Jokeren er løs.

I al den tid, jeg har været voksen på den måde, der virkelig tæller, har jeg ville være tolk. Af mange forskellige årsager, som nogen af jer kender, og andre er ligeglade med, er jeg i løbet af det sidste halve år alligevel begyndt at overveje, om jeg skulle noget andet. Selvom min uddannelse som udgangspunkt er ret målrettet, er det alligevel lykkes mig at finde et par jobs, som jeg tror, at jeg både er kvalificeret til og interesseret i at bestride.

I sidste uge søgte jeg et vikariat, som faldt ind under netop denne kategori. Ansøgningsfristen udløb og – intet. Da jeg, dagen før samtalerne skulle finde sted, stadig intet havde hørt, ringede jeg ned for at høre, hvorfor de havde valgt at gå uden om mig. Jeg var meget u-bitchy og assertiv. Sagde bare, at det i forhold til mine kommende ansøgninger kunne hjælpe mig, hvis de kunne begrunde deres afslag. Den venlige dame forklarede, at afslaget alene skyldtes antallet af ansøgninger, og ikke manglende kvalifikationer hos mig.

En time senere modtog jeg en mail. De ville godt se mig til samtale alligevel.

De ansatte mig igår.

Hjælp!

Ajmenforsatan! Nu er min mail død. Fra den ene dag til den anden. Er der ikke nok nogen af jer derude, der har et bud på, hvad der er galt?

Jeg har gmail. Når jeg logger ind, får jeg en fane, hvor der står “gmail – indbakke (4)” øverst, herunder bare en tom, hvid side, hvor der står “indlæser…” Derefter sker der ikke mere.

Jeg kan godt logge på bloggen, som også kører over google. Der er ikke problemer med andet ift mit internet. Programmet henter mine mails på serveren, da tallet i parentes ændrer sig. Jeg kan godt logge på min konto via min mobil, så problemet er tilsyneladende forbundet med min computer.

Jeg har prøvet at slå firewall’en og phishingfilteret fra, jeg har prøvet at sænke niveauet på mine sikkerhedsinstillinger, jeg har tømt min browser for lagrede cookies osv, jeg har logget helt ud, genstartet computeren, lukket den og fulgt opskriften på googles eget helpcenter. Det hjælper overhovedet ikke.

Google har ikke en supportlinie. Jeg er ved at løbe tør for idéer. Er efterhånden så desperat, at jeg overvejer at ringe til Fullrate. Hvem fanden skal jeg ellers ringe til? Ghostbusters?

Savages i fri dressur

Det offentlige rum er blevet et uhøfligt og støjende sted, synes jeg. Jeg er ligeglad med, hvordan folk opfører sig og taler til hinanden derhjemme, men kunne vi ikke aftale at udvise et minimum af civiliseret adfærd, når vi er udenfor de fire vægge?

Er ord som ‘tak’ er åbenbart på vej ud af det danske sprog. “Værsgo.” “-.” (Ordet du leder efter er ‘tak’, Arroganza.) Eller: “Vil du have mælk i din kaffe?” “Ja.” Det er da et halvt svar. Det hedder sgu da “Ja tak”, gør det ikke? Eller er det old school sprogbrug?

I trafikken har polititet tilsyneladende valgt at ansætte midaldrende, opelkørende mænd som vikarer. Lange, vrede dyt betyder noget i retning af: ‘Jeg så godt, at du cyklede over for rødt, og det må du ikke!!! Det bliver sagt!!’ Jeg opfatter færdselsloven som vejledende, og noget, man kan bruge som inspiration, hvis ikke man selv har idéer til, hvordan man kan køre. Disse nidkære mænd, med “Hjemmeværnet”-stickers på bagsmækken, benytter enhver lejlighed til at dytte af os andre, når de mener, at vi bryder loven: Jeg vil aldrig holde op med at fryde mig, hvis jeg en dag ser politiet vinke en af dem ind til siden og stikke vedkommende en bøde for ulovlig brug af horn.

Endelig kan jeg også godt undvære brug af lyden ‘halllåååå!’, når nogen gerne vil påkalde sig min opmærksomhed. Ligner jeg en telefon? Nej? Så find et andet udtryk, reptilhjerne!

Jeg har sadlet hesten, og er reddet ud på mit eget lille korstog. (Hvem er det, der bliver ved med at stå og råbe: “Få en hobby!”?? Det er altså rimelig forstyrrende, når man prøver at skrive!) Når jeg står et sted, hvor folk bliver spurgt om noget, og de bare svarer “ja”, så hvisler jeg “Tak!”, hvorefter jeg lader som ingenting. Smiler sødt til dem, når de kigger sig forvirret rundt. Hjernevask af verden, du. En person af gangen. Når folk dytter af mig, vinker jeg glad tilbage. Hvis nogen hvæser af mig på gaden, ønsker jeg dem venligt en fortsat god dag. Der er ikke noget, der gør så ondt på underskud, som overskud.

Hvis det lykkes mig at få genoprettet den gode tone derude, så ved jeg, at I husker at sige ‘tak’. Ikke?

Feet me.

Hvert år tager jeg turen til Sahva, hvor jeg sidder omgivet af rollatorer, ortopædisk korrekt fodtøj i pensionistbeige og receptionister, der taler for højt og kalder alle damer for Fru. Denne fornøjelige udflugt skyldes, at jeg er handikappet på fødderne. Min fod ligner noget, der er støbt omkring en tennisbold, og derfor skal jeg have speciallavede såler til mine sko. I trodsige anfald af forfængelighed, har jeg i perioder ladet som om, at det ikke er nødvendigt, men da jeg ikke har nogen trædeflade, der er værd at snakke om, betyder det, at jeg går som en, der ingen korsbånd har i knæene. Det er nogenlunde ligeså smertefuldt som det lyder.

Nu nærmer sig tiden, hvor jeg skal have et par nye såler. Jeg glemmer fra år til år, hvor besværligt det er. Først skal jeg have fat i kommunen, og når man tænker på, hvor relativ stor en institution det faktisk er, er de utrolig dygtige til at lege gemmeleg. I år har vi smidt to ekstra udfordringer ind: Jeg er flyttet (og er dermed overgået til ny visitator), og så var der noget med en sammenlægning. Jeg har idag brugt det meste af formiddagen på at jagte dem, både på nettet og i telefonen. Kl 11 overgav de sig endelig, og akkompagneret af sejrssange og bragende bifald over vedholdende indsats, fik jeg højtideligt overrakt et navn og et telefonnummer. Som kan benyttes mellem 8 og 9. Held og lykke med at komme igennem, når alle de andre der ringer, er ensomme pensionister…

Når jeg så har fået fat i visitator, som skal læse mine papirer for at være helt sikker på, at jeg ikke er sålepusher, der snyder systemet og videresælger til alle de kriminelle, der har fødder identiske med mine, får jeg tilsendt en skriftlig bevilling. Derefter skal jeg bestille tid i ravebunkeren Sahva. Vente 3 måneder. For så – og det er det værste. Det allerallerværste – at skulle derud, have sko og strømper af og befamles af ung læge med let svedige hænder, inden vi endelig når til finalen: Stille mig op i to skotøjsæsker med oasis. Et værdigt øjeblik.

Aversion på fri fod.

Har jeg bare fået basismodellen??

Jeg kan godt blive lidt ærgelig, når jeg opdager, at også jeg ligger under for psykologiske mekanismer så fortærskede, at de ligner klichéer. (Noget med, at jeg er alt for meget in sync til, at den slags banaliteter burde gælde for mig. Arrogant? Moi?) Nå, men altså, er blevet ramt af noget af det der klarsyn. Jeg har været vred i lang tid. Meget, meget vred. Og i går gik det så pludselig op for mig, at den eneste jeg straffer ved det, er mig selv. Det eneste, der kommer ud af det er, at jeg bruger endnu mere tid på noget, som jeg netop har hamret lågen i for og hoppet på i arrigskab for at holde ude, nede og væk.

Exit anger. Just like that. Føler mig nærmest lidt fåret nu. Jeg har set 40 selvhjælpsbøger og 17 Dr. Phil shows med netop det tema, og havde ærlig talt troet, at jeg havde en mere kompleks psyke end dét!

Tjener. Du har snottet i min mad.

Kender I de mænd, der opfører sig som macho-idioter overfor personalet, når man er ude med dem, fordi de gerne vil imponere? For mit eget vedkommende er jeg kåret som Miss Skodjob 1995, 1999, 2000 og 2001, så det der med at forsøge at gøre indtryk på mig ved at være en røv overfor underbetalte SU-slaver? Know your crowd, man.

Jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan det var. Nærige mennesker, der tror, at de kan købe hele verden for 8,25. Som kun kigger direkte på dig, hvis de vil brokke sig. Som bestiller junk food med otte forskellige begrænsninger, og derefter sender det retur, fordi det er for koldt/varmt/salt. Som tilsyneladende tror, at det er mig personligt, der har fejlkodet varerne i systemet, så de går ind til 95 øre mere end de står til i kataloget. Og mig, der sad på en tankstation i en kranvogn og læste Ekstra Bladet for at trække tiden ud og irritere dem, dengang de havde brug for autohjælp. Hvor meget service tror du, det udløser at råbe mig lige ind i hovedet med din dårlige ånde? Tror du – helt ærligt – at jeg vil betragte det som et stort tab, hvis du “kraftedeme aldrig handler her igen!”? Du skal ikke love den slags, hvis du ikke har tænkt dig at holde det.

Mulighederne for hævn varierer, men de er der. Nogensinde kommet hjem og undret dig over, at alle dine krydderboller/cornflakes pludselig er reduceret til støv? Spol tilbage. Lagde du dine varer pænt på båndet med stregkoden opad, eller væltede du bare bunden i vejret på vognen, så kassepigen nærmest druknede i mejseboller og makrelsalat? Man kan nå at mase sådan en pose ret eftertrykkeligt i den tid, det tager at scanne den. Og alle de der historier om, hvad de gør ved din mad i køkkenet? Well….

Så tag lige og vær sød ved personalet derude og tjenerne i særdeleshed. Specielt hvis jeg er med. Er nemlig ikke helt sikker på, at de skelner imellem din og min tallerken, når de kommer med næste ret.

Evil eye.

Kan godt se på det hele, at jeg er nødt til at sende en ugle i forvejen, inden jeg bevæger mig ud i verden: Jeg er ikke vred på dig. Du behøver ikke panisk at ransage din hjerne for at komme i tanke om, hvad du har gjort, siden jeg stirrer så bryskt på dig. Dette er den eneste gang i dit liv, hvor du kan tage følgende udsagn for pålydende: Det er ikke dig – det er mig.

Jeg har farvet øjenbryn. Det har jeg sådan set gjort mange gange før – jeg plejer bare ikke at glemme farven, når jeg har smurt den på. Jeg ligner nu en vred udgave af Nasar Khader. (På en måde meget sjovt at se, hvordan han ville have set ud med mimik.) Jeg medgiver: Det var letsindigt at sætte sig med avisen og en kop kaffe, mens jeg ventede. Jeg blev bare så optaget af spørgsmålet om, hvad fanden der sker med de solarier?? Det giver da ingen mening! Med mindre, selvfølgelig, at Jørgen Poulsen forsøger at redde sin karriere og er endt som prospect for Kræftens Bekæmpelse.

Småt brændbart.

Jeg finder det temmelig ironisk, at to af de største grupper, der nyder godt af velfærdssamfundet Danmark, er dem, som insisterer på at udhule det.

Det er som om, Danmark er forvandlet til en børnehave, hvor alle de voksne er gået hjem, og ungerne har levet af slik i en uge. På blå stue er de sure, fordi de har opdaget, at ytringsfriheden i det land, mange af dem har valgt som nyt hjemland, fordi man her må sige, hvad man tror på, uden at blive forfulgt og tortureret, ikke kun gælder, når man siger pæne ting, som alle er enige i. Det er svært at forstå, at ofre vælger at forvandle sig til bødler, og at de har lyst til at videreføre det system, som de selv er flygtet fra.

I Dk lever vi primært at vores knowhow. Det er med andre ord vores skolesystem, der er første skridt på vejen til at sikre en veluddannet befolkning, der gør et pixiland uden råstoffer i undergrunden rigt nok til at tage imod mennesker på flugt. Så det er naturligvis skolerne, de nu vælger at brænde af.

På rød stue mener de stadig helt alvorligt, at de har krav på et nyt legehus, som alle dem, der ikke bruger det, skal finansiere. På Forkælede Ungers hjemmeside kan man læse følgende:

Under forhandlingerne med kommunen, blev kravene tilpasset en smule og kravet om, at kommunen skulle betale driften blev droppet. Til gengæld blev det tilføjet, at huset skulle ligge på Nørrebro. Ligesom 1981 var det afgørende, at det er kommunen og ikke private investorer, der skal gøre et ungdomshus muligt.

Vi vil have et ungdomshus nu! Kommunen skal stille huset til rådighed. Det er ikke acceptabelt, at kommunen fører en ungdoms- og kulturpolitik, der betyder, at det kræver et millionbeløb at være med. Et evt. overdragelsesbeløb må ikke overstige et symbolsk beløb på en krone.

Jamen selvfølgelig skal I da have lov til at overtage et hus på Nørrebro for en krone. Det synes de andre beboere på Nørrebro – hvor gennemsnitsprisen for en 5 værelsesvilla er 5 millioner – sikkert er helt rimeligt. Og jeg tror da ikke, at det ansporer andre interessegrupper til at gribe til yderligheder, hvis de ser, at man kan skabe sig til et hus. (Omend jeg må sige, at jeg ikke er helt fri for at være nysgerrig efter at se, hvordan Forenede Skakspillere eller Dansk Squaredance Forening har tænkt sig at stresse politiet.) Regningen fra rydningen af Ungdomshuset lød allerede dengang på 72 millioner kroner til ekstra mandskab, oprydning osv. Det er temmelig mange arbejdstimer, målt i skattekroner. Men dem skal vi andre nok betale, så I har tid til at spille guitar og stå ved åen og råbe “Kapitalistsvin!” efter os, når vi går på arbejde. Det manglede da bare.

Andre menneskers biler, solarier (et oplagt terrormål. Infrastrukturen er lammet i ugevis) og containere. Jeg tror ikke, at der er nogen, der længere ved, hvem der brænder hvad af, og hvorfor. Tændstikkerne sidder løst på de unge fra hele den integrerede institution. Måske jeg skulle prøve at stille Nabo Med Indre Jyttes opgangsdekoration ned på vejen?

Et er et søkort at forstå.

Det har ikke været nogen stor dag. Tværtimod. Nu er klokken 21, og jeg er er villig til at sælge ud af alt, hvad jeg tror på, hvis bare nogen lover mig, at det bliver bedre i morgen. Gud, kulhydrater, feng-sui, krystaller, nummerologi. Stik mig det hele. Bare det hjælper. Jeg vil give penge for at sove ordenligt igennem uden at blive forstyrret af ubudne gæster. Jeg er træt af at blive talt ned til, holdt hen og snigløbet af følelser, som ikke længere er velkomne her. Men kiosker og kirker er lukkede, jeg kan ikke overskue at ommøblere min stue, og de autonome har brugt alle stenene som kasteskyts. Det eneste, der er at gøre, er at ride stormen af. Heldig, at jeg er så god til at vente – og at skibet er ladet med vin.