2008 – horoskopet set i bakspejlet.

Det har været et ualmindelig godt år. Efter to selvvalgte år i helvede, der føltes som at løbe maraton op af et bjerg i stiv kuling iført fodlænker og vådt tøj, kom jeg endeligt i tanke om, at jeg ikke har rødder men fødder. Jeg kan flytte mig, og det har jeg gjort. 2008 har uden sammenligning været det bedste år, jeg kan huske at have haft.

For overskuelighedens skyld har vi her på blogsbjerg valgt at tematisere årets tilbageblik:

Helbred:
Her tænker jeg egentlig først og fremmest på min far. Jeg er så uendelig taknemmelig over, at vi fik lov at slippe med skrækken, da han pludselig røg på hospitalet. Når jeg kigger på ham nu, kan jeg stadig få tårer i øjnene ved tanken om, hvor lille og skrøbelig han så ud i morfin og frotté. Han er den bedste far i verden, og lettelsen over at han er rask, er enorm.

For mit eget vedkommende har jeg til min store forbløffelse været syg i år. Sådan i virkeligheden, hvor de tilbyder at indlægge én. Nyrebækkenbetændelse er forhåbentlig noget, man kun kan få én gang (ligesom polypper. Som jeg har fået fjernet to gange), så nu sagde vi, at næste gang min ryg skal rives i stykker af hvidglødende, pulserende smerte, er det fordi, jeg er ved at føde! Men bortset fra denne ene tur i gulvet, har jeg været velsignet fri for vagtlæger, penicillin og andet snask.

Karriere og økonomi:
Også her skal vi have flag på bordet. 2008 blev året, hvor det gik op for mig, at jeg har faglig integritet og stolthed, og at der er grænser for, hvor langt jeg kan strække mig for et job. En overraskende erkendelse, for jeg elsker mit job og aldrig havde forestillet mig, at jeg frivilligt ville gå af med det. Men jeg synes selv, at jeg er en dygtig tolk, og det vil jeg gerne værdsættes for. Derfor kan jeg næsten ikke få armene ned over, at jeg et halvt år efter at have sagt op, blev kontaktet og fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Jeg er glad og taknemmelig hver eneste dag, over at få lov at lave, hvad jeg allerhelst vil.

Kærlighed:
Selvom det ikke skal være nogen hemmelighed at filmen var endt anderledes, hvis jeg havde skrevet manuskriptet, må jeg stadig sige, at det har været et storslået år. Jeg fik endelig løsnet fortidens jerngreb, og jeg stod fast. Derfor var der plads til Finnen, da han gjorde sin entre, og det har været en fantastisk tur. Jeg har grinet mere i år end de sidste tre år tilsammen. Jeg savner ham afsindigt, men jeg er stadig glad over alt, hvad jeg lærte og fik med mig af gode oplevelser. Kærligheden er til låns, og man er heldig, hver eneste gang man får lov at mærke den.

2009:
Mit nytårsforsæt er, at jeg vil blive ved med at holde fokus på de gode ting i livet. 09 bliver endnu et godt år til samlingen. Der VIL være nedture. Der VIL være svære tider. Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved – men du kan hindre dem i at bygge rede i dit hår. Jeg vil blive ved med at tro på det bedste i folk. At huske, at rejsen ikke slutter, fordi en enkelt vej ender blindt. Være taknemmelig over at have en familie at tage hjem til, når nogen må tage over. Glæde mig over, at de bedste og klogeste mennesker i verden har lyst til at være venner med mig. Jeg vil følge prinsgemalens eksempel og vælge at være lykkelig. For som 3 Doors Down synger: My friend, it is not what we have. It is what we believe.

Godt nytår.

Det bliver en mærkelig samtale.

Rimelig højdramatisk morgen her på matriklen. Jeg er under angreb. Naturen stræber mig på livet. Jeg synes ellers, at vi alle dage har haft en stiltiende aftale om fredelig sameksistens: Jeg slider ikke unødvendigt på den og til gengæld lader den mig være i fred.

Det er åbenbart slut nu.

Vågnede til lyden af Vred Fugl. I plural. Lå først og ventede på, at de trak sydpå i en fart, men lyden bare steg og steg i styrke, og til sidst sneg jeg mig ud i køkkenet – hvor jeg trådte lige ind i horrorscenen fra ’Fuglene’. Der sad de, på hegn og grene, og stirrede på mig, mens de skræppede blodtørstigt. Sorte, gigantiske, vrede hamaslignende fugle. Mens jeg stod paralyseret af rædsel, kunne jeg pludselig høre, at lyden blev højere. Panik. Hvorhvorhvor kommer den lyd fra?!! Det viste sig, at de forpulede bæster havde sendt en fortrop afsted, som var ved at indtage et hul i muren – SOM ENDER I MIN EMHÆTTE!!! Hvad fanden gør man?! Har Søren Ryge en ond tvilling, man kan spørge til råds, når man gerne vil gøre skade på naturen?

Jeg gjorde, som enhver klog lille pige har lært, at hun skal gøre, if attacked: Jeg hvinede en høj, ubehagelig lyd lige op i min emhætte. (Og forsøgte at undgå at se billedet af hysterisk angst-hyssende kone i bare tæer og t-shirt, der står og truer af sit køkkeninventar for mig. Bør hermed være bevist at fugle ser meget dårligt; ellers var de flygtet, da jeg viste mig i vinduet. Eller døde af grin.)

De bliver ved. Utrætteligt. Når jeg forlader køkkenet, går der 3 minutter – så er de der igen. Men jeg giver ikke op. Det er MIT køkken, og jeg har tænkt mig at blive her og forsvare det. Tør heller ikke rigtigt at gå ud.

‘Hej chef. Det er Linda. Jeg kommer ikke på arbejde i dag, da jeg skal beskytte min emhætte mod fugle.’

Nogen, der skal have noget med fra bageren?

For første gang i al den tid, jeg kan huske, fik jeg i år ingen julegaver, der skulle byttes. Til gengæld havde jeg et par stykker stående, adresseret til den finske ambassade, som jo desværre valgte at lukke lige inden jul.

Når man skal købe gaver, er der ingen grænser for den gode service i butikkerne. Det kniber straks lidt mere, når man gerne vil af med gaverne igen. Finnen havde – og har vel stadig – en motorik, der ligner min. Derfor havde jeg bl.a. købt nogle helt specielle norske tallerkner, som det efter sigende skulle være umuligt at slå i stykker. (Jeg vil nu stadig vove at påstå, at det nok skulle kunne lade sig gøre for mig.) Det eneste sted, det er muligt at købe disse supertallerkner er i Emmerys.

”Emmerys? Bageren??” spørger I undrende. Ja. Som ikke giver pengene retur. Hvilket betyder, at jeg nu har et gavekort på 600 kr. til en bager. Selv i Emmerys er det mange penge. Nok til… hvad? .. 4 rundstykker? 5?

En skam, at man ikke lige står og har sølvbryllup. Eller kummefryser.

Jamen de ligner nogen, der ringer efter storskrald!

Vel tilbage i Århus, er det gået op for mig, at jeg har glemt at hente min cykel ved cykelhandleren. Hvilken slags mor glemmer sit barn i institutionen julen over?? Når jeg skamfuldt træder ind af døren på mandag, ved jeg ikke, hvad der bliver værst: De bebrejdende blikke fra cykologerne eller synet af min elskling, der står i et hjørne og skraber mismodigt i jorden med forhjulet.

Og det er ikke nok med det. For at komme hen til forretningen, skal jeg forbi det sted, hvor jeg … altså… mmmm… på en måde kom til at permanentparkere min gamle cykel *mumler-utydeligt*.

Jeg er et ting-svin. Jeg ved det godt! Jeg er sådan en, der burde tvinges til at se ”Do they know it’s X-mas” 74 gange, så jeg kunne se alle de små børn med store maver og fluer i øjnene, mens jeg skrev ’genbrug, genbrug, genbrug’. Når jeg bliver ramt af trangen til at muge ud i mit liv, ryger alting i sorte sække og direkte på lossepladsen. Hvis det vel at mærke kan gå i de almindelige skraldespande. Udelukkende fordi jeg er for doven til at sætte mig ind i, hvordan man får nogen (Århus Kommune? Frelsens Hær? Spejderne?) til at komme og hente mit lort, og ikke gider slæbe sækkene hen til nærmeste ildelugtende Blå Kors butik.

Eneste undtagelse er, hvis jeg vil smide noget ud, som jeg har fået i gave. Alle ved, at man ikke elsker giveren, hvis man bytter sine gave eller smider den ud – og glædelig jul alle sammen – men det tæller ikke, hvis man giver det til genbrug. (Sådan er jeg ikke alene om at have det: Et år var julegaven til medarbejderne i mit fitnesscenter en trøje, der var grim som arvesynden; de næste mange måneder så jeg utrolig mange alkoholikere i Mølleparken med centrets logo på ryggen og en bjørnebryg i hver lomme.)

(Hov! I den forbindelse kommer jeg lige i tanke om, at jeg så sent som i sidste uge leverede 3 toppe tilbage. I centret har vi en personalepolitik, der siger, at fyrene ikke må træne i bare skuldre, og pigerne ikke må være nedringede. Derfor kan det undre, at vi fik udleveret toppe, der viste så meget kavalergang, at det fik os til at ligne Santa’s little ho-ho-hos. Underviste i dem i en uge, hvorefter jeg kategorisk nægtede. Frustrerende ikke en eneste gang at have øjenkontakt med nogen. Fik nye og mere tækkelige t-shirts udleveret, og nu har jeg jo så faktisk dydigt leveret de andre tilbage. *stolt smiley der ikke er helt så slem, som den selv havde frygtet*)

Jeg må indrømme, at det er særlig galt med store ting, som kræver en bil at fjerne. Jeg skaffer mig af med dem på ude-af-øje-ude-af-sind måden, hvorefter jeg får frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at det er skideslapt bare at lave strudsen. Et år, hvor jeg boede på 3. sal, havde jeg købt et KÆMPE juletræ. Da jeg skulle af med igen, smed jeg det simpelthen bare ud over min altan. (Til mit forsvar skal det siges, at jeg råbte ”Pas På!” inden jeg gav slip.) Sidste år skulle jeg af med en gammel madras. Jeg stillede den ned foran min dør, og lukkede derefter det ene øje, hver gang, jeg gik forbi. Efter en storm endte den med at stå op af en bank i nærheden, og for at det ikke skal være løgn, havnede jeg i en samtale med en fremmed dame om selvsamme madras. Vi var ordentligt enige om, hvor sløjt det var, at folk bare lod deres lort vælte rundt på gaden. På det tidspunkt var det 3 uger siden, jeg havde stillet den ned, og flere gange undervejs i samtalen blev jeg oprigtigt forarget, indtil jeg igen kom i tanke om, at det jo rent faktisk var mig selv, der havde stillet den ned.

I år er jeg heldigvis blevet så voksen, at jeg har løst juletræsproblemet på en langt mere hensigtsmæssig måde: Jeg har stillet det over til naboen.

Hørt i lokalradioen:

“Du stank mere af sved og øl end mælk og honning.”

“Pizzafjæs og hængerøv – jeg tager dem, som ingen andre mænd vil have.”

Og omkvædet:
“Gi’r du en putter – her på min kutter – det er hvad jeg vil ha. Det er, hvad han vil ha.”

Alt sammen sunget på melodien fra ‘My secret lover’. Thomas Troelsen må være så stolt.

– eller overtage Saddam’s aflagte hul?

Så er undtagelsestilstanden snart ved at være slut. Gider ikke så godt hjem til hverdag, januar og realiteter. Det er lidt nemmere at være her, hvor nogen sørger for det hele, ingen forventer noget af mig, og jeg får lov at tusse rundt for mig selv.

Men det her går heller ikke. Esbjerg er ved at opsluge mig, bid for bid. Jeg er begyndt at sætte ’æ’ foran alle mine navneord, og jeg hører det ikke længere, når jeg siger ’møj’ i stedet for ’meget’. Mit fine hår er så statisk elektrisk pga. manglede kalk i vandet, at det har forvandlet sig til en 30 cm. høj baby-afro. Jeg spinnede i dag til ”In the army now” – og opdagede det først, da jeg hørte mig selv nynne med. En uge mere og jeg er ansat på Viking Gummibådsfabrik, går på arbejde i blå kedeldragt og Sloggi Maxi og hører Big Fat Snake. (Måske jeg skulle overveje det? Så kan jeg være Hende, Den Mærkelige, som bor hjemme, og som børn er bange for *ligeglad smiley*)

Orker bare ikke lige at stå ansigt til ansigt med virkeligheden.

Kan man blive hentet ud af HOK?

Oooop igen.

Nå. Men det kan jo ikke sådan rigtig hjælpe at melde sig ud. Op på hesten igen og alt det der. Efter verdens længste nat, gjorde jeg det eneste, man kan gøre, når man er gået på mentalt nødblus: Trak en sygemelding, hældte mit lort i en taske og tog hjem.

Det ville være løgn at påstå, at jeg er i julestemning, men jeg prøver. Lige dele mor *bliver-aet-på-håret*, De Sorte Spejdere podcasts og alkohol gør det en lille smule lettere. Som en slags forbrugerinfo, kan jeg desuden oplyse, at det ikke er rigtigt, at man ikke kan drukne sine sorger. Det er et spørgsmål om at drikke nok. Oven i købet kan man finde på helt nye ting at undre sig over – og dermed aflede opmærksomheden med – når man ligger i fosterstilling med en promille på 5. Er f.eks. kommet til at spekulere på, hvor meteologer bliver uddannede? Man har ikke rigtigt hørt om Meteologskolen, har man? Har de i givet fald fag, hvor de lærer at lave bløde skål-håndspegninger på vejrkortet? Kan man være fuldtidsmeteolog? Og hvis ikke, hvad laver Jesper Theilgård så resten af tiden? Store spørgsmål. Svære spørgsmål.

Den ene fod foran den anden, livet går videre, det der ikke knækker dig, gør dig stærkere og andre klicheer fra Den Store Bog Over Udtryk Der Ikke Hjælper En Skid.

Til alle jer, der læser med derude: Tak for jeres mails og kommentarer. Tak fordi I hænger på. Og glædelig jul. Trods alt.

Hallå! Jeg ligger lige en bjørnetjeneste til Jer her. Møz.

Jeg er en af dem, der er udstyret med en mental rød kuglepen, og som lægger overdrevet meget mærke til andres ordvalg og sprogbrug. Modsat hvad man skulle tro, så kan jeg garantere, at den det er mest irriterende for, er mig selv. Min hjerne er den belastende elev der, når nogen skriver ’sgu’ med k eller siger ’jeg lagde i sengen’, rækker armen så højt op, at den er ved at gå fra i skulderledet, mens den hopper rundt på stolen på spørg-mig!spørg-mig!-måden. Hver gang. Da det jo (trods alt) falder uden for min jurisdiktion at slå ned på al sproglig voldtægt, og da jeg godt kan lide andre menneskers selskab, betyder det, at jeg hver gang den skaber sig, er nødt til at smide den i benlås og kneble den. Bedrevidende mennesker er ikke rare at være sammen med.

Men jeg synes altså ikke altid, at vi behandler sproget pænt. En ting er, at man opgiver at lære folk at stave til Schweiz og mayonnaise, men når alle ordsprog ryger med i puljen, og man bare selv kan bestemme, hvad mening man synes, de skal have, så er der gået lige rigelig rundkreds og gruppeeksamen i den til mig.

Nogle ord og vendinger har jeg det bare svært med, uden jeg at kan pege på en regel og sige: ”Derfor!” Jeg hader, når folk råber ’Hallåå!’ for at blive ekspederet. Jeg synes, at det er uhøfligt og respektløst. Jeg begriber ikke, at folk over 7 staver ’knus’ med z. Jeg gider ikke, at folk skriver sure mails og alligevel ikke helt tør stå ved dem og derfor fylder dem med smileys og afslutter med ’smil’. Det er umuligt at respondere ordentligt på.

Endelig er der et udtryk, jeg ikke bryder mig om, men som jeg godt ved er ment som en kompliment: ”Jeg er stolt af dig”. Jeg vil ikke udelukke, at det er mig, der er hysterisk eller så ærekær at det grænser til et handikap, men jeg synes, at den er nedladende. De eneste, jeg mener, kan slippe af sted med den, er forældre, chefer og kærester. Folk, som pr. definition er positioneret over dig, eller som på den ene eller den anden måde har en andel i din præstation. Når alle andre siger det, kan jeg mærke at jeg liiige bliver lidt stiv i betrækket. Sådan lidt: ”Vi er enige om, at jeg selv gjorde det, ikke?”

Nå. Kan I nu nyde 4. søndag i advent derude. Jeg vil gå ind og hyggelæse lidt i min nudanske ordbog.