I did it myyyyyyy way.

Så er det slut. Stjernepladsen er historie. Afslutningen i tal, kommenteret:

Antal flyttekasser mit liv kan være i: 12
Svært at afgøre, hvad der er passende. Hvor få er Feng Shui og hvor mange tingsfikseret? Lidt ligesom de undersøgelser i Woman, hvor de spørger, hvor mange man har haft sex med.

Antal sætninger, der røg i censuren under syn af lejlighed: Uendeligt.
Blev ved med tavst at gentage “depositum tilbage, depositum tilbage” for mig selv.

Antal løgne fortalt af udlejer: 1
“Men Linda, du ved jo, at jeg ikke er typen, som vil krejle folk for penge”.

Antal sætninger, der undslap censuren: 1
Har stuevinduer, der er så utætte, at måger kan flyve ind, når de er lukkede. Søde far Orla har tætnet med dobbelte lister. Udlejer ville gerne have haft hvide lister. “Det kunne du jo passende have lagt vejen forbi og sat op, da du underskrev Fejl- og Manglerlisten, hvor der står, at de er utætte.” (Depositumtilbagedepositumtilbage!)

Antal vingummier indtaget under pakning: 3
Målt i kilo for overskuelighedens skyld.

Antal fysiske skader som resultat af afmontering af hjem: 1
Hænder ligner birketræstammer af at opholde sig i brun sæbe, salmiakspiritus og ajax. Er ellers sluppet forbløffende helskindet fra lemfældig omgang med værktøj, el og stiger.

Antal medaljer, der skal uddeles: 12
Til de søde mennesker, der hjælper og har hjulpet.

Antal dage til nyt indlæg på bloggen: (Forhåbentlig kun) 5.
Skifter udbyder, hvilket jo altid tilfører livet et spændende element af usikkerhed. Håber på at kunne rapportere live fra Ground Zero onsdag.

Jeg bevæger mig om på månens mørke side. Houston. I will see you on the other side..

Jeg holder med Herbie.

Det viser sig, at jeg ikke er færdig med at mene noget om gårsdagens emne. Jeg har idag tænkt mig at spekulere videre over eventuelle fordele ved at skære lidt i timeantallet, vi spenderer på briksen.

Jyske Bank folkene er i deres iver for at skille sig ud, begyndt at uddele vandflasker, når de er ude på skoler. På flaskerne har de trykt forskellige graffitiudsagn. (Man kan næsten se marketingfolkene sidde og brainstorme på, hvordan de får fat i de unge…). Jeg bed mærke i “Livet er en tegning, du tegner – men du har ikke noget viskelæder!” Det er før blevet sagt væsentlig mere elegant, men essensen er jo sådan set god nok: At vi har den her ene chance, og at tiden kun kan bruges én gang. Ironisk nok, så tror jeg faktisk at det er den erkendelse, der handlingslammer os. Vi vil så gerne træffe de rigtige valg i første hug, men i vores jagt på Den Rigtige Fremtid, bruger vi så lang tid på at snakke om det, der forestår, at vi ender med at sidde fast i proces og klæg fortid.

De store sår på sjælen skal man naturligvis bruge alle tilrådighedstående midler for at hele. Men hvis vi opsøger hjælp, hver gang vi bliver stillet over for noget, der er svært, ender vi så ikke med at stække egne vinger? ‘Diagnoser’ kan let forvandle sig til skjold, vi gemmer os bag, og holder op, når andre forventer noget af os. Måske har vi været udsat for noget, som har påvirket vores selvværd. Måske var vi Den Oversete Lillesøster, fordi storesøster led af epilepsi. Måske blev vi mobbet i skolen. Alt sammen svært, smertefuldt – og fortid. Ikke forstået sådan, at man skal svinge sin forpinte psyke over skulderen, fare ud i verden og opsøge nederlagene. Men alle har haft en barndom, og ingen bliver voksne uden at få nogle over snuden på vejen. Tænk hvis vi går glip af livet, fordi vi har travlt med at sidde og analysere det? Hvis jeg skal ud af et forhold, fordi min kæreste ikke er sød ved mig, så gør det ondt. Det er ikke, fordi jeg lider af passiv-aggressiv seperationsangst. Det er bare sådan, det er at være forelsket på den ensrettede måde. Risikerer man ikke at skabe en falsk følelse af handling ved at sidde og snakke om det hos en psykolog? Man skal naturligvis gøre, hvad man føler er rigtigt i situationen, men selvom tandlægen forklarer hele indgrebet, inden han fjerner din visdomstand, gør det stadig ondt. Det er jo ikke, fordi man er syg. Det er bare endnu en side af livet.

Jeg tror, at man går glip af meget, hvis man venter på, at styrken skal indfinde sig af sig selv eller gennem andre. Det er bare så let at komme til at forvente guddommelig indgriben, fordi det skete for den sidste, der hang på korset. Jeg tror, at man får langt mere med sig herfra, hvis man hiver sømmene ud af hænderne og kravler ned. Hvis man falder og slår sig på vejen, er det, at Freud og vennerne kan komme til undsætning. Tænk, hvis man som barn havde givet op efter to forsøg, og erklæret sig ude af stand til at lære at gå? Nogle ting i livet må vi gøre selv. Andre kan ikke få nok på vores vegne. Andre kan ikke fortælle os alle konsekvenser af at gøre noget eller lade være. Andre kan ikke garantere, at det ender godt. Men handling skaber forvandling. Og det er sgu da bedre at rulle lidt skrammet i mål, end at stå skinnende tilbage, fordi man aldrig passerede “Start”.

We all need somebody to leeean on.

“Vi vil have vores venner tilbage.” Det var overskriften på Urban idag. Troede først, at det var en artikel om ledelsen på DR, men den viste sig at omhandle coaching. Ifølge flere livsstilseksperter, er coaching på vej tilbage, og det personlige netværk – venner og familie – går frem i meningsmålingerne.

Jeg nægter at tro, at nogen vælger deres venner til igen, fordi det er trendy. Måske var der bare alligevel en grænse for, hvor meget coaching markedet kunne bære? Ligesom IT-båden også forvandlede sig til Titanic, da alle hoppede om bord på én gang. Måske fik vi nok af kun at tale om os selv?

De coachingforedrag jeg har hørt, har gjort meget ud af, at man skal hjælpe folk med at finde de svar, de selv ligger inde med. Det mener jeg egentlig ikke, at der er noget galt med. Men efter at både coaches og psykologer er blevet allemandseje og -behov, så tror jeg, at vores opførsel har ændret sig. Der er så afgjort tidspunkter i livet, hvor det kan være en stor hjælp at sparre med en professionel. En, som bliver betalt for at lytte, hvilket gør det muligt at snakke om sig selv, uden at føle sig selvoptaget og egoistisk. En, som ikke har noget i klemme, hvilket muliggør en ærlighed, som ellers kunne ødelægge et venskab. Jeg synes, at begrænsningen ligger i, at der udelukkende fokuseres på individet. Selvom Hugh Grant påstår, at han er Ibiza, så er ingen mand som bekendt en ø. Naturligvis er det vigtigt, at man kan gøre opmærksom på, hvad man har brug for. Måske bare ikke hver gang? Det er i hvert fald min oplevelse, at det skaber flere konflikter end det løser. Det må vel være logik, at alle ikke hver gang kan få det, præcis som de vil have det? I al den snak om migmigmig, er det som om kompromiset er visnet bort. Det opfattes som et nederlag, hvis man ikke er stærk nok til at stå fast på egne ønsker og krav.

Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at det i nogle situationer giver det bedste resultat, at komme med et klokkerent udspil. Det kan give et langt bedre grundlag for forhandling og mulighed for at nå en løsning, som begge parter kan stå inde for. Men det er sgu hård kost, hvis venskaber forvandler sig til benhård business, hvor man kun giver, hvis man får, og hvor man påpeger fejl og mangler, hver gang man spotter dem. Hvor omskrivninger og små hvide løgne må vige pladsen for brutal ærlighed, og hvor det er tilladt, uden omsvøb, at sige, hvad man tænker. Hver gang.

Men Abildgren, hvad er det så, du vil? Først skriver du indlæg, hvor du prygler løgn og løgnere, og nu må vi pludselig ikke være ærlige alligevel!? Eller hvad?

Jeg vil bare gerne slå et slag for det gammeldags venskab, hvor man ikke altid er venner på grund af, men også på trods af. At vi bevarer et sted i livet, hvor vi kan lægge paraderne og være lidt urimelige. Hvor vi godt må vente med at tage ansvar for egne handlinger, til vi lige har genvundet fodfæstet – også uden at nogen x-ray’er os, og øjeblikkeligt fortæller alt, hvad de ser. Det er muligt, at andre ‘vil have deres venner igen’. De må finde deres egne. Jeg går ikke af med mine.

Home sweet home.

Det lakker mod enden. Jeg har nu 5 dage tilbage på Stjernepladsen, hvor jeg har boet i snart 8 år. Mental tilstandsrapport:

Kommer til at savne:
1) Mine søde kioskmænd. Som kan huske mit efternavn, hvad jeg laver og bekymret spørger til mig, når jeg er syg.
2) Min cykelhandler. Som ser det, at holde mig kørende på to velsmurte hjul, som A mission From God.
3) Navnet. “Stjernepladsen”. Det lyder så pænt.
4) Opfølgningen på historien om, hvorvidt min underbos datter får det job, hun har søgt eller ej. Hun ringer hver søndag aften, og jeg tror måske, at hun bor i Kazakhstan. Man skal i hvert fald råbe MEGET højt, når man taler med hende…

Kommer absolut ikke til at savne:
1) Beliggenheden. Jeg kan ikke komme på en eneste positiv ting at sige om lokalområdet.
2) At skulle vælge imellem samtale eller ilt. Åbent vindue til Randersvej = rødt lys på øret på væggen.
3) Min udlejer. Han er uden sammenligning det mest belastende menneske i verden. Han ligner Anders Frandsen, og man skal ikke holde vejret, mens man venter på store opfindelser fra ham. Han lider af den tvangstanke, at han er håndværker, og insisterer på at lave alt vvs og el selv – hvilket øger risikoen for stød og vandskader markant. Derudover føler han sig truet af sætninger med lixtal over 4, og har råbt ind i hovedet af mig, at jeg “sgu bare kunne melde ham til Lejernes LO! Det ville ikke være 1. gang!!”.
4) Min anden underbo. Som stadig – efter 8 år – elsker sin Maria Carey Unplugged cd inderligt. Jeg kan den også udenad nu. Den er ikke lang. Men det er repeatknappen på anlægget heldigvis ligeglad med.

Glæder mig som en sindsyg til:
1) At komme down town.
2) At få altan og vaskemaskine(!)
3) Ikke at skulle cykle over Ringgadebroen, når nogen har drukket mig stiv i hvidvin.
4) At have en undskyldning for at gå amok i Ikea.

Det bliver godt. Det bliver pænt. Der er vin. Kigger I forbi?

Have a cigar.

Er vi ikke enige om, at det er usportslig adfærd at true? Udskriv så det valg eller flet næbet! Er allerede nu meget, meget træt af at høre om skattelettelser og velfærd – og det er ikke engang begyndt. Hvad nu, hvis man ikke rigtigt holder med nogen af dem? Fogh, der lyder som en mandlig udgave af Andrea, er liiiige stiv nok i blikket på den truende måde og flasher medmenneskelighed ved at fortælle, hvordan “jeg ligger på gulvet og spiser pizza med min ven, som er læge”. (Gad vide, hvordan han ser ud, når han slapper af? Ligger han så der, i netundertrøje og joggingbukser med rib ved anklerne?) Helle T., som virker som om hun er coated med teflon og har freon i årerne. Nasar, som aldrig udtaler sig om noget og er underlig anonym.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide Clinton. Er det ikke muligt at give ham tjansen som statsminister? Ligesom efterlønnere bliver ansat i genbrugsforretninger og som havemænd? Må være let og overkommelig opgave for tidligere leader of the free world. Han kunne tage Hillary med. Har hørt at Betty Nansen sætter Snedronningen op. Med mindre, selvfølgelig, at Helle har lagt billet ind på rollen.

Måske tiden er inde til at lave en Haugaard? (MINUS sang, for satan!). Jeg er klar. Partiprogram som følger:

Forbud imod:

  • Stavgang.
  • Pigegarder.
  • Cirkus.
  • Voksenspejdere.

Påbud:

  • Turbotime i alle supermarkeder, hvor folk med for god tid formenes adgang.
  • Afgiftsnedsættelser på kaffe, vin og slik.
  • Statscensur på ALT, Johnson udgiver.
  • Lattergas ved tandlæge, ligemeget hvad.

Finansieres ved at udstede bøder til:

  • Folk med solbriller på indendørs.
  • Folk der ligger på hjul, når man cykler.
  • Folk der siger “toTAL fedt!”
  • Kvinder 20+ med rottehaler (it’s OVER!).

Måske good old Bill og jeg kunne lave joint venture? Vi har jo faktisk flere ting til fælles: Vi kan begge godt lide at bestemme. Andet bogstav i vores fornavne er ‘i’. Vi har begge spillet saxofon. Og så har vi begge erfaring som praktikvejledere.

Top 5

Over fænomener, jeg har undret mig over i trafikken:

1) Firmabil fra kurerfirmaet TNT. Har man en bestemt målgruppe for øje, når man opkalder sit firma efter sprængstof? (Indsæt selv al-qaida-joke, Red.)

2) Folk, der cykler hurtigt i alt for lavt gear. Ofte midaldrende mænd i smalle bukser, der stumper. Ud over at se utrolig latterligt ud, så må det da gøre nas?

3) Firmabil fra kurerfirmaet UPS. Hvor meget tillid kan man have til et firma, der har fundet sit navn på http://www.detmåduundskylde.dk/?

4) Lystavle med påskriften: “Hjemmeværnstræf”. Jeg ville have forventet, at den slags meddelelser blev skrevet på store NO TRESPASSING skilte med billeder af rifler. Hvad får egentlig også en by til at sige ja til det? Står sgu sløjt til med turismen, hvis hjemmeværnstræf virker som brugbart alternativ.

5) Motorcyklist, der rakte hånden ud, når han skiftede bane. Hvor born to be wild kan man føle sig, når man kører som en 7-årig pige på cykel? Komplet med hestehale und alles?

‘Cause I’m worth it.

“Hvad sparer du op til?”, spørger Unibank. Meget lidt. Når jeg hører, hvor målrettet mine forældre sparede op, inden de købte hus og bil, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor den adfærd er mig så fremmed? Jeg skal ikke trække nogen med mig i faldet, men jeg tilhører generation Instant Gratification. Hvis jeg vil have noget, så vil jeg have det nu. Opsparing? So last year. Afbetaling is the new black. Jeg spilder ikke tid på at regne ud, hvor meget pc’en i sidste ende kommer til at koste, jeg betaler bare glad og gerne 500 kr pr måned. Ipod, ferier og træningstøj? Bare på beløbet, tak.

Impulskontrol og tålmodighed er tilsyneladende mangelvarer these days. Børn og unge bliver federe og federe. Vold som kommunikationsform bliver mere og mere udbredt. Selvhjælpsbøger sælges i metermål. Hvis jeg gerne vil tabe mig/finde en kæreste (ikke et ord om mænd vs kvinder…)/lære at meditere osv., så må det ikke kræve mere end to timer med en bog, hvor fremgangsmåden er sat op i punktform.

Hvor mange kender du, der er stoppet på mindst én uddannelse for at starte på en anden? Jeg kan komme i tanke om et par stykker. Jeg argumenterer ikke for, at man skal fortsætte på en uddannelse, man ikke bryder sig om, men jeg kunne have en mistanke om, at et enkelt skift eller to kunne undgåes, hvis man satte sig ind i, hvad en uddannelse indeholder. Eller nedjusterede sin forventning om, at det skulle være fedt HELE tiden. (Svært at skrive det her, uden at komme til at lyde som 48-årig, desillusioneret førtidspensionist.)

Hvor mange kan fra deres barndom huske, at det var slikaften én gang om ugen? Den samme aften, hvor de voksne også fik et glas vin? Man stod i kiosken og skulle have for 1 krone labre larver, en krone piratos osv. Idag har Føtex hjul under kurvene for at hjælpe folk som mig, der ellers skulle have brugt en sækkevogn til at fragte Hariboposer og grønne flasker rundt i butikken.

I et anfald af cyber-dødsforagt vil jeg også vove at foreslå, at det måske er det, der ligger bag, når vi (begge køn. Jeg langer ikke ud..) ikke vil forpligte os i et forhold? Det vi to har her er fint nok, men hvis der pludselig er noget andet, som ser interessant ud, så skal jeg ikke være mere bundet, end at jeg kan gå efter det. Den dybe fornemmelse af sammenhørighed er unægtelig lidt svær at skabe i svingdørsatmosfære.

Vores forældre har udstyret os med en tro på, at vi fortjener det hele og kan klare det meste; det er bare at gribe ud efter det. Alle muligheder ligger åbne. Det tragiske er bare den rastløse tvivl, der følger med. Livet 30+ synes i sorte øjeblikke forvandlet til én lang nytårsaften, hvor man hele tiden sidder med fornemmelse af, at den RIGTIG fede fest foregår et andet sted. Ville man blive lykkelig, hvis man tog øjnene af telefonen, besluttede sig for at blive og kamikazefestede hele natten? Man kunne vel altid tage hjem og begynde at spare op i morgen…

Lad vand blive til vin.

Jeg er i gang med marathonudgaven af jægerkorpsets Hell week: Hell month. Har overstået 11 dage. Mangler 24. Status so far:

Har allerede nu oparbejdet så meget utilstrækkelighedsfølelse, at det kommer til at kræve lastbil fra 3 x 34, hvis jeg skal have det flyttet ned på kommende matrikel. Er konsekvent 4 svar-sms’er bagud, løber alt, hvad jeg kan og kommer alligevel i sidste øjeblik til det hele. Jeg er igang 19 af døgnets 24 timer og det rækker stadig ikke. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvor forårets søvnløshed er gået hen? Nu hvor de ekstra vågne timer ville gavne, flatliner jeg i det sekund, jeg lægger mig.). Svært at være overbevisende i rollen som ny, engageret medarbejder, når man aldrig tager ekstra opgaver, og samtidig sidder med stresssved på overlæben og et øje på uret til møderne. Al transport foregår i fast forward. Når jeg cykler på job, er det sammenkrummet over styret med vilde øje og fråde om munden. (Burde egentlig få epo udleveret på recept. Eller skal man over belgisk massør for at få det sat i stand? For er tidsmæssigt out of the question at rejse længere væk end til Viby.) Holdte kursus i Haderslev igår. Jeg vil tro, at man havde fået brandvabler, hvis man havde rørt ved bilen, da jeg nåede frem.

På boligsiden befinder jeg mig nu i Sarajevo, 1994. Har pludselig craving efter asketisk livstil med kaffekop og bærbar som eneste materielle indhold. Helt, helt uoverskueligt at få 70 m2 krigszone pakket pænt ned i kasser. Da min værktøjskasse består af 3 af min fars aflagte skruetrækkere, er det også lidt af en opgave at afmontere diverse hylder og skabe. Fik hysterisk anfald i 3 etaper, da jeg skulle skrue gardiner ned, monteret med verdens mindste skruer. Som tydeligvis havde forventet permanent opholdstilladelse.

Tålmodigheden og overblikket er altid de første til at tjekke ud, når jeg er presset. Kom under kursistfremlæggelse igår til at hamas-hvæse: “Det der er jo ikke tap-free step?!!” For fanden. Konen kan jo ikke gøre for, at 80’erne nægter at forlade Sønderjylland. Brølede: “Få røven med dig, kælling!!” flere gange, end jeg bryder mig om at tænke på på motorvejen. Smed røret på i arrigskab, da jeg ringede til DSB. Måtte i morges på cyklen lige mærke efter, om jeg havde husket at fjerne håndklædeturban. Kørte med forskellig vægt på højre og venstre side til pump. Jeg antager, at jeg om 24 dage sidder med vissen venstrearm, og blodtryk højt nok til at kunne befinde sig over Azorerne.

Kaffen har spillet fallit. Jeg er koffeinresistent. Jeg tror sgu, at tiden er kommet til at ophæve alko-fatwa.

Er det dig, Darth?

Lad mig starte dagens indlæg med en tak. Tak til Leander for kommentaren, som lige præcis bekræfter mit udspil om, at nogle mænd tror, at kvinder bare sidder på lur bag busken og venter på, at en intetanende mand går i fælden. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv.

Det glæder mig meget at høre, at det skyldes et utrolig uheldigt sammenfald af omstændigheder, at mine veninder og jeg alle undervejs er stødt på nogle af De Usynlige Mænd. Og da jeg fornemmer moderat utilfredshed med generaliseringer, kan vi jo passende bruge mig selv og min omgangskreds som eksempler i det følgende.

Jeg tror ikke, at jeg nogen steder i mit indlæg kaldte mænd for uansvarlige svin? Jeg ved, at jeg ikke argumenterede for at vente med sex til efter ægteskabet. Jeg bad vist bare om en klar udmelding. For jeg er meget enig i, at man ikke skal sige ja til noget, som man ikke synes er nok. Hellere undvære end nøjes. Jeg har prøvet at indvillige i den løse model. Fordi jeg var desperat og mit biologiske ur tikkede? Nej. Fordi jeg bare ville tage til takke med hvad som helst? Nej. Men fordi juryen i mit hovede ikke afsiger dom med det samme. Da domsmanden læste kendelsen op, var det pludselig for sent, og jeg havde følelser ud over det hele.

Definitionen på dumhed er at gentage den samme handling, men forvente nyt resultat. Hvis man bliver ved med at løbe ind i kvinder, som forsøger at snigløbe én, så skal man måske til at se lidt på egne signaler? Måske siger man én ting med ord og noget andet med handling? Hvis man går ture på stranden, spiser sushi i skoven, går i biografen, møder forældre, laver mad og sover sammen flere gange om ugen, så kan man måske ikke sige så meget til, at den anden tillægger dette ligeså stor eller større værdi end det sagte? Og bare for at der ikke sidder nogen mænd derude og laver 1:1 identifikation med eksemplet, så vil jeg skynde mig at sige, at det bygger på er en veninde, jeg har. Som ikke vil være kærester med ham, hun ser. Så nu sidder han her bag busken sammen med os andre.

Jeg mener, at kærester er noget man er i gerning og ikke i ord. Jeg kender heldigvis ingen – hverken kvinder eller mænd – som har en gameplan med overskriften “Kæreste!”. Møder man en, man kan lide, så er det vel naturligt, at man gerne vil bruge tid med ham/hende? Hvori består problemet? Strander det hele pga et ord? For mit eget vedkommende vil jeg bare ikke lægges beslag på af en, som holder andre muligheder åbne. Hvis der er udslag på luskometeret, så beder jeg om en udmelding. Jeg mener, at jeg har ret til at vide, hvad det er, jeg deltager i. Så har jeg også mulighed for at sige fra, hvis det ikke er det samme, jeg vil. Lige så lidt, som jeg kan tvinge mig selv til at elske en, jeg ikke har følelser for, lige så lidt kan jeg erase mine følelser, når de er der. Jeg vil gerne selv have lov at bestemme, om jeg tør invistere dem i projektet. For den glade, naive mand, må det vel også være rarest at blive spurgt direkte, om der er appelsiner eller franske hotdogs til aften? Måske er det pga hjelmen, at Darth hører det som “blablablaBRYLLUP”.

Jeg tror, at den der vil have alt, ender med intet. Hvis man vil holde alle døre åbne, så ender man med at leve sit liv i mellemgangen i løb. I rummet, hvor jeg bor, står mit motto på skiltet: “Du skal ikke banke på en dør, du ikke vil ind af”.

Jeg har min hest, jeg har min lasso.

Coco Chanel sagde: “Det er ikke så meget et spørgsmål om at finde en, jeg kan elske, som en, der kan elske mig”. Brigitte Bardot, at den perfekte mand er et ubekræftet rygte. Mænd fascinerer og frustrerer os kvinder. Hvis mænd vidste, hvor meget tid vi bruger på at snakke om dem, analysere deres handlinger og prøve at forstå, ville racen uddø. Måske er vores cost/benefit analyse mere langsigtet end mændenes. Vi smider sjældent en fyr på porten pga en enkelt bemærkning, hvis vi har besluttet, at vi kan lide ham. Det er ikke mit indtryk, at det fungerer helt på samme måde den anden vej. Jeg kender mænd, som frygter diagnosen ‘kærester’ mere end ‘ebola’. Derfor er den indledende fase i et forhold et verbalt minefelt. Ord som “børn”, “mine forældre” og netop “kærester” udløser instant GAME OVER. Og ikke nok med, at nogle samtaleemner er forbudte. I bogen “Tusind og én måde at forblive single på” findes også et afsnit, der omhandler conduite. Her finder man bl.a. reglerne om, hvor meget man må sms’e/ringe, og hvilke signaler man sender hvordan. På den måde kan man vurdere, om man er interesseret i at dyrke sex på første date, og om man er så meget cowgirl, at man er den, der tager initiativet. For 3 måneder siden læste jeg resultatet af en undersøgelse, der så på, hvad mænd synes om kvinder, der dyrkede sex på første date. 40% (!) svarede: “Frisk pige – men ikke kæreste-potentiale”.

Når det så går galt, er der nogle forhold, der glider ud af sig selv, og andre, som kræver aktiv og målrettet indsats at lukke ned. I denne fase får alle pludselig muslimske tendenser i forhold til begreberne Ære og Skam. Kan være pokkers svært at finde ansigtet igen, hvis først man har tabt det. Det kan resultere i nogle ret fantastiske afskedsreplikker. Jeg bringer her et lille udvalg af closers, jeg selv har været udsat for:

“Var jeg for dårlig i sengen?” Hvem spørger om det?? Tænk, hvis jeg havde svaret ja?! Jeg greb i denne situation til den udødelige klassiker: “Det er ikke dig. Det er mig”. Hvilket udløste: “Så bare spred rygtet ude i byen”…

“Er du ok?” Umiddelbart et tilforladeligt spørgsmål. Bortset fra, at det blev stillet 20 gange. Af en, som jeg var gået fra. Vidner om ret misundelsesværdigt selvbillede, synes jeg.

“Jeg kan ikke love noget nu, da jeg er for meget egoist. Men don’t change – du er en super kvinde.” WhatwhatWHAT?!!? Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at ringe op til manden og råbe: “DET HAR JEG KRAFTEDEME HELLER IKKE TÆNKT MIG, DIN NARRØV!!”. Mest fordi jeg sad i et tog. (Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg responderer dårligt på afslutninger, der indikerer, at jeg nu vil rejse på noget højskole og bruge de næste måneder af mit liv på at regne ud, hvordan jeg kan leve uden pågældende mand og/eller hvordan jeg kan forvandle mig til noget, han kan være interesseret i.)

Modsat Rocky, så synes jeg, at man når et punkt, hvor it is over. Really. Og jeg vil altid hævde, at det er et spørgsmål om kemi. Døden skal have en årsag, men hvis man kratter lidt i overfladen, så bunder alle forklaringer i, at kemien ikke var der. Derfor synes jeg ikke, at der er grund til at blive sur over manglen på følelser. Vi ved alle fra os selv, at man ikke kan tvinge følelser frem, der ikke er der. Hvad jeg derimod KAN blive sur over, er at blive talt ned til eller at blive holdt hen, hvis beslutningen er truffet. Specielt det sidste, synes jeg, er en mandlig specialitet.

Jeg er vild med mange af de måder mænd adskiller sig fra os på. Jeg vil aldrig komme til at sige, at jeg hader mænd. Jeg synes ikke, at “fordi du er en mand!” er et argument (bortset fra – naturligvis – når jeg selv griber til det i afmagt.). Men jeg synes ikke, at det er rimeligt, at det så ofte skal hedde sig, at kvinder vil et forhold for enhver pris, bare fordi vi giver jer the benefit of the doubt. Vi er ligeså kritiske som jer, men når vi har valgt, så følger vi beslutningen til dørs med det samme. Derfor bruger vi lidt længere tid på selve vurderingen. Laver en quickpoll blandt veninderne. Vejer for og imod. Vi ridder med andre ord ikke samme dag, som vi sadler. Ville det egentlig kategorisere os som ‘friske piger’, hvis vi gjorde?