Hej. Jeg hedder Linda.

Jeg er sukkernarkoman, og jeg junker endnu. Der er tale om et blandingsmisbrug. Kage. Slik. Is. You name it. Hvis det består af simple kulhydrater, har jeg taget det. Når jeg forsøger at trappe ned, ser jeg slikposer og bagerforretninger alle steder. Jeg skifter gladeligt alle dagens hovedmåltider ud med Haribo. Eller Katjes. Eller Malaco. Eller Pinghvin.

I perioder formår jeg at holde stand. Jeg gentager for mig selv: “Just say no! Just say no!”. Det er dyrt, og tilsyneladende er der i snydekoder i omløb; Kulhydraterne går fra munden, uden om fordøjelsen og direkte ned på min røv. Jeg ved, at når jeg har fixet, breder der sig først en fornemmelse af veltilpashed og fred, men derefter rastløshed og samvittighedsbaseret uro, og jeg lover mig selv, at det var sidste gang.

Lige nu sidder jeg med metadon-isen Isis. For den nye misbruger kan jeg fortælle, at det er is til diabetespatienter. Hold nu kæft, hvor det smager skidt! Syntetisk, mandelessensagtigt og konsistensen er helt forkert. Men det er is. Og når man forsøger at blive clean, er det bedre end ingenting. Er der ikke nok nogle forskere, der vil forbarme sig og opfinde et plaster til mig og min slags? Please? Vink vanen farvel med Sugatinell.

Ordnung muss sein.

‘Forældre’ er ‘effektivitet’ stavet bagfra. Jeg bøjer mig i støvet for mine. Når jeg beder dem om hjælp, så angriber de problemet med militant, kirurgisk præcision. Intet er overladt til tilfældighederne, og der er tjek på ALT. De træder ind af døren med skrubbede hænder og stetoskop om halsen. Det er som at se en operation (minus slæver og blod). “Skruetrækker!” “Nål!” Og nu har jeg så pludselig et helt hjem. Med ophængte spejle, lamper og gardiner. Hvis ledninger tillader sig at ligge og rode, ser man min far forvandle sig til Terminator. “Locked on target… Attack!” Det er ikke smukt, når de må lade livet i en sky af ledningsstumper og kobbertråd, men i det mindste er der tale om et hurtigt, effektivt drab.

Til gengæld skal man sørge for at hælde brændstof på dem. Kom til at glemme, at det ikke er alle, der kører med min skæve dagsrytme, hvor det er træning, der bestemmer mine spisetider. Kom hjem til underlig apatisk udgave af forældre, der sad med tomme blikke og ventede på føde. Meget omvendt situation pludselig at være den voksne solsort, der kommer retur til reden med proviant. Rugbrød, koffein og sukker, så var de re-charged, og klar til fortsat at slå hårdt ned på halvfabrikata og løse forbindelser. (Kommer til at tænke på, at det egentlig er lidt urimeligt, at jeg har ry for at være den i familien, som bliver utilregnelig med lavt blodsukker? På den anden side, så må jeg medgive, at apati er nemmere at håndtere end hysteri.)

Nu har tropperne trukket sig tilbage. Jeg nåede lige at låne bilen til en afskedstur i Ikea. Jeg ville gerne have gået lidt rundt for mig selv og taget stille afsked med de forskellige afdelinger. Have sagt undskyld til de områder, jeg har lagt brak. Sagt tak til alle de vogne, der har tålmodigt at fundet sig i at blive skamredet af mig og mine indkøb, når vi skulle skynde os til kassen. Desværre faldt min exit sammen med lønningsdag, hvilket umuliggjorde et stille, intimt farvel. Så må jeg jo nok hellere tage derud igen…

SURPRISE!!!

Jeg er ikke god til overraskelser. Måske fordi overraskelser i mit tilfælde sjældent er hverken hyggelige eller sjove. Hvis jeg lige på siddende booty skal nævne de tre seneste af slagsen, jeg har været udsat for, så har det været:

1) En video med en mand, der undersøger sin egen mavesæk med et kamera, som han fører gennem næsen og ned. Mens han taler.
2) En ekstra sang til spinning, efter at timen egentlig var færdig.
3) Et meget uheldigt placeret vejskilt på en meget mørk cykelsti.

De to første blev præsenteret med stemmer, der tydeligt viste, at nu skulle vi rigtignok hygge os med noget helt særligt. Den tredje ville have været markant mindre ubehagelig, hvis den var blevet præsenteret i det hele taget.

Jeg er ikke meget for at indrømme, at jeg er uptight og kontrolbefængt, men jeg slipper nok ikke udenom, at det er det, der vækker overraskelsesubehaget i mig. Hvis jeg havde siddet i den lejlighed, som badekaret faldt ned i i reklamen, havde der ikke været Gevalia på kanden. Der havde været harske bemærkninger og sagsanlæg. Plus et anfald over, hvor jeg nu skulle sove. Da jeg stod på Bramminge station, med tårer i øjnene og klump i halsen, og forsøgte at aftvinge min mor lidt sympati, foreslog hun, at jeg skulle komme hjem. Jeg gik i baglås over, at jeg ikke havde andet tøj med, til hvis jeg nu skulle på job dagen efter. Mennesker som mig går i panik, når vi udsættes for surprise-fester. Min hjerne jammer, når jeg forsøger at regne ud, om der er mad nok, stole nok, hvem der kommer, hvad jeg skal forvente mig, hvordan jeg skal få skiftet tøj, uden at gæsterne opdager det, så jeg ikke foreviges på billeder som Alfons Åbergs adfærdsvanskelige lillesøster(igen) – samtidig med, at jeg godt ved, at folk har knoklet som sindsyge for at overraske mig. “Utaknemmelige bæst”, hører jeg nogen tænke. Og jeg ved det virkelig godt! Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne sætte pris på den slags. Freud ville få cigaren galt i halsen i sin iver for at hamre på knappen og råbe: “Hvad er: Anal personlighed?”

Jeg er nu gået aktivt ind i kampen for at lære at sætte pris på overraskelser. Første skridt på vejen er at opsøge de gode overraskelser. Og det lader til at virke. Jeg har overrasket mig selv ved at købe afsindige mængder af nye ting og nyt tøj. Jeg bliver glædeligt overrasket, når jeg kommer ind i min stue, og ser mit nye tæppe. Jeg er så glad for alle mine nye sko, at jeg kunne finde på at beholde dem på i seng. Glad glad glad! Må være voksenpendanten til nyt legetøj. Det bliver så en lille smule spændende at åbne det brev fra banken, jeg går og flytter rundt på. Så mangler jeg faktisk bare chokoladen for at være udstyret med komplet Kinderpersonlighed.

Nedsat (hen)syn.

Vi må være den by i Europa, der har flest m2 vejarbejde pr. indbygger. Som borger i smilets by, er jeg naturligvis glad for, at Århus Kommune gerne vil give mig gode veje at køre på. Jeg synes også lidt at de skylder mig, fordi de har valgt ‘ingen-snerydning’-politik. Det virker rimeligt, at mine skattekroner giver mig farbare veje i hvert fald halvdelen af året. Jeg begriber bare ikke, at de altid skal fræse veje op/asfaltere kl 7.30 og 15.30. Jeg tænker højt nu, men kunne man forestille sig at grave kæmpe huller i jorden, NÅR ANDRE FOLK VAR PÅ ARBEJDE?!! I forvejen modsætter denne ensretttede afkrog af helvede sig, når folk forsøger at undfly til fyraften, men at forværre det ved at spærre hele vejbaner af og lade valget stå tilbage imellem 100 meter ny, flydende asfalt eller kløfter, der nærmest indbyder til rapelling – det er sgu da tarveligt.

Man ser samme tendens inden for dansk landbrug. Hvis du i din maskinpark har noget på hjul, som måler over 3 meter i bredden og har en maxhhastighed på 55 km/t, er det den nye trend at flashe det på motorvejen imellem kl 15 og 16. Er det en form for ekstremsport? Hvor formålet er at flytte sin raseritolerancetærskel?

Hvis det er tilfældet, så har jeg endnu en disciplin, vi kan føje til sportsgrenen Utålmodighed – Den Yderste Grænse. Den hedder “Slip ud, inden dit pas udløber”. Banen vi spiller på er fortrinsvis butikker, og jeg må advare om, at de gamle i området omkring Harald Jensens Plads ligger i Superligaen. Jeg tror, at de er sponsoreret af Fakta, for de samarbejder i hvert fald om at få mig til at blive lidt længere. De har heeeeeeele dagen til at handle, men hvornår stiller de, omklædte i spillertrøjer? Kl 16. De kan uden problemer fylde 8 hyldemeter, når de står og stikker snuden HELT ned i æblerne. Nu hvor Tysken er taget hjem og der ikke er rationering på, så skulle man jo nødig komme hjem med andet end det aller-aller bedste. De er meget skidt gående, lige indtil de vil først i køen. Så skal du fandme se Sahva-skoen slå gnister! Og betalingsritualet kan forhales i det uendelige. Først tjekker man prisen på varerne, mens man lægger dem op. “Det var da 4.95 for den her, ikke? Det stod der på skiltet”. Så skal der tælles småpenge op. Skrives checks. Tjekkes bon. Idag stod jeg i kø i 10 minutter, fordi en gammel mand holdte foredrag for pigen ved kassen om, hvordan hun nok skulle blive til noget her i livet, fordi hun havde sit job at stå op til. Til min forbløffelse har de ansatte i Fakta vist sig at have ældre-tække; hun sad bare smilende og sagde ja. Vi andre stod i den voksende kø og prøvede at huske, at vi også selv bliver gamle engang. Når det sker, har jeg tænkt mig at handle klokken 11. For der ved jeg, at jeg kan trippe med min rollator ned af brede, friskasfalterede, landbrugsmaskinefrie veje til Fakta, hvor de har tid til at sludre.

Zen og kunsten at vedligeholde sin livsglæde.

Jeg kendte engang en fyr, der læste filosofi. Han var meget optaget af de store spørgsmål i livet – hvilket vel nærmest er en forudsætning, når man vælger det studie – og ville så gerne dele sin passion med mig. Mangt en jul har jeg derfor modtaget firkantede pakker fra Filosofisk Forlag; Alle tænkt som velmente dåseåbnere til mit sind. Spændende var det (i hvert fald det meste af tiden), men det kunne bestemt også være svært at få hjernen viklet omkring. Oveni har filosofi den lidt uheldige bivirkning, at livsleden opstår mellem 3. og 4. punktum, i den første filosofibog man læser. Svært at gå op i, om man kan sætte grønne øreringe til en pink trøje, når hjernen forsøger at gennemskue meningen med menneskets eksistens. For mit eget vedkommende udløste det en mærkelig, passiv udgave af den tyske lidelse Angst, hvor jeg glemte at leve, fordi jeg havde så travlt med at spekulere på mål og mening. Hvis man synes, at man har gennemskuet, at den primære grund til vores hang til vaner og forudsigelighed er døds- og livsangst, så er det svært at vælge, om man springer ombord i det konforme liv og accepterer følelsen af at sælge ud, fordi man ved, at der er så meget mere, eller om man vælger soloudgaven, hvor man alligevel aldrig er helt tilpas, fordi man føler sig som den eneste i biografen, der har husket de rød/blå briller til 3D-filmen.

Dette blik tilbage mod min ungdoms eksistensielle undren, blev udløst af noget så simpelt som den kommende jul. En af filosofferne vi i sin tid diskuterede, havde en tese om, at vi somme tider er forelskede i overbegrebet frem for den faktiske, konkrete handling. At du f.eks. er forelsket i idéen om at være forelsket, og ikke i ham, som hos dig står. At du elsker tanken om at være en del af en familie, men når det kommer til stykket, så keder du dig i det og føler ikke, at du passer ind. Og på det mere dagligdags plan: Konceptet “at løbe i det fri”, lyder ualmindelig fedt, men når man kommer afsted, så er det bare fluer, blæst og bakker.

Jeg har det meget udpræget i forhold til årstider. Hver gang det begynder at blive efterår, slår min hjerne op på den side i kataloget, hvor der er stearinlys, store sweatre (som klæder én), the og gåture i den smukt farveafstemte skov. Det kan tælles på en hånd, hvor mange gåture i skoven, jeg har afviklet over de sidste 5 år. Når vinteren og julen nærmer sig, så glæder jeg mig til sne, lyskæder på Strøget, hygge og adventskranse. Hvornår har vi sidst fået en ærlig gang sne, som faldt på den rigtige side af jul? Forår betyder t-shirts, hvide hørbukser, fuglesang og lysere dage. Ikke i Danmark. Der er rain on the rocks fra februar til juli. Og endelig husker jeg hvert år sommeren som noget med grill, strand, ferie og å-vagt. Jeg vil retfærdigvis sige, at den holdte stik forrige år, men i år må vi nok erkende, at sommeren missede sit fly. Eller sidder i et nødlandet Dash på Gibraltar. (Og lad så det være ALLER sidste gang, vi snakker om Sommeren, Der Aldrig Kom!)

Men heldigvis har min tidlige Weltschmertz lært mig, at livet bliver væsentlig mere tilfredsstillende og sjovt, hvis man ind imellem kan lære at give slip. Man kan ikke delete tankernes spor i hjernebunden, men man behøver ikke altid at opfatte dem som en udstukket rute, man er tvunget til at følge. Hvis jeg tænker mig godt om, så ved jeg, at mange af de ting, jeg ser frem til, er anderledes i virkeligheden end inde i mit hovede. Så det lader jeg være med. Jeg glæder mig til at glæde mig til jul. Er der nogen, der vil være med?

Parlez Vous francais?

Når jeg er til fest og sidder ved siden af nye mennesker, så synes de som oftest, at det er utrolig spændende, at jeg er tegnsprogstolk. Der er altid masser af spørgsmål, og rækkefølgen er som regel:

1) Er tegnsprog internationalt? (Nej).
2) Har du døve i familien? (Nej).
3) Prøv at sige noget på tegnsprog. (Her sænkes bundniveauet i samme takt som promillen stiger).
4) Hvad siger jeg nu? (Efterfulgt af, hvad der mest ligner et epileptisk anfald).

Jeg ved godt, at det er fordi, at jeg som regel er den første tegnsprogstolk, folk møder. Engang imellem ville jeg bare ønske, at folk ville overraske mig ved at spørge om noget, jeg ikke var blevet spurgt om før.

Selv har jeg det faktisk sværest med nogle af de jobs, jeg godt ved, hvad indebærer. Hvis jeg sidder ved siden af en, som arbejder i en skoforretning, så stirrer jeg vedkommene stift i øjnene på “Heeeere’s Johnny!!”-måden, i håb om at bortlede opmærksomheden fra mine gamle, slidte Nikes. Hvis jeg sidder ved siden af en frisør, har jeg lyst til at digte en historie, der involverer et barn og en neglesaks, som kan forklare mit hår og manglende frisure. Men værst af alt er psykologer. Hvis de spørger mig, om der er mere vin, så når jeg at tænke: “Mener han, at jeg drikker for meget/er det afvigeradfærd, hvis jeg ikke ser ham i øjnene, når jeg svarer/siger det noget om min barndom, hvis jeg strejfer hans hånd, når jeg giver ham flasken/bør jeg hælde op eller har jeg kontrol-issues, hvis jeg gør/hvorfor spørger han mig og ikke hende overfor/kan han se, at jeg tænker alt det her og hvis ja, hvad betyder det så?” inden jeg svarer.

Og nu kan jeg se, at jeg også skal til at have det svært med folks hobbyer. Læste i avisen igår, at en 38-årig far til 4 havde skrevet en bog på 200 sider om at give oralsex til kvinder. Det er jo svært at have noget imod, at mænd ønsker at opgradere deres kvalifikationer på området, men jeg kunne godt have undværet billedet af skaldet økonom, der smilede til kameraet på “jeg er en fræk fyr!”-måden. Med sine store, våde læber. Havde det gjort en forskel, hvis han var lækker? Jeg ved det ikke. Virker bare en lille smule selvfedt, at udgive en bog om et talent, som man egentlig ikke selv kan tjekke, om man har, gør det ikke? Uanset hvor begavet man er med evner på området, så er overdreven selvtilfredshed noget, der øjblikkeligt forvandler vand til sand. Om jeg så må sige. Men på den anden side: Hvis man taler et sprog, der er internationalt, så er det måske ligemeget, om man skal bruge det i Sahara eller Det Døde Hav.

6740 Århus

Det har ikke været nogen stor dag idag. Ikke, at der ikke har været nok af den. Ur ringede kl 03.15, da eneste tog til opgave på Sjælland kører 04.11. Var egentlig lettet over endelig at kunne stå op, efter i 3 timer at have rodet rundt og drømt, at jeg underviste i serier, jeg ikke selv kendte, at jeg blev smidt ud af min lejlighed osv. Brugte 5 minutter på at overveje, om havregryn, indtaget på det tidspunkt af døgnet, falder ind under kategorien “Natmad” eller “Morgenmad”? Tidsmæssigt det første. Typemæssigt det sidste. Erklærede kampen for uafgjort og tog afsted. Da jeg nåede til Horsens, begyndte jeg at få kvalme. I Fredericia begyndte det at gøre ondt, når jeg sank. I Odense sprang koldsveden frem over hele kroppen. Voterede og blev enig med mig selv om, at det var nemmere at fortsætte, tolke de to timer, det drejede sig om, og så på lyntoget hjem under dynen, end at skulle have fat i chefen, afløser, ny togplan osv.

Blev udstationeret i stalden. Det er svært at synes, at svin er chamerende, når man er så skidt, som jeg var ved at være. Exit Linda kl 10, og retur mod banegården. Lignede på nuværende tidspunkt narkoman med abstinenser. Sorte rander under øjnene, fedtet hår (den FEDE løgn, at man bliver pæn af frisk luft!), klamtsvedende og bleg. Havde min bærbare med, som jeg klamrede mig til, og det var som at se sig selv i spejlet, da utrolig suspekt type, som bar rundt på computer – ikke i emballage… – kom gående imod mig. Og hilste.

Vel inde i toget kl 10.52. Bad til at alle skinner ville arte sig, og at lokoføreren bare ville træde speederen i bund. Hvad der derefter skete, er lidt uklart. Men da jeg står af toget, er jeg endt i Bramminge. 30 km nord for Esbjerg. Forsøgte at se det sjove i det. Gik dårligt. Ringede til min mor. Gik til gengæld godt for hende. Måtte derefter sluge den ydmygelse, at det skal skrives på klippekortet, at “man er KØRT FOR LANGT (kunne de ikke bare have en kode? Helt ærligt?) og skal retur til Århus.” Følte mig som et barn med sin adresse i snor om halsen. Et sygt, sjusket barn. Ventede 50 minuttter. God tid til at komme i tanke om, at jeg skal aflevere klippekortet på arbejde, hvor ALLE vil spørge, hvem fanden der ender i Bramminge, når de skal fra Roskilde?! Kl 14: Ind i tog. Kontrollør underholder hele vogn med mit uheld. Er på nuværende tidspunkt begyndt at håbe, at jeg er inficeret med meget smitsom, luftbåren Ebola. Kl 17: Ud af tog i Århus. Lidt overrasket over, at at jeg stadig lever (dramaqueen? Moi?), efter 3 stive klokketimer i zig zag over Jylland.

Hvis jeg kan slå skidtet ned med Strepsil, Pamol og the, så skal jeg på opgave samme sted i morgen. Hvis ingen har hørt fra mig onsdag, så ret venligst henvendelse til DR.dk/forsvundnedanskere.dk.

Alle dem med røde armbånd skal op af flasken nu.

Nu må den 17-årige, der har deponeret sin personlighed i min krop, godt komme og hente den igen. Der er grænser for, hvor længe det er chamerende, at man som 30-årig padler rundt i alkohol, weekend efter weekend. Hvis overhovedet. Havde glemt, hvor udmattende det er at vågne med temperatur på 64 grader, fordi kroppen overloader i forsøget på at nedbryde gift, løbe slalom uden om det, man har ravet på gulvet, da man kom hjem, have hovedrollen som Nedslidt Panda i filmen, de spiller i spejlet og skulle rekonstruere aftens forløb ved hjælp af veninder og mobil.

Jeg gider ikke mere. Vil gerne have voksenliv tilbage. Hvor man får noget ud af sine dage. Ikke har nær så meget brug for ordet “Undskyld”. Føler sympati i stedet for lettelse, når man hører, at veninderne er faldet på dansegulvet og væltet på cyklen. Hvor apotekeren ikke siger: “Det sædvanlige?” og stiller panodil på disken, når man kommer. Det er sgu da lykkedes for en del af dem, jeg kender, at installere sig selv i rimeligt tjekkede voksenliv. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det?

Men nu er det slut! Har bestilt forældrebesøg i næste weekend. Bedt dem medbringe skæld-ud og instant opdragelse, som bare skal røres op med vand. Så indstil jer på at møde Ny Forbedret Linda, version 2.1, som nipper til rødvin, husker at drikke vand, ikke taler hele tiden og ler stille og behersket. Måske man kan nå at få vanen indarbejdet, inden det bliver julefrokosttid? Vil så nødigt påtvinges værge. Igen.

Nature calling

Jeg kan se, at mit arbejde i næste uge bringer mig i nærkontakt med naturen. Jeg er ikke god i natur. Natur gør mit utryg og giver mig tvangstanker. Når vi bader ved stranden om sommeren, så er det muligt, at andre træder på muslinger og sandorme. Jeg har kæmpekrabber, med kløer så skarpe som Fiskars sakse, til at snige sig omkring fødderne på mig. Når andre bliver kildret af tang, føler jeg det klamme strejf af en strandvaskerhånd. De gange jeg har været ude at nattesvømme, er jeg nærmest vandski’et tilbage på stranden, trukket af min egen rædsel, når det er gået op for mig, at jeg er et blegt stykke hajmadding i vandoverfladen.

Når jeg sover i telt, og der ikke er en Skanderborgfestival til at holde dem væk, lusker der ulve rundt udenfor. Sommerhuse og skihytter, der er lagt afsides, så man rigtig kan koble af, får aldrig gardinerne rullet op, når jeg bor der: Jeg er rædselslagen for at stå ansigt til ansigt med en øksemorder. Jeg synes, at fugle er pisseuhyggelige, og har I tænkt over, hvor meget skade de kan forvolde med det våben, de har siddende lige midt i hovedet? Det er ondsindede ninjaer med fjer.

På mandag er der dømt stald til mig. Med køer, der når mig til skulderen, geder (horn), høns (næb), tyre (flere horn) og heste (bliver hysterisk af skræk, når de løber efter mig). Jeg tror måske, at det er karmarevisoren, der endelig er kommet tilbage fra sin lange frokost. I mange år har jeg holdt meget af at fortælle historien om, hvordan min søster og jeg som hhv 5- og 9-årige, var med min far ude at fiske ved en å. Min søster, der var bygget som et sugerør, havde langt tyndt hår og var bange for det meste, havde denne dag valgt en neongul hårelastik. Vi klipper nu til scenen, hvor en kæmpehest får øje på elastikken, sætter i galop og fremme ved målet frydefuldt forsøger at spise elastikken. Min søster blev nærmest retarderet af rædsel. Undskyld Susanne. Nu forstår jeg, at den historie slet ikke er spor sjov. Det var forkert af mig at fortælle den. Eller i hvert fald at grine så højt, når jeg gjorde.

Gad vide, om det er med heste og køer, som det er med hunde? At de kun gør noget, hvis de kan mærke, at man er bange for dem? I så fald vil jeg gerne begraves i Esbjerg.

Det ta’r kun 5 minutter.

I mit nye lokalområde har vi en Fakta. Jeg ved ikke, hvor de rekrutterer personale, men når man kommer til kassen, har man tre valgmuligheder:

A) En ung mand af etnisk herkomst, der af uforklarlige årsager har valgt at skyllefarve sin hårpragt rød. Ikke hennarød, ikke Lene-fra-Aqua-rød, men den røde farve, som kvinder, der hører Big Fat Snake og har Glam-rock t-shirts, har en forkærlighed for. Han er dødeligt genert, og henvender sig til sin scanner, når han fortæller, hvad man skal af med.

B) Chefen, der er ligeså bred, som hun er høj, voldsomt mandhaftig og ualmindelig vredladen. Hun lægger ikke skjul på, at det er et svært træls tidspunkt, jeg afbryder hende på, når jeg forsøger at snige mine varer forsigtigt op på båndet. Måske er hun bare sur over, at hun hedder Sandy?

C) En pige på ca 18 år, som har fået resten af Hasans skyllefarve. Hun har den dårligste hud, jeg nogensinde har set. Hendes ansigt ligner Smeichels næse, og hun sidder helt åbenlyst og piller i sårene, når man roder efter penge. Hendes kropsholdning får Klokkeren fra Notre Dame til at fremstå som en rank og spændstig ung mand.

Butikken roder, der er udsolgt af det meste, og indretningstemaet er Trøstesløs Papkasseghetto. Jeg ved godt, at man bare kan vælge et andet sted at handle, men let’s face it: Vi lægger pengene, hvor det er lettest for os at komme. Godt nok synes jeg, at det er et møgsted, men jeg gider ikke cykle en kæmpe omvej efter mine havregryn. Kan man ikke få lov at uddele Forbrugersmileys? Forstået på den måde, at når mundvigene taber kampen mod tyngdeloven, så SKAL pågældende sted udbedre manglen? Så lover jeg, at jeg bliver lidt længere.