tirsdag den 31. januar 2017

Ved du, hvorfor skæve Thorkild ingen venner har? Det er fordi, lige børn leger bedst.

I lørdags i Mads & Monopolet, var der et dilemma fra en pige, som ikke kunne finde ud af, om hun skulle fortsætte med sit SU-lån. Et lån, hun havde taget, da hun flyttede i en dyr lejlighed, og som hun derfor strengt taget ikke længere havde brug for, fordi hun siden var flyttet i noget billigere, og derfor gik pengene nu til cafeture og læbestifter. Andrian Lloyd Hughes prædikede fornuft, Sofie Linde fest og London, og Thomas Warberg forsøgte at kaste et romantisk skær over toasts og byture på røven. 

For mig var det et af de dilemmaer, hvor jeg ville ønske, de ville ringe til mig, så jeg kunne få lov at bidrage med noget, jeg først selv har lært i en sen alder: Det er nemmere at være et bestemt sted i livet, når dem, man er omkring, er samme sted.  

Da jeg læste, var min bankmand en god bekendt. Det betød, at han forhøjede min kassekredit, når jeg ringede til ham og bad om det, hvilket jeg dengang syntes var super fedt. I dag? Not so much. Jeg lånte ikke et fast, månedligt beløb gennem hele min studietid, men fik alligevel opbygget en solid gæld, hvilket jeg er noget så utrolig træt af idag. For da vi læste, var alle fattige. Forskellige grader af fattige, men stadig. Alle boede mærkelige steder, med bad i kælderen, toiletter på gangen, og klamme udlejere, der mistænkeligt ofte stod i vaskekælderen, når det var trusser og bh’er, der lå i maskinen. Ingen havde råd til at spise de dyre steder, og alle var på fornavn med basis-kollektionen hos H&M. 

Idag, 15 år efter, betaler jeg - stadig - 2500 kr. af i måneden på det idiotiske lån. Da min arbejdsplads gik konkurs, var det meget tæt på at være den afgørende forskel på, om jeg kunne sige ja eller nej til mit elskede hus, og hvis man laver et hurtigt overslag i hovedet, kan man også godt se, at der havde været råd til mere ferie for børnene og mig, hvis der lå 30.000 kr. og flød på kontoen hvert år. 

Da jeg læste, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle leve et voksenliv uden at være i et fast forhold. Jeg anede ikke, hvordan en økonomi så ud, når man ikke længere var studerende, og at der ville komme udgifter ind i billedet, som er ret betragtelige, fordi jeg afholder dem alene. Forsikringer, licens, husleje osv. osv. osv. Alle de kedelige ting, der gør, at den voksenløn, man forestiller sig i alle de år, man hælder ketchup på sin pasta, faktisk ikke er så overvældende igen; i hvert fald ikke, hvis man sidder i et af de jobs, som en mellemlang, videregående uddannelse typisk munder ud i.

Og idag gør pengene derfor en større forskel, end de gjorde dengang. For dengang gjorde de da livet lidt sjovere, bevares, men de betød jo ikke, at jeg sad i en fed lejlighed eller kunne slippe for de studiejobs, der virkelig sjældent er givende og sjæleudviklende. Men idag er dem, vi har omkring os, *ikke* på SU mere, og idag, 15 år efter, GØR pengene en forskel, fordi de forhindrer mig i at gøre nogle ting for og med mine børn.

Egentlig oplevede jeg den samme mekanisme, da jeg fik Frida; at det er nemmere, at have små børn, når de andre i omgangskredsen også har. Da jeg fik Anton, var jeg en af de sidste i min vennekreds, der fik børn. De af mine venner, der havde små børn, havde typisk en stor på 4-5 år og en lille på 1-2 år. Med Anton ombord, var forskellen ikke så stor. Mine venners de mindste skulle stadig sove til middag, rodede stadig rundt om natten, skulle stadig fragtes rundt i noget på hjul osv. osv. Derfor føltes skellet mellem dem og jeg ikke så stort. Men da jeg fik Frida, og deres børn i mellemtiden var blevet hhv. 5 og 8, kunne jeg mærke, at jeg socialt blev hægtet af. Fordi det simpelthen ikke er det samme man kan med en baby, som man kan, når man har skolebørn. 

Man kan indvende, at det handler om FOMO; at ingen er gået i stykker af manglende ture til Legoland, eller af ikke at kunne sidde med ved voksenbordet og snakke, når man er i byen. Og det er fuldstændig rigtigt. Og jeg vil også gerne understrege, at vi ikke er fattige. Vi mangler ingenting, og mine børn vil til evig tid og uden sammenligning være de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Men når jeg, i enkelte, vanvittige øjeblikke, overvejer, om der ikke lige er plads til bare en enkelt, lillebitte baby mere, er det her faktisk noget, jeg har med i mine overvejelser: At man kan få sig selv koblet helt af sit sociale netværk, fordi man ikke kan deltage på lige fod med de andre. 

Så hvis pigen i dilemmaet havde spurgt mig, ville jeg klart have rådet hende til at ride fattigdommen af, så længe alle omkring hende er i samme båd. Nogle beslutninger kaster lange skygger, og livet udvikler sig somme tider i skæve retninger.

Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst, og forstået, da jeg var 20.

onsdag den 25. januar 2017

Min gave til mig selv.

I december, da jeg pludselig kom i tanke om, at jeg blev 40 i januar, var min automatreaktion at begynde at planlægge, hvordan jeg skulle holde fest., for på runde fødselsdage holder man noget. Ikke?

Men da jeg begyndte at brainstorme på, hvordan jeg skulle fejre dagen, opførte min hjerne sig som en vranten medarbejder, hvis selverklærede mål til personalemødet, er at skyde alt ned, uden selv at byde ind med noget nyt. 

“Stor fest” drukende i overvejelser omkring, hvordan jeg skulle tilrettelægge den, eftersom 3/4 af min primære omgangskreds stadig bor i Aarhus. Det indebærer risiko for, at halvdelen af festen drikker dansk vand og Pepsi max og kører hjem kl. 22, og uanset hvad, synes jeg, at man skal have gjort sig nogle overvejelser om mulighed for overnatning. (“Og morgenmad” tilføjede hjernen surt.) Udover det, er der alt det praktiske, som leje af festlokale, tid til at finde nyt tøj, at komme til frisør osv osv. Og jo. Man kan sagtens holde sammenskud i et telt i haven med bare fødder og dårligt hår, men min erfaring siger mig, at de løsninger, der oprindeligt er tænkt som kompromisser, der skal gøre livet lidt lettere, ofte ender med at være ligeså omsiggribende, som den førsttænkte, højglanspolerede løsning. I hvert fald for typer som mig.

“Tapas/brunch” blev skudt ned af vrisne, indre kommentarer om, at det har jeg holdt de sidste 5 år, og hvis der skal være fest, så lad der være fest, og ikke bare gentagelse af en gentagelse af en gentagelse.

Til sidst måtte jeg erkende, at det nok i virkeligheden handlede om noget helt andet, nemlig at jeg ikke kunne overskue det.

Det blev jeg først .. overrasket over, faktisk. For det ligner ikke mig at opdage den slags på forhånd. Dernæst blev jeg ærgerlig. For når jeg er ude at tolke fester, tænker jeg altid, at alle burde unde sig selv en stor fest i ny og næ. Vi er simpelthen så dårlige til at stille os i rampelyset ( - skrev hun på sin offentlige blog..) og bare lade os fejre, og det giver altid sådan nogle fine øjeblikke, fordi der ofte bliver sagt noget af det, som vi ikke er så gode til at sige til hinanden til hverdag.

Men de sidste 1000 år har jeg som nytårsforsæt haft en variation af, at jeg skal være bedre til at tage den med ro/lytte til mig selv/gå ned i gear. Den er så fast en del af forsæts-listen, at jeg ikke engang nævner den mere. Og efter at have tygget lidt på det, nåede jeg frem til, at reglen om, at hvis man ønsker et anderledes resultat, må man levere en anderledes indsats også gælder for mig. Who knew?

Enden på det hele blev, at jeg på selve dagen tog nogle af mine yndlingsmennesker med ud at spise, både til frokost og til aften. Lørdag kiggede familien forbi til obskøne mængder af kage, og søndag, hvor to andre af De Ganske Særlige havde meldt deres ankomst, fik jeg dem til at medbringe sushi, så jeg ikke skulle stå med noget. 

Det var fuldstændig fantastisk.

Jeg skulle bare koncentrere mig om at nyde det, og om at huske at fylde champagneglas og kaffekopper op, og det bliver på alle måder en fødselsdag, jeg vil tænke tilbage på som noget særligt. 

Tanken er, at jeg, når der engang er mere overskud, laver noget “fald ind forbi” i Mindeparken i Aarhus en sommerdag, hvor vejret er godt. Noget med sandwichs, mere kage og rigeligt med hvidvin, hvor man kan tage børn med, hvis man har lyst - men hvor man også må lade være. Hvor ingen skal overveje, hvor de skal sove, og hvor busserne kan fragte én hjem, hvis cyklen slingrer for meget. Hvornår det bliver, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det skal være på et tidspunkt, hvor mit fokus kan være på at indhalere det gode selskab, i stedet for at vakle under vægten af logistik og manglende overskud.

Det glæder jeg mig - også - til. 

Således både klogere og ældre, vil jeg slutte med et virtuelt kig på gavebordet, fordi flere har spurgt, hvad jeg har fået. Tak for jeres søde hilsner, og fordi I skrev så mange fine ting på det sidste indlæg. I er - virkelig - de bedste.




Min voksentaske. Sådan en har jeg været på jagt efter de sidste 5 år, men jeg har aldrig set en, som bare talte til mig. Det gjorde den her. Da jeg så den for 3 måneder siden, var det kærlighed ved allerførste blik, og jeg vil ikke udelukke, at man kan finde den på hovedpuden ved siden af mig om natten, hvis man tjekker.  

En vandkande i guld, hvilket forklarer sig selv.

Det viser sig, at der er en Kähler til os alle. Så små og fine, og så drysser de ikke på bordet, hvilket man sætter ekstra pris på, når man har et hvidt et af slagsen. 


Hvis nogen vil mig noget, de næste 20 år, kan man finde mig i haven foran den her med kaffe/gløgg/vin/the (haha - som om!) i koppen. KÆMPE hurra!

Til den blinde vinkel i mit hjem, hvorfra jeg ikke kan se mit køkkenur. Jeg elsker det. 


Den her fik jeg af Anton og Frida, og alene det, er nok til, at det har en helt særlig plads i mit hjerte. 




Fra mig til mig. Fordi jeg ønskede mig dem, og ud fra kortet med teksten: "Du får ikke flere kopper - de kan ikke være i skabet!!" godt kunne regne ud, at jeg nok ikke fik dem af andre.

onsdag den 18. januar 2017

19.01.77: Hvad livet har lært mig so far.

1) Ærlighed gør dig aldrig svag. Aldrig.

2) Når andre har gjort en situation akavet eller mærkelig, er det ikke din opgave at fixe det. Læn dig tilbage og rum det.

3) Når folk opfører sig underligt, har det i 95% af tilfældene intet med dig at gøre. Ignorer det. Det går over. 

4) Lad ikke solen gå ned over dit kaos. Her taler jeg fysisk og helt konkret. En dag kan have været lortet og uendelig, men hvis du skrider i seng fra fyldte opvaskemaskiner og våde håndklæder, bliver i morgen ligeså lang og irriterende. 

5) Hav ikke slik i huset. Heller ikke “til børnene”.

6) De sår i hjertet, der tager længst tid om at hele, er dem, du pådrager dig selv, når du går over dine egne grænser, fx. ved at blive et sted, hvor du mister selvrespekten af at være. 

7) Dine energireserver er ikke uendelige. Brug dem på de mennesker, der har din ryg. 

8) Rasende? Sov på det. Hvis du stadig efter 24 timer er rødglødende, så gå amok.

9) Man kan godt carpe for meget diem. Hvis man, som mig, er udstyret med en hjerne, der lidt for beredvilligt dykker ned i det faktum, at vi alle skal dø, er det ok, at man ikke stopper op og lugter til *alle* roserne. 

10) Vent med at gå i panik, til du ved, om der er noget at gå i panik over. Forbløffende mange problemer ender med at løse sig selv. 

11) Når der opstår uenighed af den alvorlige slags i en relation, og du er afklaret med, at du gerne vil bevare den, skal du beslutte, om du vil have ret eller om du vil have fred. Du kan ikke få begge dele, og det er ufint og destruktivt at give hånd og svøbe sig i hvide flag, hvis du hver anden uge alligevel genåbner konflikten med “- men du må jo kunne se, at …”

12) Vent med at tage din bluse på om morgenen, til du har børstet tænder.

13) Lad være med at spilde tid og frustrationer på diskussioner, hvor holdningerne sidder i hjertet. Der er endnu ingen, der har skiftet politisk ståsted, fordi de er blevet præsenteret for en faktaboks med 10 alfabetisk opstillede punkter over Joachim B. Olsens fejl og mangler. Hent en kop kaffe, træk vejret, og lad det fare. 

14) Gå ikke på toilettet i bare fødder på en festival.

15) Tag ved lære af hvem end, der sagde: “Not my circus - not my monkeys”. Vi skal stå op for dem, der ikke kan stå op for sig selv, men resten må rode deres egne kastanjer ud af ilden. Intet er i længden så trættende, som at kæmpe en kamp, der ikke er din.

16) Vær et ordentligt menneske i de små ting. Holder nogen en dør for dig? Sig tak. Er du ved at bakke en cyklist ned, fordi hun var i din blinde vinkel? Rul vinduet ned og råb: “Det må du fandme undskylde!!” Hils på drengen ved kassen, hjælp hende, der har tabt sine varer på gaden, og spørg din kollega, om hun skal have noget med fra kantinen. Det løfter både dig selv og verden omkring dig. Hvis du bliver i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, så spørg dig selv, hvad Obama ville have gjort. 

17) Lad være med at love noget, du ikke kan holde. Ligemeget om det er ferier, ETA’s eller ture i svømmehallen. Arbejd med bredere rammer, overraskelser og formen på dagen, og mærk, hvordan alting strammer mindre. 
18) Man må gerne være uenig og stå ved det. Den her er særlig vigtig i det segment, jeg bevæger mig i, hvor stort set alle kvinder kommunikerer assertivt og girafagtigt. Af en eller anden grund er det mest almindelige, at man, hvis nogen erklærer sig uenige med det, man siger, lægger sig fladt ned på en måtte af sætninger som: “Det fik jeg vist formuleret forkert” “Du har helt ret” og “Det var slet ikke det, jeg mente; godt du lige gjorde mig opmærksom på, at det også kan opfattes sådan”. Nogle gange mener man lige præcis det, man skriver og siger, og det skal man stå ved. Ellers bliver man sur og indebrændt. 

19) Det er de løse ender, der stresser. 

20) Millimeterdemokrati er ikke godt for noget, men at the end of the day, skal der være balance i et venskab, hvis det skal bestå. 

21) Små skridt flytter dig i sidste ende over ret store afstande.

22) Med mindre du målrettet går efter at dræbe folk med det usynlige våben Kedsomhed, så hold lidt igen med beretninger om, hvad du har drømt.

23) Tequila er altid en virkelig dårlig ide. 

24) Champagne, derimod….

Og med dén in mente: Skål og hurra herfra.

fredag den 13. januar 2017

I øvrigt:

* sov begge mine børn til klokken 7 forleden, hvilket er en begivenhed, der burde varsels med samme intensitet som de astrologiske fænomener, der optræder en gang hvert kvarte århundrede. Skolebussen kommer 7.30. Det føltes sådan her:



* fylder jeg 40 på torsdag, hvilket jeg har lige præcis nul krise over. Alternativet er immervæk værre. 

* har jeg fået lov at købe mine egne fødselsdagsgaver. Hold kæft, det er jeg god til!

* mangler jeg en virkelig god opskrift på en lagkage. Anyone?

* ringede jeg til min kammerat forleden, efter at have varslet ham om, at der var noget, jeg skulle vende med ham. Han besvarede telefonen med ordene: “Nej. Du skal ikke have flere babyer”

* skal jeg have arbejdet med min udstråling. 

(* Og min skrukhed.)

* gad jeg faktisk godt have en baby mere, men ikke selv. (Se punkt 2)

* håber jeg meget, at iTunes baserer sine forslag til mig på de mest populære sange lige nu, så det er er skiferierne og ikke min søgehistorik, der er skyld i DJ Ötzig og Boten Ana

* har jeg besluttet, at jeg godt må få en mexicansk brændeovn til min have. Ja, jeg fylder jo 40, så det er vel nærmest obligatorisk. Det store spørgsmål er: Ler eller støbejern? #Olé

* savner jeg virkelig de gamle msn-emojos. Mest det brølende tandsæt med rasende arme, men også den, der skrev sig selv så vred, at den eksploderede ned i tastaturet (Tak for reminderen, Yang Tina)

* bør det nok udløse bare et minimum af selvreflektion, at jeg kun savner de sure.

* bliver vi - apropos - nødt til at stoppe med at sige “mums” og “nydningen”

* har jeg lige opdaget, at X-Faktor er startet igen. Hvorfor fanden er der ingen, der har sagt noget?! Vi er faktisk nogen, der har et Blachman-crush at pleje.

* har jeg lavet en mini-empirisk undersøgelse, der indtil nu klart viser, at man enten er til kongehuset eller Blachmann. Go figure?

* har jeg lige læst Morten Elsøe & Morten Svanes “Slut med forbudt”. Den kan anbefales. (Og det kan Morten Elsøes fb-side i øvrigt også)

* har jeg set Biden-medalje klippet på YouTube 16 gange idag. Jeg hyler lige meget hver gang.


mandag den 9. januar 2017

And Rohan will answer.

Det er virkelig mærkeligt, men for første gang i mit liv har jeg det som om, årsskiftet også har bragt et reelt skifte i omstændigheder for mig. Ikke sådan at forstå, at alt pludselig er nyt og funklende - det er mere en fornemmelse af, at jeg har sluppet en masse rod og kaos, og har vendt mig imod noget så simpelt og savnet som hverdag. 

Jeg nyder inderligt, at der er ro på, og at det vildeste, jeg i disse dage skal tage stilling til er, hvad jeg stiller op med, at mit mad-averse barn, pludselig har besluttet, at han indeni er en mand på 62, og derfor kun vil spise ting som medister og frikadeller. Jeg har aldrig tilberedt en medister i mit liv, og har derfor idag googlet alle ilandsproblemers moder: “Hvordan steger man en medisterpølse.” (Her havde jeg først skrevet "i-Landsproblemer" og blev voldsomt irriteret over, hvad fanden min stavekontrol blev ved med at brokke sig over. Kan vi bruge et øjeblik på at anerkende Apples verdensherredømme?)

Når man giver kampen en pause, er det også som om, nogle problemer holder op med at skabe sig. Det ser i hvert fald ud til, der er faldet en løsning ned i mit skød på noget baks, jeg har haft med min 3 år gamle bil, der måske/måske-ikke skal have en ny motor, og hvem skal nu betale, som de sang nede i 1950’erne. 50.000 er immervæk en slags penge, og jeg er helt frisk på, at regningen ikke ender hos mig. 

Endelig er jeg så småt begyndt at kigge på sommerferie. Fordi vi sidste år blev snydt noget så grusomt for den pga. konkurs, flytning og skolestart, kan jeg mærke, at det er vigtigt for mig, at vi i år gør noget rart. Der er meget lidt globetrotter i mig, og jeg tror nærmest ikke, jeg kan forestille mig noget værre, end at skulle forsøge at overskue et andet land og logistik på udenlandsk med Anton og Frida i hver sin hånd, og mig selv som eneste voksne indslag. Derfor er tanken, at vi låner et hus i Aarhus i en uges tid, og fylder den med Friheden, vin, sushi, Klostergrønt, Mindeparken, gode mennesker og alt muligt andet skønt, og at jeg så sender Frida på mini-ferie ved mormor og morfar en forlænget weekend, hvor Anton, min kammerat og jeg tager til Kbh og bruger et par dage på Tivoli og Planetariet. Eftersom Anton har besluttet, at han skal være astronaut (hahaha - som om han *nogensinde* får lov til det..!) tænker jeg, at det sidste nok er et fint sted at starte.

Så. Vi kaldte, hverdagen svarede, og det føles simpelthen så godt. 


mandag den 2. januar 2017

Enter 2017.

Så skal jeg lige love for, at 2017 er igang. Synes godt nok, det er en kende offensivt, at 2. januar er en mandag, for selvom nytårsaften på fyrværkerisiden primært blev udgjort af Frida, der jernede rundt, så gnisterne sprang og råbte: “NEJ!! MOR!! MER!! STOP!! FRIDA IKKE SOVE!!!!” og alkoholindtaget blev reguleret derefter, føltes det stadig som sommertid-opløftet-i infernalsk-høj-potens, da vækkeuret ringede i morges.

Men jeg kunne se i spejlet, da jeg badede børnene her til aften, at jeg har haft min trøje på med vrangen ud af hele dagen, så måske er det alligevel fint nok, at vi har en hel uge til at øve os i at optræde i hverdagen igen, inden vi besvimer ind i weekenden.

Juleferien var på alle måder skøn og tiltrængt, og også den første reelle ferie, vi har haft, siden jeg kom tilbage fra barsel. Jeg skal ikke tegne et pastelfarvet billede af os 3, der tusser mildt og sepiafarvet rundt i nattøj, og strør om os med tålmod og zenbuddistisk ro, men vi har stadig hygget os og nydt at have god tid til både de små og store ting. 

Jeg er en af dem, der hvert år laver om ikke nytårsforsætter, så i hvert fald en slags regruppering af mine fokuspunkter, og i år (sidste år?) er ingen undtagelse. 4 1/2 er det blevet til, og selvfølgelig vil jeg dele dem med jer, nu I spørger.

* Pausepoul. Bare motinutter:
Jeg skal i år, helt lavpraktisk, være bedre til at holde pauser, både på job og herhjemme. Jeg har mange bolde i luften og har altid haft det, men jeg kan mærke, jeg bliver ældre. Jeg har stort set altid en to-do-liste liggende på bordet, som jeg tilføjer og streger fra i løbet af dagen; for mig giver det ro i hovedet, at tingene er skrevet ned, så jeg ikke skal bruge energi på at huske dem. Desværre har jeg det handikap, at hvis noget først er skrevet på sedlen, så SKAL jeg nå det. Ellers… irriterer det mig. Hvilket jeg, nu jeg skriver det, godt kan se ikke virker som den mest skæbnesvangre konsekvens i verden, men åbenbart stadig er nok til at få mig til at løbe hurtigere og hurtigere i takt med, at listen bliver længere. Det skal stoppe. For jeg kan mærke, at hvor jeg før kunne blæse igennem en dag og stadig opretholde det sædvanlige energiniveau den efterfølgende, så får jeg nu nærmest tømmermænd af træthed dagen derpå. Hvilket betyder, at meget af det, jeg skulle have nået dén dag, får lov at ligge til dagen efter - hvor det så ryger på to-do-listen, som så bliver længere, og så er cirklen sluttet. Så: Mere jævn fordeling af opgaver, og flere kaffepauser til mig. 

* #NewYearMoreMe:
I år skal det handle (mere) om mig. Frida er nu ved at være så stor, at jeg kan læne mig lidt tilbage, og begynde at prioritere mig selv igen. Jeg ved godt, at vi snakker meget om det med iltmaskerne i flyet, og folk skal bare give den gas, men for mig har det aldrig rigtig fungeret; ikke af principielle årsager, men simpelthen fordi jeg ikke kan slappe af og fokusere på at træne eller få massage, hvis jeg har tankerne et andet sted. Men nu, hvor vi er ved at have fundet en rytme, og jeg har lært at være udearbejdende mor med to børn, begynder jeg at kunne se hullerne igen, når de optræder, og jeg glæder mig til at fylde dem med lidt luksus. (Som f.eks. træning og varm kaffe #SesIDubai)

* De voksne kan også være (for) bange:
Den her kom af, at jeg et eller andet sted læste om en pige, der var helt højspændt og elektrisk over 2017, og *kun* glædede sig til det kommende år. Jeg havde sådan et *puf-over-hovedet*-øjeblik, da det gik op for mig, at sådan kan man faktisk godt have det. I virkeligheden. Og da jeg først havde indset det, gik det op for mig, hvor langt fra dét verdenssyn, jeg er. Jeg er en af dem, der er ALT for bevidste om, at vi skal dø (ja, godt nytår herfra) og på fixpunktdagene, har jeg så længe levet med, at jeg, midt i min glæde over højtiden og alt det fine, den har med, hele tiden har en skygge lurende i kanten af mit synsfelt, at jeg faktisk havde glemt, at man kan leve uden. Jeg kommer aldrig min dødsangst og frygt for at miste til livs, men i 2017 har jeg tænkt mig at gøre en indsats for at få den til at fylde mindre. 

* At læse er at leve:
Det her er det halve forsæt, for jeg ved godt, at det bliver den, der ryger, hvis tiden løber fra mig. Men. Ambitionen er at læse en bog, jeg bliver klogere af, om måneden. Jeg har ikke specificeret, hvad optagelseskriteriet for at komme i denne kategori skal være, men bare et eller andet, der løfter sig lidt over de sædvanlige krimier. 

* Stop madspild, vol. II:
Jeg har efterhånden fået Stop Madspild så langt ind under huden, at jeg ikke rigtig tænker over mere, i hvor høj grad jeg praktiserer det. Men jeg er udpræget hedonist, når det kommer til mad, så jeg er slem til at købe ind efter, hvad jeg har lyst til, og ikke hvad der er i sæson. Det vil jeg gerne ændre på, fordi det giver mening på alle parametre, lige fra at gøre, hvad man kan for at hjælpe med at reducere CO2-udslip, til at næringsindholdet er væsentligt bedre i noget, der ikke skal tvinges kunstigt op af jorden. 

Det var mine. Mon I har lyst til at fortælle, hvad jeres er? Hvis I har nogen?


Uanset hvad: Godt nytår herfra.