fredag den 25. august 2017

Det er ikke dig, det er mig. Virkelig.

Jeg forandrer mig. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, præcis hvori forandringen består, men min verdens tektoniske plader forskyder sig, og jeg kan mærke, at jeg ikke længere er den samme. 

Måske hænger det sammen med, at jeg de sidste 6 år har haft små børn. Så længe de har været helt små, har der været så meget fokus på deres behov, at jeg har haft svært ved at mærke både mig selv og mine, og derfor er det, som om, jeg ikke længere ved, hvem jeg er. Jeg ved, hvem jeg var for 6 år siden, men i takt med, at børnene bliver større, og der bliver mere overskud til at betragte mig selv, kan jeg både se og mærke, at jeg ikke længere er hende, jeg var. 

Det betyder, at jeg ser med nye øjne på alt, hvad jeg gør, for det er gået op for mig, at jeg bare har antaget, at dét, jeg kunne lide for 6 år siden, stadig er det, jeg foretrækker. Jeg tror måske, at det er dét her, der sker i de ægteskaber, hvor man pludselig lægger avisen, kigger hen over bordet og kaffekopperne, og har det, som om man for første gang virkelig SER ham, der sidder overfor. Og som følge heraf opdager, at man bor med en fremmed. 

Jeg mærker det i forhold til de ting, jeg har fyldt i mit liv; en oprigtig forholden mig til, om jeg laver det, jeg gør, fordi jeg har lyst, eller bare fordi, det er det, min hjerne først får øje på, når den kaster blikket over den 6 år bredde slugt for at få inspiration til, hvad jeg kan lide at lave. I mange år har jeg f.eks. haft en ide om, at jeg gerne vil have tempoet i mit liv sat ned, men hvor det før har handlet om, at jeg ikke kan lide at have for travlt, kan jeg pludselig mærke, at det nu handler om, at jeg har lyst til ro. Jeg ved ikke, om andre end jeg forstår forskellen, men jeg mærker den tydeligt. 

Så længe børnene var helt små, fyldte den lavpraktiske omsorg meget, men sommerferien gjorde det muligt for mig at mærke, hvor meget jeg gerne vil være sammen med dem, og nu, hvor jeg er startet på job igen, savner jeg dem nogle dage, så det synger i mine knogler.

Som naturlig forlængelse af alt det ovenstående, oplever jeg også en spirende kritisk stillingtagen til, hvem jeg vælger at bruge tiden med og på. Det handler ikke om, at jeg ønsker, at vi altid skal være herhjemme, kun os 3, men jeg arbejder meget bevidst på at skære larm og tid brugt af høflighed fra. Det er sværere, end mange kurser i assertion og girafsprog ellers lader tro, synes jeg, for det er, som om, jeg mangler et sprogligt register: Jeg mangler en måde at skrue ned eller lukke for de relationer, som jeg ikke tror giver nogen af parterne noget længere - men uden at skabe drama og uvenskab, som jo bare er en anden slags larm, der sluger ligeså meget energi, som dét, man i første omgang søgte væk fra. For mig er målet ro, og jeg ville ønske, at jeg havde stamina nok til bare at rumme akavethed og sårede følelser, men det er desværre ikke tilfældet. Ikke endu, i hvert fald.

Jeg forsøger at holde fast i det, jeg også prøver at lære Anton og Frida: Når noget er svært, handler det ofte om, man bare ikke har øvet sig nok endnu, så hver eneste gang jeg laver en aftale, eller modtager en invitation, bruger jeg 10 minutter på at forholde mig til, om jeg rent faktisk har lyst, både til arrangementet og til relationen - og hvis ja, hvor meget, jeg har lyst til. Om jeg gerne både vil deltage i festen og blive og sove. Om jeg som udgangspunkt bliver tanket op eller drænet af at være sammen med det her menneske. Om ugen ser ud på en måde, der gør, at jeg allerede på forhånd ved, at vi har mere brug for en aften alene, end på at udvide boller- og lagkage-invitationen med aftensmad. Det er ikke nemt, men jeg øver mig, og heldigvis har jeg opdaget, at mit nye jeg ikke begår fejl; hun gør sig erfaringer i stedet. Det gør hende væsentlig rarere at være sammen med.

- men jeg ved stadig ikke, hvordan man slår op med mennesker, man ikke er kærester med.

Om 10 minutter har jeg været oppe i 18 timer, og da det er 5. gang på en uge, behøver jeg ikke mærke efter, men kan tage den her på rutinen: Træt! Så godnat derude - hvor end I er. 

lørdag den 19. august 2017

I øvrigt:

* elsker Frida vores nye tipi, som hun tror hedder ’et fuglehus’. “Frida sætter mig over i fuglehuset, mor” Jeg er vild med det. 

* vil jeg gerne vide, om andre bliver ligeså hidsige, som jeg gør, når jeg ser en reklame eller en udlejningsbil fra EuroPcar? Det føles, som om hele munden er kørt ind på en rasteplads, og har slukket motoren, når man har udtalt “Europ-”, og så skal man til at tage selen på igen, lægge håndbremsen, sætte i gear, op i fart og flette ind helt forfra, for at få det sidste “- car” med. 

* tog jeg Anton med i Tivoli Friheden i sidste uge, og bøjede mig, da han havde hoppet op og ned på stedet 10.000 gange, fordi han gerne ville prøve et lykkehjul, hvor man kunne vinde en 1 meter høj, skriggul Pikachu. “Du bærer den selv, hvis du vinder!”  Hahaha. Ha. Jeg har nu lært, at der findes et særligt blik, man som forældre sender hinanden, når man kommer gående med sin troværdighed og autoritet slæbende efter sig, som et gammelt, muggent tæppe, og et kæmpetøjdyr under armen. #WalkOfShame #MomEdition

* har jeg de sidste par uger haft virkelig meget besøg af GLS, og de typecaster for HÅRDT hernede. Samtlige chauffører jeg har lukket op for, kunne med lethed have spillet en bærende rolle i Prison Break. 

* vil jeg også være med på vognen og derfor har købt 2,5 liter blommefarvet maling til en væg i stuen. Nu venter jeg så bare på, at nogen (GLS?) tilbyder at komme forbi og få hele herligheden flyttet fra spanden og op på væggen.

* har jeg idag lavet blommemarmelade fra bunden. Man aner et tema.

* kørte jeg igår til Tyskland. Nogen burde sætte sig for at undersøge den virkelig mærkelige kohærens mellem salg af nye kartofler og gamle biler.

* og speaking of Tyskland, vil jeg gerne have en hyldessang og en park opkaldt efter mig for i går at være et sted i min cyklus, hvor jeg kunne høre min blodprocent falde for hvert eneste skridt jeg tog, og stadig formå at gå forbi 2,5 kg. Matadormix til 78 kr.

* har jeg fået en mail fra en læser, der meget fint og sødt har spurgt, om jeg ville dele nedenstående grafik. Det vil jeg, så Erik, den her er til dig.


Infografic omkring homosexuelle

HAPPY PRIDE!

torsdag den 17. august 2017

Angst & vacciner, II. del.

For et halvt år siden skrev jeg dette indlæg om mine overvejelser omkring at lade mine børn vaccinere imod meningitis. Efter at have læst kommentarerne og vejet yderligere for og imod, endte jeg med at beslutte mig for at tilkøbe vaccinen. 

Det har været overraskende svært at finde noget lødig information på nettet, som i grove træk beskriver, hvilke typer af meningitis, der findes, og hvilke man er beskyttet imod, når man følger det almindelige børnevaccinationsprogram. Og måske er det fordi vi bor i Esbjerg, hvor frygt ikke er noget, vi bruger, men der har også været forbløffende lidt hjælp at hente på apoteket og hos lægen/sygeplejersken hos vores alm. praktiserende læge. De steder, jeg har spurgt, er jeg blevet mødt med undren over, at jeg overvejer det, og ingen har på stående fod kunne svare på, hvordan sagsgangen helt lavpraktisk er, hvis man gerne vil have vaccinen. 

Jeg er selvsagt ikke læge, så det følgende skal man ikke læse som et fagligt velunderbygget udsagn, men som jeg forstår det, findes der to hovedtyper af meningitis. Den ene er man beskyttet imod gennem det almindelige børnevaccinationsprogram, mens den anden ikke er medtaget heri, fordi risikoen for at blive smittet med den, er så lille, at det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig at vaccinere imod den.

(Herudover kan man få meningitis af nogle typer af mikroorganismer, som meningitisvaccinen ikke indeholder, men eftersom det er den, man giver, hvis én i husstanden har været smittet, tænker jeg alligevel, at man må være fornuftigt dækket ind.)

For mig betyder den lave risikoprocent imidlertid ikke så meget, for det er i jo fuldstændig ligegyldigt, om der kun er 1% risiko for at blive ramt af noget, hvis man er så uheldig at være den éne procent. Siden jeg fik Frida, har der været 3 tilfælde af mistanke om meningitis i institutionerne i Esbjerg, og vi har 2 børn i omgangskredsen, der har været ramt; det ene af børnene var millimeter fra at dø af det. Og min hjerne kan ikke give slip på det faktum, at hvis ungerne får feber i løbet af natten, så kan de timer, vi sover, ende med at have fatale konsekvenser, hvis det ér meningitis, der er tale om.

Lang historie kort: Jeg besluttede mig for at købe den til mine børn.

Jeg bestilte en tid hos lægen, hentede vaccinen på apoteket, og med kirurgisk præcision, vågnede Frida med feber, da vaccine-dagen oprandt; hun fik derfor lov at vente hos mormor og morfar, mens jeg tog Anton med til lægen. Da jeg hentede hende igen, kunne jeg godt se, at feberen var steget, siden jeg tog afsted, og det fortsatte den med, til den stabiliserede sig omkring de 40+. Efter lidt konfereren frem og tilbage, endte det med, at Anton (efter eget ønske) fik lov at sove hos mormor og morfar, så jeg bare havde Frida at passe på.

Her klipper vi så til scenen kl. 23.30, hvor Frida i ren, blind panik krabbede sig væk fra mig, mens hun skreg og skreg og skreg og skreg og skreg af noget, som kun hun kunne se. De første 2 minutter var jeg ok-cool med det, de næste 2 begyndte jeg at blive urolig, og efter små 10 minutter turde jeg ikke andet end at ringe til vagtlægen. Han stillede de obligatoriske tjek-spørgsmål, men uanset hvad jeg forsøgte mig med af lys og gøgl og klokker og blink, kunne jeg ikke få Frida til at kigge ned eller på anden måde bøje nakken.

Her vil jeg godt indrømme, at en moderat panik begyndte at brede sig. 

“Nu må du ikke blive forskrækket, men jeg bestiller en ambulance og en lægeambulance nu, og jeg gør det med mistanke om meningitis. De kommer med udrykning, for er det det, hun har, så skal det gå stærkt.”

De næste 10 minutter gik med at gå op og ned ad gulvet med Frida på armen, og holde angstscenarierne på afstand ved at tænke på, at skæbnen ville være ualmindelig tarvelig, hvis éns barn fik meningitis, den dag, hun skulle have været vaccineret imod det. 
Kl. 24 stillede det medicinske kavaleri, og hvis jeg nogensinde har været gladere for at se nogen i mit liv, kan jeg ikke huske det. Hun blev undersøgt på kryds og tværs - og de kunne heller ikke få hende til at bøje nakken - men efter grundig og betryggende målen, følen og vurderen, var diagnosen ondsindet influenza med febervildelse galore on the side. Det virkede billigt sluppet, og hårdt presset må jeg tilstå, at jeg måske kom til at lettelseskramme dele af det refleksklædte korps i min stue. 

I sidste uge fik Frida så endelig sit stik, og jeg er simpelthen så glad over, at jeg valgte at gøre det. Ikke mindst på en dag, som idag, hvor hun virkede lidt slatten, da jeg hentede hende i vuggestuen: Det er alle 700 kroner værd, at jeg ikke skal bruge hele natten på at sidde ved hendes seng og være bange.

(Service-info: Den skal gives 2 gange med et års interval, koster ca. 700 kr. for begge vacciner, og beskytter i 5 år).

torsdag den 10. august 2017

Feriefinalefornemmelser.

Klokken er næsten 20.30, og jeg sidder i min stue, hvor solen vælter ind af de tæskefedtede ruder, og giver en illusion af, at det er varmere udenfor, end det er. Jeg har skænket mig et glas rødvin, der lyder stille snork fra værelserne, og i hjørnet af stuen står vores nyopsatte tipi og puster ud efter en hård debut. . 

Vores ferie lakker mod enden - eller rettere: Anton og Fridas gør. På mandag starter Anton i 0. klasse, og Frida er tilbage på sin vuggestuepind, mens jeg har taget en ekstra uges forældreorlov, så jeg kan tage med i skole, give ungerne en blød start, og få samlet op på det efterslæb, der opstår, når man holder 3 ugers ferie med 2 toptunede børn, og sig selv som eneste voksne indslag.

Hver eneste dag har jeg sendt en tanke tilbage i tiden, fordi kontrasten til sommeren 2015 har været så stor. Det var vores første sommer som familie på 3, og jeg kan huske, hvordan jeg, i ugen op til ferien, græd hver eneste dag af stress (og hormoner!) over, hvordan jeg skulle slå til i døgndrift i 3 uger for en lillebitte, helt ny baby, og en dreng på 4 år, der skulle finde ud af at være blevet storebror og lære den ædle kunst “at dele”. 

For ferien i år har været så dejligt. Den har været alt det, jeg håbede, den ville være og mere til. Primært har den været tid, som ellers normalt er den knappe ressource her på fabrikken, fordi det forbistrede græs gror, som fik det penge for det, vaskemaskinen hele tiden er fyldt, og aftensmaden endnu ikke har lært at lave sig selv. Det har været fuldstændig fantastisk. Dagene er flydt sammen, jeg har suspenderet mit ellers så militante overblik og ungerne har fået lov at holde bestemmepinden.

Jeg havde på forhånd besluttet, at vi kun skulle én “ting” pr. uge - altså, afsted til en af de mere traditionelle juhu-forlystelser, og det har jeg holdt fast i. Det har vist sig at være helt perfekt, fordi jeg 1) er en federe mor, når jeg ikke er ved at brænde sammen af stress over planlægning og vil hun nu sove i klapvognen og er det for varmt med dyne og hvor meget mad skal jeg pakke og bliver det regnvejr eller skal vi have badetøj med? 2) oplevelserne har gjort meget større indtryk på børnene, end de ville have gjort, hvis de 3 uger havde været én lang tivoli-tur og 3) det har været ok at gå behersket amok i merch-butikkerne. Alle har vundet. 

De andre dage har jeg om morgenen spurgt lopperne, hvad de kunne tænke sig, vi skulle lave, og stort set hver dag har svaret været “være herhjemme” eller “hjem til mormor og morfar”. Det giver stof til eftertanke.

Min hjerne begynder så småt at indstille sig på at skulle op i gear igen, og det føles også godt, men inden vi når så langt, har vi heldigvis 3 dage tilbage med dovne morgener, håndmadder og bare tæer.


fredag den 4. august 2017

Dyret må ikke fodres.

I sidste uge skrev Rasmus Ulstrup Larsen (gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom) et debatindlæg i Berlingske med titlen “Singlemødre - et forfærdeligt moderne fænomen”  og jeg er siden blevet tagget under det en håndfuld gange. Som svar på indlægget skrev Ditte Degnbol, som selv har 2 donorbørn, et andet indlæg, hvori hun forsøgte at redegøre for, hvorfor hun mente at Rasmus U.L. var galt på den. Det indlæg har jeg også fået tilsendt et par gange. 

Først havde jeg egenlig besluttet, at jeg bare ville lade det fare, simpelthen fordi jeg ikke mener, at det første indlæg fortjener så meget som 4 sekunders ekstra opmærksomhed, og jo flere, der hidser sig op over det, des længere når det ud, og jo mere raseri skaber det. 

Men efter et par dages betænkningstid har jeg alligevel besluttet at byde ind med mit synspunkt, primært fordi det ikke decideret går på artiklens indhold, men fordi det, der optager mig mest her, er hvordan vi stille og roligt får gjort aviserne til et sted, man går hen for at blive dummere.

Jeg ville sådan ønske, at vi ville gøre os mere umage med at forholde os bare en lille smule kildekritisk til de artikler, vi læser, før vi trykker “del” og sender elendigheden videre ud i hovedet på andre, der så også kan bruge tid på at blive rasende og smide yderligere brænde på bålet. 

Jeg håber, at alle, der kender mig, både via bloggen og personligt, ved, at jeg er både den skrevne og den verbale samtales største tilhænger.

Jeg håber også, at I ved, at jeg, hånden på hjertet og Ama’r halshug, er fuldstændig ok med, at nogle mennesker synes, at det valg, som jeg har truffet, er etisk uforsvarligt. Jeg er selvfølgelig ikke enig, men jeg bøjer mig uden tøven for, at verden også kan se sådan ud. Etik er for de fleste af os summen af, hvad vi kommer fra, hvad vi har været udsat for, og hvad vi helt grundlæggende tror på, og det kan alverdens logik og saglige argumenter meget sjældent flytte på. Og det er ok. 

Men hvis man er stor nok til at læse Berlingske, så skal man simpelthen også være stor nok til at gennemskue, at når man læser en tekst, der primært består af sætninger som: “I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand” og “Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner”, så er der ikke tale om et oplysende bidrag til debatten. Så er der tale om clickbait. 

Hvis Rasmus UL ville diskutere det her emne, fordi han reelt mente, der var et problem,  havde han gjort sig den ulejlighed at formulere sig på en saglig og ordentlig måde, så retorikken ikke overskyggede indholdet. Manden er gymnasielærer. Man må formode, han mestrer disciplinen.

Hvis jeg må ønske noget for 2018, så er det, at aviserne (for helvede!) stopper med at lave den her form for artikler, som de forsvarer som værende “debatskabende”, men som reelt bare skal være raseri- og forargelsesskabende. Jeg har været enlig mor i 7 år, snart 8, hvis man tæller min graviditet med, og jeg er aldrig - ikke en eneste gang - stødt på nogen, der har givet udtryk for den her holdning. Det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke er der, men jeg noterer mig, at der i kommentarfeltet under artiklen faktisk kun er én, der igen og igen og igen puster til ilden ved at bakke Rasmus UL. op.

Hvis jeg havde været gymnasielærer, og havde givet min klasse den her tekst til analyse, ville jeg have bedt dem lave et baggrundstjek på profilen på ham, der kommenterer. Jeg ville også have bedt dem om at grave nogle tal frem på, hvordan de konservative ligger i meningsmålingerne, og om at kigge lidt på, hvordan de har klaret sig de senere år, både på mærkesager og synlighed. 

Der må simpelthen være en nedre grænse for, hvor dum, den offentlige debat må blive, og hvor meget enkeltmands-ærinde, det er tilladt at gå i debattens navn.

Ved at klikke på de her artikler, fortæller vi dagbladene, at det er denne form for indhold, vi ønsker mere af. Ved at kommentere og dele det her crap, skaber vi en skyttegravskrig, som ikke på nogen måde afspejler virkeligheden, og det er spild af god debat, godt humør, og spalteplads som rent faktisk kunne bruges til at gøres os klogere. 

Stop feeding the troll. 

Også selvom den er forklædt som debattør.