Jeg gider ikke være fattig mere!

Alle kvinder ved, at der på linie med tyngdeloven, findes en naturlov om dyre hudpleje- hår- og makeup produkter: De er ALTID tomme ALLE sammen på samme tid. En reinvestering kan beløbe sig til noget, der minder om udbetalingen på en mindre villa i Risskov, og hver eneste gang det sker, forbander man sit manglende overblik, der gør, at man er ude at stand til at supplere lageret løbende.

Hvad jeg imidlertid ikke var klar over er, at denne lov nu tilsyneladende også er blevet implementeret på teknologiområdet. På under 2 uger er der røget et billedrør på mit fjernsyn, så alle personer i venstre side af skærmen antager en mystiske galdefarvet ansigtskulør, min Ipod sætter ud med tilfældige og uigennemskuelige intervaller, delete-tasten og i’et på mit computertastatur falder nu af mindst en gang i timen (markant højere frekvens ved rasende indlæg) og min telefon har besluttet sig for kun at ville sms’e. (Blev den vred over mit telefonindlæg?)

Nogen, der er interesseret i at købe en ualmindelig veltrænet nyre?

Skønhed afhænger af øjet der ser.

Jeg har haft besøg af vinduespudseren her til morgen. Da jeg kiggede ud af mine nypudsede ruder, var der grønne træer og sol, der væltede ud af himlen over hele linien, og jeg fik lyst til at gå en morgentur i skoven.

Da jeg nærmede mig skovbrynet, kunne jeg se, at alting var spærret af, og at både ordensmagten og zu hause värn var mødt talstærkt op.

Uhh! Så så man lige mig være den første civile på et gerningssted!

Terror? Skuddrama? Opløste lig i skovbunden?

Nej, nej og nej. Det var værre. MEGET værre *dyster-fortæller-stemme*:

De internationale seniormesterskaber i kapgang for kvinder.

Jeg lyver ikke. Der var bleg, blafrende hud, rullende hofter og landsholdsdragter. Der var rynker, opmuntrende tilråb på polsk, tysk og italiensk, og shorts trukket så højt op, at skamlæberne hang ud for neden.

Jeg har lyst til at ringe til vinduespudseren og spørge, hvad han skal have for at komme tilbage og spule mine nethinder med 3-dobbelt salmiakspiritus.

Uuuuiiii!!

I går blev jeg ringet op af De Ægte Voksne, som tilbød mig en opgave, jeg blev så begejstret for, at jeg glemte at gå i telecoma.

Hvad den gik ud på?

*trommehvirvel, tak….*

Jeg skal revidere uddannelsesmaterialet til den uddannelse, jeg selv tog i tidernes morgen!

ToTALT yeei!!

Opgaven går ud på at revidere, sammenskrive og opdatere det eksisterende materiale, så det bliver nyt og tidssvarende. Jeg har fået budget og egen fotograf. Jeg skal beslutte, hvilke illustrationer, der er relevante, og om jeg selv er interesseret i at agere ’model’ (ok, den del af det går jeg stadig i panik over, men det tager vi, når vi når så langt…).

Er det ikke cool??? Jeg glæder mig HELT vildt, og det bliver skidegodt!

Nu skal jeg så bare lige have snøret mine Nikes, så jeg kan løbe langt væk fra grundangsten for, at de opdager, at jeg bare er mig, og hen til tilliden til, at de har peget på mig, fordi de mener, at min erfaring og kompetence gør mig til den rigtige person til opgaven.

Takes one to break one.

I går læste jeg en artikel om voksenmobning. En undersøgelse fra USA har vist, at mænd mobber mere end kvinder; måske fordi de mobber både deres mandlige og kvindelige kolleger. Kvinder derimod mobber primært andre kvinder.

Journalisten havde spurgt formanden for den danske forening ‘Voksenmobning – Nej Tak’, om billedet er det samme herhjemme, og ifølge “formand og tidligere mobbeoffer Gitte Strandgård” har vi i DK ikke undersøgt mobbernes køn. Derimod har vi undersøgt mobbeofrene og på den måde fundet ud af, at der på arbejdspladser, hvor flertallet af de ansatte er af samme køn, mobbes markant mere, end på arbejdspladser, hvor medarbejdergruppen er blandet. Billedet er det samme på både rene mande- og kvindearbejdspladser.

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg ikke begriber, at man har lyst til at fastholde sig selv i rollen som offer, om det så er nok så meget ’tidligere’, men bortset fra det, så synes jeg, at det er en interessant artikel. For jeg tror ikke, at der mobbes mindre på de blandede arbejdspladser: Jeg tror bare ikke altid, at ofrene opdager, at de bliver mobbede.

Jeg gætter på, at de fleste kvinder har haft mange og lange diskussioner med kæresten, hvor vi har forsøgt at forklare, at det er et tegn på udspekuleret hævn, hvis vi bevidst bliver holdt ude af infoloopet om en fest, eller de andre går sammen om at købe en gave uden at spørge, om vi vil være med. Mænd forstår det ikke. De tilskriver det forglemmelse, og overdrevet følsomhed, når vi tuder over det. Somme tider har de ret. Somme tider tager de fejl. Vi kvinder kan være modbydelige på de mest utroligt raffinerede måder – vores ondskabsfuldheder bider bare hårdest på andre kvinder, fordi de også tænker med følelserne.

Hvordan mænd mobber mænd, ved jeg ikke, men hele deres omgangstone er radikalt anderledes end vores. Stilhed eller kommentarer om øget vægt er tilsyneladende helt i orden, mens åbenlys omsorg og small talk er no-no’s. Når jeg kigger på mænd, der arbejder med andre mænd, så lader det også til, at det er et tegn på respekt, hvis man undlader at tilbyde hjælp, når en kollega er presset; det er åbenbart en tilkendegivelse af, at man tiltror ham styrke og overblik til at løse den problemstilling, han står overfor. Den ene alfahan til den anden.

Jeg ved godt, at jeg forsimpler tingene; at det vil være forskelligt fra person til person, hvad man bukker under for, og at mobning kan have meget alvorlige konsekvenser for den, det går ud over. Men jeg mener stadig, at kvinder lettest kan ramme andre kvinder og mænd lettest kan ramme andre mænd, fordi vi kender skytset og ved, hvad der rammer hårdest – og specielt, hvis hele kollegagruppen består af samme køn, så der ikke er nogen, der kan udfordre de sociale spil og alliancer og trække i en anden retning.

Trods alt vil måden vi forsøger at ramme og såre hinanden på vel meget naturligt vil tage udgangspunkt i, hvordan vi selv ville hade at blive behandlet.

Så kom han forbi et hus, sååå kom han forbi et hus, bi et hus..

Se den lille stær, den er åh så fornøjet.
Morgenklokken ringer, marken står i brand.
(Brand? Kan det passe? Ville man skrive børnesange om det? Med mindre, selvfølgelig, at vi kører associationskæden ’overdrevet fede mark med bunker af korn’ –> ’mark on fire’ -> ’marken står i brand’?)
Nyligt er den vågnet, men altid i tøjet,
Den skal aldrig hmm hmmm og vaskes med en svamp

(- som ikke rimer på brand. Noget er galt…)

Se den flyver højt, flyver højt over himlen.
(under himlen? Over himlen? Ligemeget.)
Den skal passe på, den ikke falder ned. (Hvor dansk!)
Den skal aldrig hmm hmmm, skal aldrig i skole
Den kan bare hmm hmmm den hele lange dag.

(Vent. Fik vi samplet noget Lille Føl ind her?)

Når jeg på 3. døgn, (siger, skriver og mener ‘døgn’ – ikke ‘dag’) uden påviselig grund, har ¾ af en gammel børnesang på hjernen, så savner jeg virkelig ham, der udover at være min overmand i Trivial Pursuit, også altid kunne huske flest vers af ”Skorstensfejeren gik en tur”.

Det’ til dig.

Når jeg blogger om mine netdates, har det en tendens til at komme til at lyde som om, jeg er et utroligt overfladisk menneske, der tillægger de mærkeligste ting værdi, og smider de fleste frøer tilbage i mosen pga. ligegyldige detaljer.

Sådan håber jeg ikke, at det forholder sig, men jeg har opdaget, at man bliver konfronteret med nogle sider af sig selv, når man netdater, som man måske ikke ville have opdaget, hvis man bare havde ol’-school-live-datet.

Nogle af siderne er lidet klædelige; jeg troede f.eks. ikke, at jeg var typen, der dømte en mand på hans sko eller måde at stave ’sku’ på. Det var jeg så. Eller måske var kemien der bare ikke, og døden skulle have en årsag.

Andre sider har mere karakter af småopdagelser, som man bare studser lidt over, når man støder på dem. Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg hader at tale i telefon. Virkelig h-a-d-e-r. Måske fordi jeg er helt usandsynlig ringe til det (telejoke.com).

Min seneste date ringede og .. altså .. det var helt skidt. Jeg ved ikke, om jeg har taget skade af mit fag, men min telefon-tur-tagning er fuldstændig fucked. Jeg kom hele tiden til at tale indover ham, hvorefter jeg – i et forsøg på at være lyttende og knap så uhøflig – holdt ALT for lange pauser, hvilket resulterede i, at vi begge begyndte at tale i munden på hinanden. Jeg fandt det direkte pinagtigt, og ville virkelig, virkelig gerne have det overstået, så efter 3 minutter begyndte jeg på noget ”Nå men, skal vi ikke bare sige, at vi ses, så?” – samtidig med, at han indledte en længere historie – og så blev det hele endnu mere pinligt, for nu havde han hørt mig begynde at tale i farvel-tonen, hvilket fik ham til at føle, at han skulle skynde sig at snakke færdig. Flere gange kom jeg til at sige ”Vi ses”, mens han stadig var i gang med at fortælle.

For satan.

Sådan har det da ikke altid været?? Som teenager kunne jeg få timer til at gå med at sidde på barberstolen i køkkenet og sno ledningen om fingeren, mens Louise og jeg diskuterede, om Mik var pænere end Heine.

Gad vide om evnen vokser sammen igen, hvis man lægger den i teleslynge?

Narrøvsamøber får også børn.

Jeg har været på legepladsen i dag, og det var en tankevækkende oplevelse. Jeg har i lang tid spekuleret på, hvilken betydning det har for børn at vokse op i lejligheder i midtbyen, omgivet af trafikerede veje og bekymrede deleforældre.

Da jeg var barn, blev vi sendt ud og lege. Selv. I bedste Jehovas Vidner-stil stemte vi dørklokker, indtil vi fandt nogen, der var hjemme, hvorefter vi forhandlede om, hvorvidt vi skulle sjippe, hinke eller spille kantsten. Vi trissede selv over på legepladsen, hvor vi rev os på rustne søm og kom op at slås om gyngerne, men vi overlevede, og jeg gætter på, at vi lærte en del om konfliktløsning ved at være tvunget til selv at dele og herske. Hvis situationen spidsede til, var det aldrig værre, end at der på 3 minutter kunne hidkaldes en voksen, som kunne komme og gyde olie på vandene.

På legepladsen i dag kunne jeg i første omgang ikke sætte fingeren på, hvad det var, der så forkert ud, men efter et kvarters tid gik det op for mig: 2/3 af de tilstedeværende var voksne. Ungerne var mandsopdækkede af forældre, der tålmodigt stod ved siden af rutchebanen og vinkede, hver gang lille Anders stak hovedet op og råbte: ”Se mig! Se mig!” Flere af børnene undgik nærmest at kommunikere med hinanden, og sendte i stedet de voksne afsted, som en slags repræsentanter for FN’s Sikkerhedsråd, når der skulle forhandles om tur til gyngen eller forlænget ophold i legehuset.

Er det sundt at have sine forældre til at kredse omkring sig som deforme satellitter 24-7? Frarøver det ikke de små muligheden for selv at udvikle sociale kompetencer og evnen til at begå sig blandt jævnaldrende? For slet ikke at tale om muligheden for at få lov at være et upænt møgbarn, der driller sine mindre søskende, og lader dem sidde og blomstre øverst på vippen, fordi de ikke tør hoppe ned? (Helt, helt tænkt eksempel.)

Jeg turde heller ikke sende mine egne børn ud at lege uden opsyn, når lastbiler og Brøndbyfans har en tendens til hele tiden at komme blæsende om hjørnet med 200 km. i timen, så jeg ved ikke, hvordan man løser problemet.

Men jeg ved, at vi var en hel legeplads, der turbohadede den far, der som den aller aller sidste opdagede, at hans lille dreng var millimeter fra at blive kørt ned; som med et tåbeligt smil forsvarede sig med, at ’han jo lige skulle have pakket sammen’ og bad den meget forskrækkede bilist, der gudskelov havde nået at bremse i tide, om at slappe lidt af; som begyndte at skælde ud på den lille fyr, der græd så ulykkeligt og flovt ned i sit jakkeærme, at vi andre sad med tårer i øjnene – mens hans andet barn løb op til vejen.

Det skal fedt hjælpe at have sin far med ud i virkeligheden, hvis han er en stupid, fatsvag spasseridiot.

Gad vide, om man kan montere en mælkekasse bag på kosten?

De sidste par år har jeg bartendet på Spot festival, men da det i år er blevet flyttet et par weekender for ikke at clashe med Skive Beach Party (som jo henvender sig til præcist det samme segment), har jeg i år måtte sidde over, da jeg har vagt på mit rigtige arbejde.

På min arbejdsfærd rundt omkring i byen, er jeg stødt på mange af festivaldeltagerne, som er relativt nemme at kende i deres sen-emo-Kasper-Eistrup-stil, med en øl i hånden, og kæderygende smøger, der lader til at være mere et statement end en last.

Jeg er så misundelig, at jeg overvejer at tage til Roskilde festival OG begynde at ryge for at kompensere for min manglende deltagelse.

Mens jeg sad på Baresso og forsøgte at drukne min jalousi i espresso, kom jeg til at tænke over, hvordan det lige er med reglerne for at gå på gaden og drikke øl. Jeg mener: Lige nu – med cirkus i byen – virker det naturligt, lige meget hvem man ser med en Ceres Royal i hånden, men når der ikke lige er Spot, Grøn Rock eller lignende, er der så ikke en usynlig grænse for, hvornår det er ok at gå rundt i offentligheden og drikke? Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, hvor grænsen går, hverken i forhold til alder eller tidspunkt på dagen, men jeg ved, at det store ’Social Klasse 5’ stempel hopper op af lommen på mig, når jeg ser en 40-årig mand tusse afsted med en øl mandag eftermiddag kl. 14, hvorimod to fyre på 30, med plasticposer og Tuborg torsdag kl. 15, bare vækker minder om studietid og tidlig fredagsbar.

Gad vide, om det er den skæbne rygerne går i møde 15 år fra nu af? Jeg kan da i hvert fald huske, da det var helt normalt, at jord-og betonarbejderne sad med sjakket i et telt fra Jydsk Telefon og drak frokostpilsnere.

Jeg må vist hellere skynde mig, hvis jeg både skal nå at begynde at ryge og stoppe igen, inden det bliver symbolet på et liv på kontanthjælp, der henslæbes i gamacher på bodegaen, med torsdagsbingo som eneste afbræk.

Efter 2 år? I skulle ikke have sendt den med Post Danmark.

Jeg er grundmut for tiden, og det generer mig mæ hælve te. Jeg gider ikke, når andre mennesker brokker sig 24-7, highjacker korset eller går amok over småting, og jeg plejer at være dygtig til at holde fokus på de gode ting i livet, som jeg trives med, glædes over og griner af.

I de her dage? Not so much. Jeg går fra 0 til Kælling på 4 sekunder, irriteres over latterlige bagateller, og kan selv høre, at mine ’sjove’ kommentarer lyder sure og spydige. Jeg aner ikke hvorfor – selvom jeg selvfølgelig godt kan pege på nogle ting, som ikke ligefrem tjener til Det Gode Humørs Fremme.

Samarbejdspartnere, der ikke lever op til deres del af aftalerne, gør nogle af mine opgaver sværere, end de behøver at være. Mennesker med magt, der bruger den, bare fordi de kan, hjælper heller ikke. Veninder, der har lagt originalproblemet i kopimaskinen, som nu – på 3. år – spytter ark efter ark ud med præcist det samme issue, skamrider tålmodigheden.

Og under det hele finder man mig viklet ind i empati, frustration og visheden om, at jeg selv trækker store veksler på andre. Jeg er muggen, skideurimelig og helt på det rene med, at jeg har brug for andres hjælp til at holde skabsdøren lukket, når skeletterne på den anden side begynder at synge: ”Det’ mig der står herind’ og banker på.”

Er det stress? Årstiden? Ville det hjælpe at give mig selv lov til at være lidt grim i stedet for hele tiden at forsøge at løse alting optimalt, mens jeg prøver være den bedste version af mig selv?

Måske er det bare min 30 års krise, der endelig er nået frem.