mandag den 24. juli 2017

Hvilepuls og småfif til nye bloggere.

En hilsen fra ferielandet, hvor vi har lagt hårdt ud med en mand nede med bræksyge. Man kunne vælge at være rasende over, at ferien starter sådan, men egentlig er det bare rart, at jeg kan koncentrere mig om at pylre om ham, kogevaske sengetøj og skrubbe interiør ned i Rodalon, og ikke hele tiden skal have 50% af opmærksomheden parkeret i præ-stress over hverdagskabalen, der altid er ekstra svær at få til at gå op, når nogen er syge.

Den sidste uge op til ferien gik, som den slags altid går, hvor man 7 gange dagligt bliver lidt forbløffet over, at man stadig forventes at være igang. Således kom det flere gange bag på mig, at jeg skulle sørge for madpakker, rygsække til SFO-ture og være den, der fik alle mand ud af døren til tiden.

Jeg har sådan glædet mig til denne ferie, fordi det er den første, siden Frida kom til, hvor vi har tid til bare at holde ferie, og hvor det ikke er barsel, konkurs og flytning, der stjæler opmærksomheden. Vi trænger alle 3 til ro og tid, og ungerne opholder sig allerede så meget og længe i sandkassen og på trampolinen, at jeg med sindsro kunne smide deres værelser på airbnb. Kender jeg mig selv ret, begynder rastløsheden at klø, når vi er halvvejs gennem ferien, men i år har jeg faktisk lyst til at se, hvad der er på den anden side. Jeg tror, helt ærligt, aldrig, jeg har formået at stå den igennem. 

Men sommertid er agurketid, også i blog-land. I holder ferie, og det gør vi også, og uanset, om man rejser kloden flad, eller om man har børn omkring sig 24-7, så kniber det vist for mange af os at finde de lommer af tid, hvor tankerækker får ro nok til at udvikle sig til indlæg. Da jeg netop igår fik en mail af den slags, der ind imellem finder vej til min indboks, tænkte jeg, at det måske var oplagt at lave et lille fællessvar; mailen var nemlig fra en potentiel kollega in-spe, som spurgte, om jeg har nogle gode råd, hvis man gerne vil begynde at blogge.

Og hvem ved, måske sidder der nogle af jer ude bag skærmene, der også kunne have lyst til at begynde at skrive, så her følger 11 erfaringer, jeg har gjort mig i min tid i blogsfæren:

1) Du skal have lyst til at dele lidt af dig selv. Det synes jeg faktisk gælder i alle former for underholdning, uanset om vi taler om undervisning, tekstfremstilling eller musik. Hvis du er belagt med teflon, kommer der et tidspunkt, hvor folk mister interessen for dig, fordi de ikke kan mærke, hvem du er inde bagved. Du behøver ikke dele dine inderste hemmeligheder, men du skal have noget, der umiskendeligt er dig, som læserne har lyst til at holde fast i og vende tilbage til, hvis du skal have fodfæste som blogger.

2) Når du har startet din blog, vil du gerne findes. Ellers er der lidt som at holde åbent hus, og sidde der, med alle sine pindemadder, og stritte. Her er det meget brugt at fiske læsere ved at kommentere hos andre bloggere, hvilket er helt efter bogen. Men tænk over, at det bedre kan betale sig at lægge en gennemtænkt kommentar et par enkelte steder, end at spamme kommentarfeltet hos 20 af de største bloggere, du kan finde, med et eller andet ligegyldigt. En kommentar som “haha - fedt indlæg. Mvh bloggertøsen.blogspot.com” får ikke serveren til at brænde sammen af trafik. 

3) Du må gerne stjæle - men stå ved det. Man kan ikke få alle de lyse indfald selv, men blogland er forbløffende lille, og når man som læser ser én, der helt åbenlyst planker en god idé fra en anden blogger, og lader som ingenting (det sidste værende det essentielle her), så mister man lidt respekt for vedkommende.

4) Hold kadencen. Det er ligesom på savannen: Står du stille for længe, er du færdig. Deprimerende mange dygtige bloggere er forsvundet fra landkortet på den her. Jo længere tid der går, fra du har blogget sidst, desto sværere er det at komme igang igen. Personligt får jeg sådan en underlig idé om, at hvis jeg har været fraværende i en periode, så skal det være helt EKSTRAordinært underholdende og fantastisk og hysterisk morsomt og afgrundsdybt, alt sammen tilsat lydefri korrektur, når jeg endelig rider tilbage i arenaen. Det pres er der ingen, der kan blive ved at holde til. Hold gryden i kog med et hverdagsindlæg om alt og ingenting, så du ikke bliver paralyseret af din egen præstationsangst. 

5) Overvej hvor meget læserinddragelse, du har lyst til at lave. Det er nok særlig vigtigt, når man er ny, for det tager tid at opbygge en læserskare, og selv når man har den, aner man ikke, om folk lige læser et indlæg på telefonen i frokostpausen eller under bordet til en kedelig forelæsning. “Hvad er jeres erfaringer med husblas?” og “Hvilke principper bruger I, når I opdrager børn” gør så ondt, når de står der, nederst på siden, med vindheksene fygende om fødderne.

6) Det er en god ide, hvis du kan skrive. Her forsøger jeg ikke at være morsom, men ind imellem støder jeg på nogen, som vil blogge, fordi de har en historie, de gerne vil dele. Hvis du tænker på de 10 bedste sangere, du kender, vil nogle af dem være råt, vokalt talent, mens andre er dygtige håndværkere, som kan et eller andet ekstra. Der er ikke én måde at være en dygtig sanger - eller blogger - på, og smag er individuelt. Men jeg tror, man vil opleve den største glæde og forløsning, hvis man vælger en platform, der understøtter det talent, man har.

7) Anonym eller ikke-anonym? Jeg tror, at de fleste i starten leger med tanken om at være anonyme. Det var også sådan, jeg selv startede. Min egen oplevelse var, at det er en frihed, der medfører ret store begrænsinger, simpelthen fordi du risikerer ikke at kunne skrive om det, der trænger sig på, uden at sætte din anonymitet over styr.

8) Hvis du har børn og blogger om dem, så husk, at du ikke kan være sikker på, at de er voksne, når de finder din blog. Jeg har skrevet et indlæg om lige præcis denne problematik her.

9) Hvis du gerne vil have en god relation til dine læsere, så prioriter at svare på deres kommentarer. Jeg havde selv en periode, hvor jeg ikke var ret god til det; tiden var knap, og jeg syntes, at det var vigtigere at producere nye indlæg, end at svare på kommentarer. Der har jeg ændret standpunkt. Jeg ville gå død i at blogge, hvis mine læsere holdt op med at engagere sig i det, jeg skriver, og hvis de skal blive ved med det, og blive ved med at have lyst til at bruge tid på at kommentere, så kræver det svar. Når jeg kommenterer hos andre, påvirker det også mit syn på dem, hvis de gentagne gange ikke svarer. Engang imellem spænder livet ben, men min fornemmelse er, at folk har forståelse for dette, hvis man normalt forholder sig til det, de skriver, og svarer.

10) Lad være at skrive noget om nogen, hvis du ikke er klar til at tage konfrontationen med dem up-front. Den her har jeg selv lært på den hårde måde. Jeg skrev f.eks. engang en halv-harsk post om to værter fra P3 - som endte med at kommentere på det selv. Jeg står stadig ved essensen af indlægget, men jeg havde - indrømmet - formuleret det anderledes, hvis jeg vidste, de ville ende med at se det.

11) Og endelig: For mig virker det godt, ind imellem at tænke: “- men hvorfor er det relevant for andre at læse om?” Det er ikke en avis, vi skriver, og der skal være plads til lal og bananer, men hvis jeg prøver at tænke over, hvad jeg får ud af det, når jeg læser med hos andre bloggere, kan det være genkendelighed, et godt grin, noget at tænke over, en ny vinkel på en kendt problematik osv. osv. Men det luger ud i mængden af de indlæg, som jeg - hånden på hjertet - ikke selv finder ret interessante hos andre. F.eks. lange, rosende omtaler af veninder, indlæg om ting, man ikke “kan løfte sløret for”, drama og intriger med mennesker, jeg ikke aner, hvem er, osv. Alt kan naturligvis ikke være for alle, det er klart, men en del af charmen ved blogmediet er jo netop læserne, så for mig er det rart med en rettesnor, så jeg fra tid til anden finder tilbage i selvvalgt geled.

Og efter således uopfordret at have udøst lidt af min uendelige visdom, vil jeg bare trække mig tilbage og vente på, at bloghimlen oplyses af nye stjerneskud.




tirsdag den 18. juli 2017

I øvrigt, trampetechno-edition:

* har jeg brug for akut, landsdækkende forbud imod mennesker, der råber “Banko!” når deres nummer bliver trykket op på apoteket. 

* og nu vi er ved at opdatere Karnov, så vil jeg også gerne bede om, at det kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 måneder, når mænd bruger holder-sig-for-øjnene-abe-emojien eller skriver “ti-hi”.

* var vi forleden ude at køre. Da den lokale radiostation spillede Hampenberg, lyste Anton op i verdens største smil, og råbte “Mor! Skru op!! Højere!!” og jeg bliver helt rørt ved tanken om, at jeg nu har 452 playlister på min telefon, som vi kan være fælles om #ArvOgMiljø

* er jeg lidt uforstående overfor, hvorfor der ikke bliver arbejdet hårdere på at få indført en vampyremoji?

* mangler jeg 30 minutter af det sidste afsnit af “The handmaids tale”, som jeg har hulkegrædt mig igennem. Hold kæft, hvor jeg synes, den er ubehageligt.

* kommer jeg konsekvent til at skrive “A handmaids tail” når jeg omtaler den.

* går det lige nu op for mig, at den faktisk med den titel, stadig ville give mening. 

* kom jeg i går, som det sidste menneske i solsystemet, med på Aperol-vognen. Jeg er begejstret, men også let forundret over, at ingen har påpeget det faktum, at der er tale om den røde martini vi drak, back in the days, bare med ny etiket.

* går jeg i al stilfærdighed og håber, at vi snart at færdige med at sige “alt er love”.


* har vi ferie fra på fredag, og jeg glæder mig usigeligt.


mandag den 10. juli 2017

Solitude.

For lang tid siden læste jeg en artikel (som jeg desværre ikke gemte linket til)* som var skrevet af et menneske, der havde mistet. Artiklens budskab var, på en fin og ordentlig måde, at fortælle, hvad man må og ikke må sige/gøre/forvente, når man står overfor et menneske i afgrundsdyb sorg. 

I tiden efter faldt jeg flere gange over klummer og blogindlæg, som havde samme omdrejningspunkt, en form for “how to” guider til, hvordan man bedst kan hjælpe, når nogen har fået livsgrundlaget revet væk under fødderne og skal starte helt forfra med at lære at være i deres eget liv.

Og måske fordi, jeg synes, at de guider har været så fine og givet en smuk indsigt i do’s and dont’s til situationer, hvor man utrolig gerne vil gøre bare et eller andet, men somme tider ender med at blive paralyseret af egen ubetydelighed, kom jeg for et par uger siden til at tænke, at nogen burde lave en guide til, hvordan vi i venskaber taler om det, der er kontinuerligt svært. 

For på det principielle plan, tror jeg, at vi alle instinktivt ville sige, at venskaber ikke altid er på grund af, men somme tider er på trods af, og at det netop er det, der er den store styrke ved dén konstruktion. At hvis man er ven med et menneske, der f.eks. lider af en kronisk sygdom, så er man ikke En Ægte Ven, hvis ikke man kan rumme, at det ikke kan være dem, der skal udvise overskud i samtalen, og være lidt large med, at omverdenen ikke altid forstår.

Men vi er vist også alle sammen på det principielle plan enige om, at meget belastende børn altid er et produkt af de voksne, de er underlagt, og at det derfor egentlig er forkert at blive irriteret på børnene. Og stadig kender jeg ingen, der ikke ca. 2 gange om ugen kortvarigt ønsker revselsesretten genindført.

Min pointe er, at jeg somme tider tror, at vi kommer til at trække den lige 10 cm for langt, når vi bliver sure på vores venner over, at de - igen - siger det forkerte, når vi sidder og fortæller om det, der er svært for os. 

For mange år siden var jeg en del af slæng, som også talte en pige, vi kan kalde Mathilde. Mathilde var mange ting. Hun var skidesjov, godt begavet, meget talende - og så led hun af fibromyalgi. Hun fik masser af plads til at snakke om sygdommen, og ofte, når jeg kom hjem fra diverse sammenkomster, hvor hun havde deltaget, kom jeg efterfølgende til at tænker over, at jeg faktisk ikke havde hørt, hvordan det gik med de andre i gruppen. Det tror jeg egentlig godt, at fælleskabet kunne have håndteret, men det, der gjorde, at jeg til sidst valgte hende aktivt fra, var, at jeg ikke orkede mere skæld ud. Når hun fortalte om sygdommen, og vi andre forsøgte at byde ind, enten med spørgsmål eller med de paralleller, som vi altid griner lidt af, når vi taler om kommunikation (“- men tilbage til mig” eller: “Det kender jeg godt fra mig selv - bare værre”), men som stadig over tid bliver nødt til at være i en samtale, hvis ikke den skal forvandle sig til en monolog, blev hun altid irritabel, fordi det aldrig *helt* var, som vi havde forstået det, og til sidst forvandlede alle samtaler sig til minefelter, og vi endte med at sidde som et kronisk irettesat publikum til et show, vi ikke vidste, vi havde indløst billet til.

For mig var det ret skamfuldt at få nok, for som man kan læse i alle beretninger skrevet af mennesker, der lever med svære omstændigheder, så er det urimeligt, at man både skal bære sine egne udfordringer, og samtidig også skal rumme omverdenens manglende forståelse.

Men de sidste par år har jeg alligevel med jævne mellemrum tænkt over, hvad det egentlig var, der skete dengang, og jeg er nået frem til, at kernen i det er, vi faktisk ikke har ret til at kræve, at omverdenen skal interessere sig for vores liv og omstændigheder i forholdet 1:1.

Når vores venner engagerer sig og spørger og prøver at forstå, så er det et udtryk for omsorg, og et signal om, at du er vigtig nok for mig til, at jeg gerne vil prøve at forstå noget, som dybest set ikke har noget med mig at gøre. Det er meget få mennesker i dette liv, hvis smerte gør lige så ondt på mig, som den gør på dem. Og omvendt. Vi kan føle sympati for hinanden og have ondt af hinanden, men jeg tror, at man typisk udviser allermest medfølelse i de situationer, som man enten selv frygter, eller som har prøvet at stå i. Og så kan man måske spørge sig selv, hvor meget, der handler om den, der ramt, kontra hvor meget, der handler om én selv. 

Og det er følelsen af berettigelse, jeg er lidt efter, fordi den kan ende med at ødelægge relationen.

Jeg har ikke krav på, at mine venner skal forstå de udfordringer, jeg somme tider kan have som enlig mor, og det er derfor en ret ufed måde at sige “Tak fordi du holder nok af mig til at prøve alligevel” hvis jeg bliver spids over, at de ikke forstår de detaljer, som ingen, der ikke har stået i situationen selv, kan forstå. For sådan er det jo. Man kan ikke vide, hvordan det er at kæmpe med en spiseforstyrrelse eller et weekend-misbrug, hvis man ikke har prøvet det. Man fatter ikke tilbundsgående, hvad det koster at leve med kroniske smerter, før man har prøvet det.

Problemet er, at når livet bider, så er det det nære netværk, man er omgivet af, man skal hente støtte og styrke i, og det vil bestå af mennekser, der ikke har prøvet at stå, hvor man selv står nu. Og hvis vi holder fast i, at det er samtalen om det, der er kontinuerligt svært, vi taler om, så bliver det over tid en afvisning af omsorg, som dybest set er en smule respektløs, hvis man altid kritiserer deres forsøg på at forstå.

Man skal ikke leve med mindre, end man har brug for, og man skal ikke lade sig nøje. Men jeg kan i hvert fald selv have brug for at huske, at hvis folk aldrig kan få lov at vise omsorg og interesse uden at blive irettesat, og vi igen og igen skal kommunikere om vores kommunikation, så kører alle trætte i samtalen til sidst, og så kan man ikke bebrejde folk, at de trækker sig.

Og i sidste ende er det vel de færreste af os, der ikke hellere vil være omgivet af venner, der prøver, end sidde i ophøjet ensomhed, fordi man er den eneste, der rigtigt Forstår.

(opdateret: Efter lidt detektivarbejde fandt jeg den igen. Det er den er: https://finetanker.wordpress.com/2017/01/15/10-ting-du-skal-vide-om-en-ven-med-sygdomdoed-inde-paa-livet/)

mandag den 3. juli 2017

I øvrigt:

* har jeg de sidste par uger siddet så meget i kø på motorvejen (ja, 4,5 times kø fra Fredericia. Jeg taler - også - til dig), at jeg er begyndt at nynne “Hello darkness my old friend” hver gang jeg nærmer mig afkørslen.

* læser Anton og jeg "Historien om den kæmpestore pære" for tiden. Vi har nu læst den så mange gange, at Anton er begyndt at “læse” den for mig. En af hovedpersonerne hedder ‘Professor Glykose” og Anton omtaler ham konsekvent som ‘Professor Psykose’. Jeg kan bedst lide Antons version.

* går det - apropos - meget fremad med Antons sprog, og jeg forsøger at fylde nye ord på, når jeg kan se mit snit til det. Jeg noterer mig, at det er nemmest at lære ord med ‘k’ og ‘y’, som kan råbes, når man angriber, f.eks. “KONKYLIE!!!” eller “KAMPYR” (‘Vampyr’, Red.)

* bliver vi nødt til at tage op, at nogle mennesker piller et æg og spiser det, bare lige sådan *haps*. HVORDAN kan deres skelet ikke afstøde sig selv, når de kommer til at tygge på de der stykker mikroskal, man kun kan fjerne, når man SKYLLER ÆGGET SOM GUD ALTID HAR HAFT TIL HENSIGT AT VI SKULLE GØRE!?

* har det som udgangspunkt den modsatte effekt på mig, når folk starter et opslag på facebook med “DEL DEL DEL!” #nejnejnej

* skal nødhjælpsorganisationer stoppe med at bruge telefonnumre, de får, når man donerer via mobile pay, til at ringe op og forsøge at skabe mersalg. I ødelægger det for jer selv, folkens. 

* skulle jeg forleden have fat i Patientklagenævnet, og kom ved en fejl til at kalde det Præsidentklagenævnet. Det burde virkelig være en ting.

* skal vi lige have hugget om, hvem der ringer til iTunes og truer dem, til de lægger Stevie Nicks genindspilning af nummeret “Gypsy” (som bruges til den nye Netflix-serie af samme navn) til salg. (GOD! Både serien og sangen)

* kom jeg forleden til at spekulere på, hvad de mon i historieklasserne om 2000 år vil betragte som virkelig klamt og uhygiejnisk, når de læser om starten af dette årtusind?

* har Anton opdaget Just Dance, og vi kan hermed konstatere, at nogen her i familien er så højre/venstre blinde, at det tangerer et handikap. (Jeg forestiller mig, at det hænger sammen med, at denne ‘nogen’ i omkring 15 år har undervist andre mennesker i at bevæge sig, og dermed selv har flyttet venstre ben, når hun har bedt dem flytte højre #CollateralDamage)

* har jeg fået udleveret det helt forkerte temperament til at handle på DBA og Tradono. Fucking SVAR, når jeg byder på din plæneklipper! 

* tænker jeg på, om andre mennesker også har ting som “tjek ændring af fradrag” stående på deres to-do i ugevis, før de endelig tager sig sammen og logger på Skat? Og om de også synes, at de har fortjent for 400 kroner blandet slik, en uges ferie og fri bar, når de endelig har gjort det (- og det tog 30 sekunder)?

* har min bedstefar inviteret til kaffe, og jeg ved godt, at det var en slåfejl, men jeg elsker stadig, at han slutter med et meget street “Sees!”