Pænt Mystisk Sygdom.

Først troede jeg, at jeg var ved at få influenza. Så troede jeg, at det var en depression. Nu er det gået op for mig, at det er pms. For ikke at skulle bladre febrilsk rundt i “Mor, jeg er syg” hver eneste måned, skriver jeg derfor en huskeseddel til mig selv, som jeg fremover kan tage frem og bruge som tjekliste.

Linda, det er bare pms, når:

– du vågner, og alle dine led er så ømme og stive, at du må udøve hjemmehjælp på dig selv for overhovedet at komme ud af sengen.
– du føler dig som et badedyr, nogen har pustet lidt for hårdt op, og derfor ikke længere går, men vralter.
– du kigger i spejlet og en pizza stirrer tilbage på dig.
– det virker fuldstændig uoverkommeligt at skulle tjekke en togtid på nettet.
– du synes, at du ligeså godt kan lukke bloggen og opsige dit instruktørjob, fordi du er uinspirerende, ligegyldig og intetsigende.
– du hele tiden har en lille bitte smule lyst til at begynde at græde.
– du virkelig ærgrer dig over, at du er på arbejde, så du ikke kan slippe afsted med at sparke højrøvet møgtøs HÅRDT, lige midt på skinnebenet, hvor det gør allermest herre-nas.

I morgen ser det hele anderledes ud (ikke? Sig nu jo!), og derfor vil jeg skynde mig at springe i skrinet, så det kan blive i morgen i en fart.

Det er vist også noget med, at det snart er påkrævet med en update på datingfronten…

Venskabets første omsorgsdag.

Nogen gange ville jeg ønske, at der var flere timer i døgnet og flere dage i ugen. Nå vi fratrækker tiden, der går til hhv. arbejde, træning og andet voksensnask, så er jeg i bekneb for vennetimer. Jeg har de mest fantastiske venner i verden og alt, alt for lidt tid til at se dem. Udover dem, man allerede er så heldig at have, kommer der også med jævne mellemrum nye til. Det kræver tid at lære hinanden at kende, og hvis man ikke lige ser hinanden dagligt, fordi man læser eller arbejder sammen, er det svært at opbygge og fastholde den fortrolighed, et godt venskab kræver. Jeg kan bare ikke lade være med at prøve, for det ville være så ærligt ikke at samle det guld op, som livet smider for fødderne af dig.

En slags niche indenfor venskab er venindernes veninder. Dem, jeg kun ser en gang om året, når vi mødes over boller og lagkage. Der er også nogle fabelagtige piger imellem, som jeg – hvis tiden tillod det – ville forsøge at befriend’e. Hvert år formår vi, imponerende nok, at lukke et hul på 365 dage og bare snakke videre, som om det var i sidste uge vi sidst sad bænket om bordet.

Alt for mange gode mennesker og alt for lidt tid. Man burde have mulighed for at tage orlov for at pleje og opdyrke venskaber.

Afsindig Bitter Bloggers Anmeldelse.


Nåede du heller aldrig i biografen og se Mamma Mia? Havde du også havde tænkt, at du ville, men kom aldrig afsted? Har du også hørt alle folk sige, at den skulle være helt fantastisk?

Ja?

Nå, men ’alle’, ik? De er bare FUCKING fulde af løgn!!

Jeg har aldrig – ALDRIG – set så skabet en film, så elendigt skuespil og så jammerligt et plot. I forsøget på at få stampet flest mulige sange ind i filmen, var flere af scenerne var så løsrevne og ude af kontekst, at de var direkte meningsforstyrrende, og de danske undertekster gav mig lyst til at undskylde på hele tolke- og translatørfagets vegne. (’You can dance, you can dance, having the time of your life’ = ’Du kan danse, du kan danse, feste for fulde hørm.’ ’For fulde hørm’??! Ajmenforsatan!!).

Der var old, naked people making out. Der var Meryl Streep i den mest belastende smækbuks i filmens historie. Pierce Brosnan i overanstrengt halsmuskel og brølesang. Alt, ALT for meget slowmotion. Og hvis jeg var instruktør og skulle lave en musical, tror jeg, at jeg på listen over ’skuespillerkvalifikationer’ som minimum ville have anført (og jeg tænker bare højt nu): ‘Sangstemme, der ikke får publikums ører til at bløde’.

Den eneste forklaring, jeg kan finde på, at alle insisterer på, at filmen er så god, at de ser den mindst en gang om ugen, er at de føler sig snydt over at have spildt penge på at se den, at det eneste, der kan hjælpe bare en lille bitte smule er, hvis andre kan narres til at lide samme kranke skæbne.

3 is the magic number.

3 grunde til at Linda ikke skal vinde X-faktor:
1) Alt for overdrevet brug af vindmaskine ved optræden.
2) Færøerne HAR fået. (Gad vide, hvad Gudrun laver i dag?)
3) Strafpoint for forsøg på emotionel afpresning ved overeksponering af tandfe-datter (selvom jeg må indrømme, at hun ER kær).

3 grunde til at Mohamed ikke skal vinde X-faktor:
1) Martin + solarium + bedre garn = Muhammed. Det har vi set. (Og nu vi er ved det: Hvor er HAN i dag? Ved at indspille en duet med Gudrun?)
2) Hvordan skal han nogensinde finde ud af skabet med hele Danmarks øjne rettet imod sig?
3) Han er 15. Han får aldrig lov at finde ud af, hvem han i virkeligheden er, hvis han vinder.

3 grunde til at Alien Beat Club skal vinde X-faktor:
1) Det virker som om de hver især har integritet nok til at bevare dele af deres egne personligheder, selvom underholdningsbranchen sætter tænderne i dem.
2) Jeg elsker deres lyd, og de er sgu altid så glade.
3) Definitionen på dansk succes: Når de undertippede outsidere tager røven på alle. We love it.

Vi skal også snart have fundet en dag!

Ved I, hvad jeg synes, er rigtig ærgerligt? At man ikke inviterer mere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i løbet af en uge, jeg sender eller modtager en sms, der indeholder ordene ”Vi skal også snart finde ud af noget”. Til gengæld kan jeg sagtens holde styr på antallet af konkrete invitationer med præcis angivelse af tid og sted; både med mig i rollen som vært og gæst.

Jeg ved godt, at det er et kompromis. En slags fjernomsorg og forsikring om ønske om fortsat venskab, selvom tiden er knap. Men dagene går, og jo længere der er i mellem de konkrete aftaler, jo sværere bliver det at overskue at lave dem: Det er nemmere at hænge ud med folk, der er updatede på, hvad der foregår i dit liv, end at skulle gå 2 måneder tilbage i tiden for at ajourføre lytterne og dermed give dem en chance for at forholde sig til det, du egentlig har brug for at snakke om.

Jeg processuerer de store ting i livet ved at fortælle om dem. For hver gang jeg får lov at fortælle en svær historie, sliber jeg kanterne, indtil jeg en dag opdager, at jeg ikke længere skærer mig på den. Den har mistet sin betydning, og i de tilfælde kan det virke næsten uoverskueligt at skulle gå tilbage til første kapitel i en bog, jeg for længst har afleveret.

Men det kan ikke hjælpe! Hvis noget er vigtigt nok, må man prioritere det, og tid er ikke noget jeg får; det er noget jeg tager mig. Mine venner er den familie, jeg selv har valgt, og direkte adspurgt vil jeg hellere brække begge arme 4 steder og svømme til England (kald mig bare Lille Henrivende Linda) end at miste dem til hverdag og dårlig planlægning. Det har jeg tænkt mig at fortælle dem næste gang, jeg ser dem. Måske engang i næste uge?

Ok – sig det så:

Hvem er det, der har glemt at sende ”Hold nu KÆFT!”-mailen til Anne Mette Rasmussen?

Det, hun er, er hun i kraft af sin mand og hans job, hvilket er sooooo 1950. Fru Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Som pædagog er hun vel det eneste tilnærmelsesvist røde indslag i det Fogh’ske hjem, både når det gælder politik og privatøkonomi. Og det er da dejligt for dem, at de har råd til, at hun kan sige sit job op for at hellige sig dansen og sin brevkasse, men for at komme fra hjemmegående husmor til politisk orakel, der udtaler sig om både finanskrise og manglende kvalitet på landets folkeskoler, mangler jeg da lige en mellemregning eller to?

Ja, vi lever i et frit land og ja, folk må sige, hvad de vil. Men hun ER stadig gift med statsministeren, og det virker urimelig tåbeligt, at hun udtaler sig – spejlblankt – om ting, der falder ind under hans arbejdsområde. At sige, at hun ikke “gider høre mere om finanskrisen”, for ’hvor er den?’ (Danfoss, Velux og resten af byggebranchen har ringet, Anne Mette) og at “hele ånden er anderledes på privatskoler: Lærerne bekymrer sig mere om eleverne og tager tingene mere alvorligt” er så respektløst overfor størstedelen af den danske befolkning, at jeg ikke kan fortænke Fogh i at have lyst til at sy munden sammen på hende (hvilket dansepartneren Thomas Evers sikkert ikke ville protestere voldsomt imod…).

Hun minder mig om de gamle koloniherrers fruer, hvis liv bestod af 5 o’clock tea og velgørenhedsarrangementer, og som hverken forstod eller interesserede sig for livet og forholdene blandt de slaver, som gjorde deres driverliv muligt.

Er det hævn for den med rundkredspædagogikken?

Undskyld – hvor er hylden med gebis?

Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer det, men jeg skal holde mig til at handle de steder, jeg plejer. Netto, Føtex og Irma: Ja tak. Super Best, Fakta og Kvickly: Nej tak. Forsøgte i dag at spare tid ved at købe ind i et af de falske supermarkeder, fordi jeg cyklede lige forbi det, og det går bare ikke. Ud over at have helt forkerte varer, er disse oven i købet helt forkert placeret, så efter at have bevæget mig igennem butikken som GPS forstyrret edderkop, på kryds, på tværs og på kryds igen, kom jeg ud med halvdelen af, hvad jeg skulle bruge. Alligevel har jeg betalt det samme, som jeg ville være kommet af med i en af mine egne butikker for the full monty, fordi jeg til sidst opgav at finde produkter, der svarer til, hvad jeg plejer at bruge og i afmagt bare greb, hvad der stod først for.

Jeg håber, at min halalslagtede kylling smager godt sammen med de biodynamiske rødbeder. Uden ris. Hvis ikke, kan jeg heldigvis børste den grimme smag væk med min nye supertandpasta, som fjerner så mange forskellige ting, at den vist skal være i godt humør for ikke at tage tænderne med.

600 kr. senere.

Jeg er 1,80, og to af mine bedste venner hedder Nike og Peak Performance. Jeg er relativt praktisk anlagt, og hver eneste dag byder på enten cykelture i de forblæste århusianske alper eller træning med dertilhørende facial aquaplaning. Jeg burde med andre ord ikke elske dullegrej og glimmer helt så højt, som jeg gør.

Måske er det fordi man ALTID kan finde noget, man har lyst til at købe, også selvom man har tyk-dag. Man behøver ikke stå i 1000 km kø, binde sko op eller vride sig ud af sine jeans for at prøve det. Og da det her jo heller ikke sker af sig selv *Ricky-Lake smiley, der peger på sit ansigt og knipser ’girlfriend!’-agtigt*, tæller det ikke at bruge penge på make up.

Så lørdag kunne man se to post trænings-trætte og brunch-lade kvinder, 30+, nærmest angribe hyldesektion i Magasin. Begejstringen ville ingen ende tage, før den ene (med negle malet i 4 forskellige nuancer af pink, og snuden begravet i lyserød pudderkvast) pludselig siger til den anden (med overlæbe iført Tropical Bling og underlæbe i Celebrity Meltdown): ”Vi er ikke for gamle til den her reol, vel?”

Pause. Jeg ER jo fyldt 30. For længst. Det er bare det, at jeg indeni jo stadig er klar til at sidde bagpå Thomas, så vi kan nå i kiosken i 12’eren. Indeni er det stadig sjovt at tegne øjnene op med blå kohl og danse foran spejlet til Cut’N’Move, inden vi tager til Guldagerfest og drikker os stive i kirsebærvin og Mikado. Hun ser lidt anderledes ud, hende jeg sminker i dag, men hun FØLER sig ikke anderledes.

Man har på den anden side heller ikke lyst til være gammel og kikset….

Nahh!! Glimmer er det nye sort, og det er VIGTIGT, at man ikke gør sig ældre, end man er.

Vi kan jo altid gå et bling-niveau ned, når vi fylder 50…

At tilgive er ikke det samme som at glemme.

En ny Tøndersag er på vej i Vejle, og Fritzl har fået livstid. Verden er sindssyg. Når jeg læser om de sager, blokerer min hjerne, og jeg er ude af stand til at fatte omfanget af uhyrlighederne. Lige meget hvor mange gange jeg læser sætninger som ’spærret inde i en kælder i 24 år’ og ’lånt sine børn ud til sex med andre voksne’ er det bare ord, der står placeret efter hinanden, som jeg hverken kan hægte indhold eller betydning på.

Fritzl ’skammer sig’. Og det ved vi jo alle er løgn, for skam er noget, du føler, når du ved, at du har gjort noget forkert. Tvungen fortrydelse og at sige, at man er ked af det, når man er blevet taget på fersk gerning tæller ikke, for det eneste man reelt er ked af er, at man er blevet opdaget.

Jeg tænker meget på børnene i sagerne, og på hvordan de nogensinde skal kunne bygge et nyt liv oven på så bundråddent et fundament. Jeg tænker på betydningen af begrebet tilgivelse, som ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre. Specielt når man skal give den til folk, man stadig er nødt til at have i sit liv.

Engang troede jeg, at tilgivelse var det punktum, man satte, når man var færdig med at være vred eller såret. Et signal til gerningsmanden om, at sagen var lukket og banen var fri. Men efterhånden som årene går, finder jeg stille og roligt ud af, at når noget gør så ondt, at det kræver tilgivelse, når det forulempes, så kan man ikke bare lukke døren til det for good. Uanset hvor meget man beslutter at lægge misgerningen bag sig, uanset hvor oprigtigt, der angres, stikker den stadig hovedet frem på de mest ubelejlige tidspunkter, farver både holdning og handling og lokker med martyriumens kors, hvorfra man skal hænge og dømme både levende og døde.

Tilgivelse er en beslutning om at prøve at kigge frem, også når det gør så ondt, at vreden og ønsket om retfærdighed truer med at æde din forstand. Paradoksalt nok er det ofte skadesvolder, der trygler om den, men skadeslidte der har brug for den. Nag lænker dig til fortiden, og selvom det kan være svært at give slip, fordi det virker, som om du lader synderen slippe ustraffet, så er alternativet værre: For hver eneste dag, du holder fast, forærer du ham endnu en dag af dit liv.