Mmmdetbarefordi!

Hvor mange lys er det lige, der skal være i kagen før man stopper med at regrediere til børnehavestadiet, når man bliver træt *smiley-der-kigger-mod-himlen-og-slår-opgivende-ud-med-sine-små-gule-arme*?? Rimeligt belastende at vide, at man et sted derinde har gode, konstruktive voksenargumenter og måder at italesætte (undskyld. Virkelig. Synonymer til dette frygtelige, blebefængte bastardord udbedes asap) situationen på – og det eneste, man kommer op med, når man febrilsk roder i mentalkassen, er underskudsudmeldinger, selvmodsigelser og hvæs. Sgu da heldigt, at nogen trods alt er så voksne, at de kan kigge på én og stille og roligt spørge, om man gerne vil slås? Gør det en hel del nemmere snøftende at indrømme, atmanjobaregernevilaes.

Det kører.

Jeg ved ikke, om det er fordi de smiler så bredt i disse sporarbejde-tider, men jeg har i dag snakket med 3 forskellige biludlejningsfirmaer, og jeg er aldrig i servicebranchen blevet mødt af så meget venlighed og topprofessionel betjening. Da jeg lagde røret (siger vi stadig det? ’Da jeg trykkede på afbryd’ lyder så fladt. Mangler også stadig acceptabelt alternativ til at smække røret på i vrede.), var jeg helt varm og glad indeni, fordi jeg tydeligt kunne mærke, at jeg havde fået nye venner.

Hvis ikke det lige var fordi det kostede, hvad der svarer til Zimbabwes bruttonationalprodukt at blive udstyret med hjul, ville jeg være i højrisikozonen for at udvikle et lejemisbrug.

Top 5

over taske-No-No’s:

Muleposer.
Om du så trækker i Hugo Boss og slips, vil hørmen af Bjørnebryg Indtaget På Bænk Kl. 10 klæbe til dig som nusset, pelskravebesat Kansasjakke. Dertil kommer, at designet lader en del tilbage at ønske. Mange af disse økoklidposer prydes af logoer fra eksempelvis Varde Bank. Er man virkelig interesseret i at delagtiggøre resten af verden i, at man bruger en 16 år gammel taske? Er man?

Nylongymnastikposer (- dem, hvor snørerne bruges som skulderremme.)
80’erne har ringet. Vil have dem tilbage. Og er der andre end mig, der har bemærket, at mongoler synes særligt glade for disse rædsler?

Små rygsække.
’Hej. Jeg er 45 år, hører Lars Lilholt og arbejder med mennesker’. Inden man hænger noget i miniatureformat på ryggen, bør man måske også lige kort overveje, hvordan det får ens røv til at tage sig ud.

Fletkurve.
Lad nu være. Og slut med de Isabella Smith blade.

Små håndtasker monteret på mænd.
Bliver så trist, når jeg ser alfahan med kuglerne parkeret i flæser og Hello Kitty.

Ekstra døgn søges.

Forleden læste jeg et interview med Line Rafn, som jeg synes er rockersej. Hun gør noget, hun brænder for, og hun gør det fantastisk. Samtidig synes jeg, at hun er ret godt skruet sammen i hovedet, og siger nogle fornuftige ting. I interviewet blev hun spurgt, hvordan hun fik tid til et privatliv, når hun både var dommer på X-faktor og samtidig forberedte turné med Infernal. Hendes svar var, at hun havde truffet en bevidst beslutning om at prioritere sit band, fordi det var det, hun ville, og det der gav hende størst tilfredsstillelse og livsglæde at beskæftige sig med. Hun fortalte, hvordan hun i mange år havde stresset over at forsøge at pleje venskaber ved at presse dem ind i et skema, der i forvejen var spændt til bristepunktet. Til sidst var hun så presset 24-7, at hun havde været nødt til at tænke længe og grundigt over tingene, og det endte med at hun at traf valget om at lukke de ting ned, der alligevel ikke var tid til at pleje ordentligt.

Jeg er ikke god til at kede mig. Jeg bliver meget hurtigt rastløs. Jeg har, hvad man kunne kalde en høj grundspænding. Derfor har jeg for det meste så mange bolde i luften, at jeg til forveksling kunne minde om – (Gud forbyde det!) – en gøgler. Listen over aktiviteter jeg i tidens løb har kastet mig over er lang, og byder blandt mange andre ting på spejder, selvforsvar, stepdans, saxofon, strikning (skal tilsyneladende bare starte med s, kan jeg se…). Problemet er, at jeg ikke er ret god til at afvikle gamle aktiviteter i takt med at der bliver sat nye på skemaet med det resultat, at jeg somme tider er ved at løbe tør for timer i døgnet, fordi jeg vil nå det hele.

Det er til at have med at gøre, når vi snakker om beskæftigelsesterapi. Det er trods alt bare tidsfordriv, men jeg kan se, at jeg har tendens til at gøre det samme med venskaber. Og jeg er splittet. Den ene side af mig har frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg synes, at jeg giver alt, alt for lidt, hvilket betyder at jeg knokler som en sindsyg for at skabe mere tid. Den anden side af mig har travlt med ikke at være imponeret over, at jeg tilsyneladende opfatter mig selv som verdens omdrejningspunkt; folk sidder naturligvis bare med tilbageholdt åndedræt og venter på mit fabelagtige selskab. De vælger mig jo nok fra, hvis de ikke gider mig og mine stunts længere.

Derfor hæfter jeg mig ved, hvad Lina siger. Spekulerer på, om ikke det er bedre at lukke noget ned, hvis man ikke har tid til at give det den opmærksomhed, det kræver? Selv ville jeg langt hellere afskrive en person, der alligevel stod med benet ude af døren og tankerne ude af fokus, end at acceptere at få tildelt en halv time hist og en time pist. Det er højrøvet, arrogant og ikke i orden.

Men hvad nu, hvis man holder forfærdeligt af dem alle sammen? Hvis nu man har været så heldig at finde nogen, der kan tackle mennesker med personligheder, der hele tiden svinger imellem storhedsvanvid og mindreværd *host*? Hvis man har skåret de nemme fra? Dem, som vil have at du besøger dem i hjemstavnen, men som aldrig ville finde vej til Århus, hvis ikke det var for Ikea? Det er eliten, der er tilbage, og jeg går ikke af med nogen af dem. Mine døgn er bare så korte, og hver gang jeg vender mig om, er det mandag igen. For fanden altså.

Flet næbet, møgfugl, 2. del.

Efter at have spekuleret lidt over det, er jeg nået frem til, at det måske ikke er tilfældigt med alt det Erik Grip i radioen alligevel. Måske er det simpelthen endnu et led i mine forældres plan om at grundlægge fuglenirvana, post mortem paradis inklusive? Mine forældres have er the place to be, hvis du er en af de hippe fugle. Penthousekasser til højre og venstre placeret i den for arten rigtige højde, trimmet buffet 24 timer i døgnet uanset om du foretrækker kerner eller fedt og spa resorts, hvor du nænsomt skærmet og i smukke omgivelser kan skylle fjerene i fred.
To rummelige etværelseslejligheder med egen kantine. Bemærk venligst den flaksende fugl på vej ind i kassen placeret i stære-højde.
Room with a view.
Til børnefamilier, der foretrækker nabohjælp og pool til ungerne.
Bord i ryger eller ikke-rygerafdelingen?Mor, hvor kommer fugle hen, når de dør?

Pengene flyder med strømmen.

Jeg kom idag hjem til kærlig hilsen fra NRGi. Kr. 3300,- At betale.

Med girokort fulgte brev, smækfyldt med ord og sætninger, der ikke giver nogen mening overhovedet. For eksempel kan jeg se, at jeg har et ‘el-abonnement’. På Falck-måden, så jeg – hvis jeg f.eks. sidder på hotel i Spanien, som pludselig løber tør for el – kan ringe og via mit abonnement gøre krav på reserve-el ved nærmeste El Pusher [spansk sprogjoke, Red.], eller hvad? Længere nede gør de mig opmærksom på, at NRGi ejer stikledningen, hvilket ærger mig lidt. Jeg ville gerne have haft min egen. Af bagsiden fremgår det, at jeg betaler kr. 93,- i ‘offentlige forpligtelser’ (finnens bud var, at jeg et sted derude har et barn på gule plader, som jeg har glemt alt om), og endelig betaler jeg både ‘eltransportbetaling’, ‘eltransport Energinet’ og ‘eldistributionsbidrag’, hvilket tilsammen beløber sig til omkring kr. 500,- Ser ud til at min el vælger at transportere sig i taxa, det ødsle svin.

Hvis jeg en dag har en time i overskud, ringer jeg til NRGi’s kundeservice og beder dem forklare mig begreberne. Jeg sætter 1600 kWh på, at de ikke selv fatter, hvad der står.

Route 66.

I mine forældres entre hang i mange år en plakat, hvorpå der stod: ‘Tank op – tænk positivt’. Da jeg dengang brugte en del tid på at se godt ud i Weltschmertz, spekulerede jeg aldrig nærmere over budskabet, men som med så meget andet, er det noget, der er kommet til at give mening, efter at jeg er blevet ældre.

Idag mener jeg, at der findes to grundlivssyn at anlægge: Det postive og det negative. Ingen får lov at lounge-cruze afsted uden at blive stillet overfor forhindringer, som umuliggør jævn fremdrift, men jeg tror, at det er holdningen til hindringerne, der afgør, om man, når solen går ned, synes, at turen var besværet værd.

Det skulle undre mig såre, om der sidder en nidkær Kraft ved kontrolpanelet, som kun nedkalder forbandelser over pessimister: Står du i vejen, bliver du ramt, ligemeget hvordan du er designet i humørcentret, men for mig virker det logisk, at noget dårligt vil fylde mere, hvis du først bruger lang tid på at frygte det, for derefter – hvis det så rent faktisk sker – at give det ligeså meget plads ved bagefter at fortælle historien igen og igen for at underbygge, at du er den uheldige type, som alt dårligt sker for.

Man gentager kun en handling så længe, at payoff’et ved denne er større, end det ville være, hvis man lod være, men nogen gange er en vane altså også bare en vane. Den kan ændres. Prøv at lægge armene over kors. Done? Prøv at krydse dem modsat. Pænt svært, ikke? Dét er vane og intet andet. Du er ikke genetisk disponeret for at krydse højre øverst; det er bare det, du plejer at gøre.

Hvis man kan vænne sig til at skrue ned for det negative livssyn, der suger ilten og kvæler lys og vegetation, så er der formentlig en del mere overskud at gøre med, når man står overfor en reel forhindring næste gang. Derudover bliver det også bare en bedre tur, hvis man undervejs husker at løfte blikket, nyde solen og trække vejret.

Hit med flere udråbstegn!!

Brev fra Post Danmark? Hvad nu? (Hvis det er flere af de der reklamer for deres medarbejdere, hvor vi skal læse, hvordan de spæner rundt i Rol Skov og spiller rollespil eller har kælesøløver, stopper jeg den ned i halsen på den postmand, jeg ser. Reklamer NEJ TAK, blev der sagt! Er det egentlig ikke også rufferi at reklamere for sine medarbejdere på den måde?)

Der er kommet en pakke. HURRA! Min parfume. Men hvorfor et helt brev? Plejer da bare at få den der lille, fedtede lap?

!!!?! TOLD?!! Prøliåhørher! Er vi da for fanden ikke med i det der EF?! Er nu oppe på 550 kr for 50 ml, hvilket giver en literpris på .. ja… gange100divideret … som flydende guld!! Fascitoide, nidkære politiwannabes!

Er sgu SIDSTE gang, jeg bekæmper et impulskøb!