You like me? You really like me?

Jeg kører et rimelig tight regime her i Landet Linda, og hvor Mikael Simpson har lort på styret, har jeg styr på lortet: Jeg har altid fundet størst tilfredsstillelse i at beskæftige mig med noget, jeg enten i forvejen er god til eller viser mig at have talent for. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke prøver noget nyt; jeg kan bare se, at min interesse meget hurtigt er for nedadgående, hvis jeg kun er middelmådig til det, jeg giver mig til.

Derfor irriterer det mig ad helvede til at jeg stadig har behov for, at folk skal fortælle mig, at jeg er dygtig. Jeg burde hvile i mig selv, og den gode præstation alene burde være belønning nok.

Det er den bare ikke.

Ros, komplimenter og anerkendelse. I en tid hvor selvudvikling er Gud og enhver kan coaches til succes, er det nærmest tabu at have brug for disse verbale skulderklap. Det har jeg ikke desto mindre, og jeg tror, at det dels handler om at være sikker på, at jeg stadig har kompasset rigtigt indstillet og dels om, at føle mig set og vide, at der bliver sat pris på det arbejde, jeg lægger i tingene.

For et par år siden opdagede jeg, at jeg roste mine dygtige praktikanter og føl markant mindre end de knap så gode. Ikke fordi jeg ikke gerne ville fortælle dem, at de var skidegode, men fordi jeg antog, at de vidste det og bare tørstede efter konstruktiv kritik, så de kunne blive ENDNU bedre. Dem, der kæmpede lidt mere med tingene, roste jeg derimod for alt, hvad jeg kunne sige noget positivt om, for ikke at tage modet fra dem; opmuntring er både godt og nødvendigt, når man har lang vej hjem.

Men en dag slog det mig, at hvis alle tænkte som mig, så ville de gode aldrig få at vide, at de var gode, og på længere sigt risikerer man at miste de bedste folk, fordi de smider håndklædet i ringen; ingen husker at fortælle dem, at de gør det godt, fordi alle antager, at de ved det – og det er altså ikke ret motiverende at servicere en umælende mur.

Min kammerat er et af de bedst begavede mennesker, jeg kender, og han bliver god til alt, hvad han rører ved. Desværre er hans lillesøster en skrøbelig lille pige, som hans forældre gennem hele hans barndom har rettet 80 % af deres opmærksomhed mod, fordi hun skulle støttes og opmuntres. Heldigvis var han jo en dygtig dreng, som kunne selv.

Han kæmper hver eneste dag mod fornemmelsen af at skulle overpræstere og være perfekt for at blive set og holdt af.

Og når jeg hører en mand brokke sig over, at kæresten ikke gider gøre noget ud af sig selv, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om han ind imellem fortæller hende, at hun er smuk? Om han husker at give udtryk for sin påskønnelse, når hun har gjort noget ekstra ud af sig selv – eller om det bare er den klassiske mandeting med, at ’hvis jeg siger, at du er lækker, så gælder det, indtil jeg siger noget andet’? For hvis man har en fornemmelse af, at der ikke bliver sat pris på… ja, alt sgu, lige fra opbakning og indlevelse til lækkert undertøj og tabte kilo, så kan jeg faktisk godt forstå, at man kommer til at opfatte det som om, at det ikke gør nogen forskel. ”Du ved jo, hvad jeg kan lide.” Nej. Det ved jeg faktisk ikke. For jeg har ikke fotografisk hukommelse, smag ændrer sig, og det er 3 år siden, du fortalte det sidst.

Og lad nu være med at lægge kommentaren om, at man skal gøre det for sin egen skyld, for det er jo indlysende rigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. I hvert fald ikke i mit univers.

For hvis andre ikke ser os, tror jeg med tiden, at vi mister evnen til at se os selv.

– og så sagde vi tak til frosten.

Kan I huske for 2 måneder siden, hvor saltvognene var sådan nogle trivelige brumbasser, der futtede omkring med 40 km/t og omhyggeligt og gavmildt spredte deres hvide guld?

Det er sgu slut nu.

De sidste par aftener har jeg knap nok nået at se dem, når de er fræset forbi mit vindue med 100 km/t og har taget hjørnerne på to hjul i en kørestil, jeg tænker på som ’Teknisk-skole møder fuck-det–det-bliver-alligevel-glat-igen-i-morgen’, og spiser ti meter islamineret asfalt af med to skaldede saltkorn.

Jeg gider ikke mere. Stop nu. Sne gå væk.

Det har været vinter alt, alt for længe, når man er nødt til at prøve at glæde sig over, at man i det mindste ikke er skyttegravssoldat under Vinterkrigen.

Så hjælp mig dog lige lidt her!

Jeg ved ikke, om det kun er mig, der lider af den sygdom, hvor man overforsvarer alt, hvad man har et tilhørsforhold til? JEG må gerne forholde mig kritisk til mit fag, min familie og mine venner, men jeg river armene af dig og giver dig en lammer på de våde, trevlede stumper, hvis du skulle formaste dig til at gøre det samme.

Reglerne er i virkeligheden utrolig simple: Jeg må gerne sige, at der luger af fisk i Esbjerg. Du må ikke. (Med mindre du selv er dernedefra. Så er der holdnings-merit.)

Men når jeg i avisen ser, at ’Esbjerg er klar med et topnavn til sommerens rockfestival: Boy George!’ – så bliver jeg meget træt. For helt ærligt: Hvordan forsvarer man det?

Vi taler om en mand, der alle dage har lignet noget, der er faret vild i en bedaget Noa Noa butik og har forsøgt at male sig ud med ansigtet; en mand, der er dømt for falsk anmeldelse af indbrud og for at have lænket en prostitueret fast til sin væg (hvilket får mig til at spekulere på, hvilken boligindretningsstil man har valgt, når man har steder ’på væggen’ man kan lænke folk til?)

(Og var den dyr?)

Topnavn!? Esbjerg, kom nu! Jeg har forsvaret den 3 kilometer lange, forblæste gågade, jeg har forsvaret EFB og EIK, jeg har hyldet Vesterhavet og rost de 4 mænd, hell, jeg har endda kaldt studiemiljøet dernede for ’rigt’.

Men jeg KAN altså ikke gøre det selv.

En kedsomhedsgoogling senere:

Ok – det startede med Boy George, og nu sidder jeg så her og overvejer, om dem, der er bange for at blive gamle, måske alligevel har fat i noget?

Sig det helt ærligt: Ser jeg tyk i den hat?
Ok – nogle mennesker ER faktisk pænere som narkomaner.

– and I rest my case.

Alphaville. Som også kommer til rockfest i Esbjerg. Svært at undlade at påpege det ironiske i, at deres knap så kendte hit hed ‘Big in Japan’.

Det er smart at snyde. Det er dumt at blive opdaget.

Nå, men pga. af min selvhadsfest i går glemte jeg helt at fortælle, at jeg havde et lille tete-a-tete med Drengene i Blåt. Og uden at vi snakkede om det, tror jeg, at det var dem, der var mest tilfredse med mødets udfald. Man må ikke cykle i Busgaden. Eller… det må man godt, det koster så bare 500 kr.

Mens jeg stod og hyggesludrede med den hærdebrede politimand, stoppede hans kollega et par piger, der havde fået samme gode rute-idé som mig.

Og jeg er bare nødt til at sige, at jeg synes, at folk, der prøver at undgå bøder ved først at tigge for derefter at glide direkte over i fornærmelser, er nogle dårlige tabere. Hvis jeg tænker på alle de bøder, politiet har været i deres gode ret til at udskrive til mig og 70 % af Århus’ cyklende befolkning igennem tiden, så er vi altså nede i en ret overskuelig kilometerpris. Og ja. Gu fanden er det da ærgerlige penge, men altså… Vi kunne også have boet på Haiti, ikke?

De her piger startede med at forsøge sig med ”Aj, må man ikke?? *overdrevet-overrasket-smiley* og ”jamen vi skulle bare lige 20 meter!” gled over i ”Hvor står det!?” og ”Er det nyt eller hvad?” for at ende i ”Sig mig engang! Har I ikke bedre ting at tage jer til!?”

Gro nu en værdighed! Vi har slæbt vores cykler hen over 24 skilte, der forbyder os at være her, vi HAR set dem, vi har med stor sandsynlighed gjort det en 7-8000 gange før – mindst – og så har vi slet ikke snakket om alle de gange, vi er kørt imod ensretningen, uden lys og på fortovet. Vi tog chancen, og den gik ikke. Suck it up. Det er jo for helvede ikke de to betjente her, der har lavet loven. Og den der med at begynde at fornærme dem? RIMELIG dårlig strategi, hvis I håber på at slippe for bøderne.

Min politimand forklarede mig venligt, at det er cyklistuge (consider yourself warned), og så nærmest ud som om han var lidt ked af det, da han gav mig bøden. Han tilføjede fåret ”jamen, det skal jeg spørge om” da jeg kom til at grine som svar på, om jeg ’vedkendte mig formelt at være sigtet for overtrædelse af færdselsloven’. Hans sidste ord til mig var: ”Nu håber jeg ikke, at jeg har ødelagt din dag alt for meget.”

Og midt i en møgdag følte jeg mig faktisk rimeligt overskudsagtigt, da jeg smilede stort til ham og sagde: ”Ved du hvad? Der skal mere til!”

Bewildered in the city.

I dag har jeg været på arbejde i Herning, og jeg kørte derud i solskin og gnistrende nordisk vinter til tonerne af det nye Kashmir. Det var rystende smukt – og det passede overhovedet ikke til mit humør.

Jeg har været et grimt, lille menneske i dag. En sur, tarvelig og bedrevidende kælling, der ikke har undt andre noget som helst, og jeg har intet at sige til mit forsvar. Jeg kan ikke engang tørre den af på træthed eller pms.

Det værste var næsten, at der ikke var noget som helst tilfredsstillende ved det; ikke engang et minimum af ”Fryd!” når jeg returnerede en serv lige tilbage i ansigtet på folk, eller når jeg et sted dybt i mit grønne indre syntes, at jeg kunne retfærdiggøre min smålighed.

Mine sætninger er hele dagen kommet ud som syreangreb, og min personlighed burde bare have været parkeret udenfor døren på en gammel avis.

Når jeg er sådan, er det mig ubegribeligt, at der findes mennesker derude, der kan holde af mig.

De andres sko.

Da jeg tilbage i stenalderen startede på mit studie, kan jeg huske min vantro, da jeg første gang hørte, at man ansatte hørende lærere, der ikke kunne tegnsprog, til at undervise døve børn. Jeg var rystet i min grundvold, og kan huske, at jeg ikke var sikker på, om jeg havde misset den del af historien, hvoraf det fremgik, at der var tale om Danmark anno 1952, eller om jeg simpelthen havde aflæst forkert. For noget så grundgalt forkert kan ikke finde sted i dagens Danmark, vel?

Det kunne det så godt. Og sådan bliver man så meget klogere, hver eneste gang man stifter bekendtskab med et nyt område, hvor uretfærdigheder og elendige forhold lever i bedste velgående, fordi vi først begynder at lytte, når et område bliver relevant for os selv.

Lige nu er jeg f.eks. ved at finde ud af, at det danske sundhedssystem er sygt. Jeg har været på indersiden af det i små 5 måneder, og har allerede udviklet halvresigneret come rain come shine attitude. Det er simpelthen ikke muligt at opretholde den retfærdige harme i så lange perioder, som det her ellers berettiger til.

Manglende information, manglende tilbagemeldinger, flere gange undervejs, hvor jeg simpelthen er faldet ud af systemet, undersøgelser, der ikke har været forklaret på forhånd, resultater overbragt på hospitalsgang, og senest lå jeg i en forkert bunke og gloede i 6 uger uden nogen opdagede det. Jeg blev først fundet, da jeg selv ringede og rykkede for at der skulle ske bare ET eller andet.

Nu har jeg så fået et brev om, at jeg skal til undersøgelse i midten af marts. Det er udmærket, men eftersom jeg også i marts tager til Langtbortistan på ferie (og har du i den forbindelse fået sendt din hemmelighed? Jeg mangler 10…) , og alle mine venner tilsyneladende kender en million mennesker, der har fået lavet selvsamme undersøgelse, og efterfølgende har måtte sygemeldes i både halve og hele år, ringede jeg i dag til hospitalet for at spørge, hvad det er, der skal ske, så jeg kan tage højde for det.

Det havde selvfølgelig været for nemt bare at vedlægge en folder med forklaring.

Sygeplejerske: Det er en samtale, hvor lægen snakker med dig, og så skal du efterfølgende snakke med narkoselægen.
Mig: Ok? Så det er bare en samtale?
S: Ja. Og så går I over i ambulatoriet bagefter.
M: Og gør hvad?
S: Snakker med narkoselægen.
M: Har vi ikke lige snakket med ham?
S: Nej, altså det gør I efter undersøgelsen.
M: Undersøgelsen? Så det er ikke bare en samtale?
S: Jo jo. Du skal bare snakke med lægen.
M: Ok. Men det er bare fordi, det står bare i brevet, at det er en undersøgelse, og det kan han jo ikke ligefrem gøre uden på tøjet.
S: Ja, altså, jeg skal da ikke kunne sige, om lægen undersøger dig også.
M: Jamen, var det ikke kun en samtale??
S: Jeg ved jo ikke, om lægen vurderer, at du skal undersøges. Der står også i brevet at det er en samtale, og at det alt i alt kan tage 3 timer.
M: Nej. Der står i brevet at det er en undersøgelse, og at den ”kan tage op til en halv time”
S: Nå?? Det kan jeg ikke forstå. Nå nå. Men altså, måske undersøger han dig også så.
M: Undskyld. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, der skal ske.
S: Det er bare en samtale.
M: Og det er du sikker på? For det duer altså ikke, hvis de har tænkt sig at hive knive og alt muligt frem, for jeg skal flyve kl. 6 næste morgen.
S: Nej, det er bare en samtale med lægerne. Tror jeg.

Sådan fik vi 10 minutter til at gå, og jeg har stadig ikke en kæft begreb om, hvad der skal ske.

Til gengæld er jeg ved at udvikle en helt ny forståelse for de kronisk syge mennesker, der er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv i frustration over det danske sundhedsvæsen – de mennesker, som jeg ellers hidtil har syntes skulle prøve at slappe en liiiille smule af og være lidt taknemmelige over, at de bor i et velfærdssamfund, hvor der trods alt er hjælp at hente.

Jeg hører jer nu. Højt og tydeligt.

You guys!

I den evige jagt på god underholdning, har jeg brugt det meste af dagen på at padle rundt på nettet, fra den ene blogroll til den næste. Undervejs er jeg er faldet over flere blogs, hvor dagens indlæg har handlet om at være i byen og af forskellige årsager være Den Dårlige Gæst, og jeg blev så glad med tilbagevirkende kraft over at kende de mennesker, jeg gør.

Jeg holdte fødselsdag i går. Helt i tråd med mit nytårsforsæt om at geare ned, havde jeg bedt folk om at komme med noget spiseligt i stedet for en gave. Stor succes. Min forberedelse bestod i at sætte en plade i bordet og hente stole i kælderen, og det var sgu da lige til at holde ud. Ingen stress over indkøb, madlavning eller mængder, og fri for at hængesidde med sorte rande under øjnene og forberedelsestømmermænd. Bare overskud til at zen-mingle og drikke kaffe og rødvin.

Men uanset hvor meget man ønsker sig en god fest, og uanset hvor godt man forbereder sig, er det i sidste ende gæsterne, der bestemmer, hvordan dagen bliver. Der er ikke noget som korslagte arme, stilhed eller mobiltelefoner, der kan bremse energien i et rum, og jeg elsker, at jeg kan blande blogdamer, fitnessfolk, tolketøser og barndomsvenner, og alligevel sidde og kigge ud over en flok, der grupperer sig på kryds og tværs og alle bidrager aktivt til at gøre dagen til noget ganske særligt.

Har jeg sagt, at jeg har de bedste venner i verden?

Til orientering.

Da jeg kan forstå, at det ikke er alle, der har modtaget mailen fra Institut For Udtryk Vi Ikke Længere Bruger, stiller jeg hermed min blog til rådighed, og lader bjerget komme til Muhammed (kaldte jeg lige mig selv fed der?):

Rundforvirret
Minimalt sjovt første gang, vi hørte det. Nu bare moderat-til-svært anstrengende.

Så kan han lære det!
Og skal vi ikke sige, at det har han gjort nu?

Mistænkelig
Du må gerne sige det. Men ikke hvis du mener mistænksom.

Fysser
Lasse hilser og beder mig sige, at mennesker, der omtaler fysioterapeuter som ’fysser’ øjeblikkeligt gror crocks og gamacher.

Nysgerrig på
Sverige har ringet. De vil have ’undrar på’ tilbage.

Sparke røv
Et udtryk fra tiden hvor Kong Ulrik og Kong Anja regerede over De Hellige Håndboldhaller, og det stadig var ok at sige ’tudefjæs’.

Som The Bloggess ville have sagt: You are welcome!

7 is the magic number.

De sidste par gange jeg er stødt på bloggere, der har fået blogawards herude, har jeg siddet tilbage med en fornemmelse af, at modtagerne synes, at det virker som noget lidt latterligt rygklapperi. Jeg ved ikke helt, hvad det siger om mig, men jeg bliver stadig glad, når jeg får en.

(Jeg er selvfølgelig også en af de få, der stadig synes, at julegaver er hyggelige, selvom alle andre for længst har udråbt konceptet til bytte-bytte-forbrugerhelvede-købmand.)

(Måske er det pga. det indbyggede dilemma, der ligger i at blogge og samtidig være udstyret med dansk jantementalitet? De fleste af os har i hvert fald svært ved at indrømme, at vi også blogger, fordi vi er nogle små ekshibitionister. Derfor er vi nødt til at lade som om, at det ikke betyder noget, hvad andre mener, og selvom mange af os elsker at skrive, og måske inderst inde håber på, at det kunne blive til mere end bare fritidsgriflen, så forholder vi os passivt og venter i stedet på at blive opdagede. Det ville være mindre grænseoverskridende at kunne sige, at du har fået noget udgivet, fordi de rigtige mennesker faldt over din blog og tvang, tryglede og tiggede dig, indtil du gav efter for presset og lod dig trykke, end at indrømme, at du selv synes, at du skriver så godt, at du aktivt har opsøgt et forlag i håb om at blive mangfoldiggjort for the world to see.)

Nå. Det var et sidespor. Det jeg egentlig ville sige var:

Kirsten har givet mig en award ” fordi hun [that would be me, Red.] er kreativ på ord. Ingen (og jeg gentager: Ingen) kan bruge det danske sprog som hun. Basta.” og den blev jeg fandendansme glad for.

Med awarden følger forpligtelsen til at skrive 7 ting om sig selv. Først tænkte jeg på at bygge teksten op over de 7 dødssynder, men det er begrænset hvor meget suppe man kan koge på ’guilty of all charges, your honor’.

Så tænkte jeg på at bruge de 7 ugedage. Det var så kedeligt, at jeg selv faldt i søvn. Så nu er jeg endt med at prøve at finde på 7 personlige bud på 7 selvopfundne kategorier. Mig, mig, mig.

7 kreative ting, jeg har bedrevet:
1. Strikket (tasker, trøjer og babytæpper nok til en børnehave)
2. Spillet saxofon, både alt og tenor
3. Skrevet digte (som jeg faktisk fik tilbudt at få udgivet men ikke tog imod fordi jeg var bange. Jeg kan ikke huske for hvad.)
4. Malet, både olie, akvarel, vægge og paneler.
5. Danset stepdans. Noget af det kedeligste, jeg NOGENsinde har foretaget mig.
6. Danset mavedans. Don’t mention the war.
7. Skrevet en del af DGI’s undervisningsmateriale til instruktøruddannelsen. Så kan faktisk uden at lyve skrive ’forfatter’ på cv’et.

7 spidskompetencer:
1. Salatanretning. Jeg kan i al beskedenhed få to minimajs og et løg til at ligne noget fra Nomas spisekort.
2. At kunne sige hvad klokken er, med under et kvarters fejlmargin efter en hel dag uden ur, et hvilket som helst sted i verden (indtil videre dog kun testet i Europa.)
3. Jeg kan huske teksterne fra sange, jeg har hørt 2 gange i starten af 80’erne.
4. Jeg læser hurtigt. Som i: Meget hurtigt.
5. Takttælling. Jeg tror godt, at jeg kunne få et bijob som metronom.
6. Jeg kan huske unaturligt mange engelske ordsprog. Jeg ved ikke, hvorfor de hænger fast.
7. Snappy comebacks.

7 favoritsynder i køkkenet:
1. Rødvin. Det smager fantastisk, og jeg forbinder det med god tid og godt selskab. (Hej. Jeg hedder Linda…)
2. Hvidt brød. Hvis bare kulhydraterne ikke elskede min røv så højt *suk*
3. Ketchup. Jeg kan spise det på nærmest alt. Men det SKAL være Heinz.
4. Kaffe. Ord er overflødige.
5. Matadormix. Se nummer to.
6. Kage. Jamen, så se dog nummer to! (Get nu lige lidt with the program)
7. Cola light. Ikke en af de allerværste, men tænker dog stadig, at det ikke kan være sundt at hælde et biprodukt fra fremstilling af teflon i systemet. (Gad vide om det egentlig er en vandrehistorie? Ville redde meget, hvis det var.)

7 ting, der ikke klæder mig:
1. Alt for kort hår. Kommer til at se meget vred og lesbisk ud.
2. Smalle bukser. Mor, hvorfor har trekanten fødder?
3. Varme, røde nuancer. Kommer til at ligne en flov narkoman med gulsot.
4. Nederdele, der stopper midt på læggen. Gider ikke rigtigt tale om det.
5. Alt, der er meget stramt og skinnende. Får mig til at se fed ud.
6. Plateau-sko. Jeg er 1.80. Man skal altså være i humør til at være 3 hoveder højere end mændene.
7. Misundelse. Jeg er ikke god i grønt.

7 sange jeg elsker:
1. Baby, I don’t cry over you/Billie Holiday. Synes jo godt lidt, at man kinder fornemmelsen.
2. Stick to your guns/Bon Jovi – fra før tandblegningen overtog hans personlighed.
3. Me & Bobby McGee/Janis Joplin. Fordi ‘Freedoms just another word for nothing left to lose’ er så sandt, som det er sunget.
4. Sex on fire/Kings of Leon. Skramlet, beskidt og very, very sexy.
5. The number of the beast/Iron Maiden. Jeg ejer ikke en eneste plade med IM, og jeg er ikke typen, der headbanger, men det her nummer holder!
6. The final cut/Pink Floyd. Hvis Obama var et band, ville han være Pink Floyd.
7. Without you I’m noting/Placebo & David Bowie. Fordi jeg stadig kan huske præcis hvor jeg var, da jeg hørte det første gang.

7 ting, jeg er horribelt dårlig til:
1. Geografi. Min hjerne KAN I.K.K.E lære det.
2. Boldsport. Hulubulu. Motorik, hvor er du henne?
3. At skuffe folk. Undskyldundskyldundskyld.
4. At lade kritik prelle af. For vi VED jo godt, at der ikke går røg af en brand uden ild. Ikke?
5. Holdsport (gør det nu ORDENLIGT, blev der sagt! Ja! Digl!)
6. Svømning. Grundlæggende forkert at fryse, når man dyrker sport. Og svært at holde sig flydende, når man svømmer så langsomt, som jeg gør.
7. At se mig selv udefra. Jeg har lært, hvordan jeg virker på folk ved at iagttage deres reaktioner på mig.

7 madvarer jeg hader:
1. Sild. Som jeg forestiller mig, at det må være at tygge i døde mennesker. Tak til bogen ’Vi lever!’
2. Lam. Og ja. Også som du laver det.
3. Blegselleri. Tråder og smager af stewardessekuren og Jane Fonda.
4. Kommen. Hvad er det, I vil smage af? Sæbe? Nelliker? Bestem jer nu!
5. Mango. I min mund har det en underlige bismag. Sådan lidt… træt, nærmest?
6. Paté. Ad.
7. Gedefeta. Så forkert. Så utrolig forkert.

Jeg er ikke så velbevandret udi kreative blogs, og mange af dem, der er oplagte, har allerede fået både denne og andre awards som den flere gange. Der er dog to, som jeg alligevel godt kunne tænke mig at fremhæve og give awarden videre til. Den ene er Marie, fordi hun skiller sig ud. Jeg elsker, at hun giver noget af sig selv, og ikke kun blogger om opture og ja-hatte, men også om det, de fleste af os har lyst til at kaste usynlighedskappen over. Hun er skarp, sindssyg og sårbar, og hendes skrivestil er helt unik. Det gør hende kreativ i mine øjne.

Den anden er min veninde Karina, som jeg faktisk ikke ved, om slår mig ihjel nu for at nævne hende her. (I så fald: Tak for alt.) Ud over at være rasende kreativ i alt, hvad hun rører ved, synes jeg, at hun blogger af en meget fin grund; nemlig for at lade sine venner tage del i hendes liv. I en travl hverdag tager hun sig tid til at sætte sig ned og skrive om, hvad der sker i hendes lille hjørne af verden, så vi, der kender hende, kan få lov at følge med. Det er da kreativitet brugt i højere sags tjeneste.

Terningerne er kastet, piger…

What doesn’t kill you…

Min ekskærestes farmor turde ikke forlade sin lejlighed, og i den tid jeg kendte hende, gik hun aldrig ud. Aldrig. Hun boede i stueetagen og synes, at trapperne var farligt svære at forcere, og derudover var hun bange for alt. For at spørge dumt, gå i vejen, falde, ikke kunne finde ud af busserne osv. osv. osv. Da hun døde, siddende i sin lejlighed, (hvilket kunne foranledige en til at tænke, at det så åbenbart heller ikke var helt ufarligt) havde hun ikke set verden udenfor i 10 år.

Hun er til dato det bedste eksempel jeg har på, hvorfor man ikke skal vige så meget som en centimeter, når man står overfor noget, man frygter. For hvordan kommer man så langt ud, at man ikke tør forlade sin lejlighed? En ting er, hvis man lider af angst eller har en anden diagnose, der gør livet derude til en uoverstigelig forhindring, men for et menneske, der hver eneste dag i 50 år har gebærdet sig problemfrit rundt i gader og stræder, på trapper og cykler, i biler og forretninger, synes jeg, at det er direkte rystende, at det kan komme dertil.

Og det starter med at du én gang lader være med at gøre det, du er bange for.

Frygt multiplicerer sig med sig selv med lynets hast, og ligesom med utroskab og peanuts er det så uendelige meget lettere at give efter for, når først forseglingen er brudt.

Derfor forvandler jeg mig til en lille, rød satan med horn og trefork, der stikker mine forældre i hælene, hvis de giver udtryk for, at der er noget, de ikke længere bryder sig så meget om at gøre. Derfor er jeg firm believer af at overvinde sin frygt første gang, man møder den, for min egen erfaring er, at det kun bliver værre af at gemme fornøjelsen til næste gang man støder på svinet. Og derfor bruger jeg ikke det med at stige op på hesten igen; jeg stiger aldrig af den.

Men når jeg kører på motorvejen kl. 6.15 i snevejr og isslag og jeg trods angstkvalme, rystende hænder og svedeture tvinger mig selv til at køre det, jeg må, så hader jeg virkelig mine egne principper.