Jeg glæder mig i denne tid.

Kan læse på diverse blogs rundt omkring, at Nårsårerne er ved at gruppere sig og lave bannere med hadefulde udsagn om julen. Jeg vil straks fly højtiden til undsætning og erklære den min uforbeholdte kærlighed. Tillad mig nedenfor at forsvare julen og liste et lille udpluk af de mange ting ved den, jeg holder af:

* Det er jo ikke julens skyld, at forretningerne starter med at sælge nisser i september. Og helt ærligt: Gør det så meget? Der er jo alligevel ingen mennesker, der køber dem endnu. Der er vel ikke mere grund til at hidse sig op over julehylden end over hylderne med Dancakes og fiskekonserves?

* Alting er så pænt i lyskæder og snefnug.

* Pebernødder. Ammenam!

* Gløgg. Varm rødvin som man bliver helt ulden og hyggesløv af.

* Mulighed for at bruge penge med god samvittighed. Gaver til andre rangerer på højde med medicin: Det er uselvisk og nødvendigt, og tæller derfor ikke.

* Der er dømt undtagelsestilstand i hele DK. Alle kommer lidt for sent pga. vejret og tager sig tid til en ekstra kop kaffe, fordi der er lang tid til vi ses igen – og vi når alligevel ikke at blive færdige inden jul.

* At pynte juletræ, at indhalere guldglimmer og at tænde adventskrans er hyggeligt.

* To ord om julefrokoster: Free fun! Hvis man springer snapsen over hver anden gang, er man sikret første klasses underholdning hele aftenen og de næste mange uger med.

Der er en vis poetisk retfærdighed i, at de mennesker, der hader julen allermest, selv er med til at få den til at fylde ved at begynde at trashe den allerede. 1:0 til mig og nisserne.

Meeeeerry x-mas. MUHOHOHOOO!

På flugt med svejseapperat og dårligt tv.

Det har været en … interessant nat. Først stjal jeg mit combatprogram tilbage og stak af fra min mor, som havde konfiskeret det. Klip til mig, der opholdte mig i kæmpe rigmandsvilla, hvor jeg blev jagtet af utrolig vred, autonom pige. Herefter flyttede jeg i kollektiv, komplet med urtethe og bollerum. Og endelig befandt jeg mig på en havn, hvor jeg skiftevis flygtede fra rabiesbefængte dyr og arbejdede på et skibsværft. Min opgave her bestod i at svømme rundt i havnen, iført blå Adidas badedragt, og ved håndkraft vende store coastere (alle blå. Nogen ved Maersk marketing er så absolut deres løn værd!) og svejse stålwirere på boven. En slags aqua-marin udgave af Flashdance.

Hvad er der i de piller?!?

(Ps: Kom til at se ti minutter [et kvarter, Red.] af Glamour igår. Hvis jeg ender med at blive afhængig af den usle møgserie, er harakiri eneste tilbageværende mulighed for frelse.)

Ok så. Smerte er åbenbart ikke ALTID bare svaghed, der forlader kroppen.

I det store og hele er jeg tilfreds med min holdning til livet. Jeg har valgt at prøve at have en positiv, fremadrettet indgangsvinkel til tingene, og jeg forsøger at tage ved lære af de udfordringer, jeg lander i. Det kan lyde frelst og pseudo-holistisk, men når jeg er på den anden side af noget, der har været svært, så tager jeg mig rent faktisk tid til at overveje, hvad jeg kan tage med fra situationen, bruge konstruktivt og blive klogere af. Jeg forsøger hele tiden at holde fast i, at jeg kun har det her ene liv, og jeg vil have mest muligt ud af det. Bitterhed, nag og selvmedlidenhed er følelser, der æder dage, du ikke får igen og som kunne være brugt meget bedre.

Den holdning er selvfølgelig ikke kommet af sig selv. Min fortid har på et tidspunkt placeret mig, hvor vejen skiller; hvor jeg har skulle træffe et valg: Enten gemmer jeg mig bag en mur af offerfølelse, bebrejdelse og tusind forklaringer på, hvorfor man ikke kan stille krav til mig. Eller også ser jeg fremad, insisterer på, at det er et bevidst valg at være glad, og stiller mig ud, hvor jeg kan ses – og dermed også rammes. Det er ikke uden konsekvenser, og somme tider gør det ondt, men jeg har hele tiden fornemmelsen af, at det er mig selv, der har magten over mit eget liv. Ansvaret for at indrette det, så jeg kan lide at være i det, hviler på mig – og kun mig. Muligvis hårdt arbejde, men det giver en stor følelse af frihed ikke at være afhængig af, at andre kommer og gør mig lykkelig.

Mit syn på Det Gode Liv har desværre en skyggeside. Jeg kommer let til at foragte mennesker, der klynker og bruger dårligdomme og selvpåført ulykke som skjold til at beskytte sig imod forventninger, egne såvel som andres. Med min hjerne ved jeg godt, at de gør det, fordi de er bange for at tabe, hvis de tager kampen op. Det burde udløse min medfølelse, men jeg må med skam melde, at jeg synes, de er svage. Efter at have tænkt lidt over tingene, er jeg nået frem til, at det er derfor, jeg ikke kan finde ud af at være syg. Jeg vil ikke være svag. Jeg tør ikke slippe tøjlerne, for tænk hvis de glider mig af hænde og jeg pludselig mister, hvad jeg har kæmpet sådan for at opnå.

I søndags blev jeg syg. Tog penicillin og insisterede hele tiden på, at i morgen var jeg klar til job og træning. Onsdag morgen vågnede jeg, havde det stadig af helvede til, men var fast besluttet. Afsted. Gik ind for at sige farvel til finnen, der så undersøgende på mig at sagde, at jeg ikke så frisk ud. Kom til at græde på ham. Forsøgte at forklare, at det ikke er for at spille helt, men jeg VIL ikke være syg. Tog til læge, som var helt kold og ligeglad. Blev stixet og erklæret rask, hvilket fik frygten for at være hypokonder til at slå ud i lys lue. Torsdag tog jeg derfor selvfølgelig på job. Fik det værre og værre, men mindede mig selv om, at jeg var rask. Tog ned og underviste to timer inden jeg til sidst gav mig og ringede til vagtlægen. Mere penicillin. Afskrev dagen som tabt og gik i seng. Vågnede efter en time, og jeg har aldrig, aldrig, nogensinde, ever i hele mit liv haft så ondt. Havde almindelige pamol på badeværelset, men de kunne ligeså godt have stået på månen, så langt var der derud. Begyndte at blive bange for alvor, og ringede til vagtlægen igen igen igen igen, som kaldte mig hid. Nyrebækkenbetændelse (som lyder misvisende blidt), og tilbud om indlæggelse og sprøjter, som jeg takkede nej til. For – nemlig – jeg vil ikke være syg og svag og ynkelig. For så er jeg hende, jeg var, og dem jeg foragter, og det vil jeg ikke være.

Somme tider kan man komme til at overgøre en god ting.

For fanden Julie!

Urban har interviewet alle elever i en gymnasieklasse om deres forhold til stoffer. Gymnasiet er nævnt ved navn. Klassen ligeså. Der er billeder af hver enkel elev. Under Julie, 17 år kan man læse:

Jeg har aldrig selv prøvet,
men min kæreste har prøvet alt,
fra hash til ecstasy. Hans to
venner dealer, og de tager
selv til mexico og henter stofferne.

– og julie er single igen…

Back in business.

Jeg får mit første skema fra min nye arbejdsgiver i dag. GLÆDER mig! Bliver simpelthen så godt at få lov at bruge mit hoved igen, og komme tilbage til mine søde kolleger. Får godt nok lidt panikangst, når jeg kommer til at tænke på, hvor rusten man bliver på ½ år. (Fuck mand. Seriøst: Tænk hvis jeg overhovedet ikke kan huske at tale tegnsprog??)

Jeg har 4 dage tilbage på min nuværende pind, og jeg har været glad for at være her. Det har været nødvendigt med et halvt år i helle, og der er bestemt ting ved dette job, som jeg ville ønske, at jeg kunne tage med. Jeg kommer til at savne at have min egen kurv at rulle mig sammen i. At kunne påtage mig en opgave, løse den og gøre den helt færdig. Selv. At kunne tage lige præcis det tøj på, jeg har lyst til (går godt nok stadig mest i jeans, sorte trøjer og hoodies. Men altså. Jeg kunne tage tern og prikker på, hvis jeg havde lyst.) At have de samme, søde kolleger hver dag, som har forskellige uddannelser og som aldersmæssigt spænder fra 23 til 55 år. Og endelig har det givet et tiltrængt pusterum at kende sin arbejdstid på forhånd, hver eneste dag, uge ud og uge ind.

Men jeg er klar til at komme tilbage til, hvor det gør en reel forskel om jeg kommer på arbejde eller ej. Hvor jeg aldrig ved, hvad næste uge bringer. Hvor der er variation, cykelture hen over dagen og hvor der stilles krav. Jeg glæder mig til igen dagligt at høre ting, der gør mig klogere og møde mennesker, der til stadighed forbløffer mig. Hvor jeg får lov at gøre det, jeg selv mener, jeg gør bedst; fordi jeg elsker det. Jeg har savnet det. Jeg glæder mig til at komme hjem.

Hvordan fanden gør de??!

Har lige set et afsnit af Glamour. (Hvad!?! Ja, prøv DU at blive ved med at finde på noget at lave!!) Jeg fulgte lidenskabeligt med i serien, da jeg var 12. Det er så mange år siden, at man faktisk skal bruge begge hænder OG fødder for at tælle dem. En af hovedpersonerne, Brooke, skulle dengang forestille at være midt-/sidst i 20’erne. I dag, 18 år – A-T-T-E-N – år – senere, ligner hun en på max 31.

18 år reduceret til 6.

Præcis hvor dyrt er det der botox?

Smerte er jo bare svaghed, der forlader kroppen.

Jeg tror måske, at jeg indeni er lidt en mand. I hvert fald når jeg er syg. Jeg er så ufattelig ringe til at være syg, at jeg selv bliver helt forbløffet over det.

I fasen op til opfører jeg mig som et overtræt damp-barn, der spæner rundt på væggen mens jeg insisterer på, at jeg ikke er træt, ikke vil i seng nu, og I HVERT FALD ikke er ved at blive syg!

Når jeg ikke længere kan undslå mig, bliver næste kamp at undgå at skulle til lægen. Jeg afskyr det noget så inderligt. Venteværelset med syge mennesker, der ser ud til at befinde sig i den terminale fase af ebola. Lugten af sygdom og blade med artikler om Kronprins Frederiks forestående konfirmation. Min læge; en stramt udseende dame, som altid insisterer på at undersøge mig, hvilket jeg finder særdeles unødvendigt, eftersom jeg fra min position i døren har forklaret hende, at det ikke er noget alvorligt, og at hun bare skal udskrive et glas piller.

Så på apoteket sammen med resten af Camp Pathetic. 74 års ventetid fordi damerne i grønt insisterer på at forklare pensionisterne hemmeligheden bag succesfuldt indtag af vitaminpiller.

Endelig hjemme, hvor jeg (hvis sandheden absolut SKAL frem), nok godt lidt kan mærke, at jeg fungerer på nedsat kraft. Jeg keder mig bare så utrolig meget. Kan jo godt lave ting, hvis jeg bare er i nærheden af et toilet, og har mulighed for at lægge mig i fosterstilling en gang i timen. HADER ikke at kunne træne. Bare lidt. Ligeså forsigtigt. Men kunne godt høre på omgivelserne i går, at ingen var specielt imponerede over min plan om job og træning i dag. (Finnen tilbød hjælpsomt at knock out’e mig, inden han tog på job.)

Nu sidder jeg så her i penicillin og træningsbukser. Og har det næsten ok. Tror faktisk godt, at jeg kunne have trænet, hvis det var. Men jeg er nødt til at smutte nu. Skal lige ligge lidt ned.

Helt ærligt! Part 2:

Jeg gjorde det. Besudlede mit pure sind med underlødig skandaletv. For de, som holdte stand og stadig er uberørte, kan jeg oplyse, at gæsten i Sandhedens Time igår var en 24-årig soldat, der havde forældre og kæreste med i studiet.

For 10.000 kr. fik Danmark at vide, at han:

– tænkte på sin eks-kæreste, når han have sex med sin nuværende kæreste.

– som i øvrigt ikke var det bedste sex, han havde fået
(- men formentlig det sidste.)

– ikke mente, at hun ville blive en god mor.

– havde stjålet fra sine soldaterkammerater.

– havde haft en ’homoseksuel oplevelse’.
(Pinefuldt klip til hans far, som med rædslen aftegnet i alle træk forsøgte at slå det hen med, at det jo kunne ’dække over så meget’.)

(Hans kammerat buzzede sprøgsmålet ”nød du din homoseksuelle oplevelse”, så han ikke skulle svare på det – hvilket jo unægtelig får én til at spekulere på, hvem han havde den med…)

– røg hash regelmæssigt.
(Hvilket sikkert ikke er et problem for en soldat, der stiler efter en karriere ved politiet.)

– har en eks-net-date, som er gravid og påstår, at barnet er hans.
(Pinefuldt klip til hans mor, der stift smilende insisterede på at være stolt over at have opdraget ham til at påtage sig sit ansvar.)

– havde været sammen med en prostitueret, mens han havde en kæreste.
(Travl fyr. Hvordan finder han overhovedet tid til at være udstationeret?)

– havde sparket en høne ihjel.
(Dyremishandling. Side 1, første linie i Den Store Bog om psykopaters barndom.)

– ville torturere andre, hvis hans job krævede det.
(Har nogen set min frie vilje? Den var her lige før?)

Kan meget vel blive de dyreste 10.000, han nogensinde har tjent.