Helt ærligt!

Det Gode Råd i denne uge, har vi haft et spørgsmål fra en læser, der ikke helt ved, hvordan hun skal slå op med sin veninde. På DGR begrænser vi os til at belyse én vinkel pr. mand, da der ellers ikke er noget for de resterende 4 at skrive om, men jeg kan mærke, at hele diskussionen om, om man skal være ærlig og sige, at man ikke gider hende mere, eller om man skal lave strudsen og håbe, at det går væk af sig selv, forsat kværner rundt i knolden på mig.

Jeg synes, at ærlighed er blevet det nye sort. Bare se på os, der blogger: Had, jalousi, misundelse og ondskab flashes i stor stil, fordi det er gratis, hvis vi bare formulerer det som en bekendelse. Alt det grimme er blevet tilladt og accepteret, fordi vi har betrukket det med erkendelse og ærlighed.

Hvis du har et problem med din mor/chef/kæreste/veninde, er Den Korrekte Handling at konfrontere vedkommende og sige det. Ærligt. Men jeg har lagt mærke til, at ærligheden ofte bare er en ny måde at være tarvelig på. Hvis du kan sige fra i tide, er jeg enig i, at det gør det nemmere at opbygge og bevare en sund relation, fordi det er nemmere at navigere i et landskab med tydeligt markerede grænser, men ofte gemmer man ærligheden, til man er så irriteret, at den bruges som undskyldning for at være rigtig led og sige lige præcis, hvad man tænker, helt uden filter eller smålig skelen til den andens følelser. Og det er røv og nøgler (hvorfor siger vi egentlig aldrig det mere?), for det gør nas! Dels fordi du ikke er vant til, at folk på den måde går direkte efter struben, og derfor ikke har paraderne på permanent stand-by, så du kan tage fra, og dels fordi den slags virker ligesom forbandelser og voodoo: Det roder med dit hoved i laaang tid efter, fordi du helst ikke vil tro på det, men alligevel heller ikke helt tør afvise, at der kan være noget om snakken.

Og ofte synes jeg, at ærligheden og selvindsigten leder til… absolut ingenting. Der mangler ligesom et level 2. Hvad gør vi med sandheden, når vi nu mener at have fundet og leveret den? Ligenu ser det for mig ud som om svaret er: Intet. MIN opgave og MIT ansvar starter og stopper med erkendelsen. Når jeg har så fået luft, kan du så stå der og være den, der skal løse problemet, fordi jeg med min voldelige ærlighed har slået fast, at jeg mener, at det primært er dig, der er skyld i, at tingene er kørt skævt.

Er det virkeligt der, vi vil hen? At hvis vi bare er ærlige, er vi home free og må fortsætte med at gøre som vi vil? (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?) ”Ja, jeg er en so overfor min nabo, men hun er fandme også irriterende og omklamrende, og jeg HAR sagt det hende, så hun er selv ude om det!”

Jeg synes ikke, at vi skal lyve mere end højest nødvendigt, men jeg har stadig ikke besluttet, om jeg synes, at man altid har ret til at smide alle hæmninger og sociale hensyn i ærlighedens navn.

(Hemmelighedsstatus: 10 inde, 50 ude. Kom nu, venner!!)

Skål Flemming!

Jeg er så grumpy i de her dage, at jeg har ondt af alle, der er tvunget til at være omkring mig. En kombination af vintertid, post traumatisk stress depression, pms og tristhed over at være snublet i mine egne snørrebånd igen (don’t ask), har gjort mig uegnet som menneskeføde.

Andres overskud og lykke virker nærmest som en hån, når man har det sådan her, og derfor er det en trøst, at næsten alle omkring mig har det ligeså elendigt. Det er en lettelse, at man ikke behøver at lade som om, man er fuld af overskud og peps, men i stedet kan sidde bag hver sin kaffekop og opføre sig som de første to medlemmer af det kommende girlband Muggen United.

Jeg ved, at jeg er ok igen om et par dage. Indtil da vil jeg bare gerne sige undskyld på forhånd – og prøve at drukne det i alkohol.

Tag ikke fejl.

Jeg har lagt mærke til noget sjovt. Ikke ha-ha sjovt. Mere mærkeligt-sjovt: Når nogle af mine veninder finder sammen med mænd, der glemmer at gå fra kæresten, inden de hooker op med en ny, virker det som om, at det er mændene meget magtpålæggende at gøre et godt indtryk på mig.

Og jeg kan sagtens snakke pænt til dig. Fortælle dig, hvad jeg laver og spørge til dit job. Opføre mig civiliseret, smile ad dine jokes og undlade at være den, der peger på den pink elefant midt i stuen, og spørger, hvad din kæreste laver i aften, mens du sidder her og leger nyforelsket.

Det må du endelig ikke forveksle med hverken opbakning eller respekt.

32 år og professionel samarbejdspartner. Eller det der.

Noget af det bedste ved mit arbejde er, at jeg får lov at møde en masse mennesker, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.

Som nu f.eks. den excentriske læge i dag. Sad og læste i et mennesketomt venteværelse, da en mand på et par og tres med hvidt hår, der stod ud i alle retninger, pludselig slog døren til de hellige haller op.

Ham: ”Det er da så dumt, når man ikke kan finde sin bog!”
Mig: (Lidt usikker på, om manden er læge eller patient): ”Ja, det kan da være mægtig træls.” (Ind imellem, når jeg er på arbejde, tager jeg mig selv i at bruge ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg kunne. ’Mægtig’??)
Ham: (Lettere mistænksom) ”Du har ikke taget den, vel?”
Mig: ”Nej, det er nu min egen, jeg læser i.” (Holder pligtskyldigt bogen op som bevis)
Ham: (Ikke overbevist. Overhovedet) ”Hmmm..”

Det var så her, patienter, pårørende og andet godtfolk væltede ind af døren, og vi fik fastslået, at manden VAR lægen. Må indrømme, at det var med et vist element af spænding, jeg satte mig til rette for at tolke.

Han var selvfølgelig den mest rockerseje, fantastiske, superskarpe og empatiske mand i hele det danske sundhedssystem. Respektfuld, kompetent og lun. Fik faktisk helt lyst til selv at lide af en lille, bitte specialsygdom, så han også kunne være min læge.

Han var så rar, at jeg ikke engang blev sur, da opgaven var færdig, og han i stedet for at give hånd, valgte at klappe mig på hovedet.

(Og folkens: Hvis vi skal op på 60 hemmeligheder, skal jeg altså have lidt hjælp… Kom nu! Hvis du er genert, så send den fra din arbejdsmail, bibliotekets mail, kærestens mail eller – hvis den er meget slemt – din fjendes mail.)

My baby’s got a secret.

Til foråret skal bloggen være alene hjemme et par uger, og jeg tør ikke rigtigt efterlade den uden opsyn. Derfor har jeg spekuleret på, hvordan jeg kan sørge for, at I holder lidt øje med den, mens jeg er ude, og jeg har, stærkt inspireret af Post Secret, fået en ide.

Efter to år med bloggen, er I ved at have lært mig ret godt at kende, og derfor synes jeg, at det ville være passende, hvis I brugte mit fravær til at lære hinanden bedre at kende.

Så de næste 4 måneder har I lektier for. I skal gå i tænkeboks for så at sende mig en personlig hemmelighed af de rigtig gode. Den må være sjov, hårrejsende, trist eller sød – den skal bare kunne beskrives på et par linier. Og så skal den være sand. Hvis man lyver, bliver man ramt af den fæle løgnerforbandelse, der giver permanent kløende udslæt i ganen.

Et par eksempler kunne være:

”Jeg blev engang så gal på min mor, at jeg tømte hendes balsam og hældte hårfjerningsmiddel i flasken i stedet.”

”Jeg tager coke hver eneste morgen, inden jeg kører mine børn i skole.”

“Når min kæreste er syg, er han så ynkelig, at det eneste, jeg føler for ham, er foragt.”

”Jeg forførte min venindes far, og hvis ikke jeg havde fået en abort, havde hun været halvsøster til mit barn. Jeg var 15.”

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men jeg synes virkeligt, at det kunne være fantastisk, hvis I havde lyst til at dele noget, som rører de mennesker, der læser det.

Planen er, at jeg, inden jeg tager afsted, præ-poster jeres hemmeligheder. Mit mål vil være 3 saftige af slagsen om dagen, hvilket betyder, at jeg skal bruge ca. 60 i alt. I er (goes without saying) anonyme, og jeg sværger ved alt, hvad der er mig helligt, at jeg aldrig vil gøre noget for at finde ud af, hvem I er.

Det er i god tid, men erfaringen siger mig, at det tager lidt tid at få jer op af stolene, så derfor starter vi nu.

Fortæl 5 af dine venner om projektet og send mig en mail med din hemmelighed på blogsbjerg@gmail.com.

Jeg glæder mig til at se, hvad der er derude bag facaderne.

Golf og rugby kom med. Kan man indstille projektion til næste gang?

Som de faste læsere af bloggen ved, er jeg jævnligt ude og lave kurser. Dels afholder jeg inspirationskurser for ’gamle’ instruktører, og dels uddanner jeg nye. De sidste par uger har jeg kørt en del inspirationskurser, og selvom jeg somme tider synes, at jeg kan mangle timer i døgnet til at forberede min undervisning, plejer jeg alligevel at køre glad derfra, fordi jeg bliver i godt humør af at være sammen med mennesker, der brænder for det samme som mig.

Men ind imellem kan det være en udfordring at undervise andre instruktører, fordi der altid er et par stykker i mellem, som stiller sig overdrevet kritisk an og anfægter ALT. Det er næsten altid de dygtige piger, der gerne vil være endnu bedre, eller dem, der er bange for ikke at slå til. Hvilket vel egentlig ofte er to sider af samme sag.

De fleste gange har jeg overskud til at se det, som det er: Modstand imod læring fordi det er skide angstprovokerende at være den, der plejer at lave reglerne for så pludselig at blive rykket ud af sin komfortzone og sat i en situation, hvor man er underlagt at følge en andens. Og I know my shit, så de må gerne spørge, men engang i mellem kan det være svært at blive ved med at smile, forstå og svare pænt, når de hele tiden med fejlsøgning camoufleret som faglig interesse angriber alt.

Sådan en pige havde jeg med forleden. Hun var relativt nyuddannet og havde masser af potentiale, men HVER gang, der var noget, hun ikke forstod, reagerede hun med et kritisk spørgsmål, der sluttede med ”… for sådan plejer jeg ikke at gøre!” Og jeg prøvede; det gjorde jeg virkelig, men der er grænser for, hvor mange forskellige diplomatiske måder, man kan sige ”det er fordi du er ny/ikke gør det rigtigt” på. Til sidst var jeg så træt af hende, at jeg kom til at lave en iskold, verbal afklapsning a la: ”Nej. Det kan jeg forstå. Men jeg må formode, at du har valgt at melde dig til det her kursus, fordi du gerne vil lære noget nyt eller prøve at gøre noget ANDET end det du plejer. Eller jeg tager måske fejl?”

Blev simpelthen så træt af mig selv, for gu var hun irriterende, men jeg vil bare så gerne være et større menneske end det. Jeg ved jo, at det bare er et udtryk for usikkerhed og angst for at misse noget vigtigt, når man har behov for at forstå alt. I detaljer.

Og ret beset er det jo ikke hendes skyld, at hun ligner mig.

Pigen med de blå ribben.

Min cykel og jeg har snart 1 års bryllupsdag, og det er uden pis den bedste cykel, jeg nogensinde har haft. Ja, den er lidt vel tung i røven, men den kunne med rette sige det samme om mig, så vi er egentlig a match made in heaven. Da den rare cykelmand sagde, at Kildemoes var vejen frem, fordi den er dansk produceret, og dermed bygget til det danske klima, havde han ret. (Og lige nu går det op for mig, at det må være fordi jeg købte den i oktober = brystkræft awareness month, at den er dekoreret med lyserøde sløjfer. Christ. Jeg må være Danmarks eneste tolk med en forskydningstid på et år.)

Den eneste lille ting jeg har at pive over er, at den har fodbremse. Ikke at det er skidt. Det er faktisk rigtig rart, når man kommer sejlende ned af en regnvåd Ringgade, men jeg har ikke haft fodbremse på en cykel siden jeg var 10 (seriøst), hvilket giver frigearscyklerne 22 års forspring. (Det gjorde decideret ondt at skrive den sætning.) Og selvom jeg nu har været med fodbremse i et år, er det stadig ikke lykkes mig at lære at bestige cyklen korrekt.

For når pedalerne står i hvad der på en urskive ville være kl. hhv. 12 og 6, ser det jo umiddelbart tilforladeligt ud, og jeg sætter hver gang fortrøstningsfuldt fra – for så at hamre ribbenet i styret, fordi klokken åbenbart kun var 29 minutter over, og der stadig var noget brems tilbage i pedalen.

Man kan ikke risikere, at Børnenes Traffikklub kommer og inddrager cykelkortet igen, vel?

3 strikes and I’m out.

Nogen gange er det, som om den samme emne-bølge rammer mange blogge på én gang. Selvfølgelig henter vi inspiration fra hinanden, men somme tider er det altså som om, vores hjerner af uransagelige årsager simultant har beskæftiget sig med de samme overvejelser.

Lige nu er der flere af mine yndlingsbloggere, der skriver om netdatingens forbandelser. Jeg har jo været der indtil for ganske nyligt, hvor jeg opsagde mit medlemskab, fordi jeg simpelthen ikke kunne udholde at blive psykologisk udredt af en eneste nyskilt mand mere med tjek på stjernetegn og rod i livet.

Men som med alle andre suspekte ydelser kan man åbenbart ikke bare sige tak, når man har fået nok, så datingsiden opfører sig nu som en forsmået pusher, og bliver via email ved med at spørge mig, om jeg er sikker? Om jeg er helt sikker? For han kunne jo stadig være derude, og den første er gratis…

Og måske er det fordi vi nærmer os jul, og jeg har tilbragt de sidste to af slagsen i apatisk natostilling på mine forældres sofa med røde øjne, blå tænder og halalslagtet hjertet: Jeg gik ind og kiggede.

Den slags kan man simpelthen ikke finde på.

Udvalgte profiler, kommenteret:

Til Hende mit hjerte banker for: Du føler dig som en gudinde … du er dejlig og du ved det, og alligevel er dit ansigt rent og uspoleret … og derfor smukt … ufatteligt smukt … jeg længes efter dig … hvorfor ved jeg ikke, måske fordi dit nærvær får mig til at vågne op og slå autopiloten fra … måske fordi samspillet imellem dit væsen og mit væsen får mig til at blive Mand … den jeg ER … og dig til at blive Kvinde … den du ER
(Til ham… der læser for mange.. ufattelig meget for mange… lægeromaner…. Du bruger… alt for mange…. punktummer og forlorne ord…. Mand… den du ER … ER væmmelig…. )

Ligger i min seng lige nu og har tre store hvide stearinlys tændt ved fodenden. Klokken er 9.31. De lange gardiner der dækker helt ned til gulvet blokerer stadig lyset fra vinduerne. Har lige spist morgenmad på sengen og drømmer nu om en kaffe fra Altura. Så det kan ikke vare længe før jeg skal derned.
(Liiiige iscenesat nok, ikke? Og formentlig knap så zen, når det lykkes mig at vælte de store hvide lys over i gardinerne, og jeg panikslagen slukker branden med kaffe. Fra Altura. Til 400 kroner literen)

Se her!!!! – Her er hele pakken til dig! 😉 Jeg er fremragende til at lave thai-mad og hindbærsnitter .. dog ikke nødvendigvis sammen! 😉 Hmm.. var det nok til at fange dig til at læse resten af teksten? 😉 Jeg synes ikke lige, at jeg har mødt dig endnu.. så måske det er her igennem, at vi skal aftale første møde 😉
(Jeg ved allerede, at vores første møde kommer til at gå med, at jeg med jævne mellemrum må gå på toilettet for at massere mine ømme skam-smilede kæber, og forsøge at synes, at det er ok og maskulint at bruge flere smileys end en 12-årig pige.)

Mød et rigtig godt parti!
(Øhm… Er det noget med, at den scorereplik er ca. 60 år overdue?)

Søger ikke det store. Er pt. ikke “kærestemateriale”. Jeg lurer bare for underholdningens skyld ;o)
(UH!! MIG!! MIG!! TA’ MIG!!)

Jeg er en af de lærer, som ikke brokker sig over lønnen eller andre arbejdsrelaterede forhold. Jeg synes, det er et privilegium at undervise og give min faglige vider
(…!)

Overvejer faktisk at købe et nyt medlemskab for at have noget at falde tilbage på i tilfælde af skriveblokering.

Men jeg tror bare, at jeg vælger at køre et-(h)julet gennem december i år.

Never ending stooooryyy..

Tænk at vi engang troede, at Limahl sang om magiske fabeldyr og små, modige drenge, når det nu viser sig, at sangen i virkeligheden handler om taxachauffører.

Idag skulle jeg tolke på teknisk skole i en mindre nordjysk by, og da de møder, før resten af verden åbner, havde jeg bestilt en taxa til at hente mig på banegården.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Er det ikke rimeligt at antage, at man i disse GPS-tider vil blive sat af det rigtige sted, når man giver chaufføren den præcise adresse?

Vi klipper til scenen, hvor Linda rager rundt i udkanten af en mark i et mørke så kompakt, at jeg havde fornemmelsen af at famle mig frem i et oversize blækhus. Jeg er næsten sikker på, at jeg på et tidspunkt hørte en ulv tude i det fjerne.

Efter at have brugt det meste af et liv på at snuble angst rundt i vildmarken, anede jeg endelig en klynge bygninger i horisonten, og da jeg nærmede mig, fik jeg næsten tårer i øjnene af bevægelse over at se det internationale Teknisk Skole-logo. På grund af DSB’s køreplaner, var jeg stadig i utrolig god tid, så hele skolen lå øde hen, men 8 år i trøjen har lært mig, at de bedste mennesker at spørge, når man ankommer til en ny uddannelsesinstitution, er pedeller og kantinepersonale. De ved ALT, er der som de første og går som de sidste.

Kantinedamen, som – hvad sagde jeg – var mødt, har vel været 4 år ældre end mig, men her er det vigtigt, at vi husker at gange med provinsfaktoren på 3*, hvilket vil sige, at hun af sind slog mig med 12 år. Derfor føltes det ikke spor mærkeligt, da jeg efter en hel masse ”bette pige” og ”unge dame” stod på gangen igen med en hjemmebagt bolle, en stor kop kaffe og en hovednøgle.

6 timer senere ringede jeg for at bestille en taxa, så jeg trække mod Århus igen. Jeg forklarede pænt og høfligt, hvad der var sket om morgenen (Amar! Jeg var virkelig venlig), og bad dem være ekstra opmærksomme på adressen, når de kom.

….

Nogen gange har jeg det som om, at overbegrebet ‘Taxa’ er Sørgmodighedens Sump, og jeg er hesten.

* Jeg må gerne sige ’provinsfaktor’ fordi jeg 1) bor i Århus 2) er vokset op i Esbjerg.

Top 5

over ting, jeg ikke forstår:

1) Hvordan samtlige organiserede kriminelle i hele fucking Danmark kan være så ubegribeligt dårlige til at ramme? Noget der ligner 80 skudepisoder og … hvad? 1 dødsfald? Det er jo for fanden ikke, fordi I tidsmæssigt er så ophængte af krævende jobs, at I ikke har tid til at øve jer. Få nu lært at tage ordentligt sigte, så vi slipper for jer!

2) Betonløver foran forkølede, danske parcelhuse.

3) Hvorfor jeg har valgt en retarderet vinduespudser. Det er rigtigt. Han ER retarderet (eller hvad den politisk korrekte term nu er). Virkede ellers som en god sag at støtte, da jeg valgte ham. Jeg bor i en høj stuelejlighed og mine ynkelige forsøg på at vaske vinduer udvendigt har indtil nu ikke resulteret i andet end nye mønstre i snavset og helligdage. Problemet er nok, at jeg er rystende ligeglad med mine vinduer. Jeg opdager først, at de trænger til at blive vasket, når mine venner begynder at få tics af se på dem. Set i bakspejlet burde jeg derfor formentlig have valgt en fyr, der var i stand til at følge op på vores aftale og komme igen efter 3 måneder. Nu er der gået et halvt år. Tror jeg. Kan ikke så godt se, om hvor meget årstiderne er skiftet derude.

4) 60-årige mænd, der henvender sig til mig med ordene: ”Kan du lide at komme her? Ja, jeg har holdt øje med dig. Jeg kan nemlig godt lide unge piger. Jeg har også et par stykket derhjemme”. AD!!

5) Hvordan det igen er lykkedes Paris og de andre modemekkaer at overbevise den danske gennemsnitskvinde om, at hvis vi bare lader som ingenting og kalder dem ’overknee boots’, så er der nok ingen, der opdager, at vi på fodtøjet ligner undvegne polakker fra Halmtorvet.