Skjold, svøb & ar
Det sidste års tid er jeg blevet medlem af flere forskellige nye grupper på facebook. De fleste af stederne er nye medlemmer blevet bedt om at præsentere sig, og i den forbindelse er der noget, jeg har undret mig over: Der er godt nok mange, der præsenterer sig med en diagnose.
Det kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om.
Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at det er min klare opfattelse, at vi er langt fra i mål med at sidestille psykisk sygdom med den fysiske af slagsen. Jeg kan bare kigge i spejlet: Jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt, når det knager lidt de steder i systemet, der ikke kan måles eller vejes, og når jeg er ude i embeds medfør, oplever jeg også, at det for mange er nemmest at respektere den type sygdom, man forstår.
Jeg vil så gerne undgå at være med til at understøtte, at psykiske lidelser er noget, der forsvinder, hvis man bare tager sig sammen, så derfor har jeg brugt noget tid på at tygge på, hvorfor jeg kan mærke, at jeg stritter lidt på det, når et menneske, der skal indgå i et virtuelt fællesskab – der intet har med psykiske lidelser at gøre – som det allerførste i en præsentation af sig selv nævner, at vedkommende “har været gået ned med stress” eller “i mange år har kæmpet med at være særlig sensitiv”.
Somme tider ser man, at mennesker, der har holdt på hemmeligheder eller været underlagt tabuer i mange år, nærmest eksploderer i ord, når de endelig får lov at tale om det, de har holdt for sig selv så længe; det er, som om vægtskålene skal tales i vater, før man er klar til at give Det Svære en plads på den indre reol, og det giver fuldstændig mening for mig.
Men målet er vel, at få gjort tabubelagte emner til noget, vi taler om på lige fod med alt muligt andet? Eller hvad? For hvis det er tilfældet, ville det være naturligt at gå fra underbelyst til overeksponeret, for så at ende et sted, hvor kontrasten er tilpas. Men jeg synes, at jeg mange steder ser mennesker, der vælger at blive i det overeksponerede, og det tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår. Jeg advokerer på ingen måde for hemmeligholdelse, men hvis man har kæmpet med noget, meget og længe, hvorfor vælger man så at holde det foran sig, og tale nyt liv i det hver eneste gang, man træder ind i en relation?
Vi snakker så meget om, at de sociale medier er én-dimensionelle, og at det derfor er (for) nemt at fremstille sit liv som ren, glitrende idyl, men jeg synes, vi glemmer, at det samme gælder, når vi har en slagside af enkeltemner af den tungere slags. Det billede, vi tegner af os selv bliver udelukkende til på baggrund af de ting, vi vælger at sige og vise og hvis man i alle sammenhænge fremhæver en diagnose, som det første og eneste, så *bliver* man til sidst kun dét.
– og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at man på den måde kan være med til at kvæle dialogen, som ellers kunne være med til at belyse det, som i mange år har været gemt i skyggerne; simpelthen fordi ingen har lyst til at åbne døren til et korstog.
Jeg vil gerne være klogere, og det kan sagtens være mig, der overser noget indlysende, så tanker, perspektiver og alternative vinkler er mere end velkomne i kommentarfeltet.
God uge derude.