Vi voksne kan også være bange.

I forlængelse af mit forrige indlæg har Citygirl spurgt mig, hvordan jeg egentlig har det med at være blevet officielt voksen. Svært at svare på, synes jeg. I det store og hele er jeg ret godt tilfreds. Jeg har somme tider en fornemmelse af, at jeg først nu er ved at vokse ind i den alder, det er meningen, jeg skal have. Jeg har langt mere ro i både hoved og røv nu, end da jeg var 18. Jeg kender mig selv på godt og ondt, hvilket giver en helt andet tilgang på min omverden, fordi jeg har et punkt at pejle ud fra og ikke bare triller rundt, som en kugle på et bræt. Jeg har det som en mand, der bor i et hus, han selv har bygget. Det er muligt, at gulvet hælder en smule, at vinduerne ikke slutter helt tæt og at et par af hylderne hænger skævt, men det er mit. Jeg har skabt det, hver eneste detalje har sin egen historie, og her er ro.

Somme tider bliver jeg dog også grebet af en følelse af uvirkelighed, når jeg tænker over min alder. Når jeg ser den på tryk, har jeg det som om, det er en anden, de skriver om. Når jeg tolker meget alvorlige ting, kan jeg stadig være led ved, at de har fået mig og ikke en Ægte Voksentolk. Jeg kan stadig blive grebet af panik, når det går op for mig, at det er mig selv, der skal finde ud af, om pensionsopsparing er en god ide, vurdere om jeg er så syg, at jeg skal til vagtlæge og løse situationen, hvis jeg bliver fyret.

8 ud af 10 dage passer voksentøjet. Den niende tager jeg det på alligevel og leger klæd-ud i håb om, at indholdet lader sig narre af emballagen. Den tiende trækker jeg bare dynen op over hovedet og håber, at Bjarne Jes Hansen havde ret.

Don’t let me get me.

På et tidspunkt i mit liv, hvor jeg synes, at tingene var ret svære, læste jeg et sted, at summen af problemer er konstant. På det tidspunkt var jeg ikke enig.. Jeg mente, at hvis bare den lodrette bjergside, jeg stod overfor, ville gøre mig den tjeneste at implodere og synke i grus, ville mit liv forvandle sig til en dans på (støvede) roser. Det er mange år siden, så jeg vil give min unge alder skylden for mit relativt naive verdenssyn.

I dag har jeg for længst bekendt mig til den religion, at jeg et langt stykke hen af vejen selv bestemmer, om jeg er glad for og i mit liv. Ved at holde fokus på det positive, er jeg selv med til at sørge for, at det negative får mindre plads at boltre sig på, og derfor ikke trækker så meget opmærksomhed. Når det er sagt, må jeg indrømme, at det nogle dage er lettere end andre, men jeg holder fast ved min overbevisning om, at intet svært bliver nemmere af at dvæle ved det eller dyrke det. Men jeg tænker stadig på citatet om den konstante sum, og jeg er ved at nå frem til, at jeg tror det passer. Lige meget hvor godt det går, synes der altid at være skygger i udkanten af billedet, der forhindrer det i at være perfekt.

Det er som om en bestemt procentdel af hjernen altid er reserveret til bekymring og forsøg på at løse problemer; virkelige såvel som imaginære, små såvel som store.

Altid den samme mængde af problemer, uanset om den udgøres af et eller ti af slagsen. Hvorfor? Hvordan? Skyldes det, at når al fokus går til de store ting, har man ikke overskud til at beskæftige sig med de små, og glemmer derfor, at de er der? Skyldes det manglen på relevans i øjeblikket? Svært at sige. Men det som virkelig interesser mig, er vores evne til at finde problemer, hvor der reelt ikke er nogen. Hvorfor gør vi det? For vi gør det. Jeg kan se det hos mig selv, og jeg kan se det hos min omverden.

Der findes ikke rigtige og forkerte valg, siges det. Kun konsekvenser. I de perioder, hvor vi har det svært, synes jeg ofte, at vi træffer flere af de negative, konsekvenstunge valg, end i de perioder, hvor det går godt. Er det for at flytte opmærksomheden til et problem, vi kender og kan forholde os til? For at skabe en illusion om, at jeg KAN løse i hvert fald nogle af de problemer, jeg står i – hvis jeg virkelig ville? Og hvorfor ser vi spøgelser, når tingene går godt? Måske er det fordi vi ubevidst tror, at vi kan holde de virkelige problemer væk, hvis vi bare sørger for at bekymre os om et eller andet. Eller fordi hjernen klør og bliver rastløs, når tingene går for godt. Måske tror vi, at det hjælper. At hvis vi bekymrer os om et potentielt problem, så har vi optjent retten til at slippe for det. Er lykke så fremmed for os, at vi ikke har værktøjer til at takle den eller ro i røven til at nyde den?

Hjernen er en sælsom indretning og mennesket sin egen værste fjende.

Warning: Psycho bitch ahead.

Bliver man mere følsom overfor kemisk påvirkninger, når man passerer 30, eller er jeg bare særlig heldig? Har måtte skifte fra p-piller til minipiller, fordi min krop pludselig – efter 15 år – blev enig med sig selv om, at den ikke længere kunne tåle hormonerne. Man skulle så mene, at den ville udvise taknemmelighed over at få nedsat mængden af giftstoffer, og skrue lidt ned for hysteri og PMS som tak.

Det har desværre vist sig ikke at være tilfældet.

Min cyklus er nu indstillet på random, jeg hvæser som aldrig før af narkomaner og medtrafikanter, og de sidste 48 timer er jeg begyndt at spontan-tude hele 6 gange. Kan jo for fanden ikke omgås normale mennesker, når jeg hele tiden, uden påviselig grund, er i fare for at bryde sammen i krampgråd.

Ville være fint om man af hensyn til omverdenen fik udleveret badge sammen med den første pakke: ”Ny i mini-pille”.

So you think you can dance?

Så er fitnessjulefrokosten vel afviklet og endnu engang kan jeg med stor glæde konstatere, at jeg kan blive i mit liv, som jeg kender det. Takket være God Opførsel slipper jeg igen i år for at skulle forholde mig til begreber som ’vidnebeskyttelsesprogram’, ’eksil’ og ’harikiri’. En del af mig hvisker, at jeg burde begræde, at jeg er blevet så voksen og fornuftig(-ish), men lige meget hvor hårdt jeg klemmer øjnene i og forsøger at mærke efter, finder jeg ingen ærgrelse. Kun ren og skær lettelse. Jeg ønsker ikke at bytte plads med dem, der dansede på bordene med frit udsyn til g-strengen kl. 19 eller chefen, der måtte bæres ud af vagterne, og i dag lignede en, der ville ønske, at nogen ville skynde sig at opfinde en burka til mænd.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg måske er blevet udstyret med en kontrolknap, der drejer liiiige stramt nok – men engang i mellem bliver jeg så glad for den, at jeg har lyst til at male den pink og gifte mig med den. Særligt når det kommer til dans.

Jeg danser ikke ret tit; mest fordi jeg er virkelig dårlig til det. Og fordi jeg altid bliver budt op af mænd, der er et hoved mindre end mig, og som med ansigtet presset imod mine bryster forsøget at tvinge mig til at danse standartdans. ”Kunne du gå en lille smule ned i knæ?”, ”Er du ikke sød at lade være med at føre?” og ”Uh! Jeg havde godt nok ikke set, at du var så høj, da jeg spurgte om du ville danse!” er sætninger, jeg har hørt flere gange, end jeg gider snakke om. Dans er ikke for mig. Derfor kan jeg ikke tillade mig at gøre nar af andre, der danser. Så det gør jeg.

Julefrokosten blev igen i år afholdt i Turbinehallerne, som har valgt at udstyre deres dansegulv med en scene. Og når man ser, hvem der frivilligt springer derop for at berige verden med deres talent, forstår man hvorfor. Free fun. Lørdag aften blev scenen indtaget af et par, som dansede så fælt, at man ikke kunne andet end at se til i rædselsfyldt fascination. Man havde det, som når man passerer et færdselsuheld: Opfyldt af gru, men ude af stand til at kigge væk. Han lignede Steffen Brandts storebror. Sidst i 40’erne, iført hvid skjorte, vandrestøvler og en læderbuks med uforsvarlig høj talje. Hun var … altså .. ikke tynd, men havde ikke desto mindre valgt at iføre sig bh, gennemsigtig chiffon top, bukser med smalle ben og slangeskindsstøvler med en hæl lavet af klaverben. Dette ubegribelige tøjinferno til trods var det ikke det, der tiltrak sig opmærksomhed. Det var deres dans. Eller hvad man kan kalde det. Hun gjorde brug af noget AOF salsa, tilsat arme, som jeg forestiller mig, at hun har tænk som ’mystiske slangearme’. Hun lignede en, der forsøgte at undgår at falde baglæns ned i en vulkan. Han dansede en slags tysk trampetechno, hvor vandrestøvlerne rytmisk gik frem-frem-tilbage-tilbage-frem-frem-tilbage-tilbage, samtidig med at han – med sine knyttede hænder solidt plantet i siden – lavede tør-knep bevægelser med underlivet. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var som at se den menneskelige evolution afspillet baglæns.

Der ER nu ikke noget som julefrokost!

Med ondt skal ondt fordrives.

Som alle andre er jeg syg i disse dage. Som for alle andre passer det ad helvede til. Denne weekend består i dag af 3 timers combatmarathon og julefrokost i aften. I morgen skal jeg undervise i København fra 10 til 17. Inden nogen lægger velmenende ’alle-kan-undværes’ og ’er-man-syg-er-man-syg’ kommentarer, så skal jeg skynde mig at sige, at det ved jeg godt (as if!). Men sidste gang der var combat-tamtam, meldte jeg afbud fordi min far blev indlagt. Sidste gang der var fitnesstamtam gik jeg tidligt hjem, fordi jeg var syg. Og sidst jeg skulle afholde kursus i Langtbortistan, måtte jeg melde fra dagen før, fordi jeg fik nyrebækkenbetændelse. Så jeg synes ligesom, at jeg skylder.

Året er 1971. Min krop er Nordvietnam. Medicinskabet er USA. Tror sådan set kun at jeg mangler at bade i Agent Orange for at fuldende metaforen. Jeg synes, at det har hjulpet, og jeg har det meget bedre *løgn-hoste*. Men det er godt nok nogle lange nætter, når man sover i en rede af kemikalier og antibiotika.

I nat har jeg været ude at flyve med en flok terrorister. Da noget (som ingen gad uddybe hvad var) var min skyld (det var også unødvendigt. Jeg vidste det jo godt(???)), skulle jeg forlade flyet. Det flyvende fly. Uden brug af rare hjælpemidler som fx faldskærm. Her ringede min telefon. I virkeligheden. Angst. Min telefon skal ikke ringe kl. 3 om natten. Det viste sig at være én, der skulle have fat i Jesper. Om han sov? Jeg bad ham ringe til Jesper selv og spørge. Op, flere piller, pudse næse, smøre snuden ind i mentholatum, strepsil i munden, pudse næse, hoste af, godnat Vol. II.

Det næste der skete var, at jeg befandt mig i et kæmpecirkus med flere hundrede maneger, hvor jeg blev forfulgt af en ulv. (Hader cirkus. Var sgu nærmest mere bange for dét end for ulven.) Da jeg endelig slap ud, ventede min chef og 5 kolleger på mig. Vi skulle først løbe om kap i et orkanramt Vesterhav (vi taler vand til brystet, understrøm og kæmpebølger), derefter finde vej gennem en skovlabyrint for til sidst at løbe mere om kap, tage al tøjet af og hoppe i Esbjerg havn.

Er faktisk en lille smule lettet over, at det er morgen nu.

Det var ham, der startede!

Min cykel og jeg har nu kendt hinanden i en måneds tid. Jeg er superglad for den. Ud over at være lyserød og køre godt, passer den også meget bedre til den person, jeg er i dag, end den gamle gjorde. Min gamle cykel var købt af mit gamle jeg. Mit vrede jeg. Den hed Brutalis. Man sad på en aggressiv, fremadrettet måde og så ned på verden under sine rynkede bryn. På den nye føler jeg mig overskudsagtig og økologisk. Tror, at det er pga. cykelkurven. Den er som SKABT til at transportere porrer hjem i. Jeg sidder med rank ryg og løftet ansigt; alle smiler til mig og jeg smiler tilbage til dem. Eller… altså.. til de fleste af dem…

Som alle ved, er færdselsloven vejledende og tænkt som en hjælp til de mennesker, der ikke selv har idéer til, hvordan man kommer rundt i trafikken. Jeg fortolker den rimeligt liberalt, og mine road rage udbrud (verbale såvel som kropslige) er derfor primært rettet imod Pæne Mennesker *vrængende-trodsig-anarkist-smiley*, der dytter nidkært og forurettet, når man cykler over fodgængerfeltet i stedet for at trække. De vil nemlig hellere sidde og vente i tyve minutter på, at vi g-å-r over, end at lade passere, at de har opdaget En Fejl.

Men selv jeg kan presses og falde mine egne i ryggen. Var i dag nær kørt ind i et vejskilt, fordi jeg havde så travlt med at skændes og udveksle langefingre og fornærmelser med narkoman, som højlydt brokkede sig over, at jeg kørte over for gult. Mens han selv, iført stjålet indkøbsvogn og bjørnebryg, gik over for rødt. Jeg kunne næsten mærke, hvordan min pinligt berørte cykel forsøgte at signalere til mig, at sådan kører vi ikke. Når den skal til to måneders tjek, skulle jeg måske lige høre, om jeg kan få udleveret en mere passende, voksen og ladylike trafikpersonlighed.

Må vi bede om en trøje med ekstra lange ærmer?

Da jeg skulle beslutte mig for en uddannelse, overvejede jeg medicin og psykologi. I dag er jeg utrolig glad for, at jeg ikke endte der: Disse studier ville have udløst permanent opholdstilladelse på hhv. hospital og Psyk. Hver eneste gang jeg tolker noget om sygdomme, kan jeg praktisk talt mærke symptomerne bryde ud i takt med, at vi gennemgår listen. Når der bliver talt om personlighedstyper og -forstyrrelser, kan jeg genkende mig selv i dem ALLE. Og selvom jeg kan være både påståelig, dobbeltmoralsk og barnlig; selvom jeg har kolde fødder, ondt i nakken og er kronisk tørstig, så skulle det være mærkeligt, om det viste sig, at jeg var Danmarks eneste udiagnosticerede meningitispatient med sukkersyge og tvangsfikseret, narcissistisk borderline. (Ikke..?)

Måske der alligevel er noget om snakken. Jeg er i hvert fald udstyret med et ualmindelig stærkt fornægtelsesfilter; en gudbenådet evne til ikke at føle mig truffet, når jeg læser klamme historier som den her.

Det er muligt, at salt på cafeborde og fast håndsæbe nærmest er levende af bakterier. Det kommer ikke fra mig. Jeg er renskuret og antibakteriel. Det er muligt, at andres tandbørster er mere bakteriebefængte end offentlige toiletsæder (det er rigtigt. Det står der *grøn-kvalme-smiley-der-støtter-sig-til-bordkanten*), men min er ikke. Den er ren. HELT ren. Blev der sagt. Nu hvor jeg gennem denne artikel er blevet opmærksom på, at toilettet, når man skyller ud, udspyr ”en usynlig sky af vandstøv (Mmmhmm… ’Vand’støv. Så siger vi det…), som lægger sig på tandbørsten” synes jeg faktisk også, at andre mennesker lugter ud af munden. AF TIS! Men igen: Ikke mig. Mit badeværelse er en slags autoklave, der steriliserer sig selv, hver gang jeg lukker døren.

Tror egentlig bare, at mig og mine andre bakteriefri personligheder skal glæde os over, at vi har hinanden.

Alle mand til tasterne:

Ind i mellem er jeg så overbevist om, hvad der er Det Rigtige at gøre, at jeg bliver overrasket, ja nærmest rystet, når jeg finder ud af, at andre mener noget andet.

”Giv os et eksempel!” hører jeg jer råbe. Ok. (Før I læser det, bliver jeg nødt til at slå en fed streg under, at der er tale om et tænkt eksempel. Virkelig. Amager halshug. LOV mig, at I ikke begynder at gro en paranoia! Ok?) Godt. Here goes:

Du er startet til kor, og I er et par stykker, som hurtigt finder sammen. En aften efter at I har øvet, går I ud. Der drikkes kaffe og sladres, og det er sindssygt hyggeligt – indtil du ud fra beskrivelsen begynder at få en fæl fornemmelse af at genkende manden, den ene af pigerne har en affære med. Og ganske rigtigt: Det viser sig at være din venindes mand.

Hvad gør du?

Jeg ville aldrig overveje IKKE at sige det til min veninde. Hvis jeg satte mig selv i hendes sted, ville jeg føle mig dobbelt forrådt, hvis jeg senere fik kendskab til affæren, og det gik op for mig, at jeg var den eneste, der ikke vidste noget. Rædselsscenarier af mig, der sidder til bords med kæreste og venner og som den eneste tror, at alt er i skønneste orden *ydmyget-smiley*.

Nu er jeg imidlertid blevet præsenteret for det argument, at det ikke har noget med mig at gøre. At det faktisk ikke rager mig. At jeg risikerer at gøre langt mere skade end gavn ved at sige det; ikke mindst fordi min veninde muligvis bliver så vred på budbringeren, at hun slår hånden af mig, hvilket efterlader hende med et (i bedste fald) skåret forhold OG et ødelagt venskab.

Jeg kan godt forstå argumentet med min fornuft – men det føles forkert i min mave.

Hvad mener I?