Pro bono øret – det er mig.

Det er gået op for mig, at jeg er helt fejlcastet i mit arbejdsliv. Jeg skulle have valgt et af de jobs, hvor man får penge for at lægge øre til andre menneskers livshistorier. Dusinvis af taxachauffører har med deres uopfordrede beretninger om alt fra dårlig sædkvalitet til problematiske forælder/barn relationer, forsøgt at få budskabet igennem, men jeg har ikke forstået det.

Før nu.

Kom forleden hjem til seddel fra skuffet Brunatamand, som gerne ville have været ind og aflæse… hvad det nu end er, de aflæser. Han ville prøve igen i dag mellem 16.30 og 17.30, og hvis ikke jeg var hjemme, ville det koste 350 kroner at få ham ud, når jeg var. (350 kroner for 3 minutters arbejde. Måske nogle af damerne på Reden kunne være interesserede i skifte branche?)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne bruge et øjeblik på at rose Brunatamanden for 1) at begrænse the window of opportunity til en time; skærende kontrast til diverse pakketransportfirmaer og møbelforretninger, der uden at blinke sætter sig på 17 timer af dit døgn 2) at skrive et mobilnummer på sedlen, så man rent faktisk kan ringe til et levende menneske og spørge, om han kan lokkes til at gå ind, selvom jeg ikke er hjemme, hvis jeg lader døren stå ulåst og 3) at være servicemindet nok til at sige ja.

Skæbnen vil så, at han er for tidlig på den, og derfor kommer, lige som min træningstaske er ved at slæbe mig ud af døren. Og Morten er også taget til fange i det forkerte job. Et sted derude er der firma, der lever af at komprimere data, der går glip af hans frygtindgydende evner. På 3 minutter fandt jeg ud af, at Morten ved denne tid sidste år blev kørt ned, og var så uheldig at brække skulderen og et par ribben. Da han for år tilbage fik fjernet sin menisk, er fodbold desværre ikke længere en mulighed, og derfor har han på et år taget 20 kilo på. Heldigvis har han sammen med konen fundet ud af at melde sig ind i en klub, hvor de laver fedtfattig mad. Klubben tilbyder også forskellige slankeprodukter, f.eks. en proteinbar på 60 gram til kun 22 kroner, som jeg er meget velkommen til at komme og smage, for den er overraskende god. Og selvom det er utrolig træls at skulle rende op og ned af alle de trapper, fordi folk aldrig er hjemme, skal vi jo heller ikke glemme, at det også er en slags motion. Hø hø.

På 3 minutter. En mand jeg aldrig i mit liv har set. Jeg må se enormt tillidsvækkende ud.

Eller meget, meget nysgerrig.

Because you never get a second chance to make a first impression.

Kan I huske den punchline? Head & Shoulders anti-skælshampoo fra start-halvfemserne. Jeg kom til at tænke på den i dag, fordi jeg har været til workshop og arbejdede sammen med en pige, som viste sig at være helt anderledes, end hendes udseende lagde op til. Ravnsorte extensions (har andre end mig bemærket, at sort er det nye blond?), overdrevet solariebrun, piercet i det stykke hud, der sidder mellem munden og kinden, som jeg ikke aner, hvad hedder, og lange, påsatte negle dekoreret med tropeblomster. Luderkrudt for fuld udblæsning og i træningstøj, jeg formoder, hun har fundet i Lust.

Hun var pissesød og superskarp.

Én ting er at være blevet udstyret med en kantet personlighed, der gør folk forbeholdne i starten, fordi de opfatter dig som arrogant eller skrap – det tror jeg, at vi er flere, der kender til – men hvorfor man bevist vælger at være bagud på point fra starten ved at forklæde sig som spejlblank fitness dåse; det fatter jeg ikke.

Det er umuligt at undlade at (be)dømme folk, første gang, man møder dem, men hvis det er irriterende for os dødelige, må det være 1.000 gange så anstrengende for de kendte. Jeg møder jævnligt Per Fløng i byen, og hver gang jeg ser ham, bliver han forfulgt af feststemte mennesker, der vil vide, hvordan vejret bliver i morgen. Jeg beundrer ham for at orke at blive ved med at gå ud. Selvom han er sød og høflig, og svarer pænt 99 % af gangene, skal han bare have én aften, hvor han kommer til at vrisse lidt af én stiv stodder – så vil han hos en stor gruppe mennesker blive stemplet som en selvfed idiot. Fordi han har gjort et skidt indtryk på én sølle person.

8 ud af 10 af de mennesker, jeg kategoriserer som belastende, første gang jeg ser dem, viser sig at være fornuftige og venlige mennesker, når jeg tager mig tid til at snakke med dem. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at være lidt bedre til at huske.

Update.

Efter 24 timer med katastrofetanker, kan jeg nu ånde relativt lettet op igen. Min far er så ok, som man kan være, når man er disponeret for blodpropper i lungerne.

Jeg har fået styr på noget af alt det praktiske, jeg har været i godt selskab, og jeg har endnu engang opdaget, at jeg har de bedste venner i verden, der – uden tøven – står der, når det gælder. Også når de bliver forelagt beslutninger, de ikke umiddelbart føler trang til at respondere på med stående applaus. Det er sgu da fantastisk, at nogle mennesker holder så meget af mig, når de stadig, når jeg er grim, træls og umulig, har røv nok i bukserne til at holde mig ansvarlig for de ting, jeg gør og planlægger.

Lars HUG var ubeskrivelig, der er folk, der griber mig, når jeg falder og livet, som jeg kender det, består.

I hvert fald lige nu.

Det skal nok gå.

Mon de kan reparere dig?

Det er sjældent noget godt tegn, når ens mor ringer klokken tyve minutter over seks om morgenen, og dette opkald blev ikke det, der modbeviser denne opfattelse. Min far er blevet indlagt igen.

Hun sagde, at det ikke er så alvorligt som sidst, og jeg er splittet mellem mit ønske om at tro på min mor, og min erfaring, der siger, at hospitaler helst er fri for patienter. Og uanset om der er tale om nogle nye, eller om det bare er de gamle, der er forbi og hilse på igen, så er vi vel også enige om, at blodpropper i lungerne ikke er specielt ønskværdigt?

Lige nu er jeg ved at gå amok over, at min hjerne, som ellers nægter at genkalde sig, hvad jeg har i køleskabet, når jeg er på indkøb, pludselig uden problemer kan huske SAMTLIGE historier, jeg nogensinde har hørt, om mennesker, der er blevet erklæret raske uden at være det.

Er det den alder, vi har nu? Hvor vi kan forvente, at vores forældre med jævne mellemrum ryger ind, og hvor vi bare skal være glade, hvis det ikke viser sig at være livstruende? For jeg er ikke blevet spurgt, og jeg stemmer imod.

Jeg vil tage tilbage til Århus, og prøve at lægge en Lars HUG koncert på min bekymring.

Kiss & Hug (from an unhappy girl).

Now we’re talking!

Ok – MEGET bedre idag. Masser af lovstof og nørkle/gruppearbejde, og mange flere etiske diskussioner. Min hjerne er blevet udfordret, og jeg er nu helt rolig og rar at være sammen med igen.

Har stadig svært ved at forstå, at det skal være nødvendigt med 3,5 times pause på en 9 timers dag, men fik tiden til at gå med på stræbervis at læse interesseret i overenskomsten.

Måske min underviser alligevel ender med at tilføje mig på FB?

(Ps: Vi befinder os i et meget naturskønt område. Tilbragte en af de mange pauser på at cykle lidt rundt, og faldt helt i svime over de søde måge- og dueunger, der flakser rundt herude – indtil det gik op for mig, at de bare har den størrelse, som deres slags formodes at have. Er vi sikre på, at mutantversionerne i Århus ikke har spist radioaktivt affald?)

Jeg trænger ikke til mere ro nu.

Undskyld. For nu kommer jeg lige til at lyde lidt sur – men hvordan kan det her blive ved med at ske? Jeg er ved at nå frem til, at det må være mig, der er noget galt med. Det kan simpelthen ikke passe, at alle kurser, jeg deltager på, er så dårlige, for så ville de vel for fanden ikke kunne gennemføres igen og igen?

Mit eget bud er, at jeg lider af en slem defekt på tålmodighedscentret kombineret med et sygeligt behov for relevans.

Ankom til kursusstedet kl. 12.

Kl. 17.30 havde vi

1) Spist frokost.
2) Kørt præsentationsrunde. (inkl. navne på samtlige børn og børnebørn, samt disses erhverv.)
3) Drukket kaffe.
4) Hørt en times foredrag om den banebrydende og nytænkende notatteknik mind-mapping.

På 5 timer og 30 minutter. Er rød langt ned af halsen af optimeringskløe. Kl. 17.45 var jeg så desperat, at jeg kom til at afbryde med et hviske-tryglende: ”Kan vi ikke nok snart komme i gang??” Jeg tror ikke, at jeg behøver at holde vejret, mens jeg venter på, at den kvindelige underviser tilføjer mig som ven på FB.

Heldigvis sidder jeg ved siden af Mads, som også er ved at gå amok. Det hjælper lidt. Og jeg skal også skynde mig at sige, at gøgl er holdt på et minimum. Maden er ok, værelserne er fine og udsigten er så smuk, at den næsten gør ondt i øjnene. Til gengæld har vi en mandlig underviser, der hører alle spørgsmål som en indirekte kritik af HK, og som derfor defensivt råber: ”Ja, men hvem er HK? Det er jer! Jer!!” hver gang folk stiller spørgsmål.

Men det værste.. det alleraller værste…

Vi har fået en mulepose.

En mulepose!!

Oh skam!! Den væmmeligste misskabning af alle tasker. Har forsøgt at afstøde min af flere omgange, men hver gang jeg er liiiige ved at slippe af sted med det, bliver jeg bremset af venlige medkursisters ”LINDA, DU HAR GLEMT DIN TASKE.” *suk*

Nå. Men i dag har det helt fra klokken 8 til klokken 19 til at blive bedre. Så nu går jeg til my happy place og sagde vi, at det gjorde det. Ikke?

Pamper me.

Den optimale forskydningstid, når man tolker, siges at være 6 sekunder, dvs. fra ordene forlader talerens mund, til de er ude af mine hænder, går der – ideelt – 6 sekunder. Forskydningstid er vigtigt, fordi man er nødt til at have et budskab for at kunne tolke det, og det kræver minimum en sætning at have noget at sende afsted. Prøv eventuelt at oversætte en engelsk sang ord for ord, mens du hører den; så forstår du, hvad jeg mener.

Desværre har man en tendens til at lægge sig lige i røven på taleren, når man går i panik; noget der typisk sker, hvis han taler for hurtigt, emnet er meget svært og man i det hele taget føler, at isen er usikker. Man klamrer sig til ordene i det sekund, de forlader talerens mund, og resultatet bliver derefter. Man er helt klar over, at man maler sig selv op i et hjørne, når man gør det, men man er så presset, at man er bange for at falde helt af, hvis man giver slip.

Lige nu kører mit liv med en forskydningstid på 4 tusindedele af et sekund. Kurser, specialarrangementer, færdiggørelse af undervisningsmateriale, fremlæggelse af udvalgsarbejde, lægebesøg i plural og planlægning af 3 store forårsprojekter ramler sammen nu og de næste 14 dage, og beklageligvis sætter mit job og min undervisning ikke sig selv på stand-by imens.

Og I skal endelig ikke have ondt af mig. Vejen til dette kaotiske helvede er brolagt med mine egne idiotiske beslutninger, så det er faktisk mere på sin plads med foragt end medlidenhed.

I morgen tidlig tager jeg til Fyn til den første del af mit tillidsrepræsentantkursus. Jeg kan se på deltagerlisten, at jeg skal afsted med drengene fra Novo Nordisk, Vestas, SAS og Air Greenland, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad der sker, når vi alle sammen skal svøbes i frihed, lighed og broderskab.

Jeg trænger til hotel, rødvin og ro, og hvis vi skal præsentere os ved at køre på ethjulede cykler, mens vi jonglerer med ærteposer og puster vores navne i ild, begynder jeg at græde.

Præcis hvor højt placeret i hierarkiet skal man være for at blive behandlet som pamper?

Giftes med farmand.

For 3 istider siden, da jorden stadig var flad, og en bjørnetjeneste var noget, man gerne ville undgå, var jeg i praktik. Dengang ville jeg gerne være journalist, men da aviser ikke var opfundet i Esbjerg på det tidspunkt, var jeg nødt til at finde på noget andet. Jeg valgte at komme i praktik hos min bedstefar, som var murerformand, og det var totalt hyl! Som den eneste pige på hele byggepladsen, blev jeg behandlet som en prinsesse, og fik lov til at lave lige, hvad jeg havde lyst til, bl.a. fik jeg meget tid til at gå med at smide syre på vinduer [fjerner mørtelrester, Red.]. (Havde kortvarig periode med vrede, autonome tilbøjeligheder, da jeg var 13.) Arbejdstilsynet var åbenbart heller ikke opfundet i 1989.

Det var ikke tilfældigt, at jeg valgte murerfaget. Jeg er vokset op i en klan af håndværkere, og den bedste af dem alle sammen er min far. Min far ved alt. Alt. Jeg overdriver ikke. Og hvis noget er i stykker, kan han fikse det. Tage, fjernsyn, el-installationer, fjernvarme, vvs – you name it. Jeg holder ham delvist ansvarlig for at have sat overliggeren så højt, at jeg ikke kan finde en mand, der lever op til det forbillede, jeg er vokset op med. Jeg er en sucker for intellekt, men lige meget hvor smuk, sjov eller klog en fyr er, så kan jeg ikke lade være med at synes, at han er en lille smule sissy, hvis han ikke kan betjene en boremaskine.

I disse dage bruger jeg igen mine frokostpauser i selskab med mænd i blåt kansas. De har kæmpestore, røde plastikmadkasser med, der indeholder tusinde rundtenom’er med leverpostej, rullepølse og skinkesalat. De drikker the og ryger pibe, og bruger deres pause på at beundre hjemmesider fra Velux og Brødrene Dahl. Deres bukser er trukket lidt for højt op, og de er alle sammen tynde i toppen og iført firkantede briller med metalstel.

Det bliver så pinligt, når jeg kommer til at kalde en af dem for far.

Så bare lige en enkelt mere.

I går var en af de aftener, hvor jeg – når jeg skal være helt ærlig – ikke rigtigt gad i byen. Mit job er sindssygt for tiden, jeg bruger mine nætter på at spekulere i stedet for at sove, og det meste af lørdag var gået med at undervise, så der var ikke så meget strøm på batterierne, da jeg trillede afsted mod festen.

Klip til scene kl. 6.30 i morges, hvor jeg vaklede hjem på uddansede fødder, med datostempel på højre bryst og ualmindelig klasket hår efter ophold i lånehat.

Det startede stille og roligt på fitnesscentrets altan, hvor vi målrettet drak os igennem alt med procenter. I god sags tjeneste, forstås. Duer jo ikke, at medlemmerne søndag morgen kommer op til køleskabe med hvidvin og dåseøl i stedet for proteinshakes og energidrik.

Herefter gik turen videre til Fidel’s, hvor jeg ellers ikke bryder mig om at være, da indehaverne har valgt en belysning, kraftigt inspireret af stadionspots. Og, no offense, men kl. 2 om natten er det altså de færreste af os, der kan tåle at blive set i dét. I går var det dog overraskende hyggeligt derinde, og jeg må give dem, at de laver gode sjusser. Faldt i snak med to svenske fyre, og var i situationen nærmest forbløffet over mit flydende svenske; specielt fordi jeg til dagligt ikke fatter et ord af det, og ikke kan høre forskel på det og norsk.

På et eller andet tidspunkt mellem kl. 2 og 4 kom vi i tanke om, at vi så alt for lidt til Prinsesserne Peter & Peter. Iværksatte intensiv eftersøgning og lokaliserede dem på ny homobar. Afsted med os og så var der ellers dømt dans for alle penge. På et tidspunkt gik jeg i baren for at købe en øl, og da jeg skulle betale, kom jeg til at skubbe til en meget korthåret pige med utrolige mængder af metal i ansigtet. Smilede venligt og sagde: ”Det må du undskylde”, hvilket udløste et elevatorblik ledsaget af ”du skal fandme ikke stå der og score på MIG, taber!”-fnys. Fik mig til at tænke to ting: 1) Det må faktisk være rimeligt anstrengende at være fyr, når man går i byen og 2) Hey!! If you should only be so lucky! *Ricky-Lake-‘girlfriend!’-knips*

Senere lykkedes det mig at afstøde min telefon; en stor bedrift, taget i betragtning af, at den var nogenlunde det eneste, jeg skulle holde styr på. Greb fat i den første, den bedste mand (som havde lagt en make up så flawless, at jeg næsten fik tårer i øjnene og lyst til at slæbe ham med på Fidels, så verden fik mulighed for at nyde synet af ægte kunst), som straks forstod situationens alvor, på ægte Falckredder-manér hev sin egen telefon op og ringede til min. Det viste sig, at jeg havde smidt den i lommen på en anden mands jakke. Flot, ikke? ”Neeej, en lomme! Ned med min mobil!”

Vi spiste morgenmad på en stentrappe, råbte af uskyldige forbipasserende og evaluerede på livet og de store spørgsmål.

Nu mangler jeg bare at vaske alle stemplerne helt af og sove 5 kvarter i timen, så jeg er klar til at være troværdig vejleder med autoritet og overblik i morgen tidlig.

Århus: Tak for en sjov aften.

Og hvis der er mere, jeg kan gøre for dig, må du ENDELIG sige til!

Kan vi lige bruge to minutter på at være trætte af mennesker, der hele tiden opfører sig, som om deres omgivelser skylder dem noget? Som åbenbart synes, at de med deres tilstedeværelse alene opfylder deres del af aftalen?

Uanset om det er familie, kolleger eller venner, synes jeg, at det er VILDT dårlig stil, når man begynder at opføre sig, som om hele verden kronisk er to tjenester bagud. Nogen gange kunne man måske godt selv melde ind med en løsning i stedet for bare at påpege problemet. Nogen gange kunne man måske godt tilbyde sin hjælp, i stedet for bare at antage, at andre mennesker får indhold i livet af at servicere én i hoved og røv. Nogen gange kunne man måske endda – og nu bliver det virkelig vildt, jeg ved det – overveje, om man ved at skrue bare lidt ned for egoismen, kunne give andre lyst til at blive ved med at gøre det, man sætter pris på, at de gør.

Tit ville en mikroskopisk gestus være nok. En plade chokolade til kollegaen, der tog din weekendvagt, så du kunne komme til koncert. Et dybtfølt ”Tak!” til hende, der – uden at du spurgte – tilbød at komme og hente dig, så du slap for at cykle til fest i regnvejr og ankomme med pandalook og klasket hår. En pose kaffe til kontordamen, der altid tilbyder dig en kop af hendes egen special blend. For en gang skyld at lade din kæreste få den bedste plads eller det største stykke kage – uden at gøre din gestus til en form for event.

Måske er det mig, flaskehalsen peger på, for jeg burde selv sige både stop og nej, og i den bedste af alle verdener ville vi snakke om det, og alle ville klappe hinanden på skuldrene og glæde sig over forholdets rummelighed og ærlige tone – men jeg bliver gammel og sur over, at det skal være nødvendigt at bede om en lille smule omtanke og almindelig god opførsel. Det får mig til at føle mig smålig og emotionelt nærig, når jeg er nødt til at påpege mine behov og trang til somme tider at blive sat først, og det synes jeg er skidestrengt; rimeligt eller ej.

Min lyst til at gøre noget godt for andre forsvinder lige præcis der, hvor de begynder at tage mig og mine tjenester for givet.