Re: Hej alle.

Ved I, hvad jeg virkelig hader? Skæld-ud mails, møntet på få men sendt til alle. De værste er dem, hvor nogen ikke selv tør tage konfrontationen, men har henvendt sig til chefen, som så skælder ud i 2. person. Så sidder man der og forsøger at ransage sin adfærd med tilbagevirkende kraft.

Jeg begriber ikke, at man ikke kan tage fat i dem, det drejer sig om. På en tidligere arbejdsplads, hvor jeg var ansat, fik vi hver eneste måned en mail, der drejede sig om det samme. ”Om folk ikke godt kunne være søde at bla bla bla.” Tag dog fat i de 3 det drejer sig om!! For tilsyneladende er det de eneste 3, der ikke føler sig ramt af den bebrejdende tone i mailen. *Grrr!*

Den slags mails bidrager ikke med noget som helst positivt. Hvis man tager det nævnte problem op med dem, der ifølge mailen føler sig ramte, bakker de ALTID ud og påstår, at det ikke er dig, de mener. Så er man da sikker på at den åbne dialog, som kunne have løst problemet, bliver kvalt i fødslen. Der kunne jo meget vel være en god grund til, at nogen handler på en bestemt måde, men hvis man ikke ved, hvem vi snakker om, kommer begrundelserne og andre mulige vinkler på problemstillingerne aldrig frem. På den måde holder man firmaet fast i kun at tage hensyn til dem eller det, som Anonyme Utilfredse har fokus på.

PH værdien i arbejdsmiljøet bliver stille og roligt mere og mere sur. Hvem har lyst til at smile og være venlige overfor mennesker, som måske/måske-ikke har klaget over dig/måske-ikke-dig til chefen? Resultater er at man i stedet for én, stor dynamisk personalegruppe, får små paranoide enklaver og en virksomhed så smidig som stivnet cement.

Ved I hvad? Jeg tror sgu lige, at jeg copypaster ovenstående og sender det ud i en fællesmail.

Honor among thieves.

I går drak jeg kaffe med en kammerat, som for nyligt har valgt at cutte forbindelsen til en fælles bekendt. Grunden til bruddet er, at det er kommet min ven for øre, at han er blevet systematisk bagtalt og udnyttet i årevis. Han har ikke konfronteret ex-vennen med sin viden, men blot vendt ham ryggen uden yderligere forklaring.

Da vi sidder og snakker, fortæller han, at ex-vennen, (som ikke aner, hvad der er sket), har slettet ham på MSN. Min kommentar er, at det vel i og for sig er ligegyldigt? Min ven vil ikke have mere med ham at gøre, og nu har han fået det, som han vil have det. Så er alt vel godt?

Det er det bare ikke. For nu viser det sig, at min ven sidder med en uforløst trang til at fortælle vendekåben, at han er afsløret. På en eller anden måde er det for let, at han bare får lov at slippe med tavshed.

Det sjove er, at min ven de sidste par år har set ex-vennen udnytte piger og lyve for dem i et omfang, man næsten må beundre. Det er i hvert fald løgn, når man siger, at mænd ikke kan multitaske. Han har set ham hustle sig igennem hverdagen og prøve at få det hele for det halve. Han har set ham bo med kæresten, have 3 parallelle forhold kørende og udnytte mennesker med følelser i klemme.

Jeg ved godt, at de fleste mænd og kvinder har forskellige opfattelser af sex og one-night stands, men med denne fyr synes jeg, at der i årevis er udvist så bundrådden opførsel, at jeg ikke begriber, at det kan komme som en overraskelse, at man ikke kan stole på ham. Jeg skal være den første til at medgive, at kvinder hurtigere får følelser i klemme end mænd, men selv among the guys må der være en grænse for, hvor langt det er i orden at gå for sex? Der er vel stadig en form for kodeks, der ikke bifalder usportslig opførsel?

Hvis man er uhæderlig nok på ét område, finder jeg det svært at tro, at man ellers er et godt og ærligt menneske, der vil sin omverden det bedste. Bare træls for min ven at ende med at være ham, der skulle tjene som bevis for dén mistanke.

Vi er løbet tør for kinder på blogsbjerg.

I Danmark brændte man officielt den sidste heks på bålet i 1693. I dag – 315 år senere – kan man læse følgende i Politiken:

En gruppe ålborgensiske præster fra både folke- og frikirker advarede forgæves forældre imod at tage deres børn til et halloweenarrangement i Aalborg Zoo i weekenden, hvor en erklæret heks, Dannie Druehyld, optrådte.

»At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret heks og lade dem udstyre med heksebryg og amuletter er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person, som i en lang årrække har praktiseret heksekunst, og som tager disse ting alvorligt«, siger sognepræsten ved Vor Frelsers Kirke, Vagn Folkerman, til Nordjyske Stiftstidende.

Mener han det alvorligt?! Skal vi prøve at lave en hurtig sammentælling på, hvor mange menneskeliv kristendom har på samvittigheden? Og derefter gøre det samme med wicca? Jeg ved godt, hvilken religion, jeg synes er mest farlig! Jeg har aldrig hørt om grupper af hekse, der forfulgte præster og dømte dem til bålet. Jeg har aldrig hørt hekse lange ud efter andre trosretninger. Tværtimod er det en udbredt holdning blandt hekse, at vi alle tror på det samme – vi kalder det bare noget forskelligt. Noget mere næstekærlig end at jagte folk, der tror noget andet end jeg, synes jeg.

Når jeg får børn, vil jeg gerne lære dem om vigtigheden af respekt for andre, og andres ret til at tro, hvad de vil, så længe de ikke bruger troen til at påføre andre smerte og skade. Jeg håber, at uanset hvad mine børn vælger at tro, så er det noget, der giver det mening for dem, lige meget hvor de er, fordi de kan mærke det indeni – og ikke noget, de kun kan føle i kirken søndag mellem 10 og 12. Jeg vil gøre meget ud af at forklare dem, at jeg ikke har købt en korsfæstelse på afbetaling; at synd, skyld og skam ikke har noget at gøre med krop og kærlighed og at den, der lever på forventet efterbevilling, lever fattigt.

Jeg ville – alene på baggrund af kirkens udmelding – have slæbt dem med i Aalborg Zoo.

315 år. Tænk, at vi ikke er kommet længere.

SIR YES SIR!!!

Hvert andet år afvikler DGI Idrættens Dag, og i år havde jeg sagt ja til at undervise, så jeg har brugt weekenden i Messecenter Herning.

Jeg har aldrig været i Messecentret før, men min for-en-gang-skyld normale taxamand fortalte mig, at det er Skandinaviens største halkompleks. Når man er ude som underviser, får man som regel et hotelværelse stillet til rådighed, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Det appellerer den 4årige pige i mig, der elsker at lege ’så sagde vi, at jeg var voksen og boede her’ og store var mine forventninger til det til Skandinaviens-største-halkompleks-hørende hotel.

….

For satan. Må man godt kalde et affældigt sommerhus indrettet af nogens samlermaniske, farveblinde mormor for ’hotel’?! Vi snakker røvballegardiner, grønt plastikarmatur og billeder så grimme, at man næsten græd blod. Men prikken over i’et var, da jeg vågnede i nat, FORDI DET FUCKING REGNEDE PÅ MIG!!! Tror nok liiiiige mor var stram i masken, da hun stillede i receptionen i morges!!

Men bortset fra denne ubetydelige detalje, var det en super weekend. Jeg har sammen med en kollega undervist i Bootcamp, og vi har revet 200 mennesker rundt i 4 timer. Sjovt nok flest mænd. Jeg finder en særlig tilfredsstillelse i at tvinge tatoverede drengerøve med strikhuer i knæ (kærlig hilsen Hun-ulven Ilse), men jeg må give dem, at de åd det, lavede kampråb og råbte på mere. Og når jeg er i iført stopur, fløjte og t-shirt med påskriften When I say jump – you ask ’How high?’ – så er der ingen smalle steder. Tårnhøjt energiniveau. Det var fedt!

Nu sidder jeg så træt men glad og tilfreds i min velsignede stille lejlighed og plejer min skam-råbte hals med et glas gløgg (uden klamme rosiner). Alle ure viser noget forskelligt, alt hvad jeg ejer af træningstøj kører rundt i maskinen og i morgen starter en ny uge. Jeg er klar. Er I?

JEG SPURGTE: ER I?!!!!!!

(Sorry. Skal lige akklimatiseres)

Det, der er mit.

I går cyklede jeg forbi en mand på min fars alder, som efter en jævnaldrende mand af anden etnisk herkomst råbte: “Danmark er for danskere!”

Lidt senere blev jeg overhalet af en bus med en reklame for et advokatfirma på siden. En forslået pige med Se & Hør mimik og stabiliseringskrave ledsages af teksten: “Krav på erstatning?”

Frygt, grådighed og hver mand for sig.

Er det mig, eller har nogen sat den menneskelige evolution i bakgear?

“… – and world peace.”

Efter i går at have været udsat for Terminator forklædt som 2 meter høj, norsk massør, der kvaste knogler, nev i muskler og redefinerede begrebet ’smerte’, sidder jeg i dag herhjemme iført resterne af min skrøbelige psyke og sørger over min visne, ubrugelige højre arm. Jeg ved det godt. Det er long overdue at få gjort noget ved den skulder, men altså… Lige nu har jeg bare lyst til at klamre mig til dørkarmen og tude-råbe: ”Jeg går ALDRIG derhen igen!!” Desværre er jeg røget på A-listen, hvilket betyder, at jeg skal se en hel del til min nye ven de næste mange uger *smiley-der-overvejer-at-gå-under-jorden*.

Men jeg skal have købt et eller andet ind. Med mindre, selvfølgelig, at jeg kan lave en spændende frokost af hvidvin og neglelak, som er de eneste ombordværende astronauter i rumskibet Køleskab. Og nu er det så, at jeg ikke helt synes, at man kan ligge og flandre rundt ude i byen, når man er sygemeldt, men samtidig ved, at jeg kommer hjem med en liter mælk, to æbler og en lang, uindfriet indkøbsseddel, der er klam af fortvivlelsens sved, hvis jeg skal købe ind Det Falske Sted. Hvor rugbrødet ligger helt forkert i forhold til pålæg og toiletpapir. Og hvor jeg hver gang tror, at jeg godt kan huske at tage det med, når jeg kommer forbi det – hvor end der er! – men efter at have gået i ring i 20 minutter begynder at føle mig som alzheimer patient, der har glemt, hvad jeg hedder, hvor jeg bor, og hvad jeg spiser. Hvorfor kan alle forretninger ikke bare være indrettet som Min Føtex, hvor varerne ligger helt pænt og logisk placeret, så jeg husker det hele?

Det er store problemer, vi har her på matriklen.