Håndvaskes ved højest 40 grader.

Mit fædrene ophav har fødselsdag, og jeg er derfor i denne weekend udstationeret i Sildecity. Jeg har lige været ude at gå en lang tur, og nu bliver jeg nødt til at spørge: Hvem har kogevasket mit childhood-hood? Alting er krympet. Skoler og bygninger, som tog timer at gennemtrawle (www.fiskerjoke.com), da man var 1 meter høj, har forvandlet sig til fuglehuse, som det er nemmere at træde henover end at gå udenom. Ture, som vi dengang for en sikkerheds skyld medbragte proviant på, tilbagelægges i dag på maksimalt ti minutter. Bakker, som krævede at man stod af SCO cyklen og trak opad, ligner vejbump.

Ved et uheld er flere af mine jævnaldrende hernede røget med i maskinen. Udvaskede og blege, iført alt for meget fleece (kan man være iført for lidt?) og gamacher. Glansløst hår, resignerede blikke og 3 børn med 11-taller under næserne. Hvordan skete det?? Jeg husker dem fra folkeskolen, hvor de, hippe og cool, stod og røg smøger under halvtaget, mens de flirtede med Spacey og Jesper, og var dem, man godt gad at være. Eller bare være venner med. Well… Not so much anymore.

Nå. Jeg har en lagkage, der kalder. God lørdag til jer derude.

(Ps. Skal på date med Manden, Der Hader Sarkasme i morgen. Synes bare lige, at jeg ville nævne det i tilfælde af, at Politiet i næste uge får brug for offentlighedens hjælp til at identificere et kvindelig, fundet i Århus, kvalt i formidablet tørklæde.)

Miss Tørklæde 2009

Mit liv er fuldendt. Jeg behøver aldrig mere gå på arbejde. Mænd som race har mistet deres betydning. Jeg er hævet over begrebet penge. Intet ondt kan længere ramme mig, og mine mundvige vil fra nu af udelukkende vende opad. Alt sammen på grund af Det Fabelagtige Tørklæde.

Pyt med at det kostede, hvad jeg i Rusland kunne have fået for barn nummer 2. Pyt med, at jeg er nødt til at tage det af, hver gang jeg tolker, fordi de døve ville få kvalme af svimmelhed, hvis de skulle aflæse hænder på den baggrund.

Jeg elsker det!!

Og det var jo faktisk ikke dyrt, når man tænker på at jeg har købt løsningen på flere problemer:

1) Hvis jeg endelig beslutter mig for at tage til Saudi Arabien og lede efter Baggers begravede skat, kan jeg snildt bruge det som burka.

2) Skulle jeg uforvarende støde ind i en kæmpe opvask, har jeg nu altid et viskestykke på mig.

3) I tilfælde af at Tysken kommer og driver os på flugt, er jeg den lykkelige indehaver af et potentielt 4-mands telt.

4) Får jeg brug for akut skjul (hvilket med min kæft ikke er utænkeligt) smider jeg mig bare ned på alle fire og draperer det over mig som dug.

Hvor ville mit liv have været lettere, hvis jeg bare i en tidligere alder havde indset, at svaret på alting var et tørklæde fra Modström!


(For god ordens skyld: Det er ikke mig – men det ligner. Jeg er bare lidt lysere på håret. Og blegere, Og 10 år ældre. Mindst. Og 100 kg bredere over røven. Mindst. Men ellers: Same same.)

Ud-Brandt.

Engang imellem vågner jeg, forklædt som beige, konturløs småborger. Medium, mellem og middelmådig.

Ikke utilfreds nok til at kræve mere end jeg har.
Ikke tilfreds nok til at finde ro.

Ikke pæn nok til at være ligeglad.
Ikke grim nok til at give op.

Ikke klog nok til at kunne bruge det til noget.
Ikke dum nok til ikke at opdage det.

Ikke tyk nok til at det er et problem.
Ikke tynd nok til at være tilfreds.

Ikke eventyrlysten nok til at kaste fortøjningen og sejle ud.
Stadig for rastløs til at kunne slå mig ned.

Jævn, jævn, jævn og fanget i mit eget mellem-rum, hvor der kun er to døre; den ene er jeg bange for at åbne. Den anden frygter jeg er låst.

På den slags dage føler jeg mig som tværsummen af alt, hvad Steffen B. nogensinde har skrevet.

Ved du, hvad man kaldte folk som dig under krigen?

Vi er nogen, der fra naturens side er udstyret med mere lyst til orden og struktur end andre. Jeg kan godt lide minimalisme og rene linier, og jeg synes, at folk, der går i byen med solskærme eller træner med strikhuer, er nogle prætentiøse skabekrukker. Jeg kan godt lide, at folk har styr på det, de siger, at de har styr på, og jeg prøver ikke at stille krav til andre, som jeg ikke selv kan leve op til.

Min indrømmelse til bøjning af regler strækker sig til, at jeg godt kan blive en lille smule fornærmet, når jeg opdager, at de også gælder for mig.

Men en ting er selv at trives i at arbejde i rammer og regler. Noget andet er, når man nærmest får fråde om munden af begejstring over at kunne gøre livet surt for nogen ved at håndhæve andres. Jeg ved ikke noget værre end mennesker, der nidkært vogter fucking ligegyldige grænser, som INGEN andre går op i, udelukkende for med selvretfærdige miner at kunne irettesætte synderne.

Det skulle lige være ansatte, der med Stasi-iver og bødeblokken i fri dressur forsøger at tage deres egne kolleger i at overtræde dem.

Hvad med jer? Er I nået dertil, hvor jeres sexliv er dødsygt og forudsigeligt?

Mange af mine venner er par, og fordi jeg kun har fantastiske venner med ordentlige personligheder og pli, er jeg ikke specielt hårdt ramt af idiotiske spørgsmål i kategorien ”Hvorfor har du ikke en fast kæreste?”, når jeg er i byen. I årenes løb er der røget nogle stykker, fordi de tilsyneladende mister den del af sig selv, som jeg var venner med, når de kommer i forhold, men samlet set tror jeg, at vi har sat 3 venner til på den konto. En af dem holdt f.eks. op med at invitere sine singlevenner med til middag, når hun havde fødselsdag. Vi blev inviterede til frokost med fastsat sluttidspunkt, så vi var ude af døren, inden parrene kom til spisning om aftenen. Sådan lige fra det ene år til det andet. Jeg er ikke nazistisk i forhold til at insistere på, at vi skal blive ved med at omgås hinanden på præcis samme måde, når vi begynder at rykke i utakt på livets store plade, og det KAN være en lang aften, hvis man er den eneste, der ikke har en dybtfølt holdning til det urimelige i at eje en hjørnegrund (dobbelt op på snerydning og hæk-klipning) – men man kan altså selv gøre meget for at ’os og jer’-kløften ikke bliver umulig at skræve over. Et godt udgangspunkt er, ikke at behandle veninder uden påhæng som 2. rangsveninder.

Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, og fordi man slipper for ét træls spørgsmål, betyder det ikke, at man ikke kan få et andet.

Jeg har alle dage haft det godt i drenges selskab; måske fordi mine arbejdspladser altid har haft en overvægt af kvindelige ansatte, og jeg har en meget lav fniddertolerancetærskel. Derfor har jeg mange drengebekendte, som jeg sætter utrolig stor pris på og: Som. Bare. Er. Gode. Venner. Og det er så her, jeg bliver meget, meget træt, når en af de genfødte kristne kærester pludselig peger triumferende på os og råber: ”Hvorfor finder I ikke sammen?!” med aj-hvor-jeg-er-en-drillepind-mimik.

Jeg forsøger at tro, at spørgsmålet er stillet i bedste mening, og at det overdrevet høje tonefald skyldes begejstring over eget pludselige klarsyn. Men altså. Det bliver en træls, træls situation. For når man anstrengt høflig svarer: ”Fordi vi ikke lige er hinandens typer”, og den overivrige brøle-amor bliver ved, så ender det med, at man næsten er nødt til at sidde og svine hinanden til for at begrunde den manglende tiltrækning – og det er fandme bare både urimeligt og ubehageligt. Jeg kender ingen singler, der spørger til personlige ting i kæresters forhold med samme mangel på respekt.

Ind imellem kan man godt gro den mistanke, at man som single skal bekræfte folk med kærester i, at det trods alt stadig er bedre at kede sig i et forhold end at være alene.

Nettet strammes.

”Hvordan går det med datingen, Linda?” hører jeg jer spørge.

Blogsbjerg er ikke siden, der holder sine læsere hen, så:

På mit arbejde er jeg i disse dage en del af et projekt, der æder alle involverede parter med hud og hår. Det er rasende spændende, men stressknappen er også skruet et par millimeter mod højre. Vi arbejder konsekutivt, så flowet hedder: SPRIIIINTSKYNDDIGSKYNDDIG!!! – veeente på de andre…zzzz – SPRIIIIINT!!! – veeeeent – SPRIIINT!!” Det betyder, at jeg har tid til at sætte dates op, men ikke tid til at gå på dem – så indtil videre går det ret godt.

Det føles en lille smule som utroskab at sidde og lave aftaler med én, når jeg samtidig allerede har aftaler med andre, men altså.. Don’t hate the player – hate the game, ikke? Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv.

en anden blog læste jeg, at der ikke findes grimme kvinder; kun for lidt spiritus. Måske findes der heller ikke grimme mænd; kun onde webcams og tastaturer, men der er godt nok nogen derude, der bekræfter alle fordomme, jeg nogensinde har haft og vil få om netdating.

Jeg har f.eks. fået mig en light-stalker. En eller anden som mener, at han kender mig. Han startede med at sende en mail med ordlyden:

”UPS…. Der faldt jeg lige over dig igen….. Sorry…; Håber, at du er ok…..:) Peace, love and harmoni.”

Havde lyst til at svare:

”For det første: Jeg aner ikke, hvem du er. For det andet: ‘Peace, love and harmoni’?! Are you fucking kidding me?!! PS: Din punktumtast har sat sig fast, tøzerne fra 9.B vil have deres smileys tilbage og ‘harmoni’ staves med y. Gøgler!”

Huskede den gyldne netdatingregel (’nogen derude sidder og tænker det samme om dig’) og skrev i stedet:

”Hej. Jeg tror, at du forveksler mig med en anden. Mvh Linda.

Nu bliver han så ved, og uanset hvem min dobbeltgænger er, har hun min fulde sympati. My God, han er belastende!

Næste uge burde blive interessant. Den byder på dates med nogle meget forskellige typer. En af dem glæder jeg mig faktisk til at møde. En anden er jeg mere bange for spændt på: Den er med en fyr, der under ’ting, jeg finder utiltrækkende’ har anført ’sarkasme’.

Jeg er lidt i tvivl om, hvem af os der får den længste aften.

Top 5

– over all time yndlingssange:

1) Dancing in the dark – Bruce Springsteen.
“You can’t start a fire – you can’t start a fire without a spark. This gun is for hire – even if we’re just dancing in the dark.” ELSKER den. Kommer altid til at danse en lille smule, når jeg hører den. Bruce, jeg vil gerne leje med dig.

2) Coming back to life – Pink Floyd.
“I took a heavenly ride through our silence. I knew the moment had arrived – for killing the past and coming back to life.” Hva?! Så er der da dømt forår og mentalt børsten-støv af over hele linien.

3) I owe you nothing – Bros.
De har ure på skoene og ligner nogen, der stilmæssigt er inspirerede af den tyske højrefløj. Jeg har intet at sige til mit forsvar.

4) Born to be my baby – Bon Jovi
Flash-backs til Mikado, A-skjorter og Mik fra 9. A, som havde langt hår og var lækker – og så er den sunget af den pæneste mand i show biz.

5) The space between – Dave Matthews Band.
U2 møder Pink Floyd. Need I say more?

Dem, som også burde have været med:

6) Pictures of you – The Cure.
Man må ikke høre den, hvis man er i sit suicidale hjørne, men man skal altså være mere end almindelig hård, for ikke at blive rørt af den.

6) Without you I’m nothing – Placebo & David Bowie
Den minder mig om en mand, jeg holdte meget af, som altid lovede mig en kummefryser, hvis jeg ville tegne ham på ryggen. (Han skylder faktisk, nu jeg tænker over det…)

6) I want you – Sophie B. Hawkins.
Dylan – as it should be.

6) Beatles – Here comes the sun
Om mine forældre er gamle hippier? Ja, hvorfor spørger du om det?

Har jeg glemt nogen?

Forskellen på børn og voksne:

Jeg kan ligeså godt være ærlig: Jeg ville ikke have gidet. Jeg ville have syntes, at der var ALT for lidt sne, at det ikke kunne betale sig, og at resultatet garanteret ville blive så grimt, at det ikke var anstrengelserne værd. Ingen grund til at starte på noget, hvis man alligevel bliver nødt til at opgive halvvejs, fordi man går ned på udstyr.
Børn er heldigvis ligeglade med den slags pessimistiske realisme.

Lige i (utro)skabet.

Utroskab er noget mærkeligt noget. Specielt når man er den, det bliver begået med og ikke den, det bliver begået imod. Der behøver ikke være respekt, der behøver ikke være forståelse. Fysisk tiltrækning og window of opportunity er nok. Der er ikke skyggen af logik i de følelser, det potentielt kan udløse: Min søster i synd, som for et par år tilbage havde en affære, blev dybt jaloux, da hendes tidsfordriv pludselig begyndte at se ekskæresten igen. En anden venindes affære, som boede med sin kæreste, blev sygeligt jaloux, hver gang min veninde skulle i byen, fordi han (og jeg citerer) var bange for, at hun ’var ham utro’.

Dårlig samvittighed eller selvforsvar: Utroskab udløser tilsyneladende et uimodståeligt behov for at blive forstået. Da man jo af gode grunde ikke kan søge forståelse hos kæresten, søger man den åbenbart i stedet hos sovedyret. Det forklares og forsvares igen og igen, hvorfor man er sammen med en kæreste, som man tydeligvis ikke respekterer. Jeg er i tvivl om, om det er for at gøre sig interessant, eller om det er egomassage, men alle forklaringer er variationer over temaet ”mit forhold er vanskeligt, og der sker svære ting, jeg ikke kan fortælle dig om”. Lad mig være den, der siger, hvad mange sidespring tænker: We. Don’t. Care. Det er dit forhold, og hylden med kleenex er lige fremme til venstre. Det er tilsyneladende helt utænkeligt at den frie part er i det af samme grund som den utro: For at dække sine behov for opmærksomhed, sex eller bekræftelse; behov, der er lige så svære at ignorere som sult eller tørst.

Ovenstående indlæg bygger naturligvis udelukkende på skøg-agtige veninders erfaringer og tyske undersøgelser, jeg har læst om på internettet.