forsøgt at reparere den. Hvilket oversat til dansk betyder, at jeg har forsøgt at true den, overtale den, kigge den anden vej og såangribedenvirkelighurtigt og give den the silent treatment.

Overraskende nok virker det ikke.

En del af mig ved godt, at jeg nok er nødt til at gøre noget snart. Noget Ikea-agtigt. Har garanteret også en bon og noget garanti et eller andet sted.

*suk*

Det ville bare være så meget nemmere, hvis man havde folk til den slags.