Don’t happy, be worry.

Somme tider kan det være en udfordring at blogge, fordi man er bange for uforvarende at komme til at træde nogen over tæerne. Hver gang jeg har skrevet et indlæg af de mere kantede, vågner jeg til mobil fuld af “Erdetmig?Deterikkemigvel?Hvisdetermigskaldusigedet” beskeder.

Og det er svært. For selvfølgelig handler mine indlæg om nogen, og selvfølgelig er der altid en triggerhandling, der gør, at et indlæg bliver til. Men der er ingen af mine indlæg, der ikke har en rem af huden. Når jeg skriver, at jeg ikke kan lide pyl, er det ligeså meget hos mig selv, jeg finder det frastødende, som hos andre. Mine indlæg er ofte overvejelser, jeg gør mig om, hvordan jeg kan udvikle mig som menneske, og prøve at undgå af falde i nogen af de mange fælder, der er derude, som kan sluge livet – og glæden ved det – i en enkelt mundfuld.

Og netop livsglæden var faktisk, hvad jeg havde tænkt mig at blogge om idag, indtil jeg pludselig blev bange for at sparke til nogen, der i forvejen ligger ned. De sidste mange dage, har jeg haft folk omkring mig, som har været gode steder i livet, og været glade. Da jeg også i tiden har svært ved at få armene ned, har det været en fantastisk oplevelse, for der kommer nogle store samtaler ud af det, når alle implicerede parter har det godt.

Jeg tror, at kvinder i særdeleshed er slemme til at få skabt en kultur, hvor vi på skift fortæller om det, der ikke går. De fleste af os bearbejder problemer gennem munden, og derfor er det meget naturligt, at den negative samtalespiral opstår. Det levner bare ikke megen plads til at have det godt. Ofte tror jeg, at det er os selv, der lægger en dæmper på begejstringen, fordi vi er bange for at fremstå som afstumpede egoister uden empati. Jeg tror faktisk ikke helt, vi ved, hvad vi skal stille op, når én i klanen pludselig melder ud, at: “Jeg har det godt!” Vores redskaber til at vise, at vi holder af hinanden på forsvinder, når vi ikke kan ae på hår og holde i hånd. Og hvad skal vi snakke om? Bare heppe, mens den heldige remser op, hvad der går godt, eller hvad?

Den sidste tid må jeg med skam melde, at mit sociale behov har været for nedadgående. De gange, jeg har været sammen med folk, der også har været glade, har det været selvforstærkende i en grad, der nærmest synes overnaturlig, og jeg har ofte siddet tilbage med en blanding af ydmyghed og ekstatisk taknemmelighed over, at alting går så godt. Det føles fantastisk, men samtidig også uendelig skrøbeligt. Derfor kan jeg mærke, at hvor jeg før havde behov for ligesindede at bytte problemer med, har jeg nu behov for ro. Jeg er bange for, at for meget drama og for mange problemer, æder mit overskud og min livsglæde, og derfor bliver jeg pludselig utrolig opmærksom på, hvad jeg omgiver mig med.

Det strider bare imod alt, hvad jeg tror på, hvis livsglæde er noget, jeg skal holde for mig selv. Det er min klippefaste overbevisning, at overskud smitter, at optimisme er ringe i vandet og at kærlighed er en af de få gaver, der belønner giveren mindst ligeså meget som modtageren. Det ville gøre mit liv fattigere, hvis jeg ikke fik lov at deltage i mine venners liv, både når det er let og når det er svært. Det ville forkrøble min glæde, hvis ikke jeg kunne dele den med mine nærmeste. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan man skaber plads til at fortælle om egen glæde uden at forklejne andres sorger.

Kender du den om blondinen, der skulle lave mad?

Efter det sidste år primært at have bevæget mig i det selvindførte lag i kostpyramiden, der består af proteinbarer og suppe (“Og det” sagde heksen “vil jeg kalde ‘Aftensmad'”), blev jeg i sidste uge så træt af at skulle forsvare køleskabsindhold bestående af vodka og neglelak, at jeg lavede madplan. Jo, jeg gjorde. Og ikke nok med det. Jeg lavede også seddel over ingredienserne og købte ind. Lagde flere gange ting i kurven, som jeg ikke havde den fjernest idé om, hvad jeg skulle bruge til, men stolede blindt på min liste, og forlod butikken med tre kæmpeposer. Brugte resten af dagen på at trave i fast rutefart fra stue til køkken for at kaste lange, beundrende blikke ind i blæret overskudskøleskab.

Beruset af min egen succes, besluttede jeg søndag at forberede to af ugens måltider. (Jeg burde nok her have indset, at det havde taget magten lidt fra mig. Man skal trods alt lige kravle før man kan gå.) Trak i bare tæer og forklæde, og kørte frisk basilikum og pander i stilling. Gik godt. Var totalt imponeret over eget overblik. Huskede det hele. Intet brændte på. Salt i? Tjek. Peber? Tjek.

……….

Lugter det ikke mærkeligt?

NAAAAJJ!!! Hvem fanden i helvede er den KÆMPESPASSER, der har fået den geniale idé AT LAVE SAMME FARVE LÅG TIL PEBER OG KANEL!?!!!

Rescue No-One-One

Jeg hader pyl. Pyl er en klæg, energiabsorberende grød, der ikke tjener noget formål. Hvor vrede er en følelse med afsæt og fremdrift, er pyl en introvert beskuen, der påtvinges sagesløse lyttere. Hvor sorg er en proces, der har til formål at flytte dig fra chok over krise til heling, er pyl en tilstand af stilstand (Hæ. Ser sjovt ud på tryk. Og er svært at sige hurtigt), som pylproducenten sjældent er interesseret i at flytte sig ud af.

Selvom det et stykke hen af vejen kan være rart at pacificere omverdenen, så man slipper for krav og forventninger, begriber jeg simpelthen ikke, at nogen kan have lyst til at caste sig selv i rollen som passivt, klynkende bløddyr. Hvor meget respekt giver det på sigt? Hvor spændende et liv får du, når folk begynder at undgå dig, fordi de bliver trætte af, at du altid ligger klar på briksen med kleenex i hånden og selvmedlidenheden skruet op på max?

Hvis du er ked af det, er der ikke ende på de timer, jeg vil bruge på at lytte og forsøge at trøste dig, så godt jeg kan. Hvis du er vred, er jeg altid klar på et arrigt kampråb og en hævnfantasi. (Har selv “Hævnfantasi I-IV” stående, appendix og fodnoter incl. og jeg udveksler gerne). Men jeg synes, at det er spild af liv og tid, der kun kunne være brugt bedre, når der er pyl ad libitum på programmet.

I forhold til mænd, er jeg heldigvis blevet både for gammel og for klog til at blive tiltrukket af elendighed, efter et par gange at have forsøgt at redde forpinte sjæle fra sig selv. Jeg har endelig lært, at det er uladesiggøreligt. Disse mænd er hverken interesserede i hjælp eller løsninger: De er i virkeligheden bare soloartister på udkig efter publikum. Kom sgu næsten til at grine over, at hele to, på under en uge, har forsøgt sig med at bruge ynk som døråbner. Hvis de havde lyttet mere og tudet mindre, havde de måske lært mig nok at kende til at vide, at forkrøblede trækiler ikke virker på døre af pansret stål.

Jeg langer hårdt ud, I know. Og næste gang, nogen tager mig i at klynke, er det helt på sin plads at stikke dette indlæg i næsen på mig. Jeg insisterer. Jeg vil ikke manipuleres til at trække i hjelm og støvler. Jeg har ikke brug for at blive reddet. Men jeg vil gerne blive ved med at være et menneske, som både hjælper og kan hjælpes.

Nærvær og næsten.

Da jeg var yngre, troede jeg, at den bedste måde, hvorpå man kunne udtrykke interesse for folk og deres liv, var ved at spørge, hvordan de havde det, og hvad de gik og lavede. I en tid hvor alle læste i andre byer, men stadig havde en del af venskabet stående i fødebyen, var det utrolig praktisk, at vi havde disse magiske sætninger, som signalerede, at vi i hvert fald stadig tog del i hinandens liv, selvom vi kun sås, når vi var hjemme til jul/skulle i Ikea. Måske var tiden anderledes; måske var vi nogle andre. Faktum er i hvert fald, at jeg i dag oftere opfatter disse spørgsmål som pseudoomsorg end som udtryk for oprigtig interesse.

Enhver idiot kan stille spørgsmål som “Hvad går du og laver?” og “Hvad skal der ske i weekenden”, for derefter at lave jeg-lytter-meget-interesseret-i-det-du-fortæller-mig-mimik (=jeg-forsøger-i-virkeligheden-at-regne-ud-om-jeg-kan-nå-i-føtex-inden-min-næste-aftale-og-hører-derfor-ikke-et-ord-af-hvad-du-siger.) Det er bare lidt ligesom med fallossymbolerne i reklamerne: Vi har alle sammen haft de samme psykologi bøger, og det virker ikke længere, når jeg ved, du gør det. Faktisk virker det nærmest modsat. Hvis ikke denne samtale er vigtig nok til, at du gider koble din hjerne til og være til stede, så kommer jeg til at føle mig dum, når jeg prioriterer at bruge tid på noget, som tydeligvis ikke er ret vigtigt for dig.

Ikke overraskende er det mest travle mennesker, der gør det. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i. Hvis man hele tiden kører i 5. gear, kan det være direkte dødbringende at skifte til 1., for det kræver alt for mange kræfter at komme op i tempo igen. Jeg synes bare ikke ret godt om den slags turbovenskaber, hvor jeg bliver behandlet som et tv, der forventes at levere instant underholdning, når His Royal Highness lige har 5 minutter til at zappe rundt.

For mig er det er ligeså vigtigt, at folk fortæller om sig selv, som at de spørger til mig. Ingen har lyst til at blotte sig for nogen, der aldrig selv lukker op. Det kræver langt mere tid at invitere indenfor, end det gør at vinke, når du blæser forbi på gaden, men hvis en relation er vigtig nok, må du finde ud af at prioritere den. Når alt kommer til alt, er tid ikke noget du får, men noget du tager dig.

Chain of fools.

Jeg hader kædebreve, uanset hvad man kalder dem. Hader dem også på mobilen. Og på mail. Antager at mange af mine bekendte deler min aversion, men bare er for overtroiske til at sidde de vedhæftede trusler overhørig. Derfor vil jeg være den, der risikere acne, mavekneb og evig ulykke ved at bryde kæden, og blot besvare seneste skud på send-videre-stammen her:

Havde I klaver derhjemme?
Nej. Vi erkendte på forhånd vort nederlag og brugte i stedet tiden til at hylde Mestrene. Pink Floyd. Gasolin. Doors. Har brugt meget af min barndom på gulvet i stuen med hørebøffer så store som mit grydefrisurebeklædte juniorhoved.

Spiller du selv?
Har gjort. Har spillet saxofon i 4 år. Var med i band, hvor vi spillede ol’ school jazz, 14 saxofoner og en rytmesektion. Det savner jeg somme tider.

Synger du under bruseren?
Jeg synger hele tiden, når jeg er alene. (Gerne MEGET højt, hvis jeg kan høre min overbo og hans .. private beskæftigelser…)

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Mærkelig nok, nej. Havde en lang periode, hvor jeg gerne ville være jagerpilot, men musiker? Nope.

Hvad betyder musik for dig?
Ualmindelig meget. Jeg har en sang for hver eneste nuance i følelsesregistret. Jeg kan ikke huske navne, om det gjaldt mit liv, men kan til gengæld huske tekster på sange, jeg har hørt to gange for fire år siden.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
Hmm… Giver alting pludselig mere mening, når jeg siger, at hele Appetite for Destruction pladen med Guns n’ Roses minder mig om mit første alvorlige crush? Han var langhåret og spillede trommer. Musikere: Fyre Vi Holder Os Fra, side 1, litra a, første punktum.

Hvilken sang er din yndlingssang?
Prøliåhørher! Det er der sgu da ingen, der kan svare på!?

Hvor lang er din musiksamling?
Itunes siger 1,8 dage.

Hvad er det pinligste stykke musik, du ejer?
‘I owe you nothing’ med Bros. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Den dag nogen får mig til stige ned i denne japanske udgave af helvede, lover jeg at synge lige, hvad de beder mig om.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Det modsatte af TV2.

Hvad er bedst at høre på en søndag?
Jeg har altid godt kunne lide at høre jazz om søndagen. Har egentlig aldrig tænkt over sammenfald af smag og dag før nu.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Beklageligvis sange, som beatmæssigt kun muliggør dansestilarter, der får mig til at ligne kortslutningstruet robot på speed, f.eks: ’I’ll be there for you’ og ’Footloose’. Åh ja, og så selvfølgelig den udødelig klassiker ’Time of my life.’ (NObody puts baby in a corner!)

Hvad er den første sang, du kan huske?
’Words.’ Ironisk nok. Den fortsætter: ’- don’t come easy to me’….

Hvilken sang gør dig ked af det?
’Without you I’m nothing at all.’

Hvilken sang skal spilles til din begravelse?
’Always on my mind’ i Caroline Henderson versionen. Det er ikke sikkert, at jeg slog til. Men de tilstedeværende skal vide, at jeg gjorde, hvad jeg kunne.

Hvem var din bedste koncert med?
Har tilbragt det meste af min ungdom på festivaler, så det er svært at vælge, men husker Bob Dylan koncert fra 94 eller 95 som noget særligt. Forventede sur mand med guitar (fandt senere ud af, at rollen var besat af Sting), men blev blæst omkuld af 15 mand stort orkester med rockerseje korpiger, kæmpe blæsersektion og Dylan med leopardhat i front.

Tager du på festivaler?
Pay attention! Skal i øvrigt blogge – sådan helt officielt – fra Skanderborgfestival i år.

Hvilken musiker vil du gerne på date med?
Åh! Skal man vælge?? Valget står imellem Bon Jovi (selvom jeg er lidt angst for at blive sneblind, hvis han smiler), Thomas Troelsen (snitte-alarm) eller David Bowie, som uomtvisteligt er verdens smukkeste mand.

Nu tror jeg, at jeg vil nynne et vers af Elefantens Vuggevise og hoppe i seng. Voodoo på dem, der sender flere skemaer!

If I was a rich girl

– men det er jeg ikke, og det bliver jeg aldrig. Med mindre, selvfølgelig, at jeg får guld tilført udefra på Lotto- eller Fru Direktør Linda Mc-Kinney Møller-måden. Jeg er helt på det rene med, at de valg, som kunne have gjort mig velhavende, skulle være truffet for længe siden; nemlig dengang, hvor jeg havde travlt med at redde hvalerne fra udryddelse, og min mor havde travlt med at redde mig fra Tvind.

I min omgangskreds, er der flere, der tjener ret godt. Da jeg jo for ganske nyligt har været jobsøgende, har jeg diskuteret løn med mange af dem. En del af de jobs man kan søge i dag, er temmelig elastiske i betegnelsen, hvilket gør det svært at slå dem efter i lønstatistikken. Måske er det derfor, at vi i dag bruger vores venners indtægter som målestok for, hvad vi føler, vi selv burde have i løn.

Problemet er bare, at hvis jeg udelukkende fokuserer på alder og segmentfarve, når jeg skal vurdere, hvad jeg er værd i kroner og ører, så glemmer jeg at tage højde for en masse ret væsentlige forhold. Jeg ville gerne tjene 7.000 mere i måneden, ligesom nogle af vennerne gør. Men jeg føler ingen trang til at piske Danmark rundt i tide og utide. Jeg ville blive rasende frustreret over at skulle smide, hvad jeg havde i hænderne og stille pronto!, hvis min telefon ringede mandag kl. 21.00. Jeg ville få spat af at skulle forsvare mig selv og mine dispositioner 5 gange om dagen, hver eneste dag, 7 dage om ugen. Jeg ville mistrives med at knokle livet af mig og leve på et socialt eksistensminimum og forventet efterbevilling, fordi der måske er guld for enden af regnbuen.

For mig er Det Gode Liv, at min fritid er min. At jeg kan lave aftaler – og holde dem. At jeg ikke altid skal være iført lanse og rustning, når jeg ridder ind på borgen, men godt tør stille i bomuld og tynd hud uden at frygte knive i ryggen. Dermed ikke være sagt, at jeg vil arbejde for en krone i timen og et klap i røven. Men jeg er meget bevidst om, hvad jeg giver afkald på, når jeg vurderer, om jeg f.eks. vil afholde et kursus. Det er min tid – og dermed en bid af mit liv – jeg sælger, og det skal være dét værd.

At finde et job, der passer til ens personlighed, kan ikke gøres op i penge. Hvis det skal give mening at sammenligne løn, skal man også sammenligne ambitioner og livsværdier. Selvfølgelig skal den veninde, der har lagt 50 timer i ugen på sit job i 3 år, have mere i løn end mig. Selvfølgelig skal det udløse ekstra, at hun skal sove med mobilen i hånden. Så inden du får stress over, at dine tidligere holdkammerater tjener mere end dig, så husk at nærlæse deres jobbeskrivelser. Måske de har valgt at sælge noget, som du ikke går af med?

Jeg var så glad for min cykel.

For satan. Er jeg nu blevet uhip uden at opdage det? Politiken skriver:

Cykelforbund: Tyverier truer cyklismen 6. apr 16:04 Indland Politiet må gøre en større indsats for at bremse de mange cykeltyve som især hærger i landets større byer, opfordrer Dansk Cyklist Forbund.

Der er sgu da ingen, der stjæler min cykel! Er den ikke fin nok til jer?! Det tætteste, jeg kommer på er, at jeg to gange har fået stjålet min cykelsaddel. Det tæller ligesom ikke, vel? Føles faktisk mere som et fravalg af min cykel end et tilvalg af min saddel. Udløser samme følelse, som da jeg havde indbrud, og de stjal mit tv, min video (til læsere under 25: en videomaskine er en form for gammeldags dvd afspiller) og mit stereoanlæg – men lod alle mine cd’er stå. (Til læsere under 25: Cd’er var nogle blanke skiver, som vi dengang opbevarede vores musik på, og som vi satte i telefonbogstore (en telefonbog er en form for Krak i papirudgave) maskiner, der fungerede lidt ligesom Ipods).

Har ellers været så glad for min cykel. Men det er ligesom ikke helt det samme mere, nu hvor jeg ved, at den ikke engang er god nok til det sorte cykelmarked i Polen. Gad vide om det hjælper, hvis jeg sætter saddel på?