torsdag den 5. oktober 2017

I øvrigt:

* så jeg i går morges et vejskilt, som oprindeligt var rødt. Nu stod det op ad en blygrå himmel, i stiv kuling og piskeregn, og var nærmest blevet grå-rødt, og det så vitterligt ud som om, al farve var regnet ud af hele verden. Blev kortvarigt automat-deprimeret, indtil jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke har det fjernest imod efterår og vinter. Se næste punkt. 

* er vi gået all in på Halloween, og det er et spørgsmål om tid, før jeg binder hele huset ind i lyskæder #hurra

(- Og nu vi taler om børn og uhygge:)

* havde jeg forleden følgende samtale med Frida:

Mig: "Nu kommer Cecilie snart og passer jer. Kan I så opføre jer ordentligt?"
Frida: "Cille kommer?"
Mig: "Ja." 
Frida: "Cille kommer." *horn-i-panden-tonefald* "Drille-drille." 
Og så, nærmest til sig selv, som hun gik ud af døren: "Bye bye, Cille…"

Som min kollega sagde: Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er min.

* havde mine forældre bryllupsdag i sidste uge. De har været gift i 44 år - og min far kommer stadig jævnligt med blomster, bare fordi. 44 år. Jeg giver dem 97 % af skylden for mit eget manglende ægteskab, for hvem fanden kan leve op til dét??

* vil jeg gerne slå et slag for, at vi bare aftaler, at man praler, ligeud af posen, hvis man har brug for hep og high-fives. Når man lægger screenshots op af sin løbetid, som er 3.17 min. pr. km. dagen efter, man har født, ville det være ualmindelig fedt, hvis man bare gad skrive #KipketerDuRingerBare i stedet for #DeFedeMåSvede og #SlowButGettingThere. Alternativt vil jeg gerne foreslå indført en mærkeordning i stil med 'Explicit lyrics': 'Giv Agt - Der Fiskes'.

* har jeg fået mig en en meme-app, og jeg undskylder på forhånd, for det kan jeg allerede med sikkerhed sige kommer til at tage overhånd. 

* har jeg på racens vegne besluttet, at mennesker, der ikke er på FB, ikke længere må spille: “Men hvad så med os, der *ikke* er på FB?”-kortet. Og ikke kun pga. ansigtsudtrykket, der altid følger med. Hvis man kører digital detox, er det bare fino; så går man glip af ting, og sådan må det være. 


* er jeg gået i gang med The Magicians på HBO, og jeg kan mærke, at jeg stadig ikke helt har sluttet fred med, at den Hogwarts-ugle aldrig kom. 

* kom jeg i går i en pause til at fnyse kaffe ud over min skærm over et meme, jeg så på IG. 3 kolleger, der stod i nærheden, ville gerne se, hvad det var, der var SÅ sjovt. Jeg viste dem billedet, og fik 3 x høfligheds-haha retur. Min samtid forstår mig ikke. 


5 kommentarer:

  1. Mine forældre havde i juli været gift i 43 år. Min far giver min mor blomster hver måned på bryllupsdagen. Min bror fejrede kobberbryllup i februar. Fandme nedern at være datteren, der blev skilt... ;-) kh. Birgitte

    SvarSlet
  2. Vores forældre har også været kærester siden de var 14 og 17 år, lægger noter til hinanden med kælenavne, holder i hånd på gaden og mor køber troeligt pakkekalender til ham hvert år, hvor jeg har en fast hylde i mit skab, til de gaver far bestiller hjem fra nettet, til alt fra bare-fordi-gaver til bryllupsdage og jul, så der er et lager at tage af, når noget spændende og unika-præget dukker op til fruens R.C samling eller lignende.
    De er så skøre og søde.

    - A

    SvarSlet
  3. Mine forældre har lige fejret guldbryllup. 50 år er godt nok lang tid! De er begge nordjyder, så der bliver ikke givet gaver i tide og utide. Min far havde købt et par Maguerit øreringe til min mor i guldbryllupsgave. Hun gav ham en hækkeklipper. PS. Jeg er single.

    SvarSlet
  4. TAAAAAKKKKK for den med "de fede må svede". Jeg har en tynd "veninde", der siger det HVER gang, vi ses i fitness, jeg er ikke tynd og føler mig bare endnu større, langsommere, dummere etc hver gang og hun fisker bare efter kompliment. Så hold dog kæft.
    Tak for dine indlæg, de er altid en fornøjelse at læse :-)

    SvarSlet
  5. Jeg er på grænsen til et ildebefindende af raserianfald, når jeg ser #defedemåsvede #guesswho 😉

    SvarSlet