(2)007 – Med licens til at skride.

Så er de sidste 07-sandkorn ved at finde nødudgangen, og hvis man har læst med her på bloggen, ved man, at jeg hepper dem igennem med opmuntrende tilråb og klapsalver. Desværre slog det mig forleden, at på førstepladsen over Mest Sagte Sætninger, December 2006, stod: “2007, Kom ind!” Det er jo ikke specielt tilfredsstillende, at jeg allerede for et år siden var medium utilfreds med tingenes tilstand i mit liv – og så bare har ladet stå til. Jeg må nok med skam melde, at jeg har gået og ventet på, at der ville komme en voksen og løse mine problemer. (Må man kalde dem det? Eller er det ligesom at sige ‘skraldemænd’ og ‘handikappede’? Risikerer man at blive retsforfulgt af Dansk Sprognævn, til man lærer at kalde det ‘udfordringer’?).

Definitionen på dumhed er jo som bekendt at gentage samme handling og forvente nyt resultat. Hvis jeg vil have forandring, må jeg træffe nye valg. Og det er jeg klar til. Det har været et lorteår. Ikke mindst fordi processen med at finde ud af, at man har valgt forkert, faktisk er temmelig hård. Når man ved, at man skal vælge om, åbner der sig en verden af muligheder, og når jeg sidder der, med kortene bredt ud på bordet foran mig, så er jeg smerteligt klar over, at et hvert tilvalg også er et fravalg. Tænk hvis jeg vælger forkert igen? Men jeg mener ikke, at der er nogen vej udenom. Ikke at vælge er også at vælge.

Ind imellem kan det være omstændighederne der gør, at man må vælge noget til eller fra. Der kan gå lang tid, før man opdager, at man bruger så uhørte mængder af ressourcer på noget, at man ikke kan forsvare over for sig selv at blive ved. Erkendelsen forpligter, og man tvinges til at blande kortene og brede dem ud, selvom man ikke har lyst. Hvor det er dejligt med masser af muligheder, når man er klar til det (aka: ‘omstillingsparat’), så er det stygt at skulle vælge noget nyt, når man egentlig ikke har lyst til at give slip på det gamle.

Den gode nyhed er, at når først valget er truffet, bliver det nemmere. I hvert fald for mig. Vejen er udstukket og det er et spørgsmål om at sætte den ene fod foran den anden og holde øjnene på bolden. 2007 har været året, hvor tæppet blev revet væk under fødderne på mig af flere omgange, og hvor kortene blev spyttet ud med en kraft, der gav mig snitsår på hænderne, når jeg forsøgte at gribe dem. Men nød lærer nøgen kvinde at montere sugekopper under skoene, og trække de jernbeslåede arbejdshandsker på, og efter mange og lange overvejelser ved jeg nu, hvor jeg er på vej hen. Føles som at have gjort hovedrent i sit liv, og det er blevet nemmere at trække vejret.

Nytårsaften må man gerne være lidt højtidelig, synes jeg, og uden af der skal gå Søens Folk og Gud I Vold (fandt vi egentlig nogensinde ud af, hvad det betød?) i den, så har forandringens vinde blæst, og jeg glæder mig til at se, hvad de bragte med sig. Jeg vil lade David Gilmour få det sidste ord for i år, og lukke 2007 med et citat:

Lost in thought and lost in time
While the seeds of life and the seeds of change were planted
Outside the rain fell dark and slow
While I pondered on this dangerous but irresistible pastime

I took a heavenly ride through our silence
I knew the moment had arrived
For killing the past and coming back to life.

Godt nytår.