En helt almindelig fredag aften i Bruunsgade.

I dag har jeg haft besøg af lillesøsteren, og bortset fra et besøg i en skrækkelig, alternativ boghandel, hvor ejeren jagtede mig med en røgelsespind, mens han speedsnakkede om, at det var mafiaen, der stod bag mordet på Kennedy, har det været vanvittig hyggeligt.

Da jeg havde sat hende på toget, cyklede jeg hjemad, og bedst som jeg kommer kørende, får jeg øjenkontakt med en afrikansk mand på ca. 50 år. Han smiler meget insisterende og hilser.

Jeg er tolk. Jeg har gennem mit job mødt 499.876.000 mennesker, og lever i evig frygt for at komme til at ignorere nogen, som jeg burde hilse på, fordi jeg ikke vil være skyld i, at hele tolkestanden bliver stemplet som snobbet. Da han hilser, skynder jeg mig derfor at smile igen og vinke – hvilket afstedkommer følgende dialog:

Ham: “Hi!”
Mig: “Hi?”
Ham: “You’re from the university?”
Mig: (tænker: Nå ok, en lærer fra uni!) “No, I interpret there. Do I know you from the university?”
Ham: “Oh. No. I just saw your beautiful blond hair, your small eyes and your round face. Men like me thinks that girls like you are very pretty!”
Mig: (‘Round face’?! Kaldte han mig lige fed??) “Ahem…Thanks..”
Ham: “If you’re single can I give you my card?”
Mig: “I’m sorry but I’m married.” (Nå? Det var lidt overraskende.)
Ham: “Are you sure?”
Mig: (Nu lettere fornærmet på min fantasimands vegne) “Yes, I’m sure!”
Ham: “Well, you go home and tell him, that he’s a very lucky man!”

Sker den slags også for jer??

Når man bliver tvunget til at tænke udenfor boksen.

I tirsdags skrev jeg et indlæg på Ordet Rundt, som beskrev en brøkdel af mine overvejelser omkring at vælge at få børn alene.

Med min hjerne har jeg hele tiden været klar over, at det er et emne, andre mennesker har en holdning til, og ikke nødvendigvis den samme som min, men jeg var ikke forberedt på de reaktioner, jeg fik.

Måske er jeg forvænt, fordi min omgangskreds består af mennesker, der i vid udstrækning har samme politiske ståsted og grundholdning til livet som mig, og selvfølgelig vil jeg til enhver tid forsvare mit valg, hvis jeg ender med at gøre det. Men ligesom jeg synes, at det er direkte idiotisk at mene, at homoseksuelle ikke skulle kunne opdrage børn fuldstændigt ligeså godt eller dårligt som alle mulige andre, så har jeg svært ved at se det rimelige i, at man som single kvinde skal være mere perfekt og leve op til højere standarter end folk i forhold.

Det er fuldstændig rigtigt, at man som eneforsørger kun har sig selv at trække på, både psykisk og økonomisk, hvilket betyder færre ressourcer i forhold til barnet. Til gengæld har man tænkt det grundigt igennem inden, og ved fra starten at det er vilkårene – modsat de mennesker, der går fra hinanden når børnene ER lavet. Og det kan godt ske, at den eller de mænd, man vælger som mandlig rollemodel for barnet ikke er knyttet til det biologisk. Til gengæld ender barnet ikke som taber, gidsel og straffemiddel i en situation, hvor mor og far ville være bedst tjent med aldrig at skulle enes om så meget som farverne på dannebrog. For det er et faktum, at næsten 30 % af alle par, går fra hinanden igen, så det er noget pjat at bruge ‘et-barn-skal-have-to-forældre’ som argument for, at enlige ikke skulle have mulighed for at få børn. Det kan godt ske, at ungen helst ville have to forældre, hvis den blev spurgt – og det ville den givetvis – men alternativet er, at barnet aldrig bliver til, og det er vel for fanden værre?

Jeg tror virkelig helt ind i kernen af min sjæl, at man – hvis man tør at tænke alternativt – kan skabe et liv for sit barn, som indeholder præcis ligeså meget tryghed og kærlighed, som et liv med to forældre.

Og nu ER der jo heller ingen, der siger, at fordi man har valgt børn aktivt til, så har man valgt parforhold aktivt fra. Det kunne jo rent faktisk godt tænkes, at man mødte en, der med glæde nappede hele den lille pakke.

Det eneste virkelige etiske dilemma, jeg indtil videre er faldet over er, hvad man gør, hvis et par af de gamle kærester viser sig at være sæddonore….

I tirsdags fyldte bloggen to år, og jeg har efterhånden lært, at når man stikker næbbet frem, risikerer man at få det i klemme i døren.

Jeg var bare ikke lige forberedt på, at det stadig kan gøre ondt.

A good sport.

Ud over at lave de fineste tegninger, skrive blændende godt OG være ualmindelig sympatisk (nogle mennesker kender bare ikke til begrænsningens kunst), er vores veninde Stine Stegen også modig. For nogle uger siden kom hun til give udtryk for, at hun gerne ville lidt i form, og når jeg hører den slags udmeldinger, hopper jeg øjeblikkeligt i den blå heldragt med det gule S på maven, og ser det som min hellige pligt at omsætte ønsket til virkelighed.

Derfor har jeg i bedste bootcampstil heglet Stine igennem diverse aerobic- og spinningklasser. For at forstå hvad jeg mener, kan man evt. forestille sig scenen fra G.I. Jane, hvor Viggo Mortensen (mig) efter at have tævet hende halvt ihjel med træt stemme siger til Demi Moore (Stine): ”Lieutenant. Seek. Life. Elsewhere.” Hvorefter Demi Moore spytter en blodig tand ud og hvisler: ”Suck. My. D*ck!!”

Hun er sej. Stine, altså.

Og jeg tager godt nok hatten af for, at man stiller sig ind og udfordrer sin motorik, omgivet af mennesker, der ser ud som om de aldrig har lavet andet. Når man har trænet i et par år, lægger man ikke længere mærke til de nye mere (med mindre – og her er jeg nødt til at være ærlig – at de bevæger sig som frøer i blendere), men det ved man ikke, når man er ny. Hvis jeg husker rigtigt, føler man, at man er dyppet i selvlysende maling og har en klokke om halsen, der larmer hver gang, man bevæger sig.

Når jeg har gæster med ind i den verden, hvor jeg selv bruger en stor del af min tid, ser jeg altid på mine vante omgivelser med nye øjne. Jeg har forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg elsker det så højt. For det er ikke kun nærdødsoplevelserne og smagen af blod bagerst i munden. Det er heller ikke kun et spørgsmål om, at det føles godt bagefter. For når jeg er i Esbjerg, og jeg låner deres faciliteter, så får jeg opfyldt begge disse kriterier – og jeg røvkeder mig.

Derfor er jeg nået frem til, at det må handle om det sociale.

I en hverdag, der altid føles 3 timer for kort, og skal strækkes i begge ender for at forslå bare nogenlunde, er det fantastisk, at man får foræret gratis tid med vennerne. Det giver mulighed for at bevare nogle relationer, som man ellers kunne frygte ville ryge pga. manglende tid, og det gavner også de venskaber, som rækker langt uden for centret, fordi man får en daglig update på folk, deres humør og deres liv. Hvis vi skulle koordinere vores kalendere, ville vi ikke få en brøkdel af den tid sammen, vi har nu.

Derfor er det egentligt en skam, at man kun kan give folk en prøvetime eller to, for det vil aldrig kunne give en udefrakommende oplevelsen af at høre til; at være en del af noget. Så selvom jeg har lyst til at rende rundt og rette på vægtskiverne, ryste måtterne (aj. Det lød fandme klamt.) og bede de andre om at tale pænt, når vi har gæster, så ved jeg desværre godt, at jeg ikke kan vise det bedste ved at træne: Venskaberne, som følger med.

Bite me.

Nå. Men J.K. Rowling er tilsyneladende helt upåvirket af både stalking og trusler, så det lader til, at jeg må affinde mig med, at mit passionerede envejsforhold til Harry Potter slutter med bog nummer 7. Verdammt.

Men så er der da heldigvis andre teenagehelte, man kan kaste sin kærlighed på, og jeg har nu forelsket mig hjælpeløst i vampyrer og varulve i Twilight-serien. (Indeni er jeg åbenbart stadig 16 år.)

Det tog 5 dage at læse de to første, som er oversat til dansk, og da jeg med et frydefuldt hvin (er åbenbart også lidt 16 år i reaktionscentret) i lufthavnen opdagede, at der allerede ER skrevet yderligere 3, som bare ikke har været gennem (ualmindelig dårlig) translatørs hænder, har jeg nu kastet alle mine principper i grams: Jeg har *intro-fra-Skæbnesymfonien* kastet mig over bog nummer 3 PÅ ENGELSK! *Et sus går gennem forsamlingen.*

Ja. I læste rigtigt. Jeg går nu på arbejde, hvor jeg lever af at oversætte, for så at gå hjem og fortsætte.

Må jeg få en vampyr? Hvis jeg nu lover selv at passe den?

Følelsernes intelligens.

Der er noget, jeg har tænkt på: Hvorfor er minder så meget mere levende, når de er knyttet til lyde og lugte end til noget, man har set?

Når jeg ser en perlemorsmusling, kan jeg godt huske, at min mormor havde en i en kæde om halsen, som jeg fik lov at lege med, når jeg sad på skødet af hende, men det er ligesom at bladre i et fotoalbum: Jeg kan godt huske det, men det er en nærmest analyserende konstatering af et minde og ikke rigtigt forbundet med følelser. Det er mere et billede, end det er en film.

Til gengæld forvandler lugten af bål og vådt træ mig på under ét sekund til en bleg, 6-årig ulveunge, som står i skoven og pirker mismodigt i en kartoffel, der burde have været mør efter 2 timer i gløderne, men som stadig kan bruges som hammer.

Når jeg går gennem Magasin og pludselig krydser et duftspor af Opium, kan jeg i detaljer huske, hvordan min mor gjorde sig klar, når mine forældre skulle i byen.

Sidste lørdag var jeg til Grøn Koncert, og mens mine veninder groede mentale skulderpuder og henført begyndte at tale om Buffalos og Grøn Mikado, da Infernal spillede ’Sorti de l’enfer’, fik jeg selv en klump i halsen og tårer i øjnene, da LOC spillede ’#&%! Mig Nu!’ fordi en knytnæve pludselig lukkede sig om mit hjerte og trak mig lige tilbage til dengang, hvor jeg elskede en meget fortvivlet mand. Eller var det mig, der var fortvivlet? Jeg ved det ikke. Facts’ne er slørede, men følelserne er stadig knivskarpe i kanterne, når musikken spiller, og de vælter frem igen.

Jeg holder aldrig op med at forbløffes over, hvordan hjernen virker.

12 timer senere:

Ok. Sidste indlæg, ikke? Strike that. Zen er aflyst, og erstattet med hysteri og utålmodighed ad libitum.

Ankom i gooood tid til lufthavnen – bare for at modtage meddelelsen om, at flyet var ”fully booket, ma’am. I’m very sorry, but you are on the waiting list!”

!?!!!?

W.H.A.T!?!!

Let me lige forstå that right: De billetter, som vi købte for et halvt år siden, er De Falske Billetter, som ikke giver adgang til et fly, men til en forpulet VENTELISTE!!?

”I’m afraid so, ma’am, I’m very sorry!”

For det første: Med mindre din undskyldning gror vinger, flaps og kaptajn, så kan du stikke den up yours. Ma’am. For det andet: Vi udgør 1/3 af et fødselsdagsselskab i aften, og vi kan sgu da ikke stå her i Amsterdam og synge! For det tredje: Hvornår afgår det næste fly? (Og du kan bare lige PRØVE på at fabrikere en sætning, der indeholder antydningen af ordet ”tomorrow.”) Endelig synes jeg måske ikke, at vi behøver sparke yderligere til de flyløse: Udløser sgu da instant depression at blive ma’am’et, hver gang man bliver tiltalt.

Den slags situationer får også altid det bedste frem i folk. Da de havde boarded flyet, stod vi 6 ufrivillige bænkevarmere tilbage, og da damen forklarede, at de nu tjekkede, om der var flere ledige pladser, råbte skaldet, nogen-og-fyrre-årig karabinhage: ”I can travel alone! I’m single!”

Big fucking surprise.

Så nu siddeligger man her, på 10. time, i formstøbt plastik og prøver ikke at tænke for meget over, at man for længst burde være hjemme og iført hæle og blå tænder.

Men det ser ud til, at vi får lov at blive her længe nok til at lære at sætte pris på ironien i, at vi valgte at flyve med ”KLM – The reliable airline.”

Ude er godt. Det er hjemme også.

De sidste dage op til min ferie modtog jeg en hel del sms’er fra søde mennesker, der ville ønske mig god tur. Mange af dem var variationer over temaet: ”Nyd det nu. Du har fortjent det.” Det har jeg brugt en del tid til at spekulere på hernede. Tænk hvis jeg er sådan en, der tuder så meget over mit liv, at folk tror, at det er mig, der er inde i Sisyfos? Eller den glædesforladte type, der stiller rødvinsglasset for at støvsuge inden gæsterne er gået? Det ville jeg godt nok være træt af at opdage, for jeg synes jo virkelig, at jeg er både tilfreds og tilpas i mit liv, og det er det indtryk, jeg håber, at folk har. Nogen gange bliver jeg nok bare lidt overvældet af mit liv, fordi .. ja, på en eller anden måde er der bare så meget af det.

Måske er det derfor, at jeg er så anal med planlægning og overblik. For at få plads til det hele. Da jeg læste, gik jeg i klasse med en pige, der engang kiggede på mig og med slet skjult irritation sagde: ”Linda. Nogen gange ville det fandme klæde dig at falde bare en lille smule igennem!” Hun skulle næsten have lov at tage med mig på ferie. Fra jeg sætter fod på flyet, og til vi lander igen, er der sådan set bare tale om en uendelig spiral i frit fald. Jeg bliver så dum, så blond og så ligeglad, at det grænser til det latterlige. Jeg mister evnen til at producere sætninger med over 4 ord, jeg hærger min krop, som var jeg besat af autonom klæbeånd, og jeg bruger penge like there is no tomorrow. Planlægning bliver videnskab på linie med kvantefysik, og jeg overlader glad og gerne tøjler og overblik til rejsefæller, taxichauffører, fremmede mennesker – ja, faktisk alle, der melder sig frivilligt.

I min familie har vi altid været ret gavmilde med de dårlige jokes, og hele min barndom har min far afsluttet alle ferier med at spørge, om ”der er nogen, der har en brugt ferie til salg?” Jeg har aldrig rigtig syntes, at det var sjovt. Men jeg får selvfølgelig også stadig tunnelsyn af angst, når jeg står i taskeforretninger, fordi det flytter mig lige tilbage til min folkeskoletid, hvor jeg med kvalme og koldsved af børnestress udpegede den Jeva, der skulle fungere som skjold det næste år. Som barn var jeg markant bedre tilpas i ferier end i hverdage, og derfor glædede jeg mig til dem på en måde, der gjorde, at jeg nærmest følte, at det var livet og ikke bare ferien, der var slut, når vi rejste hjem.

I morgen [lør. Red.] kl. 17 lander jeg i Billund med min brugte ferie, min 20 fods container formerly known as min kuffert og en hel masse ord, og har så 1½ time til at nå hjem, afmontere feriementalitet, vaske det værste rejsestøv af og skrue mig ned i noget festligt. Da jeg tænkte på det, kunne jeg mærke, at jeg glædede mig, og så blev jeg helt varm ved tanken om, at jeg endelig er et sted, hvor jeg både elsker at tage på ferie og elsker at tage hjem. Farvel barndomstraume. Det er sgu da stort at opdage, at man har fået skabt et liv for sig selv, som man glæder sig til at komme tilbage til.

Update fra Nederland.

Har nu:

– Laert at parallelparkere en vandcykel.

– Stamsteder.

– Vaeret daarlige.

– Autentisk, indfoedt look, der faar de lokale til at spoerge om vej.

– Rent faktisk somme tider vaeret i stand til at svare.

– Ondt i foedderne.

– Koebt sko der er saa fede, at vi har taenkt os at rejse med dem som haandbagage. Fuck resten af bagagen. Hvis de smider det vaek, genopbygger vi en ny gardarobe omkring de nye sko. (Og hvis flyet styrter ned, har vi noget fabelagtigt at klamre os til.)

– Fundet en person, vi hader. Kaptajnen paa ‘Hop on – hop off’. Svinet passer ikke sin rute, OG raaber af os, naar vi vandcykler. Fuck on – Fuck off!

Mangler:

– 4 ekstra kufferter og eget lastrum paa flyet hjem. (GOD shoppingby!)

– Baresso. (Eller Starbucks. Mest Starbucks, faktisk.)

– At holde op med at afstoede turistbibel. Har maatte krydse vores eget spor 17 gange, for at finde den igen.

– At finde ud af, hvad det er jeg siger, som betyder, at de bliver ved med at pakke ALT, jeg koeber, ind som gave.

– Tid til at laese korrektur paa blogindlaeg skrevet paa lejecomputer. Sorry.

We love it also!

Saa har vi vaeret i Amsterdam i 2 dage, og indtil videre har vi laert:

– At 5 stjernede hoteller har spejle, der er dugbehandlede midtpaa, sae man kan bade i 50 grader varmt vand i en time, og stadig laegge make up LIGE bag efter.

– At vi elsker Amsterdam. En by med skilte med ord som ‘ muziekknuffels’ og ‘Amsterdamse’. Kan man andet?

– At internet er markant billigere paa coffeeshops end paa hotellet. Pokkers…

– At til troeds for, at Amsterdam er flad som en nystroeget pandekage, og at ALLE cykler, sae er der kun et design i cykler (onkel morfar-cyklen med robust stel og dynamolygte), og tilsyneladende er cykelhjelmen ikke opfundet hernede endnu.

– At man ikke skal laene sig op af glasvaeggen i brusenichen, naer man barberer ben. Det er en laage.

– At der faktisk ER noget i hele verden, der er vaerre end engelske turister, og det er engelske turisters boern.

– At Amsterdam har et kagehus. Det skriver jeg lige igen: Et KAGEhus. Med kager, kager, og flere kager, lyseroede vaegge og tylsommerfugle som lamper. Fik jeg naevnt, at vi elsker Amsterdam?

Nae. Jeg vil tilbage til min … kaffe. ‘Dag.