Blogsbjerg

Så’ der kamel.

2012-02-13T21:02:00.000+01:00

(Af den triste slags, så ikke læse med, hvis du er ked af det i dag.)

Inden jeg fik Anton, kunne jeg få udslæt langt op af halsen af irritation, når jeg hørte sætninger som: ”Jeg er holdt op med at se udsendelser om dyr – jeg kan SLET ikke holde det ud, efter at jeg har fået børn”. Jeg vil gerne indrømme, at jeg syntes, at det hormonelle følelseskort blev både skamredet og misbrugt, for man har altså også følelser, når man ikke har børn, at I ved det, og jeg syntes, at det lød mistænkelig meget som noget man sagde, fordi man gerne ville være med i mor-banden, og derfor dyrkede den adfærd, som De Rigtige & Følsomme Mødre udviste ved at sige og synes det samme som dem. (Andre end mig, der var ved at trænge gevaldigt til et punktum der?)

Nå. Men .. øhm.. nu vil jeg så godt sige undskyld. For nu ved jeg godt, hvad I mener.

Hvis jeg måtte returnere en enkelt ting i moderskabet, vil mit valg øjeblikkelig falde på det her. Fuck manglende nattesøvn og lortebleer, pyt med at man har selskab, når man går på toilettet og bruger 80 % af sin vågne tid på at brøle advarsler som ”NEJ!! IKKE smide mors telefon i toilettet!” og ”Lad nu stikkontakten være, Anton!”, og der kommer vel også et tidspunkt, hvor man igen kan smutte en tur til Århus og logistikken ift. mad og søvn kan løses uden brug af Excel ark.

For det her er simpelthen ikke til at holde ud. Jeg har mistet mit filter, og alle triste historier går lige ind og permanentklæber til både hjerte og hjerne. F.eks. brugte jeg en stor del af min fødselsdag på at stå og smuggræde ned i tomaterne, fordi en lille dreng på 6 år var blevet kørt ihjel af en skraldebil. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Jeg kan blive fysisk utilpas ved tanken om hans forældre, der nu på 6. uge sidder og kigger rundt i et liv, der må have mistet al mening og indhold. Historien om den lille, engelske dreng på 2 år, der blev tortureret og myrdet gør ondt så langt ind i sjælen, at ord ikke kan nå derind, og lille Tobias, der blev tævet ihjel, er måske glemt af aviserne, men ikke af mig. Og det er ikke kun de forfærdelige historier om børn, der svider og brænder; folk, der mister deres forældre, mennesker, der bliver demente og synet af unge stofmisbrugere, der stille og roligt hælder deres liv ud i afløbet, får også min hals til at snøre sig sammen.

Det er ikke for at gøre det til noget, der handler om mig, eller et spørgsmål om, at er mere synd for mig, end dem, det er gået ud over; slet ikke. Men nogle gange er det så slemt, at jeg oprigtigt overvejer, om det kan udløse en depression, hvis ikke jeg ved opbydelse af al min viljestyrke flygter ud af mørkekammeret, knalder døren i, og laver den strudsemanøvre, jeg ellers aldrig nogensinde har ment, at der kunne komme noget godt ud af.

Jeg undgår ikke bare dyreudsendelser. Jeg undgår nyhederne, halvdelen af de blogs, jeg plejede at læse, dokumentarserier om læger, 80 % af avisen og historierne om dem, der kender nogen, der har mistet deres børn. Jeg er – og det er frygteligt at sige – begyndt at forstå de mekanismer, der får venner til at forsvinde, når katastrofen rammer, fordi man er bange for at den smitter.

Hvilket er fuldstændig utilgiveligt.

Nogle gange føles det lidt som om, jeg er begyndt at leve med maven suget ind og hovedet kronisk dukket af skræk for at skæbnen skal få øje på os.

Jeg vidste godt, at sårbarheden vokser proportionalt med kærligheden. Jeg vidste bare ikke, at det var sådan her det ville føles.

Denne gang er det en engelsklærer, vi har brug for.

2012-02-11T09:39:00.000+01:00

For er der ikke noget døj med den her tekst?

Jamen, er der ikke??

Jeg ved godt, at det ikke helt tangerer breaking news, og jeg HAR prøvet at lade være med at gå op i det. Gik dårligt. Mest fordi at det lille shampoosvin nu er begyndt at spille på min usikkerhed. Hver morgen i badet kan jeg høre den (for jeg står selvfølgelig med det øje lukket, der vender over mod den. Jeg er jo ikke dum) stå og nynne ”Måske er det rigtig nok? Eller er det forkert? Kunne være begge dele. Er du slet ikke nysgerrig? Aj, jeg tager pis på dig. Selvfølgelig er det rigtigt. Vi har sgu da folk til at tjekke den slags. … Eller hvad? KUNNE være forkert. En fejl. Det er det nok. Eller er det? Uh, du ville ønske du vidste det, hva’ sproghandi?” på Den Internationale Drillemelodi.

Jeg kan ikke mere.

Hjælp.

Knus

Fortvivlet Stenbuk

Mød mine nye sko!

2012-02-09T19:16:00.000+01:00

Jeg deltog i min første FB-konkurrence ever igår i håb om at vinde dem, men 23 sekunder efter, at jeg havde liket og linket, kunne jeg mærke, at det her ville blive ved med at klø, til jeg gav efter og kradsede igen.

Jeg var ikke hjemme, da posten kom med dem idag, så de står i en mørk æske 200 meter herfra og glimter, men i morgen er de mine, og jeg har tænkt mig at sove med dem på - hurra!

Mit selskab kan være så udmattende.

2012-02-06T13:22:00.000+01:00

I går, da jeg kørte til København, sad jeg og lod tankerne vandre tilbage. Jeg har undervist i elitestep på DGI’s convetion de seneste 6-7 år, sidste år undtaget, fordi jeg havde travlt med at forsøge at finde ud af, hvordan man lever uden søvn. Mens jeg kørte, sad jeg og tænkte på, hvor fedt det er at være nået dertil, hvor jeg ikke længere er bange for andre mennesker; jeg kan kun mærke den spændte glæde, man har i maven, når man ved, at man er godt forberedt, kan sit kram, og glæder sig til at fyre den af, men stadig har været i gamet længe nok til at vide, at man ikke kan gardere sig imod dårlige mikrofoner, cd’er, der udånder og pludselige blackouts, og derfor stadig er afhængig af en vis portion held, hvis man skal rive taget af bygningen.

Over et par kilometer sad jeg og solede mig i min egen selvudvikling, mens jeg highfivede mig selv mentalt over, at det ikke længere betyder noget, hvad andre mennesker tænker om mig.

Indtil det gik op for mig, at det er løgn.

Men det fine ved at skulle tilbagelægge lige knap 600 km i snevejr er, at der er gooood tid til at sidde og pille sig selv i navlen, så jeg spændte snorklen på og dykkede ned i dybet.

For det er faktisk rigtigt, når jeg siger, at det ikke betyder noget, hvad andre mener om mig. Det er bare et spørgsmål om at få defineret, hvem ’de andre’ er.

Mine nærmeste ville ikke være mine nærmeste, hvis de lod hammeren falde og fordømte mig, de – ganske, ganske få – gange, jeg fucker op. Derfor er det ikke en bekymring for mig, eller noget jeg bruger tid på at frygte. Mange har spurgt mig, hvad mine forældre sagde, da jeg kom og fortalte, at jeg skulle have Anton på den måde, jeg nu havde valgt, og hver gang svarer jeg lige forbløffet, at der selvfølgelig var 280 % opbakning hele vejen. Jeg ved godt, at ikke alle er så heldige, men det er jeg, og derfor færdes jeg med sindsro i den inderste cirkel.

Ude på den anden side af hegnet står De Fremmede; alle dem, man stifter helt kortvarigt bekendtskab med. Jeg kender dem ikke, og de kender ikke mig. Om de kan lide mig eller synes, at jeg er et freakshow på to ben, holder mig heller ikke vågen om natten. Overhovedet.

Så er der De Halvkendte tilbage. Og dem er jeg stadig bange for, goddamnit. Dem, der kender mig lidt, fordi jeg har mødt dem nogle gange gennem mit arbejde. Dem, der kommer så meget på mine hold, at vi begynder at vide mere om hinanden end bare navn og favorittræningstøjsmærke. Mine fellowblogkolleger, som jeg har mødt i virkeligheden. Fortsæt selv listen. De mennesker kender mig ikke godt nok til at have hverken lyst til eller behov for at bære over med mig, hvis jeg siger eller gør noget dumt, men de kender mig stadig godt nok til, at det betyder noget for mig, hvad de synes. Jeg ser dem ikke nok til at være sikker på, at de ved, at jeg ikke er sær eller klæbrig, og jeg kender dem ikke godt nok til at kunne aflæse af deres mimik og kropssprog, om de synes, at jeg er cool nok eller klar til et sæt røde papirer og en trøje med ekstra lange ærmer.

Hvorfor er det vigtigt? Jeg aner det ikke. Måske fordi at de er blevet lukket lidt ind, og nu står i entreen, og derfor potentielt kan fælde dom over den del af indretningen de kan se?

Og hvorfor er det, at dét ikke er pisseligemeget??

Og så var jeg heldigvis ENDELIG fremme og kunne parkere både bil og hjerne i en kælder af beton.

Indtil videre er jeg blank.

2012-02-03T20:07:00.000+01:00

De sidste to uger har jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG prøvet at forestille mig, hvem målgruppen til noget med nedenstående titel er:

Tålmodighed – den mytiske dyd.

2012-02-02T19:13:00.001+01:00

Fy for fanden, hvor jeg synes, at der er meget at se til lige nu. Og selvom det er så flot derude, at jeg næsten ikke kan holde det ud, så bortfryser kulden min lyst til stor set alt, lige fra at tage tøjet af for at træne eller gå i bad, til at bevæge mig ud for at tømme postkassen. Alt forekommer stift, uoverskueligt - og dybfrossent.

Men det er bare at tørre øjnene og komme i gang, for jeg har selv sagt ja til at undervise på Convention på søndag, til at uddanne nogle flere instruktører, til at være tillidsrepræsentant med dertilhørende møder og til at bage kager til fælles fødselsdag med søster på lørdag. Jeg har samtidig også besluttet mig for at jagte min gamle form, (komvigørdethelepåÉNgang.com) så jeg har lagt kosten om, vinen på hylden og manøvrerer nu rundt i puslespillet med at få klemt 5-7 gange træning ind om ugen, uden at byde mit løfte til mig selv om, at Anton ikke i vågen tilstand må overlades til barnepiger pga. træning mere end to gange om ugen. Og jeg ved godt, at man ikke må sige den slags højt i Danmark, men jeg er simpelthen så stolt over, at det langt de fleste uger lykkes, og at jeg – selvom jeg stadig hader det mæ hælve te – trækker i løbeskoene og løber 5 km to gange om ugen. Har faktisk forbedret min tid med 4 minutter siden første januar. (Kunne så heller ikke løbe langsommere uden at risikere, at løbebåndet fornærmet ville gå i stå.)

Om kiloene så rasler af?

Åh, jeg må le!!

Havde glemt præcis hvor træls det er, når vægten både står stille og stiger, fordi man kører mere protein ind i kosten (har fundet opskrift på hjemmelavede proteinbars, der RYKKER!), samtidig med, at man skruer op for muskeltræningen.

*suk*

Hvis jeg havde været et af mine egne medlemmer, havde jeg manet til tålmod og på pædagogisk vis rost for vedholdende indsats, men det her er mig, og så ved alle sgu da, at der skal ske noget NUNUNU!!!

Og on that note vil jeg hidkalde barnepigen og køre ind og undervise.

Iført vanter, hat og flyverdragt.

Surelinda.com

2012-01-30T08:03:00.000+01:00

Kender I de udtryk, man udvikler i venskaber, som ofte er rimelig irriterende for udenforstående at skulle lægge øre til, fordi man aldrig fatter, hvorfor et eller andet sort snak er skide sjovt, og skal siges h-e-l-e tiden?

Jeg tror, at vi alle sammen har dem, udtrykkene. Jeg havde f.eks. engang en veninde, som jeg altid delte verden op i to med. Sætningen startede med: ”Der findes to slags mennesker – ” og så fyldte man på efter behov og oplevet virkelighed. F.eks. ”Der findes to slags mennesker: Dem, der gider bo i Viby, og dem, der ikke gør” (Det her var meget, meget præ-Esbjerg). Eller ”Der findes to slags mennesker: Dem, der gør generte mennesker opmærksom på at de rødmer, og dem der ikke gør.”

Selvom jeg ikke længere ser veninden, hænger udtrykket stadig fast i min hjerne, og trænger sig på, når situationen kalder på det. F.eks. når jeg hører om folk, der lukker deres Wordfeud profiler, fordi de ikke gider spille mod modstandere, der snyder. For der findes to slags mennesker: Dem, der gider vinde med snyd, og dem, der ikke gør. Jeg hører til de sidste. Det betyder faktisk ikke så meget for mig, om den, jeg spiller imod, snyder, men en sejr, man har snydt sig til, er besudlet og ikke værd at prale af. Hvilket selvsagt er meget, meget vigtigt i forhold til håneretten.

I dag er aviserne fulde af danske håndboldherrer, der suser rundt med vind i de lange lokker, armene hævet over hovedet og hvide væg-til-væg vi-er-europamestre-el-tandbørstesmil. Og så er det bare, at jeg synes, at det grænser til snyd, når man spiller, som om man er bange for bolden og får lammebank i halvdelen af turneringen, og så pludselig pga. tekniske finurligheder og polakker, kan gøre krav på titlen ”Europas Bedste”.

Men måske der bare findes to slags mennesker: Dem, der kan glæde sig på andres vegne og dem, der ikke kan.

Elsker nu Nike ENDNU mere!

2012-01-29T20:42:00.002+01:00

Det er bedst, når alle er her.

2012-01-25T18:40:00.001+01:00

Til den cyklist, jeg næsten kørte ned i morges:

Undskyld at jeg råbte af dig, men jeg blev simpelthen så forskrækket. Vil du ikke nok få noget lys på? Den der ongoing territorialafpisning mellem bilister og cyklister om, hvem der har mest ret til at være på vejene er for dum, og jeg blev bare så gal på dig over, at du - selvom jeg kører 55, hvor man må køre 60 og skraber sneen af taget på min bil, for at det ikke glider ned på forruden - var meget tæt på at gøre mig til sådan en, der skal leve med at have begået uagtsomt manddrab.

Der er så mange andre måder at dø på, som man ikke kan gøre det mindste for at skærme sig selv eller sine nærmeste imod, at det virker som ubegribelig lemfældig omgang med dit eget liv, at du ikke gør mere for at passe på det. Og selvom du er verdens største idiot, der kører rundt i mørkt tøj, uden lys og reflekser, på en landevej uden lys, omkranset af sort skov, er du stadig nogens søn, og nogens bedste ven, og jeg er 100 % sikker på, at de ikke kan undvære dig.

Så hvis ikke for din egen, så for vores skyld: Få nu lys på. Ik?

Den her er til dig, Lene.

2012-01-23T15:21:00.001+01:00

Jeg bliver sjældent påvirket af billeder. Film ja, billeder nej. Mærkeligt, da jeg er et ualmindeligt visuelt menneske, der omsætter stort set alt, hvad jeg tænker til billeder. Det er meget praktisk, når man arbejder som tegnsprogstolk, og om det er en skade, jeg har pådraget mig af for mange år i faget, eller om jeg har valgt mit job ud fra min personlighed, er svært at sige.

I mange år troede jeg, at alle fungerede i hovedet som Ally McBeal og jeg.

Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Jeg har haft en kæreste der, når han var træt, blev helt fortvivlet over min måde at snakke på, fordi han virkelig skulle knokle for at følge min fortælling og se de samme billeder som mig. Jeg kan ikke gøre for det. Min hjerne er en biograf, der kun viser animerede film på fast forward, udtænkt af folk på speed.

Ind imellem spænder min livlige fantasi ben for mig selv. F.eks. ville min deltagelse i julefrokoster være en hel del lettere, hvis jeg spiste sild. Det gør jeg ikke. Det har jeg ikke kunnet, siden jeg pludselig, mens jeg sad og tyggede på en, fik den tanke, at sådan må det føles at tygge på døde mennesker. Så var dét ligesom slut.

Heldigvis møder jeg somme tider nogen, der tænker ligesom mig. Lene og jeg har magiske tusser, der kan tegne videre på hinandens billeder. Hvis jeg om morgenen sender hende en sms om, at jeg har trusser på i præcis samme farve som min t-shirt; jeg er derfor usårlig, og hun må gerne låne flammesværdet idag, så ved jeg, at

A) hun - lige meget hvor hun sidder - med det samme hiver op i tøjet og tjekker farven på sine egne trusser og at

B) vi lige nu ser det samme billede: Os som kappeklædte hævnere, der iført lyserøde heldragter og diadems (hvad fanden hedder det i flertal??) bekæmper dumhed, dovenskab og dårlig kaffe.

Nogen gange tror folk, der er handikappede i fantasien, at jeg er mærkelig. Husker en tidlig morgen, hvor Lene og jeg skulle til spinning. Lige uden for spinninglokalet er opsat en vandhane, og uvis af hvilken grund, er det altid den, alle vil fylde vandflasker ved. Der er 15 ledige vandhaner i huset, men der står vi, 12 mennesker med søvn i øjnene og strithår, og klamrer os til vores tomme vandflasker. Kl. er 06.05. Der er stille. Indtil jeg åbner munden og med Fortællerstemmen begynder:

”Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes om vandingshullet.”

Det blev modtaget af 11 mennesker med fælles ”få nu STYR på det distrikspsykiatri, for satan!”-tanke boble svævende over hovederne.

Og Lene, der øjeblikkeligt kastede sig ud i en full blown løve imitation.

Vi skal nok få ram på jer….

Hvem skulle nu have troet det?

2012-01-20T21:24:00.000+01:00

I mit gamle fitnesscenter i Århus var der flere af de kendte ansigter - både medlemmer og instruktører - der flyttede fra byen i løbet af de 10 år, jeg arbejdede der. I helt gamle dage, hvor ’ude af øje - ude af sind’ var en gangbar talemåde, ville det have betydet, at de relativt hurtigt ville være forsvundet ned i glemslens sorte hul.

Det var før FB.

Så igennem årene har jeg mange gange set, hvordan der på væggene rundt omkring blev lagt op til glædelige gensyn, når De Frafaldne besøgte Århus, og stak hovedet ind forbi centret; medlemmerne for at deltage på gamle yndlingshold, og instruktørerne for at gæsteoptræde.

Efter et halvt år i Esbjerg er jeg nødt til at sige, at jeg ikke forstår, hvordan de gør.

Jeg er selvfølgelig også sådan en, der nødvendigvis må lukke dørene HELT bag mig, for at være i stand til at bevæge mig fremad; i hvert fald når jeg skal give slip på noget, som jeg allerhelst ville holde fast i. Jeg kan ikke være venner med mine ekskærester, og når jeg er på slankekur, føles det mere som tortur end nydelse at åbne en pose Matadormix for at tage et enkelt stykke.

Hvis jeg skal holde ud at bo her, er jeg nødt til at gå all in og fokusere 100 % på at være til stede, lige her, i mit nye liv. Hvis jeg snørede skoene og hoppede tilbage til fortiden - også selvom det bare var for en time - ville hvert eneste sekund for mig være en påmindelse om, hvad jeg ikke længere er en del af, og det kan jeg ikke.

Ikke endnu, i hvert fald.

Men i går, da jeg stod i kø i Føtex, var der pludselig en, der sagde: ”Tillykke med fødselsdagen”, og da jeg vendte mig om, stod der en af mine nye fitnesskunder og smilede til mig. Og lige der, fik jeg fornemmelsen af, at det her måske godt kan ende med at blive hjem alligevel.

Long time no see.

2012-01-17T21:29:00.000+01:00

Har ikke rigtig fået blogget fordi jeg har:

- Arbejdet (alt, alt) for meget.

- Opdaget Wordfeud. [Spritnyt spil til din telefon, Red.]

- Passet Anton, som har været syg, mens jeg selv har været syg. (Kan man lægge den ind som standart? Så den bare automatisk er med i alle mine blogindlæg, uden at jeg hver gang skal sidde og skrive den?)

Får vi snart:

- Dødsstraf indført for stadig at have snekugler af vat og titusind nisser hængende i alle vinduer på den anden side af nytår?

Hånden op hvis I:

- Heller ikke gider høre mere om Costa Concordia.

- Også troede, at jeg blev 34 på torsdag. (Det var mine kolleger, der kunne oplyse, at det rigtige tal var 35. For satan.)

- Gerne vil have en besked, når jeg tanker, så I ved, hvornår I skal begynde at tage overtøj på og gå ud til bilerne. Jeg kan kredse omkring OK Benzin i dagevis, som en lille, tørstig gubby, indtil jeg kører på gode intentioner og håb alene, og prisen nægter at falde. Tyve minutter efter at jeg har givet op og fyldt tanken med flydende guld, bliver det mindst en krone billigere literen. Bare læg navn og nummer i kommentarfeltet. Det koster en krone, plus almindelig sms-taks.

- Også tror, at der står ’Baresso’ hver gang aviserne skriver noget om EU-kommissionens formand.

Jeg lover, at journalisterne er fredede hele næste uge.

2012-01-13T07:06:00.002+01:00

Idag kunne jeg på TV2 læse, at der er lavet en undersøgelse, der viser, at et flertal af danskerne synes, at rygere selv skal betale for deres rygepauser. Det er der (selvfølgelig) en forsker, der mener, er bekymrende. Dels finder hun det problematisk, at ” danskerne er blevet et utrolig opdragende folkefærd” og dels ” er Liselotte Lyngsø også bekymret over danskernes ændrede holdning og skarpe tone over for rygerne. Ifølge hende glemmer virksomhederne nemlig, hvilke fordele rygepauserne giver: Det er tit i rygepauserne, de gode og kreative idéer opstår.”

Jeg er relativt ligeglad med, at folk ryger. Jeg vil gerne være fri for lokaler, der er så tilrøgede, at man skal tygge sig igennem en mur af genbrugscecil for at komme ind og ud, men jeg synes ikke, at rygere er ulækre mennesker, eller at deres moral og manglende rygrad er værre end de fleste andres, min egen så utroligt inklusiv.

Men jeg har svært ved at se, at det skulle være opdragende, at de selv skal betale for pauserne til at dyrke lasten. Jeg gætter på, at både rygere og ikke-rygere er lige gode om at tjekke mail, hente kaffe osv. i arbejdstiden, men der er vel ingen, der ville synes, at det var ok, hvis jeg oven i det 4-5 gange om dagen lige smuttede ned for at spille 10 minutters wordfeud på firmaets regning? For min skyld må de ryge alt det, de lyster, men jeg synes, at det er ganske rimeligt, at de selv skal finansiere festen.

Og den der med, at virksomhederne glemmer, at det er i rygepauserne, de gode ideer opstår; det er da noget ævl. Det er i hvert fald skidt for virksomhederne, hvis det kun er deres rygere, der er i stand til at få gode ideer.

Jeg kan ikke forstå, at mange journalister i dag er så optaget af offervinklen, og derfor altid stiller med eksperter og/eller "ofre" der er villige til at sige stort set hvad som helst for at komme i avisen. Forleden hørte jeg f.eks. et interview lavet i forbindelse med de nye regler, flere forsikringsselskaber har indført på deres bilforsikringer, hvor præmien på bestemte biltyper med et T Hansen stempel i røven stiger, da man ikke længere må opkræve forhøjet præmie for unge mænd under 25.

Her var det selvfølgelig lykkedes journalisten at fremgrave en mand på 50 år med den type bil, der bliver ramt. Og jeg fik fandme helt ondt i hovedet, da det sidste spørgsmål i indslaget var: ”Og hvad synes du så om, at din forsikring stiger til det dobbelte, fordi du kan lide at køre i en bestemt type bil?”

Hvilket jo er et dejligt neutralt og uladet spørgsmål.

For det er da selvfølgelig træls for ham. Og der skal da nok findes rigtig mange familier derude, der kører rundt i sorte, sænkede BMW’er pga. kørekomforten, som har alufælge og skørter på, fordi de gerne vil støtte blikindustrien i Kina, og som har monteret undervognsbelysning på slæden, fordi det er så dejlig praktisk om morgenen på den mørke p-plads ved ungernes institution.

Men vi kunne også prøve at ringe rundt til de tusindvis af andre helt almindelige bilister, der er trætte af udsigten til at skulle betale en (endnu) højere præmie, fordi nogle få idioter insisterer på at køre som blinde bananfluer på speed og spørge, hvad de mener om de nye regler.

Jeg er helt for, at man prøver at belyse en historie fra flere vinkler, og at historien om de få ofte er mere interessant end historien om de mange.

Men hvis du spørger mig, kan det simpelthen blive så søgt, at der bliver mere irriterende end tankevækkende.

Vi har HELT glemt at grine af den her:

2012-01-11T19:21:00.000+01:00

Fra Politiken.dk:

De børn, der har fået en 'Colurful Hearts Teddy' fra det populære dukkefirma Build-A-Bear i julegave, kan se frem til at miste deres elskede bamse.

For Build-A-Bear har netop tilbagekaldt flere end 300.000 bamser - herhjemme, i USA og Canada.

»Stoffet omkring øjnene kan være revnet på bamsen og derved resultere i at øjet kan falde ud«, lyder det i tilbagekaldelsen.

Kinesiske plastikøjne
Indtil videre skal ingen børn være kommet til skade på grund af de løsnede øjne, men beslutningen er taget for at forebygge ulykker - Build-A-Bear advarer selv om »potentiel risiko for kvælning«.

[Blablabla]

Det har i en tidligere version af denne artikel fejlagtigt fremgået, at bamserne bliver tilbagekaldt af frygt for, at børnene går i chok, hvis bamserne taber øjnene.

Og så er det ikke engang 1. april.

Efterlyses: Skam i livet.

2012-01-10T20:35:00.000+01:00

Nåmn, gæt hvem der kom op og skændes i Babysam forleden? Hvis I befandt jer i Esbjerg eller omegn behøver I ikke gætte, for så har I formentlig hørt det live. Det var HØJT.

Skulle derud og bytte en af Antons julegaver, og Babysam har ligesom så mange andre butikker valgt modellen med én lang kø og fremdrift i takt med, at de forskellige ekspedienter bliver ledige. Jeg elsker systemet, fordi det ellers hører til mine spidskompetencer at stille mig op i den kø, der byder på bonskift, sygeligt ubeslutsomme kunder og personalevagtskifte.

Men kan vi ikke lige få husstandsomdelt en mail, hvori systemet forklares for dem, der er for dumme til at fatte, at det ikke er udtryk for sygelig hang til kø, at vi andre står som apatiske svin på et slagtebånd og glor hinanden i nakken 17 meter ned gennem butikken, mens der kun er kø på én (hedder det også det, hvis man står i den alene?) ved de 3 andre kasser?

Så der står vi. Og venter. Og venter. Og venter. Og sådan er det jo for helvede i januar, så det kan ikke betale sig at hidse sig op over. Før dem, der står bag ved mig, og har brugt 25 minutter på at diskutere, om Isabella skal have en lilla eller en violet flyverdragt, deler sig på bedste langelændermaner: En bliver stående bag ved mig, og den anden smutter foran, og stiller sig over til den næste kasse.

Mig: (pænt og høfligt, hvis jeg selv skal sige det) ”Undskyld? Det her er en lang kø, og så går man frem, når den næste ekspedient bliver ledig.”

Hende: ”Nå.”

Hvorefter hun bliver stående og kigger demonstrativt i den anden retning i håb om, at jeg forsvinder.

Mig: Øhm…Wtf?? ”Undskyld?? Det her er én lang kø- ”

Og det er så her, at hende, der står bag mig, står fuldstændigt af. Så der står de, to små mennesker og råber mig ind i ansigtet. Primært om hvor meget jeg ”FUCKING SKAL SLAPPE AF!” ledsaget af aggressive pegefingre.

Big mistake. Big. Huge.

For hvad de ikke ved er, at jeg lige har været ude og prøve jeans, og derfor er for tyk, så min rummelighed og forståelse for at blive talt til på den måde, kan ligge på et meget lille sted.

Det var så ruderne klirrede.

Da jeg gik derfra, var jeg så gal, at jeg rystede på hænderne, og et kort øjeblik må jeg indrømme, at jeg godt ved, hvad det er, der sker inde i hovedet på folk, når de slår.

Jeg GIDER ikke, at folk snyder foran mig i køen. Hvis de ikke har set mig; fair nok. Hvis de har en liter mælk, og hele min vogn er fuld, giver jeg også gerne en forlomme. Men den der med bare at satse på, at resten af verden er så konfliktsky, at den går; det bliver jeg gal over.

Sgu.

Og der er en lammer til den, der lægger kommentaren: "Små børn, små problemer..."

2012-01-07T06:57:00.000+01:00

Min forståelse for tvivlsomme forældre-calls vokser proportionalt Antons alder. Da han var helt lille, kunne man bare lægge ham i liften og gå ud i haven og skrige ind i en hæk (uden dog på noget tidspunkt af nå op på det imponerende, trecifrede decibelniveau, den unge mand kunne hive ud af gabet), hvis man ikke lige vidste, hvordan man skulle gribe en situation an, men dengang, for titusind år siden, kunne det at være mor koges ned til mad, ren røv og søvn (roflmao).

Men nu er der tale om et barn, der stiller sig op i sengen og kaster sin sut ad helvede til, hvis ikke jeg, som ånden i flasken, manifesterer mig i samme sekund, Min Herre kalder. Han VED, at han ikke må gnave i ledninger, og alligevel ligner alle elektriske installationer herhjemme noget, der har været brugt som bideskinner på en hamsterfarm – og når man siger: ”Det MÅ DU IKKE!!” vender han sig om, tænder for 100 watt smilet og siger ”Hej!”

Og det er så nu, jeg begynder at opdage, at opdragelse ikke er noget, man kan vente med at gøre til man lige har besluttet sig for, hvad man mener om dette eller hint. Det er rimelig meget noget, man skal tage stilling til her og nu.

Et eksempel? Efter at have fået en søn, ved jeg nu, at den fysiske betagelse af mandens bedste ven (og her tænker jeg ikke på hunden) er medfødt. Og det ved jeg sgu da ikke lige, hvad vi mener om? Altså, er jo ikke interesseret i at gøre barnet krop- og seksualforskrækket, men synes jo samtidig også at jeg bør gøre ham den tjeneste at sørge for, at der ikke bliver dækket op til ham i hundekurven, når han bliver inviteret ud.

Og forleden fortalte min veninde, at datterens bedsteveninde på 11 år gerne ville tabe 15 kilo, og ville få en Iphone af sine forældre, når målet var nået. De brugte vi lang tid på at snakke om. For risikerer man ikke at pakke telefonen pænt ind i en spiseforstyrrelse, når man betinger den af et vægttab? Eller taler man de unges sprog ved at motivere med noget, de forstår? Er det i virkeligheden ikke værre ikke at gøre noget, når man tænker på, hvor mange problemer det potentielt kan give for børn at være for tykke, end at bruge gadgets som lokkemiddel? (Her havde jeg egentlig forestillet mig at spinne en joke over temaet apple=æble=slankekur, men Anton har omgangssyge på 3. døgn, så min hjerne ligger ude i vaskemaskinen sammen med nattens sengetøj.)

(I flertal.)

(Sengetøjet altså. Ikke hjernen.)

Fuck mand. Kan huske da jeg selv var omkring de 10. Jeg var tynd som en tændstik, og spiste hele tiden. Jeg kan stadig huske min mors ansigtsudtryk, da det gik op for hende, at jeg som en anden tidsforstyrret hobbit gerne spiste aftensmad for anden gang, når jeg var med mine veninder hjemme og lege. Uden at fortælle at jeg havde spist derhjemme, selvfølgelig. Hej. Vi er de forældre, der sender vores barn afsted uden aftensmad. (På den anden side fortalte jeg allerede vidt og bredt i børnehaven, at jeg havde fået alle mine blå mærker, fordi mine forældre tævede mig, så man skulle måske nok synes, at de på det tidspunkt var bekendte med mit løgnagtige sindelag.)

Måske er det derfor, at timeouts er så populære i USA? Ikke for at børnene kan sidde der på skamlen og tænke over deres usle adfærd, men for at forældrene kan nå panisk at google, hvilke opdragelsesprincipper der skal hives op af hatten?

Man burde i direkte forlængelse af sin fødsel få tilkoblet et ekspertpanel, man lige kunne vende sig rundt og spørge.

Det sagde han også i går.

2012-01-04T20:31:00.000+01:00

Så. Har nu haft premiere hos den lokale frisøse. Jeg havde brugt en livline på facebook i forhold til, hvor man med relativ ro i sindet kunne bestille en tid, og havde ladet internettet træffe den endelige afgørelse ved at vælge den eneste af de foreslåede saloner, der havde online bestilling. (I 2012. I Danmarks 5. største by. Kom NU, Esbjerg!!)

Jeg var noget spændt kl. 11, da jeg nærmede mig salonen, og blev ikke specielt beroliget, da facaden viste sig at ligne noget ~~fra Horsens~~ der var løgn.

Men så åbnede jeg døren, og trådte ind til koskind på gulvet, pangfarver på væggene og al den gode kaffe, jeg kunne drikke. Allerede der blev det godt, og da kvinden med saksen – uden at jeg havde sagt noget, I might add - satte hænderne i siden og stirrede vredt på Pagen, vidste jeg, at vi ville blive gode venner.

Derfra skete der kun gode ting. Der var varme klude til hårkuren, ægte hovedbundsmassage (og ikke snydeudgaven, hvor de bare vasker dit hår lidt langsomt), turbohårfarve, der ikke insisterede på at skulle sidde i 24 år for rigtigt at demonstrere hvor skideøkologisk og naturlig den var, men bare did the job, og efter to timer var jeg klar til at forlade bygningen med markant federe hår, end da jeg kom.

Det eneste tidspunkt hvor der lige blev liiidt stille i salonen var, da hun på meget esbjergensisk sagde: ”Ja, det duer sgu da ikke med det her Polle-hår” – og det sleeeeeet ikke var det, jeg synes, hun sagde…

Jaja. Vi skal lige lære hinanden at kende.

(Ps: Det er ikke fordi jeg forsøger at spille mystisk, og lader som om, jeg ikke har set jeres kommentarer om billeder, men jeg vil gerne bevare lidt af min anonymitet; derfor har jeg valgt, at Anton er den eneste af os to, der optræder i farver. Og han er ude, når det handler om hår.)

Begejstret top 5 over gode ting, der er sket i år:

2012-01-02T20:21:00.000+01:00

1) Skøjtede lige forbi netbank. Jamen, fordi man jo lægger ansvarligt ud, siger I ikke det? Og hoooold da kæft, en god løn jeg har fået! Eller … altså, min løn er den samme, som den altid har været, men i oktober kørte jeg 10 millioner kilometer, og det er de kørepenge, der nu risler ned over mig, som flydende guld. (Teknisk set er vi da enige om, at jeg formentlig også har hældt brændstof nok på bilen til at gøre mig fortjent til min egen, personlige stander på tanken, men det var jo i oktober = glemt, hvilket betyder, at kørepengene tæller som 100 % rent overskud.)

2) Og nu vi snakker om guld: Det er endelig lykkedes mig at finde en guldneglelak til tåneglene, som ikke får fødderne til at se ud som om de sveder. En opgave, som er markant sværere, end den lyder til, hvilket jeg har 7 forskellige neglelakker i 7 forskellige guldnuancer til at bevise. (Knus fra modebloggeren.)

3) X-Faktor er tilbage. Åh, jamen jeg er et simpelt menneske! Og modvilligt tiltrukket af Blachmann.

4) Har været inde og træne i mit nye center. And. I. LOVE. IT!!!! Sauna, dampbad, masser af liv og superlækkert instruktørtøj. Det her bliver så skidegodt – skulle have truffet den beslutning for LÆNGST!

5) Hvilket bringer mig videre til det 5. og sidste punkt på min hurraliste. Som – vil jeg godt indrømme – er et forsøg på at tvinge glasset til at være halvfyldt. For jeg løber jo. Stadig. Og jeg hader det. Stadig. Indtil nu har jeg løbet udenfor, hvilket får tiden til at gå lidt hurtigere (løgn!), men jeg kan godt have en lumsk mistanke om, at jeg ikke presser mig selv hårdt nok; jeg løber bare, til jeg tror, at jeg har løbet ca. 5 km, og kigger ikke rigtigt på tiden. Geografigeniet Linda, der bare lige måler 5 km ud på gefühl? Ikke rigtigt, vel? Så i dag bed jeg i det sure æble, og tog turen på løbebånd. Var skiftevis ved at brække mig og ved give op, og kunne pludselig huske ALLE de gange, hvor jeg har været meget kæk og when-I-say-jump-you-ask-how-high-agtig, når nye medlemmer har hadet på spinning, fordi de syntes, det var hårdt.

Der skal nok være mellem 2 og 3 ting, jeg er dårligere tid, end at løbe, og jeg vender tilbage med, hvad det er, når jeg kommer i tanke om det – men jeg gjorde det, mit inderlige had til trods, og det har jeg faktisk ret meget optur over.

2011 – the wrap up.

2011-12-30T10:20:00.003+01:00

En af de få ulemper ved at blogge, er at man bliver meget bevidst om, hvor hurtigt tiden går. Jeg synes f.eks. hele tiden, jeg sidder og skriver nytårsindlæg.

De sidste par år har indlæggene næsten skrevet sig selv, fordi der har været enkeltstående begivenheder, der har skilt sig så meget ud, at det naturligt har været dem, der har bredt sig over hele kalenderfladen, men lige nu sidder jeg og har det, som om jeg er ved at føde en legoklods.

For 2011 har godt nok været et mærkeligt år, som jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Har stadig ikke engang besluttet mig for, hvordan jeg udtaler det. Tyve-elleve? Totusindeogelleve? Whatever. Nu er det ovre, og jeg behøver ikke længere referere til det som andet end ’sidste år’.

Men der er sket så mange ting, som jeg stadig er ved at fordøje, at det er svært at evaluere på allerede, og det hele hænger sammen med flytningen fra Århus til Esbjerg.

Foråret gik med at træffe beslutningen og med at lede efter noget at bo i. På det tidspunkt var jeg i den fase, hvor den kommende forandring stadig var så diffus, at jeg kunne fokusere på alle fordelene ved at flytte. Det ændrede sig i samme sekund, jeg fik tilbudt et hus. (Sådan har jeg egentlig altid været. Når jeg begynder at forberede mig på noget nyt, kan jeg ikke komme derhen hurtigt nok – og når det så sker, kan jeg KUN huske alt det, der fungerer på mit nuværende ståsted.)

Sommeren gik med at sige farvel til alt det, jeg troede, jeg skulle være i mange år endnu, og goddag til grimme huse og nye begyndelser, og det var så svært, så svært. De sidste to måneder af min barsel troede jeg, at jeg skulle knække. Helt.

Men med efteråret kom hverdagen, og tidspunktet, hvor jeg endelig fik bekræftet, at beslutningen faktisk var den rigtige. Huset var blevet fikset og renoveret, man kunne bo i det uden kronisk at føle trang til at hamre gafler i øjnene på sig selv, og arbejdslivet var fedt at komme tilbage til. Og vigtigst af alt var og er det sindssygt rørende at se, hvor meget glæde Anton og resten af familien har fået af hinanden, nu hvor vi er kommet tættere på.

Her i 11. time har jeg skiftet fitnesscenter, og det tegner godt, synes jeg. Samtidig er fårene er begyndt at skilles fra bukkene ift. hvilke venskaber, der kan bevares, og hvilke der ikke kan overleve afstanden. Sådan må det nødvendigvis være, og det var forventet, men derfor gør det alligevel lidt ondt, når mennesker, man for 6 måneder siden svor evigt venskabeligt troskab med, bakker ud af besøg, fordi der åbenbart er længere fra Århus til Esbjerg end den modsatte vej.

At en beslutning er rigtig, betyder ikke, at den er nem – men tiden arbejder for os, og jeg er forsigtigt optimistisk omkring 2012. Trods alt har egen indstilling og indsats ret meget at sige, når det kommer til stykket, ikke?

Så: 2011..

Tja.

Farvel og .. tak? Tror jeg?

I hvert fald tak til jer, fordi I læser med. Tak fordi I bruger tiden på at blive ved at lægge kommentarer, selvom jeg ikke altid når at få svaret på dem. Og tak fordi I altid holder kammertonen, også når vi ikke er enige.

Rigtig godt nytår.

Bog & Idé.

2011-12-27T20:55:00.001+01:00

Jeg er begyndt at overveje, om jeg skal skrive en bog, der handler om at være alenemor.

I noget af al den fritid jeg har.

Sagen er den, at jeg ikke rigtigt kan finde mig selv i den litteratur, der allerede findes på markedet i denne kategori; mange af de kvinder der skriver og skrives om, er typisk i midten af 40’erne, og vælger insemination, fordi uret tikker så højt, at det overdøver alt andet.

Der er også en ret høj frekvens af au pairs i de bøger, jeg indtil videre er stødt på.

Uanset om man er blevet insemineret eller har valgt en alternativ løsning ift. at blive gravid, spekulerer jeg meget på, om andre af min slags også bliver mødt med forestillingen om, at vi har fået vores børn selv, fordi vi tror, at der ikke findes nogen, der vil have os. Om andre selvvalgte, enlige mødre også er blevet overrasket over ensomheden, kærligheden og det faktum, at singlehedsfølelsen primært ligger i ikke at være nogens førsteprioritet, og at den derfor meget uventet fortager sig, når man får et barn.

Stresssveder de også over, at det ikke er muligt at lave en bunke af to-do’s, som man kan komme til bunds i, når barnet næste gang skal over til sin far, og bliver de også helt tørre i munden af irritation, når mødre med fædre i baghånden siger ”Det er fuldstændigt det samme hjemme ved os!”?

Når Anton rejser sig og går, når han gemmer sig det samme sted hver gang, vi leger gemme, og ikke kan lade være med at hvine af fryd, når jeg går forbi ham for 4. gang, og når han råber ”BØH!” så højt, at han selv bliver helt forskrækket, er jeg ikke ved at gå i gulvet af savn over, at jeg ikke kan ringe til det fædrene ophav og fortælle om det; jeg er så privilegeret, at jeg har mennesker nok, der insisterer på at sidde på første parket i vores liv.

Selvfølgelig er der stadig mange af overvejelserne i bøgerne om at være selvvalgt alenemor, jeg kan genkende, men der er ret stor forskel på at være 33 og 45, og på at have råd til at ansætte en au pair og at klare tingene alene. Og jeg ville stadig ønske, at der var nogen, der havde skrevet en bog, der gav svar på nogle af alle de dumme spørgsmål, jeg selv havde, før jeg kastede mig ud i projektet for snart 2 år siden: Hvordan man som helt almindelig 33-årig med helt almindelig indkomst og optimismen i behold griber livet og hverdagen an, når man vælger at få et barn alene.

Måske er det mig, der skal skrive den?

Meget actionpakket indlæg forude.

2011-12-23T12:20:00.001+01:00

Her er godt nok stille, hva? Kan ikke engang påberåbe mig en anstændig omgang julestress; jeg er færdig med det hele, og har oven i købet haft tid til at hygge mig med at blive det.

Det er bare lige en af de perioder, hvor det mest ophidsende, der er sket er, at jeg har vendt voksdugen i køkkenet rundt, så mærkerne fra Antons flittigt brugte træhammer nu er gemt under adventskransen i den fjerne ende af bordet.

Undskyld. Skulle der lige have været en advarsel på, før det blev så vildt?

Har haft så god tid, at jeg nu har fået bestilt tid ved en frisør hernede til noget klip og noget farve. Ved ikke helt, hvad jeg håber på at opnå med det der klip, for det er jo smerteligt kort tid siden, at jeg fik pagen monteret. En lille del af mig håber nok, at hun kan .. fikse det. Trylle noget mere hår frem, eller noget.

Hvis jeg kommer ud med ekstensions, vil jeg gerne skydes.

På forhånd tak.

Og glædelig jul.

Mere glade jul.

2011-12-20T13:18:00.000+01:00

Ok, det her startede egentlig som et svar til alle de fine kommentarer til gårdagens indlæg, men så blev det lige utrolig langt, så nu bliver det i stedet opgraderet til et nyt indlæg. (Hvis man helt er stået af den debat, så bare sus ud og drik en juleøl, og kig ind igen om et par dage.)

For mig at se hører kristendom i høj grad hjemme i folkeskolen - som en del af faget religion. Uagtet at vi bliver flere og flere, der ikke længere betegner os som kristne, så er langt, lagt den overvejende part af Danmarks befolkning stadig kristen, måske mere i ord end i gerning, men alligevel. En stor del af vores kultur og traditioner bygger på kristne værdier, og derfor synes jeg, at det er meget, meget vigtigt, at vores børn lærer om det. På samme måde som jeg også forventer, at de lærer om både buddhisme, hinduisme, islam og alle mulige andre religioner. Personligt synes jeg, at det er en lidt underlig tendens, at mange pludselig lader til at mene, at fordi noget ikke længere har betydning for dem, så skal der lukkes af for det over hele linjen.

Hvis vi skal følge den til dørs, bør der vel også lukkes ned for samfundsfag, når nu der er så mange, der ikke stemmer?

Vi ender da i åndeligt armod, hvis vi udelukkende lærer vores børn om det, vi selv tror på, og ikke præsenterer dem for alternativer. Selvom jeg har det rimelig stramt med det meste af det, der kommer ud af munden på Pia K., har jeg en klar forventning om, at Anton bliver præsenteret for samtlige partier og deres ideologier, når han engang kommer i skole. Vi skal naturligvis også snakke politik herhjemme over frikadellerne, men jeg lever jo så at sige mit politiske ståsted, og derfor synes jeg, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at han bliver præsenteret for alternativer et sted, hvor de formidles på mere neutral vis.

Jeg tror, at de fleste af os, der har børn, har et håb om, at de vokser op og forvandler sig til selvstændige individer, der kan træffe deres egne, selvstændige beslutninger – også hvis det indebærer beslutningen om at vælge religion til, selvom deres forældre har valgt den fra.

Jeg er ikke kristen, Anton er ikke døbt, og jeg ville få utrolig dybe rynker i panden, hvis han kom hjem og fortalte, at de blev sat til at bede morgenbøn hver dag i klassen, men de fleste folkeskolelærere, jeg er stødt på – og det er mange! – er fornuftige mennesker, der fuldt ud er i stand til at skelne imellem oplysning og forkyndelse.

Vi behøver heldigvis ikke at være enige, men jeg vil stadig gerne slutte med at sige pænt tak for jeres input og for den sobre tone, I alle uden undtagelse har holdt.

God tirsdag derude.

Glade jul.

2011-12-18T18:46:00.000+01:00

Jeg synes, at det er så ærgerligt, at frygten for ikke at virke tolerant nok, har udvandet debatklimaet herhjemme. Angsten for at blive skudt i skoene, at man er racist, hviler som en klam, tung dyne over hele landskabet, og jeg tror nogle gange, at det er den, der betyder, at der bliver truffet nogle mystiske beslutninger rundt omkring.

F.eks. kan jeg i dag læse i forskellige aviser, at der er blevet luget ud i julen på flere folkeskoler. Væk med de salmevers, der kan virke for forkyndende og ikke al for megen stødende snak om Jesus. For de stakkels muslimer er åbenbart ikke stærke nok i deres egen tro til at høre disse historier uden at tage skade af dem, og blive omvendt på den snigende måde.

Jeg antager, at man i samme ombæring er stoppet med at fortælle om julemanden for ikke at støde dem, der ikke tror på ham.

Da jeg gik i skole, var der også børn, der ikke kom fra gudfrygtige hjem. På tværs af årgangene sad vi i fællesrummet og sang sammen, når der var juleafslutning, mens vi strittede i alle mulige religiøse retninger. Og nu skal jeg da skynde mig at indrømme, at jeg ikke har ringet rundt til de mennesker, det drejer sig om, og spurgt, om deres religiøse ståsted har vaklet siden, fordi deres sind blev besudlet med alle 24 vers af ”Et barn er født i Betlehem” – men jeg tager chancen og siger, at jeg tvivler.

Jeg tror meget mere, at det handler om skoleledere og lærere, der bor i mit eget politiske segment, der så brændende ønsker at fremstå som frisindede, tolerante mennesker, at de har udviklet muslim-angst. Af alle de grupper i samfundet, vi ALDRIG uforvarende må komme til at støde på manchetterne, er muslimerne åbenbart de værste. Væk er den debat, der kommer af uenighed, væk er muligheden for at diskutere, hvordan vi eventuelt kan formidle en temmelig stor kulturarv på alternativ vis, og tilbage står et tiltag, som med hundrede procents garanti giver vind i sejlene til både Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti.

Jeg har heller ikke ringet til muslimerne og tjekket, men jeg tænker ikke umiddelbart, at det er, hvad de ønsker sig allermest til jul.

Heller ikke selvom der er bogstaver på brystet.

2011-12-15T20:15:00.000+01:00

Jeg er gået i gang med at frelse verden, en god gerning af gangen. Ved ikke helt, om det er det der mor-noget, der pludselig skal blande sig i alt, eller om det skyldes, at jeg ikke kommer nok ud, men jeg har åbenbart akut groet et omsorgsgen på størrelse med Angola.

F.eks. tog jeg forleden fat i en far ude i vuggestuen. Jeg er kørt forbi ham temmelig mange morgener, hvor han kommer cyklende med sin lille, fine pige bagpå cyklen, og en baglygte på størrelse med et knappenålshoved. Vores vuggestue ligger på landet, hvor der ikke forefindes cykelstier, og hvor der er mere end almindelig mørkt kl. 6.30, og han kunne ligeså godt cykle rundt under Harry Potters usynlighedskappe. Ret beset er det jo ikke mit problem, men jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud, hvis de blev kørt ned, og jeg ikke havde sagt noget, så jeg tog mod til mig, og gik hen og prikkede ham på skulderen.

”Mumlemumlemumle, rager-overhovedet-ikke-mig, mumlemumle usynlig.”

Til mine mandlige læsere, og de kvindelige, som ikke forstår problemet, skal jeg skynde mig at texte episoden: I den meget belastende klub, som mange kvinder er medlemmer af, og hvor jeg selv er formand, kan kommentarer som den jeg gav ham, ikke oversættes til andet end: ”Fuck, hvor er du bare en rådden dårlig og ubetænksom forælder!”

”Det er jeg sgu glad for, at du siger!” sagde han, og allerede den følgende morgen måtte jeg nærmest have solbriller på, da jeg på 1000 meters afstand blev blændet af en rød 900 watts pære med en diameter på 30 cm.

One down, a billion to go.

Men jeg fik chancen igen i går, da jeg kl. 20 var på vej hjem fra Århus. Lige omkring Vejen kunne jeg pludselig skimte noget, der stod lige midt på motorvejen og gloede; det viste sig at være en sofa.

Indre dialog som følger:

”FUCK!! Hvem fanden taber en sofa midt på motorvejen og lader den stå!? Folk er fandme nogen psykopatsvin!! Godt jeg ikke blæste ind i den.”

1,5 km senere:

”Bør man egentlig gøre noget? Aj, men hvad? Kan jo dårligt vende og køre tilbage for at begynde at lege flyttemand med presserende dødsønske.”

...

”Er det godt nok … dare I say it … 114, vi er ude i? Igen? Har vi INTET lært?” (Her vil jeg i øvrigt gerne vide, om jeg fik fulgt op på historien om den falske indbrudstyv? Om jeg fik med, at jeg kom i avisen? Nej? Man tror jo fandme ikke, at det er sandt. Men hvis nogen af jer står og mangler en ’årvågen nabo’, ringer I bare.)

Og sådan gik det til, at jeg for 2. gang på en måned talte med mine nye bedstevenner Politiet.

Hvis det er meningen, at det er mig, der er den nye Superhelt Af Gode Gerninger, må jeg insistere på, at der følger en sej dragt med til jobbet.

Og jeg er ikke god i koboltblå.

De små tings fascistoide diktator.

2011-12-13T20:45:00.001+01:00

Når man læser til tegnsprogstolk, bruger man lang tid på at forsøge at lære, hvordan man laver relativ naturlig intonation i en stemmetolkning, for når vi stemmetolker, gør vi det simultant. Dvs. at vi lægger stemme på en sætning, inden vi ved, om der er tale om et spørgsmål eller en konstatering, og hvor lang sætningen har tænkt sig at være.

Vi arbejder også temmelig meget med, hvordan man som tolk er tro mod følelserne i det sagte, uden at overdrive; altså, hvordan man videregiver budskabet om, at den, der taler er ked af det, uden selv at begynde at græde

Så måske er jeg skadet af mit fag, men jeg er ved at gå AMOK over nyhedsspeakerne i radioen. Slap. Nu. AF! med at lege fucking rutchebane med det tonefald! Det er sket mere end én gang, at jeg simpelthen ikke har forstået, hvad der er blevet sagt, fordi intonationen er så kunstig, at den stjæler al fokus fra indholdet.

Og når vi nu har pisken i svingninger over småtingsafdelingen, skal vi også lige runde Planfadder-reklamen. For hvad sker der for den danske unge, der lægger stemme til? Ikke, at hungersnød og humanitære katastrofer er noget, den 3. verden selv må ligge og rode med, men når den 3-benede skammel med velberådet hu bliver trukket hen til medlidenhedspatten, mens ærmerne bliver smøget HELT op over albuerne, står jeg af.

Problemstillingen er længe trist og tragisk nok til at kunne formidles med normal, nedtonet stemmeføring.

Jeg er med på, at der findes enkelte marginalt større problemer i verden at forholde sig til, men når man har brugt 3 dage på at være nærmest katatonisk af kvalme (og nej. Jeg er ikke gravid. Selvom min bedstemor meget friskt spurgte forleden, om Anton egentlig ikke snart skulle være storebror….(wtf!?)) kan man godt hidse sig op over det her, hvis man anstrenger sig, bare en lille, bitte smule.

Guess who’s back?

2011-12-11T18:36:00.000+01:00

Jeg skal ikke opholde jer længe i dag, da jeg har brugt det sidste døgn på massiv kvalme og på at knække mig. Jeg er ret meget en mand omkring det, og opfører mig i store træk som en ebolapatient, der netop er gået ind i den terminale fase.

Men jeg ville bare lige stikke hovedet herud for at fortælle, at jeg var til samtale i den gamle fitnesskæde i lørdags.

Jeg starter d. 07.01.

Yei!

2011-12-09T06:28:00.001+01:00

Hjem er, hvor hjertet er.

2011-12-08T13:56:00.000+01:00

Jeg ved godt, at det her sikkert er svært at sætte sig ind i, hvis man er sådan en, der skal slæbes til træning ved håret, men jeg savner simpelthen mit gamle center så meget. Er nærmest der, hvor jeg overvejer at skjule updates på alle mine venner, der stadig træner deroppe, fordi jeg bliver helt grim og grøn, når de går amok i fælles glædesrus over et foredrag med Chris MacDonald, eller laver marathonevents med efterfølgende ~~druk~~ sociale aktiviteter.

Jeg havde håbet, at mit nye center hernede ville kaste lidt bekendtskaber af sig, men da der er færre medlemmer, færre timer på planen og dermed færre kolleger end i Århus, kan man faktisk passe sine timer, uge efter uge, uden nogensinde at løbe ind i en holdkammerat.

Da jeg flyttede herned, valgte jeg en anden og mindre kæde, end den jeg underviste i up north, fordi jeg tænkte, at det måske var bedre med noget helt nyt, end en bleg afart af det, jeg kom fra.

I sidste uge fik vi imidlertid at vide, at den lille kæde er blevet spist af den anden af de store, The Artist Formerly Known As Fjenden.

Blev først sådan lidt: ”Aj!! Ufrivilligt besudlet!?”

Så kom jeg i tanke om, at jeg jo ikke er hende, der er med i ¾ af, hvad der foregår mere, og at det derfor måske ikke længere er så væsentligt, hvilket navn, der står i øverste venstre hjørne af lønsedlen. Er jeg ikke bare et gammelt surt røvhul, der har principper for princippernes skyld? Og er personalet egentlig ikke præcist ligeså godt/dårligt uddannet, som i min gamle kæde?

Men så ringede chefen og fortalte, at alle koncepttimerne skal ændres, så instruktørerne selv skal stå for programindholdet. Hvilket er fint, hvis instruktørerne er uddannede og ved noget om anatomi, fysiologi, musik, takter, cuing og tælling. Det er knap så fint, hvis man hiver folk ind fra gaden, giver dem 20 minutters undervisning, og derefter slipper dem løs på egen hånd. Så er det trods alt bedre, at de får stukket et program i hånden, som mennesker, der ved noget om træning har sat sammen, og som der så bare skal køres monkey see, monkey do på. Dels er det mere forsvarligt overfor medlemmerne, og dels minimerer det risikoen for, at jeg skal afgå ved døden af irritation over at deltage på en time, lavet af Michelle på 19, der mener at takttælling er helt, helt overflødigt, når man lige har fået nye bryster.

Så da jeg lagde røret på, havde min mund sagt op.

Nu må vi så bare håbe, at den gamle kæde kan bruge mig.

The egg strikes back!

2011-12-05T19:09:00.000+01:00

Efter utallige æggejokes…

Efter en million morgener med vuggestueforældre, der hiver huerne af deres unger, shampoo-reklame-style, så kaskader af gyldne lokker vælter ned over skuldrene på dem…

Efter at have resigneret, og indstillet mig på, at Anton karrieremæssigt ender som lidt vel smart reklamefyr med spejlsolbrillerne permanent parkeret på den skaldede isse…

Og efter utallige forsøg på at ignorere, at ALLE andre 1-årige, vi kender tilsyneladende skal rende rundt med en skide afrohjelm på hovedet..

- er vi nu dem, der griner ALLERhøjest efter følgende mail fra Tyttebøversnes Hovedkvarter:

”Hej

Vil I huske at kæmme jeres børn 1 gang i ugen.

Der er et par der har haft lus i fredags.”

MUHAHAHAHA!!!

Well, this is awkward.

2011-12-01T19:54:00.000+01:00

I mit job kommer jeg på mange forskellige uddannelser, hvilket kan være en udfordring, når man rum- og retningsmæssigt er to udviklingstrin over amøbestadiet, og derfor jævnligt bliver væk.

Jeg har derfor tillært mig forskellige orienteringsstrategier, som f.eks. at lægge mærke til brandslukningsudstyr og malerier, der i bedste Hans & Grete stil kan lede mig tilbage til det klasselokale, hvorfra jeg kom, når jeg går i kantinen.

Indtil nu har det virket upåklageligt, og som Savannens dyr tøver jeg ikke, når jeg færdes på sletten, men går raskt til, fuld af blind selvtillid.

Det ændrer sig formentlig fremover, efter at jeg i dag tog fejl af to døre og med energisk effektivitet marcherede meget målrettet ind i herreomklædningen.

Nogle gange ville mit liv være markant mindre pinligt, hvis jeg ikke selv var en del af det.

Boghjørnet.

2011-11-30T21:02:00.000+01:00

Inden jeg fik Anton, læste jeg en bog eller to om ugen. I weekenden elskede jeg at sidde i min seng med en god bog og en kop kaffe til langt op af formiddagen, og om aftenen kunne jeg ikke sove, hvis jeg ikke lige lod tankerne lande over et par kapitler.

Post Anton er det helt crazy, hvis jeg når mere end 10 sider, før jeg vågner ved, at min næse foretager en nødlanding i bogryggen, og hvor jeg før var ligeglad med genren, hvis bare indholdet var velskrevet, er jeg nu nødt til at indrømme, at det ikke må være alt for komplekst eller filosofisk, hvis jeg skal kunne huske historien.

Meget spanske og islandske navne glider også af hjernebarken hurtigere end tøsne af skråtage.

Men jeg elsker stadig at læse, så da Rosinante & Co. spurgte, om jeg i ny og næ havde lyst til at anmelde en bog for dem, takkede jeg ja.

Og ihukommende mit indlæg fra i går, skal jeg skynde mig at sige, at jeg ikke har så meget som 10 minutters uddannelse, der kvalificerer mig til at mene noget om litteratur af nogen slags. Jeg er bare Den Glade Amatør, der ikke er bange for at mene en helt masse om alt muligt.

Den første bog jeg har fået lov at sige noget om, er Julia Lahme ”Holder du lige øje med mit diadem? Så passer jeg hverdagen imens”.

Jeg kan godt lide Julia Lahme. Rigtig godt endda. Hun spekulerer over mange af de samme ting, som jeg gør, og jeg tudede af både medfølelse, bevægelse og genkendelse, da jeg læste ”Hvor lagde jeg babyen?” og ”Sandheder fra enløgner”. Hun er den eneste, jeg kender, der på egen krop har prøvet at få et barn, der ikke sover, og har derfor for mig været en meget velkommen lidelsesfælle.

Og derfor er jeg noget så træt af at måtte sige, at jeg ikke er ret begejstret for den nye bog.

Bogen er en samling af klummer og nye tekster, og jeg synes simpelthen ikke, at det fungerer. Samtlige tekster er små, afsluttede historier, som derfor ikke giver det page-turner drive, man får, når man læser en historie, der er vævet sammen af tråde, der strækker sig over et par hundrede sider. Klummerne har et langt stykke hen ad vejen samme format og struktur som blogindlæg, men havde hun udgivet sin blog, ville der stadig i den have været en slags handling, der bandt det ene indlæg sammen med det næste.

Noget andet, som også for mig bliver et irritationsmoment, er gentagelserne, som naturligvis vil være der, når man samler klummer skrevet over en lang periode af det samme menneske – man lægger ikke mærke til det, når der går uger imellem klummerne, og de står som små, farverige indslag i aviser eller blade, men komprimeret til en bog bliver det virkelig enerverende at læse 5 gange lige efter hinanden, at mænd ikke tager barsel, fordi vi kvinder ikke vil af med den.

Jeg savner en historie. Jeg savner en sammenhængende historie fortalt, som Julia Lahme kan fortælle den. Ærligt og indlevende og flettet sammen af alle de små tråde, der gør holdninger til andet og mere end postulater. For et eller andet sted forstår jeg godt, hvor hun vil hen med indlæggene (!) om, at Marys status som forbillede for danske kvinder, gør det sværere for alle os andre almindeligt dødelige at begå os, men jeg savner noget mere virkelighed; nogle eksempler fra hendes egen omgangskreds på konkrete kvinder for hvem, Marys rolle udgør et reelt problem. For når jeg læser det, er det eneste, jeg tænker, at jeg sgu da ikke kender en eneste kvinde, der bruger Mary som målestok for noget som helst. Hun er en opdigtet figur på linie med Askepot og Snehvide.

Synes jeg.

Jeg kunne stadig sagtens finde på at købe ”Hvor lagde jeg babyen?” i julegave til min veninde, der skal føde til januar. Jeg kunne også stadig finde på at købe ”Sandheder fra en løgner” til min anden veninde, som skal starte på job igen efter barsel lige om lidt.

Og jeg kan stadig rigtig, rigtig godt lide Julia Lahme - men jeg synes desværre, at den nye bog snubler i sit eget format.

Mens vi holder vejret…

2011-11-28T20:15:00.000+01:00

Når jeg ser nyheder, undrer jeg mig altid over, hvor mange ’eksperter’ et lille land som Danmark kan huse.

Jeg er med på, at det ikke er en beskyttet titel, men egentlig ville jeg jævnligt ønske, at jeg lidt mere konkret fik at vide, hvad en given person har af uddannelsesbaggrund, eller hvorfor det er relevant at høre vedkommendes bud på krisen i Mellemøsten og den islandske økonomi, i stedet for bare at blive spist af med ordet ’ekspert’.

Men måske er det bare mig der er lidt for glad for titler og faglighed.

I dag valgte P3 f.eks. at interviewe Jesper Theilgaard om, hvad man kan forvente af resultater for den kommende klimakonference.

"Meteorologen??” tænker du.

That would be him.

For en sikkerheds skyld har jeg googlet ham, og han er student og uddannet meteorolog.

Og en glimrende en af slagsen, formoder jeg, men derfra og så til at bede ham agere politisk spåkone, synes jeg måske nok, at der er et stykke vej.

Det er mig, der er inde i nærpolitiet.

2011-11-25T21:52:00.001+01:00

I eftermiddags, da jeg skulle pakke min træningstaske, stod jeg på mit badeværelse på 1. sal, og kom tilfældigvis til at kigge ud. På det meget skrå tag lige overfor, stod en ung mand, som i det sekund jeg kiggede, åbnede et tagvindue og hoppede ind i huset.

Øhmm…

Er vi holdt op med at bruge hoveddøren?

Hvad gør man? Svinger dramakåben om skuldrene og ringer til politiet, eller hviler sit bekymrede hoved på den overvejende sandsynlighed for, at det er ham, der bor der, der har glemt sin nøgle?

Spurgte Anton, hvad han synes, vi skulle gøre. Han ER trods alt manden i huset. Han bød ind med hele sit vokabularium, ”bøh!”, ”hej” og en lyd, der i mistænkelig grad lyder som ”far” (go figure) - hvilket vi jo ikke rigtigt blev klogere af, så jeg valgte løsningen, der er skræddersyet til valginvalider som mig: Jeg ringede 114.

Serviceinfo: Ring ikke 114, medmindre du har fri, resten af ~~ugen~~ dagen.

Efter en samtale så lang, at potentielle indbrudstyve kunne have kørt tyvekosterne til Polen, vendt bilen og kørt tilbage til DK, hvor de igen kunne bryde ind på den samme adresse i sikker forvisning om, at ejeren i mellemtiden havde fået udbetalt forsikringspengene OG købt ny fladskærm, blev jeg stillet om til vagtcentralen.

Startede forfra med ”Det kan SAGTENS bare være ham, der bor der, der har glemt sin nøgle …” forklaringen, men Lone på vagtcentralen? Hun er helt anderledes mistænksomt anlagt end sin ubeslutsomme 114-kollega.

Og der er godt nok ikke meget hemmelig agent over mig. Kom til at fnise, da hun myndigt bad om ”signalement af gerningsmand”, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at se mig selv udefra, da jeg blev bedt om at snige mig ud og aflæse nummerplader med barn på armen, der råbte: ”Bøh! Bøh! Bøh!”, mens han begejstret pegede på den formodede flugtbil.

Men når Lone råber: ”Hop!”, så spørger drengene i blåt ”Hvor højt?”, så rundt om hjørnet kom patruljevogn på 2 hjul, som efter katastrofeopbremsning udspyede to uhyggeligt unge betjente, som femnineoghalvtredsede en masse i deres kravewalkier. (God damn it, Alexis, I want one of those!)

På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at råbe: ”Ikke alligevel!”; jo mere alvorligt alle andre tog det, jo mere beklemt blev jeg, for jeg ville ikke være hende, der havde sat alt det i sving for en glemt nøgle.

Hvilket det selvfølgelig viste sig at være.

@#!%#!!

Aj, men jeg HADER sådan noget!

Er november snart slut?

2011-11-23T20:22:00.002+01:00

Så jeg uden at spørge kan få svar på, om mandlig bekendt er en del af the movember-movement, eller om han godt nok mener det der fesne pizzerialook alvorligt.

Jamen, når det er der, så SKAL man spise det. Siger I ikke det?

2011-11-21T21:22:00.000+01:00

Så blev han fejret, den bette. Noget så eftertrykkeligt. Ernæringsmæssigt er vi kommet igennem weekenden på et blandingsmisbrug af lagkage og brownie. Fy for fanden. Løb min nye rute (still not loving it…) to gange i dag som straf.

Nå, men i anledning af fødselsdagen havde jeg til lejligheden købt en hagesmæk til Anton af den slags, der godt i en snæver vending ville kunne gøre det ud for en regnjakke. På med svinet, frem med lagkagen, og så var jeg ellers klar med kameraet. Og Anton, hvis tilgang til livet stort set kan sammenfattes i ordet ’frådende’? Han spiste så pænt, at jeg havde lyst til syrligt at spørge, om jeg lige skulle stikke ud efter en kagegaffel.

Midt i al kagen og hurraråbene kom min søster og så lidt forkert ud i hovedet; Når man er gravid, og sat til juleaften, kommer det lidt bag på alle involverede parter, når vandet går d. 18. november. Men Antons kusine var, sine 2700 gram til trods, large nok til at lade loppen have sin fødselsdag i fred, og satte sig i stedet på d. 20. november.

Og hun er så fin, så fin (også selvom hun har så meget hår, at der nærmest er tale om en afro *vranten-smiley*) og lillebitte og knirkende, at det tog under 1½ sekund for mig at blive så skruk, at jeg selv blev helt nervøs.

Måske skulle jeg gå efter at få nummer to d. 19. november, så de ligger som perler på en snor?

Så kan vi få det årlige kageorgie overstået i ét hug.

Tillykke min allerbedste, lille, fine dreng.

2011-11-17T21:43:00.000+01:00

For præcis et år siden sad jeg med veer i venteværelset på fødeafdelingen på Skejby og så fodbold, mens jeg forsøgte at lade være med at spekulere på, præcis hvor meget mere ondt, det kom til at gøre. Udenfor var det mørkt, stjerneklart og nistrende frost, og indeni var Anton gået på pauseskærm for at samle kræfter til morgendagens store præstation.

Tænk, at det bedste i hele verden allerede fylder 1 år.

Hvis jeg var jer, ville jeg nok ikke lade dankortet blive hjemme foreløbigt.

2011-11-15T14:27:00.000+01:00

Nå, men… Jeg er begyndt at løbe.

I får lige et øjeblik til at komme jer over chokket.

Er selv rimelig vantro omkring det, faktisk.

Jeg har altid hadet at løbe med en indædthed, der grænser til religiøs fanatisme, men det viser sig, at man kan blive så desperat af manglen på træning, at man knækker.

Inden Anton trænede jeg fast 6 gange om ugen; nu lander vi et sted mellem 2 og 5 gange afhængigt af mit arbejdsskema. Anton bliver passet de to gange, jeg underviser, så jeg har sat som krav til mig selv, at de resterende ture i fitnesscentret skal foregå, når han sover. Dvs. enten om morgenen, eller de dage, hvor jeg har tidligt fri, og derfor kan nå det, mens han sover til middag i vuggeren.

Men jeg savner at bevæge mig, og jeg savner den krop, der følger med, og uanset hvordan jeg har vendt og drejet det, har jeg ikke rigtigt kunne se, hvordan der kunne vrides flere timer ud af døgnet, så logistikken gik op.

Indtil jeg kom i tanke om mine frokostpauser. Et par gange om ugen er mit skema nemlig sådan, at jeg har en times frokost, eller et par mellemtimer, hvor jeg bare sidder og venter på at skulle ind og tolke igen.

Og inden jeg nåede at bremse min hjerne, havde den tænkt: ”Løb!”

Så det gør jeg.

Her i huset går vi aldrig ned på udstyr, så jeg har investeret i et par ~~dyre!~~ ordentlige sko og nogle ægte løbebusker. Det æstetiske indtryk lader noget tilbage at ønske, men jeg må medgive, at oplevelsen er knap så ubehagelig, som jeg synes, jeg kunne huske, når the basics er i orden.

Nu mangler vi så bare at udstyre mig med noget retningsfornemmelse og stedsans, så jeg – som i dag – slipper for at spæne rundt i knæhøjt græs på en bakkeside som en anden amnesisk orienteringsløber, fordi stien er blevet væk.

Hvis det her projekt ender med, at jeg som Maren og Fuhrmann melder mig til Et Ægte Løb, så giver jeg sgu en omgang.

I mørket er alle katte f*cking usynlige.

2011-11-14T10:35:00.002+01:00

Antons vuggestue ligger på landet. Ret meget på landet, faktisk. Vi snakker marker, nybyggeri og en enkelt gård i ny og næ. Når jeg afleverer ham om morgenen, er der derfor mørkt, opløftet i 4.

Af en eller anden grund lider de lokale af den fejlopfattelse, at 1) de er selvlysende, 2) de er usårlige eller 3) vi andre har supersyn. Så de trasker frygtløst af sted i vejkanten, på gåben eller cykel, iført intet andet end sort overtøj, fesne Bamselinereflekser og ”ja, jeg må OGSÅ være her!” attitude.

Og det må I, det må I helt sikkert. Og jeg vil virkelig, virkelig, VIRKELIG nødig vil komme til at køre jer ned.

Men I er USYNLIGE!! I går op og ned af majsmarker, forklædt som fejlernærede ninjaer, på en vej for hvem gadelamper, cykelstier og fortove er fremmedord, på en landevej der leder ud til motorvejen.

Lygter, for fanden, venner! Nogle store svin af slagsen. Hjælp til selvhjælp.

I det hele taget er mørket blevet lidt af et issue, efter at vi er flyttet. F.eks. har jeg monteret mørklægningsgardiner på 1. salen, hvor vi sover, og det er fandme den dårligeste ide, jeg længe har fået. Vi har boet her i 4 måneder, og indtil videre ser nattestatistikken således ud:

Antal gange jeg er gået ind i dørene: 3

Antal gange Anton er kravlet målrettet og frontalt ind i væggen: 4

Antal gange Anton har knaldet hovedet ind i vindueskarmen: 2

Antal gange jeg er faldet ud af sengen, fordi jeg ikke kan se, hvor den stopper: 1½. (Det tæller kun for en halv, når man når at tage fra med den ene hånd.)

Lys på hele verden. Nu.

Så STOPPER DET!!!!

2011-11-11T20:11:00.000+01:00

2. stenslag på 6 dage.

På samme måde som sidst. En fugl, der "tabte" et bær.

%#!!§%!%&#% !!!!!!!!!!!!

Hvis vi rammer hattrick, inden ugen er omme, vier jeg mit liv til at udradere den samlede fuglebestand i Danmark. Fjer for fjer.

It's ON, bitches!

Indeni mig, bor en meget lille hjemmeværnsmand, der hedder Preben.

2011-11-10T13:31:00.000+01:00

Da jeg var ung og forpint, automathadede jeg politiet, som der står skrevet i Den Store Guide Om Teenageadfærd, at man skal. Oprør mod autoriteterne og alt det der. Ironisk nok har jeg flere gange oplevet, at folk gætter på, at det er det, jeg laver.

Jamen, jeg ved det ikke. Noget med højde, udstråling og accent, tænker jeg.

I dag er jeg dog gået hen og er blevet helt glad for politiet. De giver mig mange gode grin på mine motorvejsbefængte ture til og fra arbejde, og når den eneste anden adspredelse er P3 (som dog skal have point for ordet ’Ufolog’. Skønt ord! Det opvejer faktisk (næsten) sætningen ”Han er en af hjørnestenene bag forslaget.”), er den slags indslag mere end velkomne.

(Og nej. Jeg har stadig ikke fundet ud af skifte kanal på min bilradio.)

I morges kørte jeg f.eks. i konvoj med Tango 14-04, 14-05 og 14-06 mellem Kolding og Vejle. Og det er. så. sjovt! at se det overlegne ”Flyt dig – jeg har TRAVLT!!”-ansigtsudtryk på min yndlingsaversion Audibeklædt Mand I Panikalderen løbe af fjæset på ham som smeltet voks, mens han prøver at regne ud, hvad der udløser den mindste bøde; at blokere bremsen og lynhurtigt iføre sig sin underdanighedshabit, eller at sætte farten ned og udstråle uskyld.

Free fun.

Jeg håber dog, at vi alle er med på, at det kun er sjovt, til den dag jeg selv ryger i fælden?

Den var heldigvis beskidt.

2011-11-07T20:34:00.000+01:00

Siden jeg startede på arbejde igen efter min barsel, har jeg primært tolket på en uddannelse, der deler baghave med en grusgrav. Det betyder, at jeg de sidste 6 km af den 70 km lange tur, kører en slags off piste stenslagsrally. En hurtig udregning (og hvis jeg regner forkert, er jeg lovlig undskyldt; jeg er sproglig) viser, at det er ca. 900 km kørt på dette noget tvivlsomme underlag.

Da det hjemme hos os er mig, der står for at aflevere Anton om morgenen (www.jegersåsjov.com), køres ruten ydermere under moderat tidspres de fleste morgener, hvilket betyder, at der arbejdes på den friske side af 4. gear.

Det er en død forrude in the making, og jeg er nærmest forbløffet hver eneste dag, når det lykkes mig at komme retur til Esbjerg med alle større glasflader i behold.

I dag har jeg så tolket på en uddannelse, der er omgivet af brede, glatasfalterede (lolita)veje. Flad, jævn asfalt så langt øjet rækker, ikke en bil i tusind kilometers omkreds og så

*BANG!!!!*

taber en fugl et bær fra 100.000 km’s højde.

Kn-a-a-a-a-a-a-a-s.

I det mindste ved jeg nu, hvad jeg skal ønske mig til jul.

En hårfin balance.

2011-11-03T21:30:00.000+01:00

Nå, men jeg har så fået pagehår.

Og det er godt nok sløjt.

Egentlig er jeg lidt i tvivl om, hvordan det skete, for jeg havde bestilt tid ved min faste frisør i Århus for at være sikker på ikke at ende i kløerne på en lokal håndværker, der kunne finde på at snige en auberginefarvet stribe i mit pandehår, mens jeg var opslugt af at læse ~~Se & Hør~~ Børsen.

Og det skal jeg på opturssiden huske at notere mig, at jeg slap for. Trods alt.

Men min faste frisør var optaget, og jeg var så træt af mit hår, at jeg havde lyst til selv at klippe det med neglesaksen, så jeg valgte derfor at bestille tid hos hendes assistent, som har studset mit pandehår masser af gange.

Da jeg landede i stolen, startede jeg med at sige, at jeg var lidt træt af den mellemlængde, som mit hår har haft de sidste par år. Synes pludselig ikke rigtigt, at det lignede en frisure mere; mere en slags ubeslutsom hybrid af ligegyldighed og svensk hockeyhår.

"Så det må gerne være kortere, tænker jeg? Bare endelig ikke page! Synes ikke rigtigt, at jeg er typen."

Herefter står det lidt uklart for mig, hvad der skete, men det var noget med, at ”en page jo ikke bare er en page”, et billede af Heidi Klum (!?) og en frisør, der gik amok med et fladjern.

Så nu venter jeg på:

1: At mit hår vokser ud igen, eller

2) At det bliver moderne at ligne en rasende bibliotekar.

Klæder skaber folk?

2011-10-31T15:38:00.001+01:00

Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg ikke kan skrive noget sjovt og overskudsagtigt om, hvor langt, jeg er nået ned af min to-do liste efter at have gået hjemme hele sidste uge. (Thank god for en arbejdsplads, der ikke lyder sur over, at man er nødt til at følge barnets 1. og 2. sygedag op med 3 feriedage, fordi der beklageligvis ikke er noget, der hedder barnets første sygeuge.) Der gemmer sig i hvert fald noget materiale derinde et sted til et indlæg om farveangst efter min etniske udrensning af tøjskabet; fuck, hvor har jeg meget sort tøj!

Jeg burde også kunne fremtvinge et eller andet moderat underholdende om det stepkursus, jeg fulgte til dørs i weekenden, for det var sådan set en rigtig god oplevelse.

Men jeg er bare ked af det. Kan faktisk ikke helt styre det. Det er, som om mit filter er lidt tyndt, og jeg synes, at jeg tuder hele tiden. Om det er vejret, årstiden eller sidste uge, der endelig synker ind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af ikke at slå til.

Anton var frisk igen, da jeg tog af sted i weekenden, og han var ved mormor og morfar, som er meget tæt på at være hans yndlingssted i hele verden. Alligevel følte jeg mig som verdens rådneste mor, da jeg kørte. Oveni hatten har jeg arbejdsdage på 9 timer hver eneste dag i denne uge, og jeg elsker mit job, det gør jeg virkelig – men jeg elsker Anton temmelig meget højere. At være væk fra ham så mange timer, lige efter at have set ham så lille og syg, gør ondt i hjertet og giver mig frygtelig dårlig samvittighed.

Og hver eneste gang jeg åbner avisen, vælter det frem med forfærdelige, hæslige, rædselsfulde historier om misbrugte børn fra diverse mørke afkroge af Danmark, og jeg kan slet ikke holde det ud.

Så jeg tuder. Til Borgen. Til Danmarks Næste Topmodel. Til P3 og avisen og da jeg afleverede Anton i morges.

Måske er det i virkeligheden meget passende med alt det sorte tøj.

Kuglelynet Anton slået ned.

2011-10-26T16:30:00.000+02:00

Passende nok kan jeg selv få lov at starte med at balancere på den line, jeg spændte ud i sidste indlæg.

For da Anton fredag havde rekvireret en omgang strubehoste, begyndte hans feber at stige. Og stige og stige og stige. Først holdt han op med at spise. Så holdt han op med at drikke, og meget kan man sige om ham, men han er fandme et stædigt lille kræ; lige meget hvor længe jeg cirklede uskyldigt fløjtende omkring ham med koppen skjult i hånden, krøb det kæmpehul, han har monteret lige midt i ansigtet sig til str. X-small, når jeg angreb. Søndag nat øgede han indsatsen med at begynde at brække sig (notér jer venligst den manglende beskrivelse af mængde og struktur), og jeg turde ikke andet end at tage til vagtlægen.

I-fucking-gen.

Da vi sad derinde, kunne jeg se, at der var to læger på vagt. Den første var ude og hente patienter et par gange, inden den anden begavede os med sin tilstedeværelse. Da jeg så hvem det var, spontanmumlede jeg ned i Antons ene hår ”Ham vil jeg ikke ind til”. Hvortil den mor, der sad ved siden af mig, med en dreng der i både slattenhed og opkog lignede Anton, lige så lavt svarede: ”Det vil jeg heller ikke.”

Så har man godt nok været meget derinde, ikke? Når man ud af et tocifret antal forskellige medicinmænd og –kvinder ved, hvem der som udgangspunkt mener, at man er hysterisk, og at ALT kan klares med børnepanodil og vent-og-se.

Nå. Men vi kom ind til den anden (win!), som var sød, grundig og norsk, og som indlagde os.

Og jeg ved godt, at det er synd for dem i Afrika, at jeg skal være glad for at bo i et land, hvor man kan blive tilset af læger, når behovet opstår, og at de stakkels ansatte i den offentlige sektor gør det bedste de kan, med de midler de har - men jeg hader, hader, hader hospitaler. Jeg har det så utrolig svært med al den tid, der bare siver væk mellem fingrene på en, mens man sidder og venter i det uendelige på endnu en samtale med endnu en ansat, der heller ikke har læst journalen. Jeg er heller ikke specielt begejstret for at sove på en madras betrukket med voksdug (wtf!?), eller at skulle putte Anton i en metalkasse, der ligner et aflagt svinebur.

Og inden I stempler mig som en utaknemmelig, forkælet so, så vær søde at forstå, at det er sådan jeg reagerer på kontroltab; jeg tæller fejl.

Og jeg kan garantere, at den, det er mest plagsomt for, er mig selv.

Efter utallige prøver og tjek, og udfyldelse af et meget detaljeret væskeskema, fik vi lov at tage hjem igen i går med truslen om sonde hængende over hovedet. Han skal begynde at drikke mere NU, og så skal han holde op med at kaste op. Ellers er det retur til 640.

Og BTW: Det han fejler, er vuggestuevirus.

Så nu er planen at blive rig i en fart, så jeg kan bestille en specialbygget autoklave, der kan spændes omkring institutionen, og så skal der satme bare koges til.

(Jeg vender frygteligt tilbage, når der er mo tinutters pause, og han igen vil sove andre steder end på mig. So long.)

Alternativt kan de bare tjekke, hvornår min FB-profil blev tavs.

2011-10-24T16:34:00.000+02:00

Nu er jeg blevet en af dem, der har børn, hvilket betyder, at jeg kan kaste mig frygtløst ud i diskussioner om stort set alt, for der er ikke længere nogen, der kan sætte mig til vægs med børnekortet (HA!!). Og helt ærligt? Så synes jeg stadig ikke, at det er ret interessant at læse opdateringer på FB om andre folks børn.

For mig er andres børn små personer, jeg ikke kender. Og derfor gider jeg mest læse om dem, hvis de er sat i forhold til de mennesker, jeg kender, dvs. mine venner/veninder. Et eksempel på hvad jeg mener, kunne være Marens indlæg om Mynte, som jeg medgiver, er lige vel langt til at fungere som opdatering, men som fint illustrerer min pointe; selvom omdrejningspunktet i historien er Mynte (som jeg ikke kender), så er det, hvad oplevelsen gør ved Maren, indlægget handler om, og derfor labber jeg stadig glædestrålende hvert eneste ord i mig.

For jeg tror, at selv os/dem med børn kan blive enige om, at det også ret hurtigt ville blive kedeligt at læse om f.eks. hinandens kærester, hvis updateringerne kun gik på, hvad han/hun fejlede, sagde eller havde på.

Jeg forstår dog godt, hvordan det kan ske, for det er ligesom med profilbillederne, som præ-Anton var noget, jeg godt kunne hidse mig lidt op over (hvis jeg gjorde mig umage), for hvorfor skal det barn med på ALLE dine billeder?? Kom de til at smide din selvstændige personlighed med ud i sækken med biokemisk affald, da moderkagen røg? I dag, et barn klogere, har jeg forstået, at det er fordi man aldrig, aldrig, aldrig er alene nogen steder, (heller ikke på toilettet) og derfor ikke kan fanges af linsen solo.

Det mærkelige er, at det for det meste er ok, ja, tilmed ret cool, faktisk. Anton og jeg var f.eks. til barnedåb sidste weekend, og det var HYL at have ham med. Jeg havde min egen lille fest, da han stillede sig på mine ben i kirken for at vinke til præsten, og jeg elsker, elsker, ELSKER at have et barn, der kaster sig over fremmede med et begejstret ”Hvor har du VÆRET!!?”-smil over hele femøren. (Bør vi egentlig opdatere det udtryk? Over hele 10’eren, lyder også bare lidt fladt, gør det ikke?) Og jeg skal virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at blæse ud over hele internettet, at barnet har lært at sige ’bøh’, som jeg synes er et jævnt cool valg af første-ord.

Jeg ved ikke, hvordan man kommer omkring det, for jeg er helt på det rene med, at alt det, der fylder hele verden for en, når man har fået et barn, ikke giver ret meget udslag på sladder- og underholdsningsbarometeret, men derfor lukker man jo hverken blog eller fb-profil. Og selvfølgelig bestemmer man fuldstændig selv, hvad man skriver derinde, og for dem, som bruger de sociale medier til at holde familie og venner up to speed, er børneopdateringerne jo helt fine.

Men vi er nogen, som har brugt vores FB på én måde i vores tidligere liv, og som nu sidder og ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre.

For mit vedkommende har det betydet, at jeg er gået fra at opdatere min profil en gang om dagen til at opdatere max en gang hver 14. dag, for jeg ikke gider være hende, der kun skriver om sit barn. Så hellere være hende, der slet ikke skriver.

Jeg synes ikke, at man skal melde sig ud, fordi man får et barn, men man går sgu lidt i stå i en periode.

... For det er kun i en periode, ikke? Ikke?? Eller er det nu, udviklingen stopper? Er det det her der sker, og er årsag til, at en hel generation stadig går med ravkæder, mens dem, der er 10 år yngre elsker de små, røvforstørrende rygsække? Fordi man lige havde travlt med at føde og opdrage, da dinoerne ringede og re-claimede deres harpiks, og rygsækkene at bære det i, og derfor stadig tror, at det er the shit?

…

Nå. Så kan de sgu da i det mindste tidsbestemme, hvornår jeg levede og fik børn, når de graver mig frem om 2000 år.

Noget mere om biler.

2011-10-22T20:15:00.001+02:00

Tics er på Sundhedsguiden.dk defineret som "ensartede, gentagne, ufrivillige bevægelser i en lille muskelgruppe". Personligt lider jeg af ordtics: Bestemte situationer får ensartede, ufrivillige ord til gentagne gange at springe frem i hjernen på mig.

Jeg medgiver, at historien havde været bedre, hvis jeg kunne komme på flere eksempler til at illustrere fænomenet, men jeg er flad som en pandekage efter en nat uden søvn som følge af – ved jeg efter en tur min ven vagtlægen – falsk strubehoste, så bortset fra nedenstående eksempel, må I bare tage mit ord for det.

Men jeg må henstille, at alle bilister i hele verden får fikset deres forlygter NU, for hver eneste gang jeg ser en bil med én fungerende og én defekt forlygte, spjætter ordene: ”Bagerens dårlige øje” ufrivilligt løs i hovedet på mig.

Hver ENESTE gang.

Og jeg ved for fanden ikke engang, hvad bagerens dårlige øje er!

Så en transskription af den mentale aktivitet hos mig på en typisk køretur ser nogenlunde sådan her ud:

Jeg skal huske at tage Antons regntøj med, når jeg henter ham. Det trænger til at blive vasket. Bagerens dårlige øje. Har jeg egentlig mere Biotex? Fuck, hvor blev det – bagerens dårlige øje – bare skidegodt af at blive malet, det badevær – bagerens dårlige øje – else.

Aj, men.. vel??

Skal selvtilvanvidsdrivelse aldrig være en OL-disciplin?

Advarsel: Rød fane i fri dressur.

2011-10-19T20:56:00.001+02:00

En sikker måde at få ørerne i maskinen på, er at blogge om noget, der har med politik at gøre. Men jeg bliver nødt til at gøre det alligevel, for ellers dør jeg af irritation.

Hvis jeg hører ordet ’misundelsesafgift’ om de nye bilafgifter én gang til, sætter jeg ild til mig selv.

Indtil nu har jeg udelukkende hørt de blå tude over det ovre på FB, og jeg kan.ikke.forstå, hvordan det adskiller sig fra al anden brugerbetaling, som de ellers er så begejstrede for i det farvesegment?

Du vil gerne have lov til at svine mere, end det er nødvendigt; ergo må du også betale det, det koster at rydde op efter dig.

Forklar mig, hvad fanden det har med misundelse at gøre?

Sker det også for jer?

2011-10-17T19:59:00.001+02:00

Forleden kunne jeg ovre ved Maren til min store gru læse, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om at blive krammet. Lad mig hermed benytte lejligheden til en kollektiv, dybtfølt undskyldning til alle de sagesløse Maren’er, jeg i tidens løb har krammet på.

For mig er stort set alle mennesker krammeobjekter, og jeg kan heller ikke rigtigt henvende mig til folk uden medfølgende håndspålæggelse. Meningen med mine ord kommer tilsyneladende kun RIGTIGT frem, hvis budskabet både fremføres verbalt og understøttes af fysisk berøring.
Det er en slags handikap, jeg har

Men i dag har min trampen rundt på andre menneskers grænser alligevel nået nye højder.

Jeg kom til at ae en af Antons pædagoger på kinden.

…

%&”#&”!!!!

Vi er ikke jævnaldrende, men hun er fandme i hvert fald for gammel til at blive aet på!

Jeg blev bare lige så rørt over, at hun virker så glad for Anton.

Og hvad siger man? ”Undskyld, jeg kom til at ae på dig?” Men jeg mener det helt ind i den dybeste, mørke afkrog af mit sind, når jeg siger, at det ikke var med vilje. Det … skete bare. Lidt ligesom da jeg forleden kom til at kalde manden ved kassen i Silvan – på lige omkring de 40 – for ”Lille skat”.

Så jeg valgte bare at stryge ud af døren med Anton under armen og ”Aening? Det kender jeg ikke noget til”-mimik, i håb om at hun måske troede, at hun havde mærket syner.

Findes der en slags post-barselskørekort, man kan tage, før man lukkes ud i civilisationen igen?

Did he just call me fat?

2011-10-14T07:54:00.000+02:00

Jeg går ud fra, at de fleste af os har en uvane eller to. En af mine, som jeg er blevet opmærksom på, efter at jeg er begyndt at transportere autostol med indhold rundt i bilen, er at jeg taler til andre bilister. Grimt. Men naturligvis kun, hvis de har fortjent det.

Af en eller anden grund, som jeg ikke engang selv magter at gennemskue, har jeg set mig særlig sur på de små, vimse følgebiler, der altid kører før og efter særtransporterne. Hver eneste gang jeg passerer en, kravler der mugne orm a la:

”UH! Se mig, jeg er tynde veninde!” og ”Nå! Der er nok nogen, der ville ønske, at de var en ambulance, hva!” ud af munden på mig. (Jamen, så hjælp mig dog!)

Men jeg er ikke et mindre menneske, end at jeg godt kan trække på smilebåndet af det, når karma så sender bolden lige tilbage i skærmen på mig. Som når jeg f.eks. overhaler en vindmøllekonvoj, og den forreste følgebil pludselig stikker af, kører alt, hvad remmer og tøj kan holde, og 4 km længere fremme parkerer midt på vejen for at tvinge modkørende bilister til at holde tilbage.

Med det resultat at 20 biler holder tilbage for det blinkende skilt ”BRED LAST!” og den eneste bilist, så langt øjet rækker, er mig.

Kald mig bare gammeldags.

2011-10-12T21:00:00.001+02:00

Det er vist en universel sandhed, at man, i takt med at man bliver ældre, synes, at de unge taler grimmere og opfører sig dårligere, end vi selv gjorde, da vi var på deres alder. Jeg er ingen undtagelse, og hvad enten det er pga. min aldersbetingede pligt, eller om det er fordi, der rent faktisk er reel grund til bekymring, synes jeg, at tonen blandt de unge i dag er blevet voldsomt rå, og at mobning når nye højder, fordi der på grund af de sociale medier, ikke længere er helle nogen steder.

Forleden kunne jeg så læse i avisen, at flere politikere under åbningstalen i folketinget havde haft meget travlt på FB. F.eks. nåede Søren Pind at poste 24 hånlige opdateringer undervejs.

Nu er det ingen hemmelighed, at det er mig, der ligger på bunden af Marianne Jelveds håndtaske, og jeg er sikker på, at den siddende regering ville være præcis lige så slem, hvis the upper hand var forblevet blå, men jeg synes godt, at man kunne have forventet lidt mere stil end det.

Og jeg ved godt, at når man vælger at være en offentlig person, vælger man også, at en del af offentligheden forholder sig til én. Det er den samme argumentcirkel, jeg selv er med til at holde liv i i blogland, hvor hønen er, at man må kunne tåle, at folk forholder sig (negativt) til det man skriver, hvis man vælger at skrive det, mens ægget er, at folk kan lade være med at læse med, hvis de ikke kan lide det, de læser.

Men hvordan skal vi forklare ungerne, at det er mangel på respekt, at sidde med ¾ af opmærksomheden rettet mod mobilen i undervisningen (og svært, grænsende til umuligt at få fuldt udbytte af indholdet) når dem, der sidder i den vigtigste klasse af alle, er skideligeglade?

Og hvordan forklarer vi dem, at de skal tale pænt til både hinanden og lærerne, når nogle af de vigtigste personer i det offentlige rum, verbalt bruger overlæggeren som fodliste?

Stram nu op, venner.

Nu vi snakker om Sidney Lee.

2011-10-09T20:08:00.000+02:00

Er det ikke længe siden, vi har set noget til ham?

Med tillægsspørgsmålet: Er jeg den eneste, der var tusind på, at det var en aprilsnar, at han skulle forestille at være cand.stud.psyk. Bjarne et-eller-andet fra Ålborg? (Ja, med Å. Fordi jeg kan.)

På en meget foruroligende måde savner man jo nærmest den lille appelsin.

Det kan selvfølgelig også være, at det var sådan nogen, der gik på omgang.

2011-10-07T21:30:00.000+02:00

Jeg var ovre i mit nye center og undervise i dag.

Egentlig ved jeg ikke, hvor længe endnu, jeg skal blive ved med overfor mig selv at referere til det som ’det nye center’, for jeg har snart undervist derovre i 3 måneder.

Nå, lige meget. Videre til historien.

Efter min time står jeg i omklædningsrummet uden en trevl på kroppen. Den eneste anden pige derinde klæder hurtigt om, og småløber ud af døren. Lige som døren smækker efter hende, kigger jeg over på hendes bænk, (man ejer den, hvis man klæder om ved den, Red.) og opdager, at hun i skyndingen har glemt sine høretelefoner.

Men altså. Man løber jo ikke efter hende ud i centret i bar røv, vel? Og der var ikke andre tilbage i omklædningen, jeg kunne bede om at stikke efter hende, så jeg besluttede mig for bare at aflevere dem i receptionen, når jeg gik.

Da jeg igen er anstændig, er der i mellemtiden ankommet lidt flere mennesker, bl.a. en nydelig dame på min mors alder, der sidder på bænken ved siden af høretelefonerne.

Jeg svinger tasken over skulderen, går over til hende og rækker frem efter hovedtelefonerne, mens jeg siger:

”Det er ikke dine, vel? For jeg..”

”Jo, det er.”

”… så.. hende … der gik.. ” (wtf??)

”Det er mine.”

Totalt med løg på, mand! Hvor gode nerver har man så!?

Nå. Men så kan jeg jo lære ikke at fremsætte mine konstateringer som spørgsmål.

Kan I huske 80’er-talemåden: ”Nu snakker du vist bare for at holde fluerne fra munden”? Det her er sådan et indlæg.

2011-10-06T15:40:00.001+02:00

For jeg er lidt forpustet i de her dage. Synes pludselig at det vælter frem med møder og surpriseopgaver af den slags, man godt et sted i en perifær afkrog af kalenderhjernen ved ligger på lur, men som man helt forskrækket tænker: ”Ajmen, det er da ikke NU?” om, når de springer frem med et ”TA-DAAH!!” Og når arbejdsdagen ikke skal være mere end to timer længere, end den plejer, før hele læsset vælter, og jeg sidder og damage controller, fra Anton er puttet, til jeg selv rammer dørken, (gror de maritime metaforer også på jer?) synes jeg pludselig, at det bliver lidt småt med tid.

Hvilket er grunden til, at det eneste, jeg blogmæssigt kan tilbyde i dag, er et kort kig på tværsnit af min hjerne fra dagens 5 timer i bil.

- Ih, hvor jeg altså synes, at LOC er pæn. Er man for gammel til plakater?

- SKRID NU FLUE!!! KÆFT, hvor irriterende! Hvordan kom den ind?? Ignorer den. Ignorer! Sgu da for dumt at gå glip af Antons opvækst, fordi jeg absolut MÅ vinde kampen over det lille lortedyr, og derfor glemmer at styre.

- HEY!! Kan sgu da bare hænge dem op inde ved Anton, og sige, at det var ham, der ville have dem!

- Hvor ER kaffe egentlig undervurderet. Varmer dejligt i en øm hals, smager godt, velegnet at vågne på (og det er derfor, at te aldrig kommer til at overtage verdensherredømmet!), og virker så fint som icebreaker i mit job. Folk vil én alt det bedste, og er altid utroligt gavmilde med flødeboller og hjemmebag; det er bare så svært at tolke med en kanelsnegl i hånden. Kaffe er måden at sige ja tak nok til, at de ikke føler sig som lorte-værter, samtidig med, at jeg kan passe mit arbejde - uden at blive tyk(kere).

- Åh nej, Steve. i(m)Sad.

- Jeg ELSKER min GPS!! Prøv lige at TÆNK, hvor meget Krak-print, jeg skulle have siddet og bladret febrilsk i, med den ene hånd på rattet og et halvt øje på vejen, hvis jeg skulle have fundet det her sted for 3 år siden. (Later-mover-Linda. Det er mig.)
- Er det for prætentiøst at købe en diktafon? Jamendeterbarefordi! Jeg kommer altid i tanke alting, når jeg kører, både blogindlæg, ting, jeg skal huske at købe og alt muligt andet vigtigt, men tilsyneladende er min hjerne tilsluttet bilmotoren, og slukker derfor sammen med GPS’en, når jeg parkerer.

- Nej! Nejnejnej! Hvad er nu det!?! NEJ! Hvad er det for en lampe??! Hvorfor lyser den?!

Et katastrofeblinksbelyst ophold i nødsporet senere:
Ok, rolig nu. Roooolig nu. (- men præcis hvor almindeligt er det, at biler eksploderer? *ængstelig-smiley*) Træk vejret og brainstorm på alt, hvad du ved om udstødningsproblemer. GO!

Og bare så alle kan falde i søvn i aften, kan jeg berolige med, at problemet viste sig at være overgnavede kabler. ”Ja, du har da ordentlig haft gnavere på besøg!” som den sjove Renaultmand spøgte.

Personligt mistænker jeg Anton.

Havnens Hårde Hunde(stejlere).

2011-10-03T22:02:00.000+02:00

Nå, men her er gået ret meget tid med at våge over barn, der lider af den vrangforestilling, at han kan både gå og løbe, og jeg har lyst til at beklæde alle vægge og kanter med skumgummi og bobbleplast, så vi er beredte, næste gang han beslutter sig for at lege chicken med tyngdekraften.

Der kommer nok også lige til at gå et år eller to, før lyden af hans lille (stadig hårløse) hoved, der ramte dørkarmen, fortager sig.

Men midt i al dramaet har jeg helt glemt at fortælle om i fredags, hvor jeg var ovre og træne.

Tillad mig kort at opridse de praktiske rammer omkring arrangementet først.

Vi står stadig op omkring kl. 5 hver dag, så når det passer med mit arbejdsskema, bliver Anton fluks flyttet ud i bilen, når han begynder at blive lang i blikket, hvor min præfabrikerede træningstaske allerede står stand by. Så haster vi i samlet trop til træningscentret, hvor klapvognen foldes ud, og Anton bliver puttet lige uden for spinninglokalets vinduer med babyalarmen monteret i fodenden. Her sover han under mit kyndige opsyn og –hør (?), mens jeg sveder. Turbobad til mig, og efter 50 minutter er 2 x Elvis klar til igen at forlade bygningen.

Anton er stadig, af princip, imod søvn, så han har for vane at ligge og snakke/synge/råbe for sig selv, indtil han - meget modvilligt - må overgive sig.

Så i fredags sidder jeg på cyklen.(Ved ikke, hvorfor denne historie foregår nutid, der ellers er forbeholdt politimænd og professionelle sportsfolk, men det føles rigtigt.) Jeg har lige fyret op for Examples 'Changed the way you kiss me' (som nok er det fedest spinningnummer i 7-800 år), og ja. Der synges. Dynen i klapvognen er faldet til ro, og det insisterende ”BA!BA!BA!BA!BA!” er reduceret til lige-på-kanten-af-god-nat-mumlen.

- da jeg pludselig i alarmen hører: ”Nå, lille ven. Ligger du der og græder? Hvad er da det for noget?”

W.T.F!!?

Og da jeg kigger op, står gammel, trenchcoatbefængt mand og låser min klapvogn op, som han derefter spadserer af sted med.

Med mit barn i.

Vi ved nu, at man sagtens kan spurte i spinningsko.

Da jeg efter 2,24 nanosekunder står i mandens ansigt med hvad-HELVEDE-laver-du!!? smurt ud over det hele, kigger han på mig og siger:

”Ja, han græd. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen.”

Nej. Det gør du ikke. For du kender ham ikke. Men det gør jeg, FOR HAN ER MIT BARN, OG DU HAR KRAFTEDEME BARE AT HOLDE DINE KLAMMME NIKOTINSNITTER AF HAM!!!!

Ja, altså. Det sagde jeg jo ikke, vel? For et sted i mit hoved ved jeg jo godt, at han bare ville hjælpe, så jeg formåede at holde det til et stramt ”Tak for det, jeg tager den herfra” og undlod at rive struben over på ham med neglene.

Hvilket jeg egentlig godt vil have en medalje for, nu I spørger.

Ja, det er et ret actionpacked liv, vi holder os hernede på havnen.

Når nu man ikke kan få "Sund respekt for sine omgivelser" pakket ind.

2011-10-01T18:01:00.001+02:00

Om 6 uger fylder Anton 1 år, og jeg er i den forbindelse naturligvis på forkant med panik over manglende gaveideer.

Eller... Det var jeg.

Det er mig nemlig en stor glæde at kunne meddele, at jeg idag i mit nye klubhus Vagtlægens Venteværelse har løst problemet.

Han får en rustning.

Er der en dansklærer til stede?

2011-09-30T20:09:00.000+02:00

Hvorfor hedder det ikke: "Skulle være gået til Louis Nielsen"?

1-0 til Esbjerg.

2011-09-28T20:23:00.001+02:00

Der bor 71.000 mennesker i Esbjerg.

Det er Danmarks 5. største by.

Så når det bliver min tur på apoteket, og jeg siger ”Hej. Jeg skal hente noget medicin, der er ringet ind til min søn og jeg?” og damen ved disken uden ophold svarer ”Ja, til Linda og Anton?” - så bliver jeg fandme imponeret.

Når gode dyr er rådne.

2011-09-27T20:53:00.000+02:00

Jeg er 34 år, hvilket med LOC’s poetiske ord betyder, at jeg er halvvejs gennem pisset. Forudsat at jeg ikke træder ud foran en lastbil, selvfølgelig. Efter 3 årtier i mit eget sel(v)skab, har jeg så småt sluttet fred med den, jeg er. Jeg kender mine stærke og svage sider, og er ret klar på, hvor jeg selv er med til at bære til bålet, når tingene går galt. Nogle af de mindre flatterende sider af min personlighed arbejder jeg med, andre lever jeg med, som f.eks. mit temperament og min udpræget høje grundspænding.

For det meste er jeg egentlig ok tilfreds med tingenes tilstand, men sat overfor nogle bestemte mennesker, får jeg lyst til at henvende mig i Informationen og kræve pengene retur.

Som f.eks. dyremennesker.

Dem, som lever efter dyrenes rytme, et fjernt sted med sparsom infrastruktur, og som ser sig selv, som en naturlig forlængelse af de 4-benede venner. (2 på strudsefarme.) Dem, for hvem snavs er usynligt og parasitter ikke er noget ulækkert.

Den ro de udstråler, er uhyggelig, mand. Får mig til at føle mig som det mest støjende og overfladiske menneske i verden, og på samme måde som jeg får skyldkløe over det hele, hver gang politiet kommer forbi, giver de her mennesker mig altid fornemmelsen af at være endt op med de helt forkerte værdier..

Hvad er det, de har regnet ud, som jeg ikke har?

Sig det!

Det værste er næsten, at jeg med det samme begynder at skrue på knapperne i håb om, at de skal forstå, at jeg jo er en af dem, bare i by-versionen. Zen, når det kommer til vigtige ting i livet, og sådan. Det er meget smertefuldt at være vidne til, også for mig selv. F.eks. kunne jeg, da jeg stod overfor en af dem sidst, pludselig i et glimt se mig selv udefra; med bevidst åbent kropssprog og aktivt lyttende mimik, mens jeg forsøgte at tale langsommere.

Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ikke hidsig og hysterisk; jeg er sinke og motorisk udfordret.

Seriøst. Jeg trænger til hjælp.

Kynisk? Mig?

2011-09-25T21:44:00.001+02:00

Anton har været til fotograf her i weekenden. Ja. Jeg ved det. Jeg troede heller ikke, at vi var sådan nogen, men efter at tilmeldingssedlen havde siddet på garderobedøren hos Tyttebøvserne i 3 uger og emmet ”…og du er HELT sikker på, at du er ligeglad med at få din søns barndom foreviget…?” bukkede jeg under for presset, og skrev os på.

Så lørdag formiddag kl. 10, sad jeg i fotografens showroom og undrede mig over, hvad folk er villige til at betale penge for.

Én ting er de babybilleder, hvor ungen ligger på fars tatoverede arm og ligner noget, en tjener skal til at skovle over på din tallerken, men helt i særklasse er bryllupsbillederne.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg bør erklæres inhabil ift. at have en holdning til bryllupsbilleder, i og med at jeg aldrig har haft lyst til at blive gift, (og inden I lægger jer på lur i kommentarfeltet med høtyve og fakler, skal jeg skynde mig at sige, at jeg synes, at det er FINT, at andre vælger at blive gift; det er bare ikke for mig) men… hvorfor er det altid de lidt … tunge brude, der skal ligge på bilkølere og slange sig, mens både mand og bil ligner skamskudt vildt, der er taget til fange?

De ’sjove’ billeder, hvor manden kigger op under kjolen, eller kvinden ligger på knæ og manden spiller kostbar, giver mig lyst til at kravle ind under gulvtæppet af skam på parrets vegne.

Og hvis min mand sagde ja til at lade sig fotografere med en sort paraply magen til min den hvide, ville det være grund nok til hive op i skørterne og sprinte tilbage til kirken i mine diamantbesatte Nikes (hvad!? Bliv SELV gift i stiletter, når du er 1.80!), mens jeg råbte ”IKKE ALLIGEVEL!!!” af mine lungers fulde kraft. Der mener jeg faktisk ikke, at man kan tillade sig at blive hverken sur eller forbavset, når han om 2 år stikker af med sin frisør.

Det eneste billede, som virkelig sagde mig noget, var det sort-hvide, semidystre foto, hvor brud og gom sad på hver sin perronbænk i støvregn og kiggede alvorligt lige ind i kameraet. Det synes jeg til gengæld var hysterisk fedt.

Hvilket nok egentlig siger en hel del mere om mig og mit livssyn, end om alle de glade, tylbefængte damer tilsammen.

Det man hører, er man selv.

2011-09-23T07:06:00.001+02:00

Jeg kan ikke finde ud af at indstille radioen i min bil, hvilket betyder, at jeg har P3 på alle mine kanaler. Da der er grænser for, hvor meget P3, man kan tage, uden at føle trang til med fuldt overlæg at køre sin bil hårdt ind i en betonmur (seriøst: Jeg forstår ikke, at man som journalist ikke er nødt til at afbryde udsendelsen for at sparke sin kollega i løgene, når han i ramme alvor fortæller en historie om en mand, er vandrer rundt i bjerge og dale i et ’kopieret’ terræn.), oplever jeg i disse dage glade genhør med mine gamle cd’er.

I går, da jeg kørte til Århus, havde jeg fået smidt Bon Jovi’s New Jersey i tasken. (Og jeg er ligeglad med, hvad ALLE siger: Det album HOLDER!) Mens jeg sad og sang med, kom jeg i tanke om, at det var den plade, Rune havde med til engelsktimerne i 8. klasse, hvor vores engelsklærer var hip nok til at lade os analysere sangtekster, i stedet for andre markant mindre relevante ting, som f.eks. Shakespeare.

Det er 20 år siden.

Og jeg tog mig selv i at tænke, at cirklen på en eller anden måde er sluttet.

Jeg ved ikke, om jeg som 20-årig flygtede mere end jeg flyttede, men fact er, at jeg følte mig fastlåst i den person, som vi alle ved fælles hjælp havde fået mig gjort til. Jeg syntes, at Esbjerg husede de mindste mennesker i verden, og jeg følte ikke, at der var hverken plads til eller forståelse for dem, der ikke lagde sig pænt til rette i skabelonen.

Da jeg flyttede, var jeg faktisk ikke længere bange for at være anderledes, men jeg var arret på kryds og tværs over den behandling, det havde udløst at være det. Og så var jeg træt. Træt af små, bitte mennesker, træt af offerrollen og træt af at slæbe rundt på min egen historie.

Hvilket nok er en stor del af grunden til, at jeg ikke har været udelt begejstret over at flytte tilbage, for jeg er så meget på vagt overfor alt og alle, at jeg er som en overspændt guitarstreng. Jeg er så bange for at gamle bekendte fordeler rollerne i forventning om, at jeg stadig er den, jeg var, at jeg er meget tæt på at gøre det til en selvopfyldende profeti.

Men måske er det tid. Måske er jeg der, hvor jeg er nødt til at rejse tilbage til udgangspunktet for at forstå, at den person, der gemte sig under alle lagene, viste sig at være den rigtige. Og at det derfor ikke længere gør nogen forskel, hvor jeg placerer mig fysisk og geografisk.

I bund og grund er det vel den endelige test. Hvis jeg kan tage tilbage og opdage, at ingen længere har magt over mig eller mulighed for at gøre mig til den, jeg var, forstår jeg måske, at den, jeg er i dag, er den rigtige version af mig, og ikke bare noget, jeg leger indtil nogen råber: ”Afsløret!”

Jeg. Er. Så. TRÆT. Af. At. Være. Syg!

2011-09-20T21:10:00.000+02:00

Jeg beklager den lave frekvens af indlæg på bloggen, men jeg er – stadigvæk, for satan i hede, hule helvede! – syg, og mine tanker bevæger sig derfor med samme hast som en skildpadde på valium, der svømmer rygsvømning i sirup.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men da alle sagde, at institutionsopstart gav mange sygedage, havde jeg nok opfattet det som: ”- til Anton.” Silly me. Har nu været kronisk i knæ i 6 uger, og man melder sig jo for fanden ikke syg 42 dage i streg, vel? For så ved vi alle sammen godt, at Nemesis bestiller en lungebetændelse med sprængt blindtarm on the side i umiddelbar forlængelse af sygemeldingen.

Anton er ligeså skidt (men har arvet sin mors konkurrencementalitet, og forsøger at toppe mig med en gang øjenbetændelse) og vågner derfor en gang i timen fra jeg putter ham til kl. 3, hvorefter han sætter intensiteten op, og vågner hver halve time, indtil jeg giver op.

Lige nu har jeg så ondt i ørerne, at jeg er halvanden decibel fra at høre dårligere, end de mennesker, jeg tolker for, min hals er foret med pigtråd og mine øjenbryn har tilsyneladende fået bevilget permanent opholdstilladelse i den nederste del af mine øjenhuler. Jeg har feber, mine kæbeknogler gør ondt, ondt, ondt, og vagtlægens eneste trøst var, at ”sådan kan det fortsætte i årevis, når man har små børn”.

Vil I have mig undskyldt et øjeblik, mens jeg går ud og hænger mig?

Fang mig på kliché.com.

2011-09-16T22:00:00.000+02:00

Jeg vågnede i Århus forleden, og selvom det er skønt at være der, må jeg sige, at glæden er bittersød, for jeg savner byen så meget, at jeg nogle gange næsten bliver fysisk dårlig over det.

Århus er bare … pænere. På mange måder noget gammelt skrammel, men noget charmerende gammelt skrammel. På det lavpraktiske plan savner jeg de små ting, som f.eks. at gå en tur i Mindeparken, omgivet af mennesker på picnic og kirsebærtræer i blomst, i stedet for de vrede hybenbuske og hundelorte, vi dekorerer lokalområdet hernede med.

Det skal retfærdigvis siges, at det heldigvis er gået, som jeg havde forventet: Efter at jeg er startet på arbejde igen, er hverdagene så pakkede, at der ikke rigtigt er tid til at savne det, jeg flyttede fra, og heldigvis er jeg stadig ikke det mindste i tvivl om, at det her var den rigtige beslutning. For familie holder. Punktum.

Ind i mellem bliver jeg bare overvældet af opgavens omfang.

I sidste uge f.eks. skulle jeg lave pesto, og da jeg måtte forlade den tredje forretning med uforrettet sag, fordi ingen hernede har hørt om løvstikke, havde jeg lyst til at sætte mig på kantstenen og tude. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde været på jagt efter smalbladet, japansk øko-mynte, men fucking løvstikke?? I Århus kender jeg 24 butikker, der HELT sikkert har løvstikke, og derfor bliver sådan en situation indbegrebet af, hvor ny jeg er i gamet her i byen, og hvor langt jeg har igen, før jeg føler mig bare tilnærmelsesvis ligeså meget hjemme her, som jeg gjorde i Århus.

Nå, men er det ikke noget med, at al begyndelse er svær?

Top 3 over Dagens Overvejelser I Bilen:

2011-09-14T15:58:00.001+02:00

1) Bør man egentlig starte med at date igen? Med tillægsspørgsmålet: Hvor går man hen for at lære at blive tiltrukket af brintoverilteafblegede hår og Iceman? Gider ikke rigtigt være alene. Gider på den anden side heller ikke så godt indordne mig (well, that bodes well). Med mit dagsprogram er det vel også noget med nettet (fiskeri-joke), for det er fuldstændig udelukket at være vågen i byen efter kl. 22.

Åh. Kan med det samme ane en solid mur af forbehold mod stavefejl, nyskilte mænd og blinke-smileys i horisonten.

Så, nej. Vel?

2) Er lige blevet overhalet af en bedemand. 145 km/t. Seriøst. Hvad skal han nå?

3) Kære Freud. Er det normalt at blive helt-ude-af-proportioner-irriteret over teksten til Chicago’s Get away? ”Hold me now. It’s hard for me to say I’m sorry.” Klart. Det er da dig, der skal trøstes, når du har bragt dig selv i en situation, hvor du må sige undskyld. Nar.

Det bliver en lang vinter.

2011-09-12T21:01:00.000+02:00

Har man været inficeret af den grumme vuggestuebacille for længe, når man bliver seriøst begejstret over, at Strepsil har lanceret en ny smag?

(Jordbær. Ammenam. Og så er den sukkerfri, yei!)

(Og nej. De har ikke betalt mig for reklamen. Men hvis I læser med, Strepsilfolk, så er jeg til salg. For jeg fornemmer, at de små, fedtede banditter kommer til at kræve deres egen post på budgettet.)

Men i det mindste må vi snart drikke gløgg.

2011-09-11T10:39:00.000+02:00

Fuck, mand. Kan SLET ikke komme op i gear. Jeg har travlt, får ting fra hånden og skribler løs i min kalender, men jeg kører på autopilot, og det er som om, at det hele i virkeligheden handler om en anden.

Come to think of it, så synes jeg faktisk, at det er en nærmest generel tilstand i DK. Er det ikke lidt som om, vi har glemt at komme tilbage fra ferie? De fleste af mine favoritblogs har længere frekvens mellem indlæggene, antallet af kommentarer over hele linien er faldet, der er ikke så mange mennesker, som der plejer at være, hverken i butikkerne, på motorvejen eller i fitnesscentret (hvad mener du med, om det kan skyldes, at jeg er flyttet til Esbjerg?), og egentlig er det bare, som om vi alle sammen går rundt og venter på noget, der ikke rigtigt vil indfinder sig.

Sommeren, måske?

(Min kammerat flyver til USA i dag, så jeg har tænkt mig at forbigå 11. september i sammenbidt tavshed.)

Flot, Linda. SÅ flot.

2011-09-07T21:06:00.001+02:00

For 10 millioner år siden, da jeg boede i Esbjerg første gang, så jeg en fyr, der var musiker. Han er formentlig det mest afslappede, tilbagelænede menneske, jeg nogensinde har mødt, og gik meget lidt op i de praktiske sider af hverdagen. F.eks. skrævede vi konsekvent over 200 numre af Politiken, når vi kom hjem til ham, fordi han ikke lige havde fået dem samlet op, vi sov i et lyserødt soveværelse, fordi han ikke lige havde fået malet, da han flyttede ind 2 år tidligere (”man flytter jo alligevel igen, Linda”), og i stuen prydede en julemandslysestage – som var det eneste julepynt, han ejede – klaveret året rundt.

”Så slipper man for at skulle pakke den ned og finde den frem igen hvert år, Linda.”

Ja. Det er som sagt meget længe siden, og når jeg kigger på ovenstående og sammenholder det med min personlighed, er det nok ikke så mærkeligt, som jeg syntes, det var dengang, at det ikke gik.

Nå, men det jeg ville frem til var, at han på et tidspunkt blev slæbt i retten, fordi han havde fået dagpenge i 2 måneder samtidig med, at han fik løn på sit nye job. Alle der kendte ham vidste, at han med 100 procents garanti ikke havde forsøgt at snyde; han havde ganske enkelt ikke opdaget, at der var happy hour på lønkontoen. Alt for optaget af skalaer og jamsessions til at beskæftige sig med noget så verdsligt og firkantet som saldi og lønsedler.

Og selvom jeg var trés trés in låwe, syntes jeg fandme ikke, at det var ret tjekket. Overhovedet. Jeg mener: Hvordan opdager man IKKE, at man har dobbelt indkomst??
…..

Nok lidt på samme måde som man ikke opdager, at man ikke får barselsdagpenge i flere måneder, tænker jeg.

Til mit forsvar vil jeg skynde mig at sige, at jeg havde forberedt mig på, at det ville være meget, meget hårdt at få enderne til at mødes økonomisk i den sidste tredjedel af min barsel, men alligevel. Man skulle synes, at man ville mangle 23.000, ikke?

For helvede.

Ind imellem forekommer det ubegribeligt, at jeg ikke er blevet tvangsudstyret med en værge.

Kald mig bare ond.

2011-09-06T12:33:00.000+02:00

Men når jeg på motorvejen kører 130 km/t, og bliver overhalet af pumpet steroidesvin i firhjulstrækker, der med meget tydelige fagter tilkendegiver, hvad han mener om mig og mit tempo, så ser det sådan her ud, når jeg 4 minutter senere passerer ham og alle hans nye venner i blink og blå uniformer:

Status på den første uge som udearbejdende mor.

2011-09-04T20:33:00.000+02:00

Hvis man har læst bare ét indlæg på bloggen siden april, kommer det ikke som noget chok, at jeg har glædet mig til at komme i gang igen. Men jeg har samtidig også været temmelig nervøs for det, for jeg kender godt nok et par stykker, der er kommet til at ligne nogen, der har fået lavet en helkropspeeling med en rusten rive, når de har reentreret arbejdsmarkedet med et barn on the side.

Det er mig derfor en usigelig lettelse at kunne meddele, at jeg finder det forbløffende problemfrit.

Et kort rids over dagen:

0500 zulutid: Anton vågner, og der er dømt bad, mad og tøj til alle involverede parter.

0645: Bussen kører.

0715: Exit vuggestue (hvor jeg forsøger ikke at sende alt for lange blikke mod vinduerne, hvor alle de andre uudholdeligt velopdragne børn står på rad og række og vinker pænt) (den lille taktiker har naturligvis regnet ud, at det er her, der er mulighed for at planke det bedste legetøj).

0716: ”Your love is like BAAAD medicin. Bad medicin is what I need!” Motorvej.

0815: Enter arbejde.

1415: Farvel arbejde.

1515: Hej Anton.

1530: Madpakker, vasketøj, indkøb, madlavning, forberedelse af næste dags opgaver plus alt mulig andet sexet.

2200: Flatline.

Og altså. Det er ikke fordi, der er tid til at sidde og filosofere over livet, men jeg havde frygtet, at der simpelthen ikke var timer nok i døgnet til både arbejde og Anton, og at jeg derfor ville ende med at lave en Glistrup og skubbe et stadig større læs uløste opgaver fra dag til dag til dag til hele livet var væk. Og nu ER der selvfølgelig kun gået en uge, men indtil videre kan det godt lade sig gøre. Der er ikke plads til spontane indfald, og det er heldigt, at min ubetinget skarpeste spidskompetence er Optimeret Effektivitet & Planlægning, men det fungerer.

Nu mangler jeg bare at få noget træning skubbet ind i planen, uden at det går ud over Anton.

Jeg planlægger ved samme lejlighed at kurere kræft, udrydde hungersnød og en gang for alle at skabe ro i mellemøsten.

Er det virkelig det, vælgerne vil have?

2011-09-03T22:08:00.000+02:00

”Gæld eller velfærd?” spørger de ovre i Venstre, mens Anders Samuelsen gerne vil vide, om vi vil have ”Stilstand eller vækst?”

Store spørgsmål.

Svære spørgsmål.

Tilsyneladende skal valget vindes på så lavt et lixtal som muligt.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er politikerne eller os, der er blevet dummere.

Slip.

2011-09-01T13:20:00.000+02:00

Jeg kender en del, der har krise over at blive ældre. For mig kommer og går det. Når jeg starter med at tolke efter sommerferien på nye uddannelser, tænker jeg hvert år over, hvor rart det er, at være forbi det punkt, hvor det er altafgørende, om de andre synes, at jeg er en fed person. Til gengæld sad jeg forleden med Anton i armene og kiggede på hans små ører. ”De bliver garanteret kæmpestore, når han bliver gammel” tænkte jeg. For så at dø af 3 omgange ved tanken om, at der er jeg her ikke længere.

Så. You know. Gode og dårlige dage.

Men én ting ved at blive ældre elsker jeg ubetinget, og det er at man lærer at sortere i sine konflikter. Måske handler det om, at man giver afkald på nogle idealer, men noget, der virkelig har gjort livet lettere for mig, er visheden om, at du ikke kan tale med alle om alt.

Og at det eneste, du får ud af at prøve, er for 250 kr. blandet frustration.

Mine 20’ere gik med at forsøge, for jeg synes ikke, at et forhold – uanset om det var til venner, kærester eller familiemedlemmer – var ægte, hvis ikke man kunne tale om alt. Men nogle gange må man bare sande, at man er nået i mål, hvis man kan parkere en sag, og så lade være med at forsøge at presse citronen yderligere ved at forvente, at man kan overbevise den anden om, at man har ret.

En ting er f.eks. at tilgive utroskab. Noget andet er at skulle medgive, at man forstår, hvorfor det skete. Og en ting er at komme videre, når den ene vil have barnet, og den anden vil have det fjernet, men når der kun findes enten/eller, er det kun den ene, der kan få sin vilje, og så er det nok rimelig meget at forlange den andens forståelse oven i hatten.

Og selvom vi er nogle, der eeeeeelsker at få ret, er jeg alligevel nødt til at indrømme, at pointsejr ikke helt opvejer ærgrelsen over at fucke en hårdt fremforhandlet våbenhvile op, fordi man tror, at den gode stemning er ensbetydende med, at den anden nu endelig vil give sig.

For fanden. Bliver så klog og zen efterhånden.

Hvorfor er det, jeg ikke har en kæreste igen?

Og hvordan gik det så?

2011-08-30T21:24:00.000+02:00

I har vel siddet ude på kanten af stolen og bidt negle siden søndag? Lad mig straks udløse spændingen, så alle kan trække vejret igen: Det går godt! Det går nærmest ufattelig godt. Ligesom min brede røv endelig came in handy, da jeg skulle føde, er Antons sindelag AAA+-perfekt egnet til de tidlige morgenafleveringer.

Det bedste er næsten, at jeg glæder mig så meget til at se ham igen, når jeg skal hente ham, at jeg faktisk kommer til at løbe en lille bitte smule op af havestien. Jeg har så meget mere at stille med, når jeg får lov at komme ud og bruge mit hoved til andet end at spekulere på, om jeg har husket at købe bleer.

Men er det ikke længe siden vi har haft en Top 5? Så tager vi sgu lige en over Tanker På Den Første Arbejdsdag:

1) Hvorfor er arbejdsmobiler ALTID det modsatte mærke af det, man selv har?

2) Præcis hvor farlige er heste?

3) - og har de altid været så store?

4) Hvorfor har AOF ikke et kursus, hvor man kan lære at styre sit temperament over særtransporter, bilkøer og andre trafikrelaterede irritationsmomenter? Ender jo for fanden med at kortslutte af raseri, inden vi når til efterårsferien med alle de vindmøller, der tilsyneladende skal l-i-s-t-e-s tværs over Jylland.

5) FUCK, hvor har jeg savnet det her!

Working 9 to 5.

2011-08-28T22:00:00.003+02:00

Jeg er ikke død, og bloggen er ikke ved at gå ud af produktion. Jeg har bare med vanlig sans for drama fået planlagt den sidste uge af min barsel således, at der ikke er 24 ledige sekunder. Altså, ikke sådan at forstå, at det sker HVER gang, jeg er på barsel. Men jeg aner efterhånden et mønster i, at hver eneste gang noget nærmer sig sin afslutning, skruer jeg manisk op for tempoet, så jeg er HELT sikker på at skulle starte efter ferie/på arbejde/på barsel/you get the picture med hæsblæst frisure og stresspletter på kinderne. Jeg kunne nævne 24 illustrerede eksempler, men egen dumhed er så deprimerende i metermål, så jeg lader det ligge.

Til gengæld har jeg kørt stepkkursus i Odense hele weekenden med feber og sporadisk stemme for fuld udblæsning. (Jamen, så skyd mig dog.) Og nej. Ikke fordi Jeg Er Uundværlig, men fordi – hvis jeg skal være ærlig – at pengene er. Faktisk.

Havde dog haft omsorg nok for mine medmennesker til at få tjekket hos lægen, at jeg kunne færdes blandt instruktørspirerne uden at smitte, så længe jeg bare afstod fra at hoste slim og lungestykker direkte ud i ansigtet på dem.

(BTW: Til producenterne af hhv. Pamol, Ibuprofen, Strepsil, Apotekets Håndsprit, Kleenex og Panodil Hot: In case you wonder, er det mig, der er sket med jeres aktier.)

(Selv tak.)

Og selvom det var lidt op af bakke i modvind med fodlænker og vådt tøj, var det saftsusemig en fed weekend. Det eneste, jeg godt kunne have undværet, var at *nogen* valgte at tage motorvejsafkørslen mod Århus hjem. (#!!%&!!%!#!!)

Kl. 5.10 i morgen starter Det Nye Liv. Så er vi pludselig en småbørnsfamilie med arbejdstider, institutionsplads for real og et logistisk puslespil, der skal gå op

Jeg glæder mig helt åndssvagt.

Um, tak for info?

2011-08-26T13:18:00.000+02:00

Når det kommer til dødsfald løber nyhederne somme tider hurtigere på FB end på andre elektroniske medier. Måske fordi online aviserne – trods alt – har en nedre grænse for, hvad de vil placere under den gule BREKAKING NEWS!! bjælke. Således læste jeg de triste nyheder om både Kjeld Tolstrup og Jesper Kleins på FB først.

Og jeg synes, at det er rigtig fint, at opdateringerne ikke kun omhandler vores egne respektive skiver af virkeligheden, men hvad sker der for de der spådomsopdateringer, der er begyndt at poppe op?

”Der bliver udskrevet valg i dag!”

Postet 1½ time efter pressemeddelelsen.

For 2. dag i streg.

Aj, men hør nu. Hvis dine venner er online nok til at beundre din (liiiidt tvivlsomme) insiderviden på FB, så er chancerne for, at de er undsluppet oplysningen om valget i hele 90 minutter, forsvindende små.

Linda tilføjede 6 nye billeder til sit fotoalbum ”Migmigmig”

2011-08-24T08:08:00.000+02:00

Kan I huske dengang, man var tvunget til at bruge ferier, fødselsdage og andre menneskers tilstedeværelse som undskyldninger for at tage billeder af sig selv?

Jeg er her ikke.

2011-08-22T21:15:00.000+02:00

Jeg sidder, helt usynlig, med armene hængende slapt ned langs siden i samme sekund, Anton er afleveret i vuggestuen, i håb om at kunne turborestituere mig klar til jobstart på mandag. Selvpålagt restriktion på både træning og brug af computer, og det eneste positive, der er at sige om dét er, at det lader til at hjælpe.

Derfor: Meget lidt blog i de her dage.

Men jeg MÅ lige hvislespørge ud i luften, hvem HELVEDE det er, der sidder på reklamebureauerne og opfinder stupide bullshit-ord og sætninger ad hoc?

”Forbedrer hudens foryngelsesevne markant”

Den kendte hudforyngelsesevne.

Hold nu kæft.

Dette indlæg er skrevet med mundholdt kuglepen.

2011-08-18T21:02:00.000+02:00

Nå, men jeg er blevet lam i armene. Altså, måske ikke lam-lam, men det er fandme tæt på. Kan nærmest hverken skære trøfler over eller børste tænder.

Det startede mandag morgen, hvor jeg vågnede med to slatne grissinier monteret på torsoen, og er ikke rigtigt blevet bedre siden. Tværtimod, faktisk.

Hvilket er helt FORRYGENDE timing, når man tænker på, at jeg om 1½ uge skal starte på arbejde igen.

Som tegnsprogstolk.

Et relativt svært job at udføre uden arme.

Indtil videre har jeg prøvet at heppe dem til at makke ret; ”Kom nu! Det er bare et skruelåg! I kan godt!” men de spiller kostbare, de små svin.

I dag blev jeg så desperat, at jeg bestilte en tid hos lægen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg HADER læger. Ikke fordi jeg er bange for dem (som om!), eller fordi de minder mig om min egen svaghed (pff!); der er bare så meget arbejde ved det, og de kan stort set aldrig hjælpe. I dag var ingen undtagelse. Efter at have hamret, prikket og nevet i mig i 3 minutter, blev kendelsen læst op: ”Overanstrengelse. Kom igen om 6 uger, hvis det ikke er blevet bedre.”

Super. Lær at gå, Anton. Nu.

Aj, men seriøst. Er det virkelig nødvendigt at læse medicin i 40 år for dét?

Isen er usikker.

2011-08-16T21:37:00.000+02:00

Jeg har en veninde, der kærestemæssigt har valgt sølvmedaljen så mange gange, at hun efterhånden burde feng shui’e skamlen med tæpper, potteplanter og billeder af familien. I løbet af de sidste 5 år har hun 3 gange valgt mænd, der i forvejen havde kærester. Vi har brugt utrolig mange kopper kaffe på at analysere, hvorfor det bliver ved med at ske, hvad det er, hun udstråler, siden det er den slags mænd, hun tiltrækker, og hvad det er i hende, der får hende til at blive.

Engang i mellem kan jeg godt blive en lille smule træt af at føre den samme samtale for 29. gang, men når jeg tænker mig om, ved jeg godt, at man kan sige den samme sætning til det samme menneske 2000 gange – og så kommer der en fremmed ind fra højre, siger PRÆCIS det samme, og *bam!* pludselig går budskabet ind.

Vi hører det bare ikke, før vi er klar til at lytte.

Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg læste Julia Lahmes seneste bog ’Sandheder fra en løgner’, hvori hun bl.a. skriver om sin dreng Elias, og den første tid med ham. I slutningen af bogen skriver hun en sætning, som jeg her citerer frit fra hukommelsen:

”Han kom med livet, lyset og kærligheden, og jeg var for træt til at se det.”

Og lige der, sank det pludseligt ind, det, som jeg selv har sagt 1000 gange uden af forstå det, og hørt fra både læger, sundhedsplejersker og andre mødre: Det er så hårdt, at det næsten river dig fra hinanden at få et barn, der ikke sover.

Jeg har brugt så mange timer på at føle mig forkert; på ikke at forstå, hvordan alle de andre kunne have billeder i fotoalbummet fra de første par måneder, hvor de lavede mad i køkkenet med den nyfødte baby stående på bordet, eller hvordan de kunne have overskud til at smile, købe ind, tænke og fungere.

Jeg har været så vred, at jeg næsten ikke kunne rumme det, når jeg har forsøgt at forklare andre, at jeg er træt helt ind i knoglerne, og ikke ved, om jeg orker at rejse mig igen, næste gang jeg falder – og bliver mødt med ”sådan er det også hjemme ved os.”

Jeg har grædt så meget over, at min kærlighed til Anton tilsyneladende var fanget under grumset is; hele tiden til stede under alt det svære, synlig under alt det hårde, men underlig utilgængelig, når jeg havde allermest brug for at føle den.

Da jeg læste den sætning, forstod jeg pludselig, at det ikke handler om, at jeg er en dårlig mor, at jeg er alene, eller at jeg gerne vil vinde Mest Synd For-konkurrencen, der har en tendens til at opstå mellem nybagte forældre. Det handler om, at man stille og roligt mister både forstanden og sig selv, når man ikke får sovet, nat efter nat efter nat, og der ikke er pause en eneste gang i løbet af dagen.

Men på torsdag fylder han 9 måneder, og han sover nu. Mere end han gjorde i hvert fald.

Så det tør. Foråret er på vej, isen smelter, og under den ligger kærligheden, farvestrålende, ubetinget og varm.

Det føles som om, jeg endelig er blevet mor.

Fremmed og dog så kendt.

2011-08-14T20:00:00.000+02:00

Som genhuset esbjergenser, er jeg stille og roligt gået i gang med at genstarte mine gamle relationer, og i dag har jeg gået en tur med en pige, jeg er vokset op med. Vi har spillet utrolig meget kantsten og Antonius, lavet utallige, uformelige genstande af trylledej, som vi efterfølgende har straffet vores forældre med, og jeg kan både navn og farve på de fleste af hendes – nu hedengangne - marsvin.

Først flyttede jeg. Så flyttede hun. Jeg valgte Århus. Hun valgte Chile. Hun fik et barn. Jeg rodede rundt. Hun fik et mere. Så fulgte jeg trop. Hun flyttede tilbage til Esbjerg, and here we are, og fordi hendes mand arbejder i Kbh., er hun alene med sine børn det meste af tiden.

Vores forældre bor stadig på samme vej, så af snørklede omveje er vi således tilbage ved vores fælles udgangspunkt, meget forskellige valg til trods.

Så der gik vi i regnen, og jeg havde det lidt som om, jeg havde lånt en bog på biblioteket, hvor kapitlerne 7 til 20 var revet ud. Jeg har billeder af os, hvor vi står med tynde, sommerbrune arme om hinanden, med gabende huller hvor mælketænderne var, og nu står jeg overfor en voksen kvinde med et liv, der egentlig ligner mit. Jeg ved, hvordan hun var dengang, og når jeg kigger godt efter, kan jeg stadig se hende derinde et sted, men samtidig er det på mange måder en fuldstændig fremmed, jeg står overfor.

Det er lidt bumpy, og samtalen hopper hid og did, mens jeg genlærer hende at kende som den hun er nu, gennem anekdoter om mandens forældre og historier om ungernes fødsler.

Og i glimt ser jeg os udefra, og kan slet ikke forstå, at det om lidt er de små mennesker, vi går med, der skal sigte efter vores kantsten.

Og held og lykke med dét!

2011-08-12T20:14:00.000+02:00

Nogle meget venlige mennesker har været så søde at spørge, hvordan Anton kom SÅ galt af sted, og hvordan han har det nu. Og den slags interesse går jo rent ind i et blødende moderhjerte.

Det går meget bedre, tak.

Da vi kom hjem fra skadestuen torsdag nat, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var HELT i zen over, at han var kommet SÅ galt af sted i sin institution uden at nogen havde opdaget det, men da ingen tænker ret klart kl. 4.30 om morgenen efter sådan en nat, skred jeg i seng uden at foretage mig yderligere.

Fredag morgen kørte jeg derud, og brugte turen på at minde mig selv om, at INGEN jo for fanden overser den slags med vilje, og at de givetvis ville have en god forklaring.

Heldigvis gik de nærmest i chok, og forsøgte ikke at slippe udenom overhovedet. Tværtimod. Og det havde jeg sgu lidt brug for at se. Al personale blev hidkaldt på skift, indtil dagen var rekonstrueret, og vi var nået frem til, at en anden lille dreng ved et uheld havde væltet en kost, som ramte Anton i verdens nok mest uheldige vinkel. Og da de ikke kender Anton så godt derude endnu, ved de ikke, at han ikke græder, så de kom til at forveksle ham med et almindeligt barn med smertetærskel og den slags, og fangede derfor ikke, hvor galt det stod til med ham.

Da jeg kørte derfra en time senere, havde jeg igen lyst til at aflevere min søn derude.

Da jeg kom hjem til den lille patient, ringede hospitalet; de ville gerne se os derude til flere billeder og undersøgelser. Panik. For hvorfor det, hvad har de fundet, hvor alvorligt er det, og der må ikke ikke ikke være noget i vejen med ham. Fik en sludder for en sladder krydret med lidt latinske gloser, og lagde lettere mystificeret røret på.

Indtil det gik op for mig, at de naturligvis vil tjekke op på, om jeg tæsker ham.

Og det var faktisk helt rart at komme derud og møde en overlæge, der var ærlig nok til at sige, at det var det, det handlede om. Selvom jeg lige et kort øjeblik fik den der: ”Aj, det TROR de da ikke, at jeg kunne finde PÅ?!?”, synes jeg, at det er betryggende, at der trods alt bliver holdt øje med den slags.

Men jeg fik lov at se billedet, og knoglen lader til at vokse rigtigt sammen. De tog det pænt, da jeg kom til at tude på dem, forsikrede mig om, at alt var, som det skulle være, og at han ville være tip top i orden igen om en uges tid.

Så mangler vi bare at gøre det forståeligt for krydsermissilet med den høje grundspænding, at han skal sidde stille de næste 5 dage...

Pas på med, hvad du ønsker dig.

2011-08-11T14:40:00.002+02:00

Kan I huske for 3 dage siden, hvor vi vedtog, at man i en mørk, hemmelig afkrog af sit sind, godt lidt kunne ønske, at ens uhyggeligt selvstændige afkom blev bare en lille, lille bitte smule syg, så man kunne få afløb for sin egen puttetrang?

Well…

Da jeg hentede tyttebøvsen i går kl. 14.30, var han meget stille.

Kl. 15 begyndte han at græde på den måde, man godt ved, ikke er for sjov.

Kl. 20 sad jeg stadig i sofaen med lille bitte ulykkelig dreng, der enten græd eller sov på mig.

Kl. 1 ringede jeg til vagtlægen.

Kl. 2 stillede vi på skadestuen.

Kl. 3 måtte jeg fiksere det bedste jeg har i et jerngreb, så radiologen kunne tage sine billeder.

Og kl. 4 kunne jeg tage min lille, forgrædte kugle med det brækkede kraveben i armene og køre hjem.

Etik? Nej, det bruger vi ikke her.

2011-08-10T13:54:00.002+02:00

Min veninde har en bekendt, der bedst kan beskrives som blank. Vi taler Malou Stella.

De kender hinanden, fordi de er vokset op på samme vej, og fordi deres mænd tilfældigvis er både kammerater og perifere kolleger.

Den bekendtes kæreste er læge, og har sin egen praksis, mens hun er uddannet socialrådgiver, men har valgt at gå hjemme med børnene, som hun har med en tidligere kæreste. De har alle dage haft et forhold af den slags, hvor gnisten tilsyneladende holdes i live af lige dele jalousi og offentlige skænderier.

Forleden var min veninde derovre og spise, og i dag over kaffen, kunne hun så fortælle, hvordan socialrådgiveren fnisende havde indrømmet, at hun tjekker mandens patienter på både google og FB.

Og han ved det godt.

Øhm… Hvad?

Af en eller anden grund har hun mandens password, og kan derfor gå ind og se, hvem der har bestilt tid hos ham. Hun kører alle kvinderne igennem cyberscanneren, og falder hun over nogen, som hun synes er lige pæne nok, finder hun på undskyldninger for ’tilfældigvis’ at komme forbi klinikken.

Jeg er så forarget, at min sarkasme er blevet helt lam.

Ved nærmest ikke, hvem af dem, jeg synes er værst? Hun er socialrådgiver, og derfor så udmærket bekendt med begrebet tavshedspligt. Han er læge, og ved da for fanden, at han ikke må rende og dele sit password ud til højre og venstre – det er sgu da fortrolige oplysninger, vi taler om her!

Jeg synes, at den stikkerkultur, der er opstået i Danmark, hvor man kan ringe og angive hinanden på anonyme telefoner rundt omkring i det offentlige system, er pinlig og lav. Og jeg kan ikke komme til at melde det her, uden at min veninde og hendes mand kommer i klemme.

Men hvis han var min mors eller min søster læge, eller det var ham, jeg havde valgt, da jeg flyttede herned, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne lade være.

Hold nu kæft, hvor jeg bare ikke synes, at det er i orden!

Disclaimer-update:

Da jeg skrev ovenstående indlæg, ville jeg fortælle en historie om 2 mennesker, der begge er fagligt bundede af tavshedspligt, som overskrider den på groveste vis. Jeg blev voldsomt forarget og provokeret af historien, og havde lyst til at fortælle den.

Jeg er imidlertid ikke interesseret i, at mine venner begynder at føle, at de ikke kan snakke med mig af frygt for, hvad der ender på bloggen. Derfor ændrer jeg ofte nogle karaktertræk og omstændigheder i mine indlæg, så essensen bevares, men så mine venner og de mennesker, jeg skriver om, ikke kan genkendes.

Da jeg ændrede på mine hovedpersoner i dette indlæg, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen ville gribe til at google disse mennesker, for at opspore dem i virkeligheden.

Så: Der findes stadig et kærestepar, hvor den ene googler den andens kunder/klienter/patienter.

MEN: De bor ikke i Esbjerg. Manden i historien er ikke læge. Kvinden er ikke socialrådgiver. Måske er det omvendt, måske er han sygeplejerske, måske er hun fremmedsprogstolk, måske er de barnløse, måske er de lesbiske, måske ... well, you get the picture.

Skulle der rent faktisk sidde en konstellation derude, som den jeg har opdigtet, som nu bliver mistænkeliggjort, undskylder jeg dybt og oprigtigt.

Og så vil jeg meget gerne opfordre til, at man en anden gang kontakter mig direkte på mailadressen, inden man griber til selvtægt og anmeldelser.

Det går næsten FOR godt med le tyttebøvs.

2011-08-08T17:43:00.001+02:00

Ok. Hånden op, alle dem, der har dumpet mænd pga. deres forhold til Mor.

Selv husker jeg f.eks. ham, der røg, da jeg fandt ud af, at han stadig havde sin mor på 69 til at komme forbi to gange om ugen for at hente vasketøjet. Han var 40.

Og ham på 38, der viste sig at bo hjemme ”men det er nede i kælderen, så det er faktisk ligesom at have sin egen lejlighed”. Nej. Det er sgu da ej. Og da SPECIELT ikke, når du 5 aftener om ugen lusker op af trappen lige omkring kl. 18.

Uselvstændigt og ynkeligt for mændenes vedkommende, og pinligt, krampagtigt og kontrollerende for mødrenes.

Men nu er det så, at jeg meget, meget sotto voce må indrømme, at jeg godt en lille bitte smule kan se, hvorfor de opstår, moderbindingerne.

For Anton har været sin egen, lige fra han kom. Når jeg kommer ind på hans værelse om morgenen, lyser han op i et KÆMPE-smil; ikke fordi han har savnet mig og glæder sig til at give mig en krammer. Nej, det er mere sådan lidt ”Super! Der kom min taxa!”-agtigt.

Da han for real var ved at blive kvalt i sin øllebrød, var det mig, der sad bagefter og hikstede og havde brug for et knus. Han hang i en vinkel på 90 grader ud af mine arme, og virkede meget videnskabeligt interesseret i den brækpøl, han lige havde deponeret på gulvet.

Han græder meget sjældent, er ikke rigtigt bange for noget, og gider ikke putte. Overhovedet.

Og da jeg i morges afleverede ham i vuggestuen, og han ikke engang kiggede sig tilbage, da han mavede sig (kravler stadig ikke, men har til gengæld en meget militær-agtigt krybestil, der ville gøre sig godt i enhver kratbefængt underskov) over til legetøjet, kunne jeg lige mærke, at det nev lidt i øjnene. For er reglen ikke, at de skal have brug for en, når de er små? At mor er den bedste i verden? Er det ikke først, når de rammer puberteten, at de skal begynde at løsrive sig?

Det er en splittet fornemmelse, for på den ene side er jeg så stolt af ham over hans selvstændighed og alt det, han kan (fordi han aldrig sover og derfor i gennemsnit har 6 timer mere i døgnet end andre børn til at lære det i). På den anden side ville jeg ønske, at han bare engang imellem ville hænge lidt på mig, så jeg kunne få lov at sidde med armene omkring ham, og næsen nede i de fine dun.

Vi ved allerede godt, hvem der bliver den pinlige mor, der tuder sig igennem hele konfirmationstalen, ikke?

....Frugtpolitiet..?

2011-08-07T09:28:00.000+02:00

Hvem eller hvad er det egentlig, der bestemmer, om noget er en frugt eller en grøntsag?

Udsalg.

2011-08-05T14:50:00.000+02:00

Jeg har altid ment, at jeg var ret large i min socialopfattelse. At jeg ikke skelede småligt til, om folk havde penge, eller om de ikke havde. Jeg har og har altid haft venner på tværs af alle sociale lag, og har egentlig aldrig tænkt over, at det skulle være noget, der betød noget.
Jeg har heller aldrig skænket en tanke, at der kunne være en økonomisk fordel i at være et par, frem for at være alene. Langt, langt størstedelen af de mennesker, jeg kender, har boet i lejlighed siden de flyttede hjemmefra, og når man sidder fredag aften og spiser sushi og ser X-Faktor, kan man ikke se på væggene, om de er lejede eller ejede.

Så flyttede jeg til Esbjerg.

Og det kvarter vi bor i?

Det er noget slum.

Der er naturligvis undtagelser, men det er her, de gravide ryger. Helt afslappet. Hvor gamacher tæller som bukser, hvor ungerne løber rundt uden sko og overtøj efter kl. 22, og hvor flere af haverne er delt i to: En del, hvor man kan sidde – hvis man kan finde stolen i det hoftehøje græs – og en del, der er udnævnt til losseplads, hvor man deponerer sin gamle, fugleskidtsbefængte lædersofa og de rustne cykler.

Jeg har opdaget, at folk jeg lige har mødt, allerede lukker en lille smule af, når de hører, hvor jeg bor, og de ser ret overraskede ud, når de hører, at jeg har et arbejde. Som jeg rent faktisk glæder mig til at komme tilbage til.

Og pludselig tager jeg mig selv i at bemærke, at alle jeg kender, der har to (voksne) navne på postkassen, bor i huse, de har købt. Som muligvis er ligeså slidte og gamle som min lejebolig, da de overtog den, men som de, rum for rum, sætter i stand, så det ender med at ligne et sted, hvor man vil være bekendt at lade sine børn vokse op.

Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg dårligst kan leve med: At holde min kæft og blive slået i hartkorn med en flok mennesker, for hvem alt lader til at være ligegyldigt, eller at høre mig selv sidde og undskylde mig selv, mit hjem, mit liv.

Det er meget lidt lækkert at opdage, at man i alle de år, hvor man har gået og brystet sig af sin arbejderbaggrund og sin mentale vidvinkel, i virkeligheden var snob derinde, hvor man ikke tror, der er nogen, der kigger.

Fodfejl

2011-08-04T12:27:00.000+02:00

Jeg hader fødder. Jeg hader, hader, hader fødder. Stort set alle eksemplarer, jeg har været udsat for gennem tiden, har været kolde, let fugtige og meget lidt kønne.

Det er f.eks. derfor, jeg ikke rigtigt går ind for gymnastik.

Så måske har min underbevidsthed nu endelig besluttet sig for at demolisere mine egne, så vi én gang for alle kan få dem smidt på lossepladsen, for de sidste 4 uger har jeg tabt stort set ALT, hvad jeg har haft mellem hænderne, og med stor præcision ramt mine fødder.

HVER gang.

For SATAN, hvor gør det nas! Og det pynter heller ikke ligefrem i sandalerne, at begge fødder ligner noget, samtlige ryttere i Post Danmark Rundt er cyklet hen over.

Jeg kan i øvrigt også en variant, hvor jeg hamrer fødderne uhyrligt hårdt ind i hjulene på indkøbsvogne. Overraskende nok falder tæerne ikke af. Det føles bare sådan.

Og skulle jeg for en kort bemærkning glemme min nye, selvskadende hobby, har jeg heldigvis Anton lige ved hånden. Er I klar over, hvor ondt det gør at få en tommestok ned over lilletåen, når den bliver detoneret fra sædet i en indkøbsvogn?

Fik faktisk engang røntgenfotograferet mine fødder, hvor det viste sig, at flere af knoglerne har været brækket, uden at jeg har opdaget det. Hvis man tog det samme billede idag, ville knoglerne formentlig ligne det smuller, der ligger tilbage i bunden af posen, når man har tømt den for hele chips.

...

Et indlæg om fødder, hvori ordet 'indkøbsvogn' indgår to gange?

FUCK, hvor er det godt, at jeg kun har 3½ uge tilbage på barsel!

Betyder det så egentlig, at jeg er Bertha?

2011-08-01T14:52:00.000+02:00

Der er nogle titler, man først rigtigt forstår, at man har, når man bruger dem i nye sammenhænge. Som når man f.eks. giver hånd til pædagoger, og præsenterer sig som ”Linda. Antons mor.” Kom faktisk lidt til at fnise, da jeg sagde det, fordi det lød som noget, jeg bare stod og fandt på.

Jeg skal indrømme, at jeg var spændt. Ikke mindst fordi jeg i går aftes, lige efter at jeg i telefonen havde sagt: ”Jeg er sikker på, at det bliver SKIDE godt! Han er SÅ klar, og LIGE institutionstypen” kom i tanke om, at sidst jeg brugte en let modificeret udgave af dén sætning, var aftenen inden vi skulle starte til babysvømning.

And we all know how THAT went down.

Det er underligt at forberede et barn til noget, der I mistænkelig grad føles som første skoledag, uden at ungen selv er klar over, hvad der er på spil, så bare for en sikkerhed skyld, holdt jeg dem for ham, premierenerverne. Vågnede alt for tidligt, og synes pludselig, at det tøj, jeg havde lagt frem til os begge i går aftes, var helt forkert. (Jamen, hvad signalerer Velstimuleret, Fremmeligt Barn? Cars? Øko-bomuld? For slet ikke at tale om Ansvarlig Mor?)

Under hele morgenmadsseancen messede jeg: ”Pleasekulidetpleasekulidetpleasekulidet” i håb om, at det sammen med rytmisk indtag af havregrød, ville påvirke hans underbevidsthed.

Og hvordan gik det så?

Jeg synes næsten, at I selv skal gætte på, hvem af os der:

1) tog det helt, helt afslappet

2) speedsnakkede ALT for MEGET, på ALLE de voksne, om alle mulige, fuldstændigt uvedkommende emner, mens kaffen røg i halsen i kaskader, og dermed på under 2 timer nåede at caste sig selv i rollen som mærkelig.

For helvede, altså.

Men ELLERS gik det fint. Selvom jeg lige kortvarigt blev lidt bleg, da pige på ca. en meter kom stormende gennem det hele, mens hun tudbrøle-skreg: ”JEG VIL HAVE MIN MOOOOOOR!! MOR, KOM TILBAAAAAAAAGE!!!! MOR, DU MÅ IKKE GÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!!!!!!!!!!!!!!!!”

Hvis han gør det, når jeg skal starte med at arbejde, går jeg ud og hænger mig i sikkerhedsselen.

(Tager dog nok lige et øjeblik til at beundre hans evne til at turboudvikle sprog inden.)

Og jeg havde LOVET mig selv at være en cool mor; en af dem, der bare trygt smider afkommet i armene på pædagogerne, for derefter at gå uden at se sig tilbage. Derfor var det ekstra irriterende, da nogen pludselig, med mærkelig, lille version af min stemme sagde: ”Nu ER der nogen, der holder øje med dem, når de spiser, ikke? Altså.. Ja, det er jo bare fordi, han er lidt lille. Og ikke så god til det med at tygge. Så.. altså, bare så han ikke lige bliver kvalt? Ikke?” (Jeg ved ikke, hvornår jeg har fået den ide, at jeg kan slippe afsted med at være pissebelastende, hvis jeg bare smider ’ikke’r’ nok ind i sætningen. For så lægger folk nok SLET ikke mærke til, hvor fornærmende, det jeg siger, EGENTLIG er.)

For helvede. Igen.

Nej, Linda. Vi efterlader dem uden opsyn, og giver dem KUN melon, banan og store humpler af brød.

Nå, men ELLERS gik det fint, and I’m proud to say, at vi må komme igen i morgen.

Begge to.

Tyttebøvs på vej

2011-08-01T11:35:00.000+02:00

til første dag på kontoret.

If you just smile.

2011-07-30T18:24:00.003+02:00

Ovre ved Marie (http://marienade.com/2011/07/29/nu-har/) (please, please, PLEASE er der ikke nok nogen, der kan hjælpe med det her fucking blogspot? Nu kan jeg åbenbart heller ikke tekst-linke mere *grrr!!!*) kan man læse, at hun bliver glad af bobler - og at hun ikke oplever så meget for tiden. Det er meget samme historie her, bare minus bobler. Og selvom jeg SAGTENS kan finde en million ting at hidse mig op over, fordi jeg – hvis jeg nu skal være helt uironisk og asarkastisk – stadig hænger i humørbremsen, gider jeg faktisk ikke have tastaturet smurt ind i mere galde. To indlæg i streg må være nok.

Så inspireret af Marie, følger her Top 6 Over Småting, Jeg Bliver I Godt Humør Af (trods alt):

1) Mit nye køkken. Eller. Ikke nyt, men med ny bordplade, nye håndtag, ny vask og 5 hjemmegjorte bogkasser i pangfarver tæller det alligevel som istandsat. Jeg elsker det. Uden sammenligning husets hyggeligste rum, og det er allerede sådan et sted, hvor folk sidder og hænger ud med et glas vin, mens jeg laver mad. Nogle gange går jeg tilbage i entreen, bare for at gå ind i det igen; jeg bliver lige glad hver gang.

2) Komplimenter fra en af fortidens mænd. Også selvom han lidt var tvunget til det, fordi jeg skulle gøre ham en tjeneste. Still counts.

3) Parfume. Sikkert forkert på et utal af planer, men efter en meget duftneutral graviditet, er jeg i gang med at terminere lageret af fesne, gennemsigtige toiletprodukter, og for hver eneste gang, jeg kan købe noget flydende i neonfarver, smækfyldt med hormonforstyrrende duftcrap, er jeg i himlen. (Og inden kommentarfeltet bryder ud i lys lue: Rolig. Anton bliver naTURligvis kun udsat for svanemærkede, allergitestede produkter, som speltsegmentet HAR nikket anerkendende til.)

4) I det mindste er vi flere, der er nye i byen, og Jønke ligner typen, der giver en kold håndbajer, hvis det kniber.

5) At være blevet involveret i oplæring af nye instruktører i det nye fitnesscenter. (Om end det fik mig til at føle mig som Metusalems storesøster, da jeg skulle give et eksempel på musik, der ikke er bygget op af 4 x 8 takter, og sagde ”Det meste af det, Faithless har lavet”, hvortil det nye spinningkid svarede: ”Hvem?”)

6) Antons nye tand. Yes, Houston, we have a tooth! Helt, helt problemfrit, og jeg dør af begejstring, hver eneste gang han griner med kæften fuld af ingenting og en tand.

Ps: Kan I huske Nikolaj & Piloterne? Hvorfor har vi aldrig før lagt mærke til, at det er ham, der er inde i Poul Krebs?

Hej. Jeg hedder Anton.

2011-07-27T20:59:00.001+02:00

Og jeg er ikke bange for en skid!

Sjove Linda? Nej, hun er på ferie.

2011-07-26T21:55:00.002+02:00

Jeg kan slet ikke komme ovenpå igen. Er bare træt med trist på, og når jeg har haft det sådan længe nok, begynder følelsen desværre/heldigvis - har ikke helt besluttet mig endnu – at forvandle sig til raseri. Så i disse dage tramper jeg rundt og er grundrasende på:

* Rugbrødsproducenter, der tillader sig at komme kerner i deres rugbrød. For det sidder stadig i hele kroppen på mig, at jeg i går måtte flå kvælningstruet Anton op af stolen, og hamre ham mellem skulderbladene til han brækkede sig på køkkengulvet, fordi kernerne pludselig rottede sig sammen i halsen på ham.

* Dig, territorie-so, som forsøger at intimidere mig med dit sure blik og tavshed, selvom jeg hilser pænt og smiler til dig HVER gang. Tror du, at det virker? Tror du? Åh, jeg må le! Når du har noget at have det i, kan du komme igen. Indtil da: You suck, and you know it.

* Dig, som næsten væltede os i dag i Bilka, så du kunne komme foran os i køen. Hvis du er i tvivl om, om det er dig, jeg mener, så er det dig, hvis du i dag blev hvislet: ”Jamen, så siger vi tak for hjælpen!!” ind i hovedet af, af høj, vred blondine.

* Blogspot, der modarbejder mig, og stadig ikke vil give mig mulighed for at lege med skriftstørrelser, kursiv og alle de andre børn i Bulderby. Et indlæg som dette er bare ikke det samme, når man er forment adgang til fede skrifttyper.

* Sælgere, der tror, at de er de første, der får øje på min blog, og at det er et rent tilfælde, at der ikke er reklamer på endnu. Det er fint, at I henvender jer, hvis I har noget seriøst at tilbyde, og jeg vil faktisk gerne have reklamer i siden af min blog. Men jeg vil have penge for det. Slut. Penge til husleje, benzin eller kaffe. At tilbyde mig 15 % på det, jeg KØBER hos jer som ’løn’, er en hån. Specielt når vi taler om mærkevarer og luksusprodukter, som jeg for helvede ikke som enlig mor har råd til at købe. Penge. Så kan vi snakke om det. Ellers: Bare spar på papiret. (JA! Jeg ved det sgu da godt, men hvad?? Spar på .. cyber?)

* Mig selv over, at jeg kan hidse mig op over ting, så inderligt ligegyldigt, i en verden, der for tiden ser ud som den gør.

Back to black.

2011-07-24T22:02:00.000+02:00

Det var meningen, at jeg ville have skrevet noget begavet i dag, da jeg nu ikke har haft bloggen åben siden i torsdags, og derfor synes, at det var long overdue, men dels har Anton stort set ikke sovet i dag, og dels kan jeg slet ikke blive færdig med at ligge og rode rundt nede i medlidenheden med de stakkels nordmænd længe nok til at slå hjernen til.

Jeg har været nødt til at slukke for fjernsynet. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se flere børn, der er helt stive i ansigtet af chok, eller forældre, der med dårlig samvittighed i alle træk, forsøger at skjule, hvor lettede de er over, at det var deres børn, der kom hjem.

Tuder også hver gang den norske statsminister toner frem. Den mand skulle have en medalje. For når det nu skal være, må det være fantastisk at have en statsminister, der også kan finde ud af at være på arbejde, når det er RIGTIG svært, i stedet for den model, vi hænger på, hvis største talent tilsyneladende er at befinde sig i udlandet, når det ville klæde ham at være her.

Og så døde Amy Winehouse midt i det hele.

Det har fandme været en trist weekend.

Det ville bare være nemmere, hvis andre mennesker ikke var sådan nogle spassere.

2011-07-21T20:41:00.001+02:00

Engang imellem ville jeg ønske, at jeg kunne slukke for mit temperament. Eller bare som minimum skrue ned for det, for det ville gøre det markant mere tåleligt at leve i et samfund, hvor overskuddet rundt omkring bliver mindre og mindre, og grænserne for, hvad vi mener, vi kan være bekendt at slæbe med os af ussel adfærd ud i det offentlige rum, er skredet i afmagt.

Lad mig illustrere med et helt friskt eksempel.

Da Anton og jeg i dag ventede i køen i Fakta, stod jeg i mine egne tanker, og lod blikket følge et ægtepar i midten af 50’erne, som var på vej ind i butikken. Pæne og nydelige mennesker med synkrone, stålindfattede briller, hende med bibliotekarpage og ham iført ornitologvest og khakibuks.

Denne Fakta har, ligesom tusinde andre forretninger, valgt at placere deres indkøbskurve lige ved siden af indgangen, så man er nødt til at stoppe op og håbe på, at man har fået de lange arme med, så man kan nå over den plastikvæg, der af uransagelige årsager altid skal være imellem kurve og indgangslåge. (Jeg vil ikke udelukke, at der findes en mere korrekt term for den der metal-klapdims, man går ind af, men I ved, hvad jeg mener.)

En gammel dame står og forsøger at få fat i en kurv, da manden RÅBER: ”Så flyt dig dog, kælling, så vi andre kan komme til!”

Jeg tror, at vi alle sammen blev så forbløffede, at det først slet ikke gik op for os, hvad han lige havde sagt, hvorefter jeg i hvert fald nåede frem til, at de måtte kende hinanden, og at det simpelthen var for sjov.

Indtil den gamle dame, pænt og ordentligt, bad ham om at tage det roligt og sagde: ”Jeg skal jo bare lige have en kurv.”

”Så kan du kraftedeme stille dig om på den anden side!!” brølede han, og kørte ind i hende.

Som i: Med vilje.

Hvad. Fanden. Er. Der. GALT. Med. Folk!??

Jeg forstår godt, at man kan have lyst. Bevares. Personligt varmer jeg mig ofte ved fantasien om, hvordan jeg udstyrer min barnevogn med strømførende plæneklippersakse i ankelhøjde, og jagter alle dem, der har vadet ind foran os, snydt foran i køen, fordi det tager længere tid at flytte sig med en barnevogn, eller, af princip, har nægtet at træde så meget som 4 mm. til siden.

Men jeg gør det jo ikke, vel? Fordi jeg oven i mit hoved godt kan forstå, at verden ender med at blive et rimeligt fælt sted at befinde sig, hvis vi reagerer på alle impulser, der kravler hen over reptilhjernen.

Jeg blev simpelthen så gal, at jeg trampede ind i butikken igen for at skælde dem ud. Ham for at være det mindste menneske, jeg til dato har set, og hende for bare at stå og se ud som om, hans opførsel var i orden, (vattede undskyldning af en manglende rygrad!) men beklageligvis kunne jeg ikke finde dem.

Så i stedet fik Anton hele vejen ned til bilen i MEGET bestemte vendinger at vide, at hvis jeg NOGENSINDE tager ham i at opføre sig bare tilnærmelsesvist HALVT så dårligt, som det vi lige havde set, så er der stuearrest, time outs og NUL lommepenge til ham! Resten af livet! Blev der sagt!

Og nu er jeg blevet gal HELT forfra, kan jeg mærke, bare af at genfortælle historien.

Skal virkelig have fundet den volumenknap.

Eins, zwei, Polizei.

2011-07-18T19:29:00.001+02:00

Det viser sig, at harddisken på meget små computere sletter filer, der ikke har været i brug i 2 måneder+, så den vandhund, jeg havde med i Gellerupbadet i slutningen af april, har forladt bygningen, og tilbage på min arm sidder Anton og kigger skrækslagent på vandet. Mens han skriger i vilden sky, for en sikkerheds skyld.

På plussiden tager hud og hår formentlig kun marginalt skade af kloren i vandet, når man er oppe igen, inden der er gået 8 minutter.

Men der er noget andet, jeg godt lige vil vide: Er det kun mig, der finder mænd på omkring de 40 psyko-klamme, når de loungeflyder ved kanten af bassinet og GLOR? Svøm, for helvede, eller tag dit behårede bryst med hjem og lej en film!

Og hvorfor skal de altid ligne noget, der blev vraget til castingen af Beastie Boys’ Sabotage, komplet med lille, ond kost under snuden und alles?

Hvis det var noget ordentligt mand, der kiggede, kunne vi snakke om det, men jeg gider bare ikke stirres på af tysk politimand fra 70’erne, slut!

Advarsel: Meget børne/barselsbefængt indlæg.

2011-07-17T21:20:00.000+02:00

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at Anton er det bedste jeg har. I hele, hele verden.

Men jeg er simpelthen så glad for, at jeg snart er færdig med at være på barsel, for Gud i himlen, hvor jeg keder mig!

Nu hjælper det selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået actionbaby.dk, hvilket betyder, at det hverken kan blive højt, hurtigt eller vildt nok, og så er det godt nok svært at blive ved med at trække kaniner op af hatten. De sidste par dage har han sagt Den Belastende Lyd nærmest 24-7, fordi han også keder sig; her er ikke gulv nok at kravle på til at køre ham træt, og alt, hvad jeg finder på, har han set.

Dagen starter kl. 5, hvor jeg henter ham ind til mig i sengen. Her leger vi en sjov rollespilsleg, hvor han spiller frisk riv-til-af-alle-kræfter dreng, og jeg spiller død i en time, hvorefter jeg giver mig. Primært for at få lov at beholde bare to hår på hovedet. Så kan man da altid lave en pæn midterskilning, hvis man skal i byen.

Så følger en dag, hvor han insh-allah sover ca. 3 gange, i snit 35 minutter pr. lur, indtil han insisterer på at komme i seng - formentlig fordi han keder sig så massivt, at alle alternativer forekommer værre – omkring kl. 19. Det er altså en lang dag, y’all, hvor min opgave for tiden primært består i at forhindre ham i at 1) bide i ledninger, 2) bide i sko, 3) bide i nogle andre ledninger.

Han er ved at få tænder, han kan næsten kravle, og det er skidesjovt, når han ligger og lader som om, at han ikke ANER, at der er en ærlig ledning tilstede i rummet – hvorefter han i det sekund jeg vender ryggen til, kravler alt, hvad remmer og tøj kan holde efter den. Når jeg vender mig om og siger: ”NEJ, Anton!!” griner han smørret med ”går-den-så-går-den” smurt ud over hele 25-øren. Men når det er det eneste indhold, dagen byder på, udover bleer, vasketøj og madlavning, ender det alligevel med at blive lidt trættende at skulle sidde vagt over elektronikken.

I Århus havde vi alle vennerne, som vi kunne drikke kaffe og gå tur med. Hernede er det lidt småt med bekendtskaber, og alt hvad der hedder salmesang, musikundervisning og børnegymnastik holder sommerferie.

Men nå.

I morgen tager vi i svømmestadion. I 8 timer eller noget. Tirsdag får vi gæster (hurra!), og Lene er, as we speak, ved at føde ham en kammerat, så hvis hun kan overskue det, triller vi nok op og byder ham velkommen til verden onsdag-torsdag stykker. Flere gæster (mere hurra!) og nyt køkken i weekenden. Og om 14 dage starter han indkøring hos de andre tyttebøvser, med 100 hektarer, 70 andre børn og nogle får, man kan spænde ham fast på ryggen af, hvis det kniber.

Det skal nok gå.

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg nu gå op og slikke lidt på min Tommy Lee biografi i håb om at drysser lidt stjernestøv og rock n’ roll ud over mit liv.

I want moooore!

2011-07-13T21:52:00.000+02:00

Har jeg fortalt, at jeg elsker Harry Potter? Nej? Nå, men det gør jeg. Så meget, at jeg har små, syge ritualer omkring ham. Jeg har f.eks. altid læst alle bøgerne forfra, når der er kommet en ny, (så hit nu med et spil TP, hvor alle spørgsmålene relaterer sig til den første bog) og i det omfang det har kunnet lade sig gøre, har jeg været til midnatspremiere på filmene.

Skulle der sidde en enkelt læser, der ikke lige er helt up to speed, er den sidste film blevet delt i to. Første halvdel havde premiere d. 18. november sidste år, og selvom billetten var købt, blev jeg fældet i en glidende tackling af en fødsel.

Ja ja. Selv jeg kan bremses.

Men i går kl. 00.00 (hvilket vel teknisk set er i dag) havde 2. og sidste halvdel premiere, og skulle jeg med? Til sidste runde? Tror jeg da VIST nok! Så på min første nat uden Anton, hvor det objektivt set ville have været rimelig smart at investere i noget søvn, sad jeg i Cinemaxx i Århus fra midnat til kl. 02.30, omgivet af hekse, troldmænd, tegnede ar og – min personlige favorit – en enkelt fyr på krykker, der havde forvandlet dem til koste.

Filmen var FANTASTISK, og jeg gider overhovedet ikke, at det er slut nu.

Og da SLET ikke, når jeg nu endelig har et barn, som om et par år er gammelt nok til at blive tvangsindviklet ind i alt det tryllelir, som jeg – trods alt – selv er for gammel til at stille i.

Mesterhak in da house!

2011-07-12T11:46:00.002+02:00

Nu er mit modem kommet. Hurra. Uheldigvis er jeg decideret handikappet, når det kommer til teknik, så jeg vil ikke engang forsøge at begive mig ud i at montere den lille forsinkede satan selv. ”Hvordan kan du så blogge, Linda?” hører jeg jer spørge. Jeg bruger hotspot på min iPhone, og vær søde ikke at bede mig forklare hvad dét er, eller hvordan det virker. Jeg aner det ikke. Min papbror har sat det op for mig, så det eneste jeg skal gøre, er at sætte min telefon fast i min computer. Og det kan ikke engang jeg fucke up.

I mellemtiden er vi så småt ved at være på plads i det nye residens. Der mangler stadig lamper og gardiner og sådan, men flyttekasserne er pakket ud og kaffen er på plads i skabet. Anton er begyndt at lave en jordfræserudgave af at kravle, og han er HURTIG! Og vild med ledninger. You do the math.

Til gengæld – og det her tør jeg næsten ikke skrive af frygt for at jinx’e det – har jeg de sidste par dage smidt ham i bilen, når han begynder at se træt ud op til den første morgenlur (kl. 7, fordi ungen konsekvent står op kl. 5, goddamnit!) og kørt i fitnesscenteret.

Hvor han har sovet i 1½ time, så jeg har kunne træne.

Det skriver jeg lige igen, for det fortjener fandme en gentagelse:

Han sover. Jeg træner.

HURRA!!!!

Måske man endelig kan slippe af med sit fars-look?

(Er der andre end mig, der har problemer med blogspot? Jeg har været forment adgang til bold/kursiv/skriftstørrelsefunktionerne i 2 uger nu.)

(Vista-issues, måske?)

Netløs i Seattle. (Eller… Nåmn, det regner i hvert fald lige så meget.)

2011-07-08T10:21:00.001+02:00

Da jeg tilbage i maj bestilte bredbånd og tv hos You See, ville jeg godt have haft en medalje for Meget Voksent Overblik & Indsats. Tanken om, at msn og fb ville være mine livliner til de århusianske efterladte, virkede selvfølgelig svært motiverende, så jeg var MEGET omhyggelig med at forklare YS, at jeg lige nu boede i Århus, og at det derfor var dér, de skulle sende post, modem, regninger osv. hen.

Flytningen rykkede tættere på, overblikket rykkede længere væk, og det var først, da jeg sad i mit nye hjem med en computer, der bare stirrede tomt tilbage på mig, at det gik op for mig, at noget manglede. Tjekkede alt, hvad jeg havde fået af post, men ingen små hilsner fra Post Danmark om fejlslagne forsøg på at levere modem.

I et helt usædvanligt anfald af storsind tænkte jeg, at de lige skulle have et par dage til at opdage, at folkeregistret havde puttet mig over i en anden kasse, så de kunne få skidtet sendt afsted.

I morges løb jeg så tør for tålmodighed, ringede derover og fik fat på Gitte.

Mig: ”Blablabla. Har betalt fra d. 01.07, men mangler stadig mit modem.”

Gitte: ”Ja? Har du slet ikke kunne bruge dit bredbånd?”

Mig: ”?? Altså.. nej? Jeg mangler jo mit modem?”

Gitte: ”Nå ok. Ja. Nå. Men altså, bredbåndet er sat til at virke d. 23.05….”

Mig: (Ildevarslende) ”Nej, det er bestilt i maj. Jeg vil bestemt ikke håbe, at jeg har betalt fra den dato?”

Gitte:” Nej… Ok. Nej. Ja. Øhm… Altså, og du har SLET ikke kunne bruge dit bredbånd?”

Mig: ”Jeg. Har. Ikke. Fået. NOGET. MODEM!!” *fat det nu, for satan-smiley*

Den samtale fortsatte i 10 minutter, hvorefter hun pludselig fik trykket på noget og kunne se, at de havde fået modem’et retur. Sååååå….

”Ja!? Og hvorfor (fandenihelvedeogsatan!!) har I så ikke gjort mere ved det? Havde I forestillet jer, at jeg nok bare fik det til at virke uden?”

Det vidste hun ikke. Men efter meget, meget lang konfereren med sin kollega, oplyste hun med hele stemmen smurt ind i gavebod, at ”vi sender dig et nyt, helt kvit og frit!”

Her synes jeg bare, at I skal forestille jer alle de bandeord og store bogstaver, I kan.

Mere konfereren med kollega.

Nå, men så ville de kreditere mig ”hele perioden fra d. 23.05 til d. 05.07!”.

”DET ER IKKE GODT NOK, NÅR MIT MODEM FØRST KOMMER PÅ TIRSDAG, FOR HELVEDE!!!!”

Jeg talte med Gitte i 24 minutter. Den eneste grund til, at vi ikke taler endnu er, at jeg til sidst var så tæt på at miste lysten til at leve af bare irritation, at jeg var nødt til at lægge på.

Og Gitte? Hun var ”i hvert fald bare glad for, at hun kunne hjælpe mig, så jeg kunne have mit modem allerede på tirsdag.”

Nogle gange, ikk? Så har jeg bare lyst til at stille mig op på taget og brøle: ”What THE FUCK!?!” af hele verden.

Optur!

2011-07-05T20:41:00.005+02:00

Nå, men fik tørret øjnene og besluttet, at så måtte det der institution bare være godt nok til vi fik noget andet, og ringede derfor derud og aftalte besøg. Var afsted i formiddags, og .. ja.. altså... De var ikke ved at selvantænde af engagement og gejst, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Så det kunne have været værre. (Men det kunne satme også have været bedre!)

Jeg valgte at lægge kortene på bordet, og sige, at jeg dels var bekymret over, at det er en meget smal social gruppe, der er repræsenteret derude, og at jeg jo sådan lidt havde håbet, at det var gennem Antons institution, jeg kunne få lidt nyt netværk bygget op. Altså bare som sidegevinst, ikke?

Og jeg blev sgu lidt forbløffet, da lederen uden at blinke sagde, at det kunne hun godt forstå, og at der VAR temmelig mange ressourcesvage forældre derude. Kunne pludselig godt mærke, at jeg mere havde været på jagt efter noget beroligelse og "nej nej, det er bare medierne, der gør det værre, end det er.”

Sad efterfølgende i bilen og slog panden rytmisk ind i rattet, mens Anton så forbløffet til, da min telefon pludselig gav et lille *pling*. Mail. Fra en privat institution, som jeg for 10.000 år siden skrev Anton op til just in case og efterfølgende glemte alt om. De havde en plads, hvis vi ville have den. Om vi ville ud og se det?

(Ok, hvis det lige bliver lidt usammenhængende, så er det fordi, der lige er fløjet en fugl ned gennem skorstenen, som nu flakser rundt i brændeovnen. Hvad fanden gør man ved det??!)

Det var FANTASTISK!! Engagerede pædagoger, der sprintede rundt med ungerne, nye lokaler, ny legeplads, levende dyr og frisk luft i rå mængder. Jeg havde medbragt fagkundskab i form af min søster (der er pædagog) (og skeptisk vestjyde af natur), og selv hun var så begejstret, at hun var helt i tvivl om, om hun skulle skrive sit lille julebarn op til en plads, eller vælge at søge arbejde der.

Anton starter sin karriere som Tyttebøvs d. 01. august, og han ligner en, der glæder sig.

Jeg kan pludselig meget bedre overskue mit liv.

(Og til dig, søde læser, som koblede bloggen, islændingene og mit skilt på postkassen: Tak for kagerne! Det var en utrolig venlig gestus, som jeg blev både glad for og rørt over. Kom endelig over til en kop kaffe en dag.)

Kunne selvfølgelig også bare blive hjemmegående.

2011-07-03T08:08:00.000+02:00

Når mit liv ser ud, som det gør lige nu, savner jeg sådan at skrive. Men altså.. der er jo for fanden grænser for, hvor mange indlæg man kan skrive om bordpladedilemmaer og lysten til at myrde den spasser, der tegnede et hus og isatte Vinduerne Med De Falske Mål. (Er I KLAR over, hvor dyre specialsyede gardiner er? Er fandme nærmest nødt til at sælge min ene nyre, hvis jeg vil slippe for at bo i en udstillingsmontre.)

Af sindsoprivende nyt kan jeg fortælle, at jeg har fået en plads i institution til Anton et sted, hvor jeg slet, slet, SLET ikke har lyst til at sende ham hen. Har tudet over det i 4 dage nu. Jeg synes, at det er så skideurimeligt, at man får tildelt en vilkårlig plads, og ”dermed har Esbjerg Kommune opfyldt sin garantipladsforpligtelse”. Øh nå! Hvad nu, hvis man overhovedet ikke er enig i, at de har opfyldt noget som helst? Det er jo for fanden ikke en pose gamle aviser, jeg skal have opbevaret, mens jeg er på arbejde, vel?

Og der er naturligvis ikke noget at gøre. Jo, jeg kan udskyde at starte på job, i håb om, at de finder en anden plads, men den kan vise sig at være ligeså slem eller værre. Jeg kan også vælge noget privat, men der er 2000 km lange ventelister på det hele (I wonder why!?).

Øv.

Der er bare ikke ret meget, der kan gøre mig så frustreret, som at føle mig tvunget til at gøre noget, jeg synes er forkert.

Nå, men efter at jeg er kommet herned, er jeg kommet i tanke om en del mennesker, jeg for længst troede, jeg havde glemt. Ret heldigt, at der ikke er brugerbetaling på FB, vil jeg sige, for jeg har haft travlt. Jeg har blandt andet fundet en af min barndoms værste plageånder, som har en masse profilbilleder af sig selv iført sin kamphund King (ajmenforsatan!!), og som nu er så pumpet og skaldet, at han ligner noget fra et cirkus.

Vil vædde med, at han er produktet af en dårlig institution.

Det her får et år. Hvis Anton beder om en kamphund eller begynder at gro tvivlsom karakter af nogen som helst art, er vi dem, der er skredet.

Mind the gap.

2011-06-30T07:54:00.001+02:00

Jeg har et hul i indsatsdelen af min hjerne. Sådan ca. midt i.

Når jeg starter på noget, og det er sådan set lige meget om vi snakker om eksamenslæsning, rengøring eller noget mere hobbybetonet, lægger jeg altid fra land i fin og seriøs stil. Tingene bliver grebet systematisk an, energien er i top, og jeg frydsveder en lille smule over, hvor hurtigt projektet skrider frem.

Så træder jeg ned i hestehullet.

Hvor jeg ikke gider mere.

Overhovedet.

Da vi skulle tømme min lejlighed, kunne jeg efter en halv time nærmest ikke få luft over, hvor effektive, jeg synes vi var. Indtil jeg lige pludselig synes, at der blev fucking VED med at være den samme mængde crap i rummene, uanset hvor mange gange vi benede op og ned af trapperne, og jeg mest af alt havde lyst til at smide en molotov cocktail og skride.

Nu har samme matte enough already følelse indfundet sig i udpakningen. Vil faktisk ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at jeg ved en fejl har fået udleveret magiske flyttekasser, der genopfylder sig selv, når man kigger væk.

Synes også, at der er lige lovlig meget Silvan.

Og så hjælper det ikke, at Anton er blevet syg, og derfor rasende NÆGTER at sove (jeg har – meget overraskende – fået et barn, der reagerer på sygdom med vrede).

Med mit hoved ved jeg godt, at jeg lige om lidt er igennem det, og påbegynder landingsfasen, hvor energien vender tilbage, og man må nørkle med detaljerne og få de sjove ideer. Og det bliver rigtig godt.

Men lige nu er jeg bare træt, ineffektiv og tung i kroppen.

*suk*

Nå. Svensknøglen bliver jo ikke flyttet formålsløst rundt af sig selv, så jeg må vel hellere…