onsdag den 29. marts 2017

Op på bloggerhesten igen.

Når det er ved at være længe siden, jeg har blogget, bliver jeg altid ramt af en mild skriveblokering. Det er, som om jeg synes, at fordi jeg har været fraværende, skylder jeg noget *ekstra* godt, når jeg vipper stenen til side og træder ud igen. 

Når jeg er stille, er det næsten altid fordi, jeg har travlt. Det handler sjældent om, at der er noget, der er svært ude i virkeligheden, for som jeg efter foredraget i mandags på biblioteket fik at vide, så er jeg “virkelig et kommunikationsmenneske!” Jeg kan nærmest ikke føle noget uden at dele det. 

Mit problem er, at mine blogindlæg, både de moderat sjove, og dem, jeg håber inspirerer til eftertanke, altid opstår i stilheden. Når den ikke er der, bliver jeg en lille smule tosset, og det eneste, der kører rundt i hovedet på mig, er: “Jeg kan ikke tænke, jeg kan ikke tænke, jeg kan ikke tænke!!” Jeg vil tro, at den følelse, det giver mig, svarer til den, der får nogle mennesker til at gå i panik, når de dykker, fordi de pludselig ikke føler, de kan trække vejret. 

Jeg har efterhånden fundet ud af, at den eneste måde at komme omkring det på, er at skrive et ævleindlæg om hverdagen; at få produceret noget tekst, og lagt det op, så det hele flyder igen. Så det er dét, det her er. Ingenting, tilsat anslag, så alt det frosne tør.

Så. De sidste 14 dage har jeg:

* Været til gymnastikopvisning med Anton. Gik dårligt. Endte med at stå med Anton på den ene arm og Frida på den anden (#HunsWithGuns), mens de begge skreg mig ind i ansigtet i ren rædsel over, hvad fanden der foregik. Jeg tænker, at vi lige venter et år eller to med at gøre dét igen. 

* Været til møde på Antons kommende SFO-skole, hvor jeg forlods har haft en længere mailkorrespondance med personalet om, hvordan vi sikrer, at Anton ikke bliver glemt, nu hvor han skal gå i skole-skole et andet sted. Man får ét gæt på, hvem der stod alene tilbage på gulvet i aulaen, da de 51 andre børn var blevet fordelt blandt pædagogerne. Bidesåret i kinden, jeg var nødt til at lave, for ikke at komme til at græde lige dér, heler fint, tak fordi I spørger. 

* Været til møde på Antons kommende skole-skole, som jeg elsker, og hvor jeg nu, efter 77.000 spørgsmål er hvervet til at fremstille info til hhv. børnehaver, SFO’er og forældre til kommende børn i taleklasser. 

* Øvet et nyt program til fitnesscentret op og undervist i det, mens jeg var så træt, at jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke tabte vægtstangen ned i hovedet på mig selv.

* Været til generalforsamling i Foreningen For Tegnsprogstolke, hvor det lykkedes mig ikke at blive valgt ind i bestyrelsen, hvilket nok er det mest out of character-move, jeg (ikke) har foretaget mig i et par år. 

* Eller, lidt løgn, faktisk, for jeg har bestilt en tid hos en clairvoyant i slutningen af april. Jeg var hos hende for 20 år siden, hvor jeg havde det så skidt, at jeg tænkte, at alt var bedre end at have det, som jeg havde det - og hun var det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Lige nu synes jeg, at der er stilstand og afvikling overalt, hvor jeg kigger, og så kom jeg til at tænke på hende igen. 

* Bagt 72 pølsehorn til børnehaveafslutning.
* Holdt foredrag på Esbjerg Hovedbibliotek om min bog, hvilket var den fineste aften. Der var mennesker, jeg kendte, og nogle, jeg aldrig havde mødt, og lige inden jeg slog på glasset, kom min gamle rektor. Shit, hvor blev jeg glad.
* Været til 15 års tolkejubilæum. Serviceinfo: 3,5 times søvn gør det *ikke* ud for en fuld nat. 

* Set 3 sæsoner af The Good Wife. Hvis nogen har brug for juridisk bistand, sender de bare en mail. 

Og efter således at have svunget mig tilbage i sadlen, vil jeg ride ud og nappe et par afsnit mere, inden jeg sender mig selv i seng. 

torsdag den 23. marts 2017

Re kla mo

Hvis jeg husker rigtigt, kommer ordet reklame fra det italienske "Reklamo" som skulle betyde "Jeg råber igen" (Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl).

Det er ret præcist, hvad jeg har tænkt mig at gøre på mandag kl. 17-18 på Hovedbiblioteket i Esbjerg; råbe noget mere om mig selv.

Oplægget er, at jeg snakker om min bog og historien bag en halv times tid, og derefter er der mulighed for at spørge om alt, mellem himmel og jord. Jeg er lidt mindre nærig med detaljerne, når de ikke er skriftlige, og jeg derfor kan løbe fra dem igen.

Så uanset om du har fået børn alene, kender én, der har, overvejer at gøre det, virkelig gerne vil have et svar på et eller andet bestemt, eller bare keder dig og der ikke er noget i tv, så kom og vær med.

Jeg lover, at det bliver rart og hyggeligt.

fredag den 17. marts 2017

Om at huske det hele.

Jeg er sur for tiden. Ikke rasende-sur, men sådan øv-sur på den måde, hvor man godt ved, at hvis man i morgen fik Et Rigtigt Problem, så ville man med længsel ønske sig tilbage til den sorgløse tilværelse, man gik rundt i idag. 

Jeg forstår egentlig godt, at nogle mennesker med børn får kriser i parforholdet, når børnene ikke længere er helt små. Jeg har nærmest samlivskrise med mig selv. Lopperne er lige præcis så store nu, at der er mentalt overskud til at begynde at savne nogle af de ting, jeg brugte tid på, da jeg bare skulle tage hensyn til mig selv, men stadig ikke så store, at der er tid nok til at gøre det.

Jeg savner f.eks. træning og undervisning. Helt vildt. Ikke mindst fordi det var der, jeg plejede omgang med en stor del af mine venner. Jeg begynder også at savne at kunne blive hele weekenden, og fag-nørde eller hygge, når jeg er afsted, og ikke, som nu, altid være den, der kører hjem lørdag aften. 

Jeg ved ikke, om det er fordi man automatisk falder tilbage til det sidst kendte; det, man slap, da man fik børn, fordi man i den mellemliggende periode simpelthen ikke har opdaget, hvad er sket ude i verden. Det ville i hvert fald forklare min mors generations forkærlighed for små rygsække, og den efterfølgende generations videreførelse af den moderat aggressive korthårsfrisure.

Nu skulle man jo så tro, at det var fordi jeg havde for meget tid på hænderne, at jeg gik rundt og mukkede, men paradoksalt nok har vi samtidig hysterisk meget at se til lige nu. Anton er færdig med at gå i børnehave om 2 uger, og så starter skolelivet. Ud over, at det er virkelig surrealistisk, at han pludselig er skolebarn, så medfører dette skift en del forskellige møder og telefonsamtaler. Anton skal gå i SFO herude, hvor vi bor, men skal fortsætte i sprogklassen inde i byen, og da førskole og SFO hænger uløseligt sammen, deltager jeg i alle forberedende møder på begge skoler.

Samtidig er jeg, endnu engang, slået i gulvet af forbløffelse over, hvor usandSYNlig dårlig kommunikation, der er mellem de forskellige instanser i offentlig regi. Alle er søde og venlige, men det er, som om, Anton er det første barn i verdenshistorien, der har et forløb, der adskiller sig fra normalen, og jeg er ved at blive skør af at svare på spørgsmål fra mennesker i systemet, som jeg ringer til, fordi *jeg* mangler info. Jeg bruger enorme mængder af tid på det, og jeg sender dagligt tanker til de familier, der har børn, med større og langt alvorligere udfordringer, end Anton. Hvor må det kræve megen styrke at tackle hverdagen, samtidig med, at man konstant skal være foran, og klæde de mennesker på, som i bund og grund burde være sat på jord for at hjælpe dig.

Endelig har vi ramt en af de perioder, hvor alle de ting, der bare skal køre, pludselig stritter i alle retninger og nægter at lade sig frisere. Jeg har haft min bil på værksted 8 gange på to måneder, ALT ved min årsopgørelse er forkert pga. sidste års konkurs, hvilket er et problem, når man er så dårlig til disciplinen Skat, at det næsten er sjovt. Ligeledes er min ferie det kommende år forvandlet til en uigennemskuelig mosaik af fragmenter, som skal afvikles i en rækkefølge, jeg ikke forstår.

Men. I morges vågnede jeg til nyheden om, at Maria Gerhardt (Djuna Barnes) er død i nat, og det gjorde mig virkelig trist. Hun blev syg på nogenlunde samme tid som min veninde Lene, der endte med at dø af kræft, og derfor har hun haft en særlig plads i mit hjerte og min opmærksomhed. Og fordi det satte tingene i perspektiv, vil jeg nu hente mine både små og ikke-længere-helt-så-små børn, og sætte pris på, at vi er her, og at vi har hinanden. Lige her og nu. I eftermiddag får vi besøg af gode mennesker, og i morgen skal jeg til generalforsamling i Foreningen af Tegnsprogstolke, hvilket betyder et med længsel ventet gensyn med nogle af de bedste mennesker, jeg ved. 

Det er fredag, jeg har champagne i køleskabet, og i virkeligheden er jeg, hvor jeg allerhelst vil være. 


Rigtig god weekend.

søndag den 12. marts 2017

Policy of truth.

Jeg er med i en gruppe på fb, hvor folk køber og sælger Hummeltøj til børn. Egentlig ved jeg ikke helt hvorfor, for jeg tror, vi - samlet for hele husstanden - har 2 stykker Hummeltøj, men måske troede jeg, da Frida var lille, at hun var en hummelbaby? Anyway. Jeg har indtil nu oplevet gruppen som for-fb-helt-ukarakteristisk ordentlig; folk taler pænt, roser hinanden osv.

I morges så jeg så, at én fra admin havde lagt en undskyldning op; hun var kommet til at poste et screenshot i gruppen, som skulle have været lagt i admin-gruppen. Et medlem havde forbrudt sig mod reglerne og havde fået en advarsel. Når man kan se, at der under sådan et opslag er 88 kommentarer, som er indløbet på en time, er der kun én ting at gøre: Hente popcorn og læne sig tilbage. (Jamen, jeg kan lige så godt være ærlig; jeg åbner jo ikke kommentarfeltet, fordi jeg forventer at finde kuren mod kræft derinde.)

Stemmerne fordelte sig 50/50 på hhv. “Alle begår fejl” og “Det er ulovligt, uanset hvor det er lagt op!!” Og kender I de situationer, hvor noget, man indtil nu kun har haft til at drive rundt i kanten af sin bevidsthed, pludselig glider i fokus? For jeg er kæmpepro, at fb tager ansvar for at forsøge at slå nogle af alle de falske nyhedsartikler ihjel, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg syntes, at vi - altså, alle os helt almindelige mennesker - bør være med til at komme problemet med ytringer, der på forunderlig vis forvandler sig til sandheder, fordi de bliver gentaget i det uendelige og delt, til livs. 

Der var *virkelig* mange kommentarer om den påståede ulovlighed i opslaget, og jeg har (apropos…) ikke tjekket op på, hvor mange jurister, der er i gruppen, men jeg har en formodning om, at det er en af de situationer, hvor man bare højt råber det, man føler så stærkt, at det MÅ være sandheden.

I hvert fald har jeg efterfølgende kun kunne finde steder, hvor man kan se, at det er ulovligt, at fremsætte æreskrænkende, injurierende, usande/ubeviste påstande om andre, eller facerape dem. Intet af ovenstående var tilfældet her. Og alligevel var der så mange, der bekræftede hinanden i, at det, der var sket, var ulovligt, at mit bud er, at det for nogen opfattes som en sandhed, de efterfølgende tager med sig ud i verden. 

Internettet glemmer ikke, og hvis man ikke synes, at falske nyheder og alternative facts er et problem, kan man med fordel følge med i serien “Mit liv er stjålet” på DR3. Det er rystende tv. 

At folk hidser sig op over ting de læser på fb, synes jeg er helt i orden, og ofte også ret underholdende. At folk er rabiate, må de også selv ligge og rode med, sålænge de husker, at leve op til egne høje standarter. Fx. var der utrolig mange, der i forbindelse med Frost-gate lavede “meanwhile in Syria” opslag på deres vægge. Det er sådan set fint nok. Jeg kan sagtens se, at det kan være godt at huske, at der sker mere væsentlige ting rundt omkring i verden. Men når selvsamme folk så, ugen efter, poster billeder af tekopper, lommetørklæder og Vics, akkompagneret af rigelige mængder af grædesmileys og #FeelingTerrible, så tænker jeg, at det må være ok lige at spørge opklarende ind til, om man har misset den glædelige nyhed, at krisen i Syrien er løst.

Så hvad er det, jeg vil? Jeg vil gerne slå et slag for, at vi i bedste forældrebestyrelsesstil, prøver at være behjælpelig med oprydningen på vores eget lille hjørne af legepladsen. Man behøver ikke være ubehagelig, eller lægge sure opslag op, men når din veninde næste gang poster opslaget om, hvor farlig aspartam er, så synes jeg sagtens man kan skrive “Det lyder godt nok fælt - hvem er kilden her/hvor er det fundet?” For det kan sagtens ske, at aspartam (kunstigt sødemiddel) er farligt. Men det er da stadig relevant at se, hvor pågældende artikel kommer fra? Hvis det fx. er sukkerindustrien, der er afsenderen, er der da grund til at bevare en sund skepsis ift. indholdet. Eller alle opslagene om de farlige bivirkninger ved vacciner. Hvor kommer de fra? Statens Seruminstitut eller Heal Dig Selv- netværket? Det værste, der kan ske er, at vi bliver klogere, for ligger der en valid kilde bag, så har man lært noget nyt, og hurra for det. Ind imellem vil man ikke være i stand til at vurdere, hvad der er rigtig og forkert, og somme tider har man ikke tid. Men selv da vinder racen stadig, fordi vi er med til at fremelske en kultur, hvor det er normalen, at man forholder sig kildekritisk, og måske også hjælper hinanden med at gøre det til en vane liiige at tænke en ekstra gang over, om det godt nok kan passe, at man dør af at drikke mælk.

Det handler om at få plantet frøet i omgangskredsen, og om at få gjort det ok at standse ulykken. Hvilket selvfølgelig kræver, at man tænker over, hvordan man formulerer sig, så det bliver formålet og ikke retorikken, der fylder. Men det bliver kun gjort, hvis vi gør det, og jeg tror, at det er den eneste måde at lære både vores egen og de kommende generationer, at noget ikke nødvendigvis er sandt, bare fordi det står på nettet.


tirsdag den 7. marts 2017

I øvrigt, PMS-edition:

* har sprinklervæske-producenten - ud af, formoder jeg, 100.000 mulige dufte - valgt noten “tequlia”. Hvilket betyder, at jeg nu, ca. 24 gange om dagen, må undertrykke både kvalme og en nærmest pavlovsk trang til at træffe virkelig dårlige beslutninger.

* skal ægtepar stoppe med at skrive takketaler til hinanden på facebook. “Jeg vil gerne starte med takke dig, elskede xxx, for at have gjort dette muligt.” Stop det. Lige nu. Det irriterer mig så voldsomt, at jeg er ude af stand til at passe mit arbejde. 

* har jeg lige læst bogen Dobbeltliv, som var en pageturner af format - med nordeuropas vildelste antiklimaks af en slutning. Har lyst til at sagsøge forfatteren og opkræve et anseeligt beløb for både svie og smerte og bristede forventninger. 

* er det utroligt, hvad der sker med folks hukommelse ift. hvordan små børn er designede, når deres egne bliver 15+. Stød mig med en stungun hver gang jeg om 9 år i samtaler med mennesker med yngre børn indleder mine sætninger med: "Kan du ikke bare…”

* udsteder jeg hermed civilt forbud mod at omtale d. 18. marts som “sidst i marts”. I hvert fald når det ultimo februar falder som svar på spørgsmålet om, hvornår et bestemt stykke arbejde skal være færdigt #SURPRISE!

* skal vi lige have en frivillig til at ringe til reklamebranchen og gøre opmærksom på, at “Fordi du fortjener det” er det ringste salgs-ikke-argument. Ever.

må han også meget gerne, når han nu er parkeret ved telefonen alligevel, bestille et tæskehold, der stiller på Esbjerg Kommune og kort ridser op, hvorfor det er et relativt stort problem, at de i marts måned - altså, efter de fleste har indgivet ferieønsker - lige *vupti* forlænger skolesommerferien med en uge, og dermed skubber skolestart fra uge 32 til uge 33.