Nytårstalen 2009

Jeg FATTER ikke, at det er et år siden, jeg sidst skrev en nytårspost. Forstår godt at gamle mennesker sover mindre og mindre i takt med at de bliver ældre, for hvis livet fortsætter med at accelerere med denne hast, skal man ikke blinke alt for langsomt med øjnene, hvis man vil nå at opdage sit liv fra 50 og frem.

På mange måder synes jeg, at 2009 har været én lang efterve af 2008, hvor der skete så meget, at det har taget det meste af et år at få indtrykkene bearbejdet og kategoriseret.

Men lad os kaste os ud det og se på det retrospektive horoskop for 2009.

Helbred:
Frem til og med november må vi give en stur føm-tal til immunforsvarets indsats på området. En enkelt endagsinfluenza og et bette svin på et par døgn, er vist ret let sluppet, når man er omkring 1000 mennesker om ugen, fordelt på 10-12 forskellige arbejdspladser (= mange bakterier), et par hospitaler (= endnu flere bakterier) og noget fitnesscenter (= udenfor kategori), men i starten af december blev jeg desværre fældet i en glidende tackling, og juryen voterer stadig på, hvor slemt det skal vise sig at stå til.

Karriere og økonomi:
Jeg synes, at 2009 har været et af de hårdeste, men samtidig også mest interessante år, jeg jobmæssigt har haft. Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft fornemmelsen af at være havnet i cockpittet ved en fejl, og hvor alle andre forekom mig enten at være sprunget ud med faldskærmene eller at have gemt sig i lastrummet, men det har været enormt tilfredsstillende at opdage, at when push comes to shove, kan jeg forhandle med de tunge drenge uden at ryste på hverken stemme eller hånd.

– og det har da ikke skadet min økonomiske situation.

Kærlighed:
Åh, et mærkeligt år, synes jeg. Jeg har datet mere, end jeg har gjort i mange år, men jeg ved ikke, om ikke det faktisk er endt med at bekræfte mig i min mistanke om, at jeg måske fungerer bedst alene? Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke responderer amorøst på mænd, der:

– Psykoanalyserer mig efter 3 dates
– Forsøger at coache mig uden at jeg opdager det. Lad være med at tale ned til mig
– Fortæller passioneret om deres stjernetegn
– Ikke kan håndtere, at der under det lyse hår gemmer sig en hjerne, der fungerer
– Har to måneders skilsmissejubilæum, den dag vi er på date
– Er blottet for selvironi
– Klynker

Men jeg har samtidig brugt året på at spekulere meget over, om jeg skal vælge at kaste mig ud i Projekt Barn på solomåden, og jeg vil ikke udelukke, at det har fået mig til at være knap så åben, som jeg ellers kunne have været. (Kunne vel egentlig bare prøve at ringe til et par af de ivrige hobbyterapeuter og spørge.)

2010:
Hvad er det så, man kan forvente sig af tyve-ti, som jeg har lært, at det hedder.

Well, alting starter jo med én selv, så mit nytårsforsæt er, at jeg skal geare ned. Sådan i virkeligheden. Ellers ender det simpelthen med, at jeg bliver syg af det, eller at livet fræser forbi mig, uden at jeg opdager det.

Jeg læste for nyligt Julia Lahmes bog ”Hvor lagde jeg babyen?” hvori hun blandt andet skriver om sit forhold til sin mor, som hun har mistet. Hun skriver et sted, at hun ville ønske, at hun havde haft mere tid med sin mor, men at moderen altid havde travlt med et projekt, der skulle være færdigt – men at der ville være tid, når hun LIGE var færdig med DET her projekt. Men efter det fulgte et nyt projekt, og efter det fulgte endnu et. Og det lyder sørgeligt bekendt.

Mit problem er, at jeg er så nem at begejstre. Send en ide i min retning, og se mig kortslutte i kreativitet og konceptudvikling. Problemet er bare, at livet ikke informerer om, hvornår det sender ekstra udfordringer i min retning, og når jeg hele tiden kører på 95 % af min maxkapacitet, vælter læsset, når sygdom eller anden krise lander på toppen af det.

Helt konkret hedder det mere ferie, færre projekter og en seriøs gennemgang af de ting, jeg bare gør, fordi jeg plejer. Skanderborg Festivalen hænger med røven i vandskorpen i den sidste kategori, for jeg synes, at jeg arbejdede mere, end jeg festede dernede i år.

I 2008 var der fest, i 2009 sendte vi gæsterne hjem, ryddede op og gjorde rent, og i 2010 bliver der forhåbentligt tid til at læne sig tilbage i stolen med en kop kaffe og overveje, hvad der er vigtigt at prioritere i livet, både lige nu og på sigt.

Pas rigtigt godt på jer selv og hinanden derude.

Godt nytår.

Kom nu lidt, ÅK 81(00)!

Jeg forstår ikke Århus Kommune. Mere præcist forstår jeg ikke Vej & Trafik under Århus Kommune. De gør simpelthen så mange ting, der efterlader mig måbende af forundring over, hvor sløjt planlægning kan varetages.

Da de for et halvt år siden besluttede at renovere cykelstien langs Ringgaden, var der stående applaus herfra, for det har de sidste 5 år føltes som at cykle på en sort, isbetrukken pukkelpiste at køre ned af den.

Det startede godt. De sendte en fræser ud, der med stor entusiasme flåede kæmpe asfaltlapper af 20-30 forskellige steder i løbet af 2 dage.

Og det var så det.

Så i stedet for bakket terræn, har vi nu i et halvt år haft store grusplamager, der efterhånden som efteråret er skredet frem, er eroderet mere og mere. Nu har vi hele mineskakter flere steder, og det var først da lortet frøs og lagde sig på lur under fredeligt udseende snedriver, at de kunne svinge sig op til at smide en metalplade på de værste steder.

Hvis bare man dog havde opfundet et system, så man kunne forudsige hvilken årstid, der kom efter sommer…

Og nu vi er ved sneen: Kommunen har besluttet, at Århus skal være en cykelby (!). På den insisterende måde. De har sat små, digitale tællere op forskellige steder, så jeg kan se, hvor mange, der er cyklet forbi før mig, der er små cykeladvarsler ved de farligste kryds, FB grupper og billboard reklamer med de mange forskellige fordele ved at tage cyklen.

Så ville det være fint at rydde cykelstierne, når det sner. Eller bare som minimum at salte dem.

Måske skyldes ineffektiviteten at de har lånt deres organisationsmatrix af rockerne. Når man kører forbi et sted med vejarbejde, er de altid minimum 6 afsted. Ligemeget hvor mikroskopisk et område, der arbejdes på. Mindst 6. Et par stykker af dem er hangarounds, som bare står og står. Så er der en enkelt eller to, der er opgraderet til prospects, og som derfor allernådigst har fået et stykke værktøj udlevere, som oftest en skovl, som de står og hænger op af. De fuldgyldige medlemmer laver noget. Typisk noget der involverer en masse råben og pegen. Og i det allerhelligste sidder Bynke og Forellen og troner, og ser ud som om, gravkoen er noget, de har taget på.

Man kunne godt have lyst til at ringe og bede dem om lige at stramme the f*ck op.

Jeg – et matematisk geni.

Jeg har ønsket mig marguerit øreringene fra de kom frem første gang, hvilket vil sige ca. 80 år, og nu -endelig endelig ENDELIG!! – fik jeg dem i julegave. Det ville være en decideret skændsel at bære dem sammen med en eller anden tacky nikkelsatan fra Glitter, så ud af respekt for my new babies supplerede jeg derfor i dag op med halskæden til.

Nu har jeg normalt ikke 1200 kroner til lige at svinge om halsen efter forgodtbefindende, men heldigvis var den gratis.

I hvert fald hvis man regner efter formlen i Den Store, Lyserøde Matematikbog:

Pengejulegave fra Bedsteforældre
+ Penge, jeg ikke har brugt på nytårskjole, fordi jeg har fundet en i skabet, som jeg troede, jeg havde mistet (don’t ask..)
= Ny kæde

Alle ved, at man altid skal dobbelttjekke resultatet af sine regnestykker, så for at være på den sikre side gentog jeg succes’en, og det gik så godt, at jeg nu også er den lykkelige ejer af en bad ass Crumpler taske til den nye computer.

Det er faktisk lidt et tab for verden, at jeg arbejder med sprog.

Jæææh, it’s hard to be a zen-buddhist.

Jeg har den sidste tid forsøgt at øve mig på at køre mit temperament et gear ned, fordi jeg – helt ærligt – tror, at man slider sin krop for hurtigt, hvis man er stresset, rasende og utålmodig det mest af tiden.

Det går nogle gange bedre end andre.

Jeg vil f.eks. gerne rose mig selv for min relativt overskudsagtige holdning til tingene, da jeg tirsdag aften kl. 21 blev smidt ud af et tog på Kolding Station pga. en nedfalden køreledning, og måtte stå med 2 sportstasker, en computer og 3 poser julegaver i snefygning uden anden besked end: ”Der bliver ikke sat busser ind, da Politiet fraråder al udkørsel”. Og jeg synes faktisk selv, at jeg var ret afrikansk omkring det, da turen tog 5 timer i stedet for de planlagte 2,5.

Men i dag har jeg været til spinning, og jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gøre det. For jeg VED jo, at de kører meget anderledes her, end vi gør i Århus, og jeg er sikker på, at hvis man er vant til, at folk bare vader ind og ud af lokalet timen igennem og snakker så højt, at ALLE kan høre ALT, og man plejer at køre til enkeltsange og cd-skift hver 4. minut, så der det dét, der er Det Rigtige. Så jeg skal bare pakke mig og rette ind. (Fandme svært, når det er så INDLYSENDE forkert! Knus Hitler)

Men jeg tror, at selv Ghandi ville begyndte at fantasere bare lidt om en god, saftig kindhest, hvis han oven i det ovenstående blev bedt om at spinne en hel time til julemusik. Kun julemusik. De Nattergale, Pyrus, Shubidua og Lilleper. Nogle af sangene to gange. Og med en indlagt leg, der hed ’Nisse’.

Somme tider er det altså lidt som om universet modarbejder mig.

En flatliners bekendelser.

Er I derude endnu? Holder I verden kørende? Det håber jeg, for jeg er ikke til megen hjælp; er nærmest gået i julekoma. Når jeg tænker på, hvor højt mit aktivitetsniveau er 350 dage om året, er det virkelig bemærkelsesværdigt, hvor elegant jeg formår at bringe ALT til standsning på under et døgn.

I dag har jeg:

– sovet
– drukket vin
– læst 250 sider i min bog
– drukket vin
– prøvet mine nye Margueritøreringe (f*cking YEIII!!) 24 gange.
– drukket vin

Den eneste fysiske udfoldelse jeg har bedrevet, var en (yderst) symbolsk gåtur – udelukkende for at kunne sige, at jeg har bevæget mig – og så har jeg skovlet 15 meter fortov fri for sne.

Kan godt ske, at jeg lige skal have en hånd i ryggen og løbes i gang, når jeg engang vender hjem.

Juleperspektiv.

Når jeg er i Esbjerg, er det sjældent, at tiden er så rigelig, at jeg når en tur gennem Kongensgade. Hvilket alle med hang til ekstremsport ellers burde unde sig selv at gøre, for hvis du efter 3 kilometers grå, misforstået lokalplan i stiv kuling og uden mulighed for læ stadig står – og har lysten til at leve i behold – så er der intet – INTET – der kan slå dig ud.

I dag var jeg var derinde for første gang i 4 år, og det var virkelig en forblæst tur ned af memory lane. Startede med brunch på Chr. D. 9., som virkelig var the shit, da jeg gik på handelsskolen. Det var en underlig oplevelse. Min date satte meget fint fingeren på problemet: ”Det er altså vildt mærkeligt at se de toiletter i ædru tilstand.” Så sandt.

Bagefter gik jeg en tur ned gennem Gaden og undrede mig endnu engang over, at Esbjergenserne er så konservative. En by med næsten 100.000 indbyggere og ikke en eneste – ikke én – baresso eller anden kaffebiks i midtbyen. Ubegribeligt. Nogle få modige sjæle har forsøgt, men har måtte dreje nøglen om efter under et år.

Til gengæld kan det undre mig, hvad der KAN gå hernede. Expert, som alle dage bare har været en dødssyg butik med B&O anlæg og gamle, sure mænd er still going strong. Arken, som er en kristen radiostation, har vel også efterhånden 20 års jubilæum.

Efter de 3kilometers gåtur i midtbyen var vejret blevet relativt ok, så jeg valgte at gå de 7 kilometer ud til mine forældre, og jeg må sige, at hvad byen mangler i charme, har stranden til overflod. Lyset vælter ud af himlen, isflagerne i vandet ligner kæmpediamanter, og som altid, når jeg er ved Vesterhavet, tænker jeg, at der gemmer sig tusinder af historier derude, og at vi er så små, så små.

Touchdown!!

Juleferie – og den er tiltrængt. Jeg synes ellers, at jeg i løbet af året har været god til at få bunkerne bragt i bund, og i forhold til nye forpligtelser, har jeg sagt mere nej end jeg har sagt ja, men noget kursus, noget hospital og livet sådan helt generelt har lagt lidt ekstra pres på den sidste måneds tid, og jeg trænger til at holde fri.

Jeg ved altid, at det er galt, når min hjerne bare.. slukker. Jeg vil ikke betegne det som distræthed, for det er ikke fordi jeg tænker på noget andet. Jeg tænker bare ikke. Overhovedet.

De sidste par dage har jeg således glemt nøglerne i min yderdør 3 gange. 2 morgener har jeg fundet min kogekeddel i køleskabet, og i går fik jeg den samme ide 4 gange. Jeg blev lige begejstret hver gang.

Skulle have en undervisning/mad/julegaveudvekslingskabale til at gå op, og blev glad, da jeg fik følgende lyse indfald: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

10 sekunder senere: Nå nej. De lukker kl. 20.

Ti minutter senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Nej, det var det der med kl. 20.

Ti minutter mere senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Grrr! De. Lukker. Klokken. 20. Fat det nu!

Og fandme om så jeg ikke gjorde det én gang til. Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

!!!!!!

NU MÅ DU SIMPELTHEN HOLDE OP!! DE FUCKING LUKKER KLOKKEN OTTE, DIN EVNESVAGE KÆLLING!!!

Jeg tror, at det er fint nok, at vi lige trækker stikket et par dage.

Lige nu sidder jeg i spænd i et IC3 tog med resten af Århus, og hvad jeg må formode er det samlede indhold af detailforretninger i hele Midtjylland. Trækker vejret helt, helt forsigtigt, for ikke at komme til at inhalere guldstjerner, sløjfer og nissehuer.

Der er udsigt til brændeovn, rødvin og godt selskab, og jeg har 600 sider Jacob Ejersbo i tasken.

Jeg er ovre stregen.

Nu kan det godt blive jul.

Hviletidsbestemmelserne er jo ikke bare til pynt, vel?

Jeg gik forbi en tigger i dag. En af de virkelig hardcore sutter, der er så blodsprængt af druk i ansigtet, at han faktisk ser en lille smule solbrændt ud. Han var ved at line up, da jeg gik forbi; En lille skammel som bord med klæde sirligt draperet over som dug, en Madam Blå kande med buket af plastikblomster i og det obligatoriske blikkrus til penge.

Han er en fast del af bybilledet, og ikke en af de organiserede sigøjnertyper, der tigger professionelt og har folk til at komme og tømme koppen for mønter hver halve time. Han så glad nok ud, men jeg fik alligevel ondt i maven over, at man i dagens Danmark kan være nødt til at sidde på tundraen i permafrost 4 dage før jul for at få råd til en Bjørnebryg i Aldi.

– men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg et par timer senere kom den anden vej, og der på skamlen var sat et lille skilt:

”Er straks tilbage”

En tigger, der lukker biksen for at gå til pause? Det bliver jeg sgu lidt imponeret over.

Snemand Frost og Frøken Tø.

I dag sner på den måde, det gjorde, da vi gik hjem gennem sneen, lige efter vi havde lært hinanden at kende. Jeg kan ikke huske, at det var koldt, eller at jeg frøs og havde våde fødder – og det må jeg have både gjort og haft, for jeg har altid været kuldskær og har aldrig ejet et par ordentlige vinterstøvler – men jeg kan huske, præcis hvordan han så ud, da jeg vidste, at det var ham.

Det både er, var og har været i alle afskygninger af grammatiske tider, og ind imellem tror jeg, at jeg har fundet fred med, at jeg for altid har efterladt en del af mit hjerte hos ham. Der er blevet mindre at give væk, jeg bliver aldrig den samme igen, og flere minder end det virker muligt at have, er blevet en del af det, der er mig.

I dag savner jeg ham noget så forfærdeligt.