Mentalt bundskrab.

Ind imellem føles mit hoved som en tom bygning med knuste ruder og grafitti på væggene. Alle lamper er smadrede, strømmen er røget og det eneste, der rører sig, er rotterne i krogene. Mine tanker er tilfældige fragmenter, som intet har at gøre med mine gerninger og gøremål. På sådanne dage bliver jeg nærmest overrasket, når det lykkes mig at nå fra morgen til aften uden at komme alvorligt til skade eller blamere mig selv. (På den anden side ville jeg have kunne tage bussen nøgen, med håndklædeturban om håret, uden at opdage det…) Idag har været netop sådan en dag, og min hjerne har processueret følgende Nobelpris-kim:

* Er vi holdt op med at bruge ordet ‘nas’? Vil gerne vide det, for jeg bruger det stadig. Hvis vi er, vil jeg godt have en hjælpende hånd og trækkes med ind i 2008.

* Det kan da ikke passe, at jeg bliver ved med at være så tørstig?!? Er sygeligt. Hvad hedder den der psykiske sygdom, hvor patienterne drikker alt i flydende form, fra Vesterhav til toiletvand, egentlig?

* Kan folk, der går i for korte bukser, ikke selv se det? Eller er de ligeglade? Hvilket får mig til at spekulere på, om al mad smager af det samme for alle? Hvorfor er der nogen, der kan lide lam ( – virkelig; hvorfor??), og nogen der ikke kan? Er vores smagsløg indrettet forskelligt, så lam smager grimt i munden på os, der ikke kan lide det, og godt hos dem, der kan? Eller smager det ens, og så er det individuelt, hvad vi kategoriserer som lækkert og frastødende? Hvis det er det sidste, så forstår jeg det ikke.

* Kan vi ikke snart lade Ny Alliance være i fred? Virker unødvendig ondt at blive ved med at lave meningsmålinger på et parti, der minder om en politisk udgave af Britney Spears.

Så kan du lære det. Eller hvad?

Somme tider kan fristelsen til at trække stikket og lave en “Run, Forrest! Run!!” være nærmest uimodståelig. Når hverdagene flyder sammen til Kronisk Mandag, når man forgæves bliver ved med forsøge at løse de samme problemer igen og igen, når ingen gider opfinde limen, der kan klæbe hjertet sammen, når overblikket svigter eller når man tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt mere, virker jobs som appelsinplukker i Spanien eller pyramidepedel i Ægypten som reele og rigtige bud på En Bedre Fremtid.

Ville være herligt, hvis det var så nemt. Pas + udland + tid = Nyt og bedre liv. Lige nu ser jeg desværre bare flere eksempler på, at Livet/Karma/Gud/Moderskibet vil tvinge os til at lære noget, før vi får lov at rykke videre til næste felt.

Min veninde gik i 2 år rundt og messede: “Flytflytflytflyt”, hver gang hun så eks’en, som bor i samme opgang som hende. Vi var enige om, at hun først rigtigt ville komme videre, når hun ikke fik ham stukket op i snuden 5 gange dagligt, og det ville jo klart være lettest, hvis han bare flyttede. No such luck. Til sidst opgav hun håbet, fik arbejdet sig igennem sine frustrationer og lagt mentalgips på hjertet. Idag har hun det fantastisk – og nu skal han flytte…

Min anden veninde og hendes kæreste har ikke haft det godt i lang tid. Misforståelser, tillidsbrud og gentagne tilfælde af utroskab, (seneste tur begået af ham, mens hun var højgravid) resulterede i, at hun pakkede sine ting, og flyttede hjem til sine forældre. En måned senere flyttede hun tilbage. Hun har det forfærdeligt. Hun stoler ikke på ham, hvilket man dårligt kan bebrejde hende, men derfra hvor jeg står, ser det ud som om, at hun hellere vil hælde sit liv ud i afløbet, end at træffe den nødvendige beslutning. Valget er naturligvis hendes eget, og hun står på ingen måde til regnskab over for os andre – men hun er min veninde, jeg vil gerne se hende glad – og hun er bundulykkelig. Jeg kan nærmest se De Højere Magter stå lænet op af væggen med armene over kors og hævede øjenbryn. “Har du lært det nu? Nej? Så får du en tur mere.”

Det er fandens, så lang tid det kan tage at lære at forstå sin situation godt nok til at tage ansvar for den. Hvilket får mig til at tænke på et citat, jeg så et sted:

“Time is the best teacher; unfortunately it kills all its students.”

Værsgo at skylle.

I mine voksenår har jeg fået mig en tandlæge, som er så begejstret for mine tænder, at hun de første par gange, jeg var på briksen, kaldte på sin klinikassistent, så han også fik mulighed for at beundre kunstværket. Jeg ved ikke helt, hvad der er så fantastisk ved mit tandsæt, men de lovpriser skoletandplejen i Esbjerg, så man nærmest skulle tro, at det var en guddommelig instans. (Selv husker jeg det mest som et sted, hvor man skulle være MEGET stille, hvis man sagde “av!” – ellers fik man skæld ud, fordi man skræmte de andre børn i venteværelset. Jeg kan også huske de små bægere i forskellige farver, vi fik, når vi skulle skylle munden med flour, de røde sladretabletter, vi skulle spise efterfølgende (som smagte en lille smule af lakrids), fornemmelsen af at kraniet krympede to numre, når bøjlen blev strammet, og endelig hvordan jeg flere gange gik lige direkte ind i væggen, når de havde overdoseret lattergassen.)

Undtaget det årlige tandtjek, hvor jeg ligger og forsøger ikke at have spyt på tænderne, tænker jeg sjældent på min tid i børnetandplejen, men forleden befandt jeg mig hos en skoletandlæge og det var som at være 9 år igen. Jeg kan oplyse, at det er unødvendigt at konservere en børnetandpleje i Den Gamle By: Om 200 vil den stadig se ud som den gjorde for 22 år siden.

Der vil stadig være de samme, gamle plakater fra Sundhedsstyrelsen, både den, hvor man kan se, hvor mange sukkerknalder der er i en cola, og den, hvor mad med ben løber om kap; hvor æblet, mælken og rugbrødsskiven vinder i overlegen stil, mens kagen, colaen og lakridsen kommer humpende bagerst med stok og sidestik. Der vil stadig være gamle reoler med gamle blade, bamser, som ingen gider lege med, og ansatte, der omtaler de tilstedeværende forældre i 3. person: “Du skal være ekstra grundig, når du børster de nye kindtænder, og det vil mor garanteret gerne hjælpe dig med.” Lur mig om ikke også, man stadig kan finde den samme, gamle køleskabsboks, som indeholder de samme klistermærker, som man må få, når man er færdig.

Gad vide, om Lisbeth egentlig stadig er tandlæge på min gamle skole? Om børnene stadig forsøger at trække vejret gennem munden, fordi hun har nikokaffeånde? Og hvornår man i stedet for klinikassistenter begynder at ansætte kustoder?

Jeg – min egen værste fjende.

I mit forhold til andre mennesker, har jeg altid lidt af skizofreni. Den ene side af mig elsker selskab. Den anden har voldsomt behov for at være alene. Det er relativt let at løse, hvis jeg er alene, og pludselig får lyst til være social. Det er straks sværere, hvis jeg er sammen med nogen, og pludselig får akut behov for at være lone wolf. Jeg bliver en dum og tarvelig kælling. Rastløs, pirrelig, ikke mentalt tilstede, og hvis mine tanker var tekstede, ville jeg kunne se frem til at tilbringe resten af mit liv i yderst fortjent ensomhed. Samtidig har mit overjeg travlt med at skælde ud, fordi jeg ikke bare kan hygge mig, men absolut skal ødelægge alting med min selvdestruktive, socialt deforme personlighed. (Mit overjeg er ikke specielt venligt eller forstående anlagt.)
Sideløbende med disse muntre tanker, bliver jeg ramt af jante. ‘Hvem fanden siger, at vedkommende ikke sider og tænker præcis det samme om dig? Folk sidder jo ikke bare her og venter på, at det behager dig at drysse selskabsstøv på dem, vel?!.’ Jeg godt ved, at det ikke er dem. Det er mig, den er gal med. Hvis jeg til sidst undskylder mig og tage flugten, ender jeg tit med at tage fornemmelsen med hjem. Meget svært at koncentrere sig om at noget som helst, når mentalkanalen kører et indslag med titlen: “Du fortjener at rådne op i ensomhed, din utaknemmelige kost!”
Hvis man kan gradbøje elendighed, så er det værste, når behovet for Lebensraum opstår, når jeg er sammen med nogen, jeg ikke kender så godt. Hvis jeg befinder mig hos dem, kan jeg selvfølgelig relativt nemt trykke på escape. Det er mere kompliceret, hvis de er hos mig. Trangen til ro og rum kan ramme som et lyn fra en klar himmel, og den har ikke det fjerneste at gøre med personen, jeg er sammen med. Det er bare ikke så nemt at forklare folk, jeg ikke kender. Hvis jeg bliver overmandet af fornemmelsen, forsøger jeg først at ignorere den, derefter at tankeoverføre ‘gåhjemgåhjemgåhjem’, men det er sket mere end en gang, at jeg til sidst er blevet så desperat, at jeg har kigget på folk og sagt “Du skal gå hjem nu.” Jeg forstår så absolut dem, der fandt det lige besværligt nok. Er faktisk mere imponeret over dem, der tog udfordringen op.
På den måde kan man fremtrylle issues, hvis man synes, at man har det for nemt. Tænk, hvis jeg en dag får et virkeligt problem.

Tanker fra finalen.

* Tænk, at Kasper Hvidt formår at være lækker iført træningstøj, model sparkedragt, med rib i både ben og ærmer.

* Lars Krogh Jeppesen. Bliv nu klippet, for fanden, dreng!

* Det gælder også dig, Balic.

* Det virker letsindigt, når en træner, der lige har scoret to minutter, forfølger dommeren og hiver ham i trøjen…

* Fryd! Ud med dig, din nar!

* Hvor er Security, når vi gerne vil have båret hystaden helt ud af hallen?!

* Nej! Lasse, op igen! Så hjælp ham dog, en eller anden!

* Altså, ser Boldsens læge ikke håndbold? Har man set andre end full blown alkoholikere med den ansigtskulør? (Må lige have en alvorlig snak med ham, når jeg drømmer om ham næste gang.)

* KomnukomnukomNU!!!

* JJJJJJJJJJJAAAAAAAAAAHHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

* Smilede Ulrik Wilbek lige??

* Jeg sagde det jo, Lars. Du er nærmest pænere med den der glimmerparyk.

* Puha! Sveder helt! Må vist hellere have en stak nervepiller klar på foderbrætet til OL.

Bare på beløbet, tak.

Som den samfundsbevidste borger jeg er, har jeg for tiden påtaget mig at holde hånden under den samlede verdensøkonomi. Mit visakort er nu så velafrettet, at det selv hopper op i hånden på mig, når vi passerer en kontantautomat. Når jeg bliver besat af Den Købelystne Klæbeånd, lider jeg af den tvangstanke, at jeg kan købe, hvad der passer mig; Verden skylder mig big time, og jeg kan bare bruge løs. (Desværre har selvsamme ånd en uheldig tendens til at fortrække tilbage til den mørke side, når vi får brev fra banken, og skal forklare, hvordan man på en time kan få hårdt brug for 4 par nye sko.)

Idag forsøgte jeg at hjælpe Houng, der arbejder på Only’s jeansfabrik i Thailand. De 3 par jeans jeg købte, kan vel holde ham med the ugen ud? Men han gør det ikke nemt for mig at hjælpe ham, den lille. Jeg har prøvet 17 par jeans idag, og jeg undrer mig. Hvorfor er det, at halvdelen af dem følger almindelige buksestørrelser, og den anden halvdel følger tommesystemet? Og har de ikke mønstre, skabeloner eller vejledninger, de følger? (Slår mig lige, at det måske er fordi man ikke kan læse, når man er 5 år?) Jeg har købt 3 par jeans i 3 forskellige størrelser og 2 forskellige længder. Det giver da ingen mening, når det er fra samme firma?? Jeg ved godt, at der er forskel på modellerne, men 34″ i længden er vel 34″? (Selv en 5-årig kan vel bruge en linial?)

Endelig vil jeg gerne vide, hvad det er, der sker, når man kommer ind i et prøverum? Så står man dér, og ligner en deform strandvasker. De eneste prøverum med rigtig belysning og gode spejle i Århus, befinder sig i lingeriafdelingen i Magasin. Jeg ved ikke, hvordan det lykkes dem at forvandle Ulla Terkelsen til Tyra Banks – og jeg er egentlig også ligeglad. Det holder! Og så er der den der Bunny stemning, hvor der vimses og rettes og alle er sexede. Hmm… Måske kortet og jeg lige kunne nå en tur i Magasin i morgen?

Top 5

– over trælse fornemmelser.

1. At stikke hånden i posen efter et æble eller en kartoffel –
og få fat i én, der er muggen.
2. At forsøge at fjerne en edderkop forsigtigt, blive lidt for ivrig –
og mærke det der *knas-splat*.
3. At låne toilettet et sted – og træde i noget vådt…
4. At bade på stranden – og træde i en vandmand.
5. At træde i en vandmand – og finde ud af, at det er en brandmand.

Hollywood News.

Heath Ledger er død. Død! Det kan han da ikke?! Han var så pæn og ordenlig og sød. Og så af noget så trivielt som en overdosis. Mand, hvor spild. Synes godt nok også, at omstændighederne omkring det dødsfald er temmelig suspekte. Den officielle forklaring lyder på, at han blev fundet i Mary-Kate Olsens lejlighed (som – naturligvis -ikke var hjemme) af sin massør.

???

Hvor mange af jer bestiller massage i andre menneskers hjem? Ligger jer i deres senge og indtager en solid håndfuld sovepiller, lige inden massøren skal komme? Og svært belejligt, at Mary-Kate ikke var hjemme, synes jeg…

Men Hollywood bringer også gode nyheder idag. Min kommende mand er nomineret til en Oscar. Yeei! Mens jeg lige ryder hylden over kaminen, kan I nyde synet:

Det sete afhænger af øjnene, der ser.

De seneste dage har jeg modtaget en del henvendelser vedrørende min blog. Nogle positive, andre negative. Fælles for dem alle er, at ingen af dem er lagt som kommentarer her på sitet. Jeg har modtaget vrede sms’er fra folk, der føler sig hængt ud, er blevet ringet op og stoppet af andre, som har moret sig eller følt, at der er blevet sat ord på noget, de selv har rodet med, og endelig har jeg af omveje modtaget en lind strøm af 2. håndskommentarer. Det er dejligt at vide, at I er derude, og at I læser med. De positive kommentarer er selvsagt rare at få, men jeg er udemærket klar over, at når man lægger noget til offentligt skue, vil det, der falder i nogens smag, falde andre for brystet. Det er ok. Uenighed og diskussion giver gode muligheder for at blive klogere og få udvidet horisonten. Det gavner bare ingen, når de negative kommentarer kommer til udtryk som verbale overfald på gaden og mumlen i krogene. Derfor vil jeg gerne skrive et par linier om, hvad min blog er, og hvordan jeg bruger den. I stedet for at skulle gentage min forklaring 10 gange i real life, vælger jeg derfor at skrive den her – hvor jeg jo så ved, at den bliver læst…

Modsat hvad nogen tilsyneladende tror, så er bloggen ikke tænkt som hverken domstol eller tabloidavis. Min blog er mit redkab til at få styr på mine tanker og bevare overblikket i mit liv. Hvis nogen føler sig personligt forfulgt, kan jeg kun sige, at det ikke har været min hensigt, da jeg skrev pågældende indlæg. Jeg forstår mig selv og mit eget liv bedre, når jeg perspektiverer til verden omkring mig. Jeg forsøger at skrive, så eksemplerne kan bruges, uden at folk kan genkendes. De mennesker, der kender mig privat, kan naturligvis gennemskue, hvem der gemmer sig bag de forskellige pseudonymer – men da det er mennesker, som i forvejen sidder på 1. parket i mit liv, kender de historierne, længe inden de rammer bloggen. Ingen andre aner, hvem jeg snakker om, og det er ikke mit indtryk, at det interesserer folk. De få gange jeg er blevet spurgt om identiteten på nogen i et indlæg, har mit svar været, at hvis jeg ville have kaldt vedkommende ved navn, havde jeg gjort det på bloggen. Jeg er som sagt ikke ude på at ødelægge noget for nogen eller at hænge nogen ud.

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at det her er min blog. Jeg vil under ingen omstændigheder acceptere at blive pålagt censur, eller dikteres hvad jeg må skrive herude. Under hvert eneste indlæg ligger en åben invitation til at argumentere imod mine synspunkter eller anfægte mine subjektive sandheder. Den mulighed er alle læsere mere end velkomne til at benytte sig af. Og hvis man får forhøjet blodtryk af irritation over bloggen og dens indhold, ligger løsningen jo heldigvis lige for: Lad være med at læse den.