Kl. er 10.20 og jeg har:

– Gjort rent.
– Skiftet sengetøj.
– Vasket tøj.
– Afkalket kogekande.
– Afkalket bruser.
– Monteret ny lygte på cykel.
– Ryddet op i mine skabe på badeværelset.
– Farvet øjenbryn.
– Ordnet fødder.

Og nu kører jeg ned og træner. Bliver svært at cykle, når man har travlt med at high-five sig selv.

They made me an offer I couldn’t refuse.

Jeg har sagt op. Blev for 14 dage siden ringet op af The Artist Formerly Known As Boss, som spurgte, om jeg havde lyst til at mødes til en kop kaffe og en snak om fremtiden. Sagde ja tak og gjorde status.

Jeg har siddet, hvor jeg gør siden 1. april. Da det er et vikariat, har jeg hele tiden vidst, at det egentlig bare skulle fungere som hylde, hvorpå jeg kunne sidde og dingle lidt med benene, mens jeg overvejede indholdet af min fremtid. Jeg har truffet nogle beslutninger, mens jeg har siddet her, som betyder, at min hverdag ved siden af jobbet i dag ser anderledes ud, end den gjorde tilbage i marts. Jeg har kigget på, hvordan jeg prioriterer at bruge min tid – og justeret, hvor det har været nødvendigt. Jeg har givet mig selv mulighed for at trække vejret og træde et skridt tilbage, hvilket har givet et klarere og mere realistisk billede af det fag, jeg valgte at sætte på hold. Det har ændret sig voldsomt, siden jeg blev uddannet for snart 7 år siden, og til sidst gik det hele så stærkt, at jeg var for rundtosset til at kunne finde fodfæste. Jeg har haft brug for pause.

Jeg har haft et halvt år til at tænke i og jeg har brugt det. Og derfor har jeg takket ja til jobtilbuddet, jeg fik i går. Jeg er tilbage. For som Finnen sagde til mig: ”This is what you were trained to do.”

Gåde:

Hvad er værre end at høre en af verdens mest trælse sange Sweet Home Alabama i radioen?

Svar: At høre fantasiforladt wannabe-version af selvsamme sang, indspillet af gnom med langt hår og hat, der – om muligt – er dårligere end originalversionen *hadefuld-smiley-der-spytter-på-radioen*

I medgang og modgang – til teknologien jer skiller.

I går kunne man læse følgende i MetroXpress:

“Aldrig har danskerne været så ængstelige for, om partneren er tro, lyder det fra både parterapeuter, præster og privatdetektiver.”

I artiklen kunne man læse, at det er tanken om utroskab, der er ødelæggende for forholdet, mere end det er de faktiske begåede gerninger. BlumLab laboratorier kan fortælle, at når folk hjemmetester mystiske dna-spor (er løbet kørt, fristes man til at sige…), frikender langt de fleste tests den mistænkeliggjorte partner.

Ifølge præst Anna Mejlhede er forklaringen på vores frygt, at: ”Troskab er blevet den sidste bastion, man kan måle forholdet på. Om det er godt eller ej. Men det er mindst lige så vigtigt at elske og ære sin partner. Og folk er blevet mere tro. Ikke fordi det er forkert at være alene, men fordi det er en falliterklæring at blive skilt; at man ikke prøvede nok.”

Det lyder lidt søgt og teoretisk i mine ører. Hurtig håndsoprækning: Hvor mange er bange for at deres partner er utro, fordi de synes, at det ville være en falliterklæring at blive skilt? For de flestes vedkommende tror jeg, at det handler om, at vi er smerteligt bevidste om, hvordan vi alle vader rundt i en konstant tilgængelig buffet af tilbud.

Facebook er som skabt til at distanceflirt. Vi bliver bekræftede, når gamle flammer kontakter os, men samtidig er det så udbredt og uskyldigt, at vi kan forsvare det overfor både os selv og kæresten. Jeg ville blive forbløffet, hvis nogen kan fremvise en venneliste, der ikke indeholder et eneste tidligere sovedyr. Det behøver der ikke ligge noget i overhovedet, men fb betyder, at vi i langt højere grad end tidligere kan forholde os til kærestens fortid.

Hvis forholdet skranter lidt, og kæresten tilføjer nye fb-venner af modsatte køn i en uendelighed, tror jeg at de fleste, uden at anstrenge sig særligt, kan oppiske lidt paranoid grundangst over det. Og hvor man tidligere skulle starte fra 0, med indledende flirt og test af er-du-på?/er-jeg-på?-signaler, hvis man havde tænkt sig at være utro, har man i dag både fælles referenceramme og mulighed for at følge med i potentielle sidesprings gøren og laden, når man er fb-venner. Man er ovre de indledende strækøvelser, allerede når man støder på hinanden i byen, og hvis ikke man træder varsomt, risikerer man, at A ender med B, fordi betænkningstiden således er blevet markant kortere. Man skal være vågen, hvis man skal nå at trykke på Esc.

Mobilen er også som skabt til at skabe mistro og frygt. De færreste synes, at der er noget galt i at sms’e lidt frem og tilbage, men det er svært at sætte en grænse for, hvornår man bevæger sig ud, hvor isen begynder at knage. Skal man studse over det, hvis kæresten skriver med en kollega af modsat køn kl. 23 om aftenen? Hvor mange sms’er er for mange til, at det er normalt? Må man spørge hinanden om, hvem der skriver? Og hvad de skriver? Falder det i Privatlivets Fred- eller Hemmelighedskategorien?

Jeg aner det ikke, og jeg tror ikke, at jeg er alene. Netop det, tror jeg, er grunden til, at vi frygter utroskab så meget. Læbestift på skjorten og mystiske kvitteringer er ikke længere alene om at indikere, at something måske is rotten in the state of Denmark – men de nye indikatorer er sværere at tolke på, fordi de rent faktisk kan være ganske uskyldige. Uheldigvis kan mistanken alene ende med at være ligeså ødelæggende for forholdet, som utroskab ville have været. Måske fordi de begge ødelægger den vigtigste grundingrediens i et godt forhold: Tillid.

Desperation Royale.

I fredags var jeg på kasino for første gang i mit liv. Jeg brød mig ikke ret meget om det. Det havde formentligt været sjovere, hvis jeg rent faktisk havde haft råd til at være der, men ud over det, synes jeg, at det var en lille smule creepy.

Der sidder nogen sølle skæbner sådan et sted. Jeg havde forventet glamour, store armbevægelser og cocktails. Det var der ikke meget af. Der var en lille håndfuld jet-settere og købedamer til stede, men ellers var der mest ensomhed, desperation og distriktspsykiatri.

Ved de enarmede sad en mand på min fars alder med svedskjolder under armene og en lille bog, hvori han manisk noterede sine resultater. Ved vores bord sad en kineser uden en eneste tand i kæften, hvis dansksproglige kundskaber ikke strakte sig længere end til at sige ”Gammel dansk” til tjeneren. For hvert 15. minut fik vi ny croupier, men de lignede hinanden til forveksling: Alle havde de teflonsmil, stivede flipper og kunstig overfladeoptimisme, der var en tilhænger af planøkonomi værdig. Alle udstrålede de, at de jo ikke kunne lægges til last, hvis folk ikke kunne styre sig, men spillede det hele op.

Lige så sjovt som sjusser, glimmer, lys og stærke farver er, når man fester sammen – ligeså trist og forkert tager det sig ud, når nogen sidder i det alene.

Die! Sons of Bitches!

Jeg hader DSB. Ikke bare ’kan ikke lide’. Længe forbi ’bryder mig ikke om’. Hader dem. Rent, ufortyndet 24 karats had.

Efter at have afviklet to kurser, der involverede en del fysisk aktivitet, på én dag, indfandt jeg mig, gammel, slidt og med blodsukker på 2, på hovedbanen søndag kl. 16.45. Fryden over udsigten til 3 timer i tog var til at overse, men da 17-toget er Afgangen Fra Helvede, hvor ALLE skal hjem, havde jeg naturligvis været på forkant med udviklingen og bestilt pladsbillet på hvilekupe.

Mens jeg ventede, kunne jeg følge med i, hvordan lyntoget til Århus, der efter planen skal køre 16.50, blev mere og mere forsinket. Flere af de folk, der ville have været med det, begyndte at sive over på vores perron. 16.57 var jeg så forelsket i min pladsbillet at jeg havde lyst til at gifte mig med den.

16.58: Tog ankommer. Nå. Vogn 51 & 52 er åbenbart ikke koblet på endnu.
16.59: Ok, det er lidt mærkeligt… Burde de ikke i det mindste være på vej?
17.00: ”Undskyld, men holder vogn 51 i et andet perronafsnit end det, der står på tavlen?”

Nej. Det gjorde den ikke. Den var nemlig pillet af. Men jeg ”kunne få refunderet min pladsbillet”. Skide fucking tak, din møgklovn! De 20 kroner vil være en stor trøst, når jeg STÅR OP HELE VEJEN TIL ÅRHUS!!! *smiley-der-er-i-overhængende-fare-for-at-selvantænde-af-arrigskab*

17.01: Nå. Men i det mindste er vi så mange, at man ikke skal bruge kræfter på at holde balancen. Står nærmest i spænd.
17.10: Lyntog på modsatte side af perron kører. Thank God. Så kan vi komme af sted.
17.15: Hvorfor. Kører. Vi. Ikke?!
17.18: ”Her er togets personale. Vi skal beklage, at vi stadig holder her. Vi har lige opdaget, at der ikke er en lokofører ombord på toget. Det… ved vi ikke lige, hvad vi skal gøre ved. Vi vender tilbage, når vi ved noget mere.”

Kan ikke rigtigt beslutte mig for, om jeg skal slå nogen ihjel, begynde at græde eller selv tilbyde at køre toget. Vil hjem. Vilhjemvilhjemvilhjem.

17.30: Og ENDELIG! Vi er på vej.

20.50. Efter 3 timer i selskab med 9. klasse fra Øse Efterskole, som brugte tiden på at råbe til hinanden for at overdøve musikken fra 3 forskellige telefoner, mens nogen snavede højlydt, og andre hjalp hinanden med at ordne hår med fladjern og lak, havde jeg lyst til at falde på knæ og kysse asfalten, da jeg snublede ud af toget. Jeg vil have bil!

Nå. Men jeg har store nåle.

Finnen har i sin omgangskreds en fyr, der sidder (på) inde med Alle Argumenters Moder: Hvis han er ved at tabe en diskussion, trækker han på skulderen og siger: ”Nå. Men jeg har en stor pik.” Åbenbart lukker dette udsagn effektivt for al videre diskussion, og alle andre hanner bøjer sig efter sigende for det.

Findes der en kvindelig pendant? Spurgte de andre hekse i går, mens vi stod og klædte om. Følgende blev foreslået – og afslået:

”Nå. Men jeg har gode nødder.” (Lad os være ærlige. Vi er 30+.)
”Nå. Men jeg er dyb.” (Hej. Jeg er Det Bundløse Hul.)
”Nå. Men jeg har en stor mis.” (Ad. Lyder som om man kan lease den ud som tunnel til metroen.)

Hmm. Lader til, at vi fortsat må forlade os på de gamle klassikere: Tårer og voodoo.

Heksen, elastikken og støvsugeren.

Ind imellem skulle man tro, at vi tilhørte et folk, der indtil for ganske nyligt havde været undertrykt af grum og ondsindet overmagt. Det ville i hvert tilfælde forklare, hvorfor der hersker en udpræget tendens til, at mage insisterer på at gøre, hvad de føler, at de har ret til. Det sjove er bare, at de fleste synes at mene, at de både må gøre, som de vil, og samtidig har krav på omverdenens forståelse for det.

Et langt stykke hen af vejen synes jeg, at det er fint, at folk er ærlige både i ord og gerning og gør, hvad de har lyst til. Det er nemmere at arbejde med, og du risikerer ikke pludselig at få et møgfald, fordi folk føler sig udnyttede over at give dig noget, som de egentlig kun vil af med, hvis de får taknemmelighed til gengæld. Men når jeg holder på min ret til at udvise en bestemt adfærd, så må jeg også acceptere, at det kan påvirke andres syn på og følelser for mig.

Hvis jeg begynder at synes, at loyalitet og kærlighed er noget selvfølgeligt, og noget jeg har krav på, uanset om jeg gør noget for det, eller om jeg bare rager til mig, så synes jeg faktisk ikke, at jeg har fortjent nogen af delene. Ingen kan lide fornemmelsen af at blive taget det for givet. Ingen gider være den sure kæreste, eller den, der bliver behandlet som et barn. Ingen gider tage imod ordrer eller tvinges til at støvsuge, når det passer den anden. Ingen gider gøre det hele selv.

De fleste af mine veninder skændes ikke med kæresten, fordi det oftest er dem, der laver mad og vasker tøj. De skændes med ham, fordi han tager for givet, at de gør det. Modsat hvad en myte, der nægter at dø ellers hævder, kender jeg ikke mange piger, der drømmer om at være bossen i forholdet. De vil hverken have en far eller en søn; de vil have en wingman.

De arbejdspladser, hvor cheferne stiller mere og mere ekstreme krav til medarbejdernes fleksibilitet og indsats uden at ville give noget den anden vej, begynder medarbejderne selv at regulere ved at sætte hælene i og pludselig kun levere, hvad der er absolut nødvendigt for at forblive ansat. To skridt frem og tre tilbage.

På kort sigt kan det virke som en god ide at prøve at øge sine resultater ved at stramme skruen en ekstra gang. På kort sigt kan det være behageligt at få masseret egoet ved at have gamle døre til at stå på klem eller lade sig servicere og varte op. I længden er det bare som oftest sådan, at hvis man hiver for meget i elastikken i den ene ende, så ender den med at sprænge i den anden.

Uuh, I’m crazy and I’d like to kill..

Hvorfor er det aldrig gode sange, der sætter sig fast i hjernebarken? Eller bare – som minimum – sange, man kan mere end én linie af? Har siden torsdag været hjemsøgt af skabet børnestemme, der synger: ”Uuh, I’m happy, and I like to sing”. Hvorfor? Ser ikke så meget TV, at reklamejingler burde kunne nå at sætte sig fast. Finnen har i det mindste et repertoire, så man kan zappe. For tiden kan vi vælge imellem et semi-depressivt Johnny Cash nummer, et Volbeat-trommepotpourri og Nina Simone, der synger om døde slaver. Prince of Darkness. Jeg er bare stuck med soundtracket til et salgsfremstød for mel.

Nå. Trods alt må den roses for at have udslettet Jamaica Jamaica.

……..

”Den dag jeg kom med et skib til Jamaica…”

Du får tusinde kroner, hvis du skyder mig.