tirsdag den 17. oktober 2017

Mere end bare træning.

I aften kl. 20 tænder jeg for anlægget for sidste gang i Fitnessdk. Jeg har været branchen i 20 år, og undervist de 15 af dem, og derfor er det - selvfølgelig - en underlig fornemmelse.

Det har taget lang tid at træffe beslutningen, og jeg kan godt forstå, hvis man oprigtigt undrer sig over, at det kan være så svært at afgøre, om man vil blive i et fritidsjob eller ej. 

Det er bestemt også et ægte i-landsproblem, det skal jeg være den første til at indrømme, men ikke desto mindre har det taget næsten et halvt år for mig at nå til, at jeg - som Hella Joof siger - skal slippe med begge hænder. Somme tider har jeg næsten haft en fornemmelse af, at det var en “Skal jeg flytte fra Aarhus til Esbjerg”-light-beslutning, hvilket jo er helt ude af proportioner.

I hvert fald umiddelbart. 

Men når det alligevel forholder sig sådan, så handler det om, at jeg giver slip på en virkelig stor del af min identitet, og på det, der definerer, hvem jeg er.

På mange måder var det i fitnessverdenen, jeg blev voksen. 

Det var her, jeg lærte at stå foran folk, uden at føle panik-angst over at blive kigget på. Det var her, jeg stille og roligt gav slip på selvbevidstheden og sluttede (relativ) fred med mig selv og min krop. Det var den første (- og hidtil eneste) form for sport, jeg kunne deltage i, uden at det tangerede selvskadende adfærd, og det var her, jeg for første gang opdagede en slags talent hos mig selv. 

Det er en kærlighedshistorie, og jeg har elsket hvert eneste øjeblik. Den har givet mig 3/4 af min vennekreds, de fleste af mine kærester og begge mine børn, og den har været det stillads, jeg har haft omkring mig, og altid har kunne læne mig op af, uanset, hvor meget det blæste ude i virkeligheden.

Den har været ventilen, der betød, at det aldrig var svært for mig at være den objektive, neutrale tolk, der ikke blandede sig og aldrig svarede, når jeg var på arbejde, for der var et sted, hvor jeg måtte fylde og være og bidrage med dét, jeg brændte for.

Jeg kunne sige, at min beslutning om at stoppe skyldes, at jeg, geografisk, har fået længere til centeret. Jeg kunne hævde, at jeg arbejder mere, og at der, i takt med, at børnene bliver større, bliver mere at se til. Begge dele er sandt.

Men det, der fik mig til at sætte mig ved tastaturet og skrive en mail med overskriften: “Vedr: Opsigelse” var, at jeg er færdig; at jeg har undervist de timer, jeg skal. At jeg aldrig finder ud af, hvem jeg er nu, hvis ikke jeg giver slip på hende, jeg var. 

Det er hættetrøjen, man "glemte" at give tilbage til ekskæresten, som man stadig kan passe, og som føles tryg og velkendt, men som man pludselig en dag kan se, repræsenterer noget, man er færdig med og klar til at give slip på.

Det er tid. 

Men det bliver stadig en mærkelig køretur hjem i aften.




2 kommentarer:

  1. Det er ved at være nogle år siden, vi trænede sammen i Fdk Aarhus, men Linda du er dæleme en af de bedste og mest energifyldte instruktører, jeg har haft ❤️. Og dejligt at være en af dem, der har lært dig at kende igennem træning ❤️

    SvarSlet
  2. Det må utvivlsomt være en sær fornemmelse, men tror og håber det er det rigtige for dig (:
    Håber du og Lis får sunget og trænet sidste time ud med maner!

    - A

    SvarSlet