mandag den 25. september 2017

Skjold, svøb & ar

Det sidste års tid er jeg blevet medlem af flere forskellige nye grupper på facebook. De fleste af stederne er nye medlemmer blevet bedt om at præsentere sig, og i den forbindelse er der noget, jeg har undret mig over: Der er godt nok mange, der præsenterer sig med en diagnose. 

Det kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om. 

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at det er min klare opfattelse, at vi er langt fra i mål med at sidestille psykisk sygdom med den fysiske af slagsen. Jeg kan bare kigge i spejlet: Jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt, når det knager lidt de steder i systemet, der ikke kan måles eller vejes, og når jeg er ude i embeds medfør, oplever jeg også, at det for mange er nemmest at respektere den type sygdom, man forstår.

Jeg vil så gerne undgå at være med til at understøtte, at psykiske lidelser er noget, der forsvinder, hvis man bare tager sig sammen, så derfor har jeg brugt noget tid på at tygge på, hvorfor jeg kan mærke, at jeg stritter lidt på det, når et menneske, der skal indgå i et virtuelt fællesskab - der intet har med psykiske lidelser at gøre - som det allerførste i en præsentation af sig selv nævner, at vedkommende “har været gået ned med stress” eller “i mange år har kæmpet med at være særlig sensitiv”.

Somme tider ser man, at mennesker, der har holdt på hemmeligheder eller været underlagt tabuer i mange år, nærmest eksploderer i ord, når de endelig får lov at tale om det, de har holdt for sig selv så længe; det er, som om vægtskålene skal tales i vater, før man er klar til at give Det Svære en plads på den indre reol, og det giver fuldstændig mening for mig. 

Men målet er vel, at få gjort tabubelagte emner til noget, vi taler om på lige fod med alt muligt andet? Eller hvad? For hvis det er tilfældet, ville det være naturligt at gå fra underbelyst til overeksponeret, for så at ende et sted, hvor kontrasten er tilpas. Men jeg synes, at jeg mange steder ser mennesker, der vælger at blive i det overeksponerede, og det tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår. Jeg advokerer på ingen måde for hemmeligholdelse, men hvis man har kæmpet med noget, meget og længe, hvorfor vælger man så at holde det foran sig, og tale nyt liv i det hver eneste gang, man træder ind i en relation?

Vi snakker så meget om, at de sociale medier er én-dimensionelle, og at det derfor er (for) nemt at fremstille sit liv som ren, glitrende idyl, men jeg synes, vi glemmer, at det samme gælder, når vi har en slagside af enkeltemner af den tungere slags. Det billede, vi tegner af os selv bliver udelukkende til på baggrund af de ting, vi vælger at sige og vise og hvis man i alle sammenhænge fremhæver en diagnose, som det første og eneste, så *bliver* man til sidst kun dét.

- og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at man på den måde kan være med til at kvæle dialogen, som ellers kunne være med til at belyse det, som i mange år har været gemt i skyggerne; simpelthen fordi ingen har lyst til at åbne døren til et korstog. 

Jeg vil gerne være klogere, og det kan sagtens være mig, der overser noget indlysende, så tanker, perspektiver og alternative vinkler er mere end velkomne i kommentarfeltet. 

God uge derude.

onsdag den 20. september 2017

I øvrigt:

* går det bedre, tak. 

* var jeg forleden på arbejde om aftenen, og var omkring Shell kl. 22-ish. Den friske, unge mand gav mig min kvittering med ordene: “Fortsat god aften!” Overvejede kort at indvie ham i, at post 40, er der ikke mere aften tilbage at fortsætte, når vi er forbi 20.30. 

* har jeg fået en frygtelig, FRYGTELIG uvane med at slutte mine samtaler med andre mennesker med “- min ven”. “Kan jeg hjælpe dig med noget, min ven?” *Chandler-voice* Could I *be* more annoying?

* er jeg 400% procent med Nicole Kidman: Alle lejligheder til at kysse Alexander Skarsgård skal udnyttes. Alle. Skal. Om jeg så havde haft 16 ægtemænd med, havde jeg stadig kysset ham med væsentlig mere energi og væsentlig mindre ynde, hvis jeg havde været hende. 

* har jeg spinket og sparet og strakt ud i det uendelige, og endda læst flere bøger ind imellem for at stalle, men her til  aften måtte jeg æde realiteterne, skefuld for skefuld, i store, beske mundfulde: Jeg er igennem GOT. 

* forstår jeg simpelthen ikke, at mine barnepiger altid sidder helt roligt og arbejder, med alle gardiner trukket fra, når jeg kommer hjem kl. 22.30. Lyset er tændt, vi bor på en mark, det er SORTSORTSORT udenfor, og de sidder, ret beset, i en udstillingsmontre. Hvor er deres øksemorderskræk??

* er jeg igang med at læse den fuldstændig formidable “Alt må vige for natten” (alene titlen får hele mit sprogcenter i hjernen til at gløde af ren, uforfalsket kærlighed) og jeg har sjældent været mere bevidst om, at jeg lige nu er ved at skrive historien om mine børns barndom, som de kommer til at definere sig selv ud fra og hænge hele deres selvforståelse op på.

* ( - men vi arvet en enhjørningedragt i velour, som begge børn sådan lidt random hopper i, og når jeg ser en enhjørning gå målrettet igennem stuen med en sut eller et lyssværd i hånden (hoven?), tænker jeg alligevel, at jeg har lidt tid at løbe på...)



torsdag den 14. september 2017

Airhead.

Jeg har det, som om, jeg har forstuvet mine funny bones. Jeg ved ikke, om det er al den forandring, jeg skriver om, der trækker tænder ud, eller om jeg bare er grundtræt, men jeg synes, der er modstand i mange ting for tiden, og for en gang skyld kan jeg ikke finde ud af at ironisere over det. 

Idag har jeg f.eks. ikke rigtig kunne holde op med at græde. Ikke tude (som er den med åben mund) men bare sive-græde. Jeg kan ikke engang selv finde ud af, om jeg er ked af det, (be)rørt, overvældet eller bare … ja, træt. 

Jeg er presset på at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig er det som om, mine kommunikationsplaneter står i vejen for hinanden; folk misforstår mig hver eneste gang, jeg åbner munden. 

Så der er lidt stille herinde i disse dage. Jeg vender tilbage, når jeg har fået en lur og en kande kaffe.





fredag den 8. september 2017

Stormvarsel.

Det stormer for tiden. Både indeni og udenfor. 

Da vi sidste år flyttede ind, hvor vi bor nu, var det huset, der fyldte mest for mig; min glæde over at være kommet i ét plan, og over at bo et sted, hvor man ikke fik den visuelle ækvivalent til lyden af negle ned ad en tavle, hver gang man kiggede rundt, var enorm. Nu, hvor vi har boet her et år, oplever jeg, at haven giver mig ligeså meget glæde - hvis ikke mere. Jeg har kun naboer til den éne side, hvilket betyder, at jeg har mark, græs og natur til de to andre, og jeg har fået for vane at sætte mig ud med et glas vin en kop te, når børnene sover, alle de aftener, det kan lade sig gøre. Der sker noget med sjælen, når den får ro og bliver placeret midt i en interaktiv udstilling af årstidernes skiften.

Måske er det derfor, jeg lægger mere mærke til alt det, der også skifter indeni. Jeg skrev lidt om det for et par indlæg siden, men når man sammenholder, hvor meget det fylder ude på den her side af skærmen, er det meget lidt, jeg har ladet det fylde herinde. 

Det er, som om, roen bliver mindre skræmmende, jo mere jeg udsætter mig selv for den. Jeg var lige ved at skrive, at jeg er eskapist af nærmest forædlet kaliber, men det slår mig, som jeg sidder her og skriver, at jeg faktisk ikke ved, om det er sandt. Måske var det bare den strategi, jeg i sin tid valgte, da min hjerne hele tiden kørte i et omdrejningstal, mit sind slet ikke kunne håndtere. I hvert fald kan jeg mærke, at selvom roen nogle gange er svær, og jeg har myrer i hele kroppen, og får lyst til at tænde for radioen, læse bøger, se GOT, svare på beskeder og drikke kaffe og vin, det hele på én og samme tid, så opsøger jeg den mere og mere, roen. Jeg har typisk mellem 10 og 15 timer i min bil om ugen, og de sidste par måneder har jeg foretrukket at køre størstedelen af dem i stilhed. Jeg er også blevet opmærksom på, at når jeg har lyst til at holde begge hænder for ørerne, mens jeg råber: “LALALA!!” så er det faktisk fordi jeg har EKSTRA brug for at være stille. 

Om det er mig og min udvikling, der påvirker verden omkring mig, eller om det er omvendt, ved jeg ikke, men jorden bevæger sig under mine fødder, og jeg har det, som om alt, på en eller anden måde, er i opbrud. Det føles nødvendigt og på mange måder godt, men det er også opslidende, at min verden pludselig har forvandlet sig til et kalejdoskop, der bliver drejet ubønhørligt; stenene er de samme, men de bliver hele tiden rystet løs og falder ned på nye pladser, hvor de danner nye mønstre. Det kræver aktiv opmærksomhed og det kræver koncentration.

(Jeg er oprigtigt i tvivl om, om I overhovedet forstår, hvad jeg forsøger at beskrive her, men I plejer at være nogle hårde nysere, der er med på den værste, så jeg satser.)

Om mine børn mærker de tusinder af smårystelser i undergrunden, eller om de er i gang med deres egne processer, ved jeg ikke, men der sker også noget dér. Vi er i én af de faser, hvor vi hele tiden støder kanterne sammen, og jeg får virkelig meget skæld ud i disse dage. Det meste af tiden kan jeg rumme det (hvis jeg fokuserer virkelig indædt på udsigten til et roligt glas vin i haven senere..), men ind i mellem er det sgu også en smule sejt at få kontinuerlig skæld ud - også selvom gerningsmændene stadig sover med bamser. Samtidig bliver der prøvet grænser på den helt store klinge; i går havde Anton f.eks. valgt at udfolde sig kreativt, mens han hørte Gummi Tarzan, ved at male med sin mest aggressive, blå tusch på sig selv, sin væg, skrivebordet, trægulvet, lampen, kommoden, skufferne plus det løse. Lige dér ville jeg med støste fornøjelse have taget imod alle tilbud om afledning og flugt, lige fra kidnapning til rygeherion.

Det river og rusker, og regnen pisker ned, og hvis jeg sætter det sidste punktum nu, kan jeg nå en kop te under halvtaget med udsigt til elementernes evige påmindelse om, at vi er så små, så små, inden mine bedste lopper kommer hjem. 

God weekend derude. 

mandag den 4. september 2017

I øvrigt:

* kan jeg på min yoghurt læse, at blåbær på finsk hedder “Mustikka”, og det er måske det bedste ord, jeg har set i år.

* ville jeg have skrevet noget om, hvor meget jeg arbejder og den deraffølgende radiotavshed, men så læste jeg i et kommentarfelt et eller andet sted (jeg har desværre glemt hvor), at den slags indlæg føles som om, vi tror, I sidder helt ude på kanten af stolen, ganske uden indhold i livet, og med desperat længsel trykker “refresh” 16 gange i minuttet - og det giver simpelthen så god mening, at jeg holder min kæft. (fraNUaf!)

* har jeg efter 15 år sagt op i fitnessdk. #AndNowHerWatchIsEnded

* tænker jeg stadig over, hvorfor man ikke oftere ser tyve lave det trick, som Madonna lavede i “Who’s that girl”, hvor hun i en butik proppede et kassettebånd i lommen på en tilfældig person, og så - da dette sagesløse menneske satte alarmen igang - slentrede ubemærket ud, mens alarmen stadig lød, med læderjakken fuld af tyvekoster? Det er sgu da godt tænkt!

* forstår jeg heller ikke, prankwise, at ingen har fundet på at bytte rundt på benzin- og dieselpistolerne på tankstationer?

* - men the joke’s on me, for efter jeg har fået ideen, har jeg nu blæsende paranoia hver eneste gang, jeg tanker. 

* bliver jeg i aften færdig med 5. sæson af GOT, og da det er 2. gang, jeg ser den, ved jeg, at vi i 6. sæson indfører Pilou Asbæk. Det ved jeg næsten ikke, om jeg orker. 

* har jeg det VILDESTE girl/life-crush på Maj My. Hvis du trænger til at få pulsen ned, og dine refleksioner over, hvordan du har valgt at leve dit liv, op, så skal du kigge ind ovre hos hende. 

* hører Anton for tiden Gummi Tarzan på repeat. Lydbogen var en del af min rasende geniale plan, som skulle få os fra filmen, over på lydbogen og derfra videre til bogen. Vi læser meget, men lige nu er det mest Flunkerne, Holger og Legobøger, der fanger, så jeg syntes selv jeg var på vej ind på Nobels nomineringsliste, da jeg fik den ide - lige indtil Anton med høj, klar stemme i Bilka oplyste, at jeg var “En dum og uduelig søn!” og jeg godt kunne se på alle omkring os, at de troede, han var inspireret af sin opdragelse.

* har jeg fået malet væggen i stuen, og som nogen måske har set på IG, blev det lige, som jeg havde håbet.