Forførerens dagbog.

I min omgangskreds (som må tage fra for meget her på siden) er der et par eller tre af veninderne som, når det kommer til sex, spiller mere efter drenges regler end pigernes. De er så direkte, som det er muligt at være for kvinder uden at blive brændt på bålet, de er ikke bange for at bede om det, de gerne vil have, og de har ingen hemmelige agendaer, når de tager en mand med hjem. Sex er et fysisk behov sidestillet med sult eller tørst, og de er voksne nok til selv at tage ansvar for at få det dækket.

For et par uger siden sad vi hele flokken over en gang brunch søndag morgen. Den ene af de selvhjulpne kvinder var lidt klatøjet, fordi hun havde tilbragt natten i selskab med en mand, hvis kæreste var på tøzeferie.

Når vi sidder der, bænket om cafebordet, holder hun ikke historien hemmelig, men hun flasher den heller ikke. Hvis hun bliver spurgt, fortæller hun, uden spor af hverken skam eller stolthed i stemmen. Nøgtern og afklaret med sig selv og sine behov.

Jeg har prøvet at lægge mærke til, hvor ofte hun bliver spurgt: ”Har du så hørt fra ham?” af en af os andre dagen derpå. Der er en hitrate på 100 %.

Og jeg tænker, at vi aldrig slipper af med det kvindesyn samfundet har udstyret os med.

Selvom hun udtrykkeligt har fortalt os, at hun ikke har følelser for den pågældende mand, antager vi ALLIGEVEL, at hun nok inderst inde håber, at han ringer til hende. Alene ved at spørge, synes jeg faktisk, at vi er med til at holde liv i myten om, at kvinder, der dyrker sex for akten alene, er billige. Hun SKAL håbe, at han ringer, ellers er hun enten løs på tråden eller psykisk ustabil. (Var der egentlige ikke også noget med, at hun blev misbrugt som barn?)

Hvis hun kunne, tror jeg, at hun ville bede om et ekstra nummer eller to med nogle af de her mænd. Men hun er frataget muligheden for at være den initiativtagende part, for mens han til enhver tid kan sende en casual booty call-sms afsted, så vil både han, alle hans kammerater OG alle hendes veninder antage, at hun gerne vil mere end at knalde, hvis hun tager teten. Og det er mit indtryk, at det kan være så irriterende at skulle rydde op i misforståelserne, at det simpelthen ikke er det værd. Den historie skal bare fortælles to gange om den samme kvinde, så er hun mærket med The Scarlett Letter, og for evigt stemplet som desperat og nem.

Hvilket ironisk nok vil lede til flere one night stands, fordi hun er nødt til at finde nye legekammerater hver gang behovet skal dækkes.

Det er sandt, at mange kvinder giver sex for at få kærlighed. Men det er ligeså sandt, at det ikke gælder alle. Der findes kvinder derude, som ikke deler mænd op i Enten-Eller, men som går efter Både/Og-modellen. Og som måske tænker mere som Søren Kierkegaard end som Samantha fra SATC:

Det er ingen kunst at forføre en mand men en lykke at finde en, det er værd at forføre.

Good girls go to heaven. Bad girls go everywhere.

Jeg ved godt, at alle regler siger, at man ikke må skrive det nogen steder, når man forlader sit hjem for at tage på ferie, men da:

– regler ikke gælder for mig
– jeg har fremlejet min lejlighed. Til løver.
– jeg medtager alt, hvad jeg ejer af værdi (hvilket kan koges ned til Ipod, computer og kamera)
– den resterende del af mit indbo kan reerhverves i Ikea for 200 kr

har jeg tænkt mig at indrømme, at jeg tager til Amsterdam i sommerferien. Som *praise the LORD!!* er snart. Jeg har 3 bøger liggende, der kan fortælle mig, hvad man skal se dernede, men af grunde jeg selv har opgivet at forstå, hader jeg at skulle læse mig frem til den slags. Jeg vil prikkes på skulderen og peges på vej, eller tages i hånden af en voksen, der følger mig hen til det, jeg skal Næh’e af.

Og det er så her, I kommer ind i billedet. Hvad har I set – og husket? Hvad var værd at bruge tid på?

Det behøver ikke nødvendigvis at være super lovligt, da vi har gode kontakter ved ordensmagten. (MUHAHAHA!)

I do.

I går var jeg til bryllup hos min papstorebror og min smukke, kloge, fabelagtige veninde. Da jeg havde tilbragt fredag aften i godt selskab med kolleger, der hver gang, jeg er sammen med dem, modbeviser tesen om, at folk i fitnessbranchen er blanke som de spejle, de konstant er omgivet af, var jeg en liillle smule presset, da vækkeuret ringede kl. 10, men jeg havde glædet mig til den store dag, så op, i bad, i kjole og afsted.

Jeg havde fået den store ære at være vidne, så havde aftalt at mødes med brudeparret i god tid. En FANTASTISK oplevelse. Rådhuset lørdag formiddag er et ualmindeligt velsmurt produktionsbånd på Bryllupsfabrikken, og på 30 minutter vi nåede at se både 2 polske bryllupper OG Phong, 22, og Jens Erik, 58, blive gift.

(Hvis nogen har gået og brudt deres hjerner med, hvad der er sket med tudsen fra Vinden I Piletræerne, kan jeg oplyse, at den er blevet provisionslønnet bryllupsfotograf ved Stiften og med imponerende ildhu jagter nygifte par i håb om, at de lader sig indfange og forevige.)

I et værelse, der i mistænkelig grad mindede om indersiden af en cigaræske, sagde de ja til hinanden, og jeg græd næsten ikke. Jeg synes, at det er stort, jeg kan ikke gøre for det. Jeg bliver så fuld af ærefrygt over, at folk har mod til at sige ja til at elske og ære hinanden til døden skiller dem ad. Jeg bliver ydmyg og frygtelig beæret over at få lov at tage del i en af de vigtigste dage i folks liv.

Og jeg bliver rørt over at se, at kærligheden findes derude. Trods alt.

Kvinde er kvinde værst.

Et sted i Tanzania sidder Pernille. Hun har været så sød at linke mig en interessant artikel fra Informationen; ’Et lavpunkt for kvindeværd’. Kort fortalt handler artiklen om, at forfatteren Jette Hansen mener, at ”kvindelitteratur, hvor kvinder tager pis på sig selv, gør mandschauvinisternes arbejde ved at devaluere kvindekønnet og latterliggøre sig selv, for at hæve sig over de smerter, de reelt beskriver.” Hun langer ud efter bl.a. Stockmann & Njor (Michael Laudrups Tænder) og Nynne, og beskylder forfatterne for ”ikke at tage stilling og sige: Her er smerten. I stedet latterliggør de den, og det synes jeg er enormt selvdestruktivt.” Hun efterlyser en kvindestemme, der ”tør brokke sig over sin egen livssituation, og indtage rollen som offer, selvom det ikke er en attraktiv position at indtage.” Hun mener, at resultatet af ”pigerøvssprog”, er stress og pres fordi kvinderne, der skriver denne form for litteratur, joker med deres egne grænser i stedet for at tage dem alvorligt.

Et sted har jeg læst, at den typiske blogger er en single kvinde i starten af 30’erne med mellemlang/lang videregående udannelse, og mon ikke kvinderne bag tasterne ligner en stor del af deres læsere? Jeg tror, at man er mest tilbøjelig til at læse med hos de bloggere, man kan identificere sig med.

Min blog falder klart inden for den kategori, Jette Hansen beskriver. Jeg maler med brede pensler dyppet i sarkasme, og når ironisk distance bliver en OL-disciplin, bliver jeg den nye Wozniacki. Det betyder ikke, at jeg ikke tager mine grænser alvorligt, og jeg er træt af at blive skudt i skoene, at jeg distancerer mig og holder folk 5 skridt fra livet, fordi jeg vælger at anskue mit liv med en humoristisk vinkel.

For mig er min blog en måde at udtrykke mig på, nok ikke ulig det at male billeder eller skrive sange. At kalde det kunst er måske at strække den, men en slags kreativ bearbejdning af mine livsindtryk, så.

De letteste indlæg for mig at skrive, er dem, der kommer ud af mine hænder, når jeg har det skidt. Ordene, ironiske såvel som alvorlige, ligger lige under neglene, klar til at blive sluppet fri og gøre diffuse fornemmelser konkrete, og døren til det kreative rum står pivåben. For mig ligger der meget bearbejdning i at sætte ord på mine følelser, hvilket jeg primært har behov for, når jeg er ked af det eller vred, og det, tror jeg, gør sig gældende for langt de fleste udtryksformer. Det er svært at skrive gode sange om at hygge sig, og after all er der vel grænser for, hvor mange glade pizzabude, verden har brug for.

De fleste af os har ingen problemer med at rumme glæde og medgang, eller med at holde af os selv, når vi er lykkelige og fulde af hjælpsomt overskud. Det kan vi sagtens bære selv. Det er når tingene er svære, og verden gør ondt, at vi søger trøst og forståelse; Vi har brug for at spejle os i andre, der kender fornemmelsen og kan bekræfte os i, at vi ikke er alene og at this too shall pass.

Mit bud er, at der alle dage har været solgt flest dagbøger til kvinder. At vores sociale telefonregninger er markant højere end drengenes og at det er os, der optager ¾ af bordene på Baresso onsdag eftermiddag. Vi har bare et andet og større behov for både at tale og lytte, end mænd har.

Jeg er ivrig læser af både Nynnes dagbog og Stockmann & Njor. Jeg synes, at de er fantastiske – og MEGET forskellige, og jeg synes simpelthen ikke, at Jette Hansen har læst dem grundigt nok, når hun slår dem sammen under et, og lader dem tjene som bevis for sin tese om, at kvinder får ”store problemer med at finde ud af, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvordan de får moderskab, karriere og ambitioner til at hænge sammen”. For det første er Nynne fiktion, skrevet af 3 forskellige forfattere, mens de andre damer skriver som dem, de er. For det andet synes jeg, at både Stockmann og Njor skriver hudløst ærligt om de ting, der er svære for dem, og jeg synes, at det er noget af en påstand at hævde, at de ”kvæler den kritiske kvindestemme”, fordi de bruger ironi. Er ironi forbeholdt mænd? For det tredje synes jeg, at det måske er at forsimple tingene lige rigeligt, når man på baggrund af 3 bøger i klummeform mener at kunne konkludere, at forfatterne ikke reflekterer over deres liv. Og endelig kan det vel også være med til at sætte fokus på et problem, hvis man kan skrive om det, så andre gider at læse om det?

Jeg har i hvert fald tænkt mig at skamride ironien i, at jeg først får øje på Jette Hansen – som ellers lader til at have en masse holdninger til mit køn, min udtryksform og min type – når hun bruger Njor, Stockmann og Nynne som blikfang.

Das leben Der Anderen.

Må jeg godt lige spørge om noget? Hvad laver andre mennesker, når de har fri?? Med ’andre’ mener jeg folk, der ikke enten har fitnesscenter som delebolig eller børn.

Det startede allerede i går, hvor jeg havde tvunget veninde med ud i naturen på jagt efter noget bål, der ikke skulle indtages på tomme ord af Nikolaj Wammen.

Gik skidt.

På vores vej ud mødte vi mistænkeligt mange, som meget målrettet gik i modsat retning. I Mindeparken var der utroligt mange mennesker, men ikke så meget som en forkølet gnist på lur i græsset. (Altså, tæller det som Skt. Hans, hvis man bare har opholdt sig udenfor?) På Tangkrogen gik ¾ af Århus og opland rundt og hviskespurgte: ”Skulle der ikke være noget bål hernede et sted?”. Den sidste ¼ dinglede omkring med studenterhuer på, og jeg vil tro, at man i dag kan bilde dem ind, at der rent faktisk VAR bål. Vi fandt det aldrig, selvom vi en overgang overvejede at problemknuse ved at smide en tændstik i nogle af Sculpture By The Sea værkerne.

Den slags eftersøgninger tager tid, og det var derfor blevet halvsent inden vi gav op og afskrev bål og snobrød. Sendte veninden hjem, og var på vej i seng, da studenterfest i min baggård pludselig skriftede til 5. gear. Efter en uendelig ølstaffet besluttede de sig kl. 2 for at teste en ny boldsport: Natterundbold. Det morede de sig meget med, de unge mennesker, og hvis ikke det var fordi, jeg lige havde forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med noget søvn på det tidspunkt, ville jeg formentlig også have syntes, at det var sjovt.

Kl. 3 var jeg tæt på at selvantænde af raseri ( – hvilket set i bakspejlet meget fint kunne have opfyldt hovedkriteriet for en ordentlig Skt. Hans: Heks omspændt af flammer).

Derfor måtte jeg nærmest brække øjenlågene op med koben i morges, da uret ringede. Da jeg samtidig har trænet 458.000 timer de sidste 5 dage, beordrede jeg mig selv til at droppe træning i dag og i stedet bruge min eftermiddag på at ødsle penge bort og slappet lidt af.

Efter 2½ time var jeg den lykkelige ejer af:

– Rockerseje træningsbukser, der er så street, at jeg nok fremover lige må varsle min ankomst ved at råbe ”Word!” inden jeg entrerer lokalerne.
– Fede, fede træningssko med selvlysende bund. 80’erne according to Nike. I LÅÅÅÅWE it!
– En kjole. (Viser godt nok MEGET kvælergang. Er vi gået væk fra det?)
– 4 træningstoppe. (Træningstøj = Tæller ikke.)
– En t-shirt. (Træningstøj = Tæller ikke.)
– En trøje.
– 3 gaver. (Ikke til mig selv = Tæller ikke.)
– 2 øjenskygger.
– 1 neglelak.

Og .. altså .. nu er jeg ligesom færdig. Og klokken er 18.

Hvad så nu? Der er jo ca. 10.000 timer, til man skal i seng. Kan jo fandme nå at tage kemi på både C og B niveau på den tid. Og ALT for godt vejr til at sidde inde i.

Hmm.. Måske man skulle åbne en flaske vin, trisse ud i haven og fejre noget forsinket Skt. Hans med sig selv? Der må være tennisbolde nok tilbage fra i nat at lave bål af.

Hvis ikke, kan jeg vel altid sætte jeg ild til de der yogafolk.

You make me look good.

Ok. En ting er, at de råber navne på børnelegesager efter demonstranter, når det går lidt hårdt for sig. Det kan jeg sådan set godt forstå. Kræver jo nærmest et ikke-temperament at deltage i en slåskamp uden andre verbale våben end: ”I lovens navn, lad være!” Selvom de har valgt et job i skudlinien, har de jo trods alt ikke bedt om at få deponeret 2000 kilo brosten i hjelmen eller få spytlakeret visiret som bonus, når autonome gøglere ivrigt råber: “Pansersvin!”

Men man skal da for fanden ikke have en Ph.d i adfærdspsykologi eller konsekvensanalyse for at regne ud, at det ikke er særligt smart at tilbyde at køre stive teenagetøzer hjem fra byen og love dem en tur med staven, når man er i uniform.

Og at rette sit våben mod en kollega og trykke af er slemt nok. Men at forsvare sig med: ”Jeg vidste ikke, at der var en patron i kammeret” er da så frygtindgydende stupidt, at det kan ryste mig, at det den slags mennesker, der formodes at have vores ryg. (Nå, OK. Du vidste ikke, at den var ladt? Så er det da i orden! Sgu da også helt, helt urimeligt at forlange, at du har styr på den slags ubetydelige detaljer.)

Aj. Kom nu lige lidt. Ikke?

Den eneste trøst for andre betjente, der går nogle lange, anklagende familiefester i møde er, at når man er omgivet af idioter, er det nemmere selv at fremstå som helt.

Hvor længe var jeg væk??

Verden er blevet sindssyg fra i går til i dag. Nogle af dem, der befolker den, er i hvert fald.

I går kendte man de mennesker, man tilføjede som venner på FB.

I dag tilføjer man åbenbart bare tilfældige personer, så da jeg til et friend request skrev: ”Jeg tror ikke, at jeg kender dig? Mvh Linda” fik jeg: “Jeg ansøgte dig for at få nye venner og så kender du en af mine gamle venner så derfor ville jeg også lære dig nærmere at kende via facebook” tilbage.

I går var vi voksne nok til at følge op på dates ved at skrive: ”Hej igen. Tak for en hyggelig date i går. Jeg synes, at du virker som en god fyr med meget at byde på, men da det kun er 4 måneder siden, du gik fra kone og barn (hvorfor ER det, at de mener, at de er klar til at date så hurtigt??) trækker jeg følehornene til mig. Ha det rigtig godt og held og lykke med det hele.”

I dag svarer man ikke længere ”I lige måde” eller ”Sådan har jeg det også”. I dag kan man – baseret på et 1½ times møde over en kop kaffe – udrede mig, yde psykologisk førstehjælp og sende for 10 kroner blandet terapi tilbage:

”Ja, det var hyggeligt i går, syntes også du har en masse at gi, det virkede nu på mig at du havde trukket følehornene til dig langt inden jeg fortalte at det er 4 mdr. siden at vi gik hvert til sit.

Der er nu ingen ingen ingen, chance for at vi finder sammen igen, som du har været ude for, jeg kunne mærke på dig at du stadigvæk er ramt, men det er 100000 % det rigtige valg du traf, snak om det med dine venner, eller ja en psykolog det virker om man får bearbejdet det på nye måder, og ikke kun snakker om det med en hånd fuld ryg klappere, nå det er også synd for dig…..”

Når nu al teknikken fungerer så upåklageligt, kan vi så ikke aftale, at jeg lige bliver varslet med en mail næste gang, det er International Spade Dag?

Du kan godt være mere irriterende, skat! Kom nu! Tro på det!

Jeg ved godt, at det er skidestrengt, og at Freud og alle hans homies har tænkt sig at pege fingre af mig, mens de synger Den Store Sang om sure rønnebær og misundelse, men må jeg godt sige noget om kærester, der træner sammen? Jeg hader dem. Virkelig, virkelig indædt.

Det er slemt nok, når man ser dem komme cyklende, og manden kører med den ene hånd i ryggen af kvinden, som om han skubber hende. Hvad er du, handicappet? Har du visne ben? Cykl. Dog. Selv!!

Men jeg kan SLET ikke tage, når de træner sammen i fitnesscentre. For ganske nyligt fandt to, jeg har trænet sammen med i tusind år, sammen. De har alle dage været stille og rolige mennesker, grænsende til det anonyme. Nu opfører de sig, som om fitnesscentret er en slags tilbygning til stuen derhjemme, hvor de sjosker rundt i gammelt, forvasket tøj og klip klappere, og holder en råbende samtale kørende tværs over maskinerne. Og deres slags er så endda ikke de værste; Det er Hepperne, der står øverst på dén skammel. (Nu er jeg så også ualmindelig dårlig til hep. Hvis jeg er presset, går jeg AMOK, hvis nogen stiller sig til at råbe ind i hovedet af mig, og jeg ofrer gerne alle knogler i den ene fod, for at kunne slippe den 10 kilos vægt, jeg står med, så jeg kan HAMRE min knyttede næve lige i fjæset på idioten med det åbenbare dødsønske.) For fanden, altså. Det er jo ikke OL, vi træner til, vel? Og vi andre bliver ikke motiverede af at squate til et lydtapet af ”Kom så, Skat!” ”Jeg VED, du kan!”Én mere, skat, kæmpe her!”

Nu er der kommet endnu et skud på denne misdannede stamme, som jeg kan irritere mig over: Gøglerskolen har tilsyneladende oprettet en friluftslinie for par. Dette var synet, der mødte mig, da jeg trak gardinerne fra i morges:

STOP SÅ, FOR SATAN!! SKAT!