Overhalet indenom.

I min familie gør vi tingene ordenligt. Når man har modtaget invitation til sin bedstefars 80 års fødselsdag, og sendt bekræftende svar retur, modtager man besked om, at svar er modtaget. På mail. Med animeret papegøje, der spiller bongotrommer.

Fandme skidt at blive sat IT-mæssigt til vægs af sin bedstefar!

Så lægger jeg liiiige mine hænder her og klemmer til…

Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i en måned, og er ved at have lært huset og arbejdsgangene at kende. Jeg begynder stille og roligt at finde ud af, hvem af mine kolleger, jeg gerne vil holde kaffepause med, og hvem der får et “jeg skal lige være færdig med det her, så…” Jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er ansat i et vikariat. Jeg er påfaldende uinteresseret i at bonde med kollegerne, og det betyder ikke så meget for mig, hvis der er nogen, der (helt, helt utænkeligt) ikke kan lide mig. Jeg kommer, gør mit arbejde og går hjem – og det passer mig glimerende.

Denne socialt tilbagelænede holdning til trods, er en af mine nye kolleger stadig i overhængende fare for at miste livet. Lad os kalde hende Else. Else har et par børn, som begge er ældre end mig. Else har for nyligt haft 25 års jubilæum. Else mener, at hun er den eneste, der tager sit ansvar alvorligt og forvalter sit job med rettidig omhu. Jeg bekæmper dagligt en voldsom trang til at kvæle hende.

Den første uge, jeg var ansat, så Else det som sin hellige pligt at patruljere omkring mit skrivebord og med autoritativ røst proklamere, at : “Det er vigtigt, at du er meget omhyggelig!” På 6. dagen kom jeg til at hvæse: “Det er simpelthen så irriterende, at du bliver ved med at komme og sige det der! Jeg kommer lige fra et job, hvor jeg blandt mange andre ting, har tolket for folk på onkologisk afdeling, så jeg TROR godt, at jeg forstår konceptet ansvar!!!” Det gav et par tiltrængte dages ro.

Men som bekendt varer intet evigt. Desværre. Jeg sidder på 3. sal, hvor solen skinner ind af skråvinduerne, og der altid er dejlig varmt. Derfor sad jeg idag og arbejde i t-shirt, bare tæer og med vinduet åbent, da hun kom forbi.

– “Nåh… Det er nok blevet sommer her hos dig, hva?”
(I bebrejdende du-laver-garanteret-ikke-noget tonefald.)
– “Det er altid sommer, der hvor jeg er, Else”
(I stramt få-dig-nu-for-fanden-en-hobby-din-emsige-kælling tonefald)
– “Du har vel husket, at lukke for varmen?”

Kommer I og besøger mig i fængslet?

I’ll do my crying on the train.

Jeg er enten for tyndhudet, stiller for høje krav til mine omgivelser eller lukker de forkerte mennesker for tæt på. Uanset om det er en af de tre eller en kombination, er det et problem, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal løse.

Jeg er ikke et privat menneske. Jeg lukker mange ind i zonen, der ligger lige rundt om den inderste kerne. Til gengæld er det meget få forundt at få adgang til kammeret, hvor kontrolpanelet og alle de farlige knapper sidder: Dem, det gør rigtig ondt, når der bliver trykket på, og som udløser reaktioner, der ikke er til pæn brug. Det er mit eget ansvar kun at cleare de personer, jeg mener kan være til stede i rummet uden at pille, og som ikke kommer til at trykke på knapperne ved et uheld, fordi de ikke ser sig for. Og det er her, jeg tror, at jeg har brug for hjælp. Jeg synes, at der er udrykning og aktiverede sprinklere med en lige rigelig høj frekvens hos mig, men jeg kan ikke gennemskue, hvor bristen i min screening befinder sig.

Når alarmen går, ville jeg ønske, at jeg kunne blive vred, for det er en følelse med fremdrift og energi i, men jeg bliver desværre bare utrolig ked af det. Jeg bliver stille, introvert og vil have det til at gå væk. Jeg kan slet ikke overskue, at noget stort er slået i stykker, når jeg ikke ved, hvordan jeg skal reparere det.

Uheldigvis bliver den store knap i midten ofte hamret i bund, lige inden jeg skal begå mig i det offentlige rum. Således har jeg smilet mig igennem en barnedåb, hvor jeg med 30 minutters mellemrum måtte gå på toilettet og tude. Jeg har tolket en hel formiddag, hvor jeg skiftevis tolkede 15 min, og hylede 15 minutter, når jeg sad med ryggen til brugerne og min co-tolk var på. Jeg har brugt en sommer i Frankrig på at gå med store solbriller og give saltvand skyld for øjne, der ville have gjort Post Danmark misundelig. Og jeg har forsøgt at græde på den usynlige måde i et stopfyldt tog (en teknik, som jeg – efter mine medpassageres ansigtsudtryk at dømme – lige mangler at finpudse lidt).

Jeg ved ikke, hvordan man fortsat omgåes mennesker, der uden at spørge og for egen vindings skyld, har taget og ofret noget, der var mit. Jeg ved ikke, hvordan man giver slip, når man opdager, at ham man gav sin kærlighed og sit venskab, tog hvad han kunne bruge og smed resten væk. Jeg ved ikke hvordan man går tilbage, når man finder ud af, at dem, man har åbnet sin dør på vid gab for, kun har lindet på et vindue til gengæld.

Måske jeg bare skal tørre øjnene og se at blive voksen.

Top 5

over sikre måder at irritere mig så meget, at jeg kommer til at svede i hænderne, på: (-fordi jeg skal med tog i morgen 6.02 for at komme på arbejde, og derfor er lidt muggen i betrækket.)

1) Når du drikker vand af din medbragte flaske, så prøv om du kan suge bunden op gennem flaskehalsen, så flasken knitrer, og du laver en synkelyd så høj, at de også har glæde af den i Tyskland.

2) Ret andre mennesker ustandseligt, når de fortæller noget. Særligt hvis du faktisk godt forstår, hvad de mener, og bare gør det for at vise, at du i hvert fald hørte, at de sagde noget forkert.

3) Bed mig om at tale langsommere/tage det roligt/slappe af. Dejligt, at du er så rolig og zen. Jeg har et liv, der skal passes. Få nu noget kaffe i kæften og skift til 5. gear!

4) Ryk helt tæt på mig og smask. Hvis du kan få dig placeret på sædet bag mig i bussen – og det lader det til, at du kan – er det allerbedst. Alternativt kan du medbringe din kæreste og snave med lyd.

5) Råb ‘hallåå’, når du tiltaler mig. Det elsker jeg bare. Implicit i tiltaleformen ligger både respekt og signal om omfattende, kompliceret hjerneaktivitet hos afsender.

Sugar, honey?

I al den tid jeg kan huske, har mine veninder og jeg været opmærksomme på, hvad vi spiser. Lysten til sukker er vores værste forbandelse, og den forsøges til enhver tid bekæmpet med enten viljestyrke eller (hvis udsolgt) indædt raseri. Sometimes you win, sometimes you loose, og sker det, at der ryger 500 g. raffineret sukker i skakten, så bekender man sine synder i håb om at trække andre med sig i faldet; Trods alt hyggeligere at opholde sig i Selvhadshelvede, når vi er flere dernede. Når sukkerrushet har peaket, gør man bod iført spandex og dårlig samvittighed, til den værste skam har fortaget sig. (Siger ikke, at det ikke er en lille smule sygt. Siger bare, at sådan er det. Don’t hate the player – hate the game.)

Derfor er det en meget, meget mærkelig oplevelse pludselig at være omgivet af mennesker, der kører hvidt brød ind 5 gange om dagen, spiser kage HELE tiden og – og her rammer vi min fatteevnes grænse – drikker ALMINDELIG cola! Ikke zero. Ikke light. Ikke max. Cola. Med 200 sukkerknalde pr dl. Det mest utrolige er, at de ikke ser ud til at skænke det en tanke. Hvordan fanden gør de?! Føler mig som indremissionsk gammeljomfru fanget i horehus, omgivet af synd og moralsk forfald. Føler mig en lille smule snavset, faktisk.

Spørgsmålet er, om følelsen skal spises eller trænes væk?

Er du fars lille pige?

På mit nye job er vi så heldige, at vi har mulighed for at få gratis massage (i arbejdstiden) en gang om ugen. Forleden lå jeg så der med hovedet i hullet, og glædede mig til at skulle prøve massage med sugekopper. I baggrunden spillede obligatorisk regnskovscd, med fuglefløjt og vandfaldslyde, og jeg satte mentalt en 5’er på, at det ville tage max 4 minutter for mig at falde i søvn.

Men nej. Havde godt nok tænkt, at de fugle fandendansme fløjtede igennem, men var blevet enig med mig selv om, at massør nok var lidt sløjt hørende. Om det også var tilfældet, glemte jeg at tjekke, men det viste sig, at regnskoven var skruet op på 12 for at overdøve lydene fra retssalen ved siden af. Selvom jeg virkelig prøvede at lade være med at lytte (eller….), kunne jeg ikke undgå at overhøre en halv times meget følelsesladet retsag. En mand stod til at miste samkvem med sin datter, udelukkende pga. en påstand (som ingen viste hensyn nok til eventuelle lyttere til at gentage, tsk!), som moderen til barnet havde fremsat. Det var hjerteskærende. Hvis han ender med at miste forældremyndigheden, håber jeg, at nogen en dag vil fortælle hans datter, hvor meget han kæmpede.

Mens jeg lå der og blev masseret med noget, der mindede om en støvsugerslange, kunne jeg høre, hvordan manden først blev belært at kvindelig advokat, for derefter – af kvindlig dommer – at få at vide, at han ikke kunne få lov at se sin datter, før denne var blevet tilset af psykolog. Han blev ved med at sige, at det var fuldstændig urimeligt, at han, pga et dårligt forhold til barnets mor, mistede retten til at se sin datter, og at hans straffeattest var ren. Det gjorde ikke rigtigt indtryk på amazonerne.

Jeg synes, at det er godt, at nogen derude forsøger at hjælpe vores børn, når vi bliver så viklede ind i vrede og gensidige beskyldninger, at vi ikke længere selv formår det. Børn skal ikke gå for lud og koldt vand eller udsættes for overgreb, fordi der pludselig ikke er en ekstra voksen i vagttårnet til at holde øje. Men måske kan man hale børn igennem så mange undersøgelser, og omgøre så mange beslutninger, at omskifteligheden alene skader barnet? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en håndfuld fædre, der vil gøre alt for deres børn – men som uheldigvis er kommet til at lave dem på møg-øgler, der benytter enhver lejlighed til at sanktionere mændenes adfærd gennem afkommet? Fælles for de mænd jeg kender er, at de alle lever stabile liv, har orden i økonomien og vil give deres højre arm for en ekstra time med mini. Ikke desto mindre er de tvunget til at hoppe og springe som psykopatkællingerne befaler. De er helt på det rene med, at en tur i statsamtet sjældent falder ud til fars fordel, og at kvinden til enhver tid kan sætte dødsstødet ind ved at plante mistanken om overgreb. Det virker utrolig forkert, når kærlighed tvinger gode, stærke mænd til at æde deres værdighed, skefuld for skefund, fordi de er bange for at miste retten til at være sammen med det barn, de immervæk har 50% af aktierne i.

Så i stedet for at slappe af og nyde det, lå jeg der, og blev utrolig trist ved tanken om, hvor mange børn der, med fuldt overlæg, berøves kærlighed, fordi forældrene ikke formår at sætte sig over eget behov for hævn. Det kan vi – som er De Voksne – ikke være bekendt.

Det er for nemt.

I børnebogen ’Putte og de andre’ bliver koen Linda forelsket i rock’n’roll-koen Guitar-Steen. Men da slagteren kommer for at tage Steen med, går Linda i aktion for kærligheden. Illustration: Otto Dickmeiss

Fede, prostituerede og nu køer. Er vi snart færdige med at hetze mit navn? Virker desuden unødvendigt ondskabsfuldt, at forfatteren vælger at tilføre historien autentisk islæt ved at lade heltinden med det store yver forsøge at redde rockmusiker. Suk.

Heksen, grænsen og privatlivet.

Da jeg læste til tolk, havde vi en lærer, der spillede meget teater. Når hun skulle forklare os, hvordan vi kunne udtrykke følelser på andres vegne ved trække på egne erfaringer, men uden at overdrive, sagde hun, at det krævede, at vi kunne skelne imellem det personlige og det private rum. Hun har sikkert sagt tusind andre ting, men den éne kommentar har brændt sig fast, og jeg tænker ofte på den; ikke bare i jobsammenhæng, men også privat.

Der er ikke meget, der kan gøre mig så utilpas, som når folk, jeg knap nok kender, uopfordret hælder meget intime detaljer om deres liv ud over mig. Den fremmede borddame, der virker så nem at tale med, indtil man opdager, at hun er en af dem, der alt, alt for tidligt fortæller om sin depression/spiseforstyrelse/underlivsinfektion. Taxachaufføren (!), som (utroligt) uopfordret fortæller, at han er ved at uddanne sig til healer, og at ham og hans 12 år yngre kæreste er i fertilitetsbehandling, fordi hans sædkvalitet er i bund. For meget, for hurtigt og for privat.

En ordenlig samtale kræver, at man følges. Man kan sagtens udveksle dybt personlige ting med mennesker, man ikke kender: Det kræver bare, at rammerne er sat til det, og at det på forhånd er aftalt, at det er det, der skal ske. Ville f.eks. blive nogle utrolig lange møder i AA, hvis 12 mennesker skulle igennem hele bondingprocessen, inden de kunne tale om, at de begyndte at drikke som 12-årige, fordi de fik tæsk derhjemme. Men hvis alle er enige om samtalens betingelser, er vi jo også tilbage ved, at man lukker op i samme tempo. Man er forberedt på, hvad man skal høre, og man har sin egen historie klar. I den situation ville det formentlig udløse ubehag, hvis én person insisterede på at tale om opskrifter og tv-udsendelser.

Jeg oplever, at grænsen mellem det private og det personlige også eksisterer herude i cyberspace. Når man blogger, finder man hurtigt andre sider, man læser med på, og her synes jeg, at det har stor betydning, hvad bloggens form lægger op til. En blog om et seriøst emne virker rigtig og gør klogere, fordi man ved, hvad man klikker ind til, og derfor åbner sind og side samtidig. En blog, der skal underholde, skal være personlig nok til at jeg føler genkendelse, men det gør mig underligt til mode, hvis den pludselig bliver alt for privat. Jeg har det som om, jeg snager i folks dagbøger, og jeg føler mig forpligtet til at forholde mig til fremmede mennesker og reagere, hvis sjæle bliver vendt på vrangen. Man går ikke forbi en drunknende, hverken her eller i det virkelige liv.

Der er ingen regler for, hvad man må skrive på en blog eller sige til et andet menneske. For åbent til én, er tilpas for en anden. Der er hverken læse- eller lyttetvang. Men derfor skader det vel næppe at overveje, om man kan åbne sig tilstrækkeligt til at underholde andre uden at ende med at udlevere sig selv.

Top 5

over weekendens overvejelser:

1. Kan man udvikle type 2-DAMP? Gammelmandsdamp, som kommer af for meget holdtræning og dårlige tv-serier á 55 min? Har koncentrationsspand som koffeininficeret maniker, og frygter at jeg for evigt må opgive at samle mig om at se film.

2. Hold nu KÆFT Hr. Bartels laver gode drinks! Og der er masser af frugt i, hvilket får mig til at spekulere på, om man kunne overtale Aarstiderne til at lave underafdeling, der leverer drinkkits til døren?

3. Har været i skoven, på stranden og i nærkontakt med dyr 3 gange på 3 dage. Bør man lade sig stivkrampevaccinere?

4. Ville det være muligt ikke at rundsende mails til ALLE om, at det er blevet sommer? Faktisk rimelig træls at skulle dele nyfunden natur med hele Århus og opland.

5. Har opdaget nyt, fantastisk sushi-sted. Til min store rædsel er min spise-med-pinde-mødom vokset sammen igen. Hvordan kan man glemme det?? Lignede spastiker monteret på trykluftsbor, der forsøgte at spille mikado. Bliver nok desværre nødt til at købe en hel masse sushi og øve mig. Pokkers.