Nogen, der så hvor 2010 gik hen?

For hvad der føles som ti minutter siden skøjtede jeg rundt i hæle, diadem og champagne. Så blinkede jeg med øjnene, fødte en søn og nu er der gået et år. Uden at begive mig ud at spå om fremtiden, tror jeg ikke helt, at i aften bliver lige så kåd som sidste års nytårsaften, men sikkert er det, at det er 4. gang, vi holder skriftlig nytårskur her på Blogsbjerg. Grundet midlertidigt, børnerelateret nedbrud i overskudscentret bliver resultatet formentlig en anelse mere blodfattigt og rodet end de foregående 3 år, men begrænsnings kunst er en ukendt størrelse for mig, og hellere komme galt af sted end slet ikke at komme af sted.

Vi holder fast i skabelonen, hvor vi tematiserer årets tilbageblik på den horoskopagtige måde, og slutter med et citat fra en sang, jeg holder af.

Here we go:

Helbred:
Svangerskabsforgiftning er en tarvelig so, og jeg er ikke færdig med at være sur på den over at have berøvet mig den sidste del af min barsel, hvor jeg skulle have hængt ud på Baresso (love it), og været alene i biografen om eftermiddagen (love it endnu mere). Men bortset fra den 4 uger lange, toksiske tilstand, har jeg været frisk som en – lidt vel tung – havørn.

Og jeg er stadig imponeret over, at kroppen kan fremstille et nyt menneske, og 6 uger senere er de 3 små hudafskrabninger down under helet, jeg mangler at tabe 6 kilo, og alting fungerer som det skal.

Karriere og økonomi:
Når jeg snakker med nye medlemmer om træning, og de spørger, hvordan man bevarer motivationen, plejer jeg at sige, at det kan være en meget god ide, at man, inden sit træningspas, beslutter, om man vil forbedre eller vedligeholde sin form. Når overskuddet er der, er det ikke en skid besværligt at komme af sted, løbe hurtigere og løfte tungere. Det er på de tidspunkter, hvor det har været mandag hele ugen, hvor ungerne får tænder, og hvor du er blevet degraderet af chefen, fordi han har ansat Sophie-Amalie på 17 år med dådyrøjne og D-skål til at overtage dit job, at det er svært at orke. På de tidspunkter er det ok at fokusere på at vedligeholde det, man har bygget op, uden at gå til i dårlig samvittighed, for dårlig samvittighed er forløberen til Så Kan Det Også Være Lige Meget.

Og selvom mine udfordringer i år har været af den glade slags, har jeg stadig været nødt til at beslutte mig for at vedligeholde positionen på karrierestigen i stedet for at klatre op af den, hvilket falder meget fint i tråd med sidste års nytårsforsæt: At skrue ned og sige nej. Så mission impossible accomplished.

Kærlighed:
Den altoverskyggende kærlighed i år tilfalder min søn, som jeg stadig ikke kan fatte, at jeg var så heldig at få. Han er mit lille mirakel, og jeg kan blive helt ør af taknemmelighed over, at han valgte mig.

I forhold til mænd er det blevet til lidt hist og pist, men det har ikke været dem, der har været i fokus. På en eller anden måde virker det en smule forkert, når mænd lægger an på en, mens man er gravid; i hvert fald når de ikke ved, at man er sådan en alene-én. Og hvis man skulle have kastet sig ud i netdating, synes jeg, at det ville være blevet en udfordring af de større ikke at komme til at virke som om, man var på jagt efter en erstatningsfar til barnet. Jeg mener: Når ”Skal du noget på onsdag?” hos mange mænd (ikke dig, selvfølgelig) opfattes som ”Jeg tænkte på, om du ville møde mine forældre og giftes?”, så kunne jeg godt frygte, hvad det ville afstedkomme af reaktioner, når man stiller på første date og ligner en, der har slugt en fodbold.

Jeg er bange for, at der heller ikke til næste år bliver forfærdelig meget tid til at skrive datingprofiler og suse rundt i nattelivet, men så kan jeg jo passende blive hende, der lægger an på de nyskilte fædre i vuggestuen – hvilket meget elegant leder os videre til årets sidste afsnit her på bloggen:

2011:
I aften, når I skåler i champagne, og Anton og jeg skåler i mælk, går vi ind i et år, som på mange måder bliver det mest skelsættende i mit liv. Hvor alle andre beslutninger, jeg nogensinde har truffet, har medført forandringer på isolerede dele af mit liv, er den, jeg nu har truffet, gennemgribende og absolut. Der er ikke mulighed for at trække sig tilbage til et hjørne, hvor man kender betingelserne og lige få pusten, inden man hopper tilbage i ringen, og uanset om vi ender i Århus eller Esbjerg, har Anton forandret mit liv for altid.

Jeg er blevet vi, og jeg glæder mig sådan til at tage på den rejse med ham. For selvom det er hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, så elsker jeg ham så uendelig højt, og jeg ville til enhver tid træffe den samme beslutning igen. Det praktiske er trods alt bare ydre omstændigheder, som når det kommer til stykket er fuldstændig ligegyldige. Størst af alt er kærligheden, og som Rob Thomas udtrykket det:

We’ll get by; it’s the heart that really matters in the end.

Godt nytår.

Jeg ved godt, at det handler meget om Anton, men..

*når jeg lægger ham i sengen om morgenen, og vi ligger næse mod næse, og han kigger meget koncentreret på mig, for derefter at spytte sutten alt hvad han kan, lige i snuden på mig, eller

*han sidder op af mig, og møffer rundt i søvne, mens han udstøder sin veltilpashedslyd eller

*han pænt finder sig i at få de her sko på, fordi moren er ved at over, hvor kær han er

så ville jeg ønske, at livet havde en kæmpe stor “Synes godt om”-knap.

Husk, hvad søvn kan gøre.

I morges kl. 4.15, da jeg for 4. gang på en nat sad med gylp i håret, et skrigende barn og patter i fri dressur, fik jeg den tanke, at det her aldrig bliver anderledes. At jeg om 3 år stadig sidder lige her i denne stol, fed, fordi jeg ikke har tid til at lave mad, og derfor lever af noget, jeg kan skovle op af en dåse med én hånd, med visne muskler af mangel på træning, polsk motorvej i hårbunden, hår på benene, ingen venner og tre katte fra officielt at være sær.

Lige der havde jeg mest af alt lyst til at sætte mit liv til salg på eBay.

Ville dog nok lige kræve, at man gik over beskrivelsen af det med noget airbrush og en PR-agent.

Og jeg bliver opfyldt af mit gamle graviditetsraseri helt forfra, når nogen forsøger at trøste mig med, at det jo bare en fase. Det kan jeg jo for fanden ikke kravle ned og sove i, vel?

Da jeg klokken 7 sad der igen og tudede af afmagt og træthed, blev jeg sendt i seng af min mor. Af en eller anden grund, føltes det overhovedet ikke spor mærkeligt, selvom jeg er 33 år, og da jeg stod op 1½ time senere, kunne jeg pludselig igen huske, at jeg har verdens sødeste baby. Jeg kunne grine af, at ungen bliver så hidsig, at han nærmest kan stå lodret af raseri, hvis ikke maden kommer på bordet i det seKUND, han slår øjnene op. Og jeg nynnede, da jeg gik over og købte to sangbøger til ham og en kaffeholder til barnevognen og to termokrus til mig selv, mens jeg smilede og ønskede godt nytår til alle jeg mødte på min vej.

Prøv lige at tænke på, hvad det kan blive til, når jeg engang får 5 sammenhængende timers søvn igen.

Ok.

Alle dem, der heller ikke gider at høre mere om Bornholm: Op med hånden.

(Tusind tak for alle jeres søde og kloge kommentarer. Ingen beslutning er truffet endnu; jeg trænger bare lige sådan til en pause i hovedet.)

En flygtning krydser sit spor.

De sidste par måneder, er der en tanke, der gradvist har trængt sig mere og mere på. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, så nu skriver jeg om det i håb om, at det vil få klarhed og fred til at sænke sig over mig.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal flytte tilbage til Esbjerg.

There. I said it.

Det gør noget ved mig at se mine forældre sammen med Anton, og jeg kan mærke, at jeg virkelig, virkelig gerne vil gøre det muligt for ham at have et tættere forhold til dem, end jeg selv har haft til mine bedsteforældre.

Ud over familien er der flere andre ting, der taler for at vende tilbage til havnen. D. 1. september skal jeg fraflytte den lejlighed, jeg bor i nu, og jeg vil meget gerne være fri for at skulle bo i lejlighed igen. Jeg gider ikke flere trapper. Eller at skulle slæbe al Antons legetøj, kaffekopper og telefoner med op og ned, så det ikke bliver stjålet, hvis vi til sommer skal bruge en baggård. Vil nok også på lang sigt være rart for Anton at få sit eget værelse, for det kan godt ske, at han får det sværere end nødvendigt, når han som 17-årig skal forklare, hvorfor jeg sidder ovre i hjørnet med en kop kaffe og store ører, når han har sit tekniske skole-posse med hjem.

Hvis vi skal have noget rækkehus af en slags i Århus, kommer vi til at bo i en forstad til en forstad til Hinnerup, og så vil det formentlig stadig være noget, der ligner en ramponeret studenterhybel. Og der vil stadig ikke være penge til en bil. I Esbjerg vil vi have råd til begge dele.

Jeg kunne også rigtig godt tænke mig, at jeg kunne sende barnet ud og lege selv. Nu må I ikke blive sure på mig, Århus-forældre, men jeg er ikke udelt begejstret for, hvad det gør ved nogle børn (ikke jeres, selvfølgelig) og udviklingen af deres sociale kompetencer, når mor eller far er nødt til at sidde med på legepladsen og kigge barnet over skulderen, når det forsøger at løse konflikter med Cornelius og Alba-Sophia.

Og der er slet, slet ingen tvivl om, at det vil give mig mere frihed at have både mine forældre og min søster og hendes mand i nærheden, når Anton er syg eller jeg skal noget, der strækker sig over så lang tid, at man ikke kan være bekendt at bede sine venner om at stille op.

Men for fanden, altså for… Av, ikke?

For hvis jeg flytter fra Århus, forlader jeg 90 % af mit sociale netværk, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan leve uden alle de mennesker, jeg holder så forfærdelig meget af. Jeg forlader mit fitnesscenter, mine hold, mine medlemmer (jamen, de ER mest mine), min by, mine Baressos (Baressoer? Baressøer?), 7/11, søndagsåbent, specialforretninger og ordentlige cafeer. Jeg forlader et sted, hvor der er markant højere til himlen, end der er i Esbjerg. En by, hvor der er plads til forskellighed, og hvor der ikke kun er ét rigtigt svar. Jeg forlader den by og de mennesker, der gjorde mig til den jeg er i dag; et menneske, jeg holder langt mere af, og som har meget mere ro i både krop og sjæl, end hende, der flygtede fra fødebyen. Og jeg lukker endegyldigt døren for den mand, som jeg aldrig tror, jeg bliver færdig med at elske.

Mit arbejde vil jeg kunne beholde; der vil bare blive mere tid på vejene. Der vil nok også være nogle gamle venskaber, som jeg med lidt omhyggelig pleje kan opdyrke igen. Og måske – måske – vil det i længden være nemmere at have en spinningtime om ugen i et center, hvor jeg bare er Hende Den Nye, og ikke den, der i årevis har været involveret i 50 % af alt, hvad der foregår dernede.

Eller også vil det overhovedet ikke.

Fuck.

Nogle gange, ikke? Så synes jeg godt nok, at det er svært at være voksen.

Can you feel it?

Noget, der altid har irriteret mig voldsomt inden jeg fik Anton, er børneforældres (og måske især mødres) vane med at gøre krav på empati og medfølelse, når samtalen falder på noget, der er svært. Hver eneste gang man hører om noget, der er synd for nogen, er der tilsyneladende altid en mor, der lige kan få sneget ind, at det gør mere ondt på hende, end på folk uden børn.

Nu er jeg jo ENDELIG i stand til at spille på begge sider af nettet i de her diskussioner, så det har jeg naturligvis tænkt mig at mene en hel masse om.

Det her indlæg blev født i går, da jeg var ude og handle, og kom forbi en forretning, hvor en ejer havde tøjret sin gamle labrador uden for. Da jeg gik forbi, kiggede den ikke engang på mig; den stod bare modløst og rystede med skægget fuldt af istapper, mens den kiggede mod døren og ventede på, at ejeren, der tydeligvis havde været væk i lang tid, skulle komme tilbage.

Det fik jeg helt tårer i øjnene over.

Senere, da jeg var kommet hjem, fik jeg en lidt trist mail fra et menneske, jeg holder meget af, som ind imellem har det så svært med sig selv, fordi vedkommende lider af den sygdom, som temmelig mange i min omgangskreds lider af: Det sort/hvide syn på egne evner. Enten skal man være så god til tingene, at resultatet bliver perfekt, eller også er det lige meget. Vi har fuldstændig mistet medianen, de grå nuancer og godt nok. Ikke fordi jeg synes, at overlæggeren skal tvinges ned i dørtrinshøjde, men det er i længden temmelig slidsomt, at man enten føler, at man skal yde 200 % og levere det fuldendte, eller på forhånd giver op med dårlig samvittighed, vissent selvværd og den beske smag af fiasko i munden til følge.

Og jeg får markant mere ondt i maven over det nu, når folk er kede af det, end jeg gjorde før jeg fik Anton.

Hvilket gør UTROLIG ondt på mig at indrømme, så jeg er naturligvis straks gået i gang med at lede efter en plausibel forklaring, som ikke efter efterlader folk uden børn i kategorien ”ufølsomme istapper”.

Jeg tror, at det handler om flere ting. Det helt indlysende er, at indsatsen er blevet tusindedoblet fra det ene sekund til det næste. Der er pludselig så utrolig meget mere at miste, og den vished kan man næsten blive skør af at have permanentparkeret i hovedet, hvor den – meget uvelkomment – også retter spottet mod alt det andet, man heller ikke kan udholde tanken om at leve uden.

En anden – og måske knap så oplagt – forklaring (og jeg aner ikke, om jeg kan have ret i den her) er at man, når man får et barn, pludselig er nødt til at lukke ned for sig selv, for ikke at blive vanvittig af at være blevet forvandlet til servicestation for et andet menneske. Og den evige blafren med antennerne for at gætte og være på forkant med et andet menneskes behov, kan man åbenbart ikke bare lige slukke for igen, så pludselig er man forvandlet til en hypersensitiv parabol, der fanger ALT, hvad der farer rundt i luften af signaler, uden at være i stand til at sortere i det.

Det kunne godt forholde sig sådan, ikke?

Kan selvfølgelig også bare være, at jeg allerede har glemt, hvordan det er ikke at have børn og har joined the dark side. Forleden tog jeg f.eks. også mig selv i at spekulere på, om det der fødsel egentlig var så slemt….

Life is getting Haarder.

Jeg ved godt, at vi skal synes, at Bertel Haarder selv er ude om det, og at DR selvfølgelig er i sin gode ret til at vise det famøse røvhulsinterview – men må jeg godt sige noget?

Også selvom jeg bare er menig tv-seer, fuldstændig uden nogen form for journalistisk indsigt eller forståelse for principperne bag Det Gode Interview?

Jeg er træt af DR og TV-avisen, der burde skifte navn til Nogen Forsøger At Snyde Os Alle Sammen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har udholdt at sidde gennem en hel nyhedstime på den kanal, for efter 28 sekunder begynder jeg at svede af irritation over, at INGEN af deres ofre får lov at tale færdig, at alle skal mistænkeliggøres og at tonen er så aggressiv, at man føler sig som et barn i et skilsmissetruet hjem, når man ved en forfærdelig fejl ender på DR omkring kl. 21.

Det skal altid være Nogens Skyld, uanset hvad fanden vi snakker om, og man fornemmer tydeligt, at journalisten bare ved, at skurken på den anden side af bordet har forsøgt at forlede uskyldige seere/vælgere/forbrugere med fuldt overlæg, og ser det som sin hellige pligt at få vedkommende til at hoste op med en tårevædet tilståelse.

Synes jeg, at det er i orden, at politikerne vil have lov at diktere, hvilke spørgsmål de vil svare på, og hvordan de skal stilles? Nej. Ikke som udgangspunkt. Men jeg tror – hånden på hjertet – at de færreste af os, ville være i stand til at besvare spørgsmål om alle hjørner og afkroge af vores arbejdsplads og job, hvis vi ikke havde haft mulighed for at forberede os bare lidt først.

Og de sidder immervæk øverst i matrixen i en relativ stor organisation.

Inden nogen lægger en kommentar om det kritisable i, at politikere får lov til at udstikke dagsordenen for, hvad der skal tales om, og dermed også hvad der IKKE skal tales om, vil jeg gerne sige, at jeg er enig.

Jeg synes bare ikke, at der er meget statement i at vise et klip af en mand, der mest af alt ser ud, som om han er på sammenbruddets rand.

I mangel af bedre.

Har fuldstændig mistet interessen for:
Håndbold. Aj, men er det ikke fuldstændig ligemeget?

Nyhedsindslag om snevejr og bæltekøretøjer. Føles som om, de har taget fat i hjørnerne af vejrudsigten og stuuuukket den ud over 25 lange, ligegyldige minutter.

Politiske dueller i tv. Hvis jeg skal se en eneste mere af slagsen, forlanger jeg, at den lever op til sit navn på den bogstavelige måde og involverer skarpladte våben.

Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet af:
Min far, som insisterer på at vi skal ud og køre en tur sammen i mine forældres nye bil, hvor han som en anden motorsagkyndig myndigt guider ”Til højre ved næste kryds” og ”Bare lige over”, inden jeg får lov at køre i den selv. Jeg fylder 34 om en måned, og har haft kørekort i 16 år.

Min bedstefar, der blev noget stram om kæben, da han spurgte, om ”vi” havde planlagt barnedåb (mig og Anton eller hvad??), og jeg fortalte, at barnet bare skulle navngives. Come nu on, bedstefar. Jeg er alligevel raget uklar med nærmest alle religioner ved at få ham, som jeg har, så det løb er kørt.

Kan til gengæld sagtens lade være med at smile af:
Voksne mennesker, der går med nissehuer offentligt og mener det alvorligt.

Mænd i pels. Ja. Igen. Fat det nu!

Den ubegribelige lammelse af højre hjernehalvdel, der tilsyneladende sætter ind hos 80 % af de handlende i Bilka, som medfører, at stærke farver og rod tiltrækker og paralyserer dem, så mister evnen til at flytte både fødder og deres fede, forpulede vogne. (Vi er faktisk nogen, der kun må være ude til barnet vågner i et vræl.)

Fatter ikke:
At jeg har formået at få klippet pandehår, købt julegaver, navngivet Anton, afleveret mine biblioteksbøger (kunne efterhånden have købt 24 vilkårlige hyldemetre i Bog & Idé for de penge, jeg skylder i bøde. Har til gengæld ikke nået at læse en eneste af dem) og skrevet ungen op til institution, samtidig med at jeg rent faktisk har taget relativt forsvarligt vare på ham.

Hvad mine briller bliver så utroligt fedtede af. Jeg mener: Jeg sidder HELT stille og kigger ud af dem??

At jeg i dag har købt to ting, som jeg alle dage har forsvoret, at jeg nogensinde skulle kaste min værdighed i grams ved at give penge for: En juledragt til Anton i nervøs glamour, komplet med nissehue und alles (burde fandme døbe ham alene for at kunne gøre brug af de her billeder til hans konfirmation) og en neglelak. Fra Hello Kitty. Please shoot me.

Er det mig eller:
Er der uforholdsmæssigt meget Poul Krebs i radioen?

Håber godt nok:
At vi får De Små Synger i julegave af nogen. Forleden sang jeg ‘Pjerrot sa’e til månen’ for Anton, og synes egentlig selv, at det gik ret godt, indtil jeg 10 minutter senere (officiel ammehjerneforskydningstid) pludselig med tilbagevirkende kraft kunne høre, at jeg i stedet for ”Husk det er Pierette, jeg nu skriver til” sang ”Husk det er Tourette, jeg nu skriver til”.

At I hænger på til der igen kommer lidt sammenhæng og indhold i det, jeg skriver.