For en 10’er blandet, tak.

Hvorfor er der ingen, der laver en Bland-Selv-Grøntsagsbiks? Elsker salat med tusinde ting i, men træls at man kun kan købe 10 løg, 15 asparges og 20 sugarsnaps af gangen. Ville det ikke være smart, hvis man kunne nøjes med at købe 2 gulerødder, 4 tomater, 3 springløg osv?

Har vi nogle iværksættertyper, der læser med?

Top 5

Over ting, jeg er virkelig dårlig til:

1) At lave glasur. Og nu hører jeg hånlatter og ’jamen det er jo bare at justere på vandmængden, Linda’. NAAAAAAAAAJ!DETERAAAJPRETTYFACE!!! Hvis det var så nemt, så havde jeg jo nok fundet ud af det!! Der er nedkaldt en ubrydelig glasurforbandelse over mig. Jo, der er!

2) At koge æg. Når jeg hiver dem op af gryden, er det altid med et vist element af spænding, jeg slår toppen af. Somme tider får jeg slimet æggesnask ud over hele bordet. Somme tider ødelægger jeg skeen, når jeg hamrer den mod lille, hvid granitblok.

3) At koge kartofler (man aner et mønster…) Står og glor ned i gryden, som om jeg forventer, at de skifter farve eller giver mig thumbs-up, når de er færdige. Somme tider prøver jeg at stikke en gaffel i dem, fordi jeg har set andre gøre det. Men det giver nogenlunde ligeså meget mening, som når bilen ryger, og jeg åbner motorhjelmen og kigger ned. Om der så var neonskilte og blinkende pile, der viste, hvor problemet var, ville jeg ikke ANE, hvad jeg skulle stille op.

4) At læse manualer og brugsanvisninger. Lider tilsyneladende af meget speciel afart af narkolepsi. Efter 4 linier falder min hjerne i søvn, og når jeg vender sidste side, mener jeg bestemt at have læst det hele – jeg aner bare ikke, hvad der stod.

5) At aflevere mine biblioteksbøger til tiden. Skylder efterhånden hvad der svarer til udbetalingen for et mindre århusiansk byhus i bøder. Jeg synes godt nok, at det er nogle korte måneder, de holder sig på det bibliotek. Læg dertil, at jeg ikke tjekker afleveringsdatoen på nettet eller gemmer lånekvitteringen, fordi jeg føler, at jeg har ret til at beholde bogen, til jeg har læst den. Er jo faktisk lidt som at handle i Frelsens Hær, at låne bøger på biblioteket. Uegennyttigt genbrug. Og med det girokort, som menneskene med det misvisende kælenavn ’skat’ har sendt (haderskathaderskathaderskat!), burde jeg faktisk have lov at beholde bøgerne for good.

I skovens dybe, akavede ro.

Jeg befinder mig heldigvis sjældent i akavede situationer. Måske er jeg god til at undgå dem; måske opdager jeg bare ikke, når jeg bør være utilpas eller pinlig berørt – eller får andre til at blive det. Men i går aftes fik jeg for en kort bemærkning lov at opholde mig i Den Ukomfortable Zone.

Finnen og jeg tog til stranden til en sen dukkert og lidt mad. Da vi parkerer bilen, siger finnen helt, helt afslappet: ”Nå, det er da Kongen, der sidder der?”. Som i: Min sommerfling fra sidste år, som jeg har fortalt om, fordi jeg tror på konceptet Ærlighed. (Og lidt fordi han har forretning i finnens baghave.) … Super. Hvorfor bliver jeg aldrig for gammel til at synes, at den slags er en lille smule pinligt? Vi har mødt hinanden 100 gange siden, hilst, snakket og har fælles bekendte, og der er no hard feelings overhovedet. Jeg havde stadig lyst til at tage finnens hånd og hurtigt få os hevet ud af Kongens synsfelt.

Tasker med mad og poser med badetøj ud af bilen. Hilser pænt og voksent. Af sted mod trappen. Finnen kommer nu i tanke om, at han har glemt noget. Der står jeg så med 3 store tasker, da long lost friend af finnen pludselig kommer i raskt trav ud af skoven, og fikserer ham i svedigt, kammeratligt knus. Stor gensynsglæde.

I mellemtiden har Kongen fået selskab af to hoffolk. I et forsøg på at liste ubemærket af, råbe-hvisker jeg, at jeg går ned, skovler bagagen op og styrer mod trappen. ”LINDA, DU SKAL DA IKKE SLÆBE ALT DET SELV!!”, råber finnen bekymret og galant. Her er det vigtigt at forstå, at han virkelig mener det. Resultat? Jeg nu står som overlæsset æsel, svedende og med 5 mænd, der kigger undrende på mig. Tænker, at de forsøgte at få øje på enten burka eller røde strømper.

Ned af trappe, tøj af, ud i vand. Der går lidt, inden det går op for mig, at vi nu alle sammen ligger og padler rundt i samme vandpyt. Da vi kommer op og sidder og spiser, skal royal trop forbi. Flere gange. Jeg ved nu, at grænsen for, hvor mange gange man kan sige ’hej’ uden at det virker mærkeligt, går ved 2.

Hvorfor er det sådan?? Måske fordi folk, der engang har haft adgang til privatlivet, er forment visuel adgang, når deres visum er udløbet? Eller måske nærmere fordi jeg egentlig helst er fri for at se tidligere finske landvindinger *syngende-smiley-med-lukkede-øjne-og-høretelefoner*, og derfor automatisk går ud fra, at det samme gør sig gældende modsat.

blogsbjerg anmelder:

Har været inde og se Batman. Havde egentlig på forhånd tænkt, at jeg ikke helt vidste, hvorfor jeg gerne ville se den. Jeg bliver altid skuffet over superhelte-film. Har set Spiderman, 3 af de tidligere Batmanfilm og et par stykker mere i samme kaliber, og jeg har hver gang syntes, at handlingen var tynd tynd tynd. Producenten gerne vil have det hele med, både kærlighed, special effects og moralske dilemmaer, og resultatet bliver en spinkel, utroværdig historie uden dybde overhovedet. Men med gode billeder, dog.

Jeg elskede The Dark Knight. Fantastiske skuespillere (elsker Morgan Freeman!), helt rigtig vægtning af, hvor meget de forskellige personer skulle fylde i historien, flotte billeder og troværdighed overfor genren ved at lade nogle af De Gode dø. Heath Ledger er fortvivlende god som Jokeren. Fandme godt nok spild af talent, at han er tjekket ud.

Man skal vælge sine kampe med omhu.

For et års tids siden sad jeg og snakkede med en veninde, som er i et – udadtil – meget stabilt forhold. Kæresten og hende har kendt hinanden i årevis, så stor var min overraskelse, da hun sagde, at hun jævnligt blev grebet af frygt for, at han ville gå fra hende, når de skændtes. De følgende uger lavede jeg en rundspørge blandt veninderne, og det viste sig, at noget, der ligner 80 % af alle adspurgte, havde det på samme måde, og at det var mere udpræget hos dem, der havde mødt kæresten i en sen alder, end dem, der havde kendt hinanden siden 8. klasse. Logisk nok, måske. Når man passerer 30, så har de fleste fået en rift eller to over snuden, der gør, at man nok er lidt mere forbeholden nu, end da man var 14.

I weekenden læste jeg så i Politiken, at statistikken siger, at når folk går fra hinanden, er det oftere kvinden, der går fra manden end omvendt. I første omgang studsede jeg; Det passede jo ikke ret godt med resultatet af min ufejlbarlige, repræsentative opinionsundersøgelse. Men efter at have spekuleret lidt, nåede jeg frem til, at det måske alligevel ikke var så mærkeligt.

Når man er bange for at miste, hvad man har, passer man godt på det. (Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har spurgt mine drengevenner, hvordan de har det med blive-gået-fra-angsten, så muligvis er alt, hvad jeg skriver herfra og ned helt og aldeles forkert, og udelukkende udtryk for forskersjusk og forurenet kildemateriale.) Anyway: Udmeldingen fra veninderne var, at deres kærester virkede sikre i forvisningen om, at pigerne ikke ville gå nogen steder. Jeg tror ikke, at det er udtryk for, at fyrene ikke er glade for kæresten eller for at de tager hende for givet – jeg kunne mere mistænke det for at være noget kønsbestemt. Piger passer godt på deres legesager og får tårer i øjnene, hvis der kommer en ridse i overfladen på glimmerdiskorulleskøjten. Drengene opfatter legetøj, som noget, der skal bruges, og ser det ikke, hvis bolden er møgbeskidt eller sværdet skal holdes sammen af gaffa.

Som med alt andet handler det vel om at mødes på midten. Hvis man føler sig overset, taget for givet og som den, der skal lappe sammen og glatte ud hver gang, er det måske ikke så mærkeligt, hvis man en dag får nok, køn underordnet. Omvendt kan man heller ikke bebrejde den anden, at vedkommende ikke kan gætte, hvad man tænker. På en eller anden måde, er man nødt til at finde fred med, at man satser sig selv og sit hjerte i spil, hvor der ikke gives garantier. Men derfor kan man jo godt tænke lidt over, hvilken rolle man selv vælger at tage. Hvis man vælger at rydde op, gøre rent, vaske op og vaske tøj uden at bede om hjælp, er der vel ikke noget at sige til, at kæresten ikke opdager, at det skal gøres. Hvis definitionen af ’ren’ er forskellig, kan man måske finde et kompromis. Hvis man gerne vil have komplimenter, kan man prøve at spekulere over, hvornår man sidst selv gav en. Hvis man ikke har lyst til at ende med at skulle passe sit barn uden hjælp, kan man prøve at lade være med at overtage, når kæresten klæder ungen på i pink og rustrød.

Tvivl og angst er nogle trælse følelser at have på hylden i et forhold, men jeg synes samtidig også, at det er vigtigt at huske, at kærligheden er noget man er heldig, når man finder, og som man derfor skal tage vare på. Det er værd at huske, at man ved at bide alting i sig, risikerer at ende med at skabe det resultat, man frygter: At forholdet falder fra hinanden. Ikke fordi han ikke kan tackle dig eller dine krav, men fordi fundamentet ikke er i orden, hvis du lader som om, du ingen grænser har.

Hvis man fjerner diskussioner om ting, der er ligegyldige, og man er opmærksom på sit eget ansvar i forhold til at skabe uhensigtsmæssige mønstre, så kan det være, at man får skabt ro og mod nok til at turde tage konfrontationerne om de ting, der betyder noget. At bruge energi på at løse de svære ting, er jo i virkeligheden det bedste bevis på, at man gerne vil være sammen med den anden.

Meta-blogger.

I går snakkede jeg med én, som havde set en tv-udsendelse om blogging, og hvor begrebet blev kaldt Internettets svar på reality-tv. En amerikaner, der var klog på noget med IT og kommunikation, var bekymret for, om vi stopper vores åndelige udvikling, fordi vi i dag tilegner os ny viden fra amatører, som i princippet ikke kan noget, andet end at fange vores opmærksomhed.

Jeg synes, at sammenligningen af realitytv og blogging er spot-on. Muligheden for at følge med i andres liv, på områder som vi normalt ikke har adgang til, er fuldstændig den samme, om end man på bloggen selv er herre over redigering og censurering. Jeg tror stadig, at mange af os har til gode at forstå, hvor stor betydning det kan få, at vi lægger vores tanker og holdninger til skue, hvor kommende arbejdsgivere, gamle kærester og andet godtfolk kan følge med. For mit eget vedkommende har bloggen udelukkende medført positive ting – tror jeg. For jeg finder formentlig aldrig ud af det, hvis nogen har valgt mig fra pga. min blog.

Jeg tror, at vores behov for at læse/se med i andres dagbøger, er opstået fordi alting i dag er blevet udpræget individualiseret. Vi har fået så mange muligheder for at påvirke og indrette vores eget liv i vores egen rytme, at vi er blevet asynkrone. Vi er ikke længere en del af en klan, der følger samme tidsskema, som vi selv gør. Mulighed for tilrettelæggelse af egen arbejdstid, hjemmearbejdspladser, træning efter telefonboksmodellen, hvor man passer sin egen km2; alt sammen noget, der giver mulighed for at gøre hvad vi vil, når vi vil – men som også betyder, at vi kun er sammen med de samme mennesker i meget korte intervaller af gangen. Det er nemt nok at være høflig og nystrøget i to timer af gangen, men det giver et temmelig kunstigt billede af de fleste.

Individet definerer sig selv ud fra flokken: Det giver ingen mening at snakke om, om man er genert, klog eller høj, hvis ikke der er nogen at sammenligne sig med. Netop denne spejling, tror jeg skaber behovet for blogs og realityshows. Det handler egentlig ikke så meget om at se, hvem der ender på værelse med hvem, eller at læse, hvor galt en bytur kan gå. Jeg tror bare, at vi har brug for at se, at andre også somme tider er både grimme, stive, intrigante og i tvivl.

Nej, men jeg har et cirkelspark, jeg kan undvære, hvis det er?

Er man meget ond, når man ikke synes, at det er synd for nussede tiggere? Når jeg kommer gående på strøget, og de sidder der med alle ansigtstræk arrangeret i Patetisk Ynk, så får jeg faktisk en lille smule lyst til at gøre skade på dem *smiley-der-øver-sig-i-at-ramme-fortænderne-når-den-sparker*. Hvor nødlidende er de, når de har råd til at give 40 kr. for den kop kaffe fra Baresso, de altid har stående ved siden af? Ville også virke mere troværdigt, at de sad i Askepots aflagte tøj, hvis ikke de havde en Opsamler til at køre rundt i en slæde af en BMW og samle rovet med et par timers mellemrum, så der ikke er for mange penge i kruset. Jeg vil gerne hjælpe mennesker, der ikke har det godt, men fake-torturoffer-selvmedlidenhed, klæd-ud tøj og anden emotionel afpresning giver mig højest lyst til at donere et voldeligt overfald.

Jeg er mere ambivalent, når det kommer til flaskesamlerne. På den ene side er det temmelig irriterende, at de flår flasken ud af hånden på mig, når den stadig er halvt fyldt, og jeg gider ikke vende mig for at tage noget i min taske, og støde ind i en gammel, rynket asiat, der står og roder med en pind i mine ting. På den anden side må jeg medgive, at de hjælper med at holde byen ren, og når de vil det nok til at begrave armen fra skulderen og ned i andre menneskers affald, så har de egentlig også fortjent den krone, de kan veksle flasken til. Hvilket retfærdiggør tøjet. Det er vel nærmest at sidestille med arbejdstøj. Jeg forstår bare ikke hatten?

Nix pille.

Jeg har skåret tænder i nat. Så meget, at jeg i morges vågnede med hjerne omsluttet af for stramt kranie betrukket med hud i str. x-small og kæbe i formstøbt beton. (Kan skyldes, at jeg fik åbnet for diskussion i går om emne, der ligger mig meget på sinde. Utroligt dumt og uovervejet, når jeg tænker på, hvor smadret jeg var. Endte med overbærende finne, der forsøgte at fortælle mig, at jeg var meget, meget træt, og mig, der med mærkelig 4-årig børnestemme hylede “NAAAAAAAJ!!!JEGERAAAAAJ!!!!”, mens jeg stampede i gulvet.)

Nå, men tilbage til hovedpinen. For i min verden er piller noget, der rangerer på linie med ilt og tyngdekraften: Tilgængeligt, indlysende nødvendigt og noget jeg bruger uden at tænke over det.

Jeg kender flere, der af princip ikke spiser hovedpinepiller. Et statement, der ville give mere mening, hvis ikke det var fordi, de gladeligt indtager alskens kemikalier, fx. alkohol, farvestoffer og e-numre, som de ikke har den fjerneste idé om, hvad der gemmer sig bag, uden at tænke over det.

For mit eget vedkommende mener jeg – hvis jeg skal være helt ærlig – at jeg har krav på en fuldt funktionsdygtig krop, der adlyder mig, når jeg træner, ligemeget hvad jeg udsætter den for. Jeg bliver nærmest forbløffet, hvis den efter 14 dages pause kombineret med massivt alkoholindtag svigter mig, og ikke kan yde, hvad den plejer. Skader er irritationsmomenter, der bare skal ignoreres til de fatter, at de ikke er velkomne. Jeg har blandt mange andre ting trænet (og undervist) med: Bøjede ribben, lungebetændelse, betændelse i skinnebenene, forstuvninger i et utal af led, betændelse i bi- og pandehule, diverse forstækninger og flækket ribbensbrusk. (Dog ikke på én gang…). Det kan selvfølgelig mærkes, og her kommer mine venner kemikalierne ind i billedet. Hvad man kan hustle sig til af medicin hos lægen, er faktisk ikke småting *smiley-der-nok-tror-at-den-kan-lære-folkene-i-Mølleparken-et-trick-eller-to* – og indtil nu, har det virket fuldstændig rimeligt, fordi alle jeg var omgivet af, gjorde det samme. Men det sidste halve år, har vi haft nogle udskiftninger på rollelisten på blogsbjerg, og jeg kan godt høre på det hele, at mennesker uden for Rød Stue ikke er imponerede. Nærmest tværtimod. Og når de spørger, hvorfor fanden jeg gør alt det modsatte af, hvad jeg råder andre til, når de har skader, så er alle ansatte i Afdeling For Argumenter i min hjerne gået til kaffe.

Nu blev min hovedpine værre igen. Fordømte selvransagelse. Kan man ikke få noget imod det?!