mandag den 10. juli 2017

Solitude.

For lang tid siden læste jeg en artikel (som jeg desværre ikke gemte linket til)* som var skrevet af et menneske, der havde mistet. Artiklens budskab var, på en fin og ordentlig måde, at fortælle, hvad man må og ikke må sige/gøre/forvente, når man står overfor et menneske i afgrundsdyb sorg. 

I tiden efter faldt jeg flere gange over klummer og blogindlæg, som havde samme omdrejningspunkt, en form for “how to” guider til, hvordan man bedst kan hjælpe, når nogen har fået livsgrundlaget revet væk under fødderne og skal starte helt forfra med at lære at være i deres eget liv.

Og måske fordi, jeg synes, at de guider har været så fine og givet en smuk indsigt i do’s and dont’s til situationer, hvor man utrolig gerne vil gøre bare et eller andet, men somme tider ender med at blive paralyseret af egen ubetydelighed, kom jeg for et par uger siden til at tænke, at nogen burde lave en guide til, hvordan vi i venskaber taler om det, der er kontinuerligt svært. 

For på det principielle plan, tror jeg, at vi alle instinktivt ville sige, at venskaber ikke altid er på grund af, men somme tider er på trods af, og at det netop er det, der er den store styrke ved dén konstruktion. At hvis man er ven med et menneske, der f.eks. lider af en kronisk sygdom, så er man ikke En Ægte Ven, hvis ikke man kan rumme, at det ikke kan være dem, der skal udvise overskud i samtalen, og være lidt large med, at omverdenen ikke altid forstår.

Men vi er vist også alle sammen på det principielle plan enige om, at meget belastende børn altid er et produkt af de voksne, de er underlagt, og at det derfor egentlig er forkert at blive irriteret på børnene. Og stadig kender jeg ingen, der ikke ca. 2 gange om ugen kortvarigt ønsker revselsesretten genindført.

Min pointe er, at jeg somme tider tror, at vi kommer til at trække den lige 10 cm for langt, når vi bliver sure på vores venner over, at de - igen - siger det forkerte, når vi sidder og fortæller om det, der er svært for os. 

For mange år siden var jeg en del af slæng, som også talte en pige, vi kan kalde Mathilde. Mathilde var mange ting. Hun var skidesjov, godt begavet, meget talende - og så led hun af fibromyalgi. Hun fik masser af plads til at snakke om sygdommen, og ofte, når jeg kom hjem fra diverse sammenkomster, hvor hun havde deltaget, kom jeg efterfølgende til at tænker over, at jeg faktisk ikke havde hørt, hvordan det gik med de andre i gruppen. Det tror jeg egentlig godt, at fælleskabet kunne have håndteret, men det, der gjorde, at jeg til sidst valgte hende aktivt fra, var, at jeg ikke orkede mere skæld ud. Når hun fortalte om sygdommen, og vi andre forsøgte at byde ind, enten med spørgsmål eller med de paralleller, som vi altid griner lidt af, når vi taler om kommunikation (“- men tilbage til mig” eller: “Det kender jeg godt fra mig selv - bare værre”), men som stadig over tid bliver nødt til at være i en samtale, hvis ikke den skal forvandle sig til en monolog, blev hun altid irritabel, fordi det aldrig *helt* var, som vi havde forstået det, og til sidst forvandlede alle samtaler sig til minefelter, og vi endte med at sidde som et kronisk irettesat publikum til et show, vi ikke vidste, vi havde indløst billet til.

For mig var det ret skamfuldt at få nok, for som man kan læse i alle beretninger skrevet af mennesker, der lever med svære omstændigheder, så er det urimeligt, at man både skal bære sine egne udfordringer, og samtidig også skal rumme omverdenens manglende forståelse.

Men de sidste par år har jeg alligevel med jævne mellemrum tænkt over, hvad det egentlig var, der skete dengang, og jeg er nået frem til, at kernen i det er, vi faktisk ikke har ret til at kræve, at omverdenen skal interessere sig for vores liv og omstændigheder i forholdet 1:1.

Når vores venner engagerer sig og spørger og prøver at forstå, så er det et udtryk for omsorg, og et signal om, at du er vigtig nok for mig til, at jeg gerne vil prøve at forstå noget, som dybest set ikke har noget med mig at gøre. Det er meget få mennesker i dette liv, hvis smerte gør lige så ondt på mig, som den gør på dem. Og omvendt. Vi kan føle sympati for hinanden og have ondt af hinanden, men jeg tror, at man typisk udviser allermest medfølelse i de situationer, som man enten selv frygter, eller som har prøvet at stå i. Og så kan man måske spørge sig selv, hvor meget, der handler om den, der ramt, kontra hvor meget, der handler om én selv. 

Og det er følelsen af berettigelse, jeg er lidt efter, fordi den kan ende med at ødelægge relationen.

Jeg har ikke krav på, at mine venner skal forstå de udfordringer, jeg somme tider kan have som enlig mor, og det er derfor en ret ufed måde at sige “Tak fordi du holder nok af mig til at prøve alligevel” hvis jeg bliver spids over, at de ikke forstår de detaljer, som ingen, der ikke har stået i situationen selv, kan forstå. For sådan er det jo. Man kan ikke vide, hvordan det er at kæmpe med en spiseforstyrrelse eller et weekend-misbrug, hvis man ikke har prøvet det. Man fatter ikke tilbundsgående, hvad det koster at leve med kroniske smerter, før man har prøvet det.

Problemet er, at når livet bider, så er det det nære netværk, man er omgivet af, man skal hente støtte og styrke i, og det vil bestå af mennekser, der ikke har prøvet at stå, hvor man selv står nu. Og hvis vi holder fast i, at det er samtalen om det, der er kontinuerligt svært, vi taler om, så bliver det over tid en afvisning af omsorg, som dybest set er en smule respektløs, hvis man altid kritiserer deres forsøg på at forstå.

Man skal ikke leve med mindre, end man har brug for, og man skal ikke lade sig nøje. Men jeg kan i hvert fald selv have brug for at huske, at hvis folk aldrig kan få lov at vise omsorg og interesse uden at blive irettesat, og vi igen og igen skal kommunikere om vores kommunikation, så kører alle trætte i samtalen til sidst, og så kan man ikke bebrejde folk, at de trækker sig.

Og i sidste ende er det vel de færreste af os, der ikke hellere vil være omgivet af venner, der prøver, end sidde i ophøjet ensomhed, fordi man er den eneste, der rigtigt Forstår.

(opdateret: Efter lidt detektivarbejde fandt jeg den igen. Det er den er: https://finetanker.wordpress.com/2017/01/15/10-ting-du-skal-vide-om-en-ven-med-sygdomdoed-inde-paa-livet/)

15 kommentarer:

  1. Måske var det dette indlæg, du læste: http://icarriedawatermelon.dk/en-du-kender-har-mistet-nogen-hvad-skal-du-sige-det/
    Det er i hvert fald fint. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg gravede og gravede, og nu fandt jeg den. Det er den her:

      https://finetanker.wordpress.com/2017/01/15/10-ting-du-skal-vide-om-en-ven-med-sygdomdoed-inde-paa-livet/

      Men Karolines er også sønderknusende smuk.

      Kh

      Linda

      Slet
  2. Bravo! Det dilemma har jeg stået med nogle gange, og til tider har jeg også måtte melde fra (og er da også blevet meldt fra af nogle). Min framelding har mest været fordi vedkommende har været så insisterende og pågående i forhold til lige netop vedkommendes helt særlige situation/tilstand. Ikke situationen/tilstanden i sig selv. Svaghed og sorg skræmmer mig ikke. De er en del af livet.
    Men jeg er selv af den støbning, der bliver rørt og overrasket, når andre viser forståelse og omsorg. Jeg forventer på ingen måde spotlys og 1:1 fokus. Måske er det, det der frastøder mig mest? At andre insisterer på 100% forståelse og opmærksomhed? PS. Jeg er ikke en kold skid. Jeg ser og sanser. Men jeg plejer at sige:"Jeg kan af gode grunde ikke forstå 100%, det du går igennem. Men jeg kan empatisk forstå dig og rumme dig."

    SvarSlet
    Svar
    1. Det giver meget mening, hvad du skriver, og jeg genkender det fra områder i mit eget liv.

      For mig er det kombinationen af at insistere på at være Særlig og at kapre hele samtalen, som får mig til at give slip. Specielt hvis det igen og igen skal italesættes, hvor lidt, jeg forstår.

      Det tror jeg simpelthen ikke, at nogen gider stå model til i længden.

      Kh

      Linda

      Slet
  3. Hej Linda. Først tak for en blog jeg altid vender tilbage til. Dels også. Den gode blanding af tænksomme indlæg og sjove lige på kornet indlæg. Jeg holder allermest at det er så nuanceret..noget jeg tit synes mangler andre steder. Det er som om der er lidt mere rum til at forstå "den anden side". Jeg har en venindegruppe hvor den ene for et års tid eller to skrev til os og sagde at hun synes vi var holdt op med at tale om de svære ting og det var mega ærgerligt..og det var vi. Nok mest fordi der var sket så meget forskelligt i vores liv. Vi var dog alle enige om at det ikke var den type venskab vi ønskede. Og her oplever jeg det du skriver om. Vi står i meget forskellige situationer men vil gerne hinanden og prøver at forstå. Og det er faktisk vigtigere end at vi nødvendigvis forstår præcis..for jeg ved ikke hvordan det er når ens far er kræftsyg, eller man er nedlagt med stress og de ved ikke hvordan det er at være mig.men de vil mig og jeg dem og så finder vi ud af det hen ad vejen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Først og fremmest: Tak for en rigtig fin og detaljeret ros. Det er virkelig dejligt, at du har taget dig tid til at sætte ord på, hvad det er, du kan lide ved min blog <3

      Jeg synes, det lyder som en virkelig god måde at tage fat om problemet på; simpelthen at italesætte, at man som gruppe har fået talt sig helt op på overfladen. Den vil jeg skrive mig bag øret til fremtidig brug.

      Der, hvor jeg synes, man kan være udfordret, er dels i de situationer, hvor det er én i gruppen, der hele tiden trækker fokus tilbage på sig selv og/eller de relationer, hvor vedkommende er meget påpegende ift. at resten af verden ikke forstår. Jeg synes simpelthen man går så død i det, og jeg har et par gange næsten kunne mærke et *klik*, når jeg har fået den besked, eller hørt den sætning, der har fået bægret til at flyde over, og har gjort at jeg giver slip.

      Men måske er det også fint nok, at man ind imellem rydder lidt op? Tænker egentlig, at det i den her situation måske kan komme begge parter til gode, for hvis man virkelig har en oplevelse af, at vennerne ikke forstår, så er tiden måske også kommet til at se, om man i stedet kan finde nogen, der gør?

      Kh

      Linda

      Slet
  4. Ok. Du rammer så meget et emne, jeg har gået og tumlet med i hovedet i flere uger. Og som så mange gange før får du noget kompliceret til at falde på plads for mig. Tusind tak for din fineste, fineste måde at skrive og dele på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så utrolig lidt, og hvor er jeg glad for at høre, at alle mine rablerier kan bruges konstruktivt.

      Tusind tak for dine fine ord, og rigtig god dag til dig <3

      Kh

      Linda

      Slet
  5. Rigtig gode overvejelser.
    er selv glad for en veninde jeg har via Zorro, vi har mest hunde tilfælles og har begge noget svært... så ja der skal rum til os begge.
    mon ikke det netop er vigtigt at have nogle ikke tunge emner at falde tilbage på, fælles oplevelser og interesser? Så det måske nemmere at undgå enetale. .. ved jeg kan blive slem til det når jeg har det rigtig skidt, vil egentlig ikke men det skal ud... det bare det venner og familie skal ikke være terapeuter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du have meget ret i; at et venskab står mest solidt, hvis der er plads til både det lette og hverdagsagtige, og samtidig også til det tunge og mørke.

      Jeg synes på alle måder, at venskaber skal kunne rumme zoom og fokus i de perioder, hvor man pludselig oplever noget meget voldsomt, og har brug for at blive omgivet og omfavnet med kærlighed og støtte. Men enetaler bliver bare så uinteressante, hvis emnet og taler altid er det/den samme.

      Langt de fleste er heldigvis gode til at tage den plads, det giver mening at udfylde - det er jo derfor, de andre (og få) står ud.

      Tak for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
  6. Ih hvor jeg synes du har ret! Hvis man har noget, man går og tumler med, synes jeg ikke man kan forvente andet af sine venner end at de lytter og er der for en. Det er umuligt at forvente at de præcist forstår, hvad man går igennem! Men tror måske også bare, at der er nogle mennesker, der har brug for "rampelyset" og bruger, hvad de har ved hånden for at befinde sig der. En sygdom (som de kan blive ved med at tale om), en mand/et arbejde/etc. de ikke er tilfredse med osv. Og jeg tror aldrig, at man kommer til at stille disse mennesker tilfredse - eller rettere, tilfredsheden ligger måske i at brokke sig. Et klogt menneske sagde engang til mig, at der er mennesker, der dræner dig for energi, og mennesker, der giver energi. Prøver aktivt at vælge de, der dræner, fra, eller i hvert fald nedprioritere min tid med dem. Vil ikke spilde min tid på dem, når jeg kunne have brugt samme tid med familie eller andre venner!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan være super brugbart at lave den slags opdelinger. Jeg har også med tiden lært, at de mennesker, der altid har drama i deres liv, enten skaber det eller opsøger det. Det har også sparet mig mange gode kræfter at sortere på dén konto.

      Og jeg tror desværre, du har ret i det med rampelyset. Jeg kan faktisk også se, at mennesker med de tendenser ofte har ret stor udskiftning i omgangskredsen. Det er, som om, de har brug for, at der konstant flyder publikum til. Det er virkelig mærkeligt.

      Men hurra for at nå til et sted i sit liv, hvor man faktisk formår at stoppe op og forholde sig til, hvem man bliver et bedre menneske af at være sammen med.

      God dag til dig:)

      Kh

      Linda

      Slet
  7. Tak for at sætte så fine ord på det.
    Jeg sagde selv farvel til en barndomsveninde for efterhånden tre år siden. Hun har kæmpet med en masse siden teenage-årene og jeg havde stædigt holdt ved, båret over med hende, givet plads - for ja, hun har vitterligt haft det svært. Men så fik jeg pludselig nogle svære ting at tumle med i mit eget liv, og så måtte jeg indse, at jeg ikke længere kunne være lyttende og forstående og rummelig. Det gik op for mig, at jeg slet ikke delte det ret store, der skete i mit liv med hende, fordi jeg på forhånd vidste, hun ville dreje det til at handle om hende. Så jeg sagde helt farvel, at jeg måtte skære relationer fra, der drænede så meget mere end de gav energi. Det var svært og jeg er stadig i tvivl, om jeg kunne være det bekendt. Og om jeg skyldte vores venskab mere.
    Derfor er dine ord så gode at læse, for du sætter det jo så fint op. Vi kan ikke forvente, at andre interesserer sig ligeså meget for os, som vi selv gør. Og et eller andet sted er det jo en tragedie, i den grad kun at kunne se sig selv. Tænk alt det, de går glip af, min og din eks-veninder.

    SvarSlet
  8. Kære Linda. Dette er virkelig et fint og klogt indlæg, som i dén grad slår hovedet på sømmet i forhold til noget jeg har bøvlet med et års tid. Halvandet, faktisk... Tusind tak for dine fine, kloge ord, og de nuancerede overvejelser. Og sikke også en fin kommentartråd, den har også sat kloge ord på noget for mig.
    Det er for nyligt gået op for mig at min veninde gennem 20 år måske slet ikke er god for mig, og i hvert fald ikke hører til på den piedestal jeg har sat hende op på (og som hun tilsyneladende synes er den helt rigtige plads for hende) Det er smertefuldt at måtte sige farvel til folk man har elsket, men det kan være nødvendigt hvis man skal overleve, kan jeg se. Tak for at du satte så kloge ord på emnet.
    Jeg husker du skrev et indlæg engang, som handlede om at du godt kunne tænke dig at vi læsere lige gav et pip, når vi havde læst, så du vidste at vi var der. Var det ikke noget i den retning? I hvert fald vil jeg lige sige til dig, at jeg læser med. Hver gang. Jeg er ikke god til at kommentere, men jeg synes virkelig du skriver klogt og indsigtsfuldt og nuanceret. Og sjovt! Tak for at du deler alle dine tanker.
    Kærlig hilsen Lene

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lene.

      Tusind tak for din fine kommentar - den blev jeg ægte, oprigtigt glad for. Det er så utrolig rart at få tilbagemeldinger på, at nogen derude rent faktisk kan hente noget i de ting, jeg lægger op. Jeg elsker at skrive, og det gør glæden ti-fold dyb, når jeg får en kommentar som din, så tak!💜

      Kh

      Linda

      Slet